De retlige betingelser for De Forenede Nationers krisestyrkers tilstedeværelse på en stats territorium

På grundlag af deltagelse i et kursus i international organisation ved Instituttet for Offentlig Ret ved Århus Universitet i efteråret 1967 redegør stud. jur., premierløjtnant (R) Niels Schou, Jyske Trænregiment, for det retlige grundlag for den indsættelse al FN-styrker, der har fundet sted bl. a. i Korea, Gaza, Congo og Cypern. Forfatteren, der selv var tjenstgørende i den dansk-norske FN-styrke i Gaza i 1963-64, konkluderer, at FN-pagten indeholder regler, der giver tilstrækkelig mulighed for at gennemføre, hvad der politisk kan opnås enighed om, og at man med de hidtidige FN-styrker måske har skabt begyndelsen til ordensmagtens håndhæver.

1. Folkeretten og FN-Pagten om rådighedsindskrænkninger.

Suverænitetsgrundsætningen - om en stats retlige uafhængighed af andre samfund og deraf flydende evne til inden for folkerettens grænser selv eksklusivt og fuldstændigt at bestemme sin kompetence1) er ideologisk nært beslægtet med en af de grundsætninger, hvorpå de Forenede Nationer hviler, nemlig art. 2, nr. 7 i Pagten om, at organisationen ikke skal have ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats egen jurisdiktion, reglen om det reserverede domæne2). Det bør med føje antages, at denne bestemmelse begrænser organisationens kompetence3). Men derudover fastlægger netop denne begrebsanvendelse, at FN ikke kan tiltage sig diktatoriske beføjelser i en medlemsstats indre anliggender - i øvrigt for så vidt overflødigt, når netop Pagten som hovedregel ikke tillægger FN-organerne nogen magt til at befale4). Efter Pagtens system og forudsætningsvis gælder herfra kun én undtagelse, nemlig at Sikkerhedsrådet bindende kan pålægge medlemmerne at gribe til tvangsforanstaltninger mod den, der bryder freden; og dette er netop føjet til i nummerets sidste stykke med henvisning til kap. VII om forholdsregler over for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger, jfr. derhos Pagtens kap. V om Sikkerhedsrådets funktioner og beføjelser, art. 24-26. I øvrigt er art. 2, nr. 7 hyppigt påberåbt af medlemsstaterne, men sjældent imødekommet5), idet dog hertil bemærkes, at kap. Vll-forholdsregler forudsætter - eller gjorde i al fald i 1945 - en forestilling om stormagtskoncert i Sikkerhedsrådet, jfr. art. 11, stk. 2, sidste pkt., hvilken måske ikke synes helt urealistisk, når man betænker, at stormagterne næppe nogensinde faktisk har været uenige om tvangshåndhævelse, måske Korea undtaget, og når man erindrer sig de konflikter, der efter afslutningen af den 2. Verdenskrig har fundet sted inden for en af de stores sfære, henholdsvis Santo Domingo fra 1965 med OAS (langt væsentlig U.S. amerikansk) intervention og Ungarn 1956 med ren sovjetrussisk intervention6). FNs rolle synes i al fald beskeden i disse tilfælde, hvor Sikkerhedsrådet ikke har syntes handlekraftigt.

II. Historik

A. Før 1945

For at forstå baggrunden for optagelsen i FN-Pagten af bestemmelserne om anvendelse af krisestyrker v il det im idlertid indledningsvis være rigtigt at se på det ufuldstændige sanktionssystem, der karakteriserer folkeretten7), og som man stadigvæk ikke havde forladt med oprettelsen af Folkeforbundet8). De første famlende skridt i retning af international politisk organisation før og omkring år 1900 kunne ikke hindre krigsudbruddet 1914, og 1. Verdenskrig gav derfor ny næring til tanker og planer om international organisation, både i de krigsførende og de neutrale lande.

Krigens ødelæggelser talte i sig selv et manende sprog, og som en selvfølge akcepteredes derfor på Versailles-konfercncen 1919 nødvendigheden af et organiseret samarbejde til løsning af fredens opgaver. Som et væsentligt led i fredstraktaterne indsattes som første del regler om en ny verdensorganisation, Folkenes Forbund, hvis pagt ikke ubetinget forbød krig, cfr. FN s Pagts art. 2, nr. 4, til dels nr. 3. Folkeforbundspagten søgte ved rustningsbegrænsninger at hindre misbrug af væbnet magt, søgte ved økonomiske sanktioner mod en fredsbryder gennem alle sine medlemsstater at hæmme denne, men havde som vigtigste mission udelukkende at mægle.

Pagten forudså, at også militære tvangsmidler kunne blive nødvendige, men pålagde ikke medlemmerne pligter i så henseende. Den enkelte stat måtte selv træffe beslutning om, hvorvidt den agtede at yde effektiv militær bistand i tilfælde af en folkeretlig konflikt. Hermed var sikkerhed mod angreb ikke tilvejebragt, og i forbundets første år udfoldedes omfattende bestræbelser for at udbygge systemet med en pligt til almen national deltagelse i militære sanktioner. Det var åbenbart, at en generel ordning, der ikke tog hensyn til de enkelte landes geografiske interesser og militære muligheder, ville være urealistisk, men det lykkedes i 1924 at finde frem til en - tilsyneladende - hensigtsmæssig løsning. Ifølge den såkaldte »Genéve-protokol«, vedtaget enstemmigt af Forsamlingen den 2. oktober 1924, skulle Rådet have ret til at pålægge medlemsstaterne at iværksætte sanktioner, herunder også militære, idet hver enkelt stat på forhånd kunne forpligte sig ved særlig aftale med Rådet til at stille militære styrker til rådighed. Protokollen trådte ikke i kraft; et engelsk regeringsskifte kort efter dens vedtagelse slog det politiske grundlag bort under den. Den bør dog nævnes, da nogle af dens grundprincipper nu genfindes i FN-Pagten. For fuldstændighedens skyld nævnes endelig Briand-Kellogg Pagten af 1928, ifølge hvilke parterne gav afkald på krig som et redskab for national politik. Denne pagt, der tiltrådtes af så at sige alle medlemslandes regeringer, indarbejdedes aldrig formelt i Folkeforbundets pagt.

B. Efter 1945

a. Kap. VI m.v.

De stater, der var trådt sammen i San Francisco i 1945, nøjedes ikke med — som i Briand-Kellogg Traktaten - at påtage sig forpligtelser, at afstå fra brugen af væbnet magt. Erfaringerne havde vist, at netop dette var utilstrækkeligt. De oprettede en organisation baseret på, at staterne virkelig respekterede deres pligter på dette område. De Forenede Nationer skulle både arbejde for frem skridt på en række almene områder og bevare fred og sikkerhed, nationalt og internationalt. I Pagtens kap. VI behandles den fredelige bilæggelse af tvistigheder, hvorefter organisationens myndighed dog er meget begrænset, idet man kun uden egentlige sanktioner kan henstille til de implicerede stater at løse deres kon flik t traditionelt, også ved eventuelt at henvise parterne til Den internationale Domstol i Haag. Man kunne imidlertid videre tænke sig, at organisationen i medfør af art. 7, stk. 2, jfr. om plenarforsamlingens muligheder herfor art. 22, ville finde det ønskeligt at oprette et hjælpeorgan, som kunne bistå parterne, eller blot den ene part, ved gennemførelsen af planen for tvistighedens løsning. Så længe der ikke er tale om magtanvendelse, og under forudsætning af samtykke fra den stat, hvor hjælpeorganet skal operere, står FN helt frit. Selv militære styrker med begrænsede egentlige militære opgaver kan benyttes på grundlag heraf, og måske kunne man henregne krisestyrken i Gaza-Sinai-området til et sådant organ. Det har i alt fald vist sig vanskeligt at finde en klarere hjemmel for denne - nok mest typiske krisestyrke9). Den internationale Domstol har muligvis udtalt sig i overensstemmelse hermed i responsum af den 20. juli 1962.

b. Kap. VII

Trods alt vil man med betragtelig vægt derfor kunne hævde, at der med FN-Pagtens vedtagelse i hvert fald på teoretisk basis er skabt et nuanceret system af forholdsregler, mere eller mindre indgribende, af hvilke en del skulle vise sig nogenlunde anvendelige og effektive over for en potentiel fredsbryder. Som supplement til kap. VI, hvor Sikkerhedsrådet ikke er enekompetent, jfr. art. 12 og 14, føjedes kap. VII om forholdsregler over for trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger, hvorhos i Pagten indførtes bestemmelser om Sikkerhedsrådets internationale befalingsmyndighed og om national gensidig bistand ved gennemførelse af forholdsregler besluttet af Rådet. I kap. VII har vi formentlig hjemmelen for oprettelsen, men i al fald for anvendelsen — tvangsmæssig — af de h id til eksisterende internationale krisestyrker under FN’s ægide, i det mindste for Congo-, Cypern og Korea-aktioneme10). Man kunne spørge, om Pagtens generelle og universelle forhud mod magtanvendelse dog ikke måtte finde anvendelse - logisk nok - først mod pagtunderskriverne selv. - Dette kan næppe antages: Meningen med bestemmelsen har været at fastslå opgaven at håndhæve freden, således at man principielt ved fredshåndhævelsen følger et udtalt ønske om effektivitet, sekundært et princip om ret og retfærdighed. Pagten forlanger, at den traditionelle uautoriserede magtanvendelse ikke finder sted, eksempelvis militære repressalier mod en mindre betydende eller svag stat. Jfr. art. 51 kan dog magtanvendelse være lovlig (autoriseres!) i henhold til generelle regler om selvforsvar individuelt eller kollektivt og analogt om væbnet magtanvendelse efter et kompetent FN-organs bemyndigelse. Endelig kan man formentlig gennemtvinge en gyldig dom, jfr. art. 94, stk. 2 i.f.

c. Kap. VI + VII

Beføjelserne i henhold til Pagtens kap.  II kan udøves uafhængigt af eller i forbindelse med mulighederne efter kap. VI11). En stat kan tænkes som en sidste udvej at gribe til våben, efter at den fredelige bilæggelse af tvisten ikke har vist sig mulig. I så fald anvendes alene kap. VII. En vurdering af den aktuelt foreliggende krisesituation vil dog ofte medføre, at man ønsker at udøve beføjelserne jævnsides, idet dog bemærkes, at det sjældent gør en konflikts drøftelse mindre vanskelig på en gang at true med håndhævende midler og forsøge mæglingsbestræbelser over for en oftest modvillig stat.

III. Det retlige indhold af Pagtens kap. VII.

1. art. 39. En af Pagtens vigtigste bestemmelser er første sætning i art. 39, der gør det til en pligt for Sikkerhedsrådet at afgøre, om der foreligger en trussel mod freden, noget fredsbrud eller nogen angrebshandling, og som bestemmer, at Sikkerhedsrådet skal fremkomme med forslag eller træffe bestemmelse om, hvilke skridt der skal tages med henblik på at opretholde eller genoprette international fred og sikkerhed. Er svaret på første spørgsmål positivt, skal Rådet i overensstemmelse med art. 41 eller 42 træffe passende forholdsregler til bevarelse af freden, hvilken følge må ses på baggrund af den fallit, Folkeforbundets »automatiske« sikkerhedssystem havde spillet. 2. art. 40. Artikel 40 handler om forebyggende - midlertidige - foranstaltninger, der kan træffes af parterne selv12), og har formentlig haft større praktisk betydning end kapitlets øvrige indhold. Disse foreløbige forholdsregler præ judicerer ikke parternes stilling. Man har kun tænkt sig etablering af en øjeblikkelig fredstilstand under FNs hjælpeorganers kontrol.

3. art. 41. De forholdsregler, som Sikkerhedsrådet i medfør af art. 41 kan beslutte skal anvendes, er ikke-militære, d. v. s. uden nogen form for magtanvendelse, og kan bestå i afbrydelse af økonomiske forbindelser eller overhovedet af samkvemmet, eksempelvis iværksat på anbefaling af FN-særorganisationer. 4. art. 42. Hvis Sikkerhedsrådet skønner, at de ved art. 41 hjemlede forholdsregler vil være utilstrækkelige eller har vist sig at være utilstrækkelige, kan det efter art. 42 tage sådanne skridt ved anvendelse af luft-, sø- eller landstridskræfter tilhørende medlemmer af FN, som måtte være nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed. Sådanne skridt kan indbefatte demonstrationer, blokade og FN-styrke-operationer13). Art. 42 fastlægger ikke, at der nødvendigvis må tilvejebringes en egentlig FN-hær til selvstændig fredshåndhævelse, men på den anden side at der kommandomæssigt skal frigøres nationale styrker til rådighed for Sikkerhedsrådet, som uden samtykke i den konkrete situation fra hjemlandene for kontingenterne og, naturligvis, uden samtykke fra det (de) land(e), som forholdsreglerne rettes imod, kan anvende disse. 5. art. 43. Med henblik herpå bestemmer art. 43 nærmere, at alle FN-medlemmer forpligter sig til på Sikkerhedsrådets opfordring og i overensstemmelse med særlig overenskomst eller særlige overenskomster at stille til rådighed for dette de væbnede styrker, den bistand og de lettelser, som er nødvendige til opretholdelse af freden. En senere regulering af dette overordentligt vigtige led i fredsorganisationens opbygning bar imidlertid aldrig fundet sted, idet stormagterne14) ikke på noget punkt er enedes om styrkernes størrelse, sammensætning eller logistik, jfr. Generalstabskomitéens15) rapport til Rådet af den 30. april 1947. Man har dog formentlig med rette anført, at den reale begrundelse for, at komitéen ikke bar kunnet løse sin præliminære opgave16), var den manglende tillid (»kolde krig«) mellem øst og vest17). Der består altså ikke nogen mulighed for tvangsudskrivning af styrker. 6. Konklusion. Man må erkende, at det sikkerhedssystem, som Pagtens skabere havde forestillet sig, ikke er realiseret. FNs 22-årige historie har omfattet en række små krige, og endnu flere kriser, som kunne have ført til yderst alvorlige situationer. De Forenede Nationer kan kun påberåbe sig en beklagelig lille del af æren for, at den store katastrofe endnu ikke er kommet.

IV. Den gennemførte begrænsede brug af militære enheder.

Aktionsform er og funktioner. Man har brugt flere forskellige betegnelser for de operationer af militær karakter, der h id til har fundet sted ved anvendelsen af internationalt rekrutterede styrker formeret under FN . Styrken i Mellemøsten langs våbenstilstandslinjen mellem Israel og Ægypten har man simpelthen kaldt UNEF , »FNs krisestyrke«. Styrken i Vest Ny Guinea var FN s sikkerhedsstyrke UNSF, mens styrken på Cypern (UNFICYP ) benævntes FNs Cypern-styrke med særlig vægt lagt på »fredsbevarende«. I Congo og Korea brugte man den enkle terminologi FNs styrke uden hensyn til krise eller sikkerhed (ONUC). Om de retlige betingelser for anvendelsen af FN-styrker få man derfor næppe vejledning med hensyn til funktionen i benævnelsen, også fordi der er benyttet mange forskellige fremgangsmåder ved aktionsgennemførelsen18). Dette hænger sammen med variationer i konfliktens art, med, hvilke spillerum konfliktens parter konkret vil give F N og med, hvad der kan samles fornøden politisk tilslutning og finansiel støtte til i FN19) Til løsning af de hidtidigt opståede internationale konflikter har FN anvendt politiske mæglere, kommissioner sammensat med henblik på efterforskning af fortidige eller kontrol med fremtidige situationer20), men først og fremmest har man brugt FN-styrker21) til forskellige opgaver, overvågning, decideret vagttjeneste, besættelse, genoprettelse af ro og orden, herunder hindring af forskellige befolkningsgruppers sammenstød. I det følgende gennemgås kort de ind til nu anvendte blåhjælmede styrker.

A. Korea

Den 25. juni 1950 notificerede USAs regering Generalsekretæren om, at nordkoreanske styrker invaderede Sydkorea, og Sikkerhedsrådet vedtog samme dag (!) en resolution, der karakteriserede det skete som et fredsbrud (art. 39), opfordrede parterne til straks at indstille kampene og alle medlemslande til at yde FN bistand til løsning af konflikten. To dage efter vedtog Rådet på grund af den nordkoreanske republiks ikke-efterlevelse af resolutionen at anbefale medlemsstaterne at yde sådan bistand, som måtte være nødvendig for at slå det væbnede angreb tilbage og genoprette fred og sikkerhed, i øvrigt få timer efter, at USA selvstændigt indsatte massive luft- og flådeenheder i kampen mod aggressorerne. Og endelig vedtoges en tredje resolution en uge senere; denne opfordrede deltagende lande til at stille kontingenterne under USAs kommando, ligesom ansvaret for operationerne blev pålagt USA, der som følge heraf autoriseredes til at udnævne styrkernes øverstbefalende. Krigen varede i tre år og sluttedes efter to års forhandlinger den 27. juli 1953 med opretholdelse af den 38. breddegrad som adskillelse mellem de to dele af Korea, stort set status som ved krigens start. Korea er eneste - og vel nok et atypisk - eksempel på, at FN har brugt magt22) for at slå en angriber tilbage. For det første fordi alle tre nævnte resolutioner vedtoges uden Sovjets tilstedeværelse i Rådet23). Dernæst fordi det næppe vil kunne tænkes, at et enkelt land igen skulle kunne få overladt den totale militære ledelse under en sådan international aktion24). -- Apropos dette kan nævnes, at Indien som et retligt krav og flere andre lande som et faktisk krav for fortsat at stille enheder til rådighed har rejst spørgsmålet om opbygning af en egentlig militær stab som en integrerende del af FNs Sekretariat, eventuelt underlagt generalstabskomiteen med henblik på taktisk og faglig koordinering af nationale beredskabsarrangementer med mere. idet man fra FN s side næppe for nærværende er i stand til at løse jævne daglige problemer, i hvert fald dersom man militært skal kunne imødekomme krav om hurtighed, effektivitet, fast kommandoføring og saglig ukorrupt administration25). Og endelig fordi hjemmelen - uagtet art. 43-overenskomsterne ikke var skabt - for styrken må søges i art. 42, jfr. art. 39, idet bemærkes, at Sydkorea ikke var FN-medlem. Art. 42-indsættelse fordrer formentlig ikke art. 43-overenskomster, såfremt styrke rent faktisk skabes på andet grundlag. Sluttelig bemærkes om Korea-aktionen, at de 15 øvrige militært deltagende lande automatisk underkastede sig alle de af USAs Far East Command udgivne befalinger om kampen, herunder om væbnet magtanvendelse ud over rent selvforsvar.

B. UNEF

a. Historik

Efter præsident Nassers nationalisering af Suez-kanalen den 26. juli 1956, og efter at Nasser således havde betaget kanalen dens internationale status for fortsat at kunne udelukke Israel fra brugen af denne, uden at man gennem Sikkerhedsrådet kunne få ophævet blokaden, angreb Israel den 29. oktober 1956 Ægypten, idet man påstod, at angrebet var foretaget i selvforsvar, argumentationen i øvrigt analogt hermed brugt for »lynkrigen« i junidagene 1967. Dagen efter kom sagen for Rådet, hvor USA straks foreslog en resolution med krav om øjeblikkelig våbenhvile og tilbagetrækning af de israelske styrker til våbenstilstandslinjen, idet USA samtidig meget skarpt, tog afstand fra en af England og Frankrig den samme dag indledt, men formentlig siden nationaliseringen forberedt, aktion26) mod Ægypten. England og Frankrig svarede USA med veto, og Rådet stod magtesløst. Imidlertid tog Jugoslavien initiativet til ved hjælp af Uniting for Peaceresolutionen af 3. november 1950 at indkalde til en ekstraordinær krisesamling, FNs første. Forslaget vedtoges, og den 2. november vedtog Generalforsamlingen at opfordre parterne til øjeblikkelig våbenhvile, tilbagetrækning af operative enheder og generel genåbning af den under krigen lukkede kanal. England/Frankrig akcepterede dette mod, at der oprettedes en FN-styrke27) til at overvåge freden, og mod at denne styrke anvendtes, indtil tilfredsstillende varige arrangementer vedrørende kanalen var bragt i stand, og en endelig ordning var tilvejebragt mellem Israel og Ægypten, der begge skulle tiltræde styrkens oprettelse og anvendelse. Den 4. november 1956 anmodede Generalforsamlingen Generalsekretæren om inden 48 timer at udarbejde en plan for dannelsen af en international FN-krisestyrke med det form ål at sikre og overvåge fjendtlighedernes ophør - med samtykke af de berørte nationer, og i overensstemmelse hermed dannedes styrken UNEF ved Generalforsamlingsresolution af 7. november 1956, og en uge senere stod første enhed på ægyptisk territorium med Ægyptens samtykke.

b. Hjemmel

Uniting for Peace-resolutionen28) er angivet som retlig hjemmel for styrken. Efter min opfattelse er resolutionen alene af proceduremæssig karakter og kan ikke rumme hjemmelen for at oprette et muligt magtanvendende organ som UNEF, uagtet UNEF kun er en vagtstyrke, ikke en kampstyrke. Uniting for Peace-resolutionen gør Generalforsamlingen kompetent til vedtagelse af lovlig indsættelse af en krisestyrke, men fortolkningen af resolutionen bidrager til forståelsen af styrkens art. Hjem ­ melen for UNEF er uklart angivet som Pagtens art. 2229) om hjælpeorganer30).

c. Jurisdiktionskompetence etc.31)

Da UNEF-typen må antages at være den eneste politisk akceptable og fremtidigt mulige under de nuværende stivnede forhold i Rådet, såfremt en international krise skulle opstå, vil det være af betydning nærmere at se på jurisdiktionskompetencen, individets retsstilling, idet der er væsentlige uløste spørgsmål i forbindelse med forholdet mellem internationalt givne og nationalt gældende militære - og civile — bestemmelser. Ved konflikt (lov-) i disse tilfælde må den implicerede jo træffe sit valg med risiko for at ifalde ansvar over for den ikke-fulgte part. Dette gælder såvel den nationale kontingentchef som for øvrige individer i enheden32), derimod ikke for den kommanderende general, der nyder de forrettigheder, der folkeretligt tilstås diplomater, d. v. s. immunitet og forrettigheder også i sin hjemstat. Kontingentet vil som oftest opretholde selvstændig forbindelse med nationale kommandomyndigheder og dermed uophørligt være underrettet om nationale skridt i og for sig bataljonen uvedkommende33).

Den kommanderende chef udøver sin myndighed i samråd med Generalsekretæren34), men kan delegere denne til led i kommandovejen, som han selv fastsætter. De nationale kontingenter skal i væsentlig grad bevare deres selvstændige præg, og de enkelte soldater forudsættes nationalt kommanderet, og må således adlyde nationale ordrer om de folkeretlige krigsregler, hvorimod kontingentchefen skal gennemføre lovlige UNEF-ordrer. Hvad der ligger i »lovlig« er uklart i relation til UNEFs blivende bestemmelser og kan medføre en sådan politisk kon flik t mellem hjemstaten og FN, at styrken repatrieres. Individet bør kun adlyde nationalt foresattes ordrer, men stilles endda ofte i tvivl, f. eks. over for den af alle deltagende lande sammensatte politistyrke, hvis beføjelser næppe er fast lagt, hverken over for opholdslandets myndigheder eller over for UNEF og enhederne som sådan. Forsætlig eller uagtsom kompromittering af UNEF eller hjemlandet vil normalt altid medføre fratagelse af status som UN-soldat, hvadenten forseelsen er tjenstlig eller ikke, medmindre der foreligger »normale« militære forseelser, der sædvanligt straffes på stedet. Dog går - beklageligvis - ofte andre hensyn frem for retlige, når kontingentchefen anvender sin arbitrære straffemyndighed. - I øvrigt synes det trods alt mindre sandsynligt, at et individ skulle kunne kompromittere enheden, så kontingentet må trækkes hjem, end at udenrigspolitiske konflikter skulle kunne medføre dette35). Og hvor langt skal eksempelvis den danske menige gå, dersom han i en nødsituation må affinde sig med at blive kommanderet af en brasiliansk underofficer, dersom opretholdelse af den ønskede nationale militæ re afgrænsning ikke er mulig. Må han efter ordre skyde på ophidsede indfødte i, hvad brasilianeren kalder selvforsvar?36) 37).

d. Opholdsstatens »samtykke«

Under de nuværende lammede kap. VII-forhold må det fortsat antages, at opholdsstatens samtykke klart og utvetydigt må foreligge38), således som det for UNEFs vedkommende stadig er fremgået af udtalelser fra politisk hold, derunder FN og Ægypten. Ellers bliver styrken jo tvangsmæssig, hvor imidlertid stadig Sikkerhedsrådet er ene-kompetent. I øvrigt afviger netop UNEF så meget fra art. 42-43-styrkerne, bl. a. fordi disse forudsætter massiv stormagts deltagelse39), og fordi generalstabskomiteen ikke er udbygget, at jeg dårligt kan akceptere, at en således - af Generalforsamlingen oprettet - »svag« styrke ved enighed kan »overtages« af Rådet og derved gøres »stærk«40). Derfor må jeg mene, at Generalsekretæren qua UNEFs øverstkommanderende uagtet beføjelse hertil aldrig har været given ham, jfr. art. 18, stk. 2, handlede rigtigt, da han egenhændigt efter den voksende spænding, især grundet ægyptisk provokation langs Sinai-linjen, befalede UNEF trukket ud af Gaza-striben og bort fra detachementerne mellem Rafah og Aquaba, idet han i mangel af direktiver måtte kunne handle efter eget skøn. Generalsekretæren har forklaret41):

»If UNEF had been deployed on both sides of the ADL as originally envisaged in pursuance of the General Assembly resolution, its buffer function would not necessarily have ended. However, its presence on the Israel side was a recognition of the unquestioned sovereign right of Israel to withhold its consent for the stationing of the force«.

Det har form entlig aldrig fra FNs side været meningen at inddrage krisestyrken i krigshandlinger42), og denne eventuelle tvangsanvendelse er der ikke fra hjemlandets side givet samtykke til ved rekruttering af det nationale FN-kommando, ligesom den utvivlsomt måtte kræve en art. 39- konstatering. De kontingentydende lande har udtalt sig overensstemmende hermed. Jeg finder således stadig Generalsekretærens aktion korrekt.43)

e. Rømning.

Opholdsstaten kunne altså - med en rimelig frist for FN-styrken til at ryddeliggøre og afvikle - kræve rømning, på den anden side må opholdsstaten siges at have forpligtet sig til at respektere fastsatte konkrete regler for styrkens militære virksomhed, på alle trin og i alle led.

f. Afvikling

I øvrigt rejstes store uløste spørgsmål ved den hastige tilbagetrækning af de tilstedeværende nationalt og internationalt udrustede styrker, idet man mig oplyst ikke nåede at bortfjerne alle tungere militære udrustnings- og forsyningsgenstande, kritiske beholdninger af nogen betydning for den ægyptiske krigsførelse. Det virker paradoksalt, at en del af opholdsstatens krigsførelse i juni 1967 faktisk skete på basis af FN-krigsmateriel. Givetvis måtte Ægypten fuldstændigt erstatte UNEF værdien af det overtagne prompte og effektivt, idet FN som selvstændigt retssubjekt må stilles som en erstatningsberettiget stat.44) Retligt er det helt uholdbart, at det oprindeligt afgivne løfte om styrkens placering på opholdsstatens territorium senere betinges eller faktisk medfører nationalt militære fordele i form af overtagelse af taktisk velbeliggende kaserner eller krigsvigtigt materiel.

g. Finansiering.

Finansieringen af FNs fredsbevarende aktioner bar givet anledning til aldeles alvorlige problemer for organisationen, idet visse lande har undladt at medvirke hertil. Dette gælder ikke mindst for UNEFs vedkommende. Oprindelig fastslog Generalsekretæren, at hver bidragydende stat foreløbigt var ansvarlig for alle direkte udgifter i forbindelse med udlånet af kontingentet, medens de øvrige omkostninger skulle holdes uden for FNs almindelige budget, hvilket Generalforsamlingen den 7. november 1956 godkendte. Ved resolution af 21. december samme år udtaltes udtrykkeligt, at UNEF udgifter bæres af FN og fordeles blandt medlemslandene, idet dog Sovjetrusland og Frankrig stemte imod45).

Ved senere resolutioner har Generalforsamlingen bemyndiget Generalsekretæren til at afholde de fornødne udgifter, men Østblokken og Frankrig bar nægtet at erlægge de dem pålignede ydelser. I anledning heraf og helt analogt for så vidt angår Congo - udtalte Den internationale Domstol i Haag, som af Generalforsamlingen i 1961 blev afæsket et responsum om, hvorvidt de omhandlede udgifter var FN-udgifter, 1) at udgifterne var lovligt afholdt, da de fredsbevarende udgifter faldt ind under FNs formål46), 2) at Generalforsamlingen derfor efter art. 17 er kompetent til at fordele disse på medlemslandene. De pågældende lande har også herefter nægtet at betale de dem pålignede andele, og dette v il muligvis fremover være en væsentlig reel hindring for opstilling af en ønsket krisestyrke, idet deltagende stater ofte vil forlange garanteret kompensation for det af FN fastsatte formål47). Det synes vanskeligt tænkeligt med oprettelse af krisestyrker af varig, stationær karakter uden dette problems ordning.

C. ONUC.

I medfør af Pagtens art. 99, som derved påberåbtes første gang, sammenkaldte Generalsekretæren den 12. juli 1960 Rådet til møde i anledning af en henvendelse undertegnet af Kasavubu og Lumumba til FN fra den congolesiske centralregering. Forud for dette var gået den indre splid, som umiddelbart efter Congos selvstændighed proklameret den 30. juni 1960 medførte en lammende borgerkrig og et fuldstændigt kaos. Dagen efter vedtoges i Sikkerhedsrådet på foranledning af Tunis en resolution, der henviste til ovennævnte henvendelse og henstillede til Belgien at trække sine tropper tilbage fra Congo (disse enheder var indsat i landet for at beskytte belgiske statsborgere og forsvare belgiske interesser umiddelbart forinden) samt bemyndigede Generalsekretæren til i samråd med Congo-republikken at fremskaffe den militære bistand, der måtte være nødvendig, ind til det kunne lykkes Congos regering med bistand af teknisk art fra FN ved hjælp af sine egne militære styrker at varetage sine opgaver48). I den følgende tid udviklede krisen sig hastigt, men ændredes samtidig fra at være en belgisk-congolesisk strid til snarere at være en intern politisk krise, og Generalsekretæren henvendte sig derfor atter til Sikkerhedsrådet for at ajourføre dettes stillingtagen til denne.

På dette tidspunkt var de vestlige og østlige staters ønsker delte, således at Rådet ikke kunne enes om en ny formulering af Generalsekretærens bemyndigelse, hvorfor Rådet i henhold til Uniting for Peace-resolutionen indkaldte Generalforsamlingen til en ekstraordinær krisesamling, der den 20. september vedtog et resolutionsudkast, hvori det blandt andet hed: . . . beordrer Generalsekretæren til at fortsætte med nøje at søge udført de førnævnte resolutioner og at bistå centralregeringen i Congo med at genoprette og opretholde ro og orden i hele Congo og at sikre landets enhed, territoriale integritet og politiske uafhængighed i den mellem folkelige freds og sikkerheds interesse...49) Den kaotiske udvikling fortsatte imidlertid, og der rettedes i Congo direkte angreb mod FN-styrker50). Disse skærpelser og måske især mordet på Lumumba gav anledning til pres på FN for ved en direkte offensiv at standse borgerkrigen, og den 21. februar 1961 opfordrede Sikkerhedsrådet ONUC, der dannedes eftersommeren 1960, til at tage alle egnede skridt til at forhindre borgerkrig i landet, includeret forsøg på at opnå våbenhvile, standse alle væbnede operationer, forhindre sammenstød og om nødvendigt som sidste middel at anvende magt, hvorhos Generalsekretæren den 24. november 1961 bemyndigedes til at lade ONUC anvende magt for at pågribe fremmede lejesoldater, hvilket har særlig interesse i betragtning af, at Tshombes regering på dette tidspunkt havde konsolideret sig som selvstændig i et løsrevet land.

Da denne regering selvsagt ikke havde samtykket til FNs operationer i Katanga, står vi formentlig lier over for et enestående regulært eksempel på, at FN over for et selvstændigt folkeretssubjekt har tvangshåndhævet freden. Med hensyn til hjemmelen for ONUC har man anført argumenter og konklusioner som for UNEFs vedkommende. Heri kan jeg næppe være enig, skønt det på den anden side synes vanskeligt klart at angive, hvilken kap. Vll-artikel der rummer det retlige grundlag for styrkens tilstedeværelse og for anvendelsen. Måske art. 49 om gensidig bistand til gennemførelse af Rådets beslutninger, måske art. 40 om midlertidige forholdsregler51) formentlig ikke forudsættende en art.

39-konstatering. Over for Katanga - en ikke-medlemsstat — formentlig art. 42. - De anvendte styrker stilledes frivilligt til rådighed af de kontingentydende stater og med centralregeringens samtykke. De blev anvendt tvangsmæssigt dels mod Belgien, dels mod Katanga, der dog næppe med rette kunne karakteriseres som en suveræn stat52). Generalsekretæren havde - påtog sig - en mere selvstændig stilling end for UNEFs vedkommende, idet lian dog delegerede en del af sin myndighed til en FN-tjenestemand, der var hans særlige udsending vedrørende FNs operationer i Congo, både angående civile og militære aktiviteter. Kommandomæssigt var hans forhold til styrken næsten som til UNEF, dog udnævnte han selv den kommanderende general53); i praksis var her betydelig mere smidighed stabe og enheder imellem , således at ikke alene nationale kontingentchefer, men alle ONUC-officerer i et vist sagligt omfang havde kommandomyndighed over underordnede, dog stadig kun med nationale sanktioner. Dette gjaldt ikke nationale enheder med særopgaver, for eksempel af faglig art. Med hensyn til civil jurisdiktion er det værd at nævne, at over for ONUC havde opholdsstaten overhovedet ingen form for kompetence i modsætning til UNEF , hvor dog Ægyptens domstole i rent interne civile sager vedrørende UNEF-medlemmer i uoffentlige handlinger er tillagt en sådan. I det ydre såvel som i det indre fortsatte uroen i Congo; men FN, der næppe kan siges at have ind friet de stillede forventninger her, blandt andet fordi mange medlemsstater åbenlyst eller underhånden modarbejdede FN, og få loyalt støttede Sikkerhedsrådet, måtte i 1964 opløse ONUC som følge af en stadig voksende gældsbyrde. En lang række lande nægtede at betale for aktionen. I tilsyneladende ro tilbagetrak Generalsekretæren gradvist kontingenterne.

D. West Irian

Vest Ny-Guinea, der ikke med Indonesien i 1950 havde fået sin selvstændighed, skulle efter ordning herom mellem USA, der frygtede, at en kommunistisk inspireret guerilla-virksomhed kunne medføre en international krig, og Holland, der var under stærkt indonesisk pres grundet dette lands in filtrationer på Vest-Guineas kyst, transfereres fra hollandsk til indonesisk suverænitet, og FN skulle - for en kortere tid - overtage koloni administrationen efter hollænderne og videregive en selvstændigt udøvet forvaltning og ligeledes i denne periode sikre landets uafhængighed gennem opretholdelse af fred, ro og orden. De to parter bad Generalforsamlingen om at give Generalsekretæren myndighed til at udpege administrative embedsmænd, udøvende myndigheder samt at oprette en international politistyrke, alt med hjemmel i art. 22. Udgifterne hertil skulle endvidere helt dækkes af de implicerede parter. Kontrolstyrken opretholdt en særdeles selvstændig status og gav ikke anledning til problemer. Aktionen er til dato formentlig organisationens mest vellykkede, idet man uden FNs mellemkomst måtte befrygte alvorlige væbnede sammenstød mellem Holland og Indonesien54).

E. UNFICYP.

Efter Storbritanniens afvikling af koloniherredømmet på Cypern og øens fuldstændige suverænitet 1960 skærpedes konflikten mellem de to splidagtige befolkningsgrupper på øen, blodige uroligheder blev jævnlige begivenheder, og egentlige kampe af militær karakter påbegyndtes den 21. december 1963 i Nicosia. Storbritannien greb midlertidigt ind for at genoprette ro og orden, men øens præsident - Makarios - ønskede hverken stormagtsindblanding, endsige britisk, eller NATO-intervention og lod derfor den 15. februar 1964 Sikkerhedsrådet indkalde. En den 4. marts 1964 vedtaget resolution indeholdt beslutning om styrkens oprettelse og dens angivne formål55) »...... 4 .... anbefaler, at der med den cypriotiske regerings samtykke (!) oprettes en fredsbevarende styrke på Cypern under FN .... Generalsekretæren fastsætter efter samråd med England, Tyrkiet, Grækenland og Cypern styrkens sammensætning og udpeger dens øverstbefalende. 5 .... at styrkens funktion skal være at gøre, hvad den kan56), med henblik på bevarelsen af international fred og sikkerhed . . . 6 .... anbefaler, at styrkens stationering skal vare i 3 måneder, således at alle med dens virksomhed forbundne omkostninger dækkes efter nærmere indbyrdes aftale af de lande, der stiller kontingenter til rådighed, og Cypern. Desuden akcepteres frivillige dækningsbidrag.«

Denne resolution bekræftedes en uge senere foranlediget af den alvorligt skærpede spænding på øen, først og fremmest efter rygter om en forestående tyrkisk invasion. Som følge af dårlig planlægning og manglende koordination ved styrkens oprettelse kom de første »fredsbevarende« enheder ikke til øen før omkring den 1. april 1964. Styrkens ad hoc-karakter er ikke siden fraveget, da Rådet ved liver 3-måneders periodes udløb ved resolution herom bar forlænget det Generalsekretæren og styrken givne mandat. - I resolutionen bruges både art. 39- og 40-udtryk, således at styrken utvivlsomt er oprettet med kap. Vll-hjemmel, og allerede fordi der her trods alt må være tale om tvangshåndhævelse. På den anden side. skulle der - formentlig med hjemmel i Pagtens art. 36 - udnævnes en mægler, således at man altså sandsynligvis har handlet både i medfør af kap. VI og VII, uden at den præcise hjemmel herfor kan angives. Anvendelsen kan her som for ONUCs og UNEFs vedkommende måske bedst siges at være sket med den hjemmel, der ligger i, at styrkens form ål er i overensstemmelse med Pagten, som ikke forbyder dens oprettelse57).

Trods den sovjetrussiske kritik af de beføjelser, man ved Congo-aktionens gennemførelse tillagde Generalsekretæren, fik han ligelydende fuldmagter her, dog at han kun handler efter samråd med ovennævnte stater, og formentlig uden at disse materielt er tillagt nogen veto-ret. Styrken på Cypern må kun bruge våben i ren selvforsvar, i praksis fortolket således, at endog ild mod FN-stillinger næppe må besvares. Styrken er i høj grad afhængig af regeringens godkendelse af dens - endog internt faglige - dispositioner, således at man rimeligvis må fastslå, at FN selv fremover nøje må præcisere sin »bevægelsesfrihed«, dersom man ikke oftere ønsker at udsættes for lokal-nationale ydmygelser af en sådant art, at visse kontingenter på øen har følt sig fristet til at true med øjeblikkelig samlet repatriering flere gange, medmindre opholdsstatens myndigheders adfærd over for styrken ændredes58). Hjemlandets mulighed for at hjemkommandere det nationale kommando er imidlertid formentlig begrænset som følge af 3-måneders reglen. Jurisdiktionskompetencen er fastlagt nøje som for UNEFs vedkommende, både civilt og militært, se hertil den ovenfor nævnte note 35.

Resultatet af dannelsen af UNFICYP må siges hovedsageligt at have været det positive, at øens stridende parter er holdt adskilt, hvorfor der har været ro på øen. Om efter tilbagetrækning man til sin tid vil kunne forlade et stabiliseret samfund, kan med føje betvivles, skønt også styrken har været pålagt at formidle gensidige kontakter. Styrken har vist sin berettigelse uden dog at have kunnet genoprette normale forhold.

V. Konklusion

Decideret magtanvendelse (art. 42 - styrkeanvendelse alene under FN-kontrol) vil fortsat være en utopi. FN-styrkernes opgave vil fortsat være at hjælpe parterne til at finde tilbage til fredelige forhold, sekundært at dæmpe/begrænse en konflikt, der betyder fare for den internationale fred, idet man dog næppe vil kunne handle mod stormagtsinteresser. Krisestyrken vil ikke kunne anvendes funktionelt uden opholdsstatens samtykke hertil. Ubetingelige særaftaler om styrkens placering, anvendelse, våbenbrug og formål, finansiering og logistik må træffes; erfaringerne viser, at man må sikre sig mod opholdsstatens mulighed for at øve indflydelse på styrkens anvendelse og andet i strid med styrkens internationale karakter. Statusaftaler mellem FN og opholdsstat og hjemstat må nøje fastlægge jurisdiktion, »handlefrihed«, evt. rummende et generelt gældende folkeretligt sanktionssystem, i hvert fald ved integrerede styrker59), for at opnå fornøden klarhed over individets retsstilling. Trods manglerne må man karakterisere de hidtidige styrker som et positivt skridt mod en effektiv international tvangshåndhævelse af freden. Der er derfor i en række lande opstillet permanente FN-beredskabsstyrker. Håbet om en verdensorden, hvor ret sættes i stedet for magt, er vidt udbredt. Og med FN-styrkerne har man m uligt skabt begyndelsen til ordensmagtens håndhæver. Pagtens regler giver tilstrækkelig mulighed for at foretage alt det, der kan opnås politisk enighed om60).

Kilder:

1) Jfr. J. L. Brierly, The Law of Nations, Oxford, 1963, kap. V -V I.

2) Max Sørensen, Grundtræk af international organisation, Munksgaard, 1952, p. 34-41, og Alf Ross, De Forenede Nationer, Fred og Fremskridt, NNF , 1963, p. 76 ff. Om art. 2, nr. 7 Alf Ross, The Constitution of the United Nations, København, 1950. 

3) M . S. Rajan, United Nations and Domestic jurisdiction, p .40 ff. 

4) Asamoah: The Legal Signifiance of the Déclarations of the General Assembly of the United Nations, p. 68-75 og især p. 23-25 om deklarationernes retlige karakter.

5) Dette viser formentlig, at den diskretionære kompetence-begrænsning på trods af art. 2, nr. 7 alligevel er ubetydelig, dog afhængigt af vedtagelsernes abstrakte karakter, jvf. M . S. Rajan op. cit. p. 233 ff.

6) Ad Ungarn: Vestmagterne krævede 27/1(1—1/11 1956, at Sikkerhedsrådet skulle tage skridt til at hindre Sovjet-Ruslands undertrykkelse af ungarernes politiske rettigheder. Sovjet nedlagde veto. Henstillinger og resolutioner vedtaget i Generalforsamlingen derefter undlod Ungarn og først og fremmest Sovjet simpelthen at efterkomme. - Dette viser, at den institutionelle folkeretlige kompetence indsnævres meget, såfremt man nærmer sig en stormagts traditionelle magtsfære.

7) Alf Ross, Ret og Retfærdighed, NNF , 1953, p. 75: Også folkeretten er af institutionel karakter . . . Den sanktion, der knytter sig til en folkeretlig retsafgørelse, har karakter alene af en offentlig misbilligelse af den tabende part, for så vidt denne ikke retter sig efter dommen.

8) Max. Sørensen, op. cit., p. 14 ff.

9) Cfr. tvangsmæssig anvendelse med eller uden samtykke straks det følgende.

10) At hjemmel til oprettelse ikke er lig hjemmel til anvendelse synes klart.

11) Om pagtens kap. V II, se

- 1) Max Sørensen, op. cit., p. 72 ff, &

- 2) Ole Espersen, FN-styrker i retlig belysning, Juristforbundets Forlag, 1965, der i det hele taget udgør grundlaget for denne artikel.

12) Max Sørensen, op. cit., p. 74. Denne fortolkende karakteristik af artiklen kan jeg næppe være enig i: Art. 40 giver Rådet beføjelse til retligt bindende at pålægge konfliktens parter midlertidige ordninger, der in concreto kan varieres betydeligt.

13) Det forudsættes som ved art. 40 og 41 ikke her afgjort, hvilken stat der bærer skylden for fredsbruddet. Den materielt rigtige løsning af konflikten kan udmærket findes senere.

14) Primært USA og USSR, men også vestmagterne internt.

15) Art. 47. Se iøvrigt Militært tidsskrift, Anmeldelse 1966 p.44 om dette organ.

16) Art. 46: at forberede og bistå ved udarbejdelsen af art. 43-overenskomsterne.

17) Alf Ross, FN, Fred og Fremskridt, p. 198.

18) Ole Espersen benytter generelt kriteriet sikkerhedsstyrker.

19) Nærmere herom L. M. K . Skem, FN-styrker og konfliktsituationer, Militært tidsskrift, 1965, p. 456 ff

20) Observationsgruppen i Libanon (UNOGIL) er af Ole Espersen behandlet som egentlig styrke, hvilket næppe er rigtigt. Til gengæld behandler Ole Espersen ikke aktionen i Vest Ny Guinea, kaldet West Irian, se nedenfor IV, D.

21) Herom Finn Seyersted, United Nations Forces in the law of peace and war, disp., Sijthoff, Leyden, 1966, om styrkerne p. 29 ff, om Pagten p. 128 ff.

22) Personligt finder jeg krigsførelsen uoverensstemmende med den fredsbevarende og genoprettende væbnede magtbrug, Pagten forudsætter. USAs interesser var næppe identiske med FN’s.

23) Om repræsentationsproblemet og Kommunist-Kina se eksempelvis Peter Gerner: »Nye regler om Sikkerhedsraadet og Det økonomiske og Sociale Raad«, p. 12 f, men ellers Ole Espersen op. cit. om Sovjets boycot af Raadet i 1950.

24) Skønt det ikke kan nægtes, at USA påtog sig de altovervældende byrder i Korea.

25) L. M . K . Skern, loc. cit. note 19.

26) Oplagt i strid med Pagtens bestemmelser om magtanvendelse.

27) Planen herom stammede fra canadieren Lester Pearson, der i 1962 tildeltes Nobels fredspris herfor.

28) Seyersted, op. cit., p. 41 ff.

29) Lauterpacht, The UNEF , A collection of Basic Documents, 1960, Regulations for UNEF 20/2 1957

30) Jfr. Ross, FN , note 17, p. 205, cfr. Ole Espersen, op. cit., p. 66.

31) L. M . K . Skern, Retsplejen ved danske FN-enheder, Militæ rt tidsskrift 1967, p. 73-77. 

32) der i hvert fald over for både FN og opholdsstaten har krav på normal folkeretlig beskyttelse, jfr. om indholdet heraf Max Sørensen i Festskrift til Poul Andersen, 1958, p. 402 ff.

33) Fra praksis kan nævnes dilemmaet i forbindelse med drabet på præsident Kennedy. Visse NATO -enheder sattes i et et-trin højere beredskab. Skulle DANORBN følge dette

34) Jfr. Seyersted, op. eit., p. 377, hvilket muligt er urigtigt, da Generalforsamlingen selv udnævner generalen og selv holder ham ansvarlig for styrkens anvendelse, jfr. Ole Espersen, op. cit., p. 69, note 14. På den anden side er Generalsekretæren styrkens øverstbefalende.

35) Ole Espersen, p. 141, note 25: To yngre svenske officerer i UNFICYP smuglede maskingeværer og ammunition til brug for øens tyrkiske mindretals-befolkning, og deres handling kunne have vanskeliggjort den fortsatte FN-aktion. Makarios udtalte dog umiddelbart efter, at han ikke af denne grund ville drage det svenske kontingents upartiskhed i tvivl. De pågældende idømtes hver i Sverige 8 måneders strafarbejde for embedsforbrydelse.

36) FN ville utvivlsomt godkende dette, men nationalt ville det sikkert medføre repatriering. Finland trak sig ud af UNEF efter en patruljes våbenkamp i Gaza-by. Omvendt kunne en dansk løjtnant i vagtkompagniet i forsyningsområdet Rafali, der skød en araber, som trods varselsskud ikke fjernede sig fra lejrens hegn, fortsat gøre tjeneste i DANORBN , skønt ægyptiske politimyndigheder krævede ham udleveret til strafferetlig forfølgelse (d.v. s. formentlig dødsstraf), sub. UNEF funktionelt ændret, således at danske kompagnier ikke deltog i den pågældende vagt. UNEF’s stab ignorerede de ægyptiske henvendelser, fordi vagtstyrken faktisk havde ordre til effektivt at forhindre indtrængen i området. Sættes sagen på spidsen, må FN dog uvægerligt bøje sig for opholdsstatens krav.

37) Kommandoforhold og integrationsproblemer er en anden grund til det af Indien - her under Korea nævnte - rejste krav om udbygning af art. 47-komitéen.

38) Ægypten har uden held krævet en UN-soldat repatrieret, da han var jøde.

39) Forsyningsfaglig stormagtsstøtte har været en nødvendighed fo r gennemførelsen af alle hidtidige FN-aktioner, L . M . K . Skem, loc. cit. p. 457.

40) Cfr. Ole Espersen, op. cit., p. 73, m. fl.

41) United Nations Law Reports af 1. juni 1967.

42) Ved en krisemæssig rømning af området har der været nævnt mig ubekendte planer om, at USAs 6. flåde i Middelhavet skulle træde hjælpende til, i hvert fald m. h. t. NATO-lande. Det har m uligt været en betingelse for visse landes deltagelse i UNEF , men ville være i strid med princippet om ikke-stormagtsindblanding.

43) Dette imod de fleste FN-kyndige jurister, der vil hævde, at general-sekretæren ikke kan handle udover de, ham alment i art. 99 og ellers specielt givne, udtrykkelige grænser.

44) Isi Foighel, Nationalisering, disp., Busck, København, 1961, om Ægypten og Soez p. 135 f, om erstatningspligt og kravets gennemførelse afsnit 3 & 4.

45) Således rejses art. 2, nr. 2-problemer.

46) Domstolen udtaler i øvrigt, at Rådet har hovedansvaret for opretholdelse af fred og sikkerhed, men at dette ikke er et strikt eksklusivt an svar........... kun ved tvangsmæssig håndhævelse er Rådet enekompetent. Dette synes at underbygge min hjemmelsformodning, se ovenfor, note 9.

47) Visse lande (de skandinaviske) vil muligt indsætte opstillede beredskabsstyrker uden hensyn til — senere udækkede - økonomiske krav mod FN.

48) I modsætning til UNEF, der måtte være neutralt.

49) United Nations Yearbook 1960, p. 100.

50) Aggressorerne var sikkert Katanga-gendarmeriet.

51) Seyersted, op. cit., p. 446, der efter Ole Espersen m uligt overser, at der forelå en art. 39-konstatering, således at art. 40 ikke skulle kunne anvendes. Desuden nævner Ole Espersen, op. cit. note 16, p. 105, at det synes skævt at kalde aktionerne mod Katanga for et »foreløbigt middel, for hvad var da det endelige?», jvf. note 12, p. 30.

52) Om stat cfr. lokalt oprørsparti, A lf Ross, Lærebog i Folkeret, 4. udg., p. 112 ff. 

53) Ross, FN , note 17, p. 207.

54) Ross, FN ., p. 76 ff.

55) Sikkerhedsrådsdokument nr. 5575.

56) i relation til en forudsætning om yderst begrænset våbenbrug.

57) Jfr. Carl Aage Nørgaard, Anmeldelse Juristen 1966, p. 196, 1. spalte, 2. afsnit. 

58) Limassolaffæ ren etc., hvor Cyperns politi og nationalgarden indførte strenge restriktioner mod bevægelsesfriheden, Sikkerhedsråds dok. nr. 5842 og 5843 og Generalsekretærs-rapport til Sikkerhedsrådet af 10. september 1964.

59) IUNEF gav det fortsat anledning til problemer, at for samme gemene vagtforseelse idømtes en dansker 20 dages vagtarrest, en nordmand en mindre betydende bøde og en inder et disciplinarmiddel, se henvisningen note 31).

60) Vetoreglen er sikkert i højere grad en hindring mod overilede aktioner end for organisationens virksomhed, ligesom denne i praksis »let c omgås eksempelvis ved ruling eller »Uniting for peace*-proceduren,

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon de.retlige.betingelser.for_.fn_.krisestyrkers.tilstedevaerelse.pa_.en_.stats_.territorium.pdf

Litteraturliste

Del: