The Cold War

Anmeldt af Michael Clemmesen

John Lewis Gaddis: The Cold War. London: Allen Lane/Penguin Books, 2005. 333 s; £15,00.

 

Foto: betterworldbook.dk

John Lewis Gaddis har i snart 40 år præget forskningen i den kolde krig. Hans nye bog udnytter det overblik og perspektiv samt den balance, som dette lange samliv med stoffet har givet. Det er en kort, overbevisende og velskrevet syntese. Forfatteren har frasorteret eller nedprioriteret begivenheder og synspunkter, der dengang, i samtiden, nok syntes væsentlige, men som man allerede nu på godt 15 års afstand kan se som af sekundær betydning – kan afvise med et ’so what’.

Gaddis argumenterer for, at konfrontationen reelt var uundgåelig på grund af, at Stalins og det amerikanske syn på efterkrigstidens udvikling var uforenelige. Han forklarer også, hvorfor Stalin så med sindsro på fremtiden. Han var sikker på, at tiden arbejdede for hans politik, på trods af de tidligere tegn på et stadigt mere intensivt og bredt amerikansk-vesteuropæisk samarbejde, der kunne undergrave vesteuropæernes vej til accept af sovjetisk militær dominans. Som troende marxist-leninist var Stalin overbevist om, at det kun var et spørgsmål om kort tid, før kapitalistisk konkurrence om markeder ville føre til en ny økonomisk verdenskrise og til en åben amerikansk-britisk konflikt. I denne konflikt ville Sovjetunionen kunne spille på de to modstanderes interesse for det store og voksende sovjetiske marked. De ville konkurrere om at investere i genopbygningen af den sovjetiske økonomi efter krigens ødelæggelser. Udenrigsminister Molotov sikrede sig, at hans embedsværks analyser var på linie med Stalins forudfattede meninger. Gaddis beskriver, hvorledes ideologien også senere periodevis frister den sovjetiske ledelse til tåbelige dispositioner.

Bogen belyser, i hvor høj grad konflikten var drevet af de grundlæggende opfattelser om samfundets og økonomiens indretning: det direkte modsætningsforhold mellem på den ene side den socialistiske utopiske samfund opbygget under rationel planlægning fulgt af totalitær statsmagts anvendelse af mennesker og kapital og på den anden side den markedsdrevne kapitalistiske økonomi i samspil med demokratiers interesse- og meningskampe. Det var lige efter 2. Verdenskrig mildest talt uklart, at det var den sidstnævnte, lidet rationelle model, der ville demonstrere størst overlevelsesevne og effektivitet. Kapitalismes succes var det af socialisterne helt uforudsete resultat af, at kapitalismen var i stand til at lære og reformere sig, så de negative virkninger kunne bringes under kontrol uden at undergrave markedets dynamik. Heroverfor stod kommandoøkonomiens helt svigtende evne til tilpasse sig samfundets voksende behov og den stadig øgede kompleksitet af teknologi og økonomi.

Fundamentet til detentens fælles opfattelse af en krigs mulige - eller sikre - civilisationsødelæggende virkning udviklede sig fra nøglepersoners næsten samtidige, parallelle konklusioner fra brintbombeforsøgene i begyndelsen af 1950erne til de alvorlige kriser omkring 1960.. 

Gaddis viser i hvor høj grad supermagterne manipuleres af både deres allierede og af alliancefri lande. Han belyser også, hvordan begge supermagter i forlængelse af begivenheder i 1968 i stigende grad bliver hæmmet af befolkningernes stadig klarere moralske holdninger. Det blev stadig mere nødvendigt at optræde anstændigt, rammen for ’nødvendig umoralsk’ optræden blev indskrænket. Nixon blev presset ud af præsidentembedet, som derefter fik reduceret sin magt og handlefrihed. I Sovjetunionen lagde de intellektuelle afstand til landets ledere.

                             Den kolde krig blev afsluttet med Vestens sejr, fordi kommandoøkonomien viste sig ude af stand til at levere velstand til masserne. Det kommunistiske parti havde således ikke den korrekte formel for fremtiden, dvs. at dets legitimitetsgrundlag var væk.  Samtidig forsvandt ledernes vilje til at anvende massiv vold for at beholde magten, hvilket snart flyttede den reelle magt fra staten til folket og dettes uformelle ledere.  Den kraft, der bragte den kolde krig hurtigt til afslutning, kom dog fra enkelte mennesker, visionære personligheder, som ikke var blevet effektivt opdraget og tæmmet under karriere i de officielle systemer. De tæmmede eliter troede dybt på det nødvendige - ønskelige - i at den fortsatte gensidige nukleare gidseltagning og den hertil knyttede accept af fortsættelsen af de henrådnende kommunistiske regimer.  Gaddis berømmer outsiderne Karol Wojtyla, Margaret Thatcher, Lech Walesa og Ronald Reagan, fordi de ikke så og accepterede den kolde krigs fortsættelse som naturlig - fordi de anfægtede, at kejseren var påklædt. Gaddis takker derudover Mikhail Gorbatjov, fordi han i afgørende situationer nægtede at anvende vold for at bevare systemet. 

                             Bogen indeholder et betydeligt antal oplysninger fra den seneste koldkrigsforskning, som ikke er generelt kendt. Khrusjtjovs hovedmotiv bag missildeployeringen til Cuba var ikke at udligne kernevåbenbalancen, efter at hans missiloverlegenhedsbluff var blevet afsløret af U2-rekognosce­rings­flyene og derefter satellitovervågning.  Det var derimod at sikre oprettelsen af en revolutionær front i Latinamerika. Maos påvirkning var stærkt medvirkende til Khrusjtjovs beslutning om at intervenere i Ungarn i 1956. Den kinesiske kulturrevolution var i 1969 kommet så meget ud af kontrol, at Rødgardister nåede at true Mao fysisk. Berlinmuren blev åbnet ved en misforståelse, fordi den person, der skulle annoncere den besluttede begrænsede liberalisering af adgangen til at besøge Vesttyskland, ikke havde tid til at sætte sig ind i sagen, før han udtalte sig.

                             Gaddis er dog menneskelig. I farten overses, at Gorbatjov rent faktisk anvendte magt i forsøget på at holde Sovjet samlet. Mennesker blev dræbt af sikkerhedsstyrker i Vilnius og Riga i begyndelsen af 1991.

Han har samme svage kildegrundlag som DIIS-udrederne bag sin påstand om en alvorlig krise under NATOs Able Archer-øvelse i november1983. 

Han har overset afdækningen af, at general Jaruzelski ikke indførte krigsretstilstand i 1981 for at undgå en sovjetisk militær intervention. Tværtimod tryglede han om en intervention, fordi han ikke troede, at han kunne genskabe kontrollen med befolkningen ved kun at anvende polske sikkerhedsstyrker. 

Han bygger ikke beskrivelsen af samspillet mellem Mao og sovjetiske myndigheder i de 25 år op til kommunisternes magtovertagelse i 1949 på den seneste forskning. Stalin havde i en lang årrække satset på Mao og givet ham massiv støtte. Gaddis bygger som så mange andre sit billede på den myte, som Mao selv skabte. Mao havde i modsætning til Tito i Jugoslavien ikke opnået sit mål uafhængigt af massiv sovjetisk støtte.

Heller ikke Gaddis er i stand til at give en troværdig forklaring på de vestlige 1968-ungdomsoprøreres fascination af totalitær utopi og brutalitet. Det forhold, at alle unge reagerer mod forældregenerationen, at de i de år var usædvanlig mange, og at de var veluddannede, er hverken en forklaring på selvdestruktiv adfærd - eller en undskyldning.

                             Dekretet, der opløste Sovjetunionen, blev underskrevet af Gorbatjov med en kuglepen udlånt af et CNN-hold. Den officielle pen kunne ikke skrive. Trist at Marx, Lenin og Stalin ikke kunne opleve denne passende afslutning på deres projekt.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.1_2006_1.pdf

 

 

Del: