Danmarks jagerfly. Fra Spitfire til F-16

Anmeldt af: Søren Nørby
Forfatter: Ole Rossel; Gyldendal; 308 sider; Velillustreret; 349,95 kr.

Trods den til tider høje detaljeringsgrad er bogen letlæselig og interessant

 

Jagerfly er lækre. De er udpræget fotogene og udstråler potens og underspillet farlighed. Der er højteknologi, fart og tempo og potente våben. Dette er sammen med det faktum, at livet som jagerpilot absolut ikke er uden risici, der udgør fundamentet for Ole Rossels bog ”Danmarks Jagerfly. Fra Spitfire til F-16”, som er udkommet på Gyldendal i august 2016.

 

I bogen fortæller Ole Rossel historien om det danske flyvevåbens jagerfly fra anskaffelsen af de første jagerfly – 38 af den berømte britiske propeldrevne Spitfire – i 1948 og frem til i dag, hvor den smukke, alsidige og meget brugte F-16 snart synger på sidste vers. Udover en historisk og teknisk gennemgang af de 14 forskellige jagerfly, som Flyvevåbnet har rådet over siden dets grundlæggelse i 1950, beskriver forfatteren også jagerflyets historie fra 1. Verdenskrig og frem og giver derudover de rammesættende omstændigheder omkring Danmarks NATO-medlemskab, den vigtige våbenhjælp, uddannelsen af Flyvevåbnets piloter og meget andet.

 

I opbygning minder bogen meget om tidligere bøger om Flyvevåbnets fly, som f.eks. ”Forsvarets fly efter 1945” af Steen Hartov og J.E. Larsen fra 1995, om end tekstmængden om de enkelte flytyper i "Danmarks jagerfly" er en smule øget.

 

Der er tale om en flot fotobog i stort format (24½ x 27½ cm), hvilket giver mulighed for at bringe billeder i en størrelse, så man virkelig kan nyde de mange detaljer. Bogen er således i udpræget grad drevet af mange flotte billeder i helsides format samt af forfatterens egne imponerende detaljerede tegninger af de forskellige flytyper. Især i bogens første kapitel er en række af billederne dog indsat i næsten frimærke-størrelse. Det gør det svært at se de detaljer, som omtales i billedteksterne. Jeg forstår forfatterens ønske om, at få så mange billeder med i bogen som muligt, men bogens format burde have gjort det muligt at sætte flere af billederne i op størrelse – også selv om det måtte have medført at der ikke blev plads til helt så mange billeder.

 

Bogens forfatter, Ole Rossel, har ikke selv gjort tjeneste i Flyvevåbnet, men har i mange år interesseret sig for værnet, og besidder en meget stor viden om dets fly. Han er en god ven af Flyvevåbnet og fik i 2014 Flyvevåbnets Jubilæumsfonds legat som tak for hans mangeårige interesse for og arbejde med Flyvevåbnets fly.

 

”Danmarks jagerfly. Fra Spitfire til F-16” henvender sig til folk med mere end en almindelig interesse for Flyvevåbnets fly, men trods den til tider høje detaljeringsgrad er bogen letlæselig og interessant og skal herfra have 4 af 5 stjerner.  

Del: