Debat

Dette debatindlæg er udarbejdet af major F.L. Jørgensen, der er lærer i taktik ved Hærens Officersskole. Majoren har tidligere gjort tjeneste ved Jægerkorpset.

 

Med overskriften Uden en doktrin er alle vore anstrengelser nytteløse behandler kaptajn L.H. Jensen (LHJ) ved Jægerkorpset i sidste nr. af Militært tidsskrift Unconventional Military Forces’s betydning under fremtidige konflikter og kriser. I artiklen argumenteres der bl.a. for, at anvendelsen af Unconventional Military Forces som en del af dansk forsvarskoncept kan spille en vigtig og endda afgørende rolle som et konfliktforebyggende og krisestyrende element samt, at den militære udvikling, herunder oprettelsen af Den Internationale Brigade, i for høj grad er rettet mod mihtære indgreb på et højt intensitets niveau. På ovennævnte punkter er jeg grundlæggende uenig med LHJ og finder, at han i forhold til tidligere artikler om emnet skyder over målet. Golfkrigen viste bl.a., at krisens/konfliktens karakteristika og den politiske virkelighed har en afgørende indflydelse på hvordan anvendelsen af militær magt kommer til udtryk. Graden af den militære magtanvendelse er afhængig af disse to forhold, hvorfor de indledningsvis behandles.

Krisens karakteristika
Fremtidens konflikter vil hovedsageligt komme til at omfatte konflikter i en lavere del af spektret, Low Intensity Conflicts. De kan defineres som en politisk- mihtær konfrontation mellem stater eller grupper varierende fra almindelig kappestrid til egentlig konventionel krig. Kompleksiteten i disse konflikter kan beskrives med følgende ligning:

Konflikt = etniske x religiøse x historiske facts x vitale interesser x økonomi X X (ukendt faktor) (Kilde: Kommandørkaptajn N.C. Borck)
 
Low Intensity Conflicts har i forhold til storkonflikten herunder Golfkrigen nogle særiige karakteristika som har afgøiende indflydelse på dm politiske beslutningsproces:
- Det er vanskeligt at fastlæggge/definere en klar aggressor. Konflikten er som oftest startet i det små og eskaleret med det resultat, at årsagen er trådt i baggrunden og fokus i stedet er rettet mod symptomerne. Da man således ikke kan intervenere alene til fordel for den ene part, griber tredjepartsbegrebet ind som et forstyrrende element i den politiske beslutningsproces.
- Konfliktområdeme vil ikke være af strategisk interesse, og konflikterne vil ikke umiddelbart udgøre en trussel for nabolandene.
- Nabolandene samt konfliktpartemes ringe økonomiske potentiale indebærer, at omkostningsbyrden ved en intervention primært vil hvile på de intervenerende lande.
- Verdenssamfundets reaktion vil være svækket og i de indledende faser domineret af en ligegyldig holdning, hvilket gør en politisk beslutning om intervention meget sårbar overfor kritik.
- Der mangler en supermagt, som i kraft af sit militære, politiske og økonomiske potentiale kan virke som dagsordensætter eller lokomotiv. Dette vil have en afgørende effekt på den styrke og beslutsomhed en politisk beslutning vil udstråle, hvilket yderligere vil gøre den sårbar overfor kritik.
 
Karakteristisk for Low Intensity Conflicts vil være, at aktørerne på den verdenspolitiske scene vil være tilbageholdende med en beslutning om anvendelse af militær magt. Dette skyldes ovennævnte og fordi en beslutning herom både indenrigs- og udenrigspolitisk kan have en boomerangeffekt.
 
Politiske virkelighed
I et tidligere nr. af Militært tidsskrift anføres det, at en af forudsætningerne for en effektiv krisestyring er en effektiv beslutningsproces. På baggrund af erfaringerne fra Balkan konflikten og Golfkrigen kan man konkludere, at en effektiv beslutningsproces kun vil kunne forekomme, såfremt
- FN får øgede beføjelser, f.eks. som udtrykt i Boutros Boutros-Ghali’s Agenda for Peace eller
- USA accepterer/påtager sig rollen som verdens politimand.
 
Øgede beføjelser for FN vil naturligt indebære, at medlemslandene skal afgive suverænitet, hvilket ikke vurderes som sandsynligt. USA’s udenrigspolitiske skifte fra et globalt militært engagement til en større vægtning af økonomien herunder ønsket om, at de militære samarbejdspartnere skal bære en større del af byrden, peger ikke i retning af at USA vil påtage sig rollen som verdens politimand. Da ingen af disse forudsætninger således er eller vil blive opfyldt, er man på grund af manglen på en dagsordensætter henvist til i koncensusprincippets skygge at opnå enighed i et af de internationale eller regionale fora. Problemet er blot, at der i en krises indledende faser sjældent er enighed om, hvad der er aggression, og hvem der er aggressor. Nationale særstandpunkter (politiske, religiøse og historiske) skaber uenighed, fordi de mange aktører i det internationale samfund kun i begrænset omfang har fælles værdier. Endeligt begrænser FN’s charter om staternes suverænitet retshåndhævelsen, herunder især anvendelsen af militær magt i det internationale samfund.
 
Selv om det er muligt at fastlægge hele spektret af mulige fremtidige konflikter, vil disses karakter samt den politiske virkelighed besværliggøre en effektiv beslutningsproces. Det medfører, at formuleringen af en fremsynet og dækkende forsvarskoncept bliver problematisk. Fremtidige konflikters karakteristika samt den politiske virkelighed betyder, at en politiske beslutning om anvendelse af militær magt i stedet for at udtrykke styrke, beslutsomhed og autoritet udtrykker forsigtighed og begrænset enighed. Dette vil have en afgørende og begrænsende effekt på mandatet, og dermed graden af den militære magtanvendelse.
 
Unconventional Military Forces anvendelighed - paralleller til andre nationer
I argumentationen for danske Unconventional Military Forces’s anvendelighed til krisestyring drager LHJ paralleller til USA og Storbritannien. Begge nationer har som selvstændige aktører på den verdenspolitiske scene anvendt deres militære styrker herunder Unconventional Military Forces for - som supermagt eller tidligere kolonimagt - at leve op til deres globale forpligtigelser, hvorfor en sammenligning med disse nationer ikke findes hensigtsmæssig.
 
Falklandskrigen og Golfkrigen var åbne konflikter (krig) med et klart og veldefineret politisk og militært mål. Både 22. Special Air Service og de amerikanske Unconventional Military Forces blev derfor ikke anvendt i krisestyringsøje- med, men til støtte for efterfølgende konventionelle styrkers indsættelse samt i en vis udstrækning for at holde Israel ude af Golfkrigen. Disse to konflikter kan derfor ikke anvendes i argumentationen for Unconventional Military Forces anvendelse i krisestyringsøjemed.
 
Krisestyring
På baggrund af rapporten om forsvarets fremtidige struktur og størrelse opstiller LHJ fire sikkerhedspolitiske risici, hvoraf de to  -spredningen af masseødelæg- gelsesvåben og lokale konflikter(etnisk udrensning) - fremhæves som kriser, hvor Unconventional Military Forces vil kunne anvendes i krisestyringsøjemed. Efter diplomatiet skuUe næste trin i krisestyringen således være indsættelse af Unconventional Military Forces for, som det nævnes, at be- eller afkræfte om en given aktør råder over masseødelæggelsesvåben, eller om der finder en etnisk udrensning sted. Anvendelsen af Unconventional Military Forces til denne opgave finder jeg ikke reahstisk af følgende årsager:
- Det ville være en krænkelse af den omhandlende nations suverænitet og et brud på folkeretten,
- indsættelsen ville med rette kunne betegnes som spionage med alvorlige konsekvenser til følge for styrkerne ved en evt. tilfangetagelse og
- fremskaffelsen af beviser for rådighed over masseødelæggelsesvåben ville være en næsten praktisk og teknisk umulighed. Såfremt en given aktør ønsker at skjule disse, vil selv ikke Unconventional Military Forces kunne finde beviser for det. Iraks kapacitet på dette område er vel endnu ikke fastlagt.
 
Endelig kan man med rette spørge om, hvad man kan/skal bruge denne information til i krisestyringsøjemed. Såfremt fremskaffelsen af disse beviser ikke er tilstrækkeligt for krisestyringen, skulle det næste trin på eskalationsstigen være indsættelse af Unconventional Military Forces i samarbejde med fly for at ødelægge vitale anlæg. Formålet hermed skulle være at vise viljen og evnen til at anvende militær magt for derigennem at afskrække modstanderen fra yderligere aggression. Udover at et tiltag af den art ville være en kraftig eskalation og svært at legitimere i verdensopinionen, kan der sættes spørgsmålstegn ved effekten heraf. Selv ikke de massive luftangreb mod Irak under Golfkrigen kunne få Saddam Hussein til at overveje, om det ikke var klogest at forhandle en tilbagetrækning.
 
Muligheden for at opnå pohtisk enighed om de af LHJ beskrevne tiltag, både internt i den enkelte nation og blandt de mange aktører, findes ikke at være til stede. At den her beskrevne anvendelse af Unconventional Military Forces i en krises indledende fase(r) tillige skulle være en del af en nations (Danmarks) forsvarskoncept, anser jeg ikke for reahstisk.
 
Den Internationale Brigade
Som argumentation for Unconventional Military Forces anvendelighed anfører LHJ, at indsættelsen af Den Internationale Brigade først kan finde sted på et højere intensitetsniveau. Sker indsættelsen i NATO-regi som en del af Reaktions- styrkerne, er jeg enig. Sker det i FN-regi, er mulighederne i den lave del af konfliktspektret langt større. Afgørende herfor er tidspunktet for den politiske beslutning. Jo tidligere den finder sted desto større er mulighederne lige fra forebyggende styrkedeployering over begrænset indgriben til egenthg intervention. Derudover vil indsættelsen af konventionelle styrker have en langt større signalgivningseffekt end en begrænset indsættelse af Unconventional Military Forces. Alt andet lige sikrer Den Internationale Brigade, at Danmark er i stand til at dække en stor del af konfliktspektret, samt at en lille nation med begrænsede midler opnår politisk indflydelse og international anerkendelse. Sidstnævnte er i dag er et faktum. Såfremt de igangværende planer i FN om Jump Start styrkerne, som omfatter nationale styrker, der stilles til rådighed for FN på et højt beredskab, bliver en realitet, vil FN’s reaktionstid og dermed mulighederne for at udføre en effektiv krisestyring være til stede.
 
Jægerkorpsets anvendelse
Jægerkorpset støtte til Den Internationale Brigade vil helt naturligt (kun) omfatte fjemopklaring, da der på det operative niveau ikke kan være tale om strategisk informationsindhentning. For Jægerkorpset er der i udførelsen ikke den store forskel mellem de to begreber, hvorfor diskussionen herom er rent akademisk. Endvidere finder jeg, at Jægerkorpset, så længe der ikke er tale om egentlig kamp, er overkvalificeret til denne opgave. Det er iøvrigt tvivlsomt, om Jægerkorpset har de personelmæssige ressourcer hertil, når man tager Jægerkorpset andre opgaver i betragtning. Den Internationale Brigade bør i stedet tildeles en patruljeenhed bestående af værnepligtige med en særlig uddannelse i retning af Jyske Divisions Patruljekompagni. En sådan enhed ville være velegnet til at løse de særlige opklaringsopgaver, som Den Internationale Brigade vil stå overfor, og Jægerkorpset ville få mere tid til at løse andre og højere prioriterede opgaver. Indsættelse af Jægerkorpset vil først være relevant, såfremt konflikten eskalerer, og vil i så fald omfatte indsættelse til støtte for den samlede FN styrke i et givet område i snævert samarbejde med andre nationers Unconventional Military Forces.
 
Sammenfatning
LHJ har i sin artikel givet udtryk for en mulig men efter min mening for idealistisk anvendelse af Unconventional Military Forces i krisestyringsøjemed. Fremtidens kriser/konflikter samt den politiske virkelighed sætter nogle afgørende begrænsninger for i en krises indledende faser at anvende især Unconventional Military Forces. Anvendelsen af konventionelle styrker er efter min mptiing det mest fleksible og signalgivende middel, der eksisterer. En af de væsentligste forudsætninger for succes er, at den politiske beslutning herom træffes så tidligt som muligt.
 
Jeg er enig med LHJ i, at der savnes en delkoncept i Danmark for anvendelse af Unconventional Military Forces, men udarbejdelsen heraf finder jeg naturligt bør være Jægerkorpset ansvar. Her findes forudsætningerne via den tætte kontakt til andre landes Unconventional Military Forces samt den specialviden, der efterlyses blandt officerskorpset. I den forbindelse finder jeg, at en sammenlægning af de to specialenheder (Frømandskorpset og Jægerkorpset), om ikke fysisk så organisatorisk, ville lette konceptudarbejdelsen for danske Unconventional Military Forces. Sammenlægningen kunne være den første byggesten til en væmsfælles kommando for Unconventional Military Forces. Jeg finder ligeledes, at det er en opgave for Jægerkorpset, at officerskorpset får et mere nuanceret kendskab til og forståelse for Unconventional Military Forces, end det, der opnås på det obligatoriske faldskærms - og patruljekursus. I den forbindelse vil jeg tilføje, at der på Hærens Officersskole ikke findes et eneste kompendie eller andet umiddelbart tilgængeligt orienteringsmateriale om emnet.
 
Afslutning
Selv om Unconventional Military Forces er et væsentUgt og uundværhgt element i dansk forsvar, vil de konventionelle styrker - i form af Den Internationale Brigade - være i stand til at dække en langt større del af konfiiktspektret forudsat, at den politiske beslutning om anvendelse træffes så tidligt som muligt.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_feb.pdf
 
 
 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.