Defensiv kamp

Chefen for 2. Sjællandske Brigade, oberst H. T. Havning, gennemgår her den defensive kamps udvikling og rejser en række spørgsmål til videre debat.

1. Indledning
For nylig udsendte Chefen for Hæren kapitel 9 til »Reglement for de pansrede bataljoner« om »udvigende kamp«. Dermed er der for første gang i mands minde skabt sammenhængende reglementarisk grundlag for kampen på troppeenhedstrin (brigade/regiment) og enhedstrin (bataljon). I opbygningsfasen efter 2. verdenskrig levede Hæren på »Feltreglement I B«, der stammede fra 1943. Et bataljonsreglement måtte undværes indtil 1954, da »Reglement for fodfolksbataillonen« udkom. Udviklingen i almindelighed og bataljonsreglementet i særdeleshed krævede en modifikation af feltreglementet, der imidlertid kun fandt sted i form af mere eller mindre officielle kompendier; det grundlæggende af disse udarbejdedes til brug på Generalstabskursus under navnet »Bemærkninger til Feltreglement IB«.

I 1960 indledtes en ny æra med udgivelsen af udkast til Feltreglement I, fulgt op af selve reglementet i 1963. De tilhørende reglementariske bestemmelser på bataljonstrin begyndte at se dagens lys ved en kapitelvis tilblivelse af det endnu i kraft værende »Infanteribataillonens kamp«, færdiggjort i 1966. På grund af den pansring, der fandt sted af Infanteriet i 1960’erne, måtte det sidstnævnte reglement imidlertid hurtigt suppleres med »Reglement for de pansrede bataljoner«, der som sagt nu er ved at være færdigt. Der kunne altså nu være et vist grundlag for at hvile på laurbærrene og tage et pusterum i reglementsskriveriet om ikke af andre grunde så af den ene - og gode - at her er der endelig tale om et område, hvor det måske ville være muligt at undgå opslidende forandringer i en tid, hvor alt andet laves om. De væsentligste ændringer i den taktiske doktrin, der er kommet til udtryk i de skiftende reglementer, vedrører den defensive kamp(*Det neutrale udtryk »defensiv kamp« er benyttet som et fælles begreb for de gennem tiderne skiftende navne »forsvar«, »forsvarskamp«, »udvigende kamp«, »blokering« osv.). Det er hensigten i det følgende først at fremhæve de ændringer, der er sket i tankegangen på dette felt, og dernæst at sammenholde den nuværende doktrin med den seneste udvikling i andre lande for sluttelig at lægge op til en diskussion af behovet for ændringer i den nærmeste fremtid.

2. Danske reglementariske forskrifter.
a. Feltreglement I B talte om »det rene forsvar«, der (i modsætning til »udvigende kamp«) var en til det yderste gennemført fastholdelse af terrænet overfor et fjendtligt angreb. Tyngden i forsvaret blev lagt på hævdelse af en »hovedkamplinie«, dels ved tilvejebringelse af maximum af ild foran denne, dels ved kravet om, at hovedkamplinien ved fjendtligt indbrud skulle tilbageerobres ved modangreb under indsættelse af alle midler.
 
Princippet stammede i det store og hele fra det tyske »Truppenfiih- rung« 1933. Svagheden viste sig under 2. verdenskrig, hvor erfaringen var, at man næsten aldrig kunne leve op til kravet om generobring af terrænet frem til hovedkamplinien efter et fjendtligt indbrud. Desuden medførte kravet om, at al ild skulle virke foran hovedkamplinien, at infanteriet blev indsat i hovedkamplinien på bekostning af dybde i stillingen - med det resultat, at et indbrud blev til et gennembrud.
 
b. Ideen i »Bemærkninger til Feltreglement I B « var, at forsvaret skulle koncentreres i »forsvarsområder« med i princippet en bataljons besætning (i særlige tilfælde dog kun et forstærket kompagni). Forsvarsområderne skulle fastholdes ubetinget. Ved at acceptere ubesatte mellemrum mellem forsvarsområderne kunne man udspare infanteri til anvendelse i dybden af stillingen. Det således udsparede infanteri indrettede andre forsvarsområder, hvorfra fjendtlige indbrud mellem de forreste forsvarsområder kunne blokeres. Reserver på regiments-(brigade-)trin blev udelukkende brugt hertil. »Hovedreserven« (d.v.s. divisionsreserven) kunne enten få tilsvarende opgaver for at blokere eller hindre udvidelse af indbrudsstedet til siderne, eller den kunne indsættes i modangreb. Modangreb skulle kun gennemføres, hvis følgende forudsætninger var opfyldt:
- Fjendens angreb skulle være desorganiseret, standset eller dets fremdrift i hvert fald nedsat,
- forsvareren skulle kunne skabe fornøden lokal ildoverlegenhed, og
- situationen i luften skulle tillade forskydning og indsættelse af reserven.
 
Hvis forudsætningerne ikke var til stede, skulle det fastholdende forsvar fortsætte til mørkets frembrud, hvorefter man enten kunne gennemføre i forvejen planlagte modangreb eller helt eller delvis lægge forsvaret tilbage, alt efter direktiv fra den højere fører.
 
b. »Reglement for Fodfolksbataillonen« gav detaljerede anvisninger for bataljonens indretning og forsvar af et forsvarsområde. (En rest af for- svarsområde-ideen lever stadig i Feltreglement I, kapitel 7, hvor det nævnes, at troppeføreren »i særlige tilfælde kan blive nødsaget til at bringe fjenden til standsning ved ubetinget fastholdelse af et til forsvar udpeget område«. Den nærmere beskrivelse af bataljonens forsvar af et forsvarsområde findes i »Infanteribataillonens kamp«). Kort tid efter at Hærens forsvarsdoktrin var bragt nogenlunde på plads ved hjælp af »Bemærkninger til Feltreglement I B« og »Reglement for fodfolksbataillonen«, begyndte tvivlen at nage: Hvorledes passede denne stedbundne kamp med den efterhånden mere og mere sandsynlige brug af små A-våben på selve kamppladsen? Nogle betragtede forsvar i det hele taget som umulig under A-krig, andre søgte at fastholde doktrinen med visse modifikationer, der i hovedsagen gik ud på at udtynde styrken i forsvarsområdet indtil det øjeblik, hvor en koncentration kunne accepteres, fordi fjendens angrebsstyrke var på så nært hold, at hans brug af et A-våben mod forsvarsområdet udsatte hans egne styrker for alvorlige tab.
 
c. Det store spring i udviklingen af forsvarsdoktrinen skete med udgivelsen af Feltreglement I. På grund af faren for A-våben skyede man nu helt tanken om fastholdelse af terræn. Kampens formål var fortsat at bringe fjendens fremtrængen til standsning, men troppeenheden (der nu var brigaden og ikke som hidtil divisionen) opnåede dette formål primært gennem modangrebet. De dele af styrken, der skulle skabe forudsætninger for modangrebet, kæmpede i princippet udvigende og undgik kamp på stedet. Først senere (1966) sneg »blokering« sig ind i reglementet som en kampmåde for enheder i den bageste del af forsvarsrummet umiddelbart inden modangrebets indsættelse.
 
3. Nyere udenlandske tanker.
Den udvikling af forsvarsdoktrinen, som her summarisk er beskrevet, er naturligvis ikke noget specifikt dansk. Den tyske udvikling, der som nævnt havde samme udgangspunkt som den danske, tog stort set samme spring som den danske i begyndelsen af 1960’erne med udgivelsen af Truppenfiihrung 1962. Tilsvarende udvikling er foregået i andre lande, f.eks. i USA med øget vægt på »mobile defense« i stedet for »area defense«.
 
a. I Tyskland er udviklingen vendt i de sidste år. Modangreb som opgave for reserven er trådt i baggrunden på bekostning af to andre opgaver: forstærkning af de forreste styrker og blokering af indbrud i dybden. Ideen om frivilligt at opgive terræn for at skabe forudsætning for modangreb er forladt. Det hedder i det nye »Truppenfuhrung«, at »jede Preisgabe von Gelånde ohne zwingenden Grund widerspricht dem Wesen der Verteidigung«.
 
b. Et nyt udkast til USA Field Manual 100--5 nævner foruden modangreb også de andre mulige opgaver for reserven, som tyskerne taler om. Om forholdet mellem blokering og modangreb siges, at »it is almost always better to let the enemy run into positions we have occupied quickly than to conduct a counterattack for which our units must leave covered positions«. Udkastet har forladt den tidligere skelnen mellem »mobile defense« og »area defense/position defense«.
 
c. I United Kingdom er en ny tankegang ikke kommet til udtryk i regle- mentsform, men det synes som om briterne søger at gennemføre en opslidning af fjenden med divisionens styrke indsat til kamp af blokeringsmæs- sig natur fra en række stillinger i dybden. Først på korpstrin er der tale om en egentlig reserve, der gennemfører «Corps Counter Moves« i form af blokering eller modangreb.
 
d. NATO’s Military Agency for Standardization (MAS) er i gang med at lave et »feltreglement« (ATP-35), som man håber kan blive fælles doktrin for de allierede hærstyrker. Her er skellet mellem »mobile defence« og »positional defence/position defence« opretholdt. Men det foreliggende udkast opregner som det tyske og det amerikanske tre mulige opgaver for reserven: forstærkning af de forreste enheder, begrænsning af fjendens indbrud i dybden og modangreb. 
 
4. Fremtidig dansk udvikling.
Når man rundt om i verden bevæger sig bort fra tanken om modangrebet som det bærende element i den defensive kamp, og i stedet herfor lægger øget vægt på kamp fra stillinger, hænger det naturligvis sammen med den tekniske udvikling, yderligere understreget af erfaringerne fra Mellemøstkrigen 1973. I det omtalte FM 100-5 (Test) nævnes de moderne våbens rækkevidde, nøjagtighed og virkning som kamppladsens dominerende faktor: »What can be seen can be hit, and what can be hit can be killed«. Det kunne tilføjes, at med moderne natsigte- og overvågnings- midler kan man se alt, der bevæger sig. Kan vi fortsat følge Feltreglement I i, at »forsvarskampens formål opnås primært ved modangreb på fjenden«? Eller er det næsten altid bedre at kæmpe fra en stilling end at bevæge sig frem i et modangreb? Er det rigtigt at søge at skabe forudsætninger for modangrebet ved frivilligt at opgive terræn? Eller har tyskerne ret, når de siger, at noget sådant er i strid med den defensive kamps natur? Som nævnt var det truslen om A-våben, der fik os til at forlade tanken om det stedbundne forsvar. Er denne motivering ikke fortsat gyldig - eller er brug af A-våben på kamppladsen efterhånden så usandsynlig, at vi kan se bort fra truslen? Det er ikke hensigten her at give noget svar på disse spørgsmål, men derimod at opfordre til diskussion af forsvars doktrinen i stedet for blot at hvile på laurbærrene. 
 
 
Litteratur
Reglementer o. 1.
Feltreglement I B (1943)
Bemærkninger til Feltreglement I B (Forsvarsakademiets Generalstabskursus, 1. udgave formentlig 1954)
Reglement for fodfolksbataillonen (Generalinspektøren for Fodfolket, 1954)
Udkast til Feltreglement I (Hærkommandoen 1960)
Feltreglement I (Hærkommandoen 1963, med senere rettelser; 2. udgave Chefen for Hæren 1971)
Infanteribataillonens Kamp (Generalinspektøren for Infanteriet 1961-1966)
De pansrede bataljoner (Hærinspektoratet 1967 til dato)
Truppenfiihrung (Das Bundesministerium der Verteidigung 1962)
Truppenfuhrung (Das Bundesministerium der Verteidigung 1973)
Field Manual 100-5 (Test) (Department of the Army 1974)
ATP-35 (Interim) (Military Agency for Standardization 1975) 
 
Tidsskriftartikler (alle Militært tidsskrift)
APR 1953 OL E. H. Wolff: Grundsætninger for forsvar.
JAN 1957 OL A. C. B. Vegger: Forsvars- kampen. Inddeling - Terminologi. NOV 1959 KN N. K. Nørgaard: A-taktik - også i den daglige uddannelse.
JAN 1960 OL F.T. Rasmussen: »Lig i lasten«. - KN H.T. Havning og KN H. Dencker: Tanker om forsvar.
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_104_aargang_nov-dec.pdf

 

Litteraturliste

Del: