Debat mellem Bent Jensen og Curt Sørensen

Foto: Forsvaret.dk

Ond vilje som forklaring
Bent Jensen, professor, dr. phil.

Militært Tidsskrift har i oktobernummeret 2003 offentliggjort en artikel af Curt Sørensen, som foregiver at være en omtale eller anmeldelse af min bog GULAG og Glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede (Gyldendal 2002 og 2003). Artiklen er på ikke mindre end 14 siders tekst efterfulgt af en fire sider lang litteraturfortegnelse. Man skulle tro, at mindre kunne have gjort det.
Men der er ikke tale om en anmeldelse. CS besværer sig end ikke med at fortælle læserne, hvad der er min bogs sigte, hvad bogen indeholder, hvilke kilder og faglitteratur bogen bygger på, eller hvad der er bogens hovedkonklusioner. I stedet bebrejder han mig side op og side ned, at jeg ikke har behandlet 117 andre emner, spørgsmål og teorier, hvilket ville have krævet en hel anden bog med et helt andet sigte.
Et sted (s. 475) får læseren endda at vide, at jeg ikke hævder, at Lenin og bolsjevikkerne bevidst planlagde og udløste verdenskrigen. Det er rigtigt. I det hele taget er der meget af den slags vås, som jeg ikke hævder. F. eks. at Stalin planlagde og udløste 2. verdenskrig. Hvorfor dog bruge plads og tid til den slags uvedkommende nonsens?
Men ikke nok med det. Selv i de tilfælde, hvor CS refererer mig for et synspunkt med eller uden angivelse af sidetal, tilskriver han mig opfattelser og argumenter, som jeg ikke har fremsat. Han bebrejder mig flere gange, at jeg er insinuerende, men han fremsætter selv artiklen igennem den ene insinuerende og udokumenterede påstand efter den anden om mig og mine påståede motiver. Gang på gang påstår CS således, at jeg fortier, fortrænger, ikke omtaler dette og hint osv., fordi det angiveligt ikke passer ind i min forudfattede mening.
I det hele taget har jeg sjældent læst en artikel, der foregiver at være akademisk, men som indeholder så mange gentagelser, unøjagtigheder og løse påstande - ja, manglende evne til at læse indenad. Og som i tilgift er blind for egne selvmodsigelser. Det er faktisk en imponerende ophobning af falske påstande, der er indeholdt i CS´s artikel.
For ikke at trætte læserne af Militært Tidsskrift skal jeg blot nævne nogle af de værste urimeligheder i den lange artikel. Som indledning vil jeg tillade mig kort at præsentere min bog, da CS som nævnt ikke har gjort det.
GULAG og Glemsels sigte er at belyse den næsten ufattelige tragedie, som Rusland blev udsat for i det 20. århundrede, da en fanatisk politisk bevægelse - bolsjevikkerne - erobrede magten og benyttede landet og folket som forsøgsobjekt for et marxistisk inspireret eksperiment. Jeg har ønsket at skildre denne tragedie og de forbrydelser, som forvoldte tragedien, så konkret og så kildenært som muligt.
Det materiale jeg bygger på, er først og fremmest den omfattende dokumentation af det kommunistiske regimes likvidering af millioner af uskyldige mennesker, som russiske forskere har frembragt i årene efter kommunismens sammenbrud. Det er et materiale, som stort set kun findes på russisk, og som de fleste - inklsuive CS - derfor er afskåret fra at kunne benytte. Denne vældige dokumentation har stort set ikke præget den offentlige bevidsthed og kun i ringe grad historieskrivningen uden for Rusland.
CS´s litteraturliste omfatter kun engelsksproget litteratur plus nogle få danske titler. Han følger tilsyneladende ikke med i, hvad der foregår i tysk- og fransksproget forskning. Og den russiske forskning er som nævnt lukket land for ham. Kun en håndfuld af de nævnte bøger, som jeg alle kender, bygger på det ny russiske kildemateriale, som er blevet tilgængeligt efter Sovjetunionens sammenbrud. I stedet hænger han fast i gamle "teorier", der var på mode for 30-40 år siden, om bolsjevikkerne som repræsentant for befolkningsflertallet, om stalinismen som "modernisering", om "social dynamik" og "strukturer" som forklaring på noget, der var affødt af konkrete politiske beslutninger. Han hænger også fast i klicheen om den moderate Lenin og den slemme Stalin.
Kernestykket i min bog drejer sig om en dokumentation af de uhyrlige forbrydelser og tilhørende tragedier. Den er i høj grad skrevet i sympati med ofrene og set fra ofrenes perspektiv, ikke - som det traditionelt gøres - fra magthavernes perspektiv. Dernæst gør bogen rede for, hvilken viden man havde samtidig med, at rædslerne udspillede sig. Og jeg beskriver forskellige årsager til, at de folkemord, som bolsjevikkerne forøvede, er gået i glemmebogen. Alt dokumenteres med konkret, autentisk materiale, som ikke tidligere har været kendt. Endelig diskuterer jeg de to store totalitære ideologiske bevægelser i Europa i det 20. århundrede, bolsjevismen og nazismen. Jeg understreger her, at de trods mange forskelle havde åbenbare lighedspunkter. Begge var manisk optaget af at skabe et rent og sundt folkelegeme, hvilket forudsatte brændemærkning, udgrænsning og likvidering af "urene" befolkningsgrupper. Begge var anti-demokratiske, voldelige og fyldt af had til de liberale, åbne retsstater, som skulle likvideres og erstattes af organiske etpartistater.
Selv om CS har anvendt ti sider, får læseren intetsteds noget indtryk af dette indhold, hvilket - som det kan ses - kan beskrives på godt ti linier.
CS interesserer sig uhyre meget for noget, han kalder "teorier". Det er hans problem. Jeg interesserer mig for den konkrete, historiske virkelighed. Og jeg er i modsætning til CS ikke interesseret i at redde Karl Marx og dennes katastrofale ideologi. Det er formentlig her, tampen brænder. Gang på gang skriver CS nærmest besværgende, at Karl Marx´ ideologi intet har at gøre med det, bolsjevikkerne under Lenins og Stalins ledelse foretog sig i Rusland. Et mærkeligt og uholdbart synspunkt. Lenin, Stalin og bolsjevikkerne var jo dog marxister af en slags.
Jeg gør udtrykkeligt opmærksom på, at jeg ikke har villet skrive en bred Ruslandshistorie. Derfor nytter det ikke noget, at CS side op og side ned nærmest manisk bebrejder mig, at jeg ikke har gjort det, og at jeg ikke har gjort dit og heller ikke dat. Da han selv mener at være så godt inde i sagerne, burde han jo selv skrive en sådan bred fremstilling baseret på den nyeste og bedste forskning inklusive den russiske. Det er han imidlertid ikke i stand til.
Det passer simpelthen ikke, hvad CS gentager fem-seks gange, at jeg bruger "ondskab" som forklaring; at jeg opererer med en hovedtese om ondskabens pludselige nedslag i et ellers problemløst samfund, eller om en ond ideologi som årsag til revolutionen og hele den efterfølgende udvikling. Faktisk er det en af de historikere, som CS beundrer, der opererer med ondskab som forklaring. CS citerer ham oven i købet selv for, at "Stalin var et ondt menneske."
Det er i tilslutning hertil morsomt at se, at CS betegner stalinismen som noget enestående, ja ligefrem et spring i udviklingen. Det er dette enestående, der skal forklares. Her er CS meget tæt på at ville forklare udviklingen i Sovjetunionen i 1930´rne med ondskabens nedslag i historien i form af den slemme Stalin (s. 483).
Det passer heller ikke, at jeg påstår, at "noget, som Marx skrev i 1848, skulle være forklaringen på Ruslands udvikling i det 20. århundrede." Jeg postulerer heller intetsteds en "direkte kontinuitet mellem Marx og bolsjevismens faktiske styre i Rusland".(s. 473). Det er noget ganske andet, jeg skriver.
Det er ikke Ruslands "udvikling", men bolsjevikkernes handlinger, jeg har beskrevet. Som man vil se, hvis man læser min bog, diskuterer jeg indledningsvis, hvilken rolle henholdsvis marxismen og den russiske politiske kultur har spillet for bolsjevikkerne. Og jeg konkluderer, at bolsjevikkerne både var påvirket af Marx´ forestillinger og af den voldelige revolutionære tradition blandt radikale, russiske intellektuelle..
Lenin var som de andre ledende bolsjevikker meget optaget af Marx. De anså den tyske ideolog for deres læremester. De var marxister, men altså russiske marxister. Hvis man skal tro CS, spillede Marx ingen som helst rolle for Lenin & Co. Det er lige ved, at bolsjevikkerne heller ikke selv spillede nogen rolle i alt det, der skete i Rusland efter deres magtovertagelse i 1917. Nærmest uden at ville de, blev de bragt til magten af masserne. Derpå blev de desværre nødt til at føre borgerkrig, fordi de hvide generaler ikke ville lade dem være i fred. Og siden hen er det ”social dynamik” og ”modernisering” og andet, der ifølge CS er afgørende. Det er, som om det marxistiske regime slet intet betød. Men krigen mod befolkningen, tvangskollektiviseringen, terroren osv. lavede jo ikke sig selv. Den blev faktisk konkret besluttet og dirigeret af nogle magthavere.
Ifølge CS kan Marx ikke have noget som helst at gøre med den politik, de russiske marxister førte ud i livet efter 1917. Marx var nemlig imod statslig ejendomsret. Jeg og andre troede, at han var imod den private ejendomsret. Det var jo den, han udnævnte til roden til alt ondt. Og hele kommunismens idé kunne ifølge Marx sammenfattes i én sætning: afskaffelse af den private ejendomsret. Hvordan kan alle marxister i og uden for Rusland dog i den grad have misforstået den stakkels Marx? Var det også en misforståelse, når alle danske marxistiske partier har haft afskaffelse af privat ejendomsret til og nationalisering af produktionsmidlerne og planøkonomi på programmet?
Lenin havde tilsyneladende heller intet at gøre med bestræbelserne på at indføre socialisme i Rusland. Lenin har aldrig udviklet en sådan teori, forklarer CS. Det var Stalin og Bukharin, der udviklede en "teori" i midten af 1920´rne.(s 476). Det var altså helt tilfældigt, når Lenin, Bukharin og de andre (f. eks. i Kommunismens ABC i 1919) ligesom deres læremester Marx ønskede produktionsmidlerne nationaliseret og produktionen organiseret ifølge en statslig plan osv.?
Det er muligt, at en engelsk forsker mener, at Lenins klasseteori var en "deskriptiv og kausal teori", og ikke en normativ teori om klasseudryddelse. Men jeg interesserer mig som sagt mere for, hvad Lenin gjorde og sagde i det virkelige liv. Og dér lød parolen på massiv udryddelse af klassefjender.
Jeg betragter aldeles ikke, som CS hævder, russiske arbejdere og bønder som viljesløse marionetter uden evne til selvstændig handling (s. 476). Faktisk bruger jeg tværtimod megen plads på at beskrive, hvor omfattende og langvarig såvel bøndernes som arbejdernes modstand mod bolsjevikkernes terrorregime var.
Hverken jeg eller andre har naturligvis påstået, at Stalin helt alene gennemførte massemordene (s. 480). Denne dumme kliché har man nu måttet høre på i 40 år. I det hele taget er det trættende at skulle blive ved med at læse den slags nonsens om den såkaldte totalitarismeteori. Tværtimod beskriver jeg indgående, hvor stor en organisation og hvor mange mennesker der skulle til for at indfange, transportere, bevogte, afhøre og likvidere de mange millioner ofre for regimets politik.
CS finder, at jeg er "grov", når jeg sammenligner Holocaust-benægtere med GULAG-benægtere (s. 481). Hvorfor i alverden skulle det være groft? De opererer jo på præcis samme måde. Når den marxistiske historiker og Stalin-beundrer Maurice Dobb kunne skrive en bog på flere hundrede sider om den økonomiske udvikling i Sovjetunionen uden at nævne GULAG´s millionhær af slavearbejdere og heller ikke med ét ord nævner millionofrene for den brutale tvangskollektivisering - er det så ”grovere” at gøre opmærksom på denne kendsgerning end at gøre opmærksom på historikere, som fortier nazisternes kz-lejre og folkedrab?
Et par konkrete eksempler på CS´ lemfældige omgang med henvisninger til min bog. Han påstår, at jeg benytter (oven i købet igen) "en lummer insinuation" ved at skrive, at nogle historikere har forsøgt at sætte tallet på politiske fanger i GULAG så lavt som muligt (s. 480). Der er intet som helst lummert. Det pågældende sted forklarer jeg, at disse historikere undlader at tage i betragtning, at så mange mennesker simpelthen blev skudt i en bestemt periode og derfor jo ikke kunne komme i kz-lejr og dermed komme med i statistikken over lejrfanger. Altså en sagligt begrundet kritik.
CS påstår også, at jeg skriver, at de nye arkivfund har bestyrket Robert Conquests gamle og meget høje tal for kommunismens ofre (s. 481). Hvis CS var i stand til at læse indenad, ville han forstå, at jeg det pågældende sted overhovedet ikke drøfter ofrenes antal, men derimod spørgsmålet om, hvorvidt terroren var centralt organiseret af regimet eller ej. Conquest argumenterede i sit klassiske værk The Great Terror for, at terroren var centralt organiseret af Stalin og hans nære kammerater. Det nu tilgængelige sovjetiske materiale har givet ham ubestrideligt ret på dette punkt. Derimod tager jeg afstand fra Conquests høje tal (hvad han i øvrigt også selv gør i lyset af det nye kildemateriale), men det er et helt andet sted i bogen. CS´ referat af, hvad jeg i virkeligheden skriver om Stalins forfatning og socialismen (s. 483), er ligeledes helt misvisende.
Det er endvidere totalt misforstået, når CS tror, at min historieopfattelse er deterministisk, oven i købet dybt deterministisk (s. 484). Tværtimod fremhæver jeg jo gang på gang, at det var konkrete mennesker, der i konkrete situationer foretog konkrete handlinger, som fik konkrete følger og derved forandrede det historiske forløb.
Der er som sagt ingen ende på mine misforståelser og på de emner, jeg ikke behandler. CS bebrejder mig endda, at jeg ”tilslører”, hvor vidt udbredt fascismens fascination var. Men nu behandler min bog altså bolsjevisme/kommunisme og ikke fascisme/nazisme. (Jeg skriver heller ikke om buddhismens udbredelse, så den ”tilslører” jeg også). Videre påstår CS, at jeg ignorerer og tilsværter, tilslører og insinuerer, postulerer og fortolker vilkårligt, viger uden om temaer og udvælger ensidigt. Ikke så lidt må man sige – og alt med det formål at få det hele til at passe med mine forudfattede, forkerte og forkastelige meninger. Fin form for argumentation!
CS´ artikel slutter med en groft manipuleret gengivelse af det, jeg skriver om moral og videnskabelig standard, at jeg ikke engang gider bruge plads på at korrigere det. Det er af en sådan karakter, at den kun stempler ham selv. I det hele taget siger hans artikel meget om CS og meget lidt om min bog.
Oven i det hele lader CS forstå, at jeg er indskrænket og uvidende, og at jeg ikke som CS kender den internationale diskussion om dette og hint. Hvis min bog var kommet på engelsk "ude i den store verden", ville den have vakt skandale.
Det er alt sammen helt rigtigt. Jeg er en indskrænket og uvidende bondetamp, og Curt Sørensen er en stor og internationalt anerkendt forsker - hvad dog vist ingen hidtil har bemærket. Især inden for området Ruslands historie er hans ekspertise omfattende - et område, hvor han end ikke er i stand til at læse det primære kildemateriale eller sætte sig ind i, hvad russiske forskere skriver og udgiver.
Jeg forstår egentlig ikke, at Militært Tidsskrift har villet lægge papir til et så ringe produkt. I det hele taget er det et sært sted at få trykt en artikel, som ikke handler om militær eller krigshistorie. Jeg er glad for, at jeg er blevet gjort opmærksom på ”anmeldelsen”, så jeg får lejlighed til at tage til genmæle. Det var dog ikke redaktionen af Militært Tidsskrift, der oplyste mig om dette generalangreb med løst krudt og forsagere.

 

Bent Jensens problematiske omgang med videnskabelige normer
Curt Sørensen, professor, dr.scient.pol.

Bent Jensen besvarer - ikke uventet - min anmeldelse af hans bog med et angreb på min person. Til gengæld undlader han helt at komme ind på den faglige problematik, som jeg rejser. Problemet er i al sin enkelthed, at BJ har et ret så nonchalant forhold til grundlæggende videnskabelige, faglige normer. Dette dokumenterer jeg omhyggeligt i min anmeldelse, der rummer over 60 præcise henvisninger til BJ’s tekst.
I stedet for at prale af sig selv og forsøge at sværte anmelderen burde BJ have forholdt sig til den fremførte kritik. Den retter sig mod noget fundamentalt i samfunds- og historievidenskaberne og drejer sig om noget mere betydningsfuldt end hvem der kan hvilke sprog og hvem der er kendt i det store udland. Jeg skal i øvrigt hilse og sige, at der ikke var nogen dér, der havde hørt om Bent Jensen. Han er og forbliver en gedde i den hjemlige andedam. Store dele af hans bog er skrevet som om han overhovedet ikke har fulgt med i de sidste 30 års internationale forskning og diskussion på feltet. Det påviser jeg med al ønskelig dokumentation i min anmeldelse. Men nu til det mere fundamentale:
Hvad enten BJ kan lide det eller ej, så har samfunds- og historievidenskaberne nemlig nogle grundregler og normer som forskerne inden for disse fag normalt søger at leve op til. Det drejer sig om ihvertfald følgende grundnormer: 1) der må hos den pågældende forsker være elementer af kritisk selvrefleksion, ingen er ufejlbarlig 2) den pågældende forsker må seriøst forholde sig til modstående teorier og opfattelser, 3) der må være et dynamisk forhold mellem teori og empiri, data må ikke blot være efterfølgende illustrationer til en a priori udtænkt teori, en teori, som man så i øvrigt ikke så meget som prøver på at teste, 4) man må ikke fremme en ensidighed gennem selektivitet, samt herunder forsøge at afskærme sin teori mod kritik og 5) man må ikke sammenblande videnskabelige påstande og politisk-ideologiske påstande, 6) man må være omhyggelig og fair i sine henvisninger og kildeangivelser. Bent Jensen har, som jeg påviste det i min anmeldelse, et anstrengt forhold til dem alle.
For det første er hele bogens grundlæggende teorikonstruktion uargumenteret. Bent Jensen fremfører ikke nogen egentlig argumentation for sine grundteser og påstande. Han drøfter heller ikke sin egen grundtese og tilgang i forhold til andre grundopfattelser og tilgange for derved at kunne motivere sit valg af tese og tilgang. Ej heller diskuterer han det komplicerede forhold mellem ideologi og politisk/samfundsmæssig udvikling, hvor han selv tydeligvis hylder en primitiv teori om en direkte og unilineær sammenhæng, samt i øvrigt, i et slags åndeligt knæfald for Stalin, ureflekteret overtager diktatorens ideologiske postulat om den realiserede socialisme. Bent Jensen er bemærkelsesværdig ukritisk i forhold til stalinismens ideologi.
Heller ikke i den videre fremstilling reflekterer Bent Jensen noget steds over eventuelle begrænsninger i sin tilgang, problemer der måtte være, eventuelle modifikationer han kunne overveje at foretage i sin overordnede teori og i sine grundpostulater. Han er ikke et øjeblik kritisk selvreflekterende i forhold til sit eget grundlag.
Han forholder sig heller ikke på noget tidspunkt seriøst til forskere med modstående tilgange, opfattelser og teorier. Han er ensidig selektiv i sin litteratursøgning og i sin omgang med forskere og forskningstraditioner. Hans litteratursøgning er utroligt snæver, ignorerende hovedtraditioner inden for de sidste 30-40 års omfattende amerikanske og engelske historieskrivning på feltet. Denne angelsaksiske historieskrivning har været langt mere avanceret end den franske og den tyske og også langt mere omfattende, men den er stort set ignoreret af BJ. Min litteraturliste afspejler i sin korrektion til BJ’s utrolige snævre ensidighed helt præcist dette forhold.
Bent Jensen er snævert forankret i én eneste tradition, nemlig den i dag så forældede og sønderkritiserede totalitarismeteoretiske tilgang og inden for denne er han yderligere snævert orienteret.  Bogen igennem støtter han sig ensidigt til blot en 4-5 forfattere, der alle mener det samme som han selv. Når han overhovedet omtaler andre forfattere og traditioner, er det for at sværte dem til. Det groveste eksempel her er, som dokumenteret, hans behandling af den revisionistiske historieskrivning, der udgør hovedstammen i den nyere forskning på Ruslands/Sovjetunionens udvikling. I nogle kapitler fortier han helt revisionisternes forskningsresultater, fordi de ikke passer ind i hans teori, i andre afsnit sviner han dem til og sammenligner dem med stalinister og neo-nazistiske historieskrivere. Er det en måde at føre en videnskabelig debat på?
Bent Jensen forsvarer oven i købet i sit svar sin fremgangsmåde - og med en henvisning til Maurice Dobb. Ja, men det drejer sig slet ikke om Maurice Dobb, der tilhører en ældre generation af forskere, men om hele den nyere hovedtradition i forskningen på området. Og i øvrigt er det argumentationsmåden som sådan, der er uacceptabel. BJ magter åbenbart ikke at føre en sober faglig diskussion med forskere, der har en anden opfattelse end ham selv. I stedet sviner han dem til.  BJ går altid efter personen, aldrig efter bolden.
Som jeg har påpeget og dokumenteret er BJ også ensidig selektiv i relation til temaer og problemstillinger, som på nogen måde kunne rokke ved hans ensidige forklaring af revolutionen og Sovjetunionens udvikling ud fra en lille gruppe personers ideer. Hele BJ’s fremstilling er som et slalomløb, hvor han hele tiden søger at styre uden om besværlige data, emner, problemstillinger og teorier.
Bent Jensen konfronterer i det hele taget aldrig sin teori med data, der kunne modsige eller modificere hans teori. Data er for BJ tydeligvis blot illustrationer til hans i forvejen udtænkte teori. For naturligvis har BJ en teori. Alle forskere har en teori. Data taler ikke bare for sig selv.
Også kildernes vidnesbyrd er fortolket, de er fortolket forskelligt og fortolkningerne er omstridt blandt forskerne. Men sådan ser det ikke ud for BJ. I hans enfoldige positivistiske opfattelse taler kilderne ”for sig selv” og han alene sammen med enkelte andre udvalgte ”hører” det rigtige svar. Derfor også hans intolerance overfor andre forskere. De hører ”forkert” og han hører ”rigtigt”. Vi andre, der er tyngede af kompleksiteten i forholdet mellem teori og data, kan blot hertil sige: Det er meget godt at BJ forsker i arkiverne, men det er dog pudsigt, at han altid kun finder bekræftelse på det han i forvejen mente. Hans forsknings hovedkonklusioner synes at være givne på forhånd. Kan det virkelig være god videnskab?
BJ er heller ikke fair i sine referencer og henvisninger, som flere steder også er sjuskede, ufuldstændige eller simpelthen manglende. Helt ned i denne håndværksmæssige del af videnskaben kan man påpege alvorlige brist hos BJ.
BJ sammenblander endelig igen og igen videnskabelige teorier og påstande og politiske udtalelser og proklamationer. Interessant nok kommer BJ selv eksplicit ind på dette forhold, idet han indledningsvis erklærer: ”Der er efter min mening intet nødvendigt spændings- eller modsætningsforhold mellem moral og historieskrivning. De to kan derimod på frugtbar vis supplere hinanden” (BJ, p 16). BJ har ret i, at forskere udmærket både kan forske og fordømme begivenheder og personer, og stalinismen fortjener al mulig fordømmelse. Men han glemmer, at forskeren samtidig må holde videnskab og moral adskilt. Den moralske fordømmelse, og den kan bestemt være på sin plads, må fremføres som det den er, nemlig netop en moralsk fordømmelse og ikke igen og igen fremstilles som noget helt andet, nemlig videnskab.
I BJ’s værk er der sket en stærk sammenblanding af politik/ideologi og videnskab. Han synes selv at mene, at dette har været frugtbart for hans forskning. Det er omvendt min påstand, at politik og ideologi i værket har taget overhånd og forvredet historievidenskaben, således at BJ har bragt sig i et anspændt forhold til samtlige de oven angivne grundnormer for videnskabelig virksomhed. Det er det jeg påviser og dokumenterer i min anmeldelse og det er den kritik han burde have forholdt sig til, i stedet for både her og i dagspressen at svare igen på en anmeldelse med en rent personlig tilsvining af anmelderen. Men det forholder sig tydeligvis således, at BJ hverken vil eller kan føre en ganske almindelig faglig diskussion

 

Useriøs drengevidenskab
Bent Jensen, professor, dr. phil.

Med Curt Sørensen (CS) kan der ikke føres en faglig diskussion om de emner, jeg behandler i bogen GULAG og Glemsel. Det har to årsager. Dels er CS elementært uvidende om emnet, kildematerialet og store dele af den forskningsbaserede faglitteratur samt - grundet manglende kompetence - ude af stand til at sætte sig ind i disse ting. Dels er han indfanget i et net af gammelt ideologisk vraggods, som yderligere gør det umuligt for ham at forholde sig til den russiske tragedie, som fanatiske russiske marxister forvoldte efter magterobringen i 1917.
I sin aggressive og belærende ”anmeldelse” var han end ikke i stand til at præsentere min bogs indhold, sigte og kildemateriale eller den omfattende faglitteratur på mange sprog, som den hviler på. I stedet leverede han et ideologisk skoleridt tilsat lidt pseudofaglighed, som fik tankerne til at gå tilbage til partiet Venstresocialisternes glansperiode anno dazumal, hvor CS var leveringsdygtig i samme sager.
Hans replik til mit genmæle er så pinligt ubegavet, at man kun kan blive forstemt. Ligesom i hans første, omfangsrige artikel vrimler det med insinuerende og udokumenterede påstande om min person og mine motiver. Jeg beskyldes for at fortie forskningsresultater, fordi de angiveligt ikke passer ind i min ”teori”. Jeg fusker med mit arkivarbejde. Jeg kan end ikke det elementært håndværksmæssige. Jeg ”sviner” de såkaldte revisionister til ”, CS hævder, at jeg sammenligner dem med stalinister og neo-nazister. Jeg ”sviner” også CS til osv. osv. Hvis CS tog sig selv alvorligt, burde han for længst have indklaget mig for videnskabelig uredelighed.
Om de revisionister, som bagatelliserer det kommunistiske regimes forbrydelser, skriver jeg, at de kan sammenlignes med de revisionister, der bagatelliserer nazismens forbrydelser. Begge sæt revisionister er dårlige historikere, som anvender dårlig metode på dårligt kildemateriale for at få to folkemordsregimer til at tage sig pænere ud. Det gælder både den ældre generation, som Maurice Dobb tilhørte, og dem, der gjorde sig gældende i 1970´erne og 1980´erne. CS synes godt om dem, der bagatelliserer kommunismens ugerninger, mens han fordømmer dem, der bagatelliserer nazismens ditto. Det er en ideologisk vurdering, ikke en faglig.
CS demonstrerer således endnu engang, at han ikke er i stand til at referere det, jeg skriver, på en blot nogenlunde dækkende måde. I mit genmæle påviste jeg en hel række lignende eksempler på, at han refererer groft misvisende. Alt det lader han nu – som mine øvrige påvisninger - klogeligt ligge. Alligevel har han den frimodighed at belære mig om, at man skal være ”omhyggelig og fair” i sine henvisninger!
CS´ manglende evne til at læse indenad er fortsat imponerende. Og den selvhøjtidelige alvorsmand er ligeledes helt døv for ironi. Det var ikke mig, der pralede af at være kendt i det store udland. Det var CS.
CS skal være hjertelig velkommen til at genbruge mine pointer og formuleringer om ham. Det er morsomt at læse hans krampagtige forsøg på at bilde læserne ind, at han er den store ekspert på området Ruslands historie. Som jeg allerede var inde på i mit genmæle, består CS´s litteraturliste udelukkende af engelsksproget litteratur tilsat en håndfuld danske titler. Han mener, at den engelsksprogede har været mere ”avanceret” end den tysk- og fransksprogede. Hvad ”avanceret” står for, får vi dog intet at vide om. Den var som sagt avanceret på den måde, at den gik uden om de mørke sider ved kommunismen og idealiserede andre sider. Hans udsagn viser, at han ikke aner, hvad der er foregået i især tysk Ruslandsforskning. Den store, seriøse russisksprogede litteratur og det omfattende russisksprogede kildemateriale nævner han af gode grunde slet ikke. Det er totalt lukket land for denne ”ekspert”. Det svarer til, at en forsker ville gøre sig klog på Englands historie uden at kunne læse engelsk.
Men ikke nok med det. Titlerne i hans litteraturliste er opført hulter til bulter; han skelner ikke mellem kilder, erindringer, forskningsoversigter og fremstillinger. Flere af titlerne er ganske irrelevante (f. eks. Stefan Hedlunds bog om Ruslands markedsøkonomi, Peter Reddaways om samme og Paul Kennedys om stormagters storhed og fald). Tager man 1990 som skæringspunkt, er der kun en 14-15 titler fra de sidste 14 år, hvor kolossale fremskridt i udforskningen af Ruslands historie i det 20. århundrede har fundet sted på grund af realsocialismens sammenbrud. En af de ledende revisionister, Sheila Fitzpatrick (som CS ikke kan stave til) er opført med sine 20-25 år gamle værker, da hun var værst – dvs. dårligst. Hendes nye værker fra 1990´erne, hvor hun har forbedret sig og kommet til ny og realistisk indsigt om, at det kommunistiske regime var totalitært, er derimod ikke nævnt.
For 25 år siden var vi fire danske forskere, der udgav en forskningsoversigt over studiet af Sovjetunionens historie. Den indeholder CS´ mølædte titler og flere til. Men jeg er som forsker ikke forpligtet til at anvende forældet eller dårlig faglitteratur. CS mener, at min ”litteratursøgning” er snæver. Det kan han ikke have nogen mening om. Han er jo end ikke i stand til at læse en meget stor del af titlerne på den faglitteratur og det kildemateriale, der optræder i min litteraturliste på flere hundrede titler.
CS er meget glad for ordet ”teori”, som han heller aldrig definerer. Det optræder 18 gange i hans replik. CS vil gerne lege rigtig videnskabsmand, der i sit laboratorium afprøver teorier. Den slags er meningsløst uden for naturvidenskaberne. Vi kender alle resultaterne af denne leg. Inden for sovjetologien førte den til blindhed over for de mest åbenlyse og fundamentale træk i det sovjetiske system - træk som enhver med syv år i folkeskolen bag sig kunne se. Flere af de forskere, der er opført på CS´ litteraturliste, benægtede således endnu i anden halvdel af 1980´erne, at det sovjetiske system befandt sig i dyb krise. Mens det sovjetiske sundhedsvæsen forfaldt og levealderen sank dramatisk, fordi pengene gik til oprustning, skrev en revisionist om, hvor fantastisk godt dette jammerlige væsen var.
Han afslører med sin kunstige belæring om ”teori” og ”data”, at han ikke har begreb skabt om historisk forskning. For fuldstændighedens skyld føjer jeg til, at hans påstand om, at jeg intetsteds gør rede for mine grundlæggende påstande, naturligvis også er falsk. Det gør jeg både i indledningskapitlet, i kapitel 2 og løbende bogen igennem. Endnu et eksempel på hans overtrædelse af egen belæring om at henvise korrekt og fair.
Igennem 35 år har man hørt – og CS kører fortsat rundt i denne forslidte rille – at den såkaldte ”totalitarismeteori” var forældet. Det var for det første ikke en teori, men et begreb der udsagde noget væsentligt om det sovjetiske regimes totalitære ambitioner. Der var politologer som CS, der mente, at det sovjetiske system ikke var totalitært, men pluralistisk – ja endda demokratisk. Hvad der er skrevet af den slags vås er svimlende. Her fejrede de af CS så beundrede revisionister store triumfer: Stalin var svag, og det var slet ikke ham, der udløste terroren. De har dog for længst og klogelig opgivet dette. Men det har CS endnu ikke opdaget.
CS har den kedelige uvane, at han betegner enhver form for faglig kritik som personlig tilsvining. Men jeg gør blot opmærksom på den dokumenterede kendsgerning, at CS er inkompetent på området, og at han savner de mest basale forudsætninger for seriøst at kunne beskæftige sig med emnet Ruslands historie.
Han synes dog allernådigst, at det er i orden, at jeg arbejder i russiske (og andre) arkiver. Det gør jeg for at finde kildemateriale til belysning af den historiske virkelighed i stedet for at sidde og fedte med meningsløse ”teorier”. Hans bemærkning om, at det er pudsigt, at jeg kun finder bekræftelse på det, jeg i forvejen mente, er hårrejsende. Han har end ikke set, at langt hovedparten af kildematerialet til GULAG og Glemsel er materiale, som andre forskere har fundet.
CS sidder ved sit skrivebord og skriver mange fine ord: Teoriteorikonstruktiona prioritotalitarismeteoretiskfaglige normerselektiv”dynamisk forhold mellem teori og empiri”. Det lyder flot. Men hvordan han selv kan etablere et ”dynamisk forhold” mellem teori og empiri, når han på grund af sine manglende kundskaber ikke kender empirien og end ikke er i stand til at sætte sig ind i den – dvs. det russiske kildemateriale og den russiske faglitteratur, der bygger på dette materiale – er åbenbart en bagatel, som CS helt har overset. Det er useriøs drengevidenskab.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne debat foregik er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.1_2004.pdf

Litteraturliste

Del:

Emneord