Danmarks børn i hellig krig

 

Anmeldt af Johannes Riber Nordby

Danmarks børn i hellig krig, Jakob Sheikh, Lindhardt & Ringhof, 576 sider; 2015; Pris: 299,95 (iflg. forlagets hjemmeside)

 

Foto: saxo.com

Journalist ved Politiken Jakob Sheikh har begået et værk udover det sædvanlige, med bogen  Danmarks Børn i Hellig Krig. Den klarlægger, gennem et utal af interview og gennemført research hvad der driver unge mænd til at rejse til Syrien og i krig for Islamisk Stat. På den måde har Jakob Sheikh begået mere end blot en bog med masser af spændende læsning. Han bidrager med helt ny og relevant viden på tværs af interview, aktindsigter og religiøs indsigt. På den måde er det en bog,  som på glimrende vis fortæller om islamisk radikalisering i Danmark, men derudover også berører de religiøse forskelle indenfor islam, og hvorfor islam også ligger i krig med sig selv. Bogen er delt i to, hvor første del kortlægger de radikaliserede miljøer i Danmark imens anden del beskriver de skæbner som bogens hovedpersoner gennemlever i Syrien.

Derudover er den opdelt kronologisk, hvilket virker fint. For det viser, at radikalisering er en lang proces, en vandring mod et mere og mere radikalt og ekstremt miljø og menneskesyn. Det eneste som generer er, at forfatteren undervejs flere gange minder læseren om, hvem de respektive hovedpersoner er. Således bliver man flere gange mindet om ”Edderkoppens”, Lukas’ og Amirs baggrund. Det kan virke irriterende og overflødigt, i hvert fald hvis man læser hele bogens 550 sider på få dage. 

Jakob Sheikh stiller det helt centrale spørgsmål; ” Hvorfor drager unge mænd til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat?”

For det er jo det som de færreste reelt forstår. Ej heller forfatteren selv. I bogen følger vi flere skæbner. Unge mænd med forskellige baggrunde, fra at være psykisk ustabile til at være veluddannet og velfungerende i det danske samfund. Jakob Sheikh gør fortællingen endnu mere nærværende ved at fortælle om Amir. Amir har ligesom forfatteren dansk-pakistanske rødder, de legede sammen som børn, boede i det samme kvarter og havde generelt en opvækst som var ens. Den ene bliver journalist på Politiken, den anden ender som hellig kriger i Syrien. Svaret ligger ikke lige for. Efter at have læst bogen sidder man med fornemmelsen af, at der ikke er noget entydigt svar. Det er måske også bogens vigtigste og mest triste budskab. Måske var Lukas ikke blevet ramt af en bombe ved Kobane, havde de sociale myndigheder haft en mindre berøringsangst for den radikalisering han som dansk konvertit gennemgik. Men det er der ingen garanti for og ville ikke have forhindret Amir eller Shiraz Tariq i at tage af sted. Man står dermed heller ikke med svaret på, hvorledes vi kan modvirke radikalisering. For bogen udlægger de komplicerede radikaliserede miljøer i Danmark, og hvor gennemført deres rekruttering af primært unge mænd er. På den måde har forfatteren lavet et særdeles interessant stykke arbejde som demonterer alle forsimplede forestillinger om radikalisering. Det er utroligt interessant, og som læser mærker man den fornemmelse af den magtesløshed som pårørende til radikaliserede står i. En radikalisering, af en søn, bror, eller ven der har sneget sig ind som en tyv i natten. Det er medrivende, men samtidig deprimerende læsning, og man trøster sig kun ved at radikalisering i sin mest ekstreme grad kun sker for de allerfærreste. Dét er vigtig at holde sig for øje, når man læser bogen. At den beskriver en meget lille gruppe som desværre trækker meget store overskrifter, som f.eks. med Grimhøjsmoskeen i Århus eller Glasvej-sagen.

Imens bogens første del graver dybt ned i de radikaliserede netværk i Danmark, følger bogens anden del de skæbner som rejser til Syrien for at kæmpe. Her får man som læser en klar indsigt i, hvor nemt det har været i begyndelsen for hellige krigere at rejse til Syrien. Hvad der er endnu mere skræmmende er, at ingen af bogens hovedpersoner fortryder deres valg. De er godt nok i tvivl også imens de deltager i kampene, men alligevel forsvinder denne tvivl i forestillingen om at være en del af en langt større guddommelig sammenhæng. Dermed står man også som læser med en kæmpe frustration. At hvis krigens grusomheder ikke kan overbevise disse unge mænd om det forkerte i deres forehavende, hvad kan så? For forfatteren peger godt nok på, at en del af de hellige krigere, fortryder deres mission og rejser hjem igen fordi illusionen ikke passede til virkeligheden. Men hvad med de mest radikaliserede? Dem som bliver og som Amir rejser hjem men efterfølgende tager afsted igen.

Jeg sidder med den klare fornemmelse, at man ikke kan gøre meget. Man kan overvåge dem, tage deres pas eller sætte dem i fængsel og håbe  på at de med tiden kommer på andre tanker. Meget andet kan næppe gøres fordi rationaliteten som vi forstår den er total elimineret og erstattet med en guddommelig rationalitet som det er umuligt at diskutere op imod.  Så vi skal måske mere indstille os på, at der altid vil være en lille men meget ekstrem gruppe i det danske samfund.

Omvendt at have ekstreme grupper i Danmark er måske heller ikke nyt, som nogen debatter lægger op til. For bogens forord er skrevet af Peter Øvig Knudsen, forfatteren bag bøgerne om Blekingegadebanden. Øvig er velvalgt fordi han peger på, at ekstreme miljøer ikke er nyt i Danmark. Gennem den Kolde Krig fandtes der på den alleryderste venstrefløj grupper, hvor vold og revolution blev anset som et legitim middel til at indføre det ”perfekte” samfund. Det tog intet mindre end et sammenbrud af Sovjetunionen før disse ekstreme kræfter forsvandt, og det er måske tilsvarende store omvæltninger som skal til for, at jihadister forsvinder. Dermed kan udsigten til at radikaliserede grupper snart forsvinder virke dystre. Ligesom de meget ekstreme venstreorienterede kræfter, er disse radikaliserede unge mænd og kvinder en meget lille gruppe, og set i Øvigs perspektiv er det måske normalt at et samfund uagtet sin styreform, altid vil have en lille gruppe som søger det ekstreme, ideologisk såvel som religiøs. Men den forbliver lille fordi et omgivende samfund reelt ikke deler sådanne idealer, og den bedste måde at bekæmpe dem på er at nedtone dem i stedet for at tale dem store, hver gang de gennemfører et spektakulært angreb eller bliver dræbt i Syrien.

Jakob Sheikhs bog er særdeles læseværdig, og bidrager til en nødvendig nuancering og forståelse af hvad radikalisering er og hvad der gør, at unge mænd og kvinder drager til Syrien i velvidende, at de næppe nogensinde vil vende retur til Europa igen.

 

Del: