Da politiet blev taget i 1944 og Det må aldrig ske igen

Dobbeltanmeldelse af Simon Papousek

Frank Bøgh 19. September. Da politiet blev taget People’s Press. 2014. 190 sider. Udgivet 19. september 2014

Anton Guldbæk Det må aldrig ske igen. En dansk politibetjents oplevelser i tysk fangenskab 19. september 1944 til 4. maj 1945. Lindhardt & Ringhof. 2014. 192 sider, omfatter desuden bilag. Udgivet 5. september 2014

To nye bøger omhandler dramaet omkring tyskernes arrestation og internering af det danske politi under Besættelsen i 1944.

På 70-års dagen for det danske politis arrestation af tyskerne, har People’s Press udgivet Frank Bøgh’s seneste beretning fra Besættelsestiden.  Bøgh har skrevet flere bøger indenfor både kriminalhistorie og Besættelsestiden. Han er tidligere kriminalassistent, og baserer blandt andet 19. september på samtaler han har haft med betjente der oplevede begivenheden.

På bagsiden af bogen skriver forlaget, at 19. september er en lettilgængelig og oplysende bog om episoden, og det er således det læseren sidder med i hænderne. Bogen er inddelt i 12 afsnit, appendiks og en litteraturliste. Det første (Prolog) giver et øjebliksbillede af situationen omkring arrestationen sådan som Jørgen Haagen Schmith (aka Citronen) oplevede det. Citronen er om formiddagen den 19. september på vej ind mod Polititorvet i København, i en forklædning der helst ikke skal vække opsigt: En politiuniform. Lidet anende at tyskerne netop den dag har valgt at iværksætte Aktion Möwe -  arrestationen og interneringen af det danske politi. Citronen bliver naturligvis blandt arrestanterne, men undslipper på dramatisk vis. Og så er fortællingen skudt i gang.

Næste afsnit giver på næsten 30 sider hele forhistorien til Aktion Möwe. Det kan virke ambitiøst at beskrive den tyske besættelse af Danmark fra 9. april 1940 og frem til september 1944, navnlig når bogen lægger op til at være en lettilgængelig og oplysende bog. Men Bøgh koncentrerer sig i afsnittet om politiets vilkår og arbejdsbetingelser, og giver et interessant indblik i politiets organisation. Det fungerer fint, selvom et personregister ville hjælpe i opremsningen af de mange navne.

Endelig kommer vi frem til selve aktionens iværksættelse. Vi kommer rundt på politistationerne, hvor betjentene er på vej ind fra formiddagstjeneste, møder til eftermiddagstjeneste og afhøringer. Med andre ord en fuldstændig normal arbejdsdag for politiet.  Klokken 11 lyder sirenerne og tyske soldater dukker op overalt og foretager razziaer på politistationerne. Udgangspunktet er København, dernæst Jylland og øerne. Som et dramatisk højdepunkt er et helt afsnit helliget kampene omkring Amalienborg, hvor tyskerne kommer i ildkamp mod politistyrken, der har til opgave at forsvare kongehuset. Læseren er hele tiden sammen med betjentene i gaderne, og det giver et autentisk præg der er gennemgående for fortællingen.

Til slut følger vi de arresterede betjente og deres tur mod Hamborg og koncentrationslejrene Neuengamme og Buchenwald og til en uvis skæbne.

Tygger man sig igennem Bøghs velkomponeret og godt fortalte bog, kan man fortsætte læsningen med Det må aldrig ske igen af politibetjenten Anton Guldbæk  (1916-1989).

Han nedfældede sine erindringer om sin tid i tysk fangenskab under Anden Verdenskrig, og disse foreligger nu fra Lindhardt & Ringhof.

Guldbæk samlede sine notater og skriverier da han blev pensionist i 1983, og først nu ser disse dagens lys. Det er takket være Guldbæks familie, at vi får hans historie fortalt. I forordet kan man læse om familiens oplevelse af deres far, hvordan han led af stress, søvnlæse nætter og i det hele taget, hvordan opholdet i de tyske lejre havde påvirket ham. Det er efter min opfattelse en dybt prisværdig indsats fra familiens side.

Historien er fortalt i et let sprog. Enkelte steder får sentimentaliteten frit løb, hvilket måske ikke er så uforståeligt, men helhedsindtrykket fremstår i sin enkle og direkte facon meget klart og ærligt.

Anton Guldbæk begynder sin fortælling i september i Aalborg, hvor formiddagstjenesten på dramatisk vis bliver præget af tyskernes arrestation. Guldbæk arresteres, og bliver med sine kolleger bragt til et kaserneområde, hvor de kommer under tysk bevogtning. Aftenen efter fragtes arrestanterne til Tyskland med tog mod Frøslevslejren. Her opsamles politiet og Guldbæk møder her kollegerne fra resten af Danmark. Dernæst fortsætter transporten via Padborg og Harrislee mod Hamborg, på vej til bestemmelsesstedet: Koncentrationslejren Neuengamme. Undervejs får Guldbæk og hans kolleger en forsmag på den tilværelse der venter dem. Fratagelse af de sidste ejendele (ure, vielsesringe mv.) og identitet, udsigten til yderst sparsom kost og ditto beklædning bliver snart hverdag for fangerne. Udover de trættende arbejdsdage, er det netop disse elementer der gennemsyrer Guldbæks fortælling. Det nære og menneskeligt fundamentale i mad, varmt tøj og almindelig respekt fordufter, men med hans og kammeraternes selvopholdelsesdrift og venskab klarer Guldbæk sig igennem strabadserne. Efter opholdet i Neuengamme går turen mod Buchenwald, henover en krigsfangelejr ved Mühlberg for endelig at afslutte i Leipzig hvor fangerne får til opgave at rydde op i murbrokkerne efter de allieredes luftangreb. Man fornemmer en optimisme hos Guldbæk i udsigten ved at forlade lejrene og ankomme til en by. Men byen er forvandlet til en ruinhob, beboerne tigger mad af Guldbæk (!) og selvom de får lov til at køre i sporvogn, bevæger fangerne sig fra lejrenes trivielle, barske og fornedrende tilværelse, til den omsiggribende destruktion. Den minutiøse og totale ødelæggelse af mennesket og dets frembringelser er tydelig. Efter opholdet i Leipzig vender Guldbæk tilbage til Neuengamme hvor ”De Hvide Busser” venter på fangerne, der kan bringe dem hjem til Danmark. Og med en optimistisk tone afsluttes fortællingen med rejsen tværs over Danmark og gensynet med familien.  

Der går ikke mange generationer før fortiden er glemt, hvis ikke fortællingerne bliver bragt til live. Det er derfor vigtigt, at sådanne fortællinger som Guldbæks erindringer får lov til at nå boghandlernes og bibliotekernes hylder. Når det er sagt, kunne det blive nødvendigt at få inddraget historikere eller andre eksperter på området til at skrive en indledning eller et forord til denne slags udgivelser, for at få pointeret det væsentlige i hvorfor disse historier er vigtige.

Både Bøgh og Guldbæk’s bøger kan læses uafhængigt af hinanden. Men for at få en total oplevelse af de dramatiske omstændigheder omkring den 19. september og hvordan den enkelte oplevede det, kan det anbefales at man afsætter tid til at læse begge titler.

Del: