Dansk søartilleri 1860 - 2004

Sven E. Thiede, Dansk søartilleri 1860 - 2004. Bind I-II. København: Tøjhusmuseet, 2004. I alt 844 sider, 500,00.

Ved sin afgang som forsvarschef i 1989 blev admiral S. E. Thiede opfordret af direktøren for Tøjhusmuseet, Ole L. Frantzen, til at skrive om dansk søartilleri i museets bogserie om dansk artilleri. Der var inden da udgivet to bøger i serien: Dansk artilleri i napoleonstiden - forudsætninger og udvikling 1760 - 1814 af Egon Eriksen og Ole L. Frantzen, Tøjhusmuseet, 1988 og Dansk artilleri indtil 1600 af Michael H. Mortensen, Tøjhusmuseet, 1999. Disse to værker omhandler såvel landartilleri som søartilleri. Endnu en bog i serien - om dansk feltartilleri - er i støbeskeen.

Dansk søartilleri 1860 - 2004 er en grundig beskrivelse af dansk søartilleris udvikling fra 1860, hvor den tekniske udvikling begynder at tage fart, og frem til i dag. I de beskrevne perioder mellem 1860 og 2004 giver forfatteren en systematisk beskrivelse af sømilitære begivenheder og den tekniske udvikling i de førende udenlandske flåder. Oprindelsen af artillerimæssige gloser er forklaret, ligesom der gives en udmærket teknisk forklaring på nyskabelser og alle de mange produktionsmæssige problemer. Forfatteren beskriver også udviklingen i andre våbensystemer, så som torpedoer og miner, som medfører ændrede krav til søartilleriet og til konstruktionen af orlogsskibe.

De fleste læsere vil nok have en forudfattet mening om rivalisering mellem de to værn i perioden fra 1860 og mange år frem. Det har været interessant at læse om det forbilledlige samarbejde, der har været mellem søværnet og hæren inden for det artilleristiske område, hvor blandt andet stillingen som artilleriinspektør i søværnet i lange perioder har været besat af en officer fra hæren. Omfattende forsøg er blevet gennemført i samarbejde mellem de to værn, ligesom man har lånt eksperter af hinanden.

Der gives en grundig beskrivelse af samspillet mellem fagfolk fra skibene og de tekniske tjenester og administratorer, som ofte arbejder sammen i forskellige kommissioner. Søværnet ledes oprindeligt fra Marineministeriet, og vi bliver præsenteret for samarbejdet med Orlogsværftet og Søartilleriet og senere med Søværnet Materielkommando og Flådestationen. Ofte arbejder man med særdeles beskedne budgetter, men trods det, kan man i Danmark skaffe sig viden om den tekniske udvikling ude i den store verden. Flåden har i hele perioden kunnet skaffe sig dygtige teknikere og officerer. Nyt materiel er blevet udsat for særdeles omfattende og videnskabelige afprøvninger.

Værket er præget af meget stor grundighed, såvel i teksten som i noterne. I noteapparatet findes de nødvendige referencer, hvis læseren selv skulle have behov for at gå i dybden med bogens oplysninger. Bogen er suppleret med bilag med et selvstændigt noteapparat. Det afsluttende register er meget nyttigt opdelt i registre over personer, skibe, fabrikker og skibsværfter samt våbensystemer. Det sidstnævnte er underinddelt i 11 forskellige registre, så man nemt og hurtigt kan finde omtale af særlige våbensystemer. I bilagene er der anført forkortelser, gamle betegnelser for mål og vægt i ind- og udland samt en oversigt over riflet skyts i Danmark. Endvidere findes der omfattende litteratur- og kildehenvisninger.

Bogen tjener på denne måde flere formål: Dels udgør den et afsluttet værk om en periode i søværnet på 144 år, dels er den særdeles anvendelig som håndbog og opslagsværk. Bogen er forsynet med ca. 450 illustrationer, som alle er særdeles relevante. Det drejer sig om malerier, fotografier af materiel, personbilleder og især meget detaljerede tegninger udført af Tøjhusmuseets dygtige tegnere.

Bogen beskriver en ganske spændende udvikling fra relativt primitive forladekanoner i 1860 og frem til dagens Danmark. I sin beskrivelse af den tekniske udvikling giver forfatteren læseren det nødvendige indblik i udviklingen inden for skibsbygning, overgang fra sejl til damp og fra træskibe til jernskibe, overgang fra kugler til granater, metallurgi, kanonstøbning, krudtfremstilling, fremstilling af moderne sprængstoffer etc. Det har været ganske tankevækkende og spændende at læse forfatterens beskrivelse af produktionen af kanoner med længere rækning, større ladning og større kaliber sammenholdt med alle de mange ulykker, som det medførte både herhjemme og i udlandet. Den tekniske udvikling har været mere kompliceret, end de fleste nok forestiller sig.

Der gives en udmærket beskrivelse af den tekniske udvikling både i fremmede mariner og i det danske søværn. I det afsluttende resumé konkluderer forfatteren, at den danske flåde i hele perioden har fulgt godt med på det tekniske område. Man har fra et teknologisk synspunkt fuldt ud været på højde med udviklingen ude i verden. Udviklingen efter Den første Verdenskrig medførte dog alvorlige begrænsninger i anskaffelse af tidssvarende udstyr i de rette mængder, som panikagtige materielanskaffelser i slutningen af 1930’erne ikke kunne nå at rette op på.

Selv har jeg gjort tjeneste i søværnet/forsvaret i de sidste 44 år af de 144 år, som bogen beskriver. Mange af de nyere artilleri- og missilsystemer er derfor blevet indført i den tid, som jeg selv har oplevet, og det har været nyttigt at få beskrevet baggrunden for de nyere materielanskaffelser. Det har jeg lært utrolig meget af.

Admiral Thiede har altid stillet store krav til sine stabsofficerer. Han var frygtet af de medarbejdere, som enten ikke var grundigt forberedt eller som ikke kunne udtrykke sig korrekt på dansk og engelsk. Det har derfor været en særdeles positiv oplevelse at notere sig den grundighed og omhyggelighed, hvormed dette værk er blevet udarbejdet.

Udgivelsen bringer en lille erindring frem om forfatteren. En måneds tid før sin afgang som forsvarschef blev der afholdt en ”dronningeparade” med deltagelse af flådens enheder i Århus Bugt. Med til et sådant arrangement hører demonstrationssejladser af skibene samt afvikling af en række traditionelle flådeceremonier, hvor der er rige muligheder for at lave fejltagelser, hvis det ikke er grundigt nok forberedt. Oprindeligt uddannet som søartillerist var admiralen om nogen specialist på området. Om aften efter paraden, da Hendes Majestæt Dronningen havde inviteret admiralerne og skibscheferne til middag på Marselisborg, kom en meget bistert udseende admiral Thiede hen til chefen for SOK, daværende kontreadmiral Garde, og sagde: ”Det har været en rigtig dårlig dag. Jeg har slet ikke haft noget som helst at brokke mig over!” Det samme kan man sige om admiralens nyudgivne værk. I flagsignalering udtrykker flåden det med signalet ”BRAVO ZULU”: ”Well done!” Det var godt for flåden, at dette værk blev skrevet.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.3_2004.pdf

Del: