Dansk tilgang til counterinsurgency

Af Oberstløjtnant Michael Bach Jensen.

 

Indledning

Det netop afgåede hold elever på Operations- og Føringsuddannelse ved Forsvarsakademiet har i forbindelse med afslutningen af kurset gennemført et projektarbejde omhandlende dansk tilgang til counterinsurgency (COIN). Projektarbejdet mundede ud i et notat, der kvalificerer dansk doktrin i relation til bekæmpelse af oprør. Formålet med denne artikel er at fremhæve de vigtigste konklusioner, som arbejdet med emnet har givet. Artiklen beskriver indledningsvist de overordnede rammer med udgangspunkt i den samtænkte indsats, går videre med en beskrivelse af operationsmiljøets karakteristika, en belysning af militære operationers gennemførelse og fokus i et oprørsmiljø, samt en anbefaling af dansk tilgang til counterinsurgency. 

Rammen for counterinsurgency operationer 

Dansk forsvar har i de seneste år været indsat i konfliktområder, hvor oprør har udgjort den primære trussel mod såvel egne styrker som løsning af civileog militære opgaver. Bekæmpelse af oprør er kendetegnet ved, at det tager lang tid og har hovedvægt på civile instrumenter som diplomati, information og økonomi1. Problemstillinger, der tidligere udelukkende var relevante på de strategiske og politiske niveauer, er i dag nødvendige at overveje på det taktiske niveau. Vilkårene for oprørsbekæmpelse er komplekse, omskiftelige og vanskelige at forudsige. Samtidig bliver det stadig tydeligere, at sikkerhedspolitikkens vilkår forandrer sig som følge af den stigende globalisering. Udfordringerne er oftere diffuse risici, der strækker sig på tværs af klassiske, statslige ressortområder og udvider sikkerhedsbegrebet, samt antallet af relevante aktører2. Behovet for den tætte koordination af civil- og militær indsats øger kravene til politisk lederskab. Den øgede kompleksitet og de nye afhængigheder rejser naturligt spørgsmålet om, hvordan de militære styrker skal udvikle sig (doktrinært, organisatorisk og teknologisk) for at holde sig relevante i forhold til at favne det udvidede sikkerhedsbegreb. Analyserne af doktriner og baggrundslitteratur har ført frem til at følgende definition er meningsfuld: Oprør er en strategi, der tilegnes af grupper eller bevægelser med det fælles mål at fremtvinge en politisk forandring. Strategien fokuseres mod befolkningens accept under anvendelse af vold, propaganda og undergravende virksomhed, og antager et sådant niveau, at den ikke kan håndteres af nationens egne sikkerhedsstyrker.3 Oprør bekæmpes ved at samordne koalitions- eller alliancepartneres samlede nationale bidrag til håndtering af en konflikt. Troppeenheden indsættes sammen med koalitions- og/eller alliancepartnere i rammen af en foresat joint militær operation. Definitorisk kan oprørsbekæmpelse beskrives: Oprørsbekæmpelse omfatter de militære, paramilitære, politiske, økonomiske, psykologiske og borgerlige aktiviteter, der gennemføres med henblik på at overvinde et oprør.4 Den mest vidtrækkende vurdering, det strategiske og operative niveau skal foretage, er en vurdering af, hvilken type konflikt man engagerer sig i5. COIN er et kampagnetema og udtrykker netop det operative niveaus måde at begribe operationsmiljøet og de tilhørende principper for operationernes gennemførelse6. 

En COIN-kampagne begynder, når den identificeres som en sådan, og forudsætter som koncept en nøje samordning af civil og militær indsats fra det strategiske niveau og ned. Uanset en indledningsvis overvægt af militære kapaciteter i operationsområdet er samtænkning af civil og militær indsats essentiel fra start til slut. Ikke mindst fordi den manøvrebaserede tilgang som udmøntning af den effektbaserede tilgang forudsætter, at det operative niveaus kampagneplan, herunder det overordnede End State og de ønskede effekter, er kendt. Det bør derfor stå klart, at en succesfuld anvendelse af COIN som konceptuel vej til sejr mod oprørsstrategien forudsætter en politisk funderet strategi, som de nødvendige statslige ressourcer kan understøtte. Målet med en COIN-kampagne er at reducere konfliktniveauet i en sådan grad, at nationens egne sikkerhedsstyrker kan håndtere oprøret uden støtte, eller at kampagnetemaet kan skifte til peace support (PS)7. Dvs. en fredsstøttende kampagne, hvor den fremherskende operationsform er stabiliseringsoperationer. Sammenholdt med definitionen af oprørsbegrebet, er tidspunktet for skift af kampagnetema forbundet med de nationale8 sikkerhedsstyrkers evne til at håndtere oprøret. Uanset om værtsnationen selv er i stand til at gennemføre PS-kampagnen, eller dette sker som en fortsættelse af den multinationale indsats, bør COIN-kampagnen fokusere på den langsigtede målsætning om en varig og stabil fred. Enkeltoperationer og aktiviteter bør, gennem fastholdelse af fokus på det overordnede End State, rettes mod at opnå en afgørende effekt; at vinde befolkningens accept og sympati. 

Operationsmiljøet og efterretningstjeneste

For at begribe operationsmiljøet er det afgørende at erkende dets natur som et ikke-kontrollérbart socialt system, hvori den militære enhed blot er én af mange aktører. Udvikling tager tid og er drevet af det system, hvori udviklingen skal ske. Systemet kan ikke udvikles hurtigere end dets evne og vilje til at ville forandres. En udvikling, der introduceres hastigt, vil have vanskeligt ved at forankre sig i systemet. Til gengæld kan en for langsom udvikling føre til, at befolkningen mister tilliden til, at en varig fred kan opnås. Ofte vil udefrakommende styrkers mulighed for at påvirke udviklingen positivt begrænse sig til at skabe vilkårene for at det kan ske, og herefter tålmodigt afvente lokale resultater. 

For at kunne gennemføre en effektiv oprørsbekæmpelse, er det vigtigt for de pågældende førere at forstå det miljø, det samfundssystem og den ramme, hvori oprørsbekæmpelsen foregår. Nøglen til succes i oprørsbekæmpelse ligger ved den stedlige befolkning, hvorfor en befolkningsfokusering skal vægtes højt. Det er i høj grad troppeenhedens evne til at gennemføre operationer blandt lokalbefolkningen, og samtidig vinde og fastholde dens accept og opbakning, der er afgørende for succes. Operationsmiljøet består af et antal elementer, herunder et fysisk og et socialt miljø, hvori et antal aktører interagerer. Det fysiske miljø består af terræn, infrastruktur, grænser og klima, som indenfor troppeenhedens operationsområde kan variere markant. I rammen af det fysiske miljø virker og interagerer et antal aktører, som udgør det sociale miljø. Interessesammenfald og -konflikter vil være en del af interaktionen mellem disse, hvorfor troppeenheden konstant må tage stilling til situationens udvikling, herunder årsager og virkninger. 

Troppeenhedens udfordring ligger i at kunne begribe aktørerne og disses interne sammenhænge i kontekst af helheden og den stillede opgave. For at favne kompleksiteten, uforudsigeligheden og autonomien anskues systemet ved en kognitiv antropologisk9 tilgang. Systemet bør anskues "indefra", med afsæt i lokale forhold og relationer, frem for "udefra" med afsæt i egne normer og holdninger. Aktørernes relationer kan beskrives som henholdsvis passive og aktive. De passive relationer kan som udgangspunkt betragtes som konstante i det sociale miljø og udgøres af blandt andet familier, stammer, religion, sprog og kultur. De aktive relationer kan i modsætning til de passive som udgangspunkt betragtes som variablerne i det sociale miljø, der over tid kan flyttes og udvikles. Disse relationer omfatter alt fra sympati, pengebevægelser og alliancer til antipati, undertrykkelse og decideret anvendelse af vold. Kampen om levering af informationer er en konstant nødvendighed i et miljø, hvor oprørerne aktivt forsøger at påvirke befolkningens mening. Her er det vigtigere, hvad befolkningen tror på, end hvad der er sandt. Det betyder, at troppeenheden skal kunne kæmpe såvel proaktivt som reaktivt i feltet af informationer og kommunikation. I relation til planlægningen af den enkelte operation bør en central opgave indenfor efterretningstjenesten være at vurdere de sandsynlige yderpunkter for operationsmiljøet. Der gives en vurdering af, hvorledes operationsmiljøet i bedste fald vil manifestere sig og samtidig en vurdering af de sandsynlige trusler mod såvel enheden som opgaven. I erkendelse af operationsmiljøets kompleksitet og omskiftelighed vil der ofte være langt imellem yderpunkterne. Yderpunkterne kan beskrives i forhold til tid, midler, aktioner eller aktiviteter i det fysiske eller kognitive miljø. Troppeenheden bør generelt initiere operationer i overensstemmelse med vurderingen af, hvorledes operationsmiljøet i bedste fald vil optræde. Planlægningen, der dækker yderpunkterne for situationens sandsynlige udvikling, sætter troppeenheden i stand til smidigt at følge enhver eskalation af trusler mod enheden eller opgaven. 

Gennemførelse af militære operationer i counterinsurgency

Militære operationer i et oprørsmiljø består af en kombination af kamp-, stabiliserings- og støtteoperationer. Det fælles mål for operationerne er et sikkert og stabilt miljø, som forudsætning for en effektiv ledelse af landet, basale fornødenheder og økonomisk udvikling, som er tre væsentlige parametre i kampen mod oprør. 

Den militære indsats gennemføres efter den manøvrebaserede tilgang og går således ikke mod at angribe oprørerne direkte, men derimod at angribe oprørernes strategi, fjerne deres opbakning og dermed kvæle oprøret. Det er ikke oprørene, der har fokus, men derimod befolkningen. Direkte angreb mod oprørerne gennemføres normalt kun, når dette vil have en direkte positiv effekt på befolkningens sikkerhedsfølelse og som udgangspunkt ikke udelukkende for at imødegå trusler mod oprørsbekæmperen. Da den funktionelle ramme (Find-Fix-Strike-Exploit) har en tendens til at fokusere på en specifik modstander, kan ønsket om øget fokus på befolkningen opnås gennem en befolkningsfokuseret ramme for operationer (EngageSecure-Develop10). 

Engage dækker over behovet for at interagere med den lokale befolkning. Key leadership engagement og samtaler med den brede befolkning er her vigtige elementer. Secure dækker over opgaven at levere sikkerhed til befolkningen. Befolkningens støtte til landets regering, og ikke mindst befolkningens tro på at de vil kunne leve i et sikkert samfund, er hjørnestenen i oprørsbekæmpelsen. Omvendt vil oprørernes operationer ofte have fokus på at vise befolkningen, at landets regering ikke har magten og dermed evnen til at yde denne sikkerhed. Det er her, de militære operationer skal fokuseres, idet sikkerhed i denne sammenhæng dækker over såvel den fysiske sikkerhed, som over befolkningens perception af sikkerhed. De lokale sikkerhedsstyrker inddrages, idet sikkerhedsansvaret overdrages successivt. Develop dækker over en øjeblikkelig iværksat og langsigtet planlagt udvikling indenfor områderne ledelse af landet, basale fornødenheder og økonomisk udvikling. Mange af disse opgaver er ikke militære styrkers kernekompetence, men det er på trods af dette vigtigt at komme hurtigt i gang med den brede vifte af udviklingsprojekter, så befolkningen føler, der sker noget, og resultatet af konkrete tiltag kan ses. Det ligger indenfor den militære opgave at gennemføre indledende skridt i denne udvikling i henhold til rådige ressourcer. Ofte vil det at koordinere relevante aktørers aktiviteter være et vigtigt skridt til at få initieret en positiv udvikling. 

Indsættelse af militære styrker 

Naturen i oprørsbekæmpelsen og her især den beskrevne fokus på befolkningen og det ofte meget gunstige styrkeforhold betyder, at militære enheder indsat i oprørsbekæmpelse typisk vil have tyngde i gennemførelse af stabiliseringsoperationer. Afhængigt af situationen vil også støtteoperationer og kampoperationer have sin plads. Tyngden af kampoperationer vil normalt foregå på de lavere taktiske niveauer. I den sammenhæng er det væsentligt, at styrkerne på de lavere niveauer er organiseret til en sammenhængende kamp, alternativt bliver tildelt nødvendige ressourcer eller den nødvendige støtte fra foresatte. Tilstedeværelse i lokalsamfundet er ofte stærkt påkrævet, hvilket står i modsætning til den militære enheds ønske om at kunne sikre sig selv. Der er typisk to typer trusler, der skal håndteres af den militære enhed. Trusler mod opgaven, og trusler mod styrken. Udfordringen for den militære chef består i at balancere imødegåelsen af disse to uden at miste fokus på opgavens End State. Det er afgørende, at så stor en del af styrkens indsats/effekt leveres i relation til befolkningen. Styrker afsat til sikring af lejre, forsyningskolonner og andre aktiviteter, der har til formål at støtte egne styrkers overlevelse, skal holdes på et minimum, da disse ikke direkte bidrager til opnåelse af opgavens mål. Enheder, der ikke anvendes i disses kernekompetence, må udvise en stor fleksibilitet til at løse opgaver til fordel for enhedens samlede opgaveløsning. Er fx behovet for at anvende artilleri eller at gennemføre kampingeniørtjeneste mindre efterspurgt i perioder, må disse enheder være klar til at løse andre opgaver i rammen af stabiliseringsoperationer. Denne dual role kapacitet skal være forberedt, men må ikke gå på kompromis med enhedens evne til at løse den primære rolle, evt. på et givent beredskab. 

Måling af succes 

Måling og evaluering sker kontinuerligt og omfatter både den aktuelle situation og den samlede udvikling11. Målingen udføres på det taktiske niveau og danner her grundlag for umiddelbare justeringer. Herudover leverer målingerne grundlaget for evaluering af graden af succes i relation til kampagnens End State ved det operative niveau. Udviklingstendensen i NATO tilgang til måling af succes er, at kriterier skal være målbare, entydige i forhold til delelementer af den samlede opgave, relevante i forhold til formål og ønskede effekter12. Risikoen ved at forholde sig til større mængder objektive og ubehandlede data er, at der konkluderes rationelt på situationens udvikling, og muligvis ikke i overensstemmelse med befolkningens opfattelse. Praktiske erfaringer med et amerikansk målesystem13, der vedvarende måler på fire overordnede og subjektive spørgsmål, vurderes at kunne levere mere retvisende tendenser i befolkningens opfattelse af situationens udvikling. Validiteten af målingerne fremkommer over tid, gennem systematisk indsamling af data, både gennem den daglige kontakt mellem soldaten på jorden og lokalbefolkningen, samt key leadership engagement til formelle myndigheder og meningsdannere. 

Anbefaling af dansk tilgang til counterinsurgency 

Det var projektgruppens anbefaling, at der ikke udvikles en særskilt doktrin for COIN på det taktiske niveau, idet den nuværende doktrin for fuldspektrumoperationer vurderes dækkende. Forsvarets evne til at operere effektivt i relation til oprørsbekæmpelse er i høj grad forankret i den militære føreres abstraktionsniveau. Et øget abstraktionsniveau kan opnås gennem uddannelse i at gennemføre operationer i det fulde opgavespektrum, hvor hensynet til og effekten hos civilbefolkningen er i fokus. Den nuværende doktrin for fuldspektrumoperationer vurderes at kunne styrkes ved tilføjelse af den befolkningsfokuserede ramme til operationernes grundelementer14. Opgaveløsningens decentrale natur og evnen til smidigt at veksle tyngden mellem kamp- og stabiliseringsoperationer fordrer et højt uddannelsesniveau. Uddannelse i oprørsbekæmpelse er vanskeligt og tidskrævende, idet etablering af en relevant ramme, der beskriver oprørets natur, er komplekst. De eksisterende redskaber som fx GENFORCE15, kan med fordel suppleres med et uddannelseshjælpemiddel, der tilbyder et relevant grundlag for hhv. operationsmiljø og oprørselementer. Gerne på et sådant niveau, at den kan drive uddannelsen af en samtænkt militær og civil indsats. 

Fodnoter

1 NATO Land Operations Working Group udkast vedr. COIN kapitel 1, p. 3.

2 Kompas og kontrakt af Henrik Ø. Breitenbauch. Udgivet af Dansk Institut for Militære Studier, maj 2008.

3 Samskrivning af definitioner fra hhv. NATO Land Operations Working Group og UK Army Field Manual vol. 1, combined arms operations, part 10 “counterinsurgency operations”.

4 Oversættelse af definition i AAP 6.

5 “The first, the supreme, the most far-reaching act of judgement that the statesman and commander have to make is to establish … the kind of war on which they are embarking; neither mistaking it for, nor trying to turn it into, something that is alien to its nature”. Carl von Clausewitz, On War, oversat af Peter Paret og Michael Howard, Princeton, NJ, 1984.

6 AJP 3.2 (ratification draft), pkt. 0121, p. 1-8.

7 AJP 3.2 (ratification draft), pkt. 0117, p. 1-7. 

8 Nationale sikkerhedsstyrker betyder i denne sammenhæng værtsnationens sikkerhedsstyrker. 

9 Gyldendals Leksikon, uddrag: "kognitiv antropologi, etnosemantik, etnovidenskab, teoretisk retning inden for antropologien, som studerer forholdet mellem sprog, kultur og kognition (erkendelse)". 

10 NATO Land Operations Working Group udkast vedr. COIN, section 5.3. 

11 NATO Land Operations Working Group udkast vedr. COIN, section 5.6.

12 NATO Land Operations Working Group udkast vedr. COIN, pkt. 0544.

13 TCAF (Tactical Conflict Assessment Framework). Anvendes for nærværende i Afghanistan. 

14 FR I, pkt. 1.7.

15 HRN 810-006, HOK øvelsesdata for fiktive fremmede styrker (Generic Forces). 

 

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidsskrift_137.argang_nr.3_2008.pdf

Litteraturliste

Del: