Debatindlæg om fremtidens forsvar

Indlægget er forkortet af redaktionen, ligesom bilag og en række illustrationer ikke er medtaget, det fulde indlæg med bilag kan fås ved henvendelse til forfatteren

 

Foto: Forsvaret.dk

I debatten om opstillingen af det kommende forsvar, ser jeg mig nødsaget til at bidrage til debatten med følgende relative korte betragtninger om de væbnede styrkers organisation med vægt på hærens enheder. Der tages udgangspunkt i følgende kendsgerninger.
Der er p.t. ikke nogen aktuel trussel mod dansk område, og det vurderes, at der ikke vil kunne opbygges en større trussel inden for de næste 10 år[1]. Den største trussel udgøres af terrorvirksomhed, som spænde sig fra mindre bomber over biologiske og kemiske våben til anvendelse af mindre atombomber.
Der er flere aktuelle forskellige trusler mod verdensfreden, herunder potentielle trusler mod NATO landenes perifere lande, hovedsagelig mod øst og syd, idet de største trusler er uden for NATO området.
I de aktuelle og potentielle brændpunkter udgør den væbnede trussel primært hærstyrker suppleret med flyvevåben, idet det er de færreste af landende i disse områder, som råder over en flådestyrke, som kan udgøre nogen egentlig trussel.
Terrænet i de mulige brændpunkter er kendetegnet ved en meget ringe, ikke eksisterende eller ødelagt infrastruktur inden for hele spektret af dette.
Årene siden den kolde krigs afslutning peger på at de væbnede styrker skal være i stand til at løse såvel kampoperationer, hvor der planlægges på krigsførelse, som ikke-kampoperationer, hvor der ikke planlægges på krigsførelse, men hvor kamp og væbnet magt til at gennemtrumfe den politiske dagsorden kan være nødvendig. Erfaringerne viser at kampoperationer, så som 2. og 3. Golfkrig, Krigen i Kosovo samt flere andre krige i såvel Mellemøsten, Asien og Afrika, er mindst lige så hyppigt forekommende, som egentlige fredsopbyggende og fredsbevarende operationer, om ikke i tidsmæssig længde, så i antal. Krigene har vist et stort behov for tungt pansrede styrker indsat til selve kampoperationerne støttet af en forudgående luftkampagne for at fjerne den udpegede modstanders flyve- og luftvåbens kapaciteter, herunder anvendelse af specialoperationsstyrker til udpegning af målene. Flådestyrkerne har primært været anvendt til patruljering af farvandene omkring operationsområdet, for at sikre frie kommunikationslinie ad søvejen. De fredsstøttende operationer har vist et varierende behov for middeltunge pansrede styrker til let pansrede styrker til indsættelse på landjorden.
Opgaverne, som de væbnede styrker skal kunne deltage i, dækker hele spektret, og de opstillede styrker skal kunne udføre såvel kamp- som ikke-kampoperationer.
Erfaringerne har vist et nyt behov for enheder til hurtigt transport og indsættelse i forsøg på, at inddæmme kriser før de udvikler sig til konflikter og krige.
Tungt pansrede styrker er karakteriseret ved høj grad beskyttelse, stor mobilitet som følge af bæltebaserede køretøjer som gør dem velegnet til indsættelse i kampoperationer. Ulempen er at de tager lang tid at flytte (primært via søvejen) og kræver meget logistisk støtte.
Let pansrede styrker er karakteriseret ved en stor grad af beskyttelse, hurtigt flytbare (via. luftvejen eller på jorden) samt mindre behov for logistisk støtte, og er meget velegnet til indsættelse i konfliktforebyggende operationer samt fredsopbyggende og fredsbevarende operationer med en lavere trusselsværdi. Ulempen er den ringere pansring og mindre gode mobilitet i terræn som følge af hjulbaserede undervogne, som gør styrker mindre anvendelige i kampoperationer.

NATO har opdelt styrkestrukturen i:

·        NATO Response Forces (highly ekspeditionary) (NRF), som skal kunne transporteres til og indsættes i operationsområdet inden for 5 – 30 dage. Styrkerne som indgår heri er dele af HRF styrkerne, idet hovedkvartererne og enhederne udgør en rotation.

·        High Readiness Forces (HRF), som skal kunne transporteres til og indsættes i operationsområdet inden for 30 – 90 dage. Føringen af enhederne udgøres af seks korpshovedkvarterer, som hver skal kunne have 3-4 divisioner under sig, i alt op til 24 divisioner.

·        Forces at Lower Readiness (Conflict resolution) (FLR), som skal kunne transporteres til indsættelsesområdet og indsættes som opfølgning og afløsning for andre styrker.

USA alene råder over ca. 10 divisioner af HRF typen, og er i gang med at opbygge et antal brigader til NRF indsættelse[2]. Europa forventes at skulle kunne opstille 10 – 12 divisioner af HRF typen og et antal brigader til NRF indsættelse. Landene i NATO forventes hver isæt, at kunne bidrage med et divisionshovedkvarter samt et antal styrker til LFR.
NATO har på baggrund af erfaringerne fra krigen i Irak 2003, vægtet selvstændige brigadebidrag til indsættelse i kampoperationer i rammen divisioner og korps, mens der ikke er fastlagt stramme krav til om enhedsstørrelser til styrkebidragene i ikke-kampoperationer[3].
De sidste 10 års erfaringer fra USA og UK har vist, at såfremt der udføres konstant indsættelse af de væbnede styrker nedslider disse i en uacceptabel stor grad, såfremt forholdet 1 enhed ude og mindst 6 enheder hjemme overskrides[4].
At kapacitet i form af reservister skal opretholdes, for at kunne gennemføre operationerne i rammen af NATO’s styrkestruktur og det erfaringsmæssige opgaveantal[5].
Artilleri bør ikke anvendes under fredsbevarende, fredsopbyggende og konfliktforebyggende operationer, idet risikoen for at ramme andre end de udpegede mål kan medføre en utilsigtet opblussen af konflikter, hvorfor der i højere grad bør satses på helikopter og flyleveret præcisionsvåben, samtidig med at tiden for indsættelse af væsentlig kortere.
Som forudsætning anvendes forsvarschefens oplæg fra august 2003.
Af ovenstående kendsgerninger kan følgende udledes.
De danske væbnede styrker skal kunne flyttes ud af det territoriale område m.h.p. indsættelse til forsvar af NATO-området, idet de væbnede styrker primært skal kunne operere i områder uden for NATO-territoriet.
De lange afstande og den ringe eller ikke eksisterende infrastruktur peger på et stort behov for logistik samt et særligt stort behov for ingeniørkapaciteter til understøttelse af styrkeopbygning og operationerne[6].
Den danske stat skal kunne fungere efter et angreb på hovedstaden, hvilket peger på opdeling og udflytning af dele af de vitale statsinstitutioner til provinsen, herunder en struktur af den nuværende Forsvarskommando, således at indsatsen af de væbnede styrker såvel inden for som uden for landets grænser kan opretholdes.
Der skal være en tildels væbnet styrke beregnet på det hjemlige forsvar, og der skal kunne genopbygges en styrke af tilsvarende mobiliseringsstyrke som i dag, maksimalt på 10 år. I den hjemlige styrker indgår overvågning af farvandene og luftrummet, herunder bekæmpelse af trusler mod miljøet, samt overvågning og om nødvendigt bevogtning af vigtige installationer og faciliteter.
De mulige trusler i området peger på en prioritering af styrkerne med hæren som første prioritet, suppleret af et flyvevåben som skal kunne deltage i luftkampagnerne, støtte hærens indsættelse samt kunne genforsyne de indsatte styrker med vitale forsyninger.
Anvendelse af Søværnet til farvandsovervågning og miljøbekæmpelse, deltagelse i eskorte af militære transporter ad søvejen, samt evt. niche området, som andre lande ikke har kapaciteter til, hvilket evt. må udelades ved manglende økonomi.
NATO er kun interesseret i styrker, som kan deployeres og ikke er territorialt stedbundne.
Styrkerne, som indgår i NRF skal være hurtigt flytbare, og dermed opstilles af letpansrede hjulbasrede enheder. Opgaverne må forventes at bestå i konfliktforebyggende, fredsopbyggende og fredsbevarende operationer, gående over i fredspåtvingende operationer.
Styrkerne, som indgår i HRF skal være egnet til kampoperationer, og dermed opstilles af tungt pansrede bæltebaserede enheder. Opgaverne må forventes at bestå i fredspåtvingende operationer og kampoperationer.
Styrkerne, som indgår i FLR skal, afhængigt af den foregående styrkeindsats og truslen i den efterfølgende indsættelse opstilles af enten lette eller middeltunge pansrede enheder, der indsættes i fredsopbyggende og fredsbevarende operationer, indtil situationen er normaliseret og styrkerne kan trækkes ud på ny.
Ved valg af fokusering på ”First in – first out”, skal der fokuseres på styrker til NRF og HRF, idet der skal være en styrke til de første af FLR opgaverne, som tager den første og evt. turnus under de fredsopbyggende og fredsbevarende operationer, og herefter trækkes helt ud.

Ved en udelukkende fokusering på FLR, skal der anvendes en meget stor styrke, henset til den udmattende konstante udsendelse af styrkebidragene.
Ved sammenligning af andre landes kapaciteter samt NATO’s krav til styrkebidrag, og sætte disse i relativt forhold samt anvende erfaringerne fra de sidste 13 års indsættelser, peger det på at Danmark skal kunne opstille.
En bataljonskampgruppeværdi til NRF bestående af en kampbataljon, støttet af kampstøtteenheder og støtteenheder, som udrustet med let pansrede hjulkøretøjer mhp. løsning af konfliktforebyggende, fredsopbyggende og fredsbevarende operationer, gående over i fredspåtvingende operationer.
En brigade til HRF, som er en troppeenhed, dimensioneret til en mere selvstændig kamp i et meget stort ansvarsområde.
Et divisionshovedkvarter, et brigadehovedkvarter og to bataljonskampgruppeværdier indsat på samme tid, eller forskudt i to på hinanden efterfølgende indsættelser[7], hvorefter det danske bidrag må trækkes ud i ånden af ”first in – first out”.
Enheder i NRF ramme bør råde over artilleri mens enheder i FLR ramme kan råde over artilleri.
I det følgende vil jeg fokusere på kravene til de forskellige hærenheder mhp. at opstille krav til opgaver, organisation og uddannelse af disse.
Som det konkluderes af ovenstående samt de nævnte historiske eksempler, skal hærenhederne kunne udføre opgaverne i form af en to-trins eller tre-trins raket.
Indsættelse af en NRF-bataljonskampgruppe til konkliftforebyggende operationer, som i bedste tilfælde opnår succes i opgaveløsningen, og derved overgår til en fredsbevarende operation. Afhængig tidsforløbet, kan der være behov for afløsning, hvilket kan udføres af en evt. begge FLR bataljonskampgrupper, i det sidstnævnte naturligt vil medføre indsættelse af et brigadehovedkvarter til føringen.
I værste tilfælde, hvor krisen udvikler sig til en konflikt og udsigt til trussel om krig enten må trækkes ud, hvilket medfører et tab af prestige for det vestlige samfund, eller fastholder et nærmere angivet område, indtil HRF-brigaden organiseret til udførelse af kampoperationer ankommer til området og bliver klar til gennemførelse af en kampoperation, som må skal medføre at den politiske dagsorden bliver gennemtrumfet. Efter afslutningen af kampoperationen kan der igen blive tale om afløsning med en FLR bataljonskampgruppe i to ½ årlige perioder, eller en reduceret FLR brigadeværdi i ½ år. Da området kan udgøre et større areal, kan der endvidere være behov for at Danmark i en periode på ½ år stiller et FLR divisionshovedkvarter til rådighed.
Indsættelse af NRF-bataljonskampgruppen til fredsbevarende indsats i op til ½ år umiddelbart efter at en fredsaftale mellem to parter er aftalt, som kan igen kan afløses af en FLR-bataljonskampgruppe i to ½-årlige perioder, eller en reduceret FLR brigadeværdi i ½ år. I sidstnævnte tilfælde kan Danmark endvidere blive anmodet om at stille et divisionshovedkvarter til rådighed mhp. føring af flere brigader.
Indsættelse af HRF-brigaden direkte i kampoperationer som forsvar af NATO-territoriet eller til gennemførelse af kampoperationer i et nærmere defineret område, som udgør en trussel mod NATO-territoriet. Specielt efter sidstnævnte tilfælde, kan der igen blive behov for afløsning, som beskrevet ovenfor.

Samvirke
Set i relation til Danmarks størrelse og styrkestrukturen og organisationerne, som typisk indsættes i de forskellige operationer, må hhv. NRF-bataljons­kampgruppen indsættes i en brigaderamme[8], og HRF-brigaden i en divisionsramme sammen med andre. Da USA har tendens til selv, at ville indsætte egne styrker i komplette ”pakker”, ses ikke umiddelbart en mulighed her. Andre muligheder kunne være en fælles nordisk, en dansk-britisk, evt. dansk-tysk-hollandsk NRF-brigade hhv. division. Heraf må det konkluderes at det hidtil kun har været briterne, som har vist vilje til indsættelse uden for NATO-rammen i politiske fastlåste situationer. Herudover har Danmark gennem en efterhånden 10 års periode opnået et særdeles godt samarbejde med Den Danske Internationale Brigades option under den britiske 1. Panserdivision, samt samarbejdet i Irak, som har medført, at danske og britiske chefer og fører meget hurtigt kommer på bølgelængde vedr. operationernes udførelse. Dette peger på et dansk bidrag på af ovennævnte NRF hhv. HRF enheder i en britisk brigade hhv. division. Dette stiller samtidig krav om en organisering af HRF-brigaden, som bør kunne matche de britiske og mindst skal kunne matche de amerikanske opgaveorganiserede brigader (se bilag 1) for så vidt angår pansring, bevæbning, mobilitet og ildstøtte, samt at Danmark stiller bidrag til divisionstropperne, hvor nuværende materiel giver mulighed herfor eller en opgørelse af et manglende/supplerende behov stiller krav herom. Derfor må de enkelte våbenarter og kravene hertil gennemgås.

Våbenarterne
Der tages udgangspunkt i egen organisation samt britisk og amerikansk organisation, som følge af kendsgerningen om, at disse organisationer har været afprøvet under kampoperationer i indsættelsesområder uden for NATO-territoriet.

Kamptropper
NRF-bataljonskampgruppen: Som udgangspunkt vil der være et stort behov for infanteri til løsning af opgaverne. Herudover stiller kravet om hurtig flytning af enheden krav om hjulbaserede og letpansrede undervogne, som kan lufttransporteres, hvilket svarer til de allerede eksisterende Piranha hjulpansrede mandskabsvogne. Såfremt der skal demonstreres en gennemslagskraft, og ved fastholdelse af terræn, vil der være behov for lidt mere ildkraft. Ved gennemsyn af den amerikanske Stryker-brigade (se bilag 2), konstateres der kampbataljoner med hver tre kampunderafdelinger og en stabsunderafdeling. Med nuværende materiel og førnævnte behov kunne det pege på en opstilling af kampunderafdelingerne med to pansermotoriserede infanterikompagnier og et pansermotoriseret infanterikampkøretøjskompagni. Ved fastholdelsesrollen, mangler bataljonen et middel til bekæmpelse af lidt tungere pansrede køretøjer, hvilket peger på et behov for højmobile og lette panserværnsraketter, vurderet til to motoriserede panserværnsraketværdier. For at tilvejebringe det nødvendige efterretningsbillede til chefens beslutninger ses et behov for en spejderdeling. Såfremt bataljonen har behov for mere opklaringskapacitet, skal der kunne udsendes yderligere en let opklaringseskadron. Enkelte operationer, kan blot stille krav om tilstedeværelse eller støtte til humanitær indsats efter særlige store naturkatastrofer, kan der være behov for en let opklaringsbataljon med støtte i form af logistik og ingeniørkapacitet, hvorfor de to nuværende lette opklaringseskadroner med pansrede hjulkøretøjer (Eagle-typen) opstilles i en let opklarings bataljon.

HRF-brigaden: Ved betragtning af de amerikanske og britiske kampenheder i brigaderne, konstateres følgende:

De britiske brigader indeholder tre eller fire kampbataljoner, mens de amerikanske indeholder tre kampbataljoner. De amerikanske bataljoner indeholder generelt tre kampunderafdelinger og en stabsunderafdeling, mens de britiske kampbataljoner generelt indeholder fire kampunderafdelinger[9] og en stabsunderafdeling.

Begge landes to typer af kampbataljoner indeholder enten udelukkende kampvogne eller panserinfanteri, idet bataljonernes underenheder sammensættes efter den aktuelle situation, som ofte nødvendiggør en blanding af kampvogne og infanteri[10]. Blandingen medfører ofte nogle ulemper i den logistiske støtte struktur inden for bataljonerne.

Store forskelle i personelantallet, hvor de amerikanske enheder generelt er lettere end de britiske, mens der kun er mindre forskelle i antallet af det kampafgørende materiel i underafdelingerne.

De danske kampbataljoner er på forhånd sammensat af både kampvogne og infanteri, idet bataljonernes betegnelse afhænger af vægten af typen af underafdelinger. Dette tilgodeser de logistiske ulemper ved to andre landes sammensætning af bataljonerne, hvor denne opstilling bør fastholdes. Det danske infanteri er udrustet med pansrede mandskabsvogne eller lastvogne. Det motoriserede infanteri og letpansrede hjulkøretøjsbaserede infanteri ses ikke i de landes kampenheder beregnet til kampoperationer, hvilket skyldes manglende beskyttelse under kamp, hvorfor de heller skal indgå i de danske kampbataljoner. De andre to landes infanteri er generelt udrustet med infanterikampkøretøjer, idet enkelte bataljoner er udstyret med pansrede mandskabsvogne. Infanterikampkøretøjerne giver bedre beskyttelse og større ildkraft. Ved at sammenholde ovenstående og fastholde taktikken for anvendelsen af de danske infanterienheder, peger det på at de nuværende to panserinfanterikompagnier skal udrustes med infanterikampkøretøjer, mens det motoriserede infanterikompagni skal afløses af et panserinfanterikompagni med pansrede mandskabsvogne, der dog kan være infanterikampkøretøjer, såfremt økonomien tillader dette.
Det bemærkes at det kun er de britiske brigader, som råder over panserværnsraketenheder, som primært anvendes til flankesikring eller direkte ildstøtte som forstærkning af infanterikompagnierne.
Med de mere selvstændige opgaver for brigaderne vil der i høj grad være et behov for flankesikringsenheder på både brigade og kampbataljonsniveau, hvorfor den nuværende organisation af panserværnsraketenhederne bibeholdes, idet alle enheder dog opstilles med pansrede mandskabsvogne henset til beskyttelse og mobilitet.
Med brigadernes mere selvstændige rolle, ses et behov for en mere kraftig opklaringskapacitet på dette niveau, hvorfor brigaderne bør råde over opklaringseskadron med stor mobilitet, suppleret med elektroniske opklaringsmidler.

På bataljonsniveauet er den nuværende kapacitet konstateret som værende for lille, og det er anbefalet at lade denne udgøre en spejderdeling, frem for en sektion, hvilket er det samme som de to andre landes kampbataljoner råder over. Enheder kan indledningsvis opstilles med terrængående hjulkøretøjer, men bør på sigt udrustes med pansrede spejderkøretøjer.

LRF-enhederne: For at kunne afløse enten NRF-bataljonen eller HRF-brigaden i hhv. fredsopbyggende og -bevarende operationer, vil der være behov for en til to bataljoner som enten kan indsættes samlet i et ½ år eller som afløsning for hinanden i op til et år, hvorefter de danske styrker må trækkes ud og genopbygges. Ved afløsning af NRF-bataljonskampgruppen, ses en situation som er på vej ind i en mere stabil fase, hvormed afløsningen kan udføres af samme størrelse enhed, eller i bedste tilfælde en mindre let opklaringsenhed. Ved en afløsningssituation for HRF-brigadens indsættelse i en kampoperation efterfulgt af stabilisering i form af en påbegyndt fredsopbyggende operation, kan der i værste tilfælde være behov for en mere slagkraftig bataljonsenhed, som også skal kunne bekæmpe evt. adskilte parters forsøg på genoptagelse af kampen i en separationszone[11]. Henset til infrastrukturens beskaffenhed ses anvendelse af en middeltung pansret enhed efter samme organisation som i dag, idet tunge pansrede enheder vil yderligere forringe eller helt ødelægge vejnettet og de eksisterende overgange med videre.

Artilleri
NRF-bataljonskampgruppen: Brigaden er det første niveau, hvor artillerienheder optræder. Herudover er det tidligere konkluderet at anvendelse artilleri i de operationer, som denne enhed primært indsættes i, kan give en utilsigtet eskalering af situationen i området, hvorfor der er behov for forward air-controllerer til at guide flyleverede præcisionsbomber. Omvendt kan der ved opgaven med fastholdelse af terræn samt ved en stor mortertrussel mod bataljonen, være behov for midler til at bekæmpe disse, hvilket peger på at bataljonen selv skal råde over et ildstøttemiddel, der i forhold til bataljonens normale ansvarsområde, samt rækkevidden af andres morterer, peger på et behov for selvkørende letpansrede automatiske morterer. Set i forhold til antallet af kampenheder i bataljonen og den primært defensive opgave, peger det på tre morterpjecer med dobbeltrørsmorterer, hvilket svarer til ildstøtten fra et artilleribatteri. Disse placeres i stabskompagniet. Luftværnsstøtten til en bataljon udgøres normalt af en delingsværdi, hvilket tillige anses som tilfredsstillende, ligesom den nuværende platform for affyringsramperne virker tilfredsstillende henset til kravene om lufttransport og hurtig indsættelse.

HRF-brigaden: Ved sammenligning af såvel den britiske som den amerikanske artilleri struktur, ses det at brigaderne generelt er tildelt en selvkørende og pansret artilleriafdeling, hvorfor den danske brigade også skal råde en sådan. Med moderne tungt selvkørende artilleri, vil der kunne opnås ca. tre gange større ildkraft, autonomi, større mobilitet og bedre pansring som giver større styrkebeskyttelse og overlevelsesevne, samtidig med at betjeningsmandskabet kan halveres. For at kampbataljonerne er garanteret eget ildstøttemidler, må de nuværende morterer erstattes i et forhold 1:1, og gøres mere mobile og hurtigere at indsætte, hvilket også peger på automatiske to-rørs morterer på bæltebaserede køretøjer. De allerede eksisterende raketkastere kan med fordel anvendes til at forstærke divsionsartilleriet, som udgør langt størstedelen af divisions ildstøttemiddel til bl.a. opklaringsenhederne gennemførelse af dybdekampen. Der bør opstilles et forstærket raketkasterbatteri. For at kunne erkende mål, er der fortsat et behov for droner og artilleripejleraderer. Luftværnsstøtten til en brigade er normalt et batteri, som i UK og US organisation er baseret på pansrede bæltekøretøjer med Stinger eller Stinger lignende systemer, hvorfor affyringsramperne i det danske selvkørende luftværnsbatteri bør baseres på letpansrede bæltekøretøjer.  

LRF-enhederne: Som følge af opgaveområdet med ikke-kamp­o­pe­rationer, kan anvendelse af artilleri medføre en mulig genoptrapning af konflikten, hvorfor der i stedet skal fokuseres på præcisionsbombning af upegede farlige mål med fly- og helikoptere. Truslen fra krumbanevåben mod enhederne vil mest sandsynligt bestå af morterbeskydninger med mandbårne lette og middeltunge morterer, samt improviserede køretøjsbårne tunge morterer, hvilket peger på et behov for samme mortertype, som angivet NRF-enhederne. Såfremt der er tale om en operation, hvor to parter er adskilt fra hinanden kan der endvidere være behov for en kapacitet til luftsikring af egen styrke, såfremt en genoptrapning af konflikten med anvendelse af kampfly bliver aktuel. Endvidere vil der kunne være behov for overvågning af det normalt store ansvarsområde.

Som erkendt under ovenstående ses kun et behov for en artilleriafdeling ved HRF-brigaden, dog med en forbedret ildkraft og mobilitet. Ved alle enheder vurderes et behov for selvkørende tunge morterer som kampbataljonernes egne ildstøttemidler. Som følge af en særdeles brugbar materielarv og et behov for at kunne forstærke en HRF-divisions kapacitet til gennemførelse af dybdekampen, opstilles en reduceret artilleriafdeling som en del af divsions­trop­perne med et forstærket raketkasterbatteri og et stabs- og målopklaringsbatteri med droner og artilleripejleradarer. For at opretholde ekspertisen ved forward air controller personellet samles disse også i denne afdeling, og tildeles enhederne efter behov. Alle enhederne har brug for luftværnskapacitet, med pansrede bæltundervogne til HRF-brigaden og hjulkøretøjs baserede letpansrede undervogne eller lastvogne til hhv. NRF og FLR enhederne.

Ingeniørtropperne
NRF-bataljonskampgruppen: Afhængig af indsættelsesområdet vil bataljonen have behov for en forstærket ingeniørdelingsværdi og op til et reduceret ingeniørkompagni, baseret på de samme hjulkøretøjer, som infanteriet. Af materiel vil der være behov for lette mekaniske hjulkøretøjsbroer, mekaniske kolonneveje, lette maskiner til såvel vejtjeneste som udførelse af overlevelsesforanstaltninger. Ved fastholdelse, kan der endvidere være behov for nærudkastede levetidsbegrænsede miner samt moderne områdevåben til nedkæmpelse af såvel panser som personel. Har der været kamp i området forud for indsættelsen af NRF-enheden, vil der erfaringsmæssigt være en del ueksploderet ammunition (UXO), hvilket kræver støtte fra ammunitionsrydningsenheder. Skal enheden forblive i området gennem en længere periode, og påregnes den afløst af LRF-enhederne, vil der være behov for konstruktionsenheder til etablering styrkebeskyttelse, lejrfaciliteter og udbygning af infrastrukturen til understøttelse af egne operationer samt opretholdelse af kampkraften. Dette peger på at der skal opstilles en ingeniørkompagnisværdi til direkte understøttelse af operationerne, samt en central opstilling af specialkapaciteter til gennemførelse af specialingeniørtjenesten.

HRF-brigaden: Med brigadens mere selvstændige rolle i rammen af divisionens kontaktslag, er det i NATO konstateret, at disse i højere grad selv skal råde over midlerne til denne kamp. Samtidig er det i mest betydningsfulde NATO lande besluttet, der til hver kampbataljon skal kunne etableres to overgange med situationsbestemte, pansrede og højmobile ingeniørkapaciteter, mens brigaden har brug for to fortløbende terrænorienterede overgange henset til kravet om to forsyningsveje. Endvidere er der ovenfor konstateret et væsentlig større behov for ingeniørkapaciteter inden for alle områder, i indsættelsesområder uden for NATO territoriet, som følge af en ikke eksisterende, ringe udbygget, underdimensioneret helt eller delvist ødelagt infrastruktur. I den amerikanske og britiske opgavesammensatte brigade udgør panseringeniørbataljonerne 15 - 20% af brigadernes kamp- og kampstøtteenheder, mens de kun udgør max. 5 % af de danske brigaders tilsvarende enheder. I de to andre landes organisation med opgavesammensatte brigader, er der en panseringeniørbataljon bestående af mindst tre panseringeniørkompagnier til understøttelse af kampbataljonernes kamp, samt et stabskompagni til understøttelse af brigadens behov, mens en dansk brigade råder over et panseringeniørkompagni sammensat hovedsagelig til understøttelse af operationer fra den kolde krig og inden for NATO området. Ved de britiske enheder indeholder stabskompagniet ressourcer til at åbne brigadens forsyningsveje, reparere og vedligeholde disse i mindre omfang, bl.a. med maskiner og mekaniske feltbroer op til 40 meters spænd[12]. De amerikanske brigader tilføres normalt feltbroer og flere maskiner fra divisionen til udførelse af denne opgave. Der er dog som følge af erfaringerne fra krigen i Irak 2003, igangsat et udviklingsarbejde, som peger på at tildele brigadens tildelte panseringeniørbataljon midlerne ved at organisere disse i stabskompagniet.

En af de andre landes kampbataljoner kan normalt støttes af ca. seks panseringeniørgrupper, fire til seks panserbroer, tre – fire pansrede minerydningskøretøjer med mulighed for at kaste faskiner og udlægge kolonneveje, fire pansrede ingeniørmaskiner og to til fem ingeniørmaskiner samt to til fire let pansrede minekastere til nærudkastning af levetidsbegrænsede panserminer, idet alle de pansrede kapaciteter er baseret på bæltekøretøjer, henset til kravet om en særlig høj grad af mobilitet. Ingeniørgrupperne er i begge lande p.t. udrustet med pansrede mandskabsvogne[13]. De britiske og amerikanske erfaringer giver en erkendelse af et langt større behov. Der vælges dog indledningsvis en minimumsløsning, i form af en panseringeniørbataljon to panseringeniørkompagnier, som lige netop lever op til NATO’s minimumskrav, således at den opstillede brigade i det mindste kan fremstå som troværdig på dette område. En indsættelse vil så vise om der skal mere til. Erfaringer fra den seneste krig i Irak viste et særligt stort behov for ammunitionsrydningskapacitet i brigadernes bagland, og de to krigsførende lande har igangsat et udviklingsarbejde på dette område, som peger i retning af en fordobling af kapaciteten til divisionsniveauet. Da Danmark har gjort nogle kedelige og triste erfaringer med sammenblanding af personel ml. to forskellige lande inden for dette område, skal brigaden kunne tilføres en ammunitionsrydningskapacitet, som kan støtte med at opretholde brigadens to forsyningsveje. På overgangsmaterielsiden råder de britiske divisioner over en meget begrænset kapacitet til overvindelse af vandløb over 40 meters bredde, hvorfor Danmark skal kunne bidrage hertil. Ud fra analyser udført ved Hærens Ingeniør- og ABC-skole, peger det på at kunne støtte med op til 200 m amfibisk flydebro, som samtidig skal kunne udgøre mindst 4 færger for kampvogne, idet kapaciteten bør være 8 færger. Brigaden skal støttes af et logistisk støtte element, da logistik er et nationalt ansvar. Da faciliteterne til oplægning af forsyninger, reparation af køretøjer og materiel samt oprettelse af et felthospital, ofte vil være mangelfuld samtidig med en dårlig infrastruktur, herunder dårlige veje, skal der kunne støttes med en konstruktionsenhed af kompagniværdi. Denne kan endvidere anvendes til at etablere træningsfaciliteter til HRF-brigaden under den afsluttende øvelsesvirksomhed i forberedelserne til kampoperationerne i deployeringsområdet.

LRF-enhederne: Efter en krig, enten med deltagelse af HRF brigaden eller udkæmpet mellem to parter, som skal adskilles, vil infrastrukturen være endnu mere reduceret eller ødelagt. For kampenhederne vil der endvidere være behov for overlevelsesforanstaltninger og mulighed for at forsvare sig. Af denne grund vil der være behov for en til to ingeniørdelinger forstærket med ingeniørmateriel, førings- og logistisk støttekapacitet til direkte understøttelse af operationerne. Området vil være fyldt med ueksploderet ammunition, hvilket medfører et behov for støtte med ammunitionsrydningskapacitet af delings til reduceret kompagniværdi. Der vil derudover være behov for konstruktionsarbejder til opretholdelse af hygiejne og forstærke styrkebeskyttelsen, hvortil der vil være behov for et konstruktionskompagni pr. kampbataljon[14], der tillige skal kunne støtte med tungere vej- og brotjeneste for at genskabe kommunikationsvejene i det tildelte ansvarsområde.

Af ovenstående ses et behov for kapaciteter til direkte understøttelse af operationerne ved hver enhedstype, samt en central specialkapacitet, som alle enheder kan få brug for.

Føringsstøtte
NRF-bataljonskampgruppen: Kampbataljonsniveauet stiller krav om en stabsdeling til opretholdelse af forbindelserne internt i bataljonen og kamp-signalnet til foresatte, samt til servicering af staben. Da det normalt er brigaden, som skaber forbindelse med længere rækkende og mere stationere forbindelser, må det også forventes at brigaden stiller med dette udstyr. Der vil dog være krav om en direkte forbindelse til Danmark. Afhængig af indsættelsesområdet vil bataljonen have behov for en forstærket militærpolitisektionsværdi og op til reduceret detachementsværdi.

HRF-brigaden: Da brigaden er underlagt en division, må det jf. ovenstående være divisionen, som tilvejebringer kommunikationsmidlerne til denne. Der er derfor kun krav om at brigaden kan holde kommunikationen internt, hvilket stiller krav om føringsinstallationer langtrækkende signalmidler, som placeres i stabskompagniet. Der vil også her være krav om en direkte forbindelse til Danmark. Brigaden skal kunne støttes af en militærpolitikapacitet m.h.p. kampoperationer, vurderet til behov som i nuværende organisation.

LRF-enhederne: Ved udsendelse af hhv. en division og en brigade, er de to enheder ansvarlig for opretholdelse er kommunikationen internt i enheden, også til andre landes bidrag. Da føringsinstallationerne på disse niveauer har en stationær karakter under fredsopbyggende og –bevarende operationer, stiller dette krav om telegrafenheder med kapacitet opretholdelsen af forbindelsen mellem et stationær divisionshovedkvarter og op til fem brigader, herunder relæer, samtidig et brigadehovedkvarter og op til fem bataljoner, herunder relæer, begge udsendt i op til ½ år, eller halvdelen usendt i to ½-års perioder. Erfaringerne har vist et særligt stort behov for MP-støtte under ikke kampoperationer, hvorfor der skal opstilles en kapacitet til såvel divisionens løsning af fredsopbyggende og fredsbevarende operationer, som til forstærkning af brigaden og selvstændigt udsendte bataljonskampgrupper, hvortil et behov som det nuværende MP-kompagni vurderes nødvendigt.

For at skabe og opretholde tilstrækkelig ekspertise ses af ovenstående en centralisering af telegrafenhederne på divisionsniveau med tildeling til enhederne efter behov.

MP enhederne bør decentraliseres til de enkelte enheder og samles på brigadeniveau med den normale kapacitet hertil, og så kunne forstærkes efter behov fra en central kapacitet på divisionsniveau.

Logistik
NRF-bataljonskampgruppen: For at kunne genforsyne underafdelingerne vil der være behov for en forsyningsdeling, og til at genforsyne bataljonen må der opstilles et nationalt støtte element (NSE), som af ressourcemæssige hensyn bør placeres sammen med brigadens tilsvarende enhed. For at kunne vedligeholde bataljonens materiel, våben og køretøjer, må bataljonen råde over en kapacitet selv, ligesom der skal være en kapacitet i NSE til løsning af de lidt tungere reparationsopgaver. For at kunne bjærge fastkørte eller nedbrudte køretøjer, må bataljonen endvidere selv råde bjærgningsmidler, idet NSE således skal råde over evakueringsmidler. For de lette opklaringseskadroner, som skal kunne udsendes selvstændigt, ses behovet for logistisk kapacitet på underafdelingsniveuaet i stedet for afdelingsniveauet.

HRF-brigaden: Alle afdelinger i HRF brigaden skal råde over kapacitet til at støtte underafdelingerne inden for alle logistiske områder. Dette for at bevare underafdelingerne, som forholdsvis logistiske lette enheder, og for at kunne lægge tyngde med støtten efter behov. Kun hvor der stilles krav om stor specialisering for de enkelte underafdelinger, ses kapaciteterne fordelt på underafdelingsniveauet. Endvidere skal brigaden kunne understøtte operationerne inden for alle logistiske områder. Ved en omstrukturering og indførelse af større transportkapacitet i de enkelte køretøjer samt mekaniseret genforsyningskoncept, kan de opnås en slankning af forsyningskompagnierne, som sammen med oprettelsen af en logistisk støtte gruppe med den dobbelte kapacitet placeret tæt på indgangspunktet til operationsområdet, muliggør en mere smidig genforsyning. Dette vurderes at kunne skabes på grundlag af den nuværende trænbataljoner med kun et forsyningskompagni, samt logistikbataljonen med to forsyningskompagnier.

LRF-enhederne: Skal kunne understøttes af et nationalt støtte element, af samme karakter, som NRF-enhederne, dog op til den dobbelte størrelse ved indsættelse af to bataljoner til afløsning på samme tid.

Med udgangspunkt i forsvarschefens oplæg til organisation med personelnormer og på baggrund af ovenstående krav til våbenarternes organisation, kan det konkluderes at der er behov for en brigade beregnet til kampoperationer, mens der er behov for tre kampbataljoner med opgaver inden for ikke-kampoperationer. Dette peger på opstilling af to brigader, en til hvert opgaveområde. Dette forstærkes yderligere af kravene til materiellet og specielt køretøjerne i de to typer af enheder, idet pansrede hjulkøretøjer ikke ses som en muligheder for enhederne indsat i kampoperationers kontaktslag. Da støttekapaciteten til de udsendte bataljoner eller reducerede brigade inden for ikke-kampoperationer, kan variere meget, bør denne samles i selvstændige enheder under brigaden. Da begge brigader har behov for visse støttekapaciteter peger det på at samle disse som divisionstropper, og så tildele herfra.

Det kan endvidere anbefales at undersøge om følgende med fordel kan gøres værnsfælles, og dermed centralisere normerne for at opnå maksimal ydelse af disse og evt. flere enheder til udførelsen af opgaverne (dette ses bl.a. i briternes og tyskernes organisation), idet uddannelsen og enhederne og normere bør lægges under det værn som er ”største-brugeren”. Emnerne til dette er:

·         MP-uddannelse og opstilling af enheder (hæren).

·         Konstruktionsingeniørenheder (skal vel også kunne etableres faciliteter til flyvevåbnet og mindre havnefaciliteter til søværnet) (hæren).

·         Ammunitionsrydningsenheder (hæren).

·         ABC-sporings og renseenheder (hæren).

·         Topografiske enheder (hæren)

·         Helikopterenheder (flydevåbnet)

Beredskab for de forskellige enheder
NRF enheder: Da beredskabet for disse enheder er særlig høj, skal alle enhederne og de tilknyttede kampstøtte og støtteenheder være af stående styrke.

HRF enheder: Beredskabet for denne type enheder bør betinge stående styrke. Dog vil der altid være et politisk varsel i form af diplomati og forhandlinger forud for indsættelse af enheder i kampoperationer. Varslet kan dog være af kortere varighed, hvilket kan medføre at en mindre del af HRF-brigaden opstilles som reserveenheder, der indkaldes til vedligeholdende uddannelse to – tre gange årligt, idet størsteparten af føringsstrukturen i disse enheder er opstillet med stående styrke. På denne måde kan der opretholdes et tilstrækkeligt højt beredskabskrav. Ved en politisk tidlig varsling og beslutning om genindkaldelse og klargøring samt træning forud for en deployering og indsættelse i kampoperationer, vurderes det på baggrund af engelske og amerikanske erfaringer, som muligt at en mindre del af HRF-brigaden udgøres af reservestyrker. Dette dog kun såfremt der må prioriteres af økonomiske årsager.

Beredskab: LRF-enhederne kan på baggrund af et forholdsvis lavt beredskab, opstilles af reservepersonel, dog kadrebemandet i stabe og nøglefunktioner, herunder chefer og specialfører og visse dele af det logistiske personel. Ved en vedligeholdende uddannelse en gang årligt samt en rettidig genindkaldelse og træning af styrken vurderes udsendelse muligt, når enhederne med højere beredskab er indsat i deres opgaver. Et umiddelbart bud, kunne være opstilling 3 måneder forud for udsendelsen.

Personelgrundlag
Skal der af økonomiske årsager prioriteres mellem værnepligtige i en reduceret tjenestetid eller ren professionel styrke, ses det mere omkostningseffektivt, at sætte værnepligten på midlertidig pension, idet den ikke skal afskaffes henset til muligheden for at kunne genopbygge kampkraften til nuværende krigsorganisation inden for en 10 års periode.  

Uddannelse
Opgaverne for NRF-enhederne peger primært på uddannelse til ikke-kampoperationer, dog som min. med de defensive kampmåder i form af forsvar fra kampoperationer, henset til opgaven om, at kunne fastholde terræn indtil HRF-styrkerne kommer frem, og udvigende kamp, såfremt dette giver den bedste mulighed for at vinde den nødvendige tid, eller det bliver nødvendigt at forlade området. Såfremt kampbataljonskampgruppen skal indsættes i operationsområdet via lufttransport til en lufthavn med en potentiel risiko for uroligheder, kan det være nødvendigt at luftlandsætte mandskabet til at sikre lufthavnsfaciliteterne forud for at flyene lander. Derfor må enheden trænes i luftlandsætninger.

Opgaven til HRF-styrkerne omfatter kampoperationer, og stiller derved krav om angrebs-, forsvars- og henholdendekamp. Da brigaden skal kunne fastholde området efter kampens ophør, og indtil til afløsning kan finde sted, er der ligeledes krav om uddannelse til fredsopbyggende og –bevarende operationer i deres indledende fase.

Opgaverne for FLR-styrkerne peger på en uddannelse, som angivet for NRF-enhederne, dog ikke med luftlandsætningsdelen.

Da kampoperationer stiller de største krav til uddannelsen, og da de ses som grundlaget for alle enhedstyperne, kan det overordnede logiske uddannelsessystem opstilles jf. figur 2.

Ved indførelse af et rent professionelt system, ses et behov for en fælles grundlæggende uddannelse af enkeltmand, som det mest omkostningseffektive. Da evnen til at kunne gennemføre kampoperationer nødvendigvis fortsat skal udgøre grundstammen i den videre uddannelse, sendes den enkelte soldat nu ud til den våbenart, hvori den fortsatte tjeneste skal udføres for at gennemføre funktionsuddannelse. Dette kan enten gennemføres centralt ved våbenarternes skoler eller direkte ude i enhederne, ved at udskifte enkeltpersoner i disse årligt. Omkostningseffektivt, vil en kombination nok vise sig at være den bedste model, idet soldaten uddannes i de grundlæggende funktionsfærdigheder forud for indtræden i enheden. Ved udskiftningsdatoen i enhederne (en gang årligt, evt. forskudt mellem enhederne), indgår de nye soldater nu i deres kommende enhed under HRF-brigaden m.h.p. uddannelse til kampoperationer. For at fastholde ekspertisen i de enkelte enheder, viser erfaringer at max. 33 % må udskiftes på samme tid. Soldaten fortsætter nu uddannelsen med sin enhed i ca. 1 år, hvorefter denne rutineres i endnu et år. Såfremt HRF-brigaden skal indsættes i en kampoperation intensiveres træningen både før og efter deployeringen til området. Erfaringer fra lande, som anvender denne uddannelsesmetode, viser at soldaten hurtigt lærer at indgå i sin enhed, idet 2/3 af denne er rutinerede i udførelse af deres opgaver, og dermed stiller udfordrende krav til det nye personel i enhederne. Efter ca. 3 års tjeneste skifter soldaten til NRF enhederne, og efteruddannes nu til ikke-kampoperationer i løbet af et par måneder, hvorefter soldaten gør tjeneste i disse enheder, herunder indsat i ikke-kampoperationer. Efter 4-5 års tjeneste, hjemsendes soldaten og indgår nu i reservekorpset betalt ved sin bonus efter afslutningen af den faste tjeneste. Personel som skal anvendes som befalingsmænd udtages tidligst efter 2 års tjeneste og gives en fælles grundlæggende befalingsmandsuddannelse, hvorefter de indtræder på et våbenkursus ved de enkelte tjenestegrensskoler. Herefter tiltræder de deres funktion efter samme funktionsmønster, som i dag. Befalingsmænd, der ikke findes egnet til avancement til næste niveau hjemsendes efter ca.  3 - 4 års tjeneste med en bonus, som kan give mulighed for uddannelse i det civile system, og indgår i en kort årrække som en del af reserven. Officererne kan uddannes efter lignende metode.

Garnisonering
Med udgangspunkt i ovenstående, ses et behov for en garnison, som løbende udfører uddannelsen af enkeltmand i ca. 3 måneder ad gangen. Terrænet hertil stiller ikke de store krav. Denne garnison kan tillige udgøre basen for den fælles grundlæggende befalingsmandsuddannelse og videreuddannelser.

HRF-brigaden opstilles ved terræner, som giver god mulighed for at træne i udførelsen af dybde manøvre i kampoperationer og de enkelte specialer, hvortil det skal bemærkes at de vestjyske og til dels nordjyske øvelsesterrænet giver de bedst muligheder samtidig med, at sammenhængen mellem og størrelsen af disse giver de bedste muligheder.

NRF-enhederne bør placeres ved et øvelsesterræn, som giver gode muligheder for udførelse af ikke-kampoperationer. For bataljonskampgruppen skal der i perioder være mulighed for indøvelse af luftlandsætninger af som minimum forstærkede underafdelinger. Da dette sandsynligvis skal udføres i et udenlandsk øvelsesterræn, henset til størrelserne af de danske terræner stiller det ikke særlige krav til garnisoneringen. Dog peger den grundlæggende faldskærmsuddannelse samt beredskabskravet på en garnisonering i nærheden af en militær eller større civil lufthavn.

LRF-enhederne er af reserven og indkaldes periodevis til vedligeholdende uddannelse, hvilket ikke stiller særlige krav. Da den ene kampbataljon er af samme type, som NRF-kamp-bataljonen, kan disse dog med fordel være samgarnisoneret, m.h.p optimal udnyttelse af instruktør- og materielkapaciteterne.

Lønninger
Hele lønområdet skal gennemgås i detaljer. Lønnen for konstablerne og de yngste befalingsmænd skal tilpasses, således at den netop giver det nødvendige indtag til opretholdelsen af styrken, ved at lønnen og den efterfølgende bonus virker interessant nok til at man vil bruge ca. 3 år i aktiv tjeneste og op til 3 år som reservist, hvor uddannelsen kan afbrydes af en udsendelse. For de officererne, skal lønnen sættes til et niveau, som muliggør at de vil bruge 3 år til grunduddannelsen og yderligere 3 år i aktiv tjeneste, hvorefter deres fremtid er uvis.

Implementering
Transformationen vil kunne foregå inden for en fem til ti års periode ved en benhård prioritering i materielimplementeringen, således at kapaciteter som forefindes i nuværende struktur, men som ikke opfylder kravene 100 % anvendes indtil en senere udskiftning, og kapaciteter som ikke forefindes i dag, fremskaffes som det første. Endvidere bør NRF bataljonen til hurtig indsats prioriteres først, dernæst brigaden til kampoperationer, dernæst en reservist bataljon til afløsning, mens den middeltunge reservistbataljon stort set kan opstilles af materielarven. 

Afslutning og konklusion
På baggrund af de udvidede opgaver i det fulde opgavespektrum, må hærens opstilling og evne til at bidrage opgaveløsningen uden for NATO-territoriet prioriteres. Set i forhold til NATO’s styrkeopbygning og krav til styrkeopstillingen, må Danmark i relation til de andre medlemmers kapaciteter og ressourcer skulle opstille et troværdigt bidrag til udførelse af opgaverne inden for alle områder, omfattende:

En NRF-kampbataljonskampgruppe og/eller en let opklaringsbataljon, begge med et nationalt støtteelement på 5-30 dages beredskab, beregnet på konfliktforebyggende, fredsopbyggende og fredsbevarende opgaver, idet enhederne skal kunne gennemføre udvigende kamp og forsvar. Enhederne skal kunne indsættes i rammen af en NRF-brigade og opstilles udelukkende ved stående styrke.

En HRF brigade med divisionstropper og logistisk støtteelement på 30 – 90 dages beredskab, beregnet til gennemførelse af kampoperationer, idet divisionstropperne dels skal støtte det logistiske støtteelement og forstærke divisionstropperne ved indsættelsen i en HRF division beregnet til kampoperationer. Brigaden skal være hovedsagelig være opstillet ved stående styrke, idet dele kan være reservister, såfremt økonomien betinger dette.

En FLR reduceret brigade samt et divisionshovedkvarter, med et nationalt støtteelement på lavere beredskab end 90 dage. Den reducerede brigade skal kunne gennemføre afløsning af egne NRF eller HRF styrker eller andre landes styrker i ½ - 1 år under udførelse af ikke-kampoperationer. Divisionshovedkvarteret skal kunne udsendes i ikke-kampoperationer mhp. at føre en multinational styrke i ½ år. Enhederne opstilles hovedsagelig ved reservister, idet føringskapaciteterne og visse dele af de logistiske kapaciteter i afdelingerne og de selvstændige underafdelinger opstilles med stående styrke. Divisionstropperne opstilles ca. med 50 % kombination af stående styrke og reservister.

Styrkerne tilvejebringes ved et professionelt system, idet værnepligten kan bibeholdes, såfremt økonomien tillader dette uden at gå kompromis med styrkeopstillingen og materiellet hertil. Der bør oprettes en fælles grundskole for soldaterne og befalingsmændene, som herefter gennemfører funktionsuddannelsen gennem et våbenkursus, hvorefter de tilgår enhederne og gennemfører enheds- og vedligeholdende uddannelse inden for kampoperationer. Efter to – tre år overføres dele til uddannelse i ikke-kampope­rationer og udgør herefter NRF-enhederne. Hjemsendte egnede udgør reservisterne til opstilling af FLR og dele af HRF brigaden, samt reservister som personelerstatning. Dette kan gøres kontraktbetinget ved tilbud om et rimeligt tilskud til en civil uddannelse som afslutning på den aktive tjeneste. Materiellet tilvejebringes over en kortere hhv. længere periode, idet kapaciteterne som mangler, er mandskabsbesparende eller er meget nedslidte tilvejebringes først, idet behovet for værnepligtige nedtones i takt hermed. NRF-enhederne med støtteenhederne og støttestrukturen prioriteres under transformationen, mens materiel til HRF-brigaden kommer i anden række.

De aktive enheder samles i en række sammenhængende garnisonsområder, som tilgodeser funktions- og enhedsuddannelsen, og giver de bedste betingelser for samvirkeuddannelsen.

Vigtigst ved opstillingen af det kommende forsvar, herunder hæren, anser jeg troværdigheden over for den danske befolkning og ikke mindst andre samarbejdspartnere, hvilket er ensbetydende med at kunne løse opgaver inden for det fulde opgavespektrum, at de to brigader organiseres efter deres opgaver, samt at der en balance imellem våbenarterne, baseret på de seneste erfaringer, som medfører at enhederne kan løse deres opgaver defineret af NATO.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.2_2004.pdf


[1] Er fastsat i flere analyser. Flere af disse analyser inddrager dog ikke chokeffekten fra terrorangreb mod højt prioriterede mål i såvel Danmark, som landende omkring os samt USA, som kan ændre trusselsbilledet meget hurtigt inden for kortere tid end 10 år. Endvidere inddrager de fleste analyser ikke den kommende mangel på ressourcer og den heraf følgende påvirkning på verdenssamfundet.

[2] Disse brigader går under betegnelsen: ”Stryker brigader”, og er navngivet efter det letpansrede hjulkøretøj, som kamp- og kampstøtteenhederne er udrustet med. Briterne er i gang med at opstille en lignende enhed, ved at transformere en stående enhed hertil, som i første omgang forventes at udgøre brigadestørrelse.

[3] Årsagen til at man ikke vil gå længere ned ved styrkebidragene til kampoperationer, skyldes krav om hurtig og sikker udførelse af føringen på hvert niveau inden for brigaden, sprogbarrierer, procedurer, stor risiko for egenbeskydning med unødige tab til følge, samt at bataljonskampgruppe bidrag vil stille krav om større og tungere føringsinstallationer, hvilket vil medføre et væsentlig langsommere tempo under indsættelsen.

[4] Ved uacceptabel stor nedslidning forstås tab af ekspertise på primært officers- og sekundært befalingsmandsniveauet, idet overskridelse af 1/6-reglen fører at flere af de bedste fra disse personelkategorier vælger anden levevis, som følge af de hyppige udsendelser. Et eksempel herpå var ved 1. US Marine Division, som i 1990’erne konstant havde ca. 1/3 udsendt til Korea mhp. udførelse af fredsbevarende opgave, som førte til at ca. halvdelen cheferne på underafdelingsniveuaet (normalt kaptajner) ved de hjemmeværende enheder var besat af premierløjtnanter, og langt over halvdelen stabsfunktionerne ved afdelingerne led samme skæbne. Briterne er nu ved at opleve lidt den samme tendens.

[5] Hverken USA eller UK havde været istand til at gennemføre nuværende opgaver uden at råde over reservister, idet økonomien i disse lande heller ikke tillader en fuld stående styrke.

[6] I de lande (USA, UK og Frankrig), som har opereret med hærstyrker uden for NATO området, er der set en organisationsudvikling, som har vist kapacitetsforøgelse af alle typer af ingeniørenheder på tre til seks gange den kapacitet, som blev opstillet til den kolde krig. Behovet er senest blevet bekræftet under krigen og den efterfølgende stabiliseringsoperation i Irak 2003, idet USA har gjort erfaringer, som peger på at kunne udvidde kapaciteten yderligere (3 US Infantry Division’s After Action Report juli 2003).

[7] Forventelig af ½ års varighed.

[8] Mindste fastorganiserede eller opgavesammensat troppeenhed.

[9]   Panserbataljonerne indeholder fire kampvognseskadroner, mens infanteribataljonerne indeholder tre infanterikompagnier og et manøvrestøttekompagni.

[10] Derefter benævnes bataljonerne enten som battle groups (UK) eller task forces (US).

[11] Bygger på en situation som oplevet på Balkan.

[12]     Hovedparten af NATO-landene har defineret dette som det spænd en brigade selvstændig skal kunne overvinde med egne organisatoriske midler og selv kunne overføre alle køretøjer.

[13]     Amerikanske erfaringer fra Iraqi Freedom 2003, viste dog, at grupperne for fremtiden skal udrustes med infanterikampkøretøjer, henset til kravet om beskyttelse. Et eksempel herpå var tabet af en ingeniørgruppe, som var underlagt et panserinfanterikompagni, hvor beskydning af køretøjerne med RPG medførte at den pansrede mandskabsvogn og dele af ingeniørgruppen gik tabt, mens infanterikampkøretøjerne fortsatte deres opgave ubemærket.

[14] Opgjort ud fra lejrkonceptet og udkastet til lejrreglementet.

 

Litteraturliste

Del: