Danmark i krig – Balkan og Irak

Anmeldt af Kjeld Hald Galster

Sven Arvid Birkeland.”Danmark i krig – Balkan og Irak” Udgivet af Gyldendals Presse den 12. april 2011. ISBN 978-87-02-10597-1.  400 sider. Pris kr. 349,95 (vejledende).

Foto: cdon.dk

Lægen Sven Arvid Birkeland følger i denne bog op på sin tidligere beskrivelse af dansk krigsindsats i internationale missioner: Krigens Ansigt – Danske soldater i Afghanistan. Han tager dog ikke sit udgangspunkt i denne bog men i sine to tidligste bøger, der har Anden Verdenskrig som deres omdrejningspunkter. Han fastslår således, at når danske soldater vender hjem fra international tjeneste er de naturligste samtalepartnere og dem, hos hvem veteranerne finder størst indlevelse, ikke forældrene men bedsteforældrene, fordi disse selv har oplevet krig på nærmeste hold.

Bogen er i al væsentlighed bygget på interviews, og Birkeland er i den forbindelse kommet vidt omkring, om end han på ingen måde har ladet tilfældigheder bestemme sit valg af samtalepartnere. Gennem sin ungdoms kollegiekammerat Karsten Møller, pensioneret generalmajor og senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har han fået en række forslag til relevante personer i eller med tilknytning til forsvaret. Og disse har han så indgående udspurgt inden for deres respektive specialer, og efterfølgende anvendt deres udsagn dels til baggrund dels til sammenkædning af interviewene med de egentlige hovedpersoner: veteranerne. Værkets enogfyrre kapitler er grupperet i tre hovedafsnit: indledning, Balkan og Irak samt noter og bibliografi. Karakteren af denne bog gør det vanskeligt på overskuelig vis at præsentere hvert af de mange kapitler, og denne anmelder har derfor valgt en tematisk tilgang.

Umiddelbart fremtræder bogen kalejdoskopisk som følge af de mange meget personlige beretninger, hvor de interviewede tilsyneladende får lov at fortælle af karsken bælg uden nogen synlig ledetråd. Når man fordyber sig, ser man dog, at den røde tråd gennem alle de stillede spørgsmål – og til en vis grad gennem beretningerne – er interessen for de menneskelige konsekvenser af udsendelse til krigstjeneste i det fremmede, de psykiske og fysiske eftervirkninger – omkostningerne for krigsdeltageren, familien, forsvaret og samfundet.

Baggrunden for Danmarks krigsdeltagelse er jo den aktivistiske udenrigspolitik, som landet har bedrevet siden ophøret af Den Kolde Krig, og Birkeland får da også sat sin fortælling ind i den historiske ramme blandt andet gennem citat af statsminister Anders Fogh Rasmussen om, at ”Danmark skal være parat til at forsvare væsentlige værdier ved selv at yde et militært bidrag.” (p. 233). I øvrigt gengives de væsentligste træk af krigshistorien for de to behandlede indsatsområder i ganske få og komprimerede afsnit, der på god vis giver læseren en forståelsesramme for de efterfølgende beskrivelser.

Post Traumatic Stress Disorder er den plage, som vel mest markant martrer hjemvendte soldater i årene efter deres krigsoplevelser. Det er denne lidelse som lægen Birkeland først og fremmest synes at være på udkig efter, og som han finder hos et stort antal af de hjemvendte. Der gives i bogen mange gode symptombeskrivelser og også eksempler på vellykkede behandlingsforløb, som må interessere enhver, der selv risikerer sådanne krigstraumer. Men mens dette syndrom primært er af mental art, er invalidering og udsigten til for resten af sine dage at skulle leve et liv forskelligt fra andres med de begrænsninger og afsavn det indebærer, nok så stor en bekymring. Denne form for krigsskade bliver fint beskrevet i afsnittet pp. 63 ff. om en soldat, der bliver ramt og lammet fra hoften og ned under operationer på Balkan, og som efterfølgende gennemgår en vellykket genoptræning og af Hærens Operative Kommando får et job skræddersyet til sine særlige betingelser. Soldaten opnår trods vanskeligheder et familieliv tæt på det normale og synes endda at have accepteret sin skæbne.

Sven Birkeland kigger også nøje efter veteranernes og de hjemvendte, men stadig aktive, officerers muligt ændrede samfundssyn. Bitterhed og søgen efter syndebukke er jo en åbenlys – om end ikke given – konsekvens. Blandt dem, der har gjort tjeneste på Balkan er FN, den organisation, der ofte må stå for skud. Manglende flystøtte, utilfredsstillende opbakning fra New York, magtesløshed overfor gruppers og enkeltpersoner grusomheder m.v. går igen i mange af beretningerne. Hist og her fremkommer udsagn, man som ikke-deltager må undre sig over. F.eks. udtaler en tidligere FN-observatør (p. 57): ”Vi er jo ofte med til at bidrage til etnisk udrensning, det er en af de opgaver, jeg er mest stolt over at have været med til, for alternativet til etnisk udrensning, det var, at de slog dem ihjel.” Selv med det let formildende forbehold i de sidste dele af udsagnet, synes den holdning til etnisk udrensning fremmed for en dansk betragter, men således er det øjensynligt blevet oplevet, og Birkeland indlægger sig stor fortjeneste ved ikke at besmykke eller fortie det.

Bearbejdning af oplevelserne og genopbygning af sjælen gennem aktivitet, skrivning og tilbagevenden til det vante arbejde er fremgangsmåder, som flere af Birkelands samtalepartnere giver udtryk for at have haft held med, men også de tilbud, som den hyppigt omtalte kammeratstøtteordning stiller til rådighed, synes at have været gavnlige.

At de samme begivenheder kan ses i forskelligt perspektiv er vel næppe en overraskelse, men det er interessant at se, hvorledes Birkeland formår at få to meget forskellige synsvinkler præsenteret, så denne ellers ubemærkede tvetydighed springer i øjnene. I kapitel syv (pp. 66 ff.) fortæller en oberst, hvorledes han føler sig misforstået og uretfærdigt kritiseret for nogle dispositioner han traf og nogle han undlod at træffe på Balkan i 1995. På sin side følte han sig svigtet af FN, snigløbet af tyskere og amerikanere og desavoueret af sin ukrainske chef, mens han fra sine undergivne senere måtte høre alvorligt sårende – og i hans øjne uretfærdig – kritik af sin handlemåde, der i soldaternes optik havde været kritisabel. Over for oberstens oplevelser står så en kompagnichefs beretning (pp. 87-92), hvoraf det spydigt fremgår, at ”obersten tog hjem og skrev en fin bog om, hvor dygtig han var” samt en påstand om, at efterretningstjenesten og chefvirket i den danske bataljon fortjente karakteren 00 (der som bekendt er dumpekarakter både efter den gamle og den ny skala).

Tabloidpressens uacceptabelt nærgående udspørgen og dens helt uanstændige metoder beskrives fint p. 77 af en oberstinde, hvis mand på det tidspunkt stod i centrum af nogle tragiske begivenheder på Balkan. Hendes mand var udsat for en del kritik, som hun ikke følte trang til at diskutere med pressen, men oplevede efter afvisning af en pågående journalist, at denne i stedet henvendte sig til naboen for at forhøre sig om oberstfamiliens forhold.

Næsten alle interviewede er blevet spurgt om deres forhold til kristendommen og dens værdi under udsendelsen, og det er bemærkelsesværdigt, at langt de fleste kun udtrykker at have haft en vis gavn af troen, mens de, der entydigt erkender, at denne har båret dem gennem vanskelighederne, er ganske få.

Denne bog er interessant for sit indhold, men også for sin form. Bortset fra de få redegørende afsnit er den så godt som udelukkende komponeret af samtaler mellem forfatteren og en række for formålet relevante personer. Disse samtaler spænder vidt: fra soldaterhjemslederens observationer af stort og småt i livet blandt veteraner og deres pårørende over nøgterne øjenvidneskildringer og en enkelt stærkt emotionelt ladet betragtning fra en kvindelig sergent til en næsten videnskabelig samtale mellem to læger – forfatteren og chefen for Krise og Katastrofepsykiatrisk Center.

Til alle, der skal udsendes i internationale militære operationer, eller som beskæftiger sig med veteranspørgsmål kan bogen varmt anbefales.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.3_2011.pdf

Del:

Emneord