De grønne betænkninger - episode eller epoke?

En anmeldelse

Vivere est militare

Seneca

 

Udvalget til undersøgelse af befalingsmandsuddannelsen og de med arbejdsklimaet i forsvaret forbundne problemer (i det følgende benævnt klimaudvalget) har som bekendt afgivet sine første betænkninger. Endda for et stykke tid siden. Når redaktionen på dette tidspunkt — nogle vil måske finde det post festum — har ønsket en anmeldelse, er grunden vel, at der med den givne tid til modent overlæg skulle være mulighed for at undgå de alt for hastige domme, som et ønske om dagsaktualitet i stoffet let medfører. Anmelderen vil stræbe efter at leve op til denne formodede intention.

De offentliggjorte betænkninger, der har den fælles hovedtitel »Befalingsmandsuddannelsen og arbejdsklimaet i forsvaret«, er 1. del. Militær pædagogik og ledelsesformer. (Betænkning nr. 428/1966) og 2. del. Samarbejdsregler inden for forsvaret. (Betænkning nr. 429/1966). Disse to betænkninger, siges der i 1. del-betænkning, omhandler en række spørgsmål, som i særlig grad knytter sig til den værnepligtiges daglige tjeneste. I de to følgende betænkninger vil man behandle de øvrige problemer, som knytter sig til værnepligtstiden: undervisning, velfærd, tiltale - og om gangsform er, lønningsforhold, strafferetslige problemer m. v. Herud over har udvalget foreløbig planer om afgivelse af yderligere betænkninger vedrørende

- befalingsmandskorpsets sammensætning og dets anvendelse og placering,

- udvælgelsen af befalingsmænd og deres uddannelse og

- tjenestestedernes indretning og udstyr.

Det er nok ikke helt forkert at karakterisere 1. del-betænkning som den almindelige del af det samlede betænkningskompleks, den del hvori de principielle synspunkter gøres gældende, der bærer de øvrige delbetænkninger. Det er i hvertfald ud fra dette synspunkt, at denne anmeldelse vil koncentrere sig om 1. del-betænkning.

Årsagerne til klimaudvalgets nedsættelse

Det er vist en ikke ualmindelig opfattelse, at klimaudvalget blev nedsat på grund af den såkaldte halvsadistaffære. Hvis man med »på grund af« mener »i anledning af«, er man vel ikke langt fra sandheden. Men de dybere liggende årsager skal ikke søges i denne døgnjournalistiske begivenhed. Udvalgets nedsættelse fremtræder som et logisk led dels i en almindelig samfundsmæssig udvikling, dels i et partis, en regerings og en ministers gennem mange år opbyggede holdning til et folkeligt-politisk spørgsmål.

Den folkelige og politiske udvikling i Danmark - som i flere andre demokratiske stater — går efter den klare linie, at landet er folkets, ikke fyrstens, aristokratiets, de riges eller de dannedes. Klasse efter klasse har - med mere eller mindre fredelige midler - hævet sig op til politisk indflydelse og medansvar. Først borgerskabet, så bønderne, sidst arbejderne - og kvinderne. I Danmark er der idag ingen politisk diskrimination. Det demokratiske politiske grundsyn har sejret. Modsætningen demokrat - ikke-demokrat var for to menneskealdre siden en seriøs politisk modsætning. Den politiker, der i dag ville erklære sig for ikke-demokrat, ville ikke få succes. Minimum skravet, der skal honoreres, hvis han vil accepteres som alvorlig politiker, er, at han yder demokratiet lip service. — Som monumenter over udviklingen står bl. a. de folkelige sange, hvori de politiske krav accentueres tydeligt i sidste halvdel af det 19. århundrede: Frem, bondemand, frem ! (Hostrup, 1866), Nu dages det brødre, det lysner i øst (Overby, 1872), For folkestyre stå frem, stå frem ! (Bjørnson, 1874), Takt, takt, pas på takten, den er mer end halve magten (Bjørnson, ca. 1887). - Når folket tager hånd om statens styre, gælder dette i første instans de centrale lovgivende og administrative funktioner. Med voksende indsigt og overblik, kommer også institutionerne ind i den folkelige og politiske interessesfære, og de lægges ved ændringer i struktur og funktion ind under folkets kontrol. Dette er sket med skolen, og det er sket eller vil ske med enhver institution, der er betydningsfuld nok til at påkalde en offentlig interesse. Når den offentlige interesse manifesterer sig i nedsættelse af klimaudvalget, er det et af tegnene på den betydning, man tillægger forsvaret som sam fundsinstitution.

Der er vel ikke mange lande, hvor forsvaret er genstand for en så udpræget ambivalent holdning som i Danmark. Forsvaret mangler ikke good-will. Hærens og flådens bedrifter i Treårskrigen, der havde et enigt nationalt og politisk frihedsbegejstret folk bag sig, havde længevarende gode virkninger. Den almindelige værnepligt har siden 1849 i lange perioder givet størsteparten af den mandlige ungdom et intimt kendskab til værnene - og hoved indtrykket, der blev tilbage, var vel, at man dér oplevede godt kammeratskab, demokratisk lighed mellem mandskabet, social tryghed og orden. Belastende for værnene har det været, at forsvaret i to ret lange perioder har været genstand for indre politiske kampe: forfatningskampen i sidste trediedel af det 19. århundrede og afrustningsperioden i 1920’erne og -30’erne. Begge perioder mærker vi virkningerne af endnu idag, men Danmarks ændrede forsvarspolitik — først og fremmest betinget af kursændringen i landets største parti — har gengivet værnene en meningsfyldt plads i samfundet. Udtryk herfor er institutioner som Forsvares Oplysnings- og Velfærdstjeneste og Forsvarets Civilundervisning. Klima udvalget kan ses som en politisk bestræbelse på folkeligt at fundere forsvaret solidest muligt.

Jeg tror derfor, at årsagerne til klimaudvalgets nedsættelse ligger dybt, og at halvsadistaffæren kun var anledningen til, at forsvarsministeren med Shakespeare i All’s Well, that  Ends Well sagde: » Let’s take the instant by the forward top.« Her til kommer, at klimaudvalgets pædagogiske kommissorium ganske svarer til Hærkommandoens reforminitiativ af 1961. Klima udvalget kan derfor også tolkes som en opbakning af et initiativ, der måske internt ikke fik et response, der viste, at alle kendte deres besøgelsestid. Det er en i historien ikke ukendt fremgangsmåde, at man ved nedsættelse af en kommission forbereder lovgivning og centraliserede administrative foranstaltning er til afløsning af og accelleration for sporadiske reformtiltag, private som offentlige. Den store Landbokommission af 1786 er et eksempel herpå. Dens indstillinger blev til forordninger, der også forpligtede dem, der ikke havde ønske om reformer.

Klimaudvalgets kommisorium

De emner, udvalget fik til hverv at beskæftige sig med, kan sammendrages til

- undervisningen på forsvarets skoler: formål, indhold, omfang og form,

- principper for udvælgelse af eleverne,

- befalingsmandsgrupperne: anvendelse og arbejdsområder, og

- arbejdsklimafremmende foranstaltninger.

Dette problemkompleks er så omfattende og virkningerne af de foranstaltninger, som udvalgsarbejdet måtte resultere i, kan blive så gennemgribende, at betænkningerne må blive læst med særlig interesse af de samfundsgrupper, de direkte vedrører: det militære personel - » fra rekrut til general« som betænkningen udtrykker det. En ganske særlig interesse næres selvsagt af de professionelles personelgrupper og manifesterer sig uden tvivl i drøftelser mand og mand imellem. Den offentlige debat kunne imidlertid nok beriges, hvis professionelles individuelle synspunkter i noget større tal blev lagt frem til offentlig prøvelse.

Når det vidtspændende i kommissoriet er fremhævet, er det på den anden side nok formålstjenligt at fremhæve, at det ikke er altfavnende. Udvalget gør selv i indledning en til betænkningen opmærksom på, at det ikke er et forsvarspolitisk udvalg. I sine forslag kan det ikke gå ud over de retningslinier, lovgivning smagten har fastlagt i lov om forsvarets ordning. Udvalget må, som det udtrykkes i betænkningen, i hele sin virksomhed »respektere formålet med værnepligten, nemlig at tilvejebringe personeltilløsning af samfundets militære opgaver. Hovedformålet med de værnepligtiges tjeneste tider dermed på forhånd fastlagt, og udvalgets opgave bliver at finde veje og midler, som ud fra moderne ungdoms forudsætninger mest hensigtsmæssigt fører til målet, og som samtidig er i mindst mulig modsætning til det rådende civilelivsmønster.« Den værnepligtige skal altså være en god soldat, og udvalget skal pege på, hvorledes han bliver det så hensigtsmæssigt og smerte frit som muligt. En således erkendt målsætning kan vist kun bedømmes positivt fra et professionelt synspunkt.

Medens de dele af kommissoriet, der omfatter det pædagogiske og det personel strukturelle, synes umiddelbart klart afgrænsede, er den » klima­tologiske« del uskarp i konturerne. Dette hænger sammen med, at ordet klima i denne anvendelse er en meta for, idet den meteorologiske term klima, der betyder de gennemsnitlige vejrforhold (temperatur, nedbør, vind m. v.) på et bestemt sted eller inden for et bestemt område, er overført til anvendelse på samfundsforhold . Som meteorologisk begreb er klima af komplekskarakter, og som social meta forbliver det ikke mindre kompliceret. Billedet er vel, at »det militære personel« , d.v.s. de militære person elgrupper og individer, er at ligne ved organismer, medens omgivelserne, der indvirker på »organismernes« trivsel er at ligne ved det gennemsnitlige vejr. Billedet rummer - b l. a. - den vanskelighed, at også en hvilken som helst »organisme« er element i de andres klima. Officerens arbejdsklima influeres eksempelvis af de meniges gruppe og omvendt. Desuden skal de militære personelgruppers og hele forsvarets relationer til det øvrige samfund og dettes forskellige grupperinger også rummes af klima billedet. Enkle metaforer som formørket forstand, lyst hoved, bidende spot kan virke som præcist udtryk for en klar tanke. Klima-metaforen har ikke denne kvalitet. Det er derfor ikke forkert, at udvalget har opfattet denne del af kommissoriet som »omfattende og rummeligt« . Spørgsmålet er, om man ikke har stillet udvalget i den situation, at det - ligegyldigt hvordan det griber opgaven an - ikke kan undgå at blive kritiseret for at have lade tvæsentlige problemer ligge. Det vil vise sig.

Udvalgets sammensætning

Udvalget er sammensat af 1 formand, undervisningsdirektør Sigurd Højby, og 26 medlemmer, der fordeler sig således på de repræsenterede interesseområder:

10 for forsvarets personelorganisationer,

7 - undervisningsministeriet og herunder hørende institutioner,

4 - forsvarsministeriet og værnskommandoerne,

3 - Dansk Ungdoms Fællesråd og

2 - arbejdsmarkedet (Dansk Arbejdsgiverforening og L.O.).

Som repræsentanter for forsvarets skoler og institutioner er beskikket 10 tilforordnede, hvor til komm er 1 observatør fra Civilforsvarskorpset. Der hersker vist nok en almindelig forestilling om, at de civile kræfter dominerer klimaudvalget. Hverken tal eller navne giver grund til at antage dette. Blandt egentlige medlemmer er fordelingen fifty - fifty, tager man de tilforordnede med, er der en lille militær overvægt. Men det er vel på den anden side naturligt at forestille sig, at den pædagogiske sagkundskab er tænkt maksimalt udnyttet i arbejdet med uddannelsesspørgsmålene. Iøvrig er dominans-forestillingen nok en forkert problemstilling, idet det vel drejer sig om at nå frem til ordninger, der har bredest mulig basis og dermed størst mulig soliditet.

Til udarbejdelse af indstillinger til plenum er nedsat 5 underudvalg:

Underudvalg I: Befalingsmandsgruppernes placering og anvendelse.

- II: De værnepligtiges forhold i tjeneste og fritid.

- III: De militære skolers undervisning.

- IV: Militær straffe- og retsplejelov, talsmandsordning og klage regler.

- V: Tjenestestedernes indretning.

Arbejdsresultater

1. del-betænkning er kort og klar. Det kan meget anbefales den, der vil kende frem tid en, at læse de kun ca. 25 egentlige tekstsider om udvalgets bærende synspunkter på pædagogik og lederskab i forsvaret. Betænkningen indeholder, hvilket er usædvanligt, ingen særudtalelser. Dette skal nok ikke tolkes som, at udvalgets medlemm er er enige helt til det sidste komma, men må betyde, at der ikk eer uenighed om de væsentlige standpunkter. I det følgende skal gøres et par bemærkninger til de enkelte kapitler.

Den militære pædagogik

I kapitel 2 gennemføres en højst læseværdig diskussion af forhold et mellem civil og militær pædagogik. De civile pædagogiske tanker fremstilles ved et resumé af nogle generelle pædagogiske mål for folkeskolen i Den blå betænkningsformulering. Diskussionen drejer sig om, hvorvidt og i hvor høj grad civil og militær pædagogik bør være forskellige, herunder om »det strenge militære lydighedskrav indebærer, at forsvaret må opstille pædagogiske mål og anvende uddannelsesmetoder, der er væsensforskellige fra dem, der opstilles og anvendes inden for det civile uddannelsesområde«. (s. 12).

Diskussion en slutter således: »Medens anvendelse af gruppearbejdsformen og andre gruppedannende uddannelsesmidler i den civile skole mere generelt tilsigter at give eleverne forståelse for og erfaringer med hensyn til, hvad det vil sige at samarbejde om løsningen af en opgave, så må den militære pædagogik sigte på gennem uddannelsen at skabe netop de grupper, der skal kunne kæmpe som grupper, og at skabe netop de gruppenormer og de relationer mellem ledere og ledede, der er forudsætninger for lederens autoritet under kampsituationenspres. Kravene til de militære enheders effektivitet indebærer således, at spørgsmål vedrørende lederskabsform er, gruppedannelse og kommunikationsformer kommer til at indtage en dominerende plads i militær-pædagogikken, og at man i valg af undervisningsmetoder må tage stærkt hensyn til disse spørgsmål.« (s. 13). Udvalget peger her på en betydningsfuld forskel på militær og civil pædagogik.

Når udvalget understreger, at tilegnelse af kundskaber af eleverne må opleves som meningsfyldt, og at færdighed er børtilegnesfunktionelt (Den blå betænknings udtryk), bør noteres, at heri er ingen modsætning til god klassisk militær pædagogik at finde. Men der ligger vist nok en praktisk vanskelighed i, at man i folkeskolens pædagogik ofte kan få det meningsfyldte og det behagelige til at gå op i en højere enhed, medens det meningsfyldte i en militær verden, der som primær målsætning har at skabe gode soldater og enheder, ofte vil være direkte ubehageligt. Betænkningen formulerer forsvarets generelle pædagogiske målsætning således: »Forsvarets uddannelse bør søges formet således, at den kan komme til at foregå i et sådant klima og under anvendelse af sådanne undervisningsmetoder og andre uddannelsesmidler, at den er egnet til at fremme og støtte elevernes aktivitet, engagement, selvstændighed og oplevelse af personligt medansvar.« (s. 13). Ordet klima med al sin ubestemthed burde  i denne sammenhæng være erstattet af udtryk, der mere kon­kret sagde, hvad man mente. Iøvrigt find er jeg formulering en god, klar og rigtig. Betænkningen giver nogle eksempler på uddannelsesmetoder, der må anses for egnede til at nå det generelle mål (f. eks. aktiviserende undervisning, valgfri fag, åben og relativ uformel kommunikation), men betoner, at målet ikke realiseres ved anvendelse af ganske bestemte metoder,  men først og fremmest ved en holdning til eleven, »der giver sig tilkende, dels ved åbenhed over for veje og midler til realisering af de generelle pædagogiske mål og dels ved en åbenhed over for elevernes synspunkter og problemer.« Dette kan måske kort gengives med, at undervisningen skal være elevcentreret med alt hvad dette indebærer med hensyn til smidighed i metode og over for personer. Alt naturligvis holdt i tømme af, at målet for den pædagogiske aktivitet: den duelige soldat og militære enhed, ikke tabes af syne.

En udvikling efter disse retningslinier forudsætter naturligvis »visse ændringer eller tilpasninger af uddannelsesformen på de militære skoler, der uddanner enhedernes ledere og instruktører,« og for at fremme et reformarbejde foreslår man følgende foranstaltninger:

1) Oprettelse af en speciel pædagogisk uddannelse for officerer og specialofficerer,

2) udbygning af Militærpsykologisk Tjenestes konsulentvirksomhed,

3) udbygning af værnenes kursusvirksomhed,

4) stadig gennemført militærpsykologisk og -pædagogisk forskning,

5) langsigtet pædagogisk planlægning ved værnskommandoerne og

6) oprettelse af Forsvarets Pædagogiske Råd.

Planerne for den særlige pædagogiske uddannelse vides at være nær ved at foreligge og det første kursus kan måske begynde allerede i år. Værnenes kursusvirksomhed er som bekendt under udbygning. Forsvarets Pædagogiske Råd er en realitet - nogle har måske med mig undret sig over, at den pædagogiske sagkundskab ikke er stærkere repræsenteret i rådet. For en enkelt passus vedkommende kunne jeg have ønsket, at de militære udvalgsmedlemmer havde været mere kritiske og de civile medlemmer mere mådeholdne, nemlig denne: »Ændringer af forsvarets uddan­nelsesformer synes hidtil i det væsentlige at have haft karakter af tilpas­ninger til stadier i en udvikling, der allerede for et godt stykke tid siden var nået i den civile pædagogik.« Herom kunne siges meget, men jeg skal indskrænke mig til følgende: Mod sætningen er naturligvis grel, hvis man sammenligner forsvarets reelle uddannelsesverden med Den blå betænknings pædagogiske idealverden. Sammenligner man der imod med folkeskolens og gymnasieskolens virkelige verden, bliver situation en nok i højere grad til at bære. —
Iøvrigt er der i sig selv intet odiøst i tilpasninger, de foretages alle steder. Læseplansudvalget for gymnasiet skrev således i slutning en af forordet til Den røde betænkning i 1960, at man »har ved udarbejdelsen af forslaget til den nye gymnasieordning søgt at tilgode se de krav, som samfundet i dag må stille til gymnasiet, og at indpasse det i billedet af den danske skole, som det tegner sig efter 1958.«

Militært lederskab og kommunikation

Kapitel 3 er en ligeledes højst læseværdig behandling af lederskabs- og kommunikationsproblemerne på et tidssvarende og sobert gruppespykologisk grundlag. Man konkluderer i, at det vil være hensigtsmæssigt at sætte ind på følgende områder:

1. Vægten i bestemmelser forskydes fra det formelle over på det funktionelle.

2. Ved udvælgelse af ledere må der tages hensyn til, at gruppeorienteret lederskab kræver sådanne personlige kvalifikationer hos lederen, at han har mulighed for både at blive accepteret som gruppemedlem og som leder.
 
3. Befalingsmandsskolerne bør i højere grad lære eleverne at løse problemer og konflikter inden for lederskabsområdet.
 
4. Kontrolfunktionen bør principielt være resultatkontrol af grupperne og ikke en kontrol af detaljer og midler.
 
Det skal blive interessant at se, hvorledes man vil løse problemet i pk t. 2.
 
Overgangen fra civil til militær tilværelse
 
Kapitel 4 indleder med at gøre gældende, at det for at kunne gennemføre en hensigtsmæssig uddannelse af de værnepligtige vil være en fordel, at de møder med og under tjenesten bevarer en positiv indstilling, hvilket defineres som , »at de finder det rigtigt, at landet har et forsvar, som ved sin blotte eksistens i fredstid kan bidrage til at forhindre, at krigen komm er, og som - om nødvendigt - er rede til at træde i funktion.« Udvalget siger, at hvis de værnepligtiges ved mødet normalt positive indstilling aftager gennem tjenestetiden, må årsagerne søges dels i manglende forhåndskendskab til de virkelige forhold i forsvaret, dels i mangler ved den militære pædagogik.
 
Udvalget mener, at de værnepligtiges forhåndsorientering som regel er for ringe, og peger på, at det må forudsættes, at »landets skoler i bred forstand - også ungdomsskoler, efterskoler, højskoler og aftenhøjskoler m.fl. — føler en forpligtelse til at give deres elever en solid orientering på det udenrigspolitiske og forsvarspolitiske område.« Man peger på betydningen af en fortløbende offentlig debat om landets udenrigspolitik og forsvar og at de unge kender forsvarets daglige vilkår. Man ønsker fortløbende, nøgtern orientering om forsvaret som regelmæssigt stof i radio og fjernsyn og fremhæver betydningen af en aktiv - og måske bedre koordineret - indsats i forsvarets udadrettede oplysningsvirksomhed. I resten af kapitlet behandles sessionen og den enkelte værnepligtiges orientering inden mødet samt modtagelsen af de værnepligtige på tjenestestederne, og der fremsættes en række gode, konstruktive forslag. Betragtningerne i dette kapitel skulle gerne give anledning til, at man fastlagde en klar, formålsbestemt policy for disse public relations-aktiviteter, der har forbindelse med den del af klima problemet, der skyld er de eksterne elementer sin eksistens.
 
Samtidsorientering
 
I kapitel 5 konstateres, at de værnepligtige i almindelighed gennem deres skolegang er noget mangelfuldt orienteret ikke alene om forsvaret som samfunds-funktion, men også om andre samfundsområder, hvilk et medfører, at »grundlaget hos de unge i almindelighed er for svagt for aktiv medleven i de almindelige medborgerlige funktioner, som demokratiet bygger sin eksistens på.« Dette indebærer, siger udvalget, også fare for, at mødet med samfundets krav i form af militær tjenestetid kan føre til passivitet og negativitet og dermed være medvirkende til dårlige klimaforhold. Ud over at pege på det ønskelige i at skolens samfundsorientering udbygges, foreslår udvalget, at Forsvarets Civilundervisnings samfundsorienterende undervisningudbygges.
 
I forbindelse med dette forslag savnes i betænkningen nogle grundigere betragtninger over, om man råder over nok af pædagogisk og fagligt kvalificerede lærere til en sådan udvidelse, samt en diskussion af hvorfor man ikke har ment at kunne udnytte radioens og fjernsynets ganske omfattende samtidsorienterende programmer til at afhjælpe mangelen. Det bliver spændende at se, hvad undervisningsministeren vil gøre for at styrke kvindernes for svage grundlag for aktiv medleven i de almindelige medborgerlige funktioner.
 
Samarbejdsregler
 
Som bekendt er en ny lov om samarbejdsregler inden for forsvaret ved at blive gennemført. Den skal afløse de tilsvarende regler i lov om talsmænd og klageadgang formenige af det militære personel. Grundlaget for den nye lov er klimaudvalgets 2. del-betænkning. Betænkningens ca. 150 sider omfatter ca. 50 egentlige tekstsider og ca. 100 sider bilag, hvoraf det sidste, bilag 16, på ca. 50 sider er en undersøgelse, Psykologiskbelysning af talsmandsordningen i forsvaret, foretaget af Militærpsykologisk Tjeneste, Socialpsykologisk afdeling. Dette bilag, der giver et klart indtryk af, hvordan den gældende talsmandsordning opleves oppe fra og nede fra rundt omkring i forsvaret, bør finde mange læsere. Jeg har hæftet mig ved følgende: Undersøgelsen forudsætter, så vidt jeg kan se, at en talsmandsordning må ses som led i et kommunikationssystem. I 1. del-betænkning siges om kommunikation bl. a .: »Snævre bestemmelser kan virke hindrende for en realistisk kommunikation .« Og der siges generelt: »Vægten i bestemmelser forskydes fra det formelle over på det funktionelle .« (s. 19) I forbindelse hermed har jeg i den psykologiske undersøgelse bemærket, at man på den ene side frem hæver nødvendigheden af at »fastlægge kommunikationskanaler« , på den anden side, at man stadig må have for øje, at »den holdning, der ligger bag administrationen af talsmandsordningen, er fuldt så væsentlig, hvis ikke væsentligere, end talsmandsordningens ordlyd .« (s. 151) Skal talsmandsordningen øve »en hensigtsmæssig på virkning på befalingsmændenesholdninger« , skal den være »således formuleret, at den ikke detaljeret påbyder lederen bestemte handlinger, men fastlægger rammer, inden for hvilke lederen kan vælge den for ham mest egnede fremgangsmåde.« (s. 152) »En detaljeret udformning af talsmandsordningen, således at en række bestemmelser nøje kræves overholdt, kan medføre, at midlerne og ikke målet kommer til at fremtræde som de væsentligste.« (s. 152)
 
Problemet bliver for mig at se da at balancere mellem på den ene side at fastlægge kommunikationskanaler, på den anden side ikke at dirigere blikket mere mod midlerne end mod målet ved at fastlægge for stramme formelle bestemmelser, samt at holde sig for øje, at holdningen til problemet er det afgørende.
 
Det er interessant på denne baggrund at læse betænkningens hovedtekst. Jeg skal ikke lægge skjul på, at det forslag til lov, man konkluderer i (s. 42-46), ikke rimer med det ovenfor refererede. En mere detaljeret udformning af talsmandsordningen kan næppe tænkes. En eventuelt god holdning hos de administrerende ville næsten med sikkerhed blive kvalt i kommunikationsbureaukrati, hvis forslaget blev lov. Ministeren har da også valgt at forelægge folketinget et forslag, der i højere grad har karak­ter af en rammelov. Dette må for sagens skyld hilses med glæde.
 
Det må i dag erkendes, at det var et psykologisk fejlgreb, når loven af 1954 og tidligere love sammenblandede talsmænd og klager, d.v.s. kommunikationsproblemet og retssikkerhedsproblemet. Betænkningen kunne efter min opfattelse have udtrykt denne erkendelse klarere. Den siger, at formuleringen af loven » tyder på, at retssikkerhedssyn spunktet har været dominerende ved lovens vedtagelse«, men fortsætter, at »det har dog næppe været lovgivernes eneste hensigt med talsmandsordningen, at den skulle være en beskyttelse mod ukorrekt behandling af de værnepligtige menige.« (s. 10) Ind til denne formodningsrigtigheder dokumenteret, vil jeg tillade mig at betvivle den. Der var god grund til, at kun få opdagede de kommunikationsmuligheder, loven gav. I Lærebog for hærens menige I, 1950, var eksempelvis ministeriets vejledning under overskriften KLAGER m. ni. formuleret således: » For at gøre det lettere for menige at fremføre for underafdelingschefen ansøgninger eller klager såvel som andre anliggender, der ikke er af kommandomæssig art, har de menige ved samme underafdeling ret til at vælge to talsmænd... Så fremt talsmæddene efter henvendelse til underafdelingschefen ikke anser sagen for afsluttet, kan de eftermelding til underafdelingschefen henvende sig til afdelingschefen eller ad kommandovejen indsende skriftig fremstilling af sagen til forsvarsministeren .« At jeg mener, at udvalget klart skulle have erkendt, at tiderne skifter, og vi med dem, og at lovgiverne hører med til »vi«, skal ikke skjule min tilfredshed med, at vi får en lov, der klart viser lovgiverens ændrede hensigt. Hvis ministeriet, når de bestemmelser, der skal udfylde rammeloven, skal udformes, vil vise mådehold med hensyn til detaljernes mængde, tror jeg på en talsmandsordning, der repræsentereret væsentligt fremskridt. Hvis ministerens bekendtgørelse af de nærmere regler til sin tid kunne blive holdt i en lidt »varmere« stil end normalt for sådanne aktstykker, ville klimaændringen få en dobbelt markering.
 
Tyngde eller skævhed
 
Det er naturligvis på dette tidspunkt, hvor klimaudvalget befinder sig på midten af sin bane gennem livet, ikke muligt at give en afsluttende bedømmelse af dets virke. Herunder heller ikke at have en mening om, hvorvidt væsentlige problemer — jf. de ovenfor i anledning af det brede kommissorium udtalte - skulle være forbigået. Udvalget vil herom til sin tid med rette kunne sige, at det henset til opgavens umulige omfang har samlet sig om det væsentlige. Udvalgets velyndere vil tilslutte sig dette og måske udtrykke det militært med, at der er lagt tyngde. Udvalgets uvenner vil tale om en betænkelig skævhed. Uden at foregribe denne bedømmelse kan man vist sige, at det » klimatologiske« arbejde til nu har koncentreret sig om de værnepligtige meniges gruppe, altså mere om rekrutten end om generalen. Der kan anføres mange gode grunde for en sådan koncentration, men skulle der heri også ligget en ubevidst traditionel opfattelse af den menige som the underdog i alle henseender, kan det ende med, at man forbigår andre tyngdepunkter.
 
Epoke eller episode
 
Det fremgår vist af denne anmeldelse, at jeg betragter klimaudvalget med velvillige øjne. Det kan efter min opfattelse komme til at bidrage væsentligt til at give forsvaret bredere og solidere folkelig basis, og det kan blive fødselshjælper for et i pædagogisk henseende avanceret uddannelsessystem. Derfor tror jeg, udvalget danner epoke. Det ville vel være utænkeligt, om selv den velvilige læser af betænkningerne ikke skulle finde diskutable eller kritisable enkeltheder. Den situation er jeg da også kommet i. Den uden forstående vil måske finde, at jeg, for så vidt angår nogle af de ting, jeg har fremdraget til kritik, blot har demonstreret nærtagenhed på professionensvegne. Heri er intet mærkeligt. Enhver professionel er engageret i sin profession. På dennes vegne glæder jeg mig over den forståelse Wessel viste i 1772. I Kærlighed uden Strømper står linien
 
Forbandet den Major, hvis Bukser gik itu.
Dette fortørnede nogle officerer, og Wessel rettede den ved opførelsen til
Forbandet den Major, hvis Tjeners Liberie
en meer beleylig Tid ey fandt at revne i.
 
Nils Berg.
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon anmeldelse-_de_groenne_betaekninger_-_episode_eller_epoke.pdf

Litteraturliste

Del: