De danske tigre & Dagbog fra Afghanistan

Anmeldt af Michael H. Clemmesen

Af Lars Ulslev Johannesen” De danske tigre. Med livet som indsats i Afghanistan”. Udgivet af Gyldendal, København 2008, 260 sider. Pris kr. 299.

&

Af Thomas Larsen ”Dagbog fra Afghanistan”. Udgivet af Borgen, København 2008, 274 sider. Pris kr. 299.

Foto: Saxo.com

Da jeg på vej hjem fra Kashmir i foråret 1976 passerede Helmand-floden på den afghanske hovedvej 1 efter at have overnattet i Kandahar, faldt det mig ikke ind, at dette grå, øde landskab 30 år senere skulle blive operationsområde for en dansk underafdeling, en af dem, jeg 12 år senere havde i min bornholmske kampgruppe. Ganske vist havde jeg den foregående nat på Hotel Kabul mødt de sovjetiske militære, der virkede som rådgivere for præsident Mohammed Daud Khan. Dem havde han inviteret efter sit kup mod kongen tre år tidligere, men der var stadig fred.

Disse meget forskellige bøger er skrevet af to officerer, hvis hele officerstjeneste har fundet sted i rammen af efterkoldkrigstidens stadig mere krævende internationale operationer. Hvad denne ramme har betydet og stadig betyder for dem og deres familier fremgår klart af bøgerne. Ulslev har forladt officersprofessionen, og Larsen overvejer, om han kan få den forudsete tjeneste til at hænge sammen med samlivet med den nye kone.

Ulslevs periode i Afghanistan havde et par måneders overgribning med Thomas Larsens, hvor Larsen på afstand omtaler Ulslevs lette opklaringseskadrons indsats i de uger, der lå mellem afløsningen i Musa Qala og hjemrejsen til Danmark.

’Tigrene’ – det navn Taleban i opsnappede radiosamtaler gav opklaringsfolkene efter den første hårde træfning på vej til operationsområdet – er den mest medrivende af de to bøger. Det er en dramatisk fortælling om professionalisme, held samt individuelt og kollektivt mod hos en overskuelig styrke af soldater. ’Dagbogen’ beskriver en ung, ofte ret ensom, irriteret og frustreret officers tjeneste som en af de vagthavende i det store, internationale, regionale hovedkvarter, der på Kandahar flyveplads leverer den overordnede planlægning og ledelse af operationerne i det sydlige Afghanistan.

Ulslev skriver med støtte af journalisten Søren Flott en grundlæggende positiv historie. De meget begrænsede kritiske bemærkninger, bogen indeholder, er rettet mod den britiske operative ledelse af operationerne. De problemer, som man havde med den danske ramme i form af mandat og materielproblemer op til deployeringen og indsættelsen i Musa Qala, er ikke nævnt. Bogen bidrager således ikke til, at folket og politikerne kan lære af forløbet. De må stole på, at det er tilstrækkeligt, hvad Forsvaret og Hæren vælger at lære internt. Ulslev har levet op til Forsvarsledelsens regel om, at vi ikke skal vaske det snavsede vasketøj i offentlighed. Han har ikke engang beskrevet eller afvist forbindelsen mellem forfatterens og familiens oplevelser og det forhold, at han har forladt Forsvaret. Det har ikke været vanskeligt for Forsvarschefen at anbefale bogen i sit forord. I øvrigt anvender bogen en forudseelig plads på at understrege, at der ikke var tale om en ’evakuering’ af en kamptræt enhed fra Musa Qala, men om en planlagt ’afløsning’. På grundlag af bogens egen beskrivelse af forløbet af indsatsen må anmelderen som gammel professionel og krigshistoriker blot konstatere, at det ville have været uansvarligt, hvis den britiske chef ikke havde fremskudt den planlagte afløsning, efter at vilkårene og opgaven havde vist sig at være så totalt anderledes, end det var forudset. Efter mange ugers kontinuerlig indsættelse i kamp er der en hurtigt stigende chance for, at der sker menneskelige fejl med forfærdelige virkninger. Beskrivelsen viser, hvor meget det lykkelige udfald også var afhængig af bornholmerhusarenes held - indtil briterne skabte muligheden for afløsningen gennem et velstøttet bataljonsangreb. Held bygger imidlertid i stor udstrækning på professionalisme, og det ville være naturligt, om Hæren fik lavet et Musa Qala-bånd til Gardehusarregimentets estandart.

Medens Ulslev har koncentreret sig om, hvad der skete, deler Thomas Larsen sine dagbogsnotater op i beskrivelse og ’eftertanke’, og begge steder fremlægger han sine oplevelser, observationer og tanker med hudløs ærlighed. Herigennem kommer han til at understrege, hvor vanskeligt eller umuligt det er at forene diplomatiske hensyn overfor uduelighed og forskellighed med kravene til et operativt hovedkvarter i krig. Bl.a. bliver det forhold, at Hærens personel var i krig, medens besøgende personel fra Flyvevåbnet i 2006-07 stadig krævede fire-femstjernet luksus, flere steder noteret. Jeg ved fra andre samtidig danske udsendte, at de overfor ikke mindst Royal Air Force skammede sig over dette forhold.

Larsens dagbogsnotater giver også - uden, at det er forfatterens hensigt - en dom over officersuddannelsens svigt i forberedelsen af ham professionelt. Han er blevet så enstrenget uddannet i konventionelle landoperationer, at han til stadighed forudsætter en 3:1 overlegenhed i mandskabsstyrke, før iværksættelsen af offensive ’search and destroy’-operationer. Det eneste konceptuelle supplement er hans uddannelse i fredsoperationer. Også Ulslev nævner, men kun et sted, behovet for en 3:1 overlegenhed, men tilpasser sig i øvrigt forbilledligt pragmatisk til de faktiske vilkår. Om dette er et resultat af den lette opklaringseskadrons missionsforberedende uddannelse i ’counter-insurgency’ i Storbritannien eller dens og hans omfattende erfaring fra meget forskellige missioner bliver ikke behandlet i ’Tigrene’. Bøgerne er også lærerige for andre end medlemmerne af Forsvarskommissionen.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_137.aargang_nr.4_2008.pdf

Del: