Danmarks forsvar

Kaptajn M. H. Clemmesen, Gardehusarregimentet, mener, at moderne våbens effektivitet og omkostningerne ved deres fremskaffelse sammenholdt med de rådige ressourcers begrænsning kan give anledning til at debattere forsvarets sammensætning og organisation. Kaptajnen redegør i det følgende for sin personlige opfattelse af dette problem.

 

Dette er et debatoplæg. Det er skrevet uden henvisning til litteratur eller k ilder. E t noteapparat ville uden større vanskelighed kunne udarbejdes. Det er im idlertid min opfattelse, at mine konklusioner ikke ville blive mere rigtige af, at jeg søger at autorisere mine synspunkter ved at henvise til andre personers opfattelse, som jeg — på dette ene område — er på linie med. Oplysninger, som jeg betragter som indiskutable, men som senere måtte give anledning til diskussion, vil da blive dokumenteret. Emnet har — mig bekendt — ikke været debatteret o ffen tlig t siden 1973. Det er min opfattelse, at våbenudviklingen nødvendiggør, at diskussionen tages op igen.

FORUDSÆTNINGER

A . Den økonomiske og personelmæssige ramme for forsvaret er utilstrækkelig til at dække alle forsvarets erkendte behov. En prioritering af anvendelsen af forsvarets ressourcer er nødvendig.

B. Der findes i den nærmeste frem tid ikke effektive modvåben mod de i Vesten udviklede antiskibsmissiler, og udviklingen a f anden generation a f disse missiler vil neutralisere de under udvikling værende forsvarssystemer. Den eneste effektive m odforholdsregel er en ødelæggelse eller lammelse af afskydningsplatform en.

C. Man kan i dag med en kom bination af moderne missil- og kanonluftværnssystemer hindre lønnende, offensive luftoperationer over et begrænset land- eller havområde. Hvis nedkæmpelse af systemerne med overfladestyrker ikke er mulig, er stand-off våben nødvendige fo r at opnå virkning på sådanne — op timalt forsvarede — mål.

D. En afgørelse — d.v.s. opnåelsen af den afgørende fordel — ved et invasionsforsøg på den sjællandske øgruppe vil være nået indenfor 48 timer efter, at angrebet iværksættes. Den begrænsede tid til rådighed for forsvaret til at sikre sig en afgørende fordel er resultatet af

— de gode muligheder for — hvis uhindret — at forstæ rke brohovedet hurtigt over stranden, og

— det hastigt forberedte forsvars kampkraft efter udviklingen af 2. generationspanserværnsmissiler og m idler til hastig etablering af panserhindringer.

HOVEDTESE

Jeg vil i indlægget søge at vise, at konsekvenserne a f behovet fo r p rioritering og a f den skete våbenudvikling er:

a. A t forsvarets tyngde skal lægges på den sjællandske øgruppe.

b. At den sjællandske øgruppes forsvar bør bygges op om kring langtrækkende antiskibsmissiler (d.v.s. systemer med virkning ud over 30 km, rækkevidden af moderne feltartilleri).

c. At tyngden i øgruppens forsvar indledningsvis skal lægges på selve Sjælland, men gradvis — i takt med opbygningen a f kampberedskabet — forskydes til Lolland-Falster-Møn.

d. At forsvaret af den jyske halvø må og kan overlades til m obiliseringsstyrker, tyskerne og externe, primært britiske forstærkninger.

DANMARKS STRATEGISKE BETYDNING

Betydningen af det danske territorium, de danske farvande og det danske luftrum for vor potentielle fjende, vore allierede og for os selv er afhængigt af såvel det globale som det lokale konfliktniveau. Jeg vil i det følgende arbejde med to niveauer, — et »gråt« niveau omkring det danske område, frem kaldt af en konflikt andetsteds, og — en konventionel konflikt i Nordeuropa, om fattende et angreb ind i Nordvesttyskland. Det er min opfattelse, at en eskalation til et nukleart niveau vil medføre, at Danmarks relative betydning — for alle andre end os selv — bliver forsvindende.

a. For den potentielle fjende.

En konflikt udenfor det nordeuropæiske område — f.eks. i Mellemøsten — vil kunne frem kalde en maritim konfrontation mellem en af vore allierede og vor potentielle fjende. Hvis en sådan kon frontation blot bliver a f nogen varighed, vil vor potentielle fjendes frie adgang til den væsentlige væ rftskapacitet i Østersøens østlige del blive a f betydning. Han vil føle sig fristet til at foregribe en lukning af tilsejlingsfarvandene, indledningsvis ved at lægge pres på den danske regering, og, hvis dette ikke giver det ønskede resultat, ved at sætte sig i besiddelse a f de om råder, hvorfra gennemsejling kan hindres, d.v.s. øerne og Vendsyssel.

Under en nordeuropæisk konflikts konventionelle faser vil vor potentielle modstanders interesse for de områder, der kontrollerer gennemsejlingen, være som ovenfor beskrevet. D.v.s., at interessen for Vendsyssel er a fhængig af, om hans kontrol med bælt og sund er sikret. I hvilket om fang vor potentielle modstander er interesseret i den jyske halvø, afhænger af,

— om der på halvøen findes landstyrker med en sådan offensiv kampkraft, at de udgør en flanketrussel for de på den nordtyske slette angribende styrker, en trussel a f en sådan art, at den ikke mest økonomisk imødegås defensivt,

— om der på halvøen findes langtrækkende våbensystemer — primært fly — som i den relevante periode ikke kan lammes på anden måde, end ved erobring af base/ødelæggelse af platform, samt

— om de styrker, der skulle have forsvaret Jylland, blev ødelagt i det frem skudte forsvar ved zonegrænsen, således, at en erobring kan gennem føres med — for kampen i Centralregionen — uvæsentlige styrker.

b. For vor allierede, USA

Som den primære, maritim e magt, ligger den amerikanske interesse, uanset konfliktniveau , i kontrollen med gennemsejlingsfarvandene. H vis andre forhold taler derfor, bør dette ske fra øerne, ellers kan det ske i Skagerak.
 
c. For vor allierede, Storbritannien
Englands traditionelle interesse er som ovenfor beskrevet for U SA . Det er ved en længere konflikt fortsat den primære interesse, Storbritannien har i det danske område. Det er på det »grå« konfliktniveau den eneste interesse, og på grund af de nedenfor beskrevne luftforsvarsproblem er i forbindelse med det jyske område, er det fo r englænderne a f betydning, at det forhindres, at en fjendtlig erobring af søherredømmet i den vestlige Østersø muliggør landgang på halvøen, nord for grænsen. En landgang på tysk territorium i en »grå« fase er ikke sandsynlig. En erobring af Danmark og specielt den jyske halvø betyder, at mulighederne for at gennem føre et luftforsvar af de britiske øer forringes. Der dannes et hul i varslingskæden og det fremskudte luftforsvar. Denne i særlig høj grad engelske interesse reduceres først, når en fjendtlig erobring af den tyske nordsøkyst har skabt endnu et hul i NATO’s luftforsvar. Englands interesse koncentreres således — i det »grå« niveau — om øerne, skifter ved et konventionelt angreb til Jylland, for igen — på lidt længere sigt — at gå tilbage til øerne.
 
Afhængigheden af nordsøolie vil accentuere den engelske interesse for kontrollen med farvandene.
 
d. For vor allierede, Norge
Vor kontrol med sund og bælt vil altid sikre Sydnorge mod sølandsætning fra syd.
 
e. For vor allierede, Vesttyskland
I det »grå« niveau er Tysklands væsentligste interesse at hindre en landsætning, der fra nord ville udflankere styrkerne ved zonegrænsen og true flybaserne i Slesvig-Holsten. Dette kan kun ske gennem kontrol med gennemsejlingsfarvandene. Ved et angreb ind i Nordtyskland må man forudse, at den tyske interesse for, hvad der foregår på den nordlige flanke, reduceres meget væsentligt. Det ville selvfølgeligt være ønskeligt, om de samlede allierede land- og flystyrker på den jyske halvø kunne forsvare Ham burg og — hvis dette ikke længere er muligt — kunne binde væsentlige styrker ved offensive eller defensive operationer; men kampen om Tyskland og derigennem hele centfalregionen afgøres syd for Elben. Hvad der foregår på halvøen er et »sideshow« i forhold dertil. Flystyrker er stationeret i Slesvig-Holsten i mangel af andet nordtysk bagland. Landstyrkerne er indsat med henblik på forsvaret a f Ham burg og senere sikring a f flystyrkerne. I det »grå« niveau er tyskerne interesserede i, at Jylland bevares på egne allierede hænder. Dette kan kun ske gennem kontrol med farvandene. Ved et fjendtligt angreb på Nordtyskland er man — efter mit skøn — ikke i væsentlig grad interesseret i dansk område, men nok i danske styrker, indsat i overensstemmelse med de tyske interesser.
 
f. For os selv
Uanset konfliktniveau er det vor primære interesse at forsvare flest muligt og mest muligt bedst muligt. Som nævnt i indledningen som forudsætning A, kan vi ikke forsvare alt og alle mod alt. Vi må prioritere. Den største koncentration a f befolkning og sam fundsværdier samt centraladm inistrationen findes på den sjællandske øgruppe. Hvis vi derfor kun skulle tage hensyn til egne synspunkter, måtte forsvarets tyngde lægges således, at den sjællandske øgruppe sikredes bedst muligt. Øvrige dele af landet måtte forsvares på en sådan måde, at den størst mulige økonom i med kræfterne blev opnået.
 
g. Sammenfatning
Hvis vor potentielle fjendes sandsynlige mål sammenholdes med vore egne og vore allieredes interesser står det for mig klart, at der under en konfrontations »grå« fase bør være en klar tyngde på kontrollen med gennemsejlingsfarvandene og som følge heraf på den sjællandske øgruppe. Det er ligeledes klart, at interessen i kontrollen med farvandene ikke svækkes under en åben konflikts konventionelle fase. Hvis kontrollen med farvandene er effektiv, kan Jylland kun angribes over land, og selv om Jylland erobres, kan angrebet først fortsættes mod den sjællandske øgruppe eller Sydnorge, når det er lykkedes en fjende at sikre sig søherredømmet i sund og bælt.
 
På den jyske halvø er det i tysk interesse at forsvare Hamburg og sikre de slesvig-holstenske flyvestationer samt at binde flest muligt af de styrker, der er indsat i angrebet mod vest. Englændernes interesse på halvøen er i denne fase sammenfaldende med tyskernes. Det er vor interesse at sikre, at vore jyske styrker — vi har jo ingen væsentlige reserver — indsættes i det for forsvaret mest gunstige terræn, d.v.s. i Slesvig. At give den sjællandske øgruppe første prioritet ved tildeling af ressourcer er imidlertid kun korrekt, hvis vi derigennem kan sandsynliggøre, at kontrollen med farvandene kan opretholdes. Om dette er tilfældet afhænger af, om der findes ét langtrækkende våbensystems eller en sådan kombination af våbensystemer, at dette/disse kan sikre, at farvandene beherskes, og som kan overleve og virke i det forudselige miljø.
 
MILJØET
 
En forudsætning for am fibie- og luftbårne operationer er en lammelse af de af forsvarerens langtrækkende våbensystemer, der — hvis aktive — ville kunne virke mod transportfartøjer/transportfly. Forsøget på at opnå en sådan lammelse vil om fatte en massiv indsættelse af kampfly samt — i det om fang operationerne tillader dette — ECM. Det valgte langtrækkende våbensystem, henholdsvis den valgte kom bination af våbensystemer skal altså kunne overleve og virke under fjendtlig luftoverlegenhed og på trods af ECM .
 
MULIGE VÅBENSYSTEMER
 
Langtrækkende antiskibsmissiler kan leveres af fly, skibe og platforme på land. Idet jeg går ud fra i det følgende, at træfsikkerhed og virkning på målet er uafhængig af den valgte platform, vil jeg i min vurdering koncentrere mig om
 
— platform ens afhængighed a f permanente basefaciliteter (og herigennem af investeringer i aktive sikringsforanstaltniner.),
— platformens sårbarhed overfor flyangreb på basen og under bevægelse fra base til leveringssted,
— det samlede våbensystems afhængighed af radar/sårbarhed overfor ECM, og
— platform ens anvendelighed i andre, sandsynlige roller end im ødegåelse af sølandsætning.
 
Jeg vil ikke behandle muligheden for at anvende våben, leveret med kanonartilleri. Før den raketassisterede ammunition bliver aktivt målsøgende, kan kanonartilleri kun supplere missiler på de kortere afstande.
 
a. Fly med våben, hvis træfning kræver konstant radarsigt, fly — mål, fra launching til træfning. Det er min opfattelse, at såvel indladningshavne som konvojer af landgangsfartøjer vil være effektivt luftsikrede. Jf. indledningens forudsætning C er angreb på sådanne mål med disse våben ikke lønnende.
b. Konventionelle fly — d.v.s fly uden V/STOL egenskaber — med våben, hvis træfning kun kræver radarsigt ved launching.
 
(1) Afhænighed af base.
 
Flyet er afhængigt af flyvestationens startbaner for at kunne bringe sit våben til levering. Det er afhængigt a f stationens komm unikationsmidler for at kunne lande og det logistiske system fo r at kunne komme i luften igen. En flyvestation er et ret »hårdt« mål, der relativt hurtigt efter et angreb kan bringes til at virke igen. Im idlertid kræves kun en lammelse af stationerne i et begrænset tidsrum, jf. indledningens forudsætning D. Det er min opfattelse, at en sådan lammelse vil kunne opnås ved et overraskende angreb, hvorunder bl.a. forsinket ammunition anvendes, suppleret med en udlægning af varig gas og/eller strøminer og en landsætning af sabotagepatruljer med lette jord-luftmissiler. En flyvestation vil kunne sikres mod sådanne angreb, men det vil kræve en meget væsentlig anvendelse a f ressourcer til etablering af den nødvendige ingeniørorganisation og til opstilling af et om fattende luftforsvarssystem. Hertil vil komme problem er med at kontrollere fly i et missilforsvaret om råde under fjendtlig ECM.
 

(2) Platform ens sårbarhed.

På flyvestationen er selve flyet — placeret i et betonshelter — et særdeles hårdt mål. Hvis det ovenfor nævnte missil/kanonluftforsvar af stationerne etableres, og de hermed forbundne kontrolproblem er løses, er flyet først sårbart fra det øjeblik, hvor det kommer inden for rækkevidde a f luftluft missiler, affyret af fly udenfor det forsvarede område. Muligheden for at overleve ind til launching er derfor afhængigt a f graden a f fjendtlig luftoverlegenhed, afstand base— mål og stand-off antiskibsmissilets rækkevidde.

(3) Sårbarhed overfor ECM.

Flyet er i mørke og usigtbart vejr afhængigt af radar og radio og derfor sårbart overfor ECM.

(4) Anvendelighed i andre roller.

Et moderne kampfly — som f. eks. F 16 — er anvendeligt i alle det taktiske kampflys traditionelle roller, d.v.s. jagerbomber, interceptor og RECCE fly. Som interceptor er det specielt i fredstid og i den »grå« fase, hvor en anvendelse a f luftvæ rnsmissiler vil være »udiplomatisk«, at kampflyet har sin berettigelse. Anvendelsen som jagerbomber og taktisk recognosceringsfly vil blive stadig mere hæmmet af nye luftværnssystemer. Dette vil i særlig grad være tilfældet under missioner mod punktmål og mindre flademål, d.v.s. under counter air og interdictionsoperationer.

(5) Sammenfatning.

Konventionelle fly er en anvendelig platform for aktivt målsøgende antiskibsmissiler. I mørke under ECM er anvendeligheden begrænset. Anvendelsen a f konventionelle fly kræver væsentlige investeringer i aktiv sikring af flyvestationerne.
c. V/STOL fly med våben, hvis træfning kun kræver radarsigt ved launching.
 
(1) Afhængighed af base.
Flyet er uafhængigt a f permanente baseinstallationer, men afhængigt af rådigheden over en mobil og decentraliseret (og derfor relativt mere ressourcekrævende) kontrol- og logistisk organisation.
 
(2) Platformens sårbarhed. Flyet sikres på jorden passivt, d.v.s ved spredning, hyppige flytninger og anvendelse af skjul. Ved at reducere afstanden »base«-mål kan flyets sårbarhed i luften reduceres i forhold til konventionelle flys.

(3) Sårbarhed overfor ECM . Ikke væsentlig forskellig fra konventionelle flys.

(4) Anvendelighed i andre roller. Er på nuværende udviklingstrin det konventionelle kampfly meget underlegent som interceptor. Det er på grund a f kortere reaktionstid mere anvendeligt i alle ground support roller end det konventionelle fly.

(5) Sammenfatning. V/STOL flyet er — under FJ luftoverlegenhed — en bedre platform end det konventionelle fly. Det har større chancer for at komme i luften og større chancer for at nå leveringsafstand. Det er ikke i stand til at erstatte det konventionelle kampfly i luftforsvarsrollen.
 
d. Overfladefartøjer.
Det vil sige missil/torpedobåde samt evt. luftpudefartøjer.
(1) Afhængighed af base.
Disse fartøjers afhængighed a f en baseorganisation svarer til V/STOL flys.
 
(2) Platformens sårbarhed. 
Da spredning kun kan opnås i en dimension — langs kystlinien — er bådene mellem indsættelser mere sårbare end V/STOL fly. I dagslys er bådene — hvis ikke i skjul ved kysten — så sårbare, at det er tvivlsomt, om det er lønnende at anvende bådene som andet end »stationære« kystmissilbatterier. Bådenes ringe radarhøjde betyder, at de ikke kan anvende deres missilers fulde rækkevidde mod andre lave fartøjer — som f.eks. landgangsfartøjer — uden støtte fra en fri — om muligt luftbåren — radar.
 
(3) Sårbarhed overfor ECM.
I modsætning til fly kan disse fartøjer også i mørke og usigtbart vejr reducere virkningen af ECM ved at søge frem i patruljering/i engagement.
 
(4) Anvendelighed i andre roller.
I fredstid henholdsvis i en »grå« fase er bådene anvendelige som »interceptorer« på søen.
 
(5) Sammenfatning.
Disse fartøjers mest værdifulde egenskab er deres evne til at kunne operere i mørke under ECM.

e. Undervandsbåde.

(1) Afhængighed af base.
Bådene er på grund a f den forholdsvis lange periode, de kan være i søen ad gangen, i denne sammenhæng — under hensyntagen til ind ­ ledningens forudsætning D — ikke afhængige af en base.
 
(2) Platform ens sårbarhed.
Østersøens karakteristika — begrænset effekt af sonar og begrænset vanddybde — og vore undervandsbådes egenskaber — bl.a. lav sejlhastighed neddykket, uden snorkel — gør, at jo mindre bådene bevæger sig, des bedre er deres mulighed fo r at undgå opdagelse og dermed i krigstid, ødelæggelse. I endnu højere grad end ved små overfladefartøjer begrænser lav radarhøjde muligheden for — uden støtte — at kunne udnytte langtrækkende våbensystemer. Undervandsbådens sårbarhed — når erkendt — begrænser i øvrigt dens mulighed for selv at kunne anvende aktivt overvågningsmateriel, som f.eks. radar.
 
(3) Sårbarhed overfor ECM.
Begrænset afhængighed a f radar reducerer bådenes sårbarhed overfor ECM.
 
(4) Anvendelighed i andre roller.
Ingen.
 
(5) Sammenfatning. Med torpedobevæbning er bådene næppe egnede til andet end opklaring mod terminalhavne o. l. Udrustet med langtrækkende antiskibsmissiler — udskudt fra torpedorør — kan bådene være et værdifuldt supplement til de øvrige systemer. I så tilfælde må bådene støttes af en luftbåren radar.
 
f. Kystmissilbatterier, stationære.
Det er min opfattelse, at stationære våbensystemer — uanset beskyttelsesgrad — er lettere at lamme end tilsvarende mobile systemer, simpelthen fordi, de er erkendte. Stationære systemer binder endvidere — som flyvestationer — væsentlige ressourcer i aktiv sikring.
 
g. Kystmissilbatterier, mobile.
 
(1) Afhængighed af base.
Et våbensystems afhængighed af en baseorganisation er i meget høj grad en funktion af platformens behov for logistisk støtte. Platform ene for de eksisterende, langtrækkende, vestlige kystmissiler er i alle tilfælde standardlastvogne. D.v.s., at den til platform en nødvendige faglige støtte kan »indbygges« i batteriet.
 
(2) Platformens sårbarhed.
Anvendelsen af en standardlastvogn til såvel platform som kontrolelement vil gøre det næsten umuligt for en fjendes opklaring at erkende batteriet før stillingsindtagelsen. Eksisterende missilers rækkevidde (op til 150 km) gør, at stillingsområder — om ønskeligt — kan vælges over det meste af øgruppen. Den til systemet knyttede radars rækkevidde og mulighederne for at overføre data fra radar til kontrolelement vil dog i nogen grad begrænse mulighederne for frit stillings valg. Kun en kraftig, luftbåren radar vil kunne muliggøre en fuld udnyttelse af missilernes rækkevidde. Jo længere systemets radar er fjernet fra kontrolelement og platform , jo mindre risiko er der for erkendelse af batteriet efter stillingsindtagelse.
 
(3) Sårbarhed overfor ECM.
Systemet er fuldstændigt afhængigt af radar til målbestemmelse og kan derfor lammes af ECM (chaff o.a.).
(5) Sammenfatning.
Af de mulige systemer er mobile kystbatterier mindst sårbare overfor fjendtlig våbenvirkning og mest sårbare overfor ECM.
 
h. Kombination af systemer.
Det ses således, at intet a f de ovenfor nævnte behandlede systemer — alene — er i stand til at kontrollere gennemsejlingsfarvandene i det forudsigelige miljø. Selv ved kombinationer af to af de mulige systemer, er en effektiv kontrol næppe sikret: Kystmissiler plus fly vil næppe kunne løse opgaven i mørke og usigtbart vejr under ECM. Kystmissiler plus sejlende våbenbærere vil have problem er i dagslys under ECM.
 
Fly plus sejlende våbenbærere vil næppe alene kunne trænge igennem den fjendtlige overlegenhed i luften og hans aktive sikring a f konvojen. Det er derfor min opfattelse, at alle tre hovedgrupper a f platforme bør være til rådighed. Kystmissilerne danner rygraden i forsvaret, idet de dog under ECM suppleres af fly og undervandsbåde i dagslys, således, at muligheden fo r at trænge igennem den fjendtlige skærm af chaff o. l. bevares. Herigennem kan bekæmpelsen a f landgangskonvojen indledes, og et så nøjagtigt plot skaffes, at kystmissilerne kan launches gennem chaffen med en sådan nøjagtighed, at de er i stand til selv at »home« det sidste stykke. I mørke og usigtbart vejr overtages flyenes rolle af overfladefartøjer og undervandsbåde.
 
Det konventionelle kampfly er på grund af større aktionsradius, hastighed og i nogen grad også manøvredygtighed bedre egnet end de eksisterende og sandsynligvis også de under udvikling værende V/STOL - fly til løsning af de fleste traditionelle opgaver for taktiske kampfly, herunder også preemptive angreb på en potentiel fjendes baser. De eneste undtagelser er skibsbekæmpelse samt støtte til jordstyrker under fjendtlig luftoverlegenhed. Enhver preemptiv anvendelse kræver en beslutning om at være den, der starter fjendtlighederne, og om at gøre det, før truslen er klart tegnet. En sådan beslutning er næppe sandsynlig. Bortset fra interception i det »grå« niveau, løser V/STOL fly de relevante opgaver bedre end konventionelle kampfly.
 
Ved en kombineret anvendelse af antiskibsmissiler fr a mobile kystmissilbatterier, mindre overfladefartøjer, undervandsbåde og V/STOL- fly er en opretholdelse af kontrollen med gennemsejlingsfarvandene mulig. Et forsøg på at forcere farvandene vil give uacceptable tab. Da en kontrol med gennemsejlingsfarvandene således er mulig, er en tyngdedannelse på/om den sjællandske øgruppe korrekt, en følge af vor potentielle fjendes, vore allieredes, vore egne og for den sags skyld også Sveriges primære interesser i vort territorium.
 
DEPLOYERINGEN PÅ ØERNE
 
En fjendtlig erobring a f Lolland-Falster-Møn vil gøre det videre angreb mod Sjælland til et angreb over et bredt vandløb; en operation, som kun i begrænset om fang vil kræve støtte af landgangsfartøjer, og en operation, som vore potentielle fjender er vel udrustede og trænede til at gennem føre.
 
Jævnfør forudsætning B er det eneste virkeligt virksomme middel mod antiskibsmissiler en lammelse eller ødelæggelse af platformen. Vanskelighederne med at erkende mobile kystmissilbatterier gør, at de to eneste effektive modforanstaltninger er lammelse ved ECM eller ødelæggelse efter erobring af indsættelsesområdet. Hvis vi derfor har mulighed for at hindre en landgang direkte på Sjælland, der foregår i ly af en skærm af ECM , og hvis vi har midler til at forsvare disse øer og derigennem sikre kystmissilernes indsættelse, bør tyngden af de ressourcer, der er til rådighed for forsvaret af øgruppen, indsættestil forsvar af en deployering af de mobile batterier på Lolland-Falster-Møn.

Dette er imidlertid ikke muligt før effektive sømineringer er etableret, hvortil indsættelsen a f de supplerende våbensystemer, fly og missilbåde kan støttes. Det er ej heller muligt, før en mobilisering giver rådighed over så store landstyrker, at et stærkt ressourcekrævende kystforsvar kan etableres på Lolland-Falster-Møn til dækning a f missilerne samtidig med, at der forbliver så store styrker på Sjælland, at mindre sø- og luftlandsætninger kan holdes inddæm ­ met, ind til kampen på øerne syd for Sjælland er afgjort.

I udgangssituationen bør tyngden således ligge på Sjælland, og først i takt med mobilisering og minering bør tyngden forlægges over broerne. En forudsætning fo r en frem skudt tyngde på øgruppen er således, at vi råder over et fleksibelt minevåben med stor kapacitet og i relativt højt beredskab. Den anden forudsætning er, at de stående hærstyrker på den sjællandske øgruppe er så stærke, at det er muligt, samtidig med at tyngden indledningsvis bibeholdes på Sjælland, at udspare de enheder, der kan sikre broerne og de væsentlige havne på Lolland og Falster mod kupagtig erobring i den »grå« fase. Dette vil næppe kunne ske uden en væsentlig reduktion af de jyske stående styrker.

KONSEKVENSER FOR JYLLANDS FORSVAR

Vi må således konstatere, at det næppe er m uligt at opretholde væsentlige stående hærstyrker i Jylland. Hvilke konsekvenser får dette? Det har efter min mening på intet tidspunkt været i dansk interesse at indsætte væsentlige dele af de jyske hærstyrker i et frem skudt forsvar ved zonegrænsen. Vi har meget begrænsede reserver, og væsentlige tab ved zonegrænsen vil resultere i, at Jylland vil kunne erobres af så små styrker, at modstanderen kan afse dem, uden at det får indflydelse på hovedangrebet i Centraleuropa.

Situationen bliver nu blot den, at de jyske felthærstyrker i højere grad, end det er tilfældet i dag, må være mobiliseringsstyrker. Dette umuliggør en deltagelse i et frem skudt forsvar, idet behovet fo r tid til opstilling og samkøring kun tillader en anvendelse i et forsvars anden linie. Det vil sige, at de jyske hærstyrker indsættes i Slesvig. I modsætning til den sjællandske øgruppe har den jyske halvø terminalhavne, beliggende direkte ud til Nordsøen og Skagerak, og indenfor støtteafstand af britiske flybaser.

I modsætning til den sjællandske øgruppe har den jyske halvø også et større antal flyvestationer med stor kapacitet. Forsvaret af den jyske halvø vil derfor betydeligt hurtigere end den sjællandske øgruppe kunne forstærkes udefra af troppeenheder med væsentlig større kampkraft. Jeg nævnte tidligere i m it indlæg, at briterne i højere grad end vi må være in ­ teresseret i et frem skudt forsvar af den jyske halvø. De væsentligste externe forstærkninger til COMBALTAP område må forventes at ville komme fra Storbritannien. Sådanne externe forstæ rkninger bør ikke indsættes på den sjællandske øgruppe, hvor atypiske operative krav gør dem mindre anvendelige, men i et frem skudt forsvar a f den jyske halvø.

KONSEKVENSER FOR VÆRNENES SAMMENSÆTNING

Konsekvenser for de sjællandske og jyske landstyrkers organisation kræver en detailanalyse af de sandsynlige vilkår på de to — væsentlig forskellige — kamppladser. En sådan analyse ligger udenfor rammerne af dette indlæg. Vort maritime forsvars rolle har været uændret siden afgørelsen af den fransk-tyske krig for over hundrede år siden, spærring af gennem sejlingsfarvandene i egen og først og fremmest allieret interesse samt imødegåelse af landgangsforsøg. Den våbentekniske udvikling har ændret sammensætningen af søværnet jævnt. Kun fiskeriinspektion på åbent hav kan retfærdiggøre, at vi fortsat har et par større enheder i søværnet. I søværnets traditionelle rolle er større enheder i dag af ret tvivlsom værdi.

Counter air operationer er på grund af målenes hårdhed næppe lønnende. Andre pre-emptive operationer er på grund a f de forbedrede muligheder for et effektivt luftforsvar a f baser ej heller lønnende. At danske politikere skulle iværksætte pre-emptive operationer er — efter min mening — under alle omstændigheder lidet sandsynligt. Operationer fra vore flyvestationer med konventionelle fly vil sandsynligvis kunne lammes i den afgørende periode.

Mulighederne for at kunne udføre interception med jagerfly vil på grund af problemer med flyvestationer og sandsynligheden for en høj grad af fjendtlig luftoverlegenhed i hovedparten af vort luftrum begrænse sig til det »grå« niveau. Store investeringer i konventionelle fly synes således at være uhensigtsmæssige. Værnenes sammensætning er således næppe den mest hensigtsmæssige, man kan tænke sig — hvis jeg har ret.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Hvis vi havde sø- og luftherredømmet over gennemsejlingsfarvandene og som følge heraf kunne overføre troppeenheder frit mellem landsdelene, skulle forsvarets tyngde lægges ved landegrænsen eller syd for denne. Dette har ikke været tilfældet siden 1864. Hvis vor potentielle fjende havde sikker kontrol med sund og bælt, som det var tilfældet under begge verdenskrige, ville vor egen interesse være en prioritering af Sjællands forsvar — som i provisorietiden — , mens det ville være i vore allieredes interesse, at tyngden blev lagt på den jyske halvø. Dette er i dag — med forsvarets aktuelle sammensætning — reelt vor situation. Hvis vi er i stand til at kontrollere farvandene på trods af, at vi ikke har luftoverlegenhed og derfor ej heller søherredømme, i så høj grad, at invasion på øerne gøres risikabel og en passage af øerne sikkert giver væsentlige tab, er en tyngde på den sjællandske øgruppe i både vor og vor allieredes interesse. Dette kunne blive vor situation.

M. H. Clemmesen

PDF med original udgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon 1977_11-12.pdf

Litteraturliste

Del: