Dødens købmand. Balthasar Münter, leverandør til det kejserlige japanske hof

Anmeldt af Poul Grooss

Yoichi Nagashima, Dødens købmand. Balthasar Münter, leverandør til det kejserlige japanske hof. København: Gyldendal, 2006. 224 sider,kr. 269,00.

Foto: gucca.dk

Balthasar Münters historie har ikke været nem at skrive. Han levede fra 1837 til 1932. Som 12-årig blev han antaget som kadet på Søkadetakademiet og udnævntes i 1856 til sekondløjtnant. Han fik nr. 1120 i ”søofficersrullen”. Som nummer et på sit hold og med et højt eksamensgennemsnit modtog han ”Den Gernerske Medaille”. Han var en udmærket navigatør, men han kastede på et tidligt tidspunkt sin kærlighed på den tekniske udvikling og fortsatte sine studier indenfor skibsbygning og maskinvæsen, selv om marineminister Steen Bille ønskede, at han skulle studere artilleri. Herefter deltog han i ingeniørklasserne på Den Kongelige Militære Højskole. Da krigen mod Preussen tonede frem i horisonten var Münter i fuld gang med at lære om panserskibes konstruktion. Han deltog derfor i tjenesterejser til Frankrig og Storbritannien sammen med fabriksmesteren og skibsbygmesteren fra Orlogsværftet. At hans karriere tog fart fremgår af udnævnelsen til premierløjtnant i 1868 og udnævnelsen til underdirektør ved Maskinvæsenet og Bygningsvæsenet – under Orlogsværftet – allerede året efter!

Münter opsagde i 1873 sin stilling og blev direktør for Kockums Mekaniska Werkstads Aktie-Bolag i Malmø. Årsagen til opsigelsen står den dag i dag ikke helt klart, men han var bitter eller skuffet over et eller andet. Seks år senere blev han også Danmarks konsul i Malmø. Fra 1883 til 1886 blev han agent for et skotsk skibsværft, for Burmeister & Wain (B & W) i København samt for det britiske firma W. G. Armstrong & Co. Det medførte rejser til blandt andet Grækenland og Rusland, og for B & W sikrede han en ordre på kanonbåden Manchu til den russiske flåde. Den danske konge var nu ”Europas svigerfar”, og Münter færdedes ved det græske hof, ligesom han for Tietgen medbragte familiemæssige nyheder fra Christian den 9. til datteren tsarina Maria Feodorovna (prinsesse Dagmar) og endvidere Tietgens ønsker om russisk støtte til den danske industri og søfart.

Hermed er vi langsomt på vej ind mod bogens centrale emne: Münter bruger nu sin store begavelse og mangeårige tekniske uddannelse på at sælge krigsmateriel. Firmaet W. G. Armstrong har fået øje på Münters talenter. Han færdes uden problemer på de blanke gulve i Paris, London, Berlin, Athen og Sankt Petersborg. Nu skal han til Det fjerne Østen og hjælpe firmaet med at sælge britisk krigsmateriel til blandt andet Kina og Japan. Selv har han ikke været i marinen, siden han tog sin afsked i 1873, men i 1889 modtog han en forfremmelse til kaptajn (orlogskaptajn), så han må have haft en eller anden form for kontakt til marinen. I 1899 fulgte udnævnelsen til kommandør, men hvorfor blev han udnævnt? Forfatteren antyder, at Münter måske har kunnet levere nyttige informationer. Først og fremmest var han agent for Armstrong og dermed involveret i eksport af britisk krigsmateriel. Dette arbejde blev kraftigt støttet af det britiske udenrigsministerium, britiske ambassader og ”Royal Navy”. Hovedmodstanderen var det tyske firma Krupp, og for den dansksindede kommandør var det en kær pligt at bekæmpe tyskerne i det fremmede. Da Japan under hans ophold fik en ny forfatning i 1889, skrev han i sin dagbog, at de konservative kræfter i Japan havde studeret alle de europæiske forfatninger og fundet ud af, ”at den preussiske var den, som gav mindst frihed til folket, og derfor antog man denne som model”.

I starten gik forretningerne i Kina ikke særlig godt, blandt andet fordi den kinesiske politik var præget af ineffektivitet, korruption og nepotisme. I Japan fik Münter til gengæld meget fine kontakter til marinens øverste ledelse og til det kejserlige hof, og til en vis grad også til den japanske hær. I Japan var ”Royal Navy” forbillede for flåden, medens Preussen var forbillede for hæren. Efter 10 ualmindelig slidsomme år, hvor Münter gang på gang måtte arrangere skydninger og foreslå bygning af skibe og forter efter eget design, blev han involveret i den japanske oprustning mod Rusland. Japan gik i 1894 sejrrigt ud af krigen mod Kina, men den såkaldte triple-intervention (Frankrig-Tyskland-Rusland) frarøvede Japan sejrens frugter. For en sælger af søkrigsmateriel var det ikke uvæsentligt, at det var flåden, som bragte Japan sejren, og at det i praksis var Armstrongs våben, som havde vundet over franske og tyske konkurrenter.

I slutningen af 1800-tallet stod det klart for den japanske krigsledelse, at man blev nødt til at tage en krig med Rusland om Manchuriet inden Den transsibiriske Jernbane blev færdigbygget i 1902. Den japanske flåde afgav ordrer på en helt ny flåde, som skulle være færdig inden da. Münter sikrede, at Armstrong fik kontrakten på samtlige kanoner samt bygningen af de fleste skibe. Hermed kunne Münter rejse retur til Danmark som en holden mand.

Det har været svært for bogens forfatter at skrive en biografi, for Münter har været en meget diskret mand. Af personlige årsager har han værnet om sin familie og skrevet meget lidt om den. Af hensyn til Armstrong – og sig selv og sin egen sikkerhed måske – har han skrevet meget lidt om sine forhandlinger med den øverste krigsledelse i Japan. Det har forfatteren måttet søge andre steder.

Münter har været en ualmindelig dygtig artillerist og skibsbygger. Han var god til at analysere et problem og finde en løsning. Skulle han forhandle, vidste han, hvornår han skulle gå ”et niveau op”, for eksempel hvornår direktøren skulle kaldes fra Newcastle og søge audiens hos kejseren i Tokyo. Det krævede planlægning. Når han blev inviteret til at deltage i en artilleriskydning med konkurrenter, var han bedre forberedt end de øvrige. Da han tog til Kina og Japan efterlod han kone og 8 børn i København. Münter satte umådelig stor pris på sin familie, som han først så igen efter 7 og et halvt år, bortset fra en voksen datter, som besøgte ham i et år. I 1898 kunne han omsider rejse hjem. Japan rustede sig til krigen mod Rusland, og da den kom i 1904 – 1905 var det kommandør Balthasar Münter, som med sin store viden om Det fjerne Østen løbende kommenterede krigen hjemme i Danmark. I 1905 udgav han en bog om krigen.

”Dødens købmand” er forsynet med forfatterens forord, som blandt andet omtaler de vanskelige forhold, som levnedsbeskrivelsen af Münter er blevet til under. Bagest er bogen forsynet med to tidstavler over henholdsvis Münters levnedsløb og begivenheder i Japan i samme periode. Der er endvidere en række noter, en oversigt over biografier og anden litteratur, en oversigt over bogens illustrationer samt et navneregister. Denne interessante bog efterlader en række uafklarede spørgsmål om Münters indsats, som fremtidige forfattere måske vil søge at besvare.

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.2_2006_copy.pdf

Del: