Das Rätsel Clausewitz. Politische Teorie des Krieges im Wiederstreit.

Anmeldt af Kaptajn Claus E. Andersen

Sidste efterår udgav den tyske politolog Andreas Herberg–Rothe en afhandling om den tyske general Carl von Clausewitz (1780–1831) og hans betydning for moderne krigsteoretisk tænkning. Værket er forfattet set i lyset af “de nye krige,” og disse ”nye krige” er primært blevet beskrevet som baseret på kampen og voldens – i modsætning til politikkens – primat mere end nogen sinde. Udgivelsen er på den baggrund kommet på et særdeles passende tidspunkt, idet Clausewitz i dag mere end nogensinde bliver udsat for voldsom kritik, hvorunder de mest hårdnakkede kritikere har hævdet, at Clausewitz’ tanker i lyset af det seneste årti er fuldstændig forældede og utilstrækkelige til at forklare de nye militære kriser, vi vil komme til at opleve i det nye årtusinde.

 

Foto: Amazon.co.uk

Clausewitz’ tanker, hævdes det, blev skrevet i lyset og på baggrund af napoleonskrigene, og de har på dette grundlag ingen gyldighed for vort moderne samfund, som har udviklet sig voldsomt i en retning, som Clausewitz næppe havde grundlag for at kunne forudse. Imidlertid er en sådan kritik af Clausewitz slet ikke ny; men den har sjældent vundet så megen genhør i etablerede kredse, som det netop nu er tilfældet. Bl.a. en af Clausewitz’ voldsomste kritikere, den engelske historiker John Keegan, har for ganske nylig fået oversat sit værk om Krigens Historie til dansk, og en anden af den tyske teoretikers mest vedholdende kritikere, den israelske historiker Martin van Creveld, har udgivet en bog om krigens forvandling, som efter sigende er pligtlæsning blandt ansatte i Pentagon – også kendt som det amerikanske forsvarsministerium.

Herberg–Rothe har opdelt sit værk tematisk i følgende afsnit: “Clausewitz og anti–Clausewitz bølgen – omkring krigens og voldens semantik”, “modsætningerne og ambivalenser”, “krigens ansigter hos Clausewitz”, “med Clausewitz ud over Clausewitz” og “krig og Clausewitz i det 21. århundrede.” Allerede i denne opdeling kan man ane forfatterens struktur i afhandlingen. Endvidere inddrager Herberg–Rothe Clausewitz’ centrale begreber såsom “de tre vekselvirkninger samt formål, mål og middel”, “absolut og total krig”, “Jena, Moskva og Waterloo”, “den forunderlige treenighed”, “tidlig og sen Clausewitz”, “eksistentiel og instrumentel krig”, “angreb og forsvar som asymmetri” samt “de ‘nye’ krige – ‘low–intensity–conflicts’ og eksistentielle krige” i sin behandling.

Herberg–Rothe anser Om Krigens 1. bogs 1. kapitel, som det mest centrale i hele Clausewitz’ værk. For det første fordi Clausewitz selv anså dette kapitel for at være det eneste færdige i hele værket, jf. generalens efterladte notitser, og for det andet fordi det afsluttende afsnit udgør selveste Clausewitz’ testamente. Afsnit 28 er i det hele taget ofte blevet overset og mistolket, og de færreste har reelt indset, hvor centralt dette afsnit er. Det vigtigste og gennemgående begreb i Herberg–Rothes afhandling er netop begrebet “den forunderlige treenighed”, som oberst Nils Berg, i sin ellers fremragende danske udgave, oversætter noget misvisende til en ”sær trefoldighed.” I Clausewitz’ originale udgave beskrives fænomenet som ”wunderliche Dreifaltigkeit,” hvilket egentligt burde oversættes til ”besynderlig” eller “forunderlig trefoldighed” (eller ”treenighed”). Dette synes at beskrive begrebet med en mere positiv klang, end det er tilfældet i den danske oversættelse. Da punktet er særdeles centralt, er der grund til at dvæle ved denne formulering, og det er overordentligt vigtigt at forstå Clausewitz’ egentlige intention med denne betegnelse. Herberg–Rothe kalder konsekvent Clausewitz’ første kapitel for generalens testamente, og han tilskriver afslutningen af kapitlet den allerstørste betydning for forståelsen af Clausewitz’ krigsteoretiske begrebsdannelse. Problemet er blot, mener Herberg–Rothe, at ikke alle har forstået Clausewitz’ budskab med dette 28. afsnit. Første kapitel var, jf. Clausewitz’ egne efterladte optegnelser, det eneste fuldendte i hele værket, og det var hans hensigt, at hele værket skulle have været omskrevet i lyset af dette, såfremt han ikke var afgået ved døden noget uventet og i en forholdsvis ung alder (kun 51 år) i 1831.

 

Andreas Herberg–Rothe er p.t. ansat som politolog ved det anerkendte Humbolt–Universitet i Berlin. Nærværende værk om Clausewitz er Herberg–Rothes politologiske Ph.D–afhandling. Som opponenter i forbindelse med forsvaret af afhandlingen har han haft tre navnkundige politologer og historikere. I den forbindelse kan nævnes professorerne Herfried Münkler, Wilfried von Bredow samt ikke mindst Peter Paret. Alle er eksperter indenfor Clausewitz–forskningen, som endvidere har påvirket Herberg–Rothe med deres forskning på området. Desuden har professor Werner Hahlweg – som indtil sin død i 1989 var førende indenfor tysk Clausewitz–forskning og desuden udgiver af den autoritative og vel nok mest nøjagtige Clausewitz–udgave af Vom Kriege – indledningsvis vakt Herberg–Rothes interesse for den tyske militærteoretiker, idet han tog sin kandidateksamen under dennes vejledning.

 

Det må anføres om Herberg–Rothes afhandling om Clausewitz, at den i hele sin opbygning er et analytisk, metodisk og stringent videnskabeligt stykke arbejde. I sin gennemgang af den hidtidige forskning diskuterer Herberg–Rothe navnkundige Clausewitz–fortolkere, såsom den franske Raymond Aron og i høj grad den tyske politolog Herfried Münkler. Det skinner imidlertid noget igennem, at forfatteren næsten udelukkende baserer sin forskning på litteratur, som er udkommet i tysk oversættelse. Derved har Herberg–Rothe, efter min opfattelse, afskåret sig fra væsentlige indsigter i Clausewitz–forskningen, som kunne have beriget netop hans tanker om den forunderlige treenighed (se f.eks. C. Bassford og M.I. Handels i oversigten nedenfor anførte artikler om treenigheden). Man kunne ud fra denne observation få den tanke, at Herberg–Rothes indsigter ikke er så enestående, som de ved første øjekast kunne forekomme. Tankerne er allerede tænkt, og især Handel har udtrykt disse med en klarhed og enkelthed, som Herberg–Rothe ikke på tilsvarende vis opnår i sin lærde afhandling. Det skyldes måske også det faktum, at Handels værk fortrinsvis har sit udspring som lærebog på et af de amerikanske forsvarsakademier.
 

Herberg–Rothe når i den foreliggende undersøgelse frem til, at især det første kapitel, som han også anser for det vigtigste, indeholder essensen af den clausewitzianske tænkning. Ikke alene ville kapitlet kunne stå fuldstændigt alene – uden at dette ville skade Clausewitz’ ry som krigsteoretiker – men det indeholder samtidigt også en tidløs forklaring på krigens natur, mener Herberg–Rothe. En forklaring, som Herberg–Rothe sætter trumf på ved at kalde Clausewitz’ testamente.

 

Særligt tre skelsættende begivenheder prægede, jf. Herberg–Rothe, Carl von Clausewitz’ syn på krigen og dens udvikling. Det var slagene ved Jena, Moskva og Waterloo. Det er på baggrund af disse krige og deres udfald, at Clausewitz’ tænkning skal ses. Herberg–Rothe analyserer herefter Clausewitz i lyset af disse slag. Politologen kommer frem til, som mange andre før ham, at man må skelne mellem en tidlig Clausewitz, som opfattede krigen eksistentielt, og den senere Clausewitz, som opfattede krigen instrumentelt. En reducering af Clausewitz’ tanker udelukkende til krig som fortsættelse af politikken er i det lange løb heller ikke frugtbar, pointerer Herberg–Rothe.

 

De fremmeste antagonister mod clausewitziansk tænkning i nyere tid er, som tidligere nævnt, Martin van Creveld og John Keegan. Begge har udgivet bøger (se oversigt), som har opnået en stor genklang i militærteoretiske kredse. Spørgsmålet står imidlertid åbent, om forklaringen i modstanden mod Carl von Clausewitz mon skal findes i, at de to herrer er historikere? Historikere har traditionelt en indgroet mistillid til teoretiske modeller eller analyser, som søger at forklare, hvorledes enkeltstående og enestående begivenheder kan forklares igen og igen. De fleste historikere er af den opfattelse, at enhver historisk begivenhed er enestående i sig selv, og at den ikke kan forklares ved fremdragelse af “modelslag”, “krigsføringens grundprincipper” eller lignende. Historikerne søger ikke analytiske forklaringsmodeller, men søger at forklare fortiden ved at analysere enkeltstående tilfælde i fortiden og drage deres konklusioner herudaf. Men en historisk undersøgelse alene forklarer slet ikke Clausewitz, især ikke når hans mål var at finde en teori for krigen. Ja, man kan roligt sige, at hans mål var at finde en almengyldig teori – og måske eviggyldig forklaring på krigen og dens væsen. Derfor er det ikke forunderligt, at det normalt er politologer, som drages af Carl von Clausewitz. I alle tilfælde er det næppe forkert at sige, at selvom Clausewitz er omstridt, bliver der alligevel almindeligvis taget udgangspunkt i hans teorier – i realiteten også af Keegan og Creveld – da Clausewitz i praksis er den eneste tænker, der leverer en brugbar teori. Det er således symptomatisk, at også den tyske generals modstandere ikke kommer udenom at tage udgangspunkt i hans epokegørende udgivelse om krigen.

 

Men når alt kommer til alt, er det som om Herberg–Rothe ikke når helt til bunds i sin undersøgelse af den clausewitzianske treenighed. Jeg er af den opfattelse, at Herberg–Rothe kunne være nået et spadestik dybere, hvis han havde kendt den danske etnolog Thomas Højrups arbejder om strukturanalysen, som netop tager sit udgangspunkt i Clausewitz’ opfattelse af defensiven som den stærkere krigsform. Desuden arbejder Højrup med en intensionel og en ekstensionel fortolkning af Clausewitz’ teoretiske betragtninger, som med et godt resultat for forståelsen af Clausewitz ville kunne overføres på Handels model af treenigheden. Det er så meget mere ironisk, da Thomas Højrup i realiteten faktisk har udgivet sine resultater i tysk oversættelse. Resultaterne har således været tilgængelige – også for tysk forskning. 

 

Trods megen ros til Herberg–Rothe kan man ikke komme udenom at tilkende forfatteren tunnelsyn i f.m. den begrænsede erkendelse af Clausewitz–forskningen udenfor Tyskland. Herberg–Rothe kender øjensynligt ikke den pågående skandinaviske og anglo–saksiske forskning på området (Fremtrædende fortalere for Clausewitz er således den danske etnolog Thomas Højrup, Christopher Bassford og nu desværre afdøde professor Michael I. Handel) – men den tyske politolog støtter sig næsten udelukkende til tysk forskning, hvilket nok er forståeligt – men ikke undskyldeligt. Når Herberg–Rothe derfor øjensynligt ikke kender denne forskning, tegner det ikke godt for en eventuel tværfaglig og international forskningsindsats på området. Heldigvis kommer Herberg–Rothe alligevel frem til noget nær de samme resultater, som førnævnte forfattere, hvilket vel i sidste ende påviser, at Herberg–Rothes argumenter må være holdbare også set i en større sammenhæng.

 

Andreas Herberg–Rothe har været udsat for en voldsom kritik i den tyske dagspresse (bl.a. i Frankfurter Allgemeine Zeitung, 16. november 2001, nr. 267, side 56) – i øvrigt ganske ufortjent efter min mening – idet værket ikke er blevet læst på de præmisser, som det er skrevet på baggrund af. Man kan sagtens være kritisk overfor Herberg–Rothe, og det må da også indrømmes, at Creveld og Keegan har et par besnærende pointer i deres syn på de nyeste tendenser i den moderne krigsførelse, men man må i den forbindelse gøre sig klart, at Clausewitz og hans kritikere som oftest skriver ud fra væsensforskellige kriterier og baggrunde, og derfor er kritikernes synspunkter langt fra altid sammenlignelige med Clausewitz’ krigsteori. Herberg–Rothe har således med denne udgivelse endnu engang påvist, at det fortsat for krigsteoretikerne ikke er muligt at komme udenom Carl von Clausewitz’ værk om krig.

 
PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
 

Del:

Emneord