Danmarks største søhelte

Anmeldt af Poul Grooss

Thomas Lyngby, Søren Mentz, Søren Nørby og Jakob Seerup. Udgivet den 3. maj 2010 af Gads Forlag. 280 sider illustreret. Pris kr. 299 (vejledende).

Foto: Saxo.com

Nogle af søheltene er nationale symboler, medens andre måske er ukendte. Vores viden om 1500-tallets søhelte er måske beskedent, men herefter ved man noget mere om de pågældende, og om nogle af dem er der kommet hidtil ukendte sider frem.

Om 1500-tallets admiral Søren Norby kan siges, at grænsen mellem betegnelsen søhelt og sørøver nok er lidt uklar, men han var under alle omstændigheder med, hvor der skete noget.

Christian IV får en pæn omtale som søhelt. Specielt hans optræden under slaget ved Kolberger Heide fortjener omtale, hvor han såres alvorligt, men ikke desto mindre udviser godt lederskab. Der pyntes også lidt på hans eftermæle, som i perioder har været udsat for megen kritik.

Historien om Peder Bredal er spændende og farverig. Han avancerede fra menig matros til viceadmiral udelukkende på grund af sine fortjenester, og han faldt i kamp som viceadmiral under entringen af et svensk skib i Sønderborg. Hans forsvar af de indefrosne skibe i Nyborg Fjord og den følgende evakuering ud på åbent hav gjorde ham til nationalhelt.

Cort Adeler og Niels Juel i den følgende periode har begge deltaget i utallige krige, men de har også sat sig store spor i den hjemlige organisation af Flåden.

Ivar Huitfeldts levnedsløb ved man en masse om, men hvad der egentlig skete om bord i linieskibet Dannebroge den 4. oktober 1710 i Køge Bugt ved man til gengæld ikke ret meget om, men nationalhelt i såvel Norge som Danmark, det er han.

Tordenskiold får selvfølgelig omtale, tillige med en af hans mere ukendte norske våbenfæller, den jævnaldrende søofficer Michael Tønder, som senere bliver viceadmiral. Det var ham, der først fik det ene ben skudt af og nogle år senere fik skudt træbenet af. Den sidste hændelse pinte ham!

Fra den samme krig omtales en af de mindre kendte søhelte, som til gengæld fortjener noget mere omtale. Forfatteren nævner om viceadmiral Just Juel, at den eneste grund til at han ikke har fået et skib i Flåden opkaldt efter sig er, at der normalt er opkaldt et efter hans slægtning Niels Juel. Just Juel var kommandørkaptajn og marineattaché i Sankt Petersborg fra 1709 – 1711. Han faldt som viceadmiral i slaget ved Rügen i 1715.

Fra Englandskrigene er der især omtale af Olfert Fischer, Steen Bille og den unge Peter Willemoes. Fra Danmarks to følgende krige er det Edouard Suenson, der beskrives som en beslutsom, dygtig og respekteret leder, både som sømand og søkriger.

Hele Flådens aktion den 29. august 1943 beskrives som en kollektiv heltegerning, hvori viceadmiral A. H. Vedel har fået sin ganske særlige plads. Han havde fået det vanskelige hverv af regeringen at samarbejde med tyskerne. Over for de allierede skulle han bevise, at Danmark ikke stod på tysk side. Det var en særdeles vanskelig balanceakt, som hans tyske modpart, admiral Wurmbach, respekterede. Som forfatteren rigtigt konstaterer: ”At Vedel overlevede dette samarbejde er vel i grunden årsagen til, at intet skib i Flåden i dag bærer hans navn!”

Bogen er forsynet med register, litteraturliste og billedhenvisninger. Den kan læses kronologisk, eller man kan udvælge sig en søhelt og læse om ham. Udgivelsen er blevet til i et samarbejde mellem Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Statens Forsvarshistoriske Museum og Marinens Bibliotek. Komiteen bag ”Flåden 500 år” samt en række fonde har sikret udgivelsen.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.3_2010.pdf

Del: