De Gaulle: Generalen der var Frankrig

Knut Ståhlberg. De Gaulle: Generalen der var Frankrig. København: Borgen, 2006. 496 sider. 399,00 kr.

 

Bogen er endvidere nyttig læsning forud for det franske præsidentvalg, idet jeg vil påstå, at uanset hvem vinderen bliver, så vil fransk udenrigspolitik ikke blive forandret markant. En af årsagerne hertil er skyggen af Generalen der var Frankrig – De Gaulle.

Når dette er sagt, så bør værket ikke betragtes som værende en historisk videnskabelig afhandling eller anses for at være eneste sande præsentation af personen De Gaulle og hans samtid, mere om dette senere. 

Bogen er delt i tre dele: Generalen (side 17 til 224), Fornyelsen (side 225 til 354) og Præsidenten (side 355 til 453). Hertil kommer epilog og efterskrift som er nok så interessante. 

Den første del, som dækker De Gaulles liv fra 1890 til 1945 er yderst interessant, idet her beskrives den proces eller serie af oplevelser, som udvikler De Gaulle til en statsmand og tillige en statsmand med en klar vision af, hvilken rolle Europa og USA skal spille i relation til hinanden. I Danmark har vi vel nok, som følge af landets størrelse og nyere historie, en tilbøjelighed til at undervurderer hvor traumatisk årerne 1939-1945 har været for Frankrig. Her tænkes ikke alene på selve nederlaget men også på de meget vanskelige relationer med Storbritannien og ikke mindst ”le dialogue de sourds” mellem USA og Det Frie Frankrig. Saint-Pierre-et-Miquelon, intrigerne i forbindelse med befrielsen af Nord-Afrika og til sidst, men ikke mindst, planerne for håndtering af selve Frankrig i forlængelse af de allierede troppers befrielse af dette. Her er en parallel læsning af Ambassadør George F. Kennans erindringer af interesse, idet de viser hvor svært USA havde ved at forstå de franske (De Gaulles) synspunkter. Heldigvis lykkedes det De Gaulle at gribe initiativet og dermed skabe grundlaget for en ”fransk” overtagelse af Frankrig. Uanset om man er enig med De Gaulles senere politik som Præsident, eksempelvis i relation til Québec, så bør man gøre sig den ulejlighed nøje at studere den første del af dette værk. De beskreven oplevelser giver et godt grundlag for at kunne postulerer, at der ikke er stor sandsynlighed for en markant ændring i fransk udenrigspolitik i de kommende år.

Bogens anden del, som dækker årerne 1945 til 1961 er ligeledes spændende læsning. Her belyses franske synspunkter på Yalta Konferencen, De Gaulles ørkenvandring og til sidste tilbagekaldelse til magten, først som statsminister og senere som folkevalgt præsident. Fremstillingen har især interesse for de som vil forstå hvorledes Den IV Republik blev skabt og senere hen opløste sig selv som følge af sin egen uduelighed. Krigen i Indokina, som endte i et militært nederlag og krigen i Algeriet, som blev til en militær sejr men alligevel førte til Algeriets selvstændighed komplementerer billedet. Her ses vel illustreret De Gaulles politiske dimension. At vinde krigen og samtidig erkende, at alene en politisk løsning i strid med sejren vil være holdbar er ganske enestående.  Prisen i form af interne stridigheder og dyb bitterhed hos dele af den franske befolkning er også vel beskrevet.  Den dag i dag har Frankrig ikke fuldt ud gjort op med dæmonerne fra denne krig. En ikke ubetydelig del af Frankrig bebrejder De Gaulle, at krigen i Algeriet varede for længe og at et kompromis med frihedsbevægelsen var mulig på et tidligere tidspunkt. En af årsagerne til De Gaulles senere fald påstås derfor at være følgerne af den algiersk krig.

Det er i denne periode, under ørkenvandringen, at De Gaulle udvikler sine tanker om fremtidens Frankrig, ikke mindst i relation til EF, NATO og det selvstændige A-våben. Han er således afklaret med sig selv ved tilbagekaldelsen i 1958. Man skal dog være forsigtig med at påstå at han således havde en færdig plan. De Gaulle var en yderst pragmatisk statsmand, som af bitter erfaringer var ganske opmærksom på, at ingen plan holder længere end til først sammenstød med fjenden, som sagt af von Moltke den Ældre.

Sidste del, årerne 1961 til 1970, omhandler den V Republiks første præsident, 1968 bølgen og de sidste år af De Gaulles liv. Nogle vil måske sige, at det er den vigtigste del af bogen. Det er korrekt, at de store beslutninger fortrinsvis træffes i den pågældende periode, såsom opstilling af det selvstændige atom-våben, skabelse af Bonn-Paris aksen, nejet til Storbritanniens indtrædelse i EF, udtræden af NATOs militære struktur, afstandtagen til USA's politik i Vietnam samt særstandpunktet i relation til 1967 Krigen i Mellemøsten og til Québec. Omvendt, tankerne bag disse handlinger var grundfæstet forud for den pågældende periode, hvorfor disse år kan forekomme mindre interessante ud fra en historisk udviklings synspunkt. Slutningen, i form af 1968 bølgen kombineret med efterfølgende folkeafstemning er centrale i al forståelse af personen. Som en rød tråd igennem alle 450 sider er at finde De Gaulles enestående integritet, både som privat person og offentlige figur. Her var ingen plads til middelmådighed i ånd, moral eller handling.

Som nævnt er værket ikke en videnskabelig historisk afhandling. Fravalg af fodnoter og kildehenvisninger, manglende redegørelse for anvendt metodologi samt en slet skjult beundring for De Gaulle gør dette værk til en fascinerende historie og ikke mere. Det skal tilføjes, at forfatteren på ingen måde hævder det modsatte, hvilket taler til fordel for hans intellektuelle integritet samt ærlighed. Omvendt er værket både læsevenligt og gribende, hvorfor det forbliver en glimrende introduktion til både personen De Gaulle og hans samtid.

I takt med at præsidentvalget i Frankrig rykker nærmere vil interessen for bogen utvivlsomt vokse. Det hænger sammen med, at hverken Royal eller Sarkozi umiddelbart vil ændre på den såkaldte gaullistiske sikkerhedspolitiske linie. Man kan derfor spørge om den fortsat er relevant? Det skal være mit postulat, at De Gaulle ville være yderst kritisk overfor den af Præsident Chirac førte politik. De Gaulle var ikke repræsentant for den borgerlige fløj, ej heller var han ubetinget antiamerikansk eller prosovjetisk, sidstnævnte benævnte han i øvrigt altid Rusland. Han søgte, til tider i strid med andre landes interesser, at placere Frankrig i overensstemmelse med den opfattelse af Frankrig, som var hans. Indenrigspolitisk var han i mange henseende tæt på de ideer, som bl.a. Francois Mitterand blev senere kendt for at implementere.

Konklusion? Værket er et betydeligt bidrag til den som vil kende Frankrig bedre. Den er afgjort en weekend værd og er et godt grundlag for en diskussion om fremtidens Europa, forholdet til USA og, mere bredt, hvorledes statsmagten skal bruges i rammen af et højere ideal.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

 

Del:

Emneord