Debat

Dette indlæg er skrevet af kaptajn L. H. Jensen og er et svar til major F. L. Jørgensen's indlæg Militært tidsskrift nr. 1/1994.
 
Militært tidsskrift (MT) bragte i nr. 1/1994 en artikel, hvori major F.L.Jørgensen (FLJ) tilkendegiver sin uenighed med mine synspunkter i en artikel i MT nr. 6/1993. Denne artikel var en videreførelse af to tidligere artikler i MT; nr. 1/1992 og nr. 7/1992. Jeg takker FLJ for den udviste interesse for emnet og beklager, at jeg rkkp. allerede i det efterfølgende nummer kunne tage debatten op. Jeg har imidlertid været nødsaget til at afvente frigivelsen af analysen fra Forsvarsministerens Rådgivnings- og Analysegruppe (RAG); Forsvarets rolle i krisestyringen i det fremtidige sikkerhedsmiljø i Europa. Jeg finder, at FLJ med fordel kunne have gjort det samme. Jeg finder endvidere, at FLJ i store træk baserer sin kritik på et normsæt og en krisesty- ringsopfattelse som hidrører fra øst-vest konfrontationens tid. Jeg vil derfor anvende RAG's konklusioner til at underbygge mine påstande og argumenter i denne artikel.
 
En ny definition
Siden min sidste artikel har definitionsgrundlaget ændret sig. NATO har besluttet, at termen Unconventional Military Forces (UMF) er forældet og ligeledes er Unconventional Military Operations (UMO). Nu anvendes i stedet Special Operation Forces (SOF) og Special Operations (SO). Dette kan fordanskes til specialoperationsstyrker (SOS) og specialoperationer (SO). Termen specialstyrker finder jeg fortsat misvisende pga. af en unuanceret anvendelse i andre sammenhænge.
 
Major Jørgensens uenighed
FLJ angiver i sin indledning, at hans grundlæggende uenighed ligger i følgende sammenfatning af min artikel: "....at anvendelsen af Unconventional Military Forces som en del af dansk forsvarskoncept kan spille en vigtig og endda afgørende rolle som et konfliktforebyggende og krisestyrende element samt, at den militære udvikling, herunder oprettelse af Den Internationale Brigade, i for høj grad er rettet mod militære indgreb på et højt intensitetsniveau."
 
Denne overordnede konklusion af min artikel kan jeg ikke genkende. Jeg finder, at den meget unuancerede udformning af det pågældende citat er en fordrejning og forkert udlægning af min argumentation. I det pågældende citat har ¥L] udeladt et vigtig ord; "....at anvendelsen af Unconventional Military Forces kan spille en vigtig og i nogle tilfælde afgørende rolle." At "nogle" er udeladt kan give det indtryk, at jeg er uenig i, at de konventionelle styrker fortsat er det afgørende element i den ultimative fastholdelse af fred og sikkerhed - det er jeg ikke. Den af FLJ anførte sammenskrivning af mit forslag vedrørende specialopera- tionsstyrker og specialoperationer som en del af dansk forsvarskoncept med sentensen "afgørende rolle", fremgår efter min mening ikke af artiklen - det var i hvert fald ikke hensigten. Jeg er imidlertid enig med FLJ i, at den danske "politiske virkelighed" næppe tillader en så tydelig synliggørelse af påtænkt anvendelse af specialoperationsstyrker, som en indskrivning i en ny Forsvarskoncept. Men jeg fastholder, at en erklæret rådighed over og vilje til at anvende sådanne styrker i visse tilfælde vil kunne medvirke til at få en aggressor til at revurdere sin adfærd. Og at specialoperationsstyrker kan medvirke til at skaffe informationer, som er afgørende for en velovervejet politisk beslutning.
 
Centrale begreber og konklusioner fra RAG rapporten
Konklusionen af mine analyser af dette enme har overvejende været en induktiv syntese, idet visse begreber ikke tidligere har været gangbare i dansk sikkerhedspolitisk sammenhæng. Derfor er det meget interessant, at RAG-analysen på en række punkter stenmier overens med mine påstande. Jeg vil efterfølgende fremdrage de, i denne sammenhæng, vigtigste elementer fra rapporten. Rapporten fastslår overordnet, at krisebegrebet er ændret.(l) Omend der siden sanmienbruddet i Central- og Østeuropa har været en øget vægt på kriseforebyggelse beskriver rapporten krisestyring i den sikkerhedspolitiske betydning som:
"....en håndtering af en politisk proces, der har til formål at hindre en krise i at udvikle sig i en uønsket retning, f.eks til en væbnet konflikt." (2)
 
Krisestyring kan inddeles i to former. I den første form vil beslutningstagernes adfærd typisk
 
"....bero på en klar kommunikation af, hvilke konsekvenser, der vil følge bestemte handlinger - eller afståen fra handling."(3) 
 
Følgelig vil denne form for krisestyring forøge værdien af information. Hvor værdifuld information er, ses af følgende konsekvente konklusioner:
"Tilvejebringelse af et tilstrækkeligt informationsgrundlag er en forudsætning for enhver effektiv krisestyring."(4)
 
"Informationsindhentning....er af afgørende betydning for evnen til krisestyring. "(5)
 
Den anden form for krisestyring
"....påvirker og klarlægger krisepartemes evne til at gennemføre deres politik. "(6)
 
Det er centralt i denne sammenhæng, at viljen til at forfølge bestemte politiske mål afhænger af muligheden for succes. Ligeledes sætter evnen absolutte grænser for en mulig optrapning af konflikten.(7) De militære konsekvenser af denne krisestyringsform er, at den omfatter følgende:
 
"....militært relevante tiltag rettet mod den potentielt eskalerende part i form af demonstration af militær styrke."(8)
 
"....forebyggende slag mod centrale militære installationer....".(9)
 
Det er klart, at traditionelle midler, som eksempelvis styrkekoncentration, fortsat er relevante. Det vigtigste element i en sådan politiske "kappestrid" er imidlertid ikke den reelle vilje. Det er derimod modpartens opfattelse af, om man er viUig til at bruge magt, som er afgørende for successen i denne form for krisesty- ring.(lO) Det drejer sig altså om begrebet hensigtsmæssige og troværdige virkemidler. Erkendelsen af behovet herfor har altså medført dette helt nye begreb i dansk sikkerhedspolitisk tænkning, nemlig forebyggende slag. Netop sådanne forebyggende slag er et af FLJ’s hovedankepunkter mod min artikel. Jeg regner følgelig RAG's udsagn for en underbyggelse af min påstand. At FLJ nævner luftkrigen mod Irak som argument for, at forebyggende slag generelt er uvirksomme finder jeg irrelevant - der vil altid være krige som ikke kan undgås. Derimod er Libyens leders adfærd efter det amerikanske angreb i 1986 i højere grad et brugbart eksempel. Også aggressorernes adfærd i forbindelse med NATO's ultimative trusler om luftangreb i Bosnien er et brugbart eksempel. Alle disse ovennævnte elementer er stort set omfattet af hvad jeg skrev i artiklen i MT nr. 6/1992 - som FLJ jo ikke har erklæret sig uenig med. 
 
Integration af virkemidlerne
Hvad der også er vigtigt nyt i rapporten er, at det militære middel nu officielt opfattes som et af krisestyringens tre indbyrdes sammenhængende virkemidler,
- de politisk-diplomatiske,
- de politisk-økonomiske og
- de politisk-militære.(ll)
 
Sådan har det jo reelt set altid været, men under koldkrigstidens ultimative fare for atomar (gensidig) udslettelse, ansås muligheden for en dansk deltagelse i anvendelse af de politisk-militære midler for at være urealistisk. Det var så bandlyst, at mange, og deriblandt åbenbart FLJ, stadigt opfatter aktive eller offensive militære operationer som et tabu - hvilket fra flere sider har været anført som en af årsagerne til den manglende succes i krisestyringen i Balkankonflikten.
 
RAG-analysen har ændret den skarpe adskillelse og de politisk-militære midler kan fremover reelt inddrages i de sikkerhedspolitiske analyser vedrørende begrænsning eller forhindring af aggression og deraf følgende ustabilitet. At RAG herved integrerer det militære middel i den samlede politiske proces er således et af modargumenteme mod de af FLJ fremsatte vurderinger af "den politiske virkelighed". I stedet for, som tidligere, at se det militære instrument som udelukket i den politiske proces, pga. faren for gensidig udslettelse, må parametrene risiko-gevinst vurderes at ville indgå i fremtidige politiske håndteringer af givne potentielle (og reelle) konflikter.
 
Konsekvenser for informationsindhentningen
RAG konkluderer,at "Militære enheder kan umiddelbart bidrage til tilvejebringelse af informationsgrundlag, f. eks. enheder med overvågnings- eller observationsop- gaver."(12) Det skal bemærkes, at der tales om enheder, ikke observatører, i.e. enkeltpersoner. Endvidere: "Observation er en integreret del af alle militære krisestyrende operationer."(13) Hertil kan tilføjes: "Observation kan gennemføres af alle tre værn og kan i visse tilfælde fordre rådighed over særligt materiel."(14) Og, kunne man fristes til at tilføje: ....særligt uddannede enheder.
 
Ifølge en traditionel opfattelse kunne de ovennævnte citater tolkes således, at informationsindhentning kun kan foregå åbent og indenfor rammerne af aftaler med givne aggressorer. Men kædes citaterne sammen med følgende konklusion fra RAG-rapportens sammenfatning, kan citaterne tolkes anderledes: "...det er såvel bedre som lettere at fjerne eller afdæmpe konflikter, før de får et omfang, hvor de ikke kan holdes indenfor den eksisterende politiske orden."(15) Der kan selvfølgelig satses udelukkende på den åbne informationsindhentning, men det må imidlertid vurderes, at den politiske risiko-gevinst afvejning i visse tilfælde stiller så korte tidsfrister, at en mere skjult informationsindhentning kan blive nødvendig. Typisk vil en begyndende, men potentielt voldsomt eskalerende konflikt omfatte én eller flere parter, hvis demagogiske styreform ikke tillader en åben indhentning på grund af "...parternes opfattelse af beslutningens vitale karakter og deres fornemmelse af tidspres."(16) Hvor kort tidsfristen kan være illustreres af: "....opinionens krav til beslutningstagerne om øjeblikkelige beslutninger."(17)
 
Som jeg i de tidligere artikler har anført, vil der under givne krisetyper kunne være en række (politisk-militært) afgørende informationer, som ikke kan tilvejebringes gennem normale, især teknologibaserede, indhentningsmetoder. Der vil derfor, som anført, være et behov for at supplere de tekniske systemer med indhentningsystemer, eller sensorer om man vil, som eksempelvis specialopera- tionsstyrker. En af fordelene ved det sidstnævnte system, hvor sensoren er et menneske, er, at de informationer, som tilflyder beslutningstagerne, "...bliver filtreret og styret hensigtsmæssigt med henblik på, at opnå det bedst mulige overblik over, hvad der formodes at være de afgørende informationer."(18) Herved begrænses eller elimineres den risiko der er ved, " ...at afgørende beslutninger træffes langt fra operationsområdet, hvor situationsfortolkningen er underlagt en række begrænsninger. "(19)
 
Eksempler på begrænsninger ved de teknologiske systemer og mulighederne med specialoperationsstyrker fremgår af mine tidligere artikler. Jeg finder derfor, på baggrund af ovenstående citater, at mine påstande vedrørende informationsgrundlagets betydning i vid udstrækning er blevet officielt underbyggede. At information nu officielt er tillagt afgørende betydning vil efter min overbevisning i løbet af få år logisk medføre, at specialoperationsstyrkeme må få en forøget vægtning.
 
RAG fremsætter en tese om, at kriser i fremtiden vil blive mere langvari- ge.(20) Trods dette finder jeg, at der i rapporten er en overset krisetype, nemlig kriser hvori der indgår trusler om anvendelse af masseødelæggelsesvåben. Sådanne kriser vil medføre en voldsom forøgelse af beslutningstagernes fornemmelse af tidspres. En af konsekvenserne heraf er, at indhentningssystememe skal være absolut sikre, både overfor vildledningsforanstaltninger, men også med hensyn til så elementære ting som sikker indhentning under ugunstige vejrforhold. Jeg står i den forbindelse helt uforstående overfor, at FLJ ikke mener at kunne bruge informationer om hvorvidt en given aggressor råder eller ikke råder over masseødelæggelsesvåben.
 
Det er derfor min opfattelse, at de analyser og studier af de strukturelle og kapacitetsmæssige konsekvenser som Forsvaret skal udføre på baggrund af RAG- rapporten, naturligt må omfatte specialoperationsstyrker.Dette gælder ikke mindst vedrørende lavintensive konfliktsniveauer, hvor analyserne endnu langt fra er fuldstændige eller brugbare.
 
Konsekvenser for virkemidlerne
En af FLJ's kernepunkter i sammenfatningen af hans kritik er min tese om specialoperationsstyrker som et "i nogle tilfælde afgørende" element. Efter min opfattelse anvender FLJ "afgørende" i den (militært) kampafgørende betydning, således som den eksempelvis findes i feltreglementets definition af afgørende kamp. FLJ sætter tilsyneladende et stærkt skel mellem politiske og militære midler. RAG fremhæver derimod betydningen af Clausewitz noget fortærskede tese om, at krigen blot er en fortsættelse af politikken med andre midler. Således konkluderer RAG, om de politisk-militære midler, at de vil "....ofte....i vid udstrækning skulle støtte og støttes af foranstaltninger af politiskdiplomatisk og politisk-økonomisk karakter. I krisestyringssammenhæng er det afgørende, at de militære midler vurderes og anvendes i en større sikkerhedspolitisk ranmie."(21)
 
Som FLJ fremhæver, hvilket jeg er enig i, vil brugen af de givne instrumenter ofte skulle besluttes i multinationale fora, med deraf følgende tidsforsinkende konsensusproblemer. Men dette forhindrer ikke RAG i en række nye konklusioner vedrørende dansk forsvars mulige bidrag til krisestyring. Et afgørende element for givne virkemidler er, at"....demonstration af viljen til at ville anvende det militære instrument i en given situation er af afgørende karakter."(22) I forlængelse heraf anføres det, at "Muligheden for utilsigtet optrapning må nøje balanceres i forhold til det militære instruments karakter, samtidigt med at den nødvendige troværdighed må sikres i form af sammenhæng med det politiske formål og realiserbare militære mål. "(23) I denne forbindelse vil absolut vished for undgåelse af civile tab ofte være et nøgleelement. Netop disse elementer sætter ordet "afgørende" i et andet lys. Der er nu ikke tale om afgørende operationer i den eksistensforsvarsmæssige betydning, men derimod om afgørende "politiske argumenter". Hvis et, endog meget begrænset, selektivt militært tiltag kan få modparten til at tro på vore argumenter, så vil sådanne operationer jo netop være afgørende - politisk/strategisk afgørende. 
 
Som jeg flere gange har anført i mine artikler, vil store slagkraftige konventionelle styrker fortsat være forudsætningen for den ultimative sikring af dels eksistens, dels politisk handlefrihed - det sidstnævnte især aktueh i ikke- eksistenstruende konflikter. Men da indsættelse af sådanne styrker indebærer en fare for utilsigtet eskalation - eller som briterne så prosaisk udtrykker det: "To get one's arm caught in the mangle." - er der et behov for en evne til overbevisende demonstration af vilje og evne på lavt intensitetsniveau. RAG konkluderer, i en central passage af analysen:
 
"Advarende gennemtvingende foranstaltninger markerer en yderhgere optrapning, men uden at der er tale om en omfattende intervention. Formålet er at signalere villighed til en fortsat eskalation af konflikten for derigennem at påvirke modpartens perception af omkostningerne ved en fortsat aggression. Disse operationer vil typisk være af en begrænset karakter, idet det primært er den psykologiske effekt, der tilsigtes. Samtidig skal en sådan advarsel for at være effektiv også demonstrere en sådan overlegenhed, eskalationsdominans, at det gør indtryk på modparten, hvilket har betydning for måludvælgelsen.....Anvendelsen af moderne, højpræcise våbentyper forekommer her, som i forbindelse med en mere omfattende militær intervention, særligt velegnede, idet de minimerer risikoen for egne tab, begrænser den utilsigtede skadevirkning og demonstrerer en afskrækkende teknologisk kapacitet. "(24)
 
Jeg beklager at være nødt til at anvende så lange citater, men netop dette citat afkræfter rigtigheden af FLJ betragtninger om anvendelse af militær magt - i.e. forebyggende eller advarende selektive slag - på endog meget lave intensitetsniveauer. Ikke mindst mod en aggressor, der eksempelvis truer med anvendelse af masseødelæggelsesvåben. Der er iøvrigt et interessant faktum i en anden af RAG's seneste analyser vedrørende den stigende risiko for kriser, hvori masseødelæggelsesvåben indgår. I analysen Fremtidige konflikttyper og konsekvenser for forsvaret konkluderer RAG, at "Generelt ses mulighederne for en effektiv bekæmpelse (af balhstiske missiler) for nærværende begrænset til at skulle foregå før affyring. "(25)
 
Ses disse centrale citater i lyset af RAG konklusioner vedrørende informationsgrundlagets afgørende betydning, så er der belæg for at hævde, at FLJ's kritik mod mine forslag er effektivt imødegået. Nu er det ikke blot en tilfældig og idealistisk kaptajn, der ser behovet for en sådan mihtær evne, men også Forsvarsministerens egen Rådgivnings - og Analysegruppe. Tilbage står så FLJ's betragtninger vedrørende de legitimitetsmæssige aspekter. 
 
De legitimitetsmæssige forhold
Som det klart har fremgået af mine artikler, så bygges rationalet på den forudsætning, at de legitimitetsmæssige problemer vedrørende militær magtanvendelse løses. Hvis de ikke løses, så kan FLJ’s argumenter være gældende. Imidlertid finder jeg, at FLJ overser den igangværende proces. Det er korrekt, at operationer, hvori danske styrker kan tænkes anvendt, til enhver tid vil foregå i henhold til FN's charter. FLJ argumenterer tilsyneladende ud fra en synsvinkel om, at FN skal være operatøren, idet USA's deltagelse i operationen tillægges afgørende betydning for muligheden for iværksættelse. Dette finder jeg ude af tråd med virkeligheden.
 
For nærværende er der ikke meget, der tyder på at "jump- start" styrkerne kan bhve effektive i den nærmeste fremtid. Desuden næres der af mange analytikere den største tvivl om FN systemets evne til at kunne lede en større militær operation med de deraf følgende krav til kommandosystemets rettidige beslutningsdygtighed. RAG udtrykker det således: " Når det gælder større og mere komplekse militære operationer (som f.eks. fredsskabelse) forekonmier det tvivlsomt om FN, med de begrænsninger som organisationens multinationale karakter sætter, vil kunne varetage ledelsen af sådanne operationer." (26) Denne tvivl konmier blandt til udtryk i den proces, der i øjeblikket foregår mellem især FN, NATO og WEU (herunder også selve EU-processen). Udviklingen er ikke tilendebragt, men der er stadig tydeligere tegn på, at løsning af sikkerhedspolitiske opgaver i fremtiden i udtrakt grad vil kunne foregå under FN-pagtens kapitel Vni (vedrørende regionale sikkerhedsinstitutioner og tildeling af mandat fra FN).
 
Netop integrationen af WEU som den europæiske søjle i NATO er et argument mod FLJ's vurdering af behovet for USA som deltager i givne operationer. Uanset, at resultatet af processen endnu er uforudsigeligt, så tegner der sig et stadigt tydeligere billede af, at NATO (ellers dele af NATO's styrker i ranmien af WEU/EU) kan komme til at optræde som operatør for FN - evt. operere på mandat. RAG udtrykker det således: "Når det gælder egentlig fredsskabende operationer forekommer det mere sandsynhgt, at Sikkerhedsrådet vil anvende ad-hoc modellen og bemyndige medlemstaterne til enkeltvis eller kollektivt at iværksætte de nødvendige militære operationer (UN legal cover)."(27)
 
Der er ingen tvivl om, at NATO ikke vil lade sig presse ind i en operation, der ikke kan foregå efter "sunde" militære principper, af hensyn til troværdigheden. Derfor vil de forhold, som jeg har beskrevet vedrørende den praktiske infor- mationsindhentning og virkemidlernes anvendelighed, efter al sandsynlighed også skulle indgå i overvejelserne - for sådan løser NATO opgaver! Jeg finder derfor, at FLJ's rationale vedrørende de legitimitetsmæssige forhold nok var gangbart i perioden umiddelbart efter bruddet i Øst. Men allerede idag har udviklingen tvunget beslutningtageme til analyser og konklusioner som beskrevet i RAG's analyse - ellers vil Europa ikke kunne dække sine legitime sikkerhedspolitiske behov. Dermed er FLJ's betragtninger heller ikke længere relevante i den nuværende politiske virkelighed, som RAG- rapporten jo har "skabt". FLJ’s betragtninger må derfor snarere opfattes som et udtryk for en personlig holdning.
 
Den mulige fremtidige anvendelse af specialoperationsstyrker
FLJ fremsætter en række betragtninger vedrørende specialoperationsstyrker løsning af opgaver for Den Internationale Brigade (DIB) - ud fra en vurdering af, at enheder som eksempelvis Jyske Divisions Patruljekompagni skulle kunne løse de givne opgaver. Heri finder jeg, at FLJ fejlvurderer givne strategiske operationer. Hvis man antager, at det strategiske niveau vedrører krigens formål og det operative niveau vedrører midlernes anvendelse, så kan DIB’s indsættelse i mange tilfælde opfattes som en strategisk operation for Danmark. Dette kan ske på to måder:
1. En national dansk operation (eksempelvis en humanitær operation).
2. En del af en multinational operation ( eksempelvis i en operation som Desert Storm eller operationen i det tidligere Jugoslavien - her i en operativ ramme).
 
I sådanne operationer er det næppe rimeligt at vurdere enheder som "overkvalificerede" - som FLJ gør det. Det er korrekt, at specialoperationsstyrker vil være overkvalificerede som opklaringsenhed for DIB, hvis denne indgår i en division. Men i selvstændige opgaver, som herved får en stærk tiUmytning til det rene politiske niveau, vil der være en række opgaver, som specialoperationsstyrker vil kunne løse for DIB - også når DIB bliver det operative element i det tidligere Jugoslavien.
 
Man kunne tænke sig, at der i forbindelse med overvejelser om dansk deltagelse i givne operationer kunne opstå et nationalt politisk ønske om hurtig levering af kritiske informationer om et kriseområdes karakter (f.eks. har US Army Special Forces en opgave, der hedder Area Assessment forud for konventionelle styrker indsættelse). Danske politikere beslutter også efter en risiko-gevinst parameter. Det kan således tænkes, at risikoen ved indhentning af informationer med specialoperationsstyrker accepteres, med henblik på at afværge en endnu større risiko i form af indsættelse af DIB i en uforudset tabsgivende operation. (Til FLJ's bekymring for specialoperationsstyrkeme i tilfælde af tilfangetagelse, kan jeg som aktiv i specialoperationsstyrkeme tillade mig at spørge: "Og hvad så?". Det er den risiko specialoperationsstyrkeme er uddannet til og får sin løn for at løbe! Objektivt betragtet er det bedre at risikere få fremfor at miste mange menneskeliv.)
 
Efter beslutning om DIB indsættelse vil specialoperationsstyrker kunne støtte operationen i forbindelse med eksempelvis
- etableringskommandoer, herunder indledende rekognoscering i totalt uvejsomme områder,
- befrielse af danske gidsler, taget af konfliktparteme,
- rekognoscering af ruter og nøglepunkter i forbindelse med nødplaner,
- nødhjælp til indesluttede enheder, evt. ved levering af nøglemateriel eller
- personel (læger) fra luften,
- evakuering af personel under særligt vanskelige forhold og
- ledelse af flyangreb, efter landsætning fra luften, i forbindelse med uforudset indesluttede danske styrker
 
Herudover kan specialoperationsstyrker anvendes til specialet - enhver form for sensitiv overvågning eller observation af nøglemål, hemnder eventuelt deltage i neutralisering ved ledelse af fly eller andre våbensystemers indsættelse.
 
FLJ er formentlig enig i, at sådanne opgaver vil væmepligtige patmljesoldater næppe kunne løse og specialoperationsstyrkeme kan vel næppe anses for overkvalificerede, idet Danmarks interesser afgørende kan anses for at være på spil. Det skal dog anføres, at specialoperationsstyrker ikke skal løse opgaver, som andre kan løse, eksempelvis infanteriopgaver. Specialoperationsstyrker er ikke noget mirakelmiddel, men blot dyrt uddannede soldater med særlige færdigheder. For en ordens skyld skal det anføres, at DIB næppe vil kunne føre specialoperationsstyrkeme, dels fordi specialoperationsstyrker opererer i et trevæms miljø, dels fordi så sensitive opgaver må være under streng politisk kontrol og dels fordi DIB's stab ikke vil være uddannet i føring af specialoperationsstyrker. Det kunne også tænkes, at specialoperationsstyrker blev anvendt selvstændigt under dansk national politisk ledelse. Eksempelvis kunne specialoperationsstyrker anvendes til befrielse eller evakuering af danske statsborgere fra stater, hvor borgerkriges kaotiske magtforhold ikke levnede andre muligheder. 
 
Afslutning
Jeg er enig med FLJ i, at specialoperationsstyrker ikke bør anvendes som opklaringsenhed hvis DIB indsættes under en division f.eks. i rammen af ACE Rapid Reaction Corps (ARRC). I sådanne tilfælde skal det erindres, at der kan være stor politisk gevinst for Danmark ved et mere skjult bidrag med specialoperationsstyrker end det, der anføres i RAG- rapporten: At DIB er oprettet ud fra "Ønsket om et konkret og synligt bidrag..."(28) Således finder jeg, at det i debatten om gevinsten ved bidraget til ARRC ofte overses, at der vil foregå en række meget betydningsfulde operationer på Major Subordinate Commander (MSC) niveau - eksempelvis ved AFCENT - længe før ARRC officielt overvejes indsat.(29) Jævnfør RAG's vurdering af informationsgrundlagets afgørende betydning vil MSC ofte være den operatør, der danner beslutningsgrundlaget for ARRC's indsættelse - selvfølgelig i snæver samordning med SACEUR og NATO's politiske ledelse. Jeg finder derfor, at et sådant bidrag burde overvejes, idet Danmark råder over nogle af Alliancens bedste specialoperationsstyrker, som herved kunne forbedie Danmarks politiske gevinst og indflydelse ved at deltage i politisk afgørende operationer.
 
Noter
1) P-8.
2)P.ll.
3) Ibid
4) P.35.
5) P.34.
6) P. 11.
7) Ibid. 
8) Ibid.
9) P.34.
10) Ibid.
11)P14.
12) P.35.
13) P.37.
14) Ibid.  
15) P.43.
16) P.ll. 
17) P.12. 
18) P.12. 
19) Ibid. 
20) P. 10. 
21) P. 14. 
22)P.33.
23) Ibid. 
24) P.39. 
25) P. 139. 
26) P. 18. 
27) Ibid. 
28) P.40.
29) Fremtidige konflikttyper og konsekvenser for forsvaret, (RAG  1994), p.59. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_123_aargang_jul.pdf

Litteraturliste

Del: