Demobilisering af oprørsgrupper

“The demobilisation and sustainable reintegration of former combatants into society, and removing arms from circulation, are fundamental to the long-term success of peace processes…” (DAC 2001: 41). Dette udsagn omkring demobilisering og genintegrering af tidligere kombattanter i civilsamfundet er et højest aktuelt emne i forbindelse med den netop overståede krig i Irak, hvor USA i forbindelse med planlægningen af det fremtidige Irak afskedigede 400.000 irakiske soldater.  Der er mange praktiske synspunkter om, hvordan man bedst løser problemerne i et postkonfliktsamfund, men der hersker tvivl om, hvilke løsningsmodeller der er de bedste.

Foto: Forsvaret.dk

Teoretisk er demobilisering i postkonfliktsamfund kraftigt underbelyst, og ved en analyse af dette emne er man henvist til et begrænset antal modeller. En af disse modeller kaldes en DDR-proces (Disarmament-Demobilization-Reintegration Process), og denne beskæftiger sig med de udfordringer, der relaterer sig til de mange kombattanter, som befinder sig i et land efter en konflikt.

Jeg vil i denne artikel argumentere for, at en kraftig militær tilstedeværelse i et umilddelbart postkonfliktmiljø er essentielt for, at en successiv demobilisering kan gennemføres. Endvidere vil jeg fremføre, at demobilisering af oprører i sig selv ikke er tilstrækkeligt, men at en genintegrering i civilsamfundet er den eneste måde, hvorpå demobilisering kan gøres bæredygtig, og at denne genintegrering skal gennemføres af en bred vifte af NGOer (non goverment organisations).

Dette argument vil blive fremført ved en indledningsvis teoretisk gennemgang af DDR-processen efterfulgt af en konflikt- og postkonfliktanalyse af Kosovo og Sierra Leone samt en diskussion herom. Kosovo og Sierra Leone er valgt som cases, da de repræsenterer to forskellige tilgange til postkonfliktløsning, og begge er af en dato, der gør det muligt at vurdere resultatet af indsatsen. Endvidere er begge cases karakteriseret ved at være intrastatslige krige, hvor et væbnet oprør mod en regering har fundet sted, og hvor en tredjepart har interveneret.

DDR-processen
En DDR-proces er et faseopdelt forløb bestående af en kompleks interaktion mellem de aktører, der er involveret i processen. Interaktionen foregår på forskellige hierarkiske niveauer i forbindelse med den praktiske planlægning og udførsel af processen. Aktørerne i en DDR-proces spænder vidt i det internationale samfund fra IOer (Internationale organisationer), regeringer og oprørsgrupper til internationale og nationale NGOer. Alle aktører udfylder en vigtig funktion i de enkelte faser, og uden denne brede deltagelse ville DDR-processerne sandsynligvis ikke kunne gennemføres tilfredsstillende. I det følgende vil jeg karakterisere de fire faser i DDR-processen[1]. Faserne vil i praksis køre sideløbende, men for den enkelte kombattant[2] vil de forekomme i et kontinuerligt forløb. Et forløb kombattanten skal igennem, inden en fuldstændig ‘civilisering’ er opnået. Afslutningsvis vil jeg beskrive nogle succeskriterier, der kan fremme forløbet i det enkelte land.

Afvæbning (Disarmament)
Første fase i den samlede proces er karakteriseret ved samling og afvæbning af kombattanter. Fasen indledes efter, at fredsforhandlingerne er afsluttet og underskrevet, og en våbenhvile er effektiviseret. Samling og afvæbning sker primært af politiske og sikkerhedsmæssige grunde og sekundært for at opbygge tilliden mellem de tidligere væbnede parter. Den praktiske afvæbning foretages ved at samle kombattanterne i lejre eller kantonnementer, hvorefter afvæbningen foretages via registrering og samling eller destruktion af våbnene. Selve processen kan variere i omfang alt efter konfliktens varighed og type, men generelt for den første fase er, at der stilles store krav til logistik og forsyninger til lejrene. Mange af kombattanterne skal transporteres til lejrene, og de har ofte ikke mange ejendele eller mad med. Af denne grund anbefales det, at selve opholdet i lejrene for den enkelte kombattant ikke har en varighed på mere end syv dage (Ball 1997: 87-88) & (WB 2002a: 2).

I forbindelse med afvæbningen er det vigtigt, at tilstrækkeligt med sikkerhed stilles til rådighed, da dette fremmer sandsynligheden for, at kombattanterne frivilligt afleverer deres våben. Endvidere kan det være en fordel, at afvæbningen sker i enheder. Her tænkes på, at kombattanterne ankommer til lejrene sammen med deres organisatoriske enheder under kommando af den leder, de har hørt til under krigen.

Demobilisering (Demobilization)
Anden fase i DDR-processen iværksættes sideløbende med første fase. Når kombattanten eller enheden er blevet afvæbnet, skal kombattanten i de fleste tilfælde overgå til at være civil. Perioden, hvorunder demobiliseringen skal foregå, kan variere i tid alt efter fredsaftalens ordlyd. Der vil i mange tilfælde være et krav fra konfliktens parter om, at demobiliseringen skal foretages inden for et år, da omflakkende oprørssoldater og en stor stående hær kan skabe ustabilitet i landet.

De kombattanter, der ikke skal indgå i en ny hær, orienteres om forholdende vedrørende det at skulle overgå til det civile liv, og om hvilken hjælp de kan forvente at få tilbudt i den forbindelse. Man vil ofte fokusere på de mere bløde værdier, der karakteriserer civilsamfundet; værdier såsom uddannelse, demokrati og menneskerettigheder. Kombattanterne vil ofte få tilbudt psykolog- samt lægehjælp og efterfølgende udstyres med hjemsendelsespapirer, mad samt lidt penge. Afslutningsvis vil de demobiliserede blive transporteret til deres hjemstavn eller det område, de skal genhuses i jævnfør fredsaftalen (Ball 1997: 88) & (Jensen 2001: 12-13).

Genindsættelse (Reinsertion)
Tredje fase i DDR-processen er rettet mod den første svære tid, der følger efter demobiliseringen; en periode hvor kombattanter efter mange år eller et helt liv i krig skal til at virke som civile. Man kan karakterisere fasen som en transitfase, der løber sideløbende med de andre faser, og som støtter kombattanten inden denne kan overgå til fjerde fase. Genindsættelsesfasen består normalt af assistance i form af materialer til huse, tøj, mad og lægehjælp – bistand man normalt forbinder med nødhjælp, og som ofte udøves af NGOer. Assistancen kan derudover indeholde økonomisk hjælp, så den enkelte kombattant kan klare sig i den nye hverdag, som denne står overfor – dette kaldes en “reinsertion benefit”. Den økonomiske støtte kan endvidere forebygge, at de hjemsendte kombattanter ikke begiver sig ud i kriminalitet, hvilke et postkonfliktsamfund nemt og ofte rammes af (Ball 1997: 89).

Genintegrering (Reintegration)
Fjerde og sidste fase er den mest krævende og udfordrende fase. Det er i denne fase, at den endelige genintegrering i civilsamfundet skal sikres, og det er tit en lang proces. En genintegrering i civilsamfundet er ikke kun en sikring af den enkelte kombattant, men også en proces, hvor lokalsamfundet gøres opmærksom på, at den ekstra arbejdskraft kan være en fordel. Det er ikke en selvfølge, at et lokalsamfund er positivt stemt overfor den hjemvendte kombattant, da denne kan have været involveret i overgreb mod lokal gennem krigen. Genintegreringsfasen skal ses som en hjælp til både kombattanten og civilsamfundet og skal medvirke til at forbedre forholdet mellem disse (DAC 2001: 57-59).

Den praktiske genintegrering består af forskellige tilbud i form af erhvervsfaglig træning og vejledning, skoleophold, praktikophold, arbejdsgenerering, kreditordninger og i nogle tilfælde tildeling af land. Endvidere iværksættes oplysningskampagner, der skal fremme forståelsen for og integreringen af kombattanten.

Succeskriterier
For at de ovenfornævnte faser successivt kan implementeres, er der nogle overordnede vilkår, der skal være til stede, hvis processen skal forløbe så gnidningsfrit som muligt. Disse vilkår kan ikke stå enkeltvist, men bør tages højde for samlet set.

1.       Vilkår for DDR-processen skal med i fredsaftalen.

2.       Sikkerhed skal etableres i hele landet forud for DDR-processen, da dette fremmer den første og anden fase.

3.       Sammenlægning af oprørsgrupper og hæren inden DDR-processen iværksættes kan være en fordel for at få oprørssoldaterne til at melde sig.

4.       Kombattanterne bør ikke være i opsamlingsområderne for længe.

5.       Økonomisk støtte til specielt tredje og fjerde fase er vigtigt.

6.       Tilstedeværelse af nationale og internationale NGOer i tredje og fjerde fase er vigtigt for at sikre bæredygtigheden (Verheul 2003).

På baggrund af den teoretiske gennemgang og de seks succeskriterier in mente vil de to cases nu blive analyseret for efterfølgende at blive diskuteret og sammenlignet.

Kosovo
Efter NATO i 1999 havde bombet serbisk militær i Kosovo og i Serbien endte uafhængighedskrigen af Kosovo. Krigen, der var en intrastatslig krig, var en krig mellem den serbiske hær og den kosovo-albanske oprørsgruppe UCK[3], og med slutningen af krigen stod det internationale samfund overfor en omfattende demilitariseringen af UCK. UCK havde spillet en aktiv rolle på NATOs side under bombardementerne samt været en aktiv part under fredsforhandlingerne. Da våbenhvilen og FN-resolution 1244 blev underskrevet den 10. juni 1999, bestod UCK af ca. 15.000 oprørssoldater[4] fordelt i større eller mindre enheder over hele provinsen[5]. Resolution 1244 redegjorde ikke for etablering og gennemførsel af en egentlig DDR-proces i provinsen, men overlod dette til den indsatte NATO-styrke, KFOR[6]. Efter forhandlinger mellem UCK og KFOR blev UCK, den 20. juni 1999, nedlagt som egentlig militær organisation og transformeret til tre nye enheder: i) Et politisk parti (LDK), ii) Kosovo Police Service (KPS) og iii) Kosovo Protection Corps (KPC).

Selve transformationen, der skulle foregå, mens 50.000 NATO-soldater etablerede ro og orden, skulle sikre, at der ikke opstod et vakuum efter nedlæggelsen af UCK, og at hovedparten af de tidligere UCK-soldater ikke skulle blive overladt til sig selv. De politisk aktive og øvre lag af UCK overgik til partiet LDK, dem der var egnede og kunne honorere optagelseskravene til KPS[7] blev overflyttet hertil, og de resterende indgik i KPC.

Afvæbning og demobilisering
Efter afslutningen af forhandlingerne mellem UCK og KFOR blev der ikke gennemført en egentlig faseopdelt DDR-proces. UCK skulle, under supervision af KFOR, selv stå for processen, hvilket skabte problemer fra starten. UCK så sig selv som vindere af krigen og kunne derfor ikke helt forstå, hvorfor de skulle afvæbnes og demobiliseres. Dette kombineret med, at de fleste UCK-medlemmer kom fra landet og ikke havde nogen uddannelse gjorde processen svær. Da KPC blev etableret, blev det besluttet, at personelstyrken skulle være på 5.000 personer, hvoraf 2.000 i reserve. Der blev oprettet 53 kaserner og depoter af forskellig størrelse fordelt over det meste af Kosovo, og KPC blev udrustet med grønne uniformer, få våben, køretøjer og militære gradstegn. Det blev endvidere, grundet de ovennævnte udfordringer, besluttet, at de 2.000 medlemmer der skulle indgå i reserven blev fastansat i en overgangsperiode for senere at overgå til reserven.

Jævnfør aftalen mellem UCK og KFOR fik UCK forskellige frister til at indsamle og registrerer de mange våben. Efter syv dage skulle alle våben være ude af syne, og opbevaringsstederne skulle være udpeget og godkendt af KFOR. Derefter var tidsfristerne henholdsvis 30, 60 og 90 dage, hvorefter alle våben og ammunition skulle være låst inde på de godkendte depoter (KFOR 1999: 4-5). 

Genindsættelse og genintegrering
Som nævnt blev det besluttet, at KPC i en periode måtte være på mere end de 3.000 fastansatte soldater, som det blev vedtaget under forhandlingerne. Denne beslutning kan betragtes som værende en genindsættelsesfase, hvor KFOR forsøgte at imødegå det vakuum, der ellers ville være opstået, hvis de mange tidligere kombattanter ikke var blevet aktiveret. Beslutningen virkede i begyndelsen, men da de nye medlemmer i KPC ikke kunne forene deres drøm om en egentlig hær med de opgaver, de nu skulle løse i KPC, begyndte medlemmerne at søge nye veje, herunder organiseret kriminalitet (ICG 2000: 14-18).

Genintegreringen og videreuddannelse af de tidligere UCK-medlemmer blev ikke prioriteret af KFOR, da de tidligere medlemmer var blevet beskæftiget i KPC, og da en nedjustering af antallet over tid ikke blev set som et problem. Endvidere blev de tidligere UCK-medlemmer set som helte i det meste af Kosovo, så en større indsats i forbindelse med tilbageflytning af soldater blev ikke vurderet som nødvendig.

Opsummerende kan siges, at KFOR overlod meget af demobiliseringen til UCK selv, og at der blev lagt overvejende vægt på faserne omkring afvæbning og demobilisering, men at den efterfølgende genintegreringsproces ikke blev tildelt betragtelig betydning fra KFORs side.

Sierra Leone
I slutningen af 1997 påbegyndte Verdensbanken (WB) og British Department for International Development (DFID)[8] en DDR-proces i Sierra Leone. Sierra Leone havde på dette tidspunkt været hærget af intrastatslig krig siden 1991, og over halvdelen af landet var under oprørshærens, RUFs[9] kontrol. RUF blev i 1997 vurderet til at være på ca. 45.000 mand, og dette tal blev brugt som udgangspunkt for tilrettelæggelsen af afvæbnings- og demobiliseringsfaserne. Det umilddelbare mål med processen var at få etableret og sikret en længe ventet fred og at få genintegreret kombattanterne i deres respektive lokalsamfund. Dette mål lykkedes dog ikke i første omgang, da der udbrød kampe igen i slutningen af 1998. Den 7. juli 1999 underskrev parterne en våbenhvileaftale[10], og DDR-processen blev genoptaget. Gennem 1999 og 2000 blev våbenhvilen gentagne gange brudt, og situationen kulminerede i 2000, da RUF tog ca. 500 FN-soldater som gidsler. Efter indsættelse af engelske faldskærmssoldater[11] og en genoptagelse af forhandlingerne blev en ny våbenhvileaftale underskrevet i november 2000 i Nigeria (NCDDR 2002: 4) & (ICG 2001: 1-4).

Afvæbning og demobilisering
Efter at afvæbningen og demobiliseringen i første omgang havde slået fejl, blev der, i perioden efter den engelske aktion for at befri de tilfangetagede FN-soldater, indsat en international styrke på ca. 17.500 FN-soldater[12]. Dette blev gjort for at øge stabiliteten i Sierra Leone og for at fremme første og anden fase af DDR-processen. Første fase blev iværksat i 1997, og i perioden frem til juni 1999 blev 3.183 kombattanter afvæbnet. Ud af en vurderet oprørshær på 45.000 blev dette ikke betragtet som en succes, og man erkendte, at det krævede yderligere tiltag for at fremme processen. Efter indsættelsen af flere FN-soldater til at styrke sikkerheden samt nye initiativer fra WB og DFID blev indsamlingen og afvæbningen af kombattanter kraftigt øget, og i starten af 2002 var over 70.000 kombattanter fra RUF blevet afvæbnet og demobiliseret (Rowe 2003: 34) & (NCDDR 2002: 5-7).

Selve den praktiske gennemførsel af afvæbningen og demobiliseringen blev gennemført ‘efter bogen’. De tidligere kombattanter blev i enheder transporteret til lejre, der var under FNs beskyttelse, her blev de afvæbnet samt undervist og informeret om forholdende og deres muligheder i et liv som civil. Opholdet i lejerne havde en varighed af syv dage og blev afsluttet ved, at der blev udstedt et dokument, der bekræftede, at vedkommende var blevet demobiliseret. For at fremme disse to faser blev 2.385 tidligere RUF-soldater indrullet i Sierra Leones nye hær, og der blev endvidere udbetalt penge til tidligere kombattanter for at lade sig demobilisere. Det sidste element kan være grunden til, at flere kombattanter end beregnet lod sig demobilisere[13] (NCDDR 2002: 7).

Genindsættelse og genintegrering
Genindsættelsesfasen blev prioriteret i Sierra Leone, da der som nævnt var flere, der blev demobiliseret end beregnet og derfor skulle aktiveres gennem genintegreringensfasen. Tredje fase bestod af støtte til genhusning, herunder penge til at købe materialer og mad. Der blev endvidere sørget for kortvarige jobmuligheder samt undervisning i basale håndværk. Udover at aktivere de tidligere kombattanter gav tredje fase et tiltrængt økonomisk input til landets regioner, hvilket endvidere havde den effekt, at de hjemvendte oprører blev modtaget mere positivt end forventet, da økonomien i landområderne efter krigen var meget dårlig (NCDDR 2002: 8-9).

Genintegreringen blev påbegyndt i 2000 og er stadigvæk i gang. Processen har været omfattende og har krævet store økonomiske ressourcer. Begyndelsen af fasen var meget problemfyldt grundet få økonomiske ressourcer og begrænset adgang til over 50 % af landet grundet den sikkerhedsmæssige situation. I begyndelsen af fasen blev de vigtigste indsatsområder identificeret for, at man kunne etablere de nødvendige tilbud til de tidligere kombattanter. De identificerede områder var blandt andet formel uddannelse, erhvervsfaglig træning og landbrug. I midten af 2003 havde over 27.700 tidligere kombattanter været gennem programmet, og 19.500 er i dag i gang med træningen. De udbudte tilbud blev stillet til rådighed af forskellige IOer og NGOer (NCDDR 2002: 8-18) & (NCDDR 2003a).

Opsummerende kan siges, at den ‘efter bogen’ udefra styrede DDR-proces har været en fordel, men at økonomi og specielt sikkerhed har skabt væsentlige problemer, der har sinket processen betragteligt.

Diskussion af de to cases
KFOR valgte ikke at gennemføre afvæbning og demobiliseringen af UCK ud fra den i kapitel 2 beskrevne fremgangsmåde, men valgt derimod at gennemføre processen under ‘frihed under ansvar’. UCK fik en tidshorisont på 90 dage til at aflevere alle deres våben på udvalgte våbendepoter samt selv foranstalte overgangen til den nye struktur. Dermed ikke sagt, at KFOR ikke overordnet superviserede processen, men KFOR valgte ikke at centralisere og topstyre processen. Dette kan ikke i sig selv siges at være et problem, da forløbet stort set gik, som det skulle[14]. Problemet ligger derimod i, at der fra starten ikke var overensstemmelse mellem KPC- ledelsens selvopfattelse og KFORs opfattelse af den nye enhed. Endvidere var der et fravær af en koordineret og veltilrettelagt fjerde fase.

Personellet, der det meste af deres liv, havde været mod den siddende autoritet i landet var ikke tilfredse med de opgaver, de blev sat til at løse i den nye enhed. KPC skulle virke som en form for beredskabskorps, der til daglig løste civilforsvarsopgaver, såsom brandbekæmpelse, hjælp ved jordskælv, udbygning af vejr osv. og altså ikke virke som Kosovos nye hær. Da KPC blev dannet, var den generelle opfattelse blandt medlemmerne og befolkningen, at dette var vejen til en egentlig hær i Kosovo – en opfattelse der ikke blev delt af KFOR og det internationalesamfund generelt. KFOR var klar over dette problem, men valgte at nedtone uoverensstemmelsen til fordel for en successiv demobilisering[15] (KFOR 1999).

Konsekvenserne af dette er blevet, at flere og flere lyssky aktiviteter så dagens lys. I en rapport fra International Crisis Group der kom i 2000, vurderedes det, at den fremtrædende organiserede kriminalitet i Kosovo primært var styret af tidligere og nuværende medlemmer af KPC, og at det var et tiltagende problem. I dag er Kosovo-provinsen kraftig påvirket af organiseret kriminalitet, et problem der bliver stadigt sværere at bekæmpe. Det vurderes, at ca. 18.000 kosovo-albanere i dag sidder i EU-fængsler, og at en omfattende trafik af narkotika, piger og ulovligt tømmer dagligt transporteres gennem provinsen (ICG 2000).

Der er i dag ikke etableret en koordineret indsats til at håndtere dette problem eller til at få de tidligere UCK-medlemmer genintegreret i samfundet. Trods succes med første og anden fase kan man konkludere, at den meget krævende fjerde fase, genintegreringen, er slået fejl. En koordineret indsats med involvering af både IOer og NGOer kunne meget muligt havde forebygget mange af de problemer det kosovarske samfund står overfor i dag.

I Sierra Leones tilfælde valgte WB og DFID tidligt at iværksætte første fase af DDR-processen og påregnede, at denne ville blive overstået på relativt kort tid og uden de store problemer. Men på grund af den skrøbelige våbenhvile, der ikke blev sikret af en stor og slagkraftig militær styrke, var der fra starten en stor mistro til afvæbningsprocessen, hvilke medførte, at der ikke blev afleveret særligt mange våben i den første periode. Sikkerhedsproblemet bevirkede endvidere, at kampene blussede op igen i slutningen af 1998 og starten af 1999, hvorfor der i den periode ikke blev foretaget afvæbning (DAC 2001: 37).

Da afvæbningen og demobiliseringen for alvor kom i gang, blev der derimod registreret ca. 25.000 flere kombattanter end påregnet. Dette kan hovedsaligt skyldes, at man indførte en “reinsertion benefit” til alle, der lod sig registrere og demobilisere. Fordelene ved dette er naturligvis, at man får demobiliseret et større antal ‘kombattanter’ end ellers, og at det giver et økonomisk indskud til efterkrigsøkonomien. Ulemperne er derimod, at personer der ikke kan karakteriseres som kombattanter modtager ydelsen, og at denne fremgangsmåde derfor kræver store økonomiske ressourcer. Økonomiske ressourcer i det nødvendige omfang er ofte ikke tilgængelige fra det internationale samfund, og denne løsningen kan derfor ikke altid benyttes. De ønskede økonomiske midler, der er essentielle for en fredsproces, kan fremmes ved at fordele opgaverne mellem de IOer og NGOer, der er til stede i landet. Dette blev gjorde i Sierra Leone ved, at de forskellige NGOer blev involveret i specielt fjerde fase af processen. Fasen, der ikke er en nødhjælpsfase, men en udviklingsfase, kræver en stor tilbundsgående indsats spredt over hele landet, hvilke nemmere lader sig gøre gennem et netværk af NGOer. Samlet set kan DDR-processen i Sierra Leone, ud fra teori og praksis, karakteriseres som succesfuld.

Konklusion
I Sierra Leones tilfælde blev der i forbindelse med fredsaftalen banet vej for en sammenlægning af dele af RUF og hæren, dette kan have været en fordel, da den egentlige afvæbning skulle foregå, fordi RUF derved kunne se, at den ikke prisgav sig selv ved at aflevere våbnene. I Kosovos tilfælde skete dette ikke, hvilke kan have betydet, at forhandlingsresultatet mellem UCK og KFOR ikke blev så konstruktivt, som hvis en DDR-proces havde været inkorporeret i fredsaftalen.

I Kosovo var der, forud for demobiliseringen, blevet opbygget et massivt sikkerhedsapparat i form af over 50.000 NATO-soldater. Dette gjorde, modsat Sierra Leone, at første og anden fase blev gennemført uden de store problemer og inden for en kort periode[16]. I Sierra Leone, hvor det internationale samfund til at begynde med ikke havde opprioriteret sikkerheden, endte første og anden fase med at løbe over næsten 5 år. Man kan ud fra disse to analyser konkludere, at sikkerhed og en kraftig militær tilstedeværelse er essentiel for en successiv afvæbning og demobilisering.

Tredje og fjerde fase af DDR-processen har i Sierra Leones tilfælde været med til at sikre en mere styret overgang til postkonfliktsamfundet og har indtil nu aktiveret mange af de tidligere kombattanter, og derved ikke overladt dem til sig selv. Indsatsen rettet mod tidligere kombattanter har i Sierra Leone involveret mange NGOer, hvilket kan ses som en modsætning til Kosovo, hvor NGO-indsatsen primært har været rettet mod de civile i samfundet. En NGO-koordineret indsats overfor de tidligere kombattanter kunne havde modvirket mange af de problemer Kosovo står overfor i dag.

Afslutningsvis skal nævnes, at en DDR-proces, som den i Kosovo og i Sierra Leone, ikke kan gennemføres successivt uden massiv økonomisk opbakning fra det internationale samfund. Den ideelle opbakning kræver et kombineret fokus på de sikkerhedsmæssige og militære aspekter i de første faser af forløbet og senere på de økonomisk krævende udviklingsmæssige faser af DDR-processen. Modellen, der blev brugt i Sierra Leone, fremstår i sin helhed som mere vellykket, og det vil nok være herfra, at man i fremtiden vil hente inspiration, når lignende post-konfliktsamfund skal stabiliseres.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.2_2004.pdf

 

Litteraturliste

Ball, N. (1997): “Demobilizing and Reintegrating Soldiers: Lessons from Africa” I Kumar, Krishna red. “Rebuilding Societies After Civil Was”, Lynne Rienner Publishers, London.

DAC (2001): “The DAC Guidelines – Helping Prevent Violent Conflict”, OECD Publications Service, France.

Findings (2002): “Sierra Leone: Disarmament, Demobilization and Reintegration (DDR)”, Africa Region nr. 81, WB.

ICG (2000): “What happened to the KLA”, Balkan Report No 88, Pristina/Washington/Brussels.

ICG (2001): “Time for a New Military and Political Strategy, Africa Report No 28, Freetown/London/Brussels.

Jensen, S. & Finn Stepputat (2001): “Demobilizing Armed Civilians”, Center for Udviklingsstudier, København.

KFOR (1999): “Undertaking of demilitarisation and transformation by the UCK”, KFOR online, http://www.nato.int/kfor/documents/uck.htm

KFOR Handbook (1999): “Kosovo International Security Force”, Department of Defence, USA.

NCDDR (2002): “The DDR Programme: Status and Strategies for Completion”, Government of Sierra Leone, Executive Secretariat, Paris.

NCDDR (2003a): “Briefing Notes for the Sierra Leone Development Partnership Committee – Programme Status”, Government of Sierra Leone, Executive Secretariat, Freetown. (3)

NCDDR (2003b): “Briefing Notes for the Sierra Leone Development Partnership Committee – DDR Programme Completion and Phase-Out/Exit Strategy”, Government of Sierra Leone, Executive Secretariat, Freetown. (4)

Rowe, Sylvester E. (2003) “Sierra Leone: Pre-war and post-war security” I DDA Occasional Papers. No 7. “Disarmament in Conflict Prevention”, UN. http://disarmament.un.org:8080/ddapublications/op7contents.htm

Verheul, Adriaan (2003): “Ten Basic Points for a Successful DDR Programme” I DDA Occasional Papers. No 7. “Disarmament in Conflict Prevention”, UN. http://disarmament.un.org:8080/ddapublications/op7contents.htm

 


[1] Den betegnelse der oftest bruges for processen er DDR, men flere teoretikere benævner processen DDR&R. Jeg vil i min gennemgang af processen beskrive fire faser altså DDR&R.

[2] Kategorien kombattant dækker våbenføre soldater, oprører, mænd, kvinder og børn, der deltog aktivt i krigen.

[3] UCK der står for Ushtria Clirimtare E Kosoves, blev i de vestlige medier kendt som KLA, Kosovo Liberation Army.

[4] UCK hævdede, at de havde 30.000 mand under våben, men det internationalt samfund vurderede ikke tallet til at overstige 15.000 mand, da man ikke mente, at UCK rådede over mere end 15.000 våben (KFOR handbook 1999: kap. 2).

[5] Kosovo vil i provins blive nævnt som en provins jf. FN-resolution 1244.

[6] Kosovo Protection Force under ledelse af NATO.

[7] KPS var under FNs ledelse og betragtes i dag som en stor succes.

[8] Der var mange aktører med i DDR-processen i Sierra Leone, men jeg vil her i artiklen fokusere på verdensbanken og DFID, da disse var de primære bidragydere. Andre aktører indbefatter: FN, NGOer osv.

[9] RUF: Revolutionary United Front

[10] Lome Peace Agreement.

[11] Natten til d. 7. maj blev 700 britiske faldskærmssoldater fløjet ind i Sierra Leones hovedstad, Freetown.

[12] Den tidligere FN styrke bestod af ECOWAS soldater og observatører, men denne styrke var ikke slagkraftig nok til at sikre freden. Resolution 1346 banede vej for, at flere soldater kunne indsættes i landet.

[13] Ifølge WB blev 72.500 kombattanter afvæbnet og 42.300 våben blev indsamlet (Findings 2002).

[14] Når dette er sagt, skal det dog tilføjes at der var ca. 50 etniske mord i Provinsen om måneden de første 6 måneder og at mange af disse mord må regnes for at være blevet udført at UCK.

[15] Oplysningerne er fremskaffet gennem interviews undertegnet har foretaget med chefen for KPC, General Løjtnant Agim Çeku (Stymail nr. 112 af 22. oktober 2002, fra Styringsenheden i Pristina, Kosovo).

[16] Med ‘uden de store problemer’ menes relativt i forhold til Sierra Leone. I Kosovo stod NATO styrkerne overfor etniske mord og voldsomme demonstrationer. I Sierra Leone var der deciderede kamphandlinger og gidseltagninger i de første tre år af processen.

 

Litteraturliste

Del: