Danske tilstande – Norske tilstande 1940 – 45

Anmeldt af Poul Grooss

Redigeret af Hans Frederik Dahl, Hans Kirchhoff, Joachim Lund og Lars-Erik Vaale. Udgivet af Gyldendal den 5. maj 2010. 408 sider. Pris kr. 349,95 (vejledende).

Forfatterne tager her udgangspunkt i direkte sammenligninger af de to besatte landes situationer. Som interesseret i besættelsestidens historie i begge lande får man vendt op og ned på en række begreber og opfattelser. Der er intet sensationspræget over de enkelte kapitler. Det er særdeles lødige historikere, som nøgternt analyserer de forskellige situationer og fremkommer med deres til tider noget overraskende konklusioner. Bogen er i øvrigt også velegnet som opslagsværk om besættelsestiden, og hvert selvstændigt kapitel afsluttes med en konklusion.

Bogen kredser om det meget alvorlige hovedspørgsmål: ”Samarbejde eller modstand?” Danmark opgav militær modstand omkring kl. 8 om morgenen den 9. april 1940. I Norge kæmpede man mod de indtrængende styrker frem til den 10. juni 1940, og kongen og regeringen fortsatte deres arbejde i London. Det næste problem, som presser sig på, er spørgsmålet om, hvad var muligt inden for de givne rammer? Svaret får læseren løbende serveret igennem hele bogen, men tilføjet en række facetter og nuancer. Konklusionen er, at man ikke kan samarbejde og yde modstand samtidig. Man må træffe et valg. Hvis den danske regering for eksempel ikke beordrede politiet til at sætte voldsomt ind over for sabotører og anden illegal aktivitet, ville tyskerne selv tage sig af problemet, og det var heller ikke ønskeligt. Læseren præsenteres hele tiden for dilemmaer så som: Hvis vi samarbejder med tyskerne, kan vi så bevare produktionsapparatet intakt, bevare arbejdspladser og dermed undgå sociale problemer? Da man ikke rådede over råstoffer og brændstof til industrien, skulle tyskerne levere det, og det opnår man kun, hvis man producerer, det som tyskerne forlanger. Så er man i britisk optik krigsførende på tysk side. Det danske ønske gik på at bevare den eksisterende besættelsesordning fra 1940. Det var en forudsætning for fortsat at levere landbrugs- og industriproduktionen til Tyskland.

Den siddende danske regering valgte et samarbejde, som løbende blev mere og mere anstrengt. Fra den 29. august 1943 ville politikerne ikke længere tage ansvaret, men et departementschefsstyre fortsatte i virkeligheden forvaltningen efter de hidtidige rammer. En af bogens interessante konklusioner om forholdene i Danmark er: ”Man gik på kompromis med demokratiet for at bevare det!”

I Norge valgte man militær modstand, og dermed var Norge allerede fra starten anerkendt som allieret. Hermed skulle en modstandsorganisation altså ikke kæmpe aktivt for at blive anerkendt ligesom i Danmark. Da tyskerne havde sat sig fast i landet, overtog Quisling og hans nazi-parti (NS-partiet) regeringen, og i modsætning til i Danmark fik man nu i Norge en nazistisk regering. Terboven blev indsat som tysk administrator af landet, og her begynder så bogens interessante oplysninger at dukke frem. Norge ydede et væsentlig større bidrag til den tyske økonomi end øvrige besatte lande. Det drejede sig om den hjemmeværende skibsfart, værftsindustrien, tømmerproduktion, forskellige former for malm, aluminium, molybdæn, tungt vand, fiskeriet og ikke mindst produktionen af sprængstof.

Forskellen på Danmark og Norge var også, at den danske regering – med sin begrænsede indflydelse – et stykke hen ad vejen kunne styre tysk anvendelse af dødsstraf, deportationer, terror og jødeforfølgelser. Scavenius, der jo ikke var folkevalgt, men udpeget til stillingen som udenrigs- og senere statsminister, sagde om de folkevalgte politikere, at de kun havde ringe forståelse for, hvilken vægt en stormagt som Tyskland lagde på varetagelsen af sine interesser, når den var i krig! Scavenius betragtede de folkevalgte politikere som opportunistiske, med manglende realitetssans og uden indsigt i storpolitiske forhold.

Den norske modstandsbevægelse holdt sig meget tilbage og forventede primært at blive indsat i forbindelse med en allieret landgang i Norge. Derfor blev sabotageopgaver nedtonet og fandt med enkelte undtagelser kun sted i de større byer. Man var jo allerede anerkendt som allieret. Den norske medforfatter Lars Borgersrud skriver i sit kapitel om den norske modstandsbevægelse: ”I forhold til spørgsmålet om ’norske tilstande’ og ’danske tilstande’ kan der altså ikke være tvivl om, at den danske modstandskamp langt oversteg den norske i intensitet og styrke, i bredde og i praktiske resultater. Hvilket for så vidt er ret ironisk i betragtning af udgangspunktet”. Dog skal det nævnes, at de tyske repressalier i Norge var meget voldsommere end i Danmark, og de begyndte allerede i 1941. I Norge omkom 737 af de 771 internerede jøder, og det norske politi hjalp villigt til at anholde og deportere dem.

Bogen slutter med en gennemgang af retsopgøret efter krigen. Også her kommer forfatterne rundt i alle hjørnerne af problemerne: Befolkningens retsfølelse, love med tilbagevirkende kraft, hævnfølelsen, behovet for at undgå selvjustits og lynchninger, små fisk og store fisk, dødsstraf, straf for at melde sig til tysk krigstjeneste m. m. De, der pressede på med krav om hårde straffe, havde som regel intet selv udrettet under besættelsen.

Retsopgøret i Norge og Danmark ville man i dag betegne som ”Transitional Justice”, og det omhandler juridiske forhold under et regimeskift, der som oftest er præget af tidsnød og mangel på ressourcer. Hele den juridiske del af bogen er skrevet med et fantastisk overblik, som vidner om dygtige juristers medvirken. Det anføres, at historie jo opleves forfra, men skrives bagfra.

Det er en fantastisk velskrevet debatbog, som beskriver mange problemer i et moderne demokrati, herunder at moral og etik er vanskelige størrelser at indpasse i ”real-politik”, når store nationer presser mindre nationer. Bogen handler også om ”systemet” i begge lande. På trods af krigens erfaringer, kravet om nye forhold efter besættelsen etc. landede begge nationer med en demokratisk styreform, som ikke indeholdt markante ændringer i forhold til førkrigstidens. Med en barsk form for kynisme eller Machiavellisme stiller bogens forskellige bidragsydere - direkte eller indirekte - mellem linierne eller direkte i teksten det spørgsmål, som det hele drejer sig om: ”Hvad fik de norske og danske modstandsfolk og krigsdeltagere på allieret side egentlig ud af det?”

Bogen er forsynet med omfattende noteapparat, henvisninger, kildefortegnelser og litteraturlister.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.3_2010.pdf

Del: