Demokratiet og krigen

Johs. Nielsen: Demokratiet og krigen. Wøldikes forlag, København 1971, 189 sider, kr. 19,50.

Blandt mange forskere af og skribenter om krig og sikkerhedspolitik er der en udbredt opfattelse af, at med den 2. verdenskrigs V-2 raketter over London og atombomber over Hiroshima og Nagasaki afsluttedes en epoke i krigens historie, karakteriseret ved sine tendenser til totalitet på mange områder.
Militærteknologiens frembringelse af den ultimative våbenkombination: den in- terkontinentale raket og det nucleare sprænghoved har gjort den globale storkrig irrationel og usandsynlig. I ly af den af disse våben etablerede terrorbalance har det imidlertid vist sig, at den begrænsede krig stadig opfattes som et rationelt politisk middel, samtidig med at en øget ideologisk bevidsthed og polarisering har fastholdt den væbnede magtanvendelse - på et teknologisk lavere niveau - som et ubegrænset politisk middel til opnåelse af en total politisk målsætning. 
Denne tingenes tilstand har bevirket en fornyet interesse for den begrænsede krig, således som den udvikledes til fuldkommenhed inden for det 18. århundredes europæiske magtbalance. - Ja, det har endog ført til at ’den begrænsede krig’ med Kennedy-administrationens tilkomst i 1961 blev officiel amerikansk doktrin og dermed raison’en for det forøgede amerikanske engagement i Sydøst-Asien. 
Som konsekvens heraf har der vist sig en øget interesse for at analysere årsagerne til, at de begrænsninger i og den formalisering af krigsførelsen, som karakteriserede det 18. århundredes Europa forsvandt og erstattedes af tendenser, der netop mentes overvundet efter 30-årskri- gens barbari i det foregående århundrede. Det er en sådan analyse forfatteren til denne velskrevne, lille, men overmåde indholdsrige bog har sat sig for at foretage.
Forfatterens hovedtese er - som bogens undertitel: En undersøgelse af samspillet mellem demokrati, nationalisme og krigsførelse antyder - at der er en forbindelse mellem demokratiets og nationalismens opkomst og de sidste 175 års tendens imod den totale krigsførelse, kulminerende med de to verdenskrige i dette århundredes første halvdel.
Efter kort at have tegnet et rids af det militære magtapparat i 1700-tallet fastslår forfatteren gennem en særdeles klar analyse, at demokrati er to ting. At demokratiet bygger på to i virkeligheden uforenelige principper, nemlig princippet om magtens deling og princippet om folkesu- veræniteten. Det første princip er udtryk for et liberalt det sidste for et totalitært demokrati. »At disse to findes sammenblandede i de fleste demokratiske landes politiske praksis betyder ikke, at de er forenelige, men kun at de fleste demokratiske lande er huse splidagtige med sig selv«, hævder forfatteren (p. 35). 
I korte, klare og veldokumenterede afsnit redegør forfatteren for oplysningstidens politiske filosoffer og da navnlig for Montesquieus magtfordelingslære og Rousseaus folkesuverænitet og samfundspagt. Disse blev inspirationskilder og for sidstnævntes vedkommende - som forfatteren udtrykker det — katekismus for den politiske revolution. 
Hånd i hånd med de politiske filosoffer gik imidlertid også gennem oplysningstiden en række militære teoretikere, hvoraf forfatteren navnlig fremhæver Guibert, som inspiratoren for de nye ideer om den nationale hær og om bevægelseskrigen. 
De nye ideer brød først igennem i den ny verden med de amerikanske koloniers oprør mod den engelske konge, George III, i 1775. Medens den amerikanske revolution var radikal i sin optakt og endte med et liberalt tilsnit, var udviklingen i Europa den modsatte, da de franske borgere i 1789 startede en lavine med at kræve byrdefordelingen i det franske samfund lagt om. Den franske revolution radikaliseredes hurtigt. Ved Valmy, den 20. september 1892, mente Goethe at se begyndelsen til en ny tidsalder tone frem af røgen fra de franske kanoner; og med proklamationen af 23. august 1793 om levée en masse fandt man den formel, der også i praksis gjorde menneskene lige: et menneske = en samfundsborger = en soldat (p.103).
Hermed var massehærenes tidsalder indledt, og der var skabt det instrument, som Napoleon, som den første, forstod at udnytte. 
Forfatteren beskæftiger sig indgående med denne udvikling og slutter sin fremstilling med en analyse af dels konsekvensen af det rousseauske folkesuverænitet- begrebs gennembrud - den ny nationalisme, som spirede og blomstrede blandt de tyske romantikere og i det tyske »Volk«, dels den filosofiske fortolkning af krigens placering og udvikling, således som den kommer til udtryk i Clausewitz’ monumentale værk ’vom Kriege’. 
Dette sidste kapitel bærer imidlertid desværre præg af to uheldige forhold. For det første anes tydeligt, at forfatteren i sin tolkning støtter sig til Liddell Harts og Fullers analyser fra et tidspunkt, hvor heller ikke de forstod Clausewitz’ filosofi, og hvor de forveksler denne med andres udnyttelse af den. Det er et fænomen, som for de to englænderes vedkommende bl. a. hænger sammen med det skel, der opstod mellem kontinental og engelsk filosofi i 1700-tallet; et skel som betød, at man bogstavelig talt ikke forstod hinanden, og som først i vor tid synes under nedbrydning.
Studerer man således Liddell Harts seneste udgave af ’Strategy - The Indirect Approach’, spec. kap. XIX, og Fullers ’The Conduct of War 1789-1961’, spec, kap. IV, der begge er skrevet efter den 2. verdenskrig, får man indtryk af en langt mere indgående og nuanceret forståelse af Clausewitz’ krigsfilosofi. 
Dette hænger imidlertid også igen sammen med det andet uheldige forhold, som både de to nævnte englændere og forfatteren er ofre for, nemlig at de har betjent sig af 2.-udgaven af vom Kriege fra 1853 eller oversættelser herfra. 
Som det fremgår af den vel nok kendteste Clausewitz-forsker, dr. Werner Hal- wegs indledning til den første udgave (den 16. fra 1951) af vom Kriege, som baserer sig på 1.-udgaven, blev der formentlig med støtte fra den preussiske Store Generalstab foretaget en række ændringer i Clausewitz’ oprindelige tekst i 2.-udgaven. Disse tekstændringer som således har holdt sig til vor tid, tog sigte mod at neddæmpe Clausewitz stærke understregning af politikkens primat og krigens rolle som et middel for denne, for i stedet at fremhæve krigens gennemførelse som noget væsentligt og afgørende på bekostning af politikkens (jfr. spec, vom Kriege (17. udg.) indledning, p. 21 ff. og anmærkningerne 280, 281 og 283). 
Det må beklages, at forfatterens analyse af Clausewitz’ vom Kriege på denne måde følger et traditionelt, men nu - på baggrund af ny viden - forladt spor, og at han således overser, at den mod Clausewitz rettede kritik retteligt burde have haft Clausewitz’ forvrængere og fortolkere i den preussiske generalstab og blandt de tyske (og for den sags skyld også franske) nationalister som mål. 
Denne omstændighed rokker dog ikke ved det faktum, at Johs. Nielsen med denne bog har leveret en meget værdifuld, nøgtern og stærkt savnet fremstilling på dansk af årsagerne til den totale krig, som to gange i dette århundrede har betydet katastrofe for vor verden. Det er en bog, som henvender sig til alle, der ønsker perspektiv også i aktuelle sikkerhedspolitiske problemer.

K. V. Nielsen.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_101_aargang_jan_1.pdf

Del: