Dansk våbenproduktion (del 2)

I forbindelse med gennemgang af Stabskursus II, 1978/79 på Forsvarsakademiet har kaptajn E. J. Heidler, Den kongelige Livgarde, behandlet Dansk Våbenproduktion i en studie, som bevarer spørgsmålet: »Redegør for det lovmæssige grundlag for en dansk våbenproduktion og vurder mulighederne og betingelserne for en fremtidig dansk våbenproduktion.« Studien bringes i to dele, del 1, som bragtes i forrige nummer, indeholdt redegørelsen for det lovmæssige grundlag, og del 2, hvori industriens muligheder bliver analyseret.

 

III: Industriens muligheder

1. Generelt
En analyse af industriens muligheder for våbenproduktion og de betingelser, hvorunder en sådan må finde sted, må opdeles i følgende punkter:

  • Økonomi,

  • teknologi og forskning,

  • internationalt samarbejde,

  • forsvarets behov, ønsker og krav.

  • de lovmæssige betingelser og

  • andre forhold.

I de følgende afsnit vil jeg behandle disse emner for derefter at sammenfatte dansk industris muligheder. Der vil kun blive behandlet muligheder, som hører ind under definitionen våben og krigsmateriel i disse ords betydning af »materiel«. Jeg vil altså ikke inddrage produktion af sprængstof og krudt eller rent civile produkter, som gennem eventuelt salg til militære myndigheder kan få militær betydning.

2. Økonomi
a. Generelt.
Vurdering af de økonomiske faktorer må opdeles i to dele, en ekstern og en intern. Den eksterne har ingen direkte relation til den danske indu stris muligheder men er mere nationaløkonomisk orienteret og kan som sådan få indirekte virkning. Den interne del har betydning ikke alene for den enkelte virksomheds muligheder men også samfundsmæssigt.

b. Eksterne faktorer.
Der er tale om beløb af betydelige størrelser, hvis man ønsker at holde forsvaret udrustet med tidssvarende og effektive våben. Under de nuværende vilkår må man købe i udlandet, hvilket har stor indflydelse på vor i forvejen negative handelsbalance.

Aftaler, som sikrer kompensationsordninger, eventuelt i form af dansk delproduktion, mindsker dog de uheldige virkninger herved i nogen grad. Ved alle udenlandske ordrer til forsvaret, som er større end 5 mio. kr., skal kompensation aftales. Der skal dog ikke nødvendgivis kompenseres med produkter omfattet af våbenloven. Rent civile varer kan også indgå i aftalerne. Eksport af dansk producerede våben vil have samme virkning.(21) Der må derfor set med udenrigsøkonomiske øjne være et udpræget ønske om en så stor dansk våbenproduktion og -eksport som muligt.

c. Interne faktorer.
Produktion i øget omfang er med dagens beskæftigelsessituation samfundsmæssigt meget ønskelig. For den enkelte virksomhed stiller sagen sig mere vanskelig. Våbenproduktion er forbundet med store udgifter i forbindelse med forskning, udvikling af produkter, administration og kontrol. Udgifterne hertil skønnes at udgøre cirka 25 % af den samlede ordreværdi.(22) Denne andel omfatter såvel forskning og teknologisk udvikling som udgifter i forbindelse med administration, markedsføring og kontrol af produktionen. Kontrol dækker både tilsyn af Statens Våbenkontrol samt en meget omfattende kvalitetskontrol, som er normal for våbenproduktion.

Udgifter af denne størrelsesorden betinger rimeligt store ordrer, før det er rentabelt at acceptere. En ordre på cirka 5 mio. kr. anses for at være absolut minimum, og der skal gerne være tale om mindst et par ordrer af denne størrelse indenfor samme varekategorier.

Industrien betragter samtidigt våbenproduktion som et »svingende marked« og råder på den baggrund sine virksomheder til ikke at satse en for stor del af deres kapacitet herpå. Industrirådet anser cirka 20 % af en virksomheds årsomsætning som den maximalt tilrådelige satsning. Denne andel fremkommer ved en vurdering af de konsekvenser, eventuel ordre- eller tilladelsesannullering vil have for økonomi og beskæftigelse for det enkelte firma.

Sammenligner man minimumsordren med den maximale satsning kan man straks udelukke en lang række virksomheder. Den ønskelige kapacitet for at indgå i produktionen må som følge heraf være
- årsproduktion > cirka 50 mio. kr. samt
- antal ansatte > 500.

Disse betingelser opfyldes af ialt 87 virksomheder.(23) Accepterer man et mindre antal ansatte med de forværrede beskæftigelsesmæssige konsekvenser, annullering af ordrer vil medføre, for eksempel > 200, er antallet 87 + 237 = ialt 324 virksomheder.

Da det kun er en mindre del af disse, der producerer eller kan producere varer, som hører under krigsmatriel- eller våbenloven, bliver tilbage kun en lille eksklusiv skare,(24) som det overhovedet nytter at henvende sig til. Hertil kommer dog enkelte virksomheder, for eksempel Jørgen Høyer, som i alt væsentligt beskæftiger sig med sådan produktion.

d. Garantiordninger.
Den beskrevne rådgivning fra Industrirådet støttes principielt af Handelsministeriet, som dog i mindre grad mener, at ordreannullering vil have ødelæggende virkning. Dette begrundes med, at det er muligt i »Eksportkreditrådet« at tegne eksportforsikring mod både
- købers frafald og
- tilbagekaldelse af eksporttilladelse.
En sådan forsikring kan også tegnes til at omfatte oparbejdningsgarantier, således at en virksomhed i praksis kan indgå aftalerne med for holdsvis ringe økonomisk risici.

e. Subsidieordninger.
De ordninger, som er gældende for industriproduktion i almindelighed, kan også finde anveldelse på produktion af krigsmateriel. Der er tale om:
- »Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling«,(25) kaldet»Udviklingsfondet«,
som kan yde støtte til danske projekter. Der er bestræbelser i gang for at få reglerne ændret, således at støtte også kan gives til komponentudvik ling til danske virksomheder, der deltager som underleverandører til fælles internationale projekter, samt:
-»Statstilskud til produktudvikling«,(26)
som også kan anvendes til del- eller komponentudvikling. Denne mulig hed blev for eksempel anvendt i forbindelse med F-16 aftalerne.(27)

Fælles for tilskudsordningerne er, at det udviklede produkt er »Fondets« eller statens ejendom. Staten kan således teoretisk give produktionsordrerne til et andet firma end det, som har stået for udviklingen. Dette forhold har medført nogen utilfredshed og tilbageholdenhed fra industriens side. En sådan fratagelse af ordrer vil dog ifølge Handelsministeriet være den absolutte undtagelse og skal være begrundet af helt tvingende omstændigheder, økonomiske eller lovmæssige. Herudover må det vel generelt betragtes som rimeligt, at et projekt ejes af den, som har betalt for udviklingen.

f. Mulighed for særlige subsidier.
Der findes ikke særlige subsidieordninger specielt beregnet for krigs
materielproduktionen. Der har dog i forbindelse med F-16 produktionen været gennemført en særordning, hvorunder industrien fik stillet statsfinancieret og statsejet specialværktøj og afprøvningsmateriel til rådighed. Dette må vel, i og med at industrien spares for udgifter til dette materiel, kunne betragtes som en form for subsidiering. Om noget sådant kan tænkes gennemført igen i forbindelse med fremtidige projekter er ifølge Handelsministeriet usikkert.

g. Kapitalforhold.
Et af de store problemer for industrien er fremskaffelse af den nødvendige kapital, ikke blot til krigsmaterielproduktion, men også i al al mindelighed.
Dansk industris låntagning fra bankerne ser således ud:(28)

Som det ses, optages en meget stor %-del af lånene i fremmed valuta. Da en virksomhed ikke kan få tilladelse til at producere krigsmateriel, »når der i den pågældende virksomhed er eller agtes anbragt udenlandsk kapital«,(29) er dette forhold i høj grad medvirkende til yderligere at reducere antallet af mulige danske firmaer.

h. Delkonklusion.
Der er, set ud fra økonomiske synspunkter, generelt politisk ønske om produktion og eksport af varer, herunder også krigsmateriel, i så stort et omfang som muligt. På grund af markedets specielle art, udviklings- og administrationsomkostninger samt den rådende usikkerhed med hensyn til afgivne ordrer, er der kun en lille del af danske virksomheder, som skønnes at have økonomisk kapacitet til at deltage i produktionen af krigsmateriel.(30) Dette antal reduceres yderligere af den store %-del af lån i udenlandsk valuta, som industrien har måttet optage. De ovenfor anførte forhold kan i nogen grad mildnes af garantifor sikring gennem »Eksportkreditrådet« eller gennem subsidier. Disse muligheder udnyttes dog kun i ringe omfang.

3. Teknologi og forskning.
a. Forsvarets Forskningstjeneste (FOFT).
Planlægningsbasis for forskningen i FOFT har været, at dansk industri ikke har ønske om at producere våben.(31) Der bliver her hentydet til tiden før vor nuværende økonomiske og beskæftigelsesmæssige situati on. Denne grundlæggende holdning har bevirket, at FOFT har måttet indskrænke sig til analyserende forskning af den især i udlandet løbende udvikling, med henblik på at bedømme hensigtsmæssigheden af anskaffelser til det danske forsvar.

I takt med den stigende arbejdsløshed og økonomiske krise har industrien i stadig højere grad fået øjnene op for krigsmaterielmuligheden. Der er da også allerede ændringer at spore i samarbejdet mellem FOFT og industrien. For eksempel kan nævnes, at en af FOFT udsendt ingeniør,(32) som skal følge den teknologiske udvikling ved NAVSTAR-projektet,(33) betales af 4 danske virksomheder,(34) som senere i forbindelse med eventuelt køb med kompensationsaftale og komponentproduktion i fællesskab kan drage nytte heraf.

FOFT er således allerede i dag involveret i udviklingen af kommende dansk krigsmaterielproduktion. En fortsat udbygning af samarbejdet med industrien må være en af de væsentlige forudsætninger for en øget dansk produktion i overensstemmelse også med forsvarets behov og ønsker. Endnu et eksempel på FOFT’s deltagelse behandles senere.

b. Industriens vilkår.
Førnævnte eksempel belyser bedre end noget andet industriens problemer i dag. Den tidligere manglende interesse for krigsmaterielproduktion og den kendsgerning, at udviklingen netop på dette felt går meget hurtigt fremad, har medført et teknologisk efterslæb, som er vanskeligt at indhente, og som i nogen grad forklarer Industrirådets på stand pm store omkostninger. Kun enkelte firmaer har indenfor ganske specielle felter været med gennem længere tid,(35) og disse har da også høstet fordele heraf. Generelt må det siges,(36) at kravet til industrien i forbindelse med ordrer til blandt andet F-16 har været, at 10 års udvikling skal gennemleves på 2 år. Dette koster penge, men når ordrerne er passende store, er der til gengæld også penge at tjene for dem, som vil være med.

c. Muligheder.
Tidligere omtalte teknologiske efterslæb bevirker, at det næppe indenfor overskuelig tid eller økonomisk ramme vil være muligt for industrien, hverken for enkelte firmaer eller for nationale sammenslutninger, at udvikle et rent dansk projekt i større målestok. Da der næppe heller vil være økonomisk mulighed for at afsætte et sådant til udlandet i den hårde konkurrence, som hersker på markedet, må tanken i dag forkastes.

Fremtiden synes således at ligge i internationalt samarbejde, hvor vi indgår dels som køber af det færdige produkt og dels som underleverandør og komponentproducent hertil. Der er da også på dette område ta get en del initiativer, som rummer gode muligheder. Dette vil blive be handlet i det følgende afsnit. Vore vanskeligheder viste sig tydeligt i forbindelse med F-16 aftalerne. Det var ikke muligt at finde firmaer nok, som kunne tilfredsstille de fordrede krav, således at vor andel på 58 % ikke fuldt ud har kunnet udnyttes.

d. Delkonklusion.
Industriens stigende interesse for krigsmaterieludvikling har bevirket, at samarbejde med FOFT er blevet udvidet. Dette har muliggjort en mere målrettet forskning til gavn for såvel industri som forsvar. Industriens udvikling har generelt gennem længere tid været bagud i forhold til seneste stade, hvilket stiller store krav til virksomheder, som ønsker at indgå i krigsmaterielproduktion. Vilkårene herfor synes dog at være sådanne, at mulig vej fremad kan findes gennem internationalt samarbejde. En øget satsning på forskning eller i det mindste på indhentning af teknologisk viden i takt med udviklingen vil være nødvendig for fortsat at kunne deltage i produktionen. Ikke mindst erfaringerne fra F-16 tilfældet, hvor vor kapacitet synes spændt til det yderste, bekræfter dette.

4. Internationalt samarbejde. 
a. Generelt.
De økonomiske betingelser for og teknologiske krav til krigsmaterielproduktion, som behandles i de foregående afsnit, peger på internationalt samarbejde som eneste tænkelige mulighed for at udnytte den dan ske industris kapacitet. Vi er ikke alene i verden med disse synspunkter. Der har i en lang række enkeltprojekter været internationalt samarbejde, hvori Danmark og dansk industri har været involveret. Man kan eksempelvis nævne:

  • Sidewinder,(37)

  • Seasparrow(38) og dettes næste generation SLIMMS,

  • F-16 flyet,(38)

  • Harpoon(39) og

  • NAVSTAR.

I alle disse projekter har Danmark deltaget eller deltager på linie med forskellige andre nationer under USA’s ledelse. Den grundlæggende årsag til, at sådanne projekter har kunnet realiseres, er den voksende erkendelse af, at der må samarbejdes, og at der kræves flere parter til et sådant samarbejde, den såkaldte »Two-Way Street« filosofi.

b. »Two-Way Street«.
Bag denne betegnelse dækker sig oprindeligt ideen om, at våbenhandel skal foregå over Atlanterhavet i begge retninger. Dette skal forstås således, at USA også skal købe europæisk producerede våbensystemer, i stedet for som indtil aftalens indgåelse, hvor våbenhandelen udelukken de er gået fra USA til Europa. Eksempler på, at »Two-Way Street« har fungeret, er ROLAND,(40) HARRIER(41) og LEOPARD,(42) som USA har købt eller tænker på at anskaffe.

Det er dog således, at der stadig er stor overvægt i handelen den anden vej. Årsagen hertil er, at der er opstået en konkurrencesituation, hvori de europæiske produktioner har dårlige odds i forhold til de amerikanske. Denne situation er fremkommet blandt andet på grund af modvilje mod princippet fra den amerikanske våbenindustri. Man hævder, at det vil medføre tab af markeder, arbejdspladser og teknologisk »know-how«.(43) Man er derfor ikke gået helhjertet ind for sagen.

Det er naturligt, at man fra industriens side må have sådanne betænkeligheder. Den amerikanske regering har imidlertid gradvist indset be hovet for samarbejde. Dette er sket, ikke mindst fordi det i 1977 ville være nødvendigt med en klækkelig forøgelse af forsvarsbudgettet, hvis man skulle holdt takt med Sovjetunionen.

Selv om der stadig er tale om en USA-tung konkurrencesituation, baseres mere og mere på samarbejdsaftaler, hvorunder blandt andet udveksling af »know-how« indgår. Det er som følge heraf, at Danmark har kunnet deltage som underleverandør til de projekter, som er anført ovenfor.

Som foreløbig kulmination har det resulteret i, at USA har tilbudt de europæiske NATO-lande, herunder også Danmark, »Memorandum of Understandings«, med hensyn til »Two-Way Street« handel og udvikling. Disse sigter på både at sikre balancen i våbenhandelen og at:(44)
- »making the most rational use of industrial, economic and techno- logical resources so as to achieve maximum military capability at the lowest possible cost and to achieve greater standardisation and interoperability of weapon systems.«

For dansk industri er underleverance og komponentproduktion eneste tænkelige mulighed, idet vi ikke selvstændigt ville kunne tage konkurrencen op med de store nationer. Samarbejdsaftalerne er derfor af vital betydning for os, fordi de giver os bedre muligheder for at følge med i den teknologiske udvikling.

c. Standardiseringsbestræbelser indenfor NATO.
»Two-Way Street«, hvis den gennemføres efter ånden i ovenfor omtalte »Memorandum of Understanding«, vil automatisk medføre en højere grad af standardisering end hidtil. Det er værd at bemærke, at standardisering ikke nødvendigvis betyder »identitet«, men oftere »interoperabilitet«. Dette begreb, som også fremtræder som en af målsætningerne i ovenfor anførte citat, defineres som:(45)
- »the ability of systems, units, or forces to provide services to, and accept services from, other systems, units or forces and to use the services so exchanged to enable them to operate effectively together.« Dette kan for eksempel tænkes praktiseret på kommunikations- og identifikationssystemer eller på mulig anvendelse af samme ammunition til forskellige våben. Der ligger altså i bestræbelserne et ønske om at samstemme NATO-nationernes militære ønsker og den industrielle indsats. Dette volder store vanskeligheder for de større og selvstændigt producerende nationer, som naturligvis helst ser, at deres produkter skal danne NATO-standard. »NIH-effekten«(46) og national protektion har blokeret mange standardiseringsbetræbelser. Hertil kommer, at visse lande nærer en udpræget frygt for afhængighed af andres leverancer og de hermed følgende beredskabsmæssige konsekvenser.

Hele denne diskussion har imidlertid(47) ingen indflydelse på dansk industris muligheder. Vi er i forvejen, som »de små« i selskabet, indstillet på at arbejde efter flere forskellige standarder, så en mere eller mindre har ikke afgørende betydning. Frygten for gensidig afhængighed kan vi heller ikke tillade os at tage for tungt på. De indgåede aftaler og den stabile situation synes da også at retfærdiggøre en sådan holdning.

d. Sammenfatning.
Når »Two-Way Street« og standardiseringsbestræbelserne har trange kår, skyldes det de store nationers trang til at fremme egne fabrikationer kombineret med uvilje mod at afhængiggøre sig af andre. Vi er tvunget af situationen og vor størrelse til at se mindre alvorligt herpå og til i størst muligt omfang at hægte os på som underleverandører til internationale projekter, samtidigt med at vi holder os teknologisk ajour i størst muligt omfang. »Two-Way Street« og standardiseringsbestræbelser hæmmer således ikke dansk industri. Tværtimod åbnes der herigennem nye muligheder på ellers lukkede markeder for produktion og eksport af komponenter i samrbejde med andre nationer.

e. Danske internationale engagementer.
Danmark har deltaget eller deltager i tidligere nævnte projekter og har underskrevet »Memorandum of Understanding« med USA. Endvi dere indgår vi i en række projektorienterede planlægningssamarbejds- grupper.

 »European Defence-Industrial Group« (EDIG).
Disse planlægningsgrupper opbygges indenfor rammen af EDIG, som blev oprettet i 1977, med det formål at opnå størst mulig effektivitet i samarbejdet. De europæiske NATO-lande er medlemmer, og man kan til fordel for industrien gennem forhandlinger lodde de andre landes interesser og herigennem søge koordination. Det er også tanken, at EDIG skal udvikle sig til en slags clearingcentral, hvor man vil have mulighed for bytte af produkter, således at forstå, at det, men bytter med, ikke nødvendigvis skal have relation til det behandlede projekt. Økonomisk retfærdig udligning, egnethed og interesse skal være de grundlæggende udgangspunkter. Man er ikke nået så vidt, men der er håb.

 »European Office of Aerospace Research and Development« (EOARD).
EOARD har til formål at støtte »United States Air Force’s« bestræbelser i retning af forskning og udvikling. Dette gøres gennem opsø gende virksomhed, hvorunder man finder frem til udenlandske teknologiske muligheder med henblik på at udnytte disse til fortsat ud vikling og forbedring af igangværende og kommende projekter. Der er imidlertid ikke tale om blot udnyttelse. Aktiviteterne tilstræber et gensidigt udbytte gennem udveksling af know-how mellem USA og de opsøgte virksomheder. En umiddelbar betragtning giver således ikke blot økonomiske men også teknologiske udviklingsmuligheder. EOARD inviterede 7. marts 1979 til møde i Office of Defence Cooperation (ODC), som er en afdeling under den amerikanske ambassade. Til stede var repræsentanten fra Handelsministeriet, Forsvarskom mandoen (M-staben), FOFT, ODC og EOARD’s forskellige brancher samt undertegnede.

Den aktuelle anledning var et ønske om at udbygge F-16 samarbejdet. Man ønskede at opsøge den teknologiske og forskningsmæssige ka pacitet, danske virksomheder måtte være i besiddelse af med henblik på at forbedre F-16 projektets kvalitet, effektivitet og lønsomhed. Man stillede simpelt hen spørgsmålet: »Hvem kan dels medvirke til forbedring af projektet og dels producere komponenter?«, heri un derforstået: ikke alene til F-16, men også til kommende projekter. Til gengæld for den givne indsats fra dansk industris side, tilbydes støtte til forskning, viden om og medvirken i de teknologiske fremskridt, som fører til projektforbedringerne. Der er altså tale om en »Two-Way Street« på komponenter og know-how som følge af tegnede ud viklingskontrakter med såvel teknologisk som økonomisk sigte. EOARD fremlagde en ønskeseddel over emner, som interesserede specielt. Man havde i forvejen planlagt besøg hos nogle af de allerede F-16 producerende virksomheder. Herudover søgtes kontakt skabt til potentielle nye producenter. Et par virksomheder(49) kom på tale, og kontakt søgtes etableret.

Det aftaltes endvidere, at fru Kate Galle, Handelsministeriet, i fremti den skulle varetage kontakten fra Danmark, samt at de besøgende EOARD-repræsentanter skulle ledages af enten eksperter fra FOFT eller repræsentanter for Handelsministeriet.

Mødet, som kun må ses som en indledning til et større samarbejde, fik ikke helt det positive resultat, som kunne have været ønskeligt, fordi:

- de danske deltagere ikke på forhånd var orienteret om projektets omfang og havde således ikke mulighed for at forberede sig, og
- industrien (Industrirådet) var ikke repræsenteret.

Dette kan imidlertid ikke ændre helhedsindtrykket, at der gennem EOARD kan gives industrien bedre mulighed for i fremtiden at udnytte den rådige kapacitet.

- Foreningen af Danske Fabrikanter af Flymateriel.(59)
Endelig bør nævnes Foreningen af Danske Fabrikanter af Flymateri el. Syv af de danske F-16 producenter(51) oprettede denne forening i 1978 med det formål at udveksle erfaringer og udnytte den viden, de havde opnået. Man ønsker at bibeholde kontakten med flyproduce- rende virksomheder i udlandet også efter F-16 og herigennem sikre dansk deltagelse i kommende flyproduktion ikke blot militært, men også på det civile flymarked.
Etablering af kontakt med ovenfor behandlede EOARD må falde ind under denne foreninges interesser.

f. Delkonklusion.
Erkendelsen af behov for internationalt samarbejde er i fuldt omfang til stede hos den danske industri. Der gøres en stor indsats indenfor de givne mulige rammer, ligesom der tages selvstændige initiativer til at gøre opmærksom på vor eksistens og øge vor indflydelse overfor udlandet. Der forekommer også at være nye muligheder at gribe i fremtiden.Vi må dog samtidig erkende vor konkurrencemæssige begrænsning og satse på samarbejdsordninger, i hvilke vi har rolle som underleverandører, en rolle, som naturligvis kan medføre en vis afhængighed af vore større partnere. Dette må vi delvis acceptere, og gør det da også, mod til gengæld at få produktions- og handelsmæssige muligheder.

5. Forsvarets behov, ønsker og krav.
a. Generelt.
FOFT’s forhold er tidligere berørt.
Bestræbelserne for at afstemme industriens indsats med forsvarets behov, ønsker og krav ses også gennem sammensætningen af Forsvarets Materielnævn, hvor industrien har 4 pladser fordelt til værftsindustrien, elektronikindustrien, den mekaniske industri og Industrirådet.

Samarbejdet sigter ikke mindst på at holde industrien orienteret om de forestående muligheder, således at den kan være rede på det tid spunkt, ordrerne afgives. Ved nedsættelse af samarbejdsgrupper mellem Forsvarskommandoen (FKO), Handelsministeriet og industrien har man opnået dette. FKO fremlægger sine langtidsplaner, herunder også materielanskaffelsesplaner, som en slags ønskeseddel. Herved gøres det muligt at danne samarbejdsgrupper over grænserne, hvori lande, som er interessserede i en bestemt »vare«, kan fremkomme med deres synspunkter. Der kan herved i fællesskab forhandles kontrakter i større omfang, hvilket kan gøre en produktion mere rentabel. F-16 aftalerne kan have virket som en slags inspirator og foregangseksempel for et sådant samarbejde.

Arrangementer af denne art bevirker naturligvis, at vi anskaffelses- mæssigt binder os til den etablerede gruppe og derfor rent forsvarsmæs- sigt måske må acceptere den næstbedste løsning netop for os, men for industrien har det den fordel, at de indgåede kontrakter, og dermed og så udbyttet, bliver af en attraktiv størrelsesorden samtidig med, at man gennem samarbejdet har haft mulighed for at forberede sig og være klar på det tidspunkt, den endelige beslutning tages. Det teknologiske og forsk- ningsmæssige efterslæb kan således gennem gensidige konsultationer med de øvrige involverede parter i nogen grad modvirkes.

Set fra forsvarets side gives der en vis mulighed for at få opfyldt behov, krav og ønsker med så stor dansk indflydelse og deltagelse som muligt.

b. Forsvarets materielmæssige efterslæb.
Når man taler om forsvarets materielmæssige efterslæb, må man groft set opdele dette i to grupper:
- Anskaffelser til udfyldning af de manglende organisatoriske normer og
- Anskaffelser til udskiftning af forældet og umoderne materiel.
Den sidste kategori udgør langt den væsentligste belastning. Under
søger man årsagerne til efterslæbet, kommer man hurtigt frem til de af gørende nøgleord! »Mangel på penge«. Væsentligste årsag er, at de våben, som vi fik gennem våbenhjælpen i 50’erne, nu over 20 år efter er håbløst umoderne og trænger til udskiftning. Dette må klares af Danmark selv, og da såvel den nuværende økonomiske situation som den officielle trusselsvurdering og politiske vilje ikke direkte taler for at ofre yderligere på vort forsvar, har forsvarsbudgettet ikke gennemgået de nødvendige stigninger. Der er kun kompenseret for den almindelige inflation og i ringe grad for øvrige prisforhøjelser i form af blandt andet teknisk fordyrelse. Der er ikke taget højde for det øgede materielbehov som følge af ovennævnte påtvungne udskiftning.

Det afgørende problem er altså mangelen på penge, som igen tvinger forsvaret til at handle billigst muligt. Såvel på pris som på know-how og teknisk formåen kniber det i dag for industrien at konkurrere med udenlandske tilbud, hvorfor det i konsekvensen af ovenstående må være i forsvarets interesse, set ud fra økonomiske synspunkter, at handle i udlandet. Dette har uheldige virkninger på både handelsbalance og beskæftigelsessituation og må derfor være i modstrid med generelle nationale interesser. Med de eksisterende kompensations- og delproduktions muligheder tjener Danmark dog en del af de betalte penge igen, ligesom et ikke ringe antal danskere kan beskæftiges med ordrer, som direkte eller indirekte kan spores tilbage til våbenhandel. Dette kommer dog ikke forsvarsbudgettet til gode men indgår i andre »kasser«.

Fra forsvarets side er der således ønske om at købe billigst muligt, og intet specielt ønske om at købe i udlandet, tværtimod bestræber man sig på(52) »i størst mulig udstrækning at tilgodese dansk industri ved anskaffelsen af militært materiel«. Der er da også afgivet større ordrer til danske virksomheder, for eksempel radiomateriel af 2061-serien, som er udviklet og produceret af B & W Elektronik.(53)

c. Industriens holdning.
Generelt må man sige,(54) at den våbenproducerende del af industrien er meget interesseret i at producere også til det danske forsvar. Man er kender dog de manglende muligheder, som de fremgår både af dette og tidligere afsnit, såvel af økonomiske som teknologiske årsager. Nogle af disse vanskeligheder kan mindskes ved tildeling af subsidier, men det er i dag ikke muligt blot tilnærmelsesvis at dække behovet. Imidlertid ønsker visse dele af industrien i høj grad at udvikle mulighederne gennem øget forskning, gerne i samarbejde med FOFT. Af samme årsag griber man alle chancer for at deltage i internationale projekter. Gennem sådan deltagelse indvindes teknologisk viden, ligesom de pågældende virksomheder får deres del af den økonomiske gevinst.

d. Delkonklusion.
Til trods for, at det er nationalt politisk ønskeligt, kan dansk industri ikke opfylde forsvarets behov, ønsker og krav eller udfylde det materiel mæssige efterslæb. Dette skyldes såvel økonomiske som teknologiske årsager. Fra forsvarets side er der intet principielt mod danske indkøb, og så danne forekommer da også. Langt størsteparten af materiellet må dog købes i udlandet, hvilket er billigere og tillige sikrer en højere grad af standardisering.De udenlandske indkøb gavner da også industrien, som via kompen sationsordninger kommer ind som underleverandører, med den heraf følgende økonomiske og teknologiske gevinst. Denne kan måske i frem tiden, i forbindelse med intensiveret forskning, bedre industriens mulig heder.

6. De lovmæssige betingelser.
Jeg finder ikke her anledning til yderligere at uddybe de vurderinger, som fremgår som konklusion på redegørelsen af »Det lovmæssige grundlag«. På denne baggrund kan jeg igen fastslå, at der er tale om sta bile politiske holdninger og kendt lovmæssigt grundlag og fortolkning heraf, således at betingelserne for krigsmaterielproduktion, med de i re degørelsen anførte begrænsninger og muligheder, ikke kan komme overraskende for industrien. Denne har således god mulighed for at til passe sig de givne betingelser, såfremt den måtte ønske dette.

7. Andre forhold.
a. Vilje.
- Politisk vilje.

Det er væsentligt for en eventuel produktion, at virksomhederne opmuntres til at sætte noget i gang. Dette kan kun ske gennem en passende sikkerhed for rimelige arbejdsforhold, hvilket igen vil sige rimeligt sikre politiske vilkår.

Som allerede tidligere anført, skønner jeg, at denne vilje er til stede i dag. Som grund herfor vil jeg påpege forhold, som er behandlet i de foregående kapitler og afsnit:

  • Bestræbelser for at tilgodese dansk industri ved anskaffelser til for svaret,
  • krav om kompensationsaftaler,
  • undertegnelse af »Memorandum of Understanding« med USA,
  • muligheder for subsidier og garantiordninger, samt bestræbelser for at bedre disse, og
  • politiske og lovmæssigt stabile forhold.

Visse af disse punkter forekommer ganske konjunkturbestemte af be skæftigelsessituation og handelsbalance, men der synes ikke at være tale om vilkår, som skulle afskrække industrien fra initiativer.
 

-Virksomhedernes vilje.
Lovmæssige betingelser, økonomisk og teknologisk kapacitet sætter sine begrænsninger i udvalget af potentielle virksomheder. Der er imidlertid flere firmaer, som reelt kunne tilfredsstille de givne krav, men som alligevel ikke har vist interesse i at starte en våbenproduktion, hverken selvstændigt eller som underleverandør.

Som årsager hertil anføres en eller flere af følgende forklaringer:

  • Besværlig lovmæssig administration
  • ønsker ikke at give myndighederne den fulde indsigt i virksomhe dens forhold gennem at underkaste sig lovens betemmelser om kontrol af Statens våbenkontrol,
  • ønsker ikke at afskære sig fra muligheden for at optage lån i udenlandsk valuta,
  • manglende kendskab til mulige garanti- og subsidieordninger,
  • manglende kendskab til de faktiske produktionsmuligheder,
  • føler sig i forvejen produktionsmæssigt overbelastet til våbenproduktion, samt
  • frygt for faglige aktioner på arbejdspladsen, såfremt virksomhe- heden starter våben- eller våbenkomponentproduktion.

Som det ses, er der mange forhindringer og fordomme, som må brydes ned for at få den sidste produktionsreserve sat i gang. Der er ingen tvivl om, at en øget informationsindsats fra Handelsministeriets og Industrirådets side til en vis grad vil kunne fjerne basis for nogle af de anførte argumenter for ikke at ville iværksætte krigsmaterielproduktion.

b. Kapacitet.
Det har tidligere, ikke mindst i forbindelse med F-16 aftalerne, vist sig, at der i dansk industri reelt ikke findes en villig kapacitetsreserve. Dette bekræftes yderligere af en nøjere undersøgelse af mulighederne i forbindelse med EOARD-ønskesedlen, som peger i retning af, at der kun findes en meget lille ekstrakapacitet i landet, og at denne ikke er umiddelbart disponibel til krigsmaterielproduktion.

Det forekommer altså som om, at det mulige niveau næsten er nået, og at flere nye virksomheder må gøres interesserede, hvis dansk våbenproduktion skal øges i fremtiden.

8. Konklusion og muligheder.
a. Generelt.
På baggrund af de i de foregående afsnit behandlede emner, må det konkluderes, at dansk industris kapacitet med dagens betingelser og situation synes næsten udtømte. Ikke blot er de mulige og interesserede virksomheder allerede i gang med produktion, men disses interne kapacitet er også udnyttet i muligt omfang. Det står også klart, at Danmark på denne baggrund ikke kan byde på egne projekter, som kan tage konkurrencen op med andre og større lande. Vor teknologiske baggrund magter ikke dette i dag.

Vore muligheder ligger imidlertid som underleverandører til internationale projekter, på specielle områder, hvor vi har tilstrækkelig kapacitet. Et par af de mulige områder vil blive nævnt i det følgende afsnit.

b. Mulige områder.
- Elektronik.

Det område, hvor vi specielt kan gøre os gældende, er produktion af mere komplicerede elektroniske dele. Vi har flere firmaer med fornemme traditioner på dette felt, og som gennem årene har udviklet en ganske særlig ekspertise på nogle specielle tekniske områder. Disse virksomheder er da også allerede i dag i fuld gang med produktionen blandt andet til F-16. Der er tale om komponentproduktion spændende lige fra motordele over almindelige udstyrsdele og radioer til de mest indviklede våbenkontrol- og radarsystemer. Vi råder altså her over en i dag allerede udnyttet kapacitet, som vi fortsat vil kunne trække på også i fremtidige projekter. Dette fremmes blandt andet gennem »Elektronikfabrikantforeningen i Danmark«.(55)

- Skibe.
Vore værfter har store ordremæssige problemer. Vor viden med hen syn til skibsbygning er så god, at vi med lethed kunne modtage og ud føre ordrer. Da alle værfter, med undtagelse af Orlogsværftet, imid lertid i dag har optaget lån i udenlandsk valuta, kan de i henhold til krigsmaterielloven ikke godkendes som våbenproducenter.
Den eneste mulighed ligger derfor i produktion af civile skibe, herunder dog medregnet ubevæbnede inspektionsskibe til rent civile opgaver. 
Lovens valutabestemmelser berøver altså værftsindustrien mange gode muligheder.

- EOARD-ønskesedlen.
Denne liste giver en lang række emner, som vi i dag kun delvis behersker. Når man skal se på mulighederne for fremtiden, må man pege på betydningen af en øget indsats på netop disse felter, hvor vore internationale partnere føler, at de har noget at hente.

c. Hvad kan vi gøre?
- Interesse

Som tidligere nævnt, er den rådige og interesserede kapacitet næsten fuldt ud udnyttet i dag. For at komme videre må man i højere grad stimulere interessen hos de firmaer, som i dag ikke finder det tillokkende at beskæftige sig med våbenproduktion. Dette kan gøres ved en intensiveret oplysningskampagne iværksat af Handelsministeriet eller Industrirådet, rettet mod de punkter, som under de nuværende betingelser afholder virksomhederne fra indsats. Samtidig hermed bliver det nok nødvendigt at ændre eller bedre nogle af de forhold, som ligger til grund for vægringerne.

- Lovene.
Et af disse punkter er betingelserne, som de opstilles i lovene. Det må betragtes som urealistisk at foreslå total produktions- eller eksportfrihed. Dertil har tilkendegivelserne fra de forskellige partier i folketinget været for entydige. En lempelse af den administrative kontrol er nok heller ikke realisabel. Det er da heller ikke på disse punkter, man finder den mest begrænsende lovmæssige betingelse. Denne er kapitalbestemmelsen.
Efter Danmarks medlemsskab af EF er EF-valuta blevet optaget som lån af mange virksomheder. En ændring af krigsmateriellovens forbud mod »anbragt udenlandsk kapital« til at tillade produktion af virksomheder, som har optaget lån også fra EF-lande, vil give en lang række firmaer mulighed for at deltage, ikke blot indenfor de traditionelle felter, men også i helt nye brancher. En sådan ændring, som vel må ses som en logisk følge af vort med lemsskab af EF, må reelt tilskrives visse muligheder for at blive vedta get i folketinget.

- Økonomi.
En udvidet orientering om de mulige garantiordninger ville kunne fjerne nogle virksomheders betnkelighed. En øget udnyttelse af de givne subsidieordninger ville endvidere i høj grad fjerne de økonomiske hindringer for at starte udvikling og produktion.

- Forskning.
Vort teknologiske efterslæb hæmmer vore muligheder. En kraftig forksningsindsats, gerne koordineret for eksempel af FOFT, vil være nødvendig, hvis vore virksomheder skal kunne honorere også fremtidens hastigt voksende krav.

- Forsvaret.
Fortsatte bestræbelser for at afgive ordrer til fordel for dansk industri, enten direkte ved ordreplacering i de tilfælde, hvor dette er muligt, eller indirekte ved indgåelse af kompensationsaftaler, må være en betingelse for, at industriens muligheder bibeholdes også i fremtiden. En fortsat øget satsning fra FOFTs side til gavn for dansk industri vil på længere sigt have en meget gavnlig virkning.

- Internationalt samarbejde.
Fortsat udnyttelse af de internationale samarbejdsmuligheder, der byder sig, kombineret med industriens selvstændige initiativtagen og opsøgende virksomhed i udlandet må også i fremtiden betragtes som en absolut forudsætning for en dansk våben- eller våbenkomponentindustri. Uden et sådant samarbejde og uden vor indsats som underleverandører vil vi ikke have mulighed for at gøre os gældende.

- Holdning.
En kampagne for at ændre den holdning, som dominerer visse virksomheder, både hos ledelse og ansatte, at der er noget odiøst i våben produktion, må gennemføres, hvis den mulige produktionsreserve skal trækkes ud på markedet. Det bør være sådan, at våben og komponenter til våbenprojekter på linie med alle andre produkter bliver accepteret som et naturligt middel til at bedre såvel virksomhedernes egen drift som Danmarks betalingsbalance og beskæftigelsessituation.

IV: AFSLUTNING.

Med de i de foregående kapitler behandlede betingelser og muligheder fore kommer det vanskeligt at anvise andre end de allerede anvendte veje, som in dustrien skal kunne benytte til på kort sigt at bedre eller øge nuværende dan ske våbenproduktion. De nærmeste fremtidsudsigter synes således at måtte ligge ad den allerede slagne vej. Der forekomemr dog at være visse muligheder for at bedre vilkårene for dansk våbenproduktion på længere sigt. Det er imidlertid i dag vanskeligt at vurdere, hvor realistiske disse er, da de kræver forandringer i de gældende lovmæssige betingelser og en generel holdningsændring til våbenproduktion.

NOTER (del 2):
(Bibliografi: Se del 1).

(21) Omfanget af den samlede nuværende våbeneksport er ikke opgjort. Af »Danmarks vareind førsel og -udførsel« (1977), fremgår blandt andet:

Militærvåben og ammunition: 

  • Indførsel: 422 mio. kr. 
  • Udførsel: 124 mio. k.

Kemi (sprængstof og pyrotekniske midler):

  • Indførsel: 28 mio. kr.
  • Udførsel: 5 mio. kr.

Dette er imidlertid langt fra alt. Større beløb gemmer sig under andre overskrifter. Under for eksempel »elektronik« kommer en stor del af de anførte beløb fra varer, som er omfattet af våbenloven.
Det er således ikke muligt at opstille en samlet oversigt.

(22) Industrirådets oplysninger.
Såvel Justitsministeriet som Handelsministeriet mener, at den opgivne %-del er noget over drevet.
(23) Key Figures.
(24) < 50.
(25) Lov nr. 104 af 20. marts 1970.
(26) Lov nr. 478 af 14. september 1977.
(27) Radiomateriel, som i henhold til indledende aftaler skulle udvikles og produceres af NEA- Lindberg. Ordren, såvel udvikling som produktion, blev dog senere overført til et uden landsk firma.
(28) Industriens økonomi.
(29) Krigsmaterielloven, § 1, stk. 2. Se bilag 1.
(30) < 50 eller ca. 0,8%
.
(31) Chef/FOFT, civilingeniør V. M. Giintelberg, den 7. november 1978 8 forelæsning for Stabs kursus II på Forsvarsakademiet om FOFT.s virke.
(32) Otto Strange Friis (midlertidig kaptajn-R), udsendt 1. august 1978.
(33) Navigationssystem, der fra små transportable modtagere gør det muligt fra en centralstation i USA, via ialt 24 satellitter, at indhente egen position med 10-15 meters nøjagtighed, lige gyldigt hvor på kloden, man befinder sig.
(34) Neselco (koordinator), NEA-Lindberg, DISA og Jørgen Høyer.
(35) F. eks. Per Udsen, som producerede komponenter også til Draken-flyet.
(36) Industrirådet.
(37) Missil (luft til luft).
(38) Missil (sø til luft).
(39) Missil (sø til sø).
(40) Missil (jord til luft).
(41) VSTOL-jagerfly.
(42) Kampvogn.
(43) Perry.
(44) Hartley. Note:3) »HC 155, Second Report from Expenditure Committee (Defence and Ex- ternal Affairs), Defence (HMSO, London, January 1976) p. liv. Similar MoU’s have been agreed or offered by the USA to other NATO allies.«
(45) AAP-6: NATO Glossary of Terms and Definitions for Military Use, citeret efter Walsh. (46) “ Not invented here - effekten” .
(47) Industrirådet.
(48) Tidligere Military Assistance and Advisory Group (MAAG).
(49) Svejse- og Korrosionscentralen samt Hellesens.
(50) Association of Danish Manufacturers of Aeronautical Equipment.
(51) Medlemmer er: DISA (formand), B & W Elektronik A/S, NEA-Lindberg A/S, Chr. Rovsing A/S, Per Udsen Maskinfabrik, NESELCO A/S og Jørgen Høyer A/S.
(52) Forsvarsministeriets påtegning, 4. kt. 604.2-24, dateret 24. november 1970, på Justitsministeriets brev. Se kapitel II, pkt. 4.
(53) Tidligere »Terma«.
(54) Industrirådet.
(55) Association of Electronics Manufacturers in Denmark. 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert-tidskrift_108_aargang_feb.pdf

 

Litteraturliste

Del: