Danmarks højtider og festdage

Anmeldt af Poul Grooss

”Danmarks højtider og festdage” af Ib Askholm. Udgivet af Askholms Forlag den 27. januar 2012. 224 sider, sort/hvide illustrationer, indbundet. Pris kr. 269,00.

Foto: Saxo.com

Det er en ganske fornøjelig bog, som mest er et opslagsværk, men som sagtens kan læses fra ende til anden. Forfatteren er historiker, men har desuden arbejdet med kronologi, astronomi og kalenderudgivelser. Titlen kan måske virke lidt vildledende, for bogen indeholder meget, meget mere end forsiden antyder med ”Danmarks højtider og festdage”.

Den indledende del indeholder en oversigt over hver måned, og derefter en gennemgang af bemærkelsesværdige dage i den pågældende måned. Her får man også mærkedage fra Færøerne og Grønland med. Endvidere er de vigtigste dage i Norge, Sverige, Finland og Island også omtalt. Og for lige at få det hele med, så er mærkedage på Ålandsøerne og blandt det samiske folk også taget med. Hvis man har glemt Ålandsøernes status eller den finske mytologi, så bliver det lige repeteret.

Alle de kongelige mærkedage er anført – også for den svenske og den norske kongefamilie. Flagdagene er begrundet. Årsdagene for de militære begivenheder og de militære flagdage er anført.

Efter gennemgangen af årets mærkedage og de kirkelige højtider fortælles om regionale nordiske mindedage. Herefter orienteres om kalendersystemer i hele verden fra oldtidens Mesopotamien til i dag efterfulgt af Folkekirkens år, det romersk-katolske kirkeår og det græsk-katolske kirkeår. Endelig er der en ret omfattende beskrivelse af såvel den mosaiske kalender som baggrunden for de muslimske højtider og det muslimske år.

For feinschmeckere er der desuden den revolutionære franske kalender fra 1792, Sovjetunionens tidlige revolutionskalender, en opgørelse over årets 32 ”Tycho Brahesdage” (uheldige dage) samt Tycho Brahes oversigt over særdeles heldige dage. Dem er der til gengæld kun fem af.

Bagest i bogen findes en oversigt over gældende flagdage samt regler for flagning, en liste over militære flagdage samt en opgørelse over FN’s internationale dage, som for eksempel ”Holocaust mindedagen” den 27. januar hvert år. Der er tillige en oversigt over kongelige fødselsdage gennem tiderne.

Forfatteren er god til at forklare og beskrive baggrunden for kalenderlagte begivenheder, og går man i frygt for, at børnebørnene stiller spørgsmål om, hvorfor man fejrer fastelavn, Sankt Valentins dag eller hvad Kyndelmisse er, så bør denne bog være inden for rækkevidde. Bogen kunne med fordel anvendes på værnenes officersskoler og øvrige militære etablissementer.

Del:

Emneord