De quoi s’agit-il?

»Det fine skøn« I sin bevægende og retorisk ypperlige tale på West Point sagde MacArthur direkte henvendt til kadetterne: »Your mission remains fixed, determined, inviolable, it is to win our wars. Everything else in your professional career is but a corollary to this vital dedication.. .«1). Hvis udsagnet er sandt, ja så er hovedkomponenten i den militære førers kunnen netop en kunnen, der er tilpasset krigens omskiftelige karakter.

Og hvori ingen videnskabs viden og karakteristika er tilstrækkelig. Grundlaget - det basale - er »dømmekraftens takt«, der drager de rigtige konklusioner og omsætter disse til handling2).
Ernst Jünger - omtalt i Weekend-avisen 4. august 1989 - mener, at »... idet man bestemmer sig til at leve i visse livscirkler, som f.eks. den preussiske generalstab, åbner man sig adgang til høj indsigt, men afskærer sig fra den højeste . . .«3).
Selv Clausewitz mente, at han havde betydelige mangler i almen dannelse. En ikke-militær, T. E .Lawrence, sammenlignes af sin biograf, Liddell Hart, med Napoleon og Marlborough.
»... jeg har aldrig truffet en general, der havde læst så meget. I særdeleshed drog han nytte af de tænkere fra det attende århundrede, som banede vejen for den revolution i strategien, som begyndte umiddelbart før den franske revolution og af hvilken Napoleon var elev. Dette indgående kendskab tü historiske erfaringer, gjort frodig af et almindeligt kendskab til mange emner, der angår krig, dannede et intellektuelt udstyr, som ingen anden fører på hans tid sad inde med .. .«4).
Liddell Hart noterer, at: »Det er det fine skøn, som gør den store udøver«5). Og heri ligger jo en dyb sandhed. Og hvorledes frembringes da viden, egenskaber og moral til en syntese, der muliggør »det fine skøn«?
 
Uddannelse til den højere føring
Uddannelsen til den højere føring begynder naturligt med det behov, føringen stiller. Altså logistik, underbringelse og simpel vejfinding. De ægyptiske hære under Thut-Mose d.3.-1490-1436 B.C. blev ledet af en velorganiseret stab, bemandet med højtuddannede generalstabsofficerer, der løste definerede og komplicerede opgaver indenfor: forsyningstjenesten, kommunikation, efterretningsvæsen, arkivering og operationer6). I Alexander d. Stores hær fandtes en udmærket uddannet og organiseret generalstab, der forestod ingeniørtjenesten, vejfinding, logistik samt korttegning.
Samme gjorde sig gældende i Rom, hvor f.eks. en quæstor forestod hærens forsyningstjeneste7).
Karakteristisk er tillige, at optegnelser af felttog og kampagner er en fast bestanddel i antikkens generalstabe.
Gennem middelalder og nyere tid udvikler generalstabstjenesten sig kun lidet - og en egentlig uddannelse kendes næppe.
Eugen, Marlborough, Gustav Adolf, Washington, Wellington, Ærkehertug Karl rådede alle over velfungerende generalstabe. Og i 1818 dannede Napoleon en generalstab som et selvstændigt korps i den franske hær. Alexander Berthier blev stabschefen, der førte førerens beslutninger ud i livet. Napoleon erklærede, at »når jeg har givet marchbefalingen, siger jeg til Berthier: nu begynder Deres arbejde ...« Og dettes indhold blev da af Napoleon fastlagt således: »... bien connaitre la carte, entendre la partie des reconnaissances, soigner l’expédition des ordres, présenter avec simplicité les mouvements les plus composés d’une armée, voilå ce qui doit distinguer l’officier appelé au service de chef d’état-major«9).
Udviklingen går herefter parallelt i Frankrig og Preussen-Tyskland. Det er Decartes og Kants fastlandsfilosofi, der gør en sammenligning mellem tysk og fransk mulig. De to landes tænkning og officersopfattelser er hinanden meget lig. Den dannede officer er selvsagt en kontant praktiker - men officeren er tillige en intellektuel. Altså en person, der med viden og vid er i stand til at danne »det fine skøn«.
En udvikling, der understregedes ved Allgemeine Kriegsschule fra 1810 under Scharnhorst - fra 1859 benævnt Kriegsakademie. Tillige ved Ecole Supérieure de Guerre fra 1875. De akademisk uddannede officerer - generalstabsofficererne - var i begge lande eliten. Militært, kulturelt og moralsk. Anderledes i Storbritannien. The Staff College, grundlagt i 1858, gav ringe undervisning. Hvorfor? Fordi den intellektuelle officer ikke var en del af professionens image. Tværtimod.
»... it is perhaps not altogether surprising that the Staff College was still, and remained until the Second World War, an object of reserve and suspicion for a large section of the officer corps. There were indeed fashionable regiments in which it was regarded as decidedly odd to wish to go to Camberly... .those who deserted their regiments for Camberly were thought to be heading for disgrace, if not disaster .. .«9). Resultaterne fornægtede sig ikke i den første verdenskrig. En engelsk officer, digteren Siegfried Sassoon, tolkede tusinders bitterhed:
 
»Good morning, good morning, the General said,
when we met him last week on our way to the line.
Now the soldiers he smiled at are most of em dead,
and we re cursing his staff for incompetent swine«10
 
 
I øvrigt oplevede alle unge officerer et utilladeligt skisma mellem front og stab under første verdenskrig ~ og som højere førere i alle hære under den anden verdenskrig havde de bevidst en troppevenlig føringsstil: Montgomery, Alexander, Slim, Guderian, Rommel, Manstein, Student, Kesselring, Model, Paulus. Montgomerys bitterhed mod højere stabe blev delt i alle hære. Situationen - inkompetance og moralsk svigt - genkendtes overalt: »... I never saw the British C-in-C, neither French nor Haig, and only twice did I see an Army Commander. The higher staffs were out of touch with the regimental officers and with the troops. The former lived in comfort, which became greater as the distance of their headquarters behind the lines increased .. .«11). Disse forhold, der medførte foragt, utilfredshed, ja - sågar mytterier, afløstes under den anden verdenskrig af førere, der demonstrativt delte troppernes vilkår: Montgomerys feltlatrin og hans campingvogn stod altid placeret mellem tropperne, og ingen under hans kommando var i tvivl om, hvem chefen var, og hvordan han så ud. Førere placerede deres hovedkvarterer så tæt ved fronten som muligt - og kampstader var hyppigt og helst i frontlinien.
Guderian - »Der schnelle Heinz« - kendte nøje eksemplets magt: »... beim LR. 507 marschierte ich sodan zu Fuss bei der vordersten Kompanie mit und verhinderte auf diese Weise ohne viele Worte unnötige Halte.. .«12).
 
Kunnen og karakter
Og hvordan opnår den højere fører så »det fine skøn«? Gennem uddannelse og erfaring, der tilsammen danner kunnen og karakter. Kunnen og karakter er - og har været - målet for uddannelsen af den potentielle højere fører: generalstabsuddannelsen. Generaloberst H ans von Seeckt - skaberen af Reichswehr - erkendte spændingsfeltet mellem selvudfoldelse og helhedsopfattelsen: »... der Soldat lehnte einen übertriebenen Individualismus ab bei gleichzeitiger Kultivierung des Persönlichkeitswertes ...«13
Seeckts bemærkning faldt i 1913 - men også i 1919, altså da han stod for at skulle danne det Me Reichswehr, som sejrsmagterne pålagde i Versailles, betonede han vigtigheden af en militær elite. I en bekendtgørelse til samtlige generalstabsofficerer af oktober 1919 udtalte Seeckt: »... ich erwarte, dass jeder Generalstabsoffizier sich bemüht, in dauernder Arbeit an sich selbst das höchste Mass militärischen Könnens zu erreichen und überall im Heer vorbildlich, fördernd, anregend zu wirken. In steter fürsorge für die Truppe ... wiederum und mehr als zuvor muss ich im Namen des Gesamtwohls Selbstbescheidung, Selbstaufopferung von den Generalstabsoffizieren fordern. Ich will, das sie Lehrer und Vorbild des Volkes werden ... 14).
 
Danmark
I Danmark savnedes en grundig uddannelse af højere førere. Generalstabsuddannelsen var lidet effektiv, og tjenesten som generalstabsofficer var ikke omgivet med prestige. Når samtidig anføres, at generalstabsofficereme omgav sig med en vis arrogance, som jo ikke bliver mindre Erasmus Mon- tanus-agtig af beskedne evner, ja, så forstås, at forholdet mellem stab og geled generelt var dårligt15).
General Kühneil må stedse fremhæves som den, der hævdede den danske generalstabsuddannelse i international sammenhæng. Selvom en samtidig, generalmajor L. C. F. Liitken - en temmelig selvbevidst person, også har sin dom over Kühneil rede:
»... general Kühneil var menneskelig set en udmærket mand... .der var næppe nogen, der har haft meget med ham at gøre, som ikke kom til at holde af ham som menneske ... men intellektuelt var han på ingen måde, hvad en ikke uinteresseret presse har slået ham op til. Hans virkelige og blivende fortjeneste er den, at han har skolet generalstaben i en fast befalingsteknik, særhgt operationer i åben mark... han havde sat sig grundigt ind i den tyske befalingsteknik... «14 
Men Lütken havde en overordnet betragtning - med Kühnell som model, nemlig at:
»... han havde i virkeligheden raisonneret fra den villede konklusion baglæns til de præmisser, der skulle give det ønskede resultat, og begyndte så påny sin udvikling fra disse ... vel i virkeligheden den hårdeste anke, der overhovedet kan rettes mod en generalstabschef... «15). Med den overvejelsesmetodik, der indøves ved Forsvarsakademiet, skulle Lütken ikke længere kunne finde eksempler på beslutninger, der hviler på det citerede.
Foch hævdede, at nødvendighed fører kommandoen - og at føreren blot er nødvendighedens organ. »Det fine skøn«, som Liddell Hart omtaler - og Fochs nødvendighed gentages af generaloberst Ludwig Beck - chef for den tyske generalstab i 1935 - ved genåbningen af Kriegsakademie den 15. oktober 1935:
»... systematisches Denken will sorgsam gelernt und geübt sein ... wir brauchen Offiziere, die den Weg logischer Schlussfolgerungen in geistiger Selbstzucht systematisch bis zu Ende gehen, deren Charakter und Nerven stark genug sind, das zu tun, was der Verstand diktiert...«16). Napoleon og Foch vüle have bifaldet.
I øvrigt citerede general, dr. Hans Speidel Becks ord i en tale, holdt i anledning af Führungsakademie der Bundeswehrs 10 års jubilæum 12.1. 1967.
Hvorfor valgtes de Maza til hærens overgeneral den 25. december 1863? Han var for gammel - 72 år - svagelig og ekstremt hypokondrisk. Een egenskab: han ville have overskud og mod til at forlade Dannevirke - og holde fast ved en upopulær politisk-folkehg handling. »... deren Charakter und Nerven stark genug sind, das zu tun, was der Verstand diktiert...«
Herman Bangs beskrivelse af reaktionerne ved meddelelsen om Dannevirkes rømning i Tine er træffende. Også i hæren florerede ord som forræderi.
De Meza stod fast. Regeringen gav efter for den københavnske pøbel og lod ham falde. Krigsførelsen var ikke fortsættelse af politikken, thi politikken vidste ikke, hvad den ville.
Hvad er da målet med den militær-akademiske uddannelse? Ja, allerførst er det væsentligt, at basis er i orden. Betingelsen for gennemførelsen af nyretransplantationer er jo, at den basale undervisning i folkeskole og gymnasium er af en tilstrækkelig kvalitet. Lakmusprøven er gennemført inden universitet. Således også i det militære regi. Kvaliteten af den grundlæggende officersuddannelse sætter standarden for en militær-akademisk udvikling.
 
Tyskland
I Reichswehr gennemførtes hvert år i perioden 1922-1933 de såkaldte Wehrkreisprüfungen. Her kunne alle officerer i den rette aldersgruppe indstille sig til en prøve, der muliggjorde optagelsen på generalstabs uddannelsen i Berlin. Prøverne blev afholdt decentralt i de syv kredse Fag: Formale Taktik, Angewandte Taktik; Geschichte, Staatsbürger kunde, Wirtschaftsgeografie, Fremdsprachen; Bewaffnung und Ausrüstung Pionierdienst für alle Waffen, Feldkunde; Mathematik, Physik, Chemie Leibesübungen17).
Kravene er skarpe - og det ses, at ahnen viden og kunnen er fremherskende. Fx. lød et spørgsmål i historie ved prøven 1930 således: »Storbritanniens Middelhavsrolle i nutiden«.
Moral, karakter, militær kunnen og omfattende almen viden skulle prøves. At prøverne i højeste grad selekterede fremgår af følgende: »Im Frühjahr 1922 legten beispielsweise im Wehrkreis VI 164 Offiziere die erste Wehrkreisprüfung ab. Im Herbst wurden 20 Offiziere aus der Zahl der Geprüften zur »Führergehilfenausbildung« einberufen. 6 Offiziere von diesen gelangten im nächsthöhren Lehrgang zur Aufnahme. 1 Offizier wurde schliesslich 1925 in Truppenamt (Kriegsakademie) nach Berlin kommandiert«18).
Bemærkes bør det, at under den første verdenskrig søgte den tyske ledelse at gennemføre en kort improviseret generalstabsgennemførelse - de såkaldte »Sedan-kurser«. Men både praktik og teori er nødvendige: »... es steht ausser Zweifel, dass diese stark improvisierte und auf ein Minimum verkürzte Kriegsausbildung niemals ein wirklich fundiertes Fachwissen zu vermitteln vermochte. Die an der Front erworbenen praktischen Erfahrungen der Generalstabsantwärter waren zwar wertvoll, konnten aber diesen Mangel nicht ausgleichen ...«19 Under den anden verdenskrig gennemførtes generalstabsuddannelsen planmæssigt - omend i komprimeret udgave.
Målsætningen for Bundeswehrs generalstabsuddannelse bliver beskrevet: »Die Ausbildung hat zum Ziel, Offiziere zu befähigen, Aufgaben im General-ZAdmiralstabsdienst im Frieden, in der Krise und im Kriege innerhalb und ausserhalb ihrer Teilstreitkraft im nationalen und internationalen Bereich auf allen Führungsebenen selbständig und verantwortlich wahrzunehmen«20). Uddannelsen stemmer da også nøje overens med målsætningen, hvis opfyldelse giver land, person og politik en markant indflydelse. Hvad Forbundsrepublikken da også besidder i NATO-regi. For nu ikke at overdrive. Officerer som Heusinger, Speidel, Kielmansegg og de Maiziere formulerede ånden bag koncepten21). Rødderne er Kants, Scharnhorst, Greissenau og Clausewitz. Og Molktes. Officerer, der har gennemgået Führungsakademie - og Ecole Supérieure de Guerre - er den militære elite. Og som kan sendes udenlands.
 
Internationale stabe
Det er i denne forbindelse min personlige erfaring, at respektive NATO- landes politikker med hensjm til officersudvælgelse til internationale stabe er ganske forskellig. Mit grundlag er designeringer og tjenesteperioder ved NATO HQ i Brussel og SHAPE foruden anden omgang i allieret regie. Nogle landes tilsyneladende politik er at beordre veluddannede officerer - i.G. - med en solid - hyppigt omfattende politisk-historisk ballast. Hvortil kommer en glimrende sprogbeherskelse af officielle NATO-sprog. Det er min iagttagelse, at sådanne lande - også qua den tilsyneladende meget bevidste designeringspolitik - besidder indflydelse. Politikken synes i visse lande at følge Kiplings ord - i en anden sammenhæng, ganske vist - om at sende det bedste, nationen formår. Resultatet, målt i prestige og indflydelse, udebliver da heller ikke. Oberst Rosenløv anfører, at »... det er ikke uddannelsen af fremtidens chefer, der er hovedformålet med en stabsuddannelse. Det er blot en bonuseffekt, når hovedformålet er at uddanne dygtige, kompetente hjælpere for chefen. Hjælpere, der kan tænke selv, på eget initiativ indsamle alle nødvendige oplysninger, vurdere dem og benytte dem til at fremsætte vebnotiverede forslag til løsning af de foreliggende opgaver ...«22)
 
Kravene til stabsofficeren.
Sprog
Og netop da dansk forsvar uden for alliancen i bedste fald er overflødigt, bør en international dimension indgå, hvad også tilfældet er - og udbygges. Den, der kan sproget, får ordren. Og da danske styrker i stigende grad er et mobiliseringsforsvar med en daglig kadreopstilling, ja, så må også officerer af reserven - som jeg selv - indgå i en eller anden form for højere uddannelse. Det nuværende officers- kursus IV giver et fortræffeligt værktøj, der består af et godt kendskab til føring på primært brigadeniveau - men også divisionsforhold - et stof- og overvejelsesmetodik. Kurset afløses antageligvis i 1991 af et egentligt VUT II.
Udviklingen stiller krav til officeren af reserven - også i internationale fora. Allerede i 1913 fremsatte von Seeckt forslag til en målrettet videreuddannelse for reserveofficerer i den preussiske hær:
»...jährlich am Sitz des Generalkommandos einen vierzehntägigen Ausbildungstumus für Reserveoffiziere ... Lehrer sollen besonders geeignete aktive Offiziere, in erster Linie Generalstabsoffiziere, Lehrer an der Kriegsakademie ...«. Seeckt slutter med en fin iagttagelse: »... der strebsame Mann in seinem Zivilberuf wird im allgemeinen auch der tüchtige Offizier sein ... «23
I oktober-nummeret af Militært tidsskrift 1989 præciserer generalmajor C. C. Ahnfeldt-Mollerup, at en stabsofficers sprogbeherskelse skal være i orden24).
Den tyske brigadegeneral Karl Zimmer er på linie hermed i den specifikke fransk-tyske ratio-tradition:
»... også i fremtiden hører til en officers fornemste kendetegn: hans velformede sprog. Dette er det middel, som er kilden til hans kreative tanker og i hvilket hans tankegods bevæger sig. Og den, der vil forstås, den, der håber på, at hans vilje slår igennem hos dem, han skal føre; han skal vide at kunne udtrykke sig klart og afvekslende, bestemt og nuanceret, inspirerende og medrivende. Modersmålsplejen bør ikke stå sidst på listen i den militære opdragelse ...«25)
Men sproget udvikles af videns- og interessefelter. Sproget kan ikke hentes fra intet - det kræver viden - eksakt og musisk - hvorud fra fabuleringen og associationen hentes.
Sproget - eller rettere sprogevnen - udvides gennem forøget faglig-litte- rær-historisk-musisk tilegnelse - sprogevnen er grænseløs.
Og »det fine skøn« udøves af den, hvis faglige standart og almene dannelse udgør en syntese, der atter går hånd i hånd med karakter og moral.
 
Historie
Historien giver dannelse. Kundskab og selvforståelse. Da Molkte i 1870 skulle planlægge operationerne mod Frankrig - ja, så vidste han allerede, hvad han ville. To år før havde han nøje studeret de allierede felttog mod Napoleon i 1815. Resultatet blev, at syd- og nordhærene skulle samlet gå over Rhinen - ind i Frankrig26).
Historien er altid medspiller - den gentager sig ikke, men er kollektiv hukommelse. Stadig færre mennesker har en bevidst erindring om den anden verdenskrig og den tyske deling. Men den, der påstår, at det, der skete i 1945 ingen betydning har i dag, kan naturligt stemples som ignorant. Og en sådan udøver næppe »det fine skøn«.
Det er klart, at sprogbeherskelsen og dennes fundament i viden og kunnen, ikke må være retorik uden substans.
MacArthur beherskede sproget og sin profession som få. I november 1945 besøgte Alanbrooke - selv en markant personlighed - MacArthur i Tokyo. Alanbrooke havde dybde og intellekt og bedømte sin vært således: »... MacArthur was the greatest general and best strategist that war produced. He certainly outshone Marshall, Eisenhower and all other American and British generals including Montgomery. As a fighter of battles and as a leader of men Monty was hard to beat, but I doubt wether he would have shown the same strategic genius had he been in MacArthurs position... I am convinced that, with the lapse of years and as the war can be viewed in better perspective, it will be agreed that the strategic ability shown by MacArthur was in a class of its own .. .«27).
 
Er til for tropperne
Major i generalstaben E. Schau, der faldt ved Dybbøl 1864, skriver den 25. marts 1864 til sin hustru:
»... Generalen og jeg maatte altsaa til Hest ud til høire Fløi for at erfare hvorledes Situationen der var, og indskjærpe Aarvaagenhed; reed derefter.da alt var roligt, langs hele Linien, besøgte Arbeidscommandoeme, der om Natten ere i fuld Virksomhed, og kom først hjem Kl. 1...«28
Hele Schaus brevveksling vidner om det her beskrevne; staben ved, hvad der sker, kerer sig om tropperne, viser sig hyppigt - holder linien orienteret. Deler troppernes virkelighed.
Er til for tropperne - ikke omvendt. Aldrig omvendt.
I Schweiz er en afgørende forudsætning for optagelse på generalstabskursus - ved siden af åndelig egnethed, forstås - at kandidaten som underafdelingschef har ført en enhed med mindst tilfredsstillende resultat fire gange.29). Under større øvelser!
Thi derom drejer det sig jo: at føre. Moral, kunnen, sprogHg overlegenhed er i den militære profession i gunstigste tilfælde uinteressante, såfremt officeren ikke kan føre.
En troppefremmed førers tale er retorik. MacArthurs målsætning for kadetterne på West Point har ikke gyldighed for en dansk officer. Muligvis ej heller længere for en amerikansk. Dansk forsvar indrettet inden for rammerne, som den til enhver tid parlamentariske virkelighed udstikker, samarbejder tættest muligt med NATO-organer og alliancelande, thi alene dette tilhør giver et meningsfyldt forsvar.
»Det fine skøn« udvikles og sublimeres - dels for bedst mulig rådgivning af de politisk-parlamentariske beslutningstagere, og dels til optimal gavn for alliancen - og dermed for nationen. TU at udvikle og udøve dette skøn kræves en militær elite. Herom drejer det sig. Ebbe Juul-Heider.
 
 
NOTER
1) Talen er trykt mange steder i værker og bibliografier. Her: hans egen Reminicenses.1963.
2) Militært tidsskrift oktober 1987 s. 225.
3) Jünger s. 132.
4) Liddell Hart s. 377 f.
5) Liddell Hart s. 374.
6) Wilson s. 188.
7) Regele s. 46.
8) Regele s. 47.
9) Chalfont s. 74.
10) Bjøl, bd. 2 s. 51.
11) Chalfont s. 47.
12) Guderian s. 170.
13) Seeckt s. 62.
14) Model s. 23.
15) Generalstaben s. 13.
16) Fink s. 182.
17) Fink s. 183.
17) Model s. 71.
18) Görliz s. 328.
19) Model s. 20.
20) Model/Prause s. 136.
21) Reinhard s. 29-34.
22) Rosenløv s. 55.
23) Seeckt s. 57.
24) Militært tidsskrift oktober 1989 s. 222-223.
25) Militært tidsskrift oktober 1987 s. 227-228.
26) Morris s. 113-114.
27) Bryant s. 513-514.
28) Schau s. 97.
29) Model s. 263.
 
LITTERATURLISTE
C. C. Ahnfeldt-Mollerup: Chefsvirke i krig, i fred - i stab, i geled. Militært tidsskrift oktober 1989, nr. 7.
Arthur Bryant: Triumph in the West 1943-1946. The Viscount Alanbrooke. London 1959.
Erling Bjøl: Vor tids kulturhistorie, bd. 2, København 1978.
Alun Chalfont: Montgomery of Alamein. New York 1976.
Troels Fink: Spillet om dansk neutralitet 1905-1909. Heri: Generalmajor Lütkens levnedsbeskrivelse s. 176-213. Århus 1970.
Generalstaben: Hæren ved Dannevirke. København 1938.
Heinz Guderian: Erinnerungen eines Soldaten. Heidelberg 1951.
Walter Görliz: Der deutsche Generalstab 1657-1945. Frankfurt 1950.
Ernst Jünger: Krigsdagbog. Gyldendal 1964.
Liddell Hart: T. E. Lawrence. København 1938.
Douglas MacArthur: Reminicenses. New York 1963.
Hansgeorg Model: Der deutsche Generalstabsoffizier. Frankfurt a. M. 1968.
Hansgeorg Model & Jens Prause: Generalstab im Wandel. München 1982.
Oskar Regele: Generalstabschefs aus 4 Jahrhunderten. Wien 1966.
Klaus Reinhard: Generalstabsausbildung in der Bundeswehr. i: Beihefte zur Wehrwissenschaftlichen Rundschau. Bonn 1977.
Mogens Rosenløv (redaktion): Forsvarsakademiet 1830-1980. København 1980.
Hans von Seeckt: Aus meinem Leben 1866-1917. Leipzig 1938.
Major Ernst Schau: Udgivet af Julius Clausen & P. Fr. Rist i serien: Memoirer og breve. En generalstabsofficer i 1864. Breve fra Major Schau til hans hustru. København 1974.
William O’Connor Morris: Molkte. London 1893.
Karl Zimmer: Militær føring i fremtiden. , Militært tidsskrift oktober 1987, nr. 7.
John Wilson: The culture of ancient Egypt. Chicago 1971.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.