DANBN/IRAK, hold 1 indsats i det sydlige Irak

Indledning
Gennem de seneste måneder har der pågået en debat om det folkeretslige grundlag for koalitionens angreb på Saddam Husseins styre i Irak i april 2003. Som bekendt deltog Danmark i denne operation, ligesom vi fortsat bidrager til den efterfølgende indsatte sik­ringsstyrke, der skal støtte den politiske overgangsproces og fremskynde etableringen af et fredeligt og stabilt Irak. Var det rigtigt at vælte Saddam Husseins regime og var det fol­keretlige grundlag tilstede? Der findes eksperter, der argumenterer for, og andre, der ar­gumenterer imod. Ret beset er det vel for tidligt at drage den endelige konklusion, idet fremti­den og udviklingen i Irak må give svaret. Som soldat kan man nøjes med at konsta­tere, at et flertal i Folketinget ønskede, at man fra dansk side skulle deltage i operationen mod Saddam Hussein samt bidrage til sikringsstyrkens indsats i Irak. Nærværende artikel har til formål at beskrive indsættelsen af det danske kontingent i Irak, herunder beskrive de opgaver, der blev løst, og de erfaringer, der blev indhøstet under hold 1 indsats i det sydlige Irak i perioden juni – oktober 2003.

Foto: Forsvaret.dk

Forberedelserne
Koalitionen indledte angrebet mod Saddam Husseins styre 20. marts 2003. Dagen efter vedtog et flertal i Folketinget, at Danmark skulle deltage i operationen med en korvet og en ubåd. Allerede 9. april blev statuen af Saddam Hussein væltet i Bagdad, hvilket markerede regimets fald. Set med militære øjne var der tale om en vellykket militær operation, der med en dristig plan var gennemført hurtigt og effektivt og med relativt få tab. En væsentlig del af succesen skyldtes formentlig, at man så entydigt fokuserede på fjendens ”Center of Gravity” – Saddam Hussein og hans regime.     

Den 11. april (fredagen op til påske) traf den danske regering beslutning om at iværksætte forbere­delse til indsættelse af et specifikt landmilitært bidrag til den multinationale sikrings­styrke. Bidraget skulle bestå af en sammensat bataljonsstruktur med en enkelt kampun­derafdeling og en personelstyrke på op til 380 mand. Forsvarskommandoen iværksatte herefter de militære forberedelser til udsendelse af bidraget. Enhederne, der skulle indgå i DAN­CON/IRAK, blev formeret dagen efter påsken (22. april) ved de forskellige opstillende myn­digheder omfattede de fleste af hærens regimenter. Dimensionerende for forberedel­serne var bl.a. et vaccinationsprogram på seks uger og en deployeringstid til missionsom­rådet på fire uger. 

Deployeringen
Vores materiel omfattende ca. 550 containere og 250 køretøjer blev udskibet fra havne i Danmark 10. – 12. maj, hvorefter de to skibe satte kursen mod Golfen. Personellet blev deployeret med fly til Kuwait 2. og 4. juni, hvilket var tidligst muligt i forhold til det omfat­tende vaccinationsprogram. At stige ud af flyet med air condition og føle den varme luft var en chokerende oplevelse, der påvirkede os både fysisk og men­talt. Fra Kuwait lufthavn blev vi transporteret pr. bus til en britisk gen­nemgangslejr – Camp Eagle 3 - i den kuwaiti­ske ørken. Den 5. juni var DANCON/IRAK, hold 1 for første og eneste gang samlet, dog undtaget bataljonens Force Protection Team fra Jægerkorpset, der alle­rede var operativt indsat i ansvarsområdet. Også for stabs- og logistikkompagniets vedkommende var det første gang, at kompagniet var samlet, da en­heden var sammensat af bidrag fra seks for­skellige opstillende myndigheder. Siden be­slutningen om et dansk bidrag til sikringsstyr­ken var det besluttet, at der også skulle indgå en litauisk panserin­fanterideling i bataljonen. Også denne enhed stødte til bataljonen i gennemgangslejren.

Formålet med opholdet i Camp Eagle 3 var dels at akklimatisere kroppen til den ekstreme varme, dels at formere bataljonens enheder og klargøre til forskydning til ansvarsområdet.

Behovet for akklimatisering skal tages helt bogstaveligt, idet vi var ankommet til regionen på det tidspunkt af året, som alle tidligere militære planlæggere omhyggeligt havde forsøgt at undgå på grund af den ekstreme varme. Forenklet sagt skulle kroppen – i modsætning til i Danmark, hvor omgivelserne er koldere end kroppen – nu lære at aflede varme ved at svede og det vel at mærke uden at udskille salt. For personellet var det lidt af en ”ud af kroppen oplevelse” at erfare, hvordan kroppen fysiologisk tilpassede sig. Det var i den pe­riode nødvendigt at indtage 10 – 15 liter vand om dagen, hvoraf noget måtte tilsættes salt og sukker. Det var tydeligt at mærke, at man de første dage udskilte meget salt, idet hu­den føltes som om, at man lige var stået op af Det Døde Hav. Det var ligeledes tydeligt at mærke, når man kom i underskud for salt, da det så ikke længere var muligt at optage den store mængde væske i kroppen, som vi skulle indtage. I stedet løb vandet lige igen­nem ”systemet”. De op til 55 grader i skyggen i lejren var særdeles belastende og påvir­kede vores evne til at lave fysisk arbejde samt til at tænke klart og dermed vores evne til at planlægge de forestående opgaver. Psykologisk hjalp det heller ikke meget, at englæn­derne havde opstillet air condition i lejren, uden at disse var tilsluttet elektricitet!                  

Da skibene med materiellet ankom et par dage tidligere end planlagt blev losning indledt allerede 3. juni. Det var således ikke muligt for alt personel at gennemføre de få dages akklimatisering, som vi havde planlagt. Det viste sig dog, at det i praksis var mindre bela­stende at deltage i losningen af skibene i havnen, idet man derved kom væk fra den kvæ­lende varme i Camp Eagle 3.

Den 6. juni indledte vi forskydningen ind i Irak, hvorefter kontingentet var spredt over store afstande på fire lokaliteter i to lande: Bataljonschefen, dele af staben samt O-grup­pen for­skød til Al Qurnah, hvor afløsningen af Joint NBC Regiment blev indledt. Ingeniør­deta­chementet, der skulle bygge lejrene, og dele af stabs- og logistikkompagniet forskød til bataljonens lejrområde og påbegyndte opbygning af Camp Eden. Det nationale støtte­ele­ment (NSE) forskød til al Sheibah og påbegyndte indretning af logistikområdet. Bag­trop­pen med bataljonens kommandostation forblev i Camp Eagle 3, hvorfra de efterfølgende da­ges transporter til Irak blev styret, og hvorfra der blev opretholdt forbindelse til enhe­derne og til Hærens Operative Kommando i Danmark.

Deployeringen blev gennemført over fem dage med ca. 20 % af styrken om dagen. Trans­porten af de mange containere blev gennemført med støtte fra civile kuwaitiske transport­firmaer. Dvs. at hver af vores kolonner blev suppleret med ca. 45 civile lastvogne hver læsset med to containere. De civile chauffører var bange for at køre i Irak og skulle have bevæbnet eskorte ind og ud af landet samme dag, hvilket fra starten medførte et hårdt arbejdspres på opklaringseskadronen. Den 10. juni var deployeringen imidlertid gennem­ført stort set som planlagt. Eneste nævneværdige problem var, at hverken bataljonen eller dispositionsenhederne havde overblik over indholdet af de mange containere.

Opgaven
Den konkrete opgave var ikke endeligt fastlagt på det tidspunkt, hvor der blev truffet be­slutning om sammensætning af det danske bidrag. Den overordnede opgave, som fremgår af folketingsbeslutningen, var, at det danske bidrag skulle indgå i en sikringsstyrke, der skulle understøtte og sikre det internationale nødhjælpsarbejde, som forudsætningen for genopbygningen af landet. I den forbindelse skulle bataljonen bidrage til opretholdelse af lov og orden, give den vanskelige politiske overgangsproces de rette sikre rammer samt fremskynde etableringen af et fredeligt og stabilt Irak til gavn for hele den irakiske befolk­ning, herunder også støtte flygtninge og internt fordrevne.    

Den konkrete operative opgave blev fastlagt efter forhandling mellem de britiske og dan­ske forsvarsmyndigheder. Den danske styrke skulle indsættes i rammen af 7. Armoured Brigade (de legendariske ørkenrotter) i et selvstændigt ansvarsområde i den nordlige del af Basra-provinsen, hvor DANBN skulle afløse Joint NBC Regiment. Overtagelsen var meget tidligt under planlægningen fastlagt til at skulle finde sted 12. juni. Brigaden gav DANBN til opgave at konsolidere sikkerheden og stabiliteten i det tildelte ansvarsområde med tyngde om befolkningscentrene - primært Al Qur­nah og Al Medinah. Områdets udstræk­ning var ca. 60 x 60 km med skønsmæssigt 400.000 indbyggere. Endvidere skulle bataljonen opretholde sikkerheden om fire vigtige olieinstallationer, der på dette tidspunkt ikke var i drift, samt sikre en vandpumpestation af vital betydning for vandforsyningen til Basra.    

Det må her også nævnes, at det folkeretsligt påhviler en besættelsesmagt at sikre befolk­ningen adgang til basale fornødenheder. Pligten indebærer, at koalitionen i videst muligt omfang skal sørge for, at alle har adgang til f.eks. rent drikkevand, mad elektricitet, medi­cin og lægehjælp. Pligten er ikke absolut, men man er forpligtiget til at gøre, hvad der er muligt. Der er endvidere heller ingen pligt til at bringe landet op på væsentligt højere ni­veau end det var under det tidligere regime. Besættelsesmagten skal endvidere opret­holde lov og orden. Dette betyder, at hvis det lokale politi ikke løser denne opgave, skal koalitionen i første omgang løse opgaven selv. På længere sigt vil genopbygningen af po­litiet - eller oprettelse af andre sikkerhedsstyrker - være en del af forpligtigelsen, før besættel­sesmagten vil kunne forlade Irak. Endelig påhviler det besættelsesmagten at føre splittede familier sammen. Disse opgave svarer nogenlunde til de opgaver, der fremgik af folketingsbeslutningen.   

I Danmark pågik der på dette tidspunkt ikke desto mindre overvejelser og debat om, hvor­vidt den danske styrke var at betragte som en besættelsesmagt al den stund, at Danmark havde deltaget i den væbnede aktion mod Irak. Stillingtagen hertil var ubehagelig blandt andet fordi begrebet ”besættelsesmagt” er negativt ladet, idet tankerne ledes hen på Tysklands besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig. I politisk optik blev den danske styrke derfor betragtet som en hjælpestyrke til besættelsesmagternes styrker (USA og UK). Denne spidsfindighed var imidlertid ikke gået op for irakerne, der syntes veloriente­ret om besættelsesmagtens opgaver og anlagde en restriktiv fortolkning heraf. Da vi de facto var de eneste repræsentanter fra besættelsesmagten i vores område, blev DANBN holdt op på disse opgaver, idet irakerne forventede forbedringer af sikkerhedssituatio­nen og leveforholdene nu og her og generelt havde meget lidt tålmodighed. Irakerne havde – til trods for deres glæde over fraværet af regimet og glæden over vores tilstedevæ­relse - en tendens til på en gang at gøre os ansvarlige for tingenes tilstand og forlange her og nu løsninger på alle mangler og problemer. I praksis blev det derfor især opgaverne om at sikre befolkningen adgang til basale fornødenheder og opretholdelse af lov og orden, der blev styrende for bataljonens aktiviteter. Opgaven vedrørende sammen­føring af splittede familier var reelt set meget begrænset på grund af den korte krig.  

Etableringsfasen – opbygning af lejren
Samtidig med overtagelse af den operative opgave skulle bataljonen påbegynde etable­ring af lejren. De styrker, som vi afløste, havde været i krig og havde efter ankomst til an­svarsområdet baseret opholdet på eksisterende bygninger og faciliteter. Det danske lejr­koncept - udviklet på baggrund af erfaringer fra indsatsen i Kosovo og Eritrea - er derimod af flere grunde baseret på opbygning af medbragte faciliteter tilpasset behovet, herunder trusselsniveauet og opholdets forventede varighed. I den forbindelse havde bataljonen under rekognosceringen fundet et egnet sted til etablering af lejr. Stedet viste sig – særligt ud fra Force Protection hensyn – ligesom lejrkonceptet i helhed at være meget anvende­ligt. Lejretableringen og det store fysiske arbejde, der skulle gennemføres i forbindelse hermed, blev dog i meget høj grad vanskeliggjort af de meget barske klimatiske forhold, som herskede i området på daværende tidspunkt. Arbejdet blev ikke lettere af, at personel­let ikke var fuldt ud akklimatiseret ved ankomsten. Ingen havde haft fantasi til at forudsige, hvor vanskeligt den første periode ville være. I modsætning til andre nationer - bl.a. UK – undgik vi tab på grund af varmen, hvilket blandt andet kan skyldes det forhold, at hensynet til personellet blev vægtet højere end tempoet i lejrbygningen. Ret beset var der intet der hastede i den forbindelse. Når der alligevel skete store fremskridt i lejrbygnin­gen skyldes det ikke mindst en meget stor og prisværdig indsats fra bataljonens erfarne ingeniørdetachement.                     

Den operative opgaveløsning – opretholdelse af lov og orden
Efter en omfattende og hektisk overdragelsesperiode overtog bataljonen den operative opgave i ansvarsområdet til aftalt tid 12. juni. På dette tidspunkt var sikkerhedssituationen primært præget af omfattende kriminalitet med skydninger i Al Qurnah hver nat. På den ene side var der et stort sikkerhedsvakuum eftersom samtlige irakiske militære styrker og andre sikkerhedsstyrker i hast havde forladt området, da det stod klart, hvor det bar hen. Politiet var formelt set forsat til stede men reelt set var de rådvilde, idet samfundet var fal­det fra hinanden og de derfor ikke havde nogen overordnede myndigheder at udøve deres politimyndighed på vegne af. Desuden kunne politiet ikke frigøre sig fra klanstrukturerne i samfundet, hvorfor styrken til stadighed var udsat for trusler. Reelt set var der således in­gen effektiv irakisk politimyndighed i området. Den værste kriminelle rus efter krigen, hvor infrastrukturen og alle offentlige myndigheder var blevet plyndret – og hvorunder hospitals­senge forsvandt under patienterne - var aftaget, idet der stort set ikke var flere nemme objekter at plyndre. På den anden side var der en afventende holdning, idet nye magt­strukturer endnu ikke var etableret. Irakerne var tydeligt fortsat i en form for choktil­stand over, at regimet var forsvundet, og man var langt fra overbevist om, at der var tale om en permanent tilstand.

Til løsning af den operative opgave rådede bataljonen over en let opklaringseskadron med ni spejdergrupper a seks mand, to panserinfanteridelinger med i alt seks panserinfanteri­grupper a 10 mand, samt et militærpolitidetachement med fem patruljer a to mand (antallet af MP patruljer blev efter anmodning fra bataljonen fordoblet ultimo juli). Ikke nogen over­vældende styrke situationen og områdets størrelse taget i betragtning. I forbindelse med overdragelsen var det endvidere blevet klart, at bataljonen ikke umiddelbart kunne forlade den tidligere Bath-parti bygning som Joint NBC Regiment havde anvendt som hovedkvar­ter. Årsagen hertil var, at de lokale irakere under de britiske styrkers tilstedeværelse var blevet vænnet til at tage kontakt til koalitionen på dette sted, uanset om der var tale om aflevering af oplysninger eller anmodninger om hjælp af den ene eller anden art. Det blev derfor besluttet at anvende huset som CIMIC-house, skønt dette lagde beslag på en sik­ringsstyrke af op til delingsværdi (ca. 30 soldater).                 

Efter overtagelsen iværksatte bataljonen et operationsmønster, der mindede om indsættel­serne på Balkan, der udgjorde vores erfaringsgrundlag. Operationsområdet blev opdelt i tre delingsområder, der hver blev tildelt en spejderdelingsfører. Inden for respektive områ­der gennemførte spejderdelingerne patruljer dag og nat, hvor særligt perioden efter mør­kefald medførte sammenstød med bevæbnede kriminelle elementer. I samme periode blev panserinfanteridelingerne anvendt til stationære sikringsopgaver ved CIMIC-house, ved vandpumpestationen, ved olieinstallationerne (hvor der også var indsat civilt vagtværn), samt til beredskabsstyrke. Indsættelsen medførte konfiskation af en del våben og af en del pickups stjålet fra det tidligere regime.

At bataljonen beslaglagde en mængde våben var en naturlig konsekvens af de mange våben i omløb og det forhold, at koalitionen centralt havde fastlagt, at irakerne måtte have to håndvåben til selvforsvar i deres hjem eller på deres arbejdsplads (for dem der havde en sådan) men i øvrigt ikke måtte færdes offentligt med våben. Ligeledes var det lige så naturligt at beslaglægge de pickups, der var stjålet fra den irakiske stat. Disse var ret nemme at erkende, idet sanktionerne de seneste år havde medført, at der stort set ikke var indført nye private biler. En pickup af nyere dato var derfor med stor sandsynlighed stjålet fra det tidligere regime.       

Denne indsættelse medførte imidlertid to overordnede problemer. De mennesker, der havde fået frataget deres våben eller køretøjer, klagede deres nød til deres sheik som her­efter direkte - eller via stammens oversheik – aktivt og ihærdigt klagede deres nød direkte til bataljonschefen ved første givne lejlighed, hvilket ofte var det ugentlige møde i det regi­onale råd. Dvs. at fokus og kræfterne, der burde rettes mod problemer relateret til sikker­hed og infrastruktur på det regionale niveau, blev ændret til at behandle enkeltsager, som hvorvidt der skulle udstedes våbentilladelser til enkeltpersoner og hvorvidt konfiskerede våben og biler kunne leveres tilbage.

Hvad værre var, at irakerne efter ca. en måneds indsættelse klagede over vores mang­lende evne til at opretholde lov og orden i området. Dette kom som noget af en over­ra­skelse, idet vores egen opfattelse var, at det gik nogenlunde. Efter nogen dialog om pro­blemstillingen stod det klart, at befolkningen fandt, at den danske styrke ikke var synlig nok. Årsagen hertil var formentlig, at den danske styrke var noget mindre end den britiske styrke, vi havde afløst. Desuden havde vi placeret vores hovedbase ude i den øde ørken, hvorimod den britiske styrkes lejr var placeret synligt i faciliteter i byen. Samtidig voksede irakernes krav på alle områder som tiden den gik, herunder også kravet om lov og orden. Hertil kom, at befolkningen i de to byer, Al Qurnah og Al Medinah, anså marskaraberne som værende roden til al kriminalitet. Denne befolkningsgruppe levede nu - efter dræning af marsken, der havde frarøvet dem deres oprindelige livsgrundlag - sammenklumpet i ”mud-huts” i tilknytning til de tilbageværende vandløb og kanaler. Det var således bybe­folkningens klare opfattelse, at det var marskaraberne, der stod bag de kriminelle aktivite­ter i byerne om natten. Af den grund ville irakerne have bataljonen til at genbemande de i alt fem permanente kontrolposter, som det tidligere regime havde opretholdt omkring de to større byer i vores område.

Set med bataljonens øjne ville opretholdelse af sådanne permanente kontrolposter ikke have den store effekt, idet evt. kriminelle elementer hurtigt ville kunne finde ud af at omgå disse. Endvidere ville opretholdelse af fem kontrolposter på døgnbasis være en meget stor opgave for bataljonen, der i alt kun rådede over 15 operative grupper. Alle, der har rejst i arabiske lande, er imidlertid bekendt med den udbredte forkærlighed for anvendelse af faste kontrolposter. Til trods for den forventede begrænsede operative effekt og til trods for den belastning som det ville medføre for vores soldater at løse denne opgave, hvor de i dagtimerne var udsat for direkte sol med temperaturen på op til 70 grader, valgte vi at ef­terkomme de lokales ønsker om permanente kontrolposter. Årsagen hertil var en erken­delse af, at deres opfattelse af sikkerhedssituationen var mindst lige så vigtig som vores og at det var opfattelsen af sikkerheden snarere end sikkerheden i sig selv, der var af be­tydning. Ligeledes ønskede bataljonen at signalere, at vi tog irakernes bekymring alvorligt og at vi tilstræbte at skabe løsninger i samarbejde med irakerne frem for at diktere løsnin­ger. Denne tilgangsvinkel blev valgt ud fra den betragtning, at vi med vores begrænsede operative kapacitet ikke havde andet valg end at satse på at etablere et samarbejde med de lokale. Endvidere virkede en sådan tilgangsvinkel naturlig og indlysende for os med vores danske traditioner for problemløsning. Oprettelse af kontrolposterne gav prompte en positiv reaktion blandt irakerne, der øjeblikkeligt fandt sikkerhedssituationen markant for­bedret. Det er bataljonens opfattelse, at dette var afgørende medvirkende til at vores lo­kale samarbejdspartere efterhånden fik en opfattelse af, at vi ikke var en besættel­sesmagt men en fredsbevarende styrke, der reelt forsøgte at ændre tingene til det bedre.

I praksis havde bataljonen - ikke overraskende - vanskeligt ved at opretholde den perma­nente bemanding af kontrolposterne gennem længere tid. Den ensidige fokusering på kontrolposterne medførte endvidere, at bataljonen mistede føling med, hvad der i øvrigt foregik inden for ansvarsområdet. Hertil kom, at irakerne udtrykte ønsker om bevogtning af stadig flere installationer. Det positive heri var, at det var et udtryk for, at samfundet var begyndt at komme i gang igen. Problemet var dog, at den grundlæggende sikkerhed fort­sat ikke var tilfredsstillende, hvilket affødte konkrete sikringsopgaver hver gang en offentlig myndighed eller installation blev genåbnet.

Løsningen var derfor at lade det lokale politi bemande kontrolposterne og føre hyppig til­syn hermed ved at lade bataljonens patruljer cirkulere mellem kontrolposterne og hente politiet tilbage på posterne, når de i utide havde forladt disse. Samtidigt hermed arbejdede bataljonen på at ansætte sikkerhedspersonel til bevogtning af diverse installationer. Dette ville ud over en forbedret sikkerhedssituation tillige skabe arbejdsplad­ser, hvilket ville medvirke til at få gang i økonomien. Ansættelse af sikkerhedsvagterne blev som udgangs­punkt styret af brigaden, der ved oprettelse af enheden Basrah River Service - senere om­døbt til Facility Protection - (gen)ansatte personel fra det tidligere ira­kiske III Korps. Batal­jonen havde dog indledningsvis visse vanskeligheder ved at opnå enighed med denne styrke om vilkårene for opgaveløsningen og så sig derfor nødsaget til at speede processen op ved at ansætte lokalt hyret sikkerhedspersonel efter anbefaling fra lokale ledende shei­ker, der tillige godkendte en fordelingsnøgle blandt stammerne. Sidstnævnte var nødven­digt, da disse jobs var eftertragtet både på grund af økonomien og på grund af den interne magt­balance. Styrkerne blev iklædt uniform, fik tildelt våben samt en kort uddannelse, in­den de blev indsat i bevogtningsopgaverne. 

Hvor krigen havde været målrettet og en succes, stod det – på baggrund af de sparsomme direktiver oven fra - gradvist klart for os, at der ikke forelå en klar køreplan for perioden ef­ter krigen. De britiske styrker opererede forholdsvis autonomt og gav tilsvarende bataljo­nen meget stor handlefrihed. Bortset fra detaljer som våbenpolitik førnævnt var det først i løbet af september, at vi fik fornemmelse af en central styring, idet bataljonen fik til opgave i hast at deltage i opstilling og uddannelse af Iraqi Civil Defence Corps (ICDC) – en ny ira­kisk sikkerhedsstyrke. Dette initiativ var til gengæld særdeles fornuftigt, idet formålet var at oprette en landsdækkende styrke og sætte et irakisk ansigt på sikkerheden. Samtidig skulle styrken på sigt skabe forudsætning for udtrækning af koalitionens styrker. I hast blev der oprettet uddannelsesfaciliteter uden for Camp Eden. Koalitionen tilvejebragte vå­ben men kunne ikke levere uniformer til uddannelsens start, hvilket derfor blev tilvejebragt fra Danmark, således at lokal rekruttering, omfattende bl.a. lægeundersøgelse og fysiske op­tagelsesprøver, samt uddannelse kunne påbegyndes jf. tidsplanen. Der blev herefter gen­nemført et uddannelsesprogram på knap tre uger, hvorefter de første enheder kunne be­gynde at gennemføre fælles patruljer med bataljonens patruljer. Generelt set var det en positiv oplevelse, at opleve de lokales engagement i og oplevelse af et uddannelsesforløb gennemført efter danske pædagogiske principper. For begge parter var det givet tale om en stor kulturel oplevelse.       

I perioden frem til midten af oktober, hvor hold 1 blev afløst, blev der i bataljonens områder ansat og indsat knap 1000 lokale mænd fordelt på politi og diverse sikkerhedsstyrker.                                       

Bataljonens MP patruljer blev anvendt til at holde snæver kontakt til det lokale irakiske po­liti ved at gennemføre daglige besøg på politistationerne, iværksætte uddannelse og gen­nemføre fælles patruljer. Herudover blev MP patruljerne anvendt som Force Mulitiplier som støtte til bataljonens patruljer ved tilbageholdelser og beslaglæggelser, hvilket havde den fordel, at sådanne sager blev behandlet professionelt og ensartet.

Civilt – Militært samarbejde (CIMIC) og sikring af basale fornødenheder
Da bataljonen ankom til ansvarsområdet var der langt fra tale om nogen katastrofesitua­tion, men som følge af krigen og ikke mindst de efterfølgende plyndringer var der tale om mangel på visse basale fornødenheder i samfundet. Som nævnt ovenstående havde ba­taljonen pligt til at sikre disse, hvilket da også var i bataljonens egeninteresse, idet tiltag her inden for selvsagt også bidrog til bataljonens egenbeskyttelse. Til at løse denne op­gave, havde bataljonen en CIMIC-enhed på 12 personer, der enten var eller blev gjort til specialister inden for områderne administration og forvaltning, sundhed, uddan­nelse, elektricitetsforsyning, vandforsyning og landbrug.    

Egentlig er det grotesk, at der var mangel på vand i dette tidligere sumpområde mellem floderne Tigris og Eufrat. Dette var imidlertid situationen, da bataljonen ankom til ansvarsom­rådet. Situationen skyldtes bl.a. den dræning af området som Saddam Hussein iværksatte for at straffe marskaraberne for deres forsøg på oprør efter Golfkrigen i 1991 og som nu har medført en økologisk katastrofe. Hertil kommer, at de dæmninger, der er byg­get i det centrale Irak og i Tyrkiet også har bidraget til at sænke vandstanden i området. Endelig var infrastrukturen (vandpumper, rørledninger mv.) i en meget ringe for­fatning. Særligt var manglen på rent vand et problem, da den lave vandstand i området medførte, at vandet fra Golfen ved højvande skyllede op i området, hvorefter salt og foru­rening fra Basra blev tilført. I løbet af sommeren blev situationen dog gradvist bedre som følge af bataljonens og NGO’ers (særligt Folkekirkens Nødhjælp) indsats, idet der primært blev lagt vægt på nødreparationer af pumper med videre.                

Elektricitetsforsyningen var meget ustabil, hvilket bl.a. skyldtes, at den største kraftstation i området blev plyndret efter krigen, ligesom elmaster blev væltet, elkabler stjålet og af­brændt, hvorefter kobberet blev solgt og formentlig transporteret ud af landet via de åbne grænser. Bataljonen havde meget begrænsede muligheder for at tilvejebringe mere elek­tricitet til området, ligesom det i praksis var umuligt at gennemføre en permanent overvåg­ning af alle kabelføringer. Det eneste bataljonen kunne gøre var at gennemføre intensiv patrul­jering og gribe ind overfor kabeltyve, kabelafbrændingsanlæg og smuglere, når lej­ligheden bød sig. Kun en øget tilførsel af elektricitet, således at forsyningsledningerne blev strømfø­rende, kunne definitivt standse ødelæggelserne af infrastrukturen.        

For så vidt angår brændstoffer kunne irakerne – med god grund – ikke forstå, at der var mangel herpå, når landet besidder verdens anden største kendte oliereserve. Manglen på brænd­stoffer til køretøjer, generatorer og madlavning gav næring til rygtet om, at amerika­nerne kun var kommet for at tage irakernes olie. Manglen gav store frustrationer i samfun­det, der kulmi­nerede med uroligheder i hele Basra provinsen weekenden 9. – 10. august, hvorunder blandt andet politistationen i Al Medinah - netop genopbygget for et større beløb - blev stor­met og totalt plyndret i løbet af få timer. Sandheden om manglen på brændstof­fer var, at produktionen var standset i forbindelse med krigshandlingerne og der var efter krigen kun kommet lidt gang i produktionen igen, blandt andet fordi produktionsanlæggene var nedslidte. Endvidere var der omfattende smugling og sortbørshandel med de spar­somme ressourcer, hvilket for menigmand klart forstærkede problematikken. Efter urolig­hederne i Al Medinah stod det imidlertid klart, at bataljonen for at undgå yderligere tilbage­skridt måtte gøre en ekstraordinær indsats for at stabilisere forsyningssituationen. Løsnin­gen blev at samle de i området værende civile tankvogne og eskortere disse til det cen­trale forsyningspunkt i Sheibah, hvor bataljonens personel gjorde sin indflydelse gældende og tilsikrede sig brændstofforsyninger, der efterfølgende blev eskorteret til ansvarsområ­det, hvor omladning til de lokale tankstationer blev overvåget. Indsatsen havde stor effekt men krævede fortsat daglig eskorte.                       

I ansvarsområdet var der to større hospitaler og 20 klinikker. Begge hospitaler blev plynd­ret i forbindelse med krigen men blev med god støtte fra NGOer hurtigt gjort operative igen. Manglen på veluddannet personale til hospitalet i Al Medinah blev forsøgt af­hjulpet ved at beordre tidligere militærlæger til at arbejde på hospitalet. Desuden var det - ligesom i Danmark - vanskeligt at få læger til at arbejde på klinikkerne i landområderne. Årsagen her var dog ikke alene ringe løn men også frygt for marskaraberne. Mens hospi­talerne ge­nerelt havde en god standard var klinikkernes tilstand meget varierende. Folke­kirkens Nødhjælp gjorde i den forbindelse en god indsats for at højne standarden på kli­nikkerne. Det største problem for sundhedssektoren var dog mangel på medicin, der skulle tilgå fra det centrale medicindepot i Basra. Imidlertid var der en tendens til, at myndighe­derne i Basra nedprioriterede den nordlige del af provinsen. Da bataljonen erkendte dette, blev der sendt lobby-delegationer til Basra, der så at sige sparkede dørene ind ved de rele­vante myndigheder. Dette havde rent faktisk en god effekt og de synlige resultater var også gavnlige for vores samarbejde med de lokale irakere.               

Til trods for at der i DANBN område var ca. 140 skoler, var mulighederne for uddannelse begrænsede og der var mange analfabeter - særligt blandt marskaraberne. Skolerne var meget lokale, da stridigheder mellem de mange stammer og trivialitet i almindelighed medfø­rer, at folk ikke bevæger sig meget rundt i området. Mere end 15 km til skole medfø­rer ofte, at børnene ikke kommer i skole blandt andet på grund af frygt for kidnapninger. Gennem de seneste år var skolerne ikke blevet vedligeholdt og skolernes forfatning var som følge heraf meget ringe. Hertil kom, at nogle skoler var blevet ødelagt eller plyndret i forbindelse med krigen. Behovet for renovering var derfor stort. Denne opgave var delege­ret til det amerikanske firma Bechtel, men også DANBN iværksatte genopbygning af en­kelte skoler. I perioden fra juni til oktober blev knap 40 skoler i bataljonens område genop­bygget og de resterende fik et mindre beløb som nødhjælp til skolestarten i efteråret.     

Landbrugssektoren i området var af væsentlig betydning og rummer et stort potentiale. Specielt efter at marsken blev afvandet er der opstået store områder, hvor dyrkning af jor­den er mulig såfremt der kunstvandes. Primære afgrøder er hvede, byg, majs og dadler. Hertil kommer husdyrhold med blandt andet får og vandbøfler. Landbruget er ge­nerelt dår­ligt udviklet og blandt andet medførte brugen af uforarbejdet såsæd en meget dårlig høst­kvalitet. Et påtrængende problem - som bataljonen blev konfronteret med - var, at bøn­derne var vant til, at regimet opkøbte høsten til standardpris uanset kvalitet og tilmed fore­stod afhentning af høsten. Nu stod bønderne i en situation, hvor prisen afhang af kva­lite­ten, hvorfor de forudså en økonomisk bet, samtidig med at de selv skulle stå for trans­port og afsætning. Der blev brugt en del energi på at drøfte disse problemstillinger, hvor­under det blandt andet blev overvejet at gennemføre bevæbnede eskorteringer. Da det kom til stykket blev disse praktiske problemer dog løst, uden at bataljonen måtte bruge ressourcer hertil.       

DANBN var nationalt tildelt 300.000 kr. til brug til umiddelbare påtrængende CIMIC pro­jekter (Quick Impact Project) men bataljonen gennemførte herudover projekter for ca. 2 mio. kr., som blev tilvejebragt via den britiske brigade. Størrelsesmæssigt spændte pro­jekterne lige fra nødreparation af vandpumper til renovering af skoler. Hertil skal tilføjes de projekter, som blev gennemført af de ganske vist få NGO’er, som opererede i samme om­råde som bataljonen. Samlet set er det vurderingen, at kapaciteten, da hold 1 blev afløst i oktober, på de forskellige områder, var mindst på niveau med situationen før krigen.

CIMIC indsatsen og indsatsen på det administrative og politiske område er elementerne der gør, at opgaven ikke bare er en standardopgave for en traditionel bataljon, men en meget bred­spektret opgave spændende fra det taktiske til det strategiske/politiske niveau. Grundste­nen til organisering af det politiske arbejde var lagt af Joint NBC Regiment, der havde op­rettet et regionalt samarbejdsråd benævnt Northern Basrah Regional Council (NBRC), hvor bataljonschefen som øverste myndighedsperson i regionen holdt ugentlige møder med lokale og regionale ledere samt eksperter fra de forskellige offentlige instituti­oner. Bataljonen udbyggede dette samarbejde ved at udnævne en irakisk co-chairman og ved at lade fremførte problemer behandle i underudvalg for sikkerhed, el, vand, landbrug, uddan­nelse mv., hvorefter løsningsforslag om nødvendigt kunne bringes op i NBRC. ”De­mokra­tiet” var dog ikke så udviklet, at der blev gennemført afstemninger. Beslutningskom­peten­cen lå ved bataljonschefen, der i princippet fungerede som en guvernør, men batal­jonens tilgang til samarbejdet var generelt baseret på vilje til samarbejde med alle, med­ansvar, inddragelse af lokale i beslutninger og fælles løsninger, idet målet jo var, at ira­kerne skulle kunne klare sig selv. Det var derfor vigtigt for bataljonen, at få etableret et be­gyndende selv­styre. Bataljonschefen holdt endvidere regelmæssige møder med ledende sheiker og ad hoc møder med præster og repræsentanter fra politiske partier. Herudover deltog personel fra bataljonens CIMIC enhed i de lokale byrådsmøder, ligesom der blev gennemført et stort diplomatisk arbejde omfattende besøg hos lokale ledere, hvor der blev nydt godt af den store gæstfrihed.           

Som følge af de mange krige i området og det forhold, at den irakiske hær så at sige var gået hjem, da koalitionen angreb, var området spækket med ammunitionsgen­stande og ødelagt krigsmateriel. Der var primært tale om forladte ammunitionsdepoter, som nu lå åbent tilgængelige for plyndringer. Koalitionsfjendtlige elementer kunne således frit af­hente ammunition til brug i egne våben eller til udvikling af improviserede bomber, hvilket udgjorde en direkte trussel mod bataljonen. Herudover var ammunitionen også til fare for den irakiske befolkning, hvor fattige i vid udstrækning afhentede ammunitionskas­ser til brændsel og gav sig i kast med at adskille ammunition for at udvinde metaller – sær­ligt kobber – med videresalg for øje. Endvidere virkede depoterne tiltrækkende på børn og unge. Der var således rigeligt med opgaver at tage fat på for bataljonens panseringeniør- og ammunitionsrydningssektion. I løbet af hold 1 lykkedes det sektionen at rydde ca. 70 sites med mere end 75 tons efterladt ammunition.  

Afslutning
Opstillingen, uddannelsen og deployeringen af DANCON/IRAK var en succes i den for­stand, at det lykkedes at gennemføre denne fase og overtage opgaven i ansvarsområdet i henhold til den plan, der var aftalt med de britiske styrker. Succesen skal ikke mindst ses i forhold til afstanden til missionsområdet, de vanskelige vilkår der findes her og den kends­gerning, at deployeringen blev gennemført efter kun seks ugers opstilling. Der blev efter indsættelsen i pressen fokuseret en del på logistiske problemer og det er ikke nogen hemmelighed, at dele af bataljonens materiel ikke var gearet til de ekstreme varmegra­der, som det blev udsat for. Det skal dog i den sammenhæng anføres, at logistikken ikke var til hinder for, at bataljonen kunne påbegynde opgaveløsningen som planlagt.

Ligeledes var den operative indsats en succes, hvor det ikke mindst i kraft af et godt for­hold til og samarbejde med progressive lokale irakere lykkedes at skabe mange resultater i området. Denne artikel har ikke behandlet den store indsats som bataljonens stabs- og logistikkom­pagni ydede og som skabte forudsætning for, at bataljonens øvrige enheder kunne løse de operative opgaver. Dette er i sig selv en hel historie, men uden den enorme indsats som hver enkelt soldat, herunder også personel i stabs- og logistikkompagniet, ydede i sin funktion, havde det selvsagt ikke været muligt at opnå de resultater, som er beskrevet ovenstående.  

Forsvaret og hæren har i forbindelse med denne operation høstet mange erfaringer, som det er vigtigt at fastholde og lære af. I den forbindelse ville det måske være en ide at op­rette et centralt erfaringscenter?

DANCON/IRAK, hold 1 var en til lejligheden sammensat enhed, hvilket ikke er optimalt i en ny mis­sion. De linier, der tegner sig i et nyt forsvarsforlig med en stående brigade giver mulighed for fremover at indsætte mere professionelle og bedre samarbejdede styrker i nye operationer, hvor konflikten vil være tæt på og forholdende relativt ukendte. Herefter kan skræd­dersyede enheder indsættes, når grundlaget er til stede.              

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_133.aargang_nr.2_2004.pdf

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.