Clausewitz: Soldat og tænker Overvejelser i forbindelse med aktualiteten af Clausewitz’ værk

(Oversat af major Claus E. Andersen)

Indledning
Krigen er en akt kendetegnet af gensidig kollektiv vold med formålet at påtvinge modstanderen vor vilje lyder det i begyndelsen af værket Om Krig i en lettere modificeret men loyal fortolkning af Clausewitz’ definition af krigen. Clausewitz’ samlede krigsteori lader sig udvikle ud af denne øjensynligt så enkle og harmløse sætning. De ca. 800 sider, somOm Krig omfatter, er intet mindre end en supplerende kommentar til denne bestemmelse. I det følgende vil jeg opdele den citerede definition i dens enkeltelementer samt kommentere disse. Det min hensigt på denne måde skridt for skridt at opløse den trivialitet, som dette udsagn indledningsvist synes at formidle. Jeg vil vise, at ethvert aspekt er gennemtænkt ned til mindste detalje, og at de har omsiggribende konsekvenser. I alt væsentligt indeholder definitionen fire elementer: handling, vold, kamp og hensigtsmæssighed. Som konsekvens har jeg bygget mit indlæg op i fire dele: Krig og handling, krig og vold, krig og kamp samt krig og politik. I hver enkelt af disse sammenhænge vil jeg ikke alene fremstille, men jeg vil også tilbagevise den i dag særdeles udbredte uberettigede kritik, samt tilbagevise det, jeg opfatter, som en misopfattelse af Clausewitz’ positioner.

1. Krig og handling
Grundelementet i det clausewitzianske krigsbegreb er handlingen. Krigen er, jf. Clausewitz, en akt – altså en handling. Dette udsagn er langt mindre selvfølgeligt, end man tror. Det bliver klart, når man indkredser begrebet handling med begrebet tilstand. Handlinger og tilstande er i de fleste sammenhænge modsætninger. For det første kan handling beskrives som det at være virksom. Indenfor tilstanden fred findes der mange måder at være virksom på, men tilstanden fred betegner ikke i sig selv en virksomhed. Juridisk kan man beskrive krigstilstanden. En krigstilstand foreligger efter den endnu gældende folkeret, når en stat f.eks. erklærer en anden krig. En sådan krigstilstand behøver ikke nødvendigvis at have krigshandlinger til følge. F.eks. erklærede enkelte sydamerikanske stater under de to verdenskrige det tyske rige krig, uden at dette var forbundet med kamphandlinger – der blev ikke engang truet med kamp. Efter clausewitziansk målestok var dette ikke krig, men efter juridisk målestok var det.

Handlinger har for det andet et subjekt eller nogle udøvere. Nogen eller noget udfører en handling. Tilstande kan derimod tilvejebringes, opretholdes eller afsluttes gennem handlinger, men mange mennesker befinder sig ganske enkelt i handlingen, hvad enten vedkommende vil det eller ej.

For det tredje er handlinger tidsmæssigt relativt begrænsede. De har en begyndelse og en slutning, og mellem disse yderområder bør ikke gå alt for lang tid, hvis handlingsbegrebet skal have nogen mening. Eksempelvis varer et slag nu engang ikke flere år. Generelt forstår vi ikke et begreb som ”en vedvarende handling,” hvorimod begrebet ”en vedvarende tilstand” er os vel bekendt.

For det fjerde: Vi forbinder med begrebet handling en rumlig begrænsning, hvis der er tale om én handling. En forretningsmand kan telefonisk fordele opgaver til forgreninger af sit firma i London, Rio og Tokio, men han kan kun telefonere fra et sted.

Tilstande kan derimod omfatte store områder og kan sågar opnå et globalt omfang. Handlingens egenskaber er derfor virksomhed, bindingen til subjektet, tidsmæssig og rumlig begrænsning. Når Clausewitz siger, at krigen er en handling, så kunne man først og fremmest bebrejde ham, at der ganske vist findes krige, som kommer tæt på denne model, f.eks. den israelske seksdageskrig eller de to amerikanske krige mod Irak, men mindst lige så mange krige følger overhovedet slet ikke dette mønster. Den peloponnesiske krig varede 27 år, trediveårskrigen 30 år, og der bliver for øjeblikket kæmpet på tredvte år i Congo. Der findes altså krige, som er alt andet end tidsmæssigt begrænsede, og som udstrækker sig i uendelig lang tid. Ofte kan man ikke engang tale om en rumlig begrænsning. Her kan man erindre sig de to verdenskrige, men også nutidens væbnede konflikter, der hurtigt har bredt sig ud over oprindelsesområdet, således at nabostater, men ofte også langt fjernere områder, inddrages. Det er ligefrem en følgevirkning af den såkaldte ”globalisering,” at væbnede konflikter ofte ikke forbliver lokalt begrænsede men har omfattende følger. Heraf følger desuden, at mennesket grundet en rumlig og tidsmæssig udvidelse af krigene ikke længere kan betragtes som krigens subjekter, men det synes nærmere som om, at krigen bemægtiger sig menneskene. Jo længere en krig varer, jo mere uoverskuelig bliver den, og jo mindre bliver den i sin oprindelige betydning ført. Den bliver tværtimod til subjekt og underkaster menneskene sin egen lov. Med andre ord synes mange krige snarere at have karakter af en række tilstande end en række handlinger. Man kan derfor stille sig spørgsmålet, om det clausewitzianske begreb om krigen som en handling er for snævert til at kunne omfatte og i særdeleshed beskrive mange nutidige krigsfænomener?

På dette Clausewitz-kritiske spørgsmål kan man svare på følgende måde: Når Clausewitz hævder, at krigen er en handling, så bringer han den første og mest naturlige option til udtryk. Jeg har i realiteten aldrig talt med en soldat eller en politiker, som ville hævde, at det er godt og fornuftigt at udvide en krig tidsmæssigt og rumligt mest muligt og derved miste den samlede kontrol over hændelsesforløbet. Tværtimod vil man, såfremt man har valget, tilstræbe tidsmæssigt og rumligt at koncentrere en krig for på denne måde hurtigst muligt at afslutte denne. Alle andre fremgangsmåder er dårlige og bliver kun anvendt af nød. Clausewitz formulerede hermed et standpunkt, som alle kunne være enig i, hvis krig slet og ret er uundgåelig. Man vil så hurtigt som muligt helst afslutte krigen for at vende tilbage til fredstilstanden. På den måde har det clausewitzianske handlingsaspekt idealtypisk karakter. Netop på dette grundlag lader de talrige nutidige low intensity conflicts sig derfor beskrive og begribe som en degenerationsform af krig. Jeg er af den opfattelse, at de stadig kan beskrives ved krigsbegrebet, da handlingselementet ikke mangler her, men det er stærkt splittet og reduceret. For at anvende et medicinsk billede adskiller disse krigsformer sig på samme måde fra den clausewitzianske krig, som en syg nyre adskiller sig fra en rask, men den ophører dermed ikke med at være en nyre.

Når man intensiverer handlingsaspektet, som Clausewitz’ definition indeholder, så opnår man jf. Clausewitz’ koncept den såkaldte ”rene” krig. Den rene krig har tilintetgørelse af de fjendtlige styrker som sit militære mål. Med tilintetgørelse mener Clausewitz den situation, hvor fjenden er komplet værgeløs f.eks. gennem fuldstændig ødelæggelse af dennes kampkraft. En fjendtlig stridsmagt tilintetgøres ved at bringe den i en situation, hvor den ikke længere kan gennemføre kamphandlinger. Netop i denne betydning er tilintetgørelse indgået i den tyske generalstabs sprogbrug. Alle nutidige associationer med fysisk udryddelse af hele menneskegrupper har vist sig at være hindrende for en forståelse af udtrykket ”tilintetgørelse.” Der kan ganske vist forekomme perverterede krigsformer, i hvilke tilintetgørelse af modstanderen tilstræbes ved anvendelsen af udryddelsesaktioner, men tilintetgørelsesstrategier i clausewitziansk forstand retter sig mod stridskræfterne og ingen andre. Naturligvis er tilintetgørelsen, altså situationen ”nothing goes any more,” den værste situation, som en stridsmagt kan havne i, og netop derfor må vi handle i en ophøjet betydning af tilintetgørelse, hvis vi skal opnå målet med den – i hvert fald når vores modstander er næsten lige så stærk som vi selv. Tilintetgørelse, som hovedmål, er imidlertid ikke blevet tilstræbt i alle krige. Napoleon stilede efter det, men eksempelvis Frederik den Store var slet ikke i stand til det, og han måtte derfor benytte sig af andre strategier. Basalt hører tilintetgørelsen af det militære mål, som modstanderen udgør, til den rene krig i clausewitziansk forstand.

Men for at opfylde det rene krigsbegreb må der dog også foreligge andre egenskaber. I clausewitziansk forstand må tilintetgørelse forme sig på en bestemt måde. De kæmpende kan eksempelvis sætte alle voldelige midler ind på samme tid og kæmpe uafbrudt til slutningen. Den rene krig består derfor af fire elementer: endemålet, som er tilintetgørelse af fjenden, indsats af alle forhåndenværende midler, simultan samt kontinuerlig indsats. Den definitive afgørelse opnås ved afslutningen af et enkelt slag; en ekstrem komprimeret handling i rum og tid. Clausewitz anskueliggør denne ide ved at beskrive to boksere i Om Krig. I boksekampen er der ikke en eneste kropsdel, der ikke deltager i kampen, men man kan heller ikke tale om en successiv brug af kræfterne. Tværtimod er ringkampen en koncentreret og simultan kraftudmåling med det formål i en akt af minimal tidsmæssig udstrækning at underkaste sig modstanderen. Billedet af boksekampen tydeliggør ret præcist forestillingerne om den rene krig.

Man ser dog ret hurtigt, at begrebet, den rene krig, ikke stemmer fuldstændig overens med realiteterne. Målet, den militære tilintetgørelse, bliver ofte slet ikke forfulgt. Men selv om det bliver tilstræbt, bliver krigen alligevel ikke, sådan som Clausewitz har beskrevet det for os, afgjort i en eneste akt. Vel kan et enkelt slag udkæmpes sådan; men ikke en hel krig. I krig bliver alle til rådighed værende midler aldrig indsat på en gang. Ikke engang under 2. Verdenskrig indsatte nogen af parterne gasvåbnet, og der bliver aldrig kæmpet uafbrudt i en krig. Tænk bare på de lange kamppauser under 1. Verdenskrig. De forhåndenværende kræfter bliver heller aldrig indsat simultant. Empirisk er ideen om krigen som et eneste stort slag derfor et tomt begreb.

I lyset af dette kan man stille sig spørgsmålet: Hvad ville Clausewitz med et begreb, som i realiteten aldrig kan opfyldes helt? Hvilken funktion har begrebet den rene krig?

Først og fremmest anvender Clausewitz blot det rene krigsbegreb til at vise, at den rene krig ikke findes, og endvidere forklarer han, hvorfor den ikke findes. Han benytter med andre ord en uvirkelig konstruktion for at opnå erkendelse om virkeligheden. Den rene krig findes ikke, på grund af eksistensen af politik og friktion – især det sidste. Politik kan helt sikkert drive krigen i retning af koncepten om den rene krig, men ofte er det slet ikke tilfældet. Hvis man f.eks. kun forfølger ubetydelige mål, så vil krigen snarere bevæge sig i den modsatte retning. Der forefindes i krig interne elementer, friktioner, der modstår en realisering af den rene krig. Hos Clausewitz er friktion et samlende begreb for alle de faktorer, som i enhver krig skubber sig ind i mellem den rene og virkelige krig samt generelt mellem planlægning og gennemførelse. Sådanne faktorer er der uendelig mange af i alle krige. Eksempelvis ugunstige vejrforhold, forvirrende efterretninger, upålidelige allierede samt tilfældigheder af enhver art. Sådanne forhold får, i forhold til fred, ekstra gennemslagskraft i krig, da vi har at gøre med en modstander, der handler imod os. Frost er ikke bare frost, da fjenden vil søge at udnytte denne omstændighed til at skade os. Mange mennesker er ikke alene slet og ret upålidelige ved indhentning af efterretninger og overbringelse af disse, i krig er de endvidere udsat for et særligt pres, som kan sløre deres opfattelsesevne. Modstanderen vil, så vidt det er ham muligt, især forsøge at sprede misinformation i vore rækker. Særligt på dette område har vores tidsalder med massemedier og elektroniske kommunikationsmuligheder ikke reduceret mulighederne for friktion men snarere øget disse. Clausewitz kritiserer i Om Krig efterretningsindhentningen. Efterretninger, mente han, kommer enten aldrig eller for sent, subsidiært er de fejlagtige eller modsiger sig selv. Jeg er ikke sikker på, om han ville være mere tilfreds i dag. Friktioner stifter i bund og grund forvirring og kaos i hovederne og hjerterne på krigens deltagere. Hvad dette angår, er enhver virkelig krig en mester i kaos. I den henseende er de nutidigelow intensity conflicts paradeeksempler på krige, hvor krigens uoverskuelighed sprænger alle grænser.

Den mest fremtrædende friktionsfaktor har jeg slet ikke nævnt. Det er, jf. Clausewitz, den menneskelige frygt. Da mennesker frygter en komprimeret afgørende voldsakt, udvides krigens voldshandling sig tidsmæssigt, hvorved der opstår uendelige muligheder for friktioner. En stor del af dette friktionskaos, som til en vis grad er karakteristisk for enhver krig, bliver først og fremmest skabt gennem frygt. Kaos fremkalder forvirring i mennesket, og det er, frem for alt, egnet til at fremkalde en ny form for frygt. Her drejer det sig ikke så meget om en lokaliserbar frygt for forestående kamphandlinger, det drejer sig om den angst, der følger med desorientering. Intet er sikkert, men hvert øjeblik er alt muligt. Hos Clausewitz er udbredelsen af denne slags følelser en målestok for, hvor langt krigen har fjernet sig fra handlingen og forvandlet sig til en tilstand.

Denne modificeringsproces har et Janushoved. På den ene side virker processen begrænsende og modererende på krigen, da den højeste grad af intensitet undgås; på den anden side frembringer den en forlængelse af voldsprincippet i tid og rum, som bevirker en længerevarende grundlæggende følelse af magtesløshed og ustabilitet, som ikke modsvarer paradigmet for den rene krig.

For Clausewitz var det naturligvis et afgørende spørgsmål, hvorledes man kunne håndtere friktioner. Friktioner kan ikke undgås i nogen krig, men man kan udjævne dem med de såkaldte moralske faktorer. Hos Clausewitz er ”moralske faktorer” et samlende begreb for alle de kompetencer, som en soldat, og især den militære fører, må besidde, for succesfuldt at kunne imødegå krigens kaos. Derfor fuldstændiggør de moralske faktorer begrebet friktion. I rammen af dette indlæg skal dette ikke behandles i detaljer. Dog skal bemærkes følgende: Den, der interesserer sig for oprindelsen af tysk opfattelse af føring og grundsætninger for føring, vil her kunne finde meget af interesse. Clausewitz udviklede udførligt idealet for den selvstændigt tænkende og handlende soldat, som vel ikke andre steder har spillet en så eminent rolle, som i den tyske føringstradition, hvilket også præger tjenesteforskrifterne for hæren [Heeresdienstvorschriften – oversætteren] i dag. Det fremgår konsekvent af Clausewitz’ overvejelser, at militær handlen i krig ikke kan foreskrives i mindste detalje, da der er sat grænser for planlægning og forudberegning af begivenheder i krig. Denne indsigt ligger også til grund for det tyske føringsprincip kaldet ”Auftragstaktik.” Dette princip kan fra et clausewitziansk synspunkt begrundes med, at militær føring uafbrudt er underlagt krigens friktionelle natur. Derfor skal den militære fører, uanset dennes grad, gives det størst mulige spillerum i forbindelse med gennemførelse af føring. Jo mere stramt der befales, jo mindre situationsfornemmelse kan påregnes anvendt. Clausewitz’ teori om de moralske faktorer ligger på linje med den tyske generalstabsofficers i mellemtiden etablerede pligt til beslutsomt at rådgive sin foresatte, hvilket vil sige en pligt til at fremlægge sit eget syn på tingene. Clausewitz’ betoning af vigtigheden af størrelsen, beslutsomhed, har en lang tysk tradition med en derudaf afledt beredvillighed til at handle men også tage fejl med i købet snarere end at lade stå til. Dette princip opnår først sin fulde effektivitet i forbindelse med implementeringen af ”Auftragstaktik.” Det er ikke sådan, at Clausewitz ligefrem foregriber de nutidige føringsvejledninger, men Clausewitz’ værk afspejler i det store og hele ånden i disse.

Lad os vende tilbage til modellen for den rene krig. Vort udgangspunkt var spørgsmålet, hvorvidt Clausewitz har brugt denne model. Jeg har lige vist, at han benytter den til at udvikle sin teori om friktionen sammen med en supplerende teori om de moralske faktorer. Men ville teorien om den rene krig kunne opfylde en anden funktion? Ville Clausewitz med denne teori også opstille en norm for krigsførelsen? Ville han eksempelvis hævde, at krigsførelsen så vidt som muligt skal nærme sig den rene krig? Almindeligvis må man benægte dette; i det mindste for den sene Clausewitz. Men Clausewitz udtrykte, efter min mening, den opfattelse, at hvor vore formål pålægger os det, og hvor vore muligheder tillader det, der skal vi bruge alle anstrengelser på at gennemføre et afgørende slag, som vil bringe krigen til afslutning. Vi har ikke derved opnået den rene krig, men vi har opnået en sådan form, som i højere og højere grad fortjener prædikatet ”handling.” Hvilket vil sige en krig, der føres af mennesker, som gennem handlingen ikke vil blive underkastet krigen.

2. Krig og vold
Lad os bevæge os over imod et andet clausewitziansk element. Clausewitz mener, at krigen er en særlig form for handling – en voldshandling. Med denne påstand synes der også at være tale om en triviel udtalelse. Netop derfor må man henvise til, at denne tese bliver bestridt ind i mellem. Militærhistorikeren Martin van Creveld er eksempelvis fortaler for en adskillelse af temaerne krig og vold. Såfremt man vil forsøge at sammenfatte hans position, fremkommer nogenlunde følgende påstand: Krigen er en foranstaltning, hvor modstanderen af egen fri vilje bekæmper os. Men det, man gør af egen fri vilje eller lader sig påføre, er ingen kamphandling. I lyset af denne fremstilling stiller sig følgende spørgsmål. Hvad driver lige præcis mennesket til af egen fri vilje til at indlade sig på så farlig en ting som krig? Van Crevelds svar på dette lyder: Lige præcis faren i kamp udøver en uimodståelig tiltrækning på mænd, og jo større faren er, jo bedre. Mænd føler en dyb glæde ved kamp, der bogstaveligt talt ikke finder sin lige. Derfor er krigen en virksomhed, som man udøver af egen fri vilje, en slags leg, og i realiteten den mest pragtfulde leg af alle. Krig gør, således er facit af overvejelserne, i allerhøjeste grad lykkelig! Den, der tænker således, har naturligvis gode grunde til at undgå udtrykket ”vold” til at karakterisere krigen. Jeg overlader det til læserens dømmekraft at afgøre, hvorvidt Crevelds krigsopfattelse stemmer over­ens med nogen som helst krigsrealitet. Holdninger, som lignede Crevelds, var ikke sjældne i det 18. og 19. århundrede på Clausewitz’ tid. I dag ville man [i Tyskland eller Frankrig – oversætteren] sammenfatte disse opfattelser under begrebet bellicisme[1] og således sideordne dem med en verdensanskuelse, som anser krig for at være et positiv fænomen. Et positivt fænomen for det enkelte individ, større grupper eller sågar hele menneskeheden. Van Creveld kan lige præcis indordnes i denne bellicistiske tradition. Det hører til Clausewitz’ værks ejendommelighed og styrke, at det, i overvejende grad, er immunt overfor den bellicistiske tankegang. Jeg tror ikke, at det var Clausewitz’ hensigt at indføre begrebet ”vold” for at afgrænse sin definition fra bellicisternes. Han ville vel snarere benytte begrebet til at skelne konflikter uden vold, som eksempelvis retsstridigheder, fra krigsfænomenet. Men i lyset af Crevelds synspunkter kunne vi benytte dette ord til at differentiere alle handlinger, hvis objekt kunne være hvem som helst på jorden. Voldsbegrebet indbefatter alle, som, selv imod dennes ønsker og forestillinger, bliver tilføjet vold. Når Clausewitz altså betegner krigen som en ”voldshandling,” så minder han os objektivt om, at krigen er et alvorligt og forfærdeligt anliggende.

3. Krig og kamp
Et andet vigtigt element i Clausewitz’ begrebsverden er voldens vekselvirkning. Hvilket betyder, at krig er kamp. Dette kendetegn tjener til at adskille krigen fra alle enkeltstående voldsaktioner, idet krigen er en udveksling af vold. Såfremt den ene part forholder sig passivt afventende, kommer det ikke til en krigstilstand. Da krigen er kamp, er den nødvendigvis også en social interaktion. En social interaktion er, med den berømte sociolog Max Webers ord, en social handlen, der orienterer sig meningsfyldt overfor andres handlen. Dvs., at krig i høj grad fremstår som en social interaktion, idet det ingen andre steder er så livsvigtigt at indrette sig på den anden part; i dette tilfælde modstanderen. Modstanderen foreskriver mig, som Clausewitz udtrykker det, regelsættet. Ligegyldigt om vi beslutter os for at overtage modstanderens midler og metoder, eller om vi beslutter os for at gøre det modsatte, i hvert tilfælde arrangerer vi os efter ham. Hans planer, hensigter, stemninger, mentalitet bør udforskes og danner grundlaget for vore aktioner. Endnu engang lyder disse ting blot trivielt i teorien. Særligt regeringer og deres styrker, der føler sig specielt stærke og i virkeligheden måske også er det, synes i højere og højere grad i praksis at mene, at de mere eller mindre kan udkæmpe konflikter på egen hånd. De glemmer den kendsgerning, at krig er kamp, og at de derfor ikke er voldens subjekter, men også er voldens potentielle objekter. De tror, at de selv kan sætte reglerne, men netop lige præcis det modsatte er, jf. Clausewitz, tilfældet. På sin vis er vi ingen steder så bundet, som her.

Henvisningen til, at kampen er krigens kerne er, også i en anden henseende, lige præcis i dag ikke længere så triviel. Denne kendsgerning bliver ofte fortrængt eller glemt i mange vestlige stater af politikere og befolkning, eller den bliver i det mindste ikke nævnt ved navn. Man accepterer soldaten som politibetjent, katastrofehjælper, socialarbejder og bygningsarbejder. At soldater under visse omstændigheder har ret og pligt til, at indsætte sit våben som middel i kamp, bliver ikke, især i dette land [Tyskland – oversætteren], taget for givet.

Den lejlighedsvise frembragte kritik af Clausewitz’ anvendelighed i forbindelse med nyere konfliktformer lader sig fremstille gennem en beskrivelse af kampaspektet. Volden retter sig i mange af de såkaldte ”nye krige” på det afrikanske kontinent, i Sydøstasien og andre steder næsten udelukkende mod en værgeløs civilbefolkning, mens de væbnede parter ofte skåner hinanden. Her foreligger altså ingen kamp, og derfor opfylder disse konflikter heller ikke kriterierne for det clausewitzianske krigsbegreb.

Man kan, jf. Clausewitz, slå fast, at det er en fejltagelse at opfatte kampen kun med et ansigt, som manifesterer sig ved en konfrontation mellem ligeværdige bevæbnede modstandere, sådan som det beskrives i konceptet om den rene krig. Generalen ville have været en dårlig krigsteoretiker, hvis han kun havde koncentreret sig om dette. Krigen er, jf. Clausewitz, en kamæleon, dvs. den kan forekomme i de forskelligste afskygninger og vil hele tiden tilpasse sig til omgivelserne. Således kan kampens midler og metoder variere. El Alamein, Hiroshima, Srebrenica er alle manifestationer af krigen, selvom de ikke kunne være forskelligere. Det, der finder sted i mange ”nye krige,” lader sig beskrive som en form af indirekte kamp. De våbenførende anvender en indirekte fremgangsmåde, idet de ikke umiddelbart bekæmper hinanden, men primært søger at skade den ”fjendtlige” civilbefolkning. Jf. Herfried Münkler[2] tjener de omfattende massevoldtægter, som forekommer i nævnte konflikter, ofte gennem ødelæggelse af hans sociale og familiære baggrund, til at knække modstanderens kampkraft. Intet taler imod at opfatte disse og lignende fremgangsmåder, som metoder at føre kampen på. Hvem har hævdet, at kamp kun bliver udkæmpet med retfærdige midler? Det har Clausewitz i hvert fald ikke sagt.

På dette punkt, kan man måske indvende, virker adskillelsen mellem krig på den ene samt mord og massakrer på den anden side ikke længere. De indirekte måder at føre kampen på – hvad enten de bliver anvendt på højteknologisk måde i regulære statskrige eller på arkaisk vis i de nutidige low intensity conflicts – fører til en udviskning af disse begreber. Det handler om metoder at føre kampen på – også selv om det er en perverteret måde. Kun der, hvor der gribes til ingen eller kun udsigtsløs modstand, lader sådanne voldsaktioner sig klart adskille fra krigen. Bl.a. derfor bliver f.eks. Stalins udrensninger eller Hitlers massemord på de europæiske jøder ikke opfattet som krig. Hvis en massakre bliver besvaret med en lignende handling, har man en form for kamp, og hvis denne hændelse ville tage et større omfang, så ville der eksistere en form for krig. I realiteten er det ofte svært at adskille, om og hvorvidt krig finder sted i et eller andet kriseområde, eller om der udelukkende finder et folkemord sted; altså en tilintetgørelsesaktion. Var der eksempelvis krig i Rwanda, eller skulle det betegnes som et folkemord eller en blandingsform? Jeg ved det ikke. Disse ting må eksperter afgøre, som ved bedre besked end jeg. Ikke desto mindre giver Clausewitz os et kriterium til afgørelse i hånden. Dette kriterium består i spørgsmålet, om og hvorledes den udøvede vold på fornuftig måde lader sig beskrive som kamp. Der og kun der, hvor svaret må bestå af et klart ”nej,” kan krigsbegrebet ikke finde anvendelse.

4. Krig og politik
Det clausewitzianske krigsbegrebs sidste særkende angiver, at krigen forfølger et formål, nemlig formålet at påtvinge modstanderen vor vilje. Den berømte formel, at ”krigen er fortsættelsen af politikken iblandet andre midler,” er ikke andet end en præcisering af denne tanke. For at være krig må handlingen ikke bare være en voldelig kamp, men må derudover tilstræbe at have et formål, som må ligge ud over kamphandlingen selv og en eventuel militær sejr. Krigen bliver gennem dette kriterium endnu engang afgrænset i forhold til leg og sportshandlinger, som det allerede blev konstateret ved diskussionen om voldens kendetegn. Men perspektivet for denne skelnen er her mere vidtrækkende. Selvom Clausewitz betoner, at krigen er en voldshandling, vil han ikke desto mindre fremhæve den eksistentielle og alvorlige karakter af det krigeriske sammenstød. Når han siger, at krigen forfølger det formål at påtvinge andre vor vilje, vil han desuden tydeliggøre, at krigen aldrig er sig selv nok. Den er ikke et selvstændigt fænomen, som forstås gennem sig selv, men en handling, som er bundet til en overordnet vilje. Til forskel herfra er formålet i en boksekamp opfyldt af bokserens perspektiv om sejr. For boksekampen selv er dette ikke væsentligt, selvom den professionelle bokser ønsker at tjene penge gennem sejren, hvilket bevises af den kendsgerning, at der findes mange amatørboksere, som overhovedet ikke gør det for penge. Jf. Clausewitz forfølger en krig derimod altid et formål, der ligger udenfor krigen selv. Den militære sejr er blot et middel. Den bekendte formel for politikkens primat er en dimension af dette. Der findes et noget andet betydningsniveau for tesen om politikkens primat, hvilket fremgår mindre af den oprindelige krigsdefinition selv end af Clausewitz’ senere udredninger. Der er ikke kun sådan, at krigen altid er et middel til at opnå et politisk formål, det er også en følge af bestemte politiske forhold. Mellem de to teorier om betydningsniveauerne for politikkens primats består en absolut forskel. Det er f.eks. en ting at sige, at USA med krigen mod Irak forfølger bestemte politiske formål (destruktion af masseødelæggelsesvåben, afsætning af en diktator etc.). En anden ting er at fastslå, at denne form for krig – til hvilken vi må henregne den 11. september – ligesom måden at føre den på, var betinget af de politiske forudsætninger. I det ene tilfælde belyser vi så at sige krigen ”forfra,” idet vi spørger ”til hvad nytte”? I det andet tilfælde undersøger vi ”bagfra,” idet vi stiller spørgsmålet ”hvorfor”? Det første spørgsmål målretter sig imod formål/middel-relationen, det andet retter sig – som ”objektivitet” – imod årsag/virkningsniveauet. Jf. Clausewitz er enhver krig rammet ind af det politiske. At den finder sted, hvorfor, hvordan og med hvilket formål er spørgsmål, der kun kan besvares politisk.

De vidtrækkende følger af tesen om politikkens primat er også enorme, hvis man tænker dem til ende. Den militære sejr er, som følge af disse tanker, en ganske vist nødvendig, men aldrig en tilstrækkelig betingelse for gennemførelsen af det politiske formål. Eller udtrykt på en anden måde, hvor det, efter en militær sejr, ikke lykkes for os at realisere den fred, som vi forestiller os, i det tilfælde har vi tabt krigen. Udbredte formuleringer som ”vi har vundet militært, men tabt politisk” eller ”vi har vundet krigen, men tabt freden” ville set ud fra et clausewitziansk synspunkt være falske. I sådanne tilfælde har vi, fra et clausewitziansk perspektiv, tabt krigen fuldstændigt, da det politiske må dominere krigen. Man kan ikke, for nu at belyse denne indsigt med et nutidigt eksempel, adskille det tyske Forbundsværns indsats i Eksjugoslavien eller i Afghanistan fra begrebet krig. Bogstaveligt er disse missioner en bestanddel af det at vinde sejren. Sommetider hører man det synspunkt fremsat, at det tyske Forbundsværns udlandsengagementer ikke har med krig at gøre, hvilket er en betragtning, som ikke er i tråd med Clausewitz’ tanker. Disse overvejelser beror for det meste bevidst eller ubevidst på den forestilling, at krig kan reduceres til kamp. Clausewitz ville gennem sin begrebsforklaring lige netop udvikle en afvejet og mangesidet opfattelse af krig, efter hvilken krigen i grunden bliver bestemt såvel gennem kamp som gennem politik – men mest gennem politik.

I forbindelse med Clausewitz’ teori forbinder sig, efter min opfattelse, forskellige misforståelser om politikkens primat, som jeg på dette sted gerne vil komme til livs:

1.       Den første misforståelse lyder i en lettere polemisk tilspidsning: Den gode og kloges forrang over den onde og dumme er sammenfaldende med politikkens primat. – Det drejer sig her om en fejltolkning, da Clausewitz var helt klar over, at politik kan være forbryderisk i sine mål og midler, korrupt, forløjet og i bedste af alle dårlige tilfælde simpelthen inkompetent. Både i Det Tredje Rige som i Sovjetunionen var der under 2. Verdenskrig tale om et absolut primat af politikken over militæret. Af den grund er ingen dog kommet på den ide, at betegne forbryderne Hitler og Stalin som moralsk gode eller blot som politisk kløgtige. Man kan sætte sig forbryderiske mål i politik, men selv om man ikke gør dette, så kan politikken stræbe mod mål, som ikke er gennemførlige, eller den kan gribe til forkerte midler med henblik på at realisere politiske hensigter. I løbet af krigen kan man sågar glemme, at krigen ikke er en ting i sig selv, og jo mere dette sker jo større bliver chancerne for, at man selv efter en sejr taber krigen. En sådan sejr betegnes normalt som Pyrrhussejr. Der er ikke sat grænse for sådanne muligheder. Etiketten ”politik” er altså ikke i sig selv et kvalitetstegn!

2.       Den anden misforståelse hænger snævert sammen med den første. Den lyder: Et professionelt politikerkorps’ forrang over militæret er i bund og grund identisk med politikkens primat. Et sådant udsagn har Clausewitz aldrig fremsat. Når han taler om, at krigen er en fortsættelse af politikken med andre midler, så mener han ikke, at den politiske tanke og handling er bundet til en bestemt gruppe. En soldat kan i princippet tænke og handle lige så godt eller dårligt som nogen levebrødspolitiker. Måske kan han endda indimellem gøre det bedre, f.eks. når han er på stedet og derfor kan gennemskue den politiske situation bedre en tilfældig minister, der kommer på besøg en gang i mellem. Det er rigtigt, at Clausewitz var af den opfattelse, at det var ideelt, når regeringen, vel at mærke i overensstemmelse med den militære ledelse, kunne angive krigens politiske formål. Men den, der i dag taler om politikkens primat, hvad enten han påberåber sig Clausewitz eller ej, mener i reglen, at soldaten skal gøre det, som politikere pålægger ham. Det er for soldaten en evig konflikt, at man på den ene side forlanger af ham, at man skal underlægge sig politikkens primat; på den anden side beklager man sig over, at soldaten gennemfører politisk meningsløse opgaver, eller det, der er værre. Man forlanger, at han skal handle eller undlade at handle, som politikken foreskriver, selvom han i grunden selv vurderer politikken på en helt anden måde. Det er et dilemma som også sagtens kan optræde i demokratier. Clausewitz erfarede selv en sådan konflikt på egen krop. I året 1812 traf han en skæbnesvanger beslutning, idet han på ulovlig vis tog sin afsked fra den preussiske hær og vekslede over i russisk tjeneste. Årsagen til dette var, at kong Friedrich Wilhelm havde underskrevet en tysk-fransk alliance, hvilket Clausewitz og enkelte andre preussiske officerer opfattede som en skadelig underkastelse af fransk dominans. Clausewitz var fortaler for preussisk militær modstand mod Napoleon. Da muligheden herfor gik imod nul besluttede han sig for at tjene en anden fane. Clausewitz blev på et tidspunkt sågar stillet til anklage for denne illegale aktion og truet med konfiskation af sin formue. Anklagen mod Clausewitz blev ganske vist senere ophævet, men han opnåede grundet sin beslutning ikke andet end personlige, karrieremæssige og politiske gener. Den preussiske konge tilgav ham aldrig, ikke engang efter sejren over Napoleon, hans veksel over i russisk tjeneste. Den beslutning, som Clausewitz dengang traf, ville næppe have været mindre skandaløs under de nuværende betingelser i 2003 end i 1812. I hvert fald er det sikkert, at en mand, der var i stand til dette, ikke udelukkende kunne fortolke politikkens primat som betingelsesløs loyalitet overfor en regering. Naturligvis handlede Clausewitz efter politiske motiver, men disse politiske målsætninger opfyldtes ikke i den daværende preussiske ”realpolitik.”

3.       En tredje misforståelse lyder: Hos Clausewitz reducerede politikken sig udelukkende til en aktivitet mellem stater. Med denne fortolkning forbinder sig i dag en hyppig og udbredt kritik af Clausewitz’ opfattelse af krig. Fortolkningen kan udlægges på følgende måde: Clausewitz’ krigsteori passer hverken på store dele af historien eller på flertallet af aktuelle konflikter, da disse udgår fra samfundsmønstre, som ikke kan klassificeres som stater, idet den kerne af statslighed, som er kendetegnet ved det statslige voldsmonopol, ikke længere eller endnu ikke eksisterer. – Men Clausewitz havde, efter min opfattelse, forfattet sin indledningsvise definition af krigen så bredt, at han kun taler om en vilje, som skal påtvinges en modstander, men undgår at lægge sig fast på yderligere definition, eksempelvis i forbindelse med udtrykket ”stat.” Det er rigtigt, at Clausewitz hovedsaligt inddrager staten som institution for at tydeliggøre sin krigsopfattelse – særligt i hovedværket Om Krig. Staten er dog ikke mere end blot et historisk eksempel. Den oprindelige definition af krigen som en voldshandling, som skal påtvinge modstanderen vor vilje, kan i høj grad anvendes på de af krigens fænomener, hvor helt eller delvist ikke-statslige systemer står overfor hinanden; eksempelvis militser eller guerillaorganisationer. Faktisk kendte Clausewitz konflikter, hvor den ene af konfliktens parter ikke var underlagt en statslig organisation, eksempelvis den spanske folkeopstand mod Napoleon, Andreas Hofers Tyroleropstand og den russiske partisankrig mod Napoleons hær. Han beskæftigede sig intensivt med den spanske guerillakrig og betegnede den konstant som ”krig.”

Selvfølgelig kan man være af den opfattelse, at alle tre ovenanførte tilfælde er vildfarelser, samt at der også ud over disse eksempler fortsat er noget at udsætte på Clausewitz’ forestilling om krig og politik. Derfor vil jeg, ud over ovenstående, beskæftige mig med andre kritikpunkter, som kan rettes mod Clausewitz.

En indvending, som kan overføres til de ”nye krige,” og som man ofte hører nu til dags, lyder: I forbindelse med nutidens bevæbnede konflikter finder Clausewitz’ teori sine grænser; også selvom man tilkender Clausewitz indsigten, at politikken ikke nødvendigvis alene skal udgå fra stater. Man kan ganske enkelt ofte slet ikke erkende aktørernes ”politiske” motiver. Ofte drejer det sig i stedet om religion, etnisk had, diffuse retfærdighedsforestillinger, personlig berigelse, og sommetider drejer det sig om en sammenblanding af det hele – men det drejer sig bare ikke om politik.

Først og fremmest må man hertil anføre, at opdeling af politik og religion er et moderne fænomen, og jeg er af den opfattelse, at denne opdeling ikke er realiseret i praksis i det civiliserede Vesten.

Vi ved også, at etnisk had kan forbindes med politik. Der findes sågar tilfælde af statspolitik, som for en stor del beror på etnisk had. Det Tredje Rige var et skræmmende eksempel på dette. For os i Vesten er det ikke – siden Platon – en fremmed forestilling, at politik kan eller burde rette sin udøvelse mod en form for retfærdighed, hvad man så vil forestille sig under dette. Det overrasker imidlertid ingen, at politik kan tjene til berigelse af enkeltpersoner eller grupper, selvom denne berigelse ikke er almindeligt kendt i offentligheden. Frem for alt gælder følgende: også den mest fanatiske agitator, som ivrer for et eller andet (og særligt ham!) har viljen til og behøver magt for at kunne realisere sine hensigter. Her drejer det sig om magt i betydningen at kunne gennemtvinge sin egen vilje. Hvis han vil noget, som forudsætter herredømme over større menneskegrupper, så har han brug for en forvaltningsstab, nok så primitivt organiseret, der arbejder efter hans hensigter. Stabens magt er størst, hvis han opnår monopol på fysisk magtudøvelse og derudover opnår at få anerkendt dette monopol som legitimt af den pågældende befolkning. Når man er nået til dette punkt, så finder enhver krig sin afslutning, da der på voldsområdet hverken forefindes reelle eller potentielle konkurrenter. Alle krigsførende parter, om de er bekendt med de komplicerede begreber, som jeg har anvendt eller ej, tilstræber at nå netop til dette punkt. I fremtiden vil de helst offentligt kunne gøre, hvad de tragter efter samt opnå offentlig anerkendelse af dette. Simpelt udtrykt stræber de efter formel dvs. politisk magt. Politikkens specifikke formål er stræben efter formel magt helt uafhængig af, om magten bliver tilstræbt for magtens egen skyld, eller om den bliver tilstræbt for andre formål. I realiteten er det ligegyldigt, om det er for magtens egen skyld eller for en bestemt politik. Der findes næppe nogen af de dele, som politik ikke på et eller andet tidspunkt har tilstræbt enten verbalt eller i praksis. Politik kan aldrig adskilles fra politikkens endemål, idet mål og midler hele tiden henviser til hinanden, men det helt specifikke i politikken kan ikke forstås gennem mål og midler. Dette skyldes, at enhver politisk handlings hensigt må gennemløbe magtens medium for at antage skikkelse. Den transformation, som jeg her tænker på, kan man begrebsmæssigt foretage ved en differentiering af det politiske formål og formålet med politikken. Politiske formål er altid formel magt, hvorimod formålet med politikken kan divergere. Jeg tror, at en stor del af nutidens ”nye krige” – hvis man ser på forbindelsen mellem krig og politik – af disse grunde er ægte krige i Clausewitzsk forstand. Stræben efter formel magt ligger dybt i alle krigsdeltagere, uanset hvor irrationel og uigennemskuelige deres intentioner i det enkelte måtte synes.

Der kan i denne sammenhæng blot henvises til en mere grundlæggende kritik af Clausewitz’ forestillinger om krig og politik. Kritikken stammer fra van Creveld, hvis opfattelse vi allerede har mødt i forbindelse med diskussionen om voldens kendetegn. Derfor kan jeg fatte mig kort. Det er ikke overraskende, at denne forfatter heftigt drager i felten mod Clausewitz’ postulat om en uadskillelig sammenhæng mellem krig og politik. Van Creveld opfatter krigen som en leg, der kun eksisterer, fordi mænd fra naturen har en stor glæde ved kamp og de dermed forbundne ofre.

Krigen har, jf. van Creveld, højst sekundært noget med politik at gøre, og krigen bliver i hvert fald slet ikke domineret af den. Krigen er for van Creveld snarere (jeg citerer) ”den evige uforanderlige akse, om hvilken hele den menneskelige tilværelse drejer sig, og som giver hele dens eksistens en betydning.” Denne svulstige forherligelse af krigen er så sandelig ikke clausewitziansk tankegods! Og det er en lykke for traditionel tysk og vestlig militær tankegang.

Af docent dr. Ulrike Kleemeier [oversat af major Claus E. Andersen]

Indlægget blev givet i forbindelse med det tyske Clausewitz-Selskabs (Clausewitz-Gesellschaft e.V.) 37. Informationskongres den 15. august 2003 ved det tyske forsvarsakademi i Hamborg.

Udgivelse er sket med tilladelse af forfatteren og Clausewitz-Selskabet.

Ulrike Kleemeier har bl.a. forfattet Grundfragen einer philosophischen Theorie des Krieges. Platon – Hobbes – Clausewitz. Berlin 2002.

 

 

Forskningsoversigt: Clausewitz’ værk i lyset af krigs- og konfliktforskning

[Set fra tysk synsvinkel]

I. Clausewitz’ tekster

- Clausewitz, Carl von Vom Kriege. Hinterlassenes Werk. Vollständige Ausgabe im Urtext, drei Teile in einem Band. Neunzehnte Auflage – Jubiläumsausgabe, mit erneut erweiterter historisch – kritischer Würdigung von Werner Hahlweg. Bonn 1980. [da.: Nils Berg (udg.) Om Krig København 1986].

- Clausewitz, Carl von Schriften – Aufsätze – Studien – Briefe. Dokumente aus dem Clausewitz–, Scharnhorst– und Gneisenau – Nachlass sowie aus öffentlichen und privaten Sammlungen. Udg. af Werner Hahlweg. Bd. 1: Göttingen 1966. Bd. 2 (1. & 2. halvbind): Göttingen 1990.

- Clausewitz, Carl von Verstreute kleine Schriften. Festgabe des Militärgeschichtlichen Forschungsamtes zum 200. Geburtstag des Generalmajors Carl von Clausewitz. Samlet, bearbejdet og indledt af Werner Hahlweg. Osnabrück 1979.

- Clausewitz, Carl von Politische Schriften und Briefe. Udg. af Hans Rothfels. München 1922.

- Clausewitz, Carl von Historische Briefe über die großen Kriegsereignisse im Oktober 1906. Genudgivet og kommenteret af Joachim Niemeyer. Bonn 1977.

- Clausewitz, Carl von Preußen in seiner großen Katastrophe. Wien 2001.

- Clausewitz, Carl und Marie von Ein Lebensbild in Briefen und Tagebuchblättern. Udg. af Karl Linnebach. Berlin 1917.

 

II. Clausewitz – forskning

- Aron, Raymond Clausewitz. Den Krieg denken. Frankfurt a. M./Berlin/Wien 1980.

- Boston Consulting Group (Udg.) Clausewitz – Strategie denken. München 2003.

- Cimbala, Stephen J. Clausewitz and Friction in War and Military History. Westport 2001.

- Clausewitz – Gesellschaft (Udg.) Freiheit ohne Krieg? Beiträge zur Strategie – Diskussion der Gegenwart im Spiegel der Theorie von Carl von Clausewitz. Bonn 1980.

- Dill, Günter (Udg.) Clausewitz in Perspektive. Materialien zu Carl von Clausewitz: Vom Kriege. Frankfurt a. M./Berlin/Wien 1980.

- Ghyozy, Tiha von/Oetinger, Bolko von/Bassford, Christopher Clausewitz on Strategy.

Inspiration and Insight from a Master Strategist. Weinheim 2001.

- Guss, K. Krieg als Gestalt. Psychologie und Pädagogik bei Clausewitz. München 1990.

- Gyldenfeldt, Christian von Von Alfred Vierkandt zu Carl v. Clausewitz. Walther Malmsten Schering und die Quellen gemeinschaftlichen Handelns in Frieden und Krieg. Münster (Westf.) 2002.

- Hahlweg, Werner Clausewitz. Soldat – Politiker – Denker. Göttingen/Zürich/Frankfurt 1969.

- Handel, M. (Udg.) Clausewitz and Modern Strategy. London/Totowa 1986.

- Hartmann Uwe Carl von Clausewitz. Erkenntnis – Bildung – Generalstabsausbildung. München 1998.

- Hartmann, Uwe Carl von Clausewitz and the making of Modern Strategy. Books on Demand. 2002.

- Herberg – Rothe, Andreas Das Rätsel Clausewitz. Politische Theorie des Krieges im Widerstreit. München 2001.

- Heuser, Beatrice Reading Clausewitz. 2002.

- Howard, Michael Karl von Clausewitz. Criticism and Interpretation. Oxford 1983.

- Kleemeier, Ulrike. Grundfragen einer philosophischen Theorie des Krieges. Platon – Hobbes – Clausewitz. Berlin 2002.

- Kondylis, Panajotis Theorie des Krieges. Clausewitz – Marx – Engels – Lenin. Stuttgart 1986.

- Marwedel, Ulrich Carl von Clausewitz Persönlichkeit und Wirkungsgeschichte seines Werkes bis 1918. Boppard am Rhein 1978.

- Paret, Peter Clausewitz und der Staat. Bonn 1993.

- Rose, Olaf Carl von Clausewitz. Wirkungsgeschichte seines Werkes in Rußland und der Sowjetunion. München 1995.

- Rose, Olaf Carl von Clausewitz. Udg. af Karlheinz Weissmann/Götz Kubitschek. Dresden 2003.

- Rothfels, Hans Politik und Krieg. Eine ideengeschichtliche Studie. Berlin 1920. Genoptryk af første oplag. Med efterskrift af Joachim Niemeyer fra 1980.

- Schering, Walther Malmsten Die Kriegsphilosophie von Clausewitz. Eine Untersuchung über ihren systematischen Aufbau. Hamborg 1935.

- Schössler, Dietmar Carl von Clausewitz. Reinbek bei Hamburg. 1991.

- Schössler, Dietmar (Udg.) Texte und Dokumente zur Militärwissenschaft und Strategieforschung. Dokumentation der militärwissenschaftlichen Tagung der Clausewitz – Gesellschaft in Fürstenfeldbruck 1998. München 1998.

- Schramm, Wilhelm Ritter von Clausewitz. Leben und Werk. Esslingen 1976.

- Stumpf, Reinhard (Udg.) Kriegstheorie und Kriegsgeschichte. Carl von Clausewitz’ „Vom Kriege“ und kriegstheoretische und – historische Schriften Helmuth von Moltkes – kommentierte Ausgabe. Frankfurt a. M. 1993.

- Vad, Erich Carl von Clausewitz. Seine Bedeutung heute. Herford 1984.

- Vowinckel, Gerhard (Udg.) Theorie des Krieges als Sozialwissenschaft. Clausewitz–Kolloquium. Berlin 1993.

 

III. Historiske og systematiske

sammelværker om krig og krigsteori

- Earle, Edward M. (Udg.) Makers of Modern Strategy. Military Thought from Machiavelli to Hitler. Princeton (3. genoptryk) 1948.

- Gat, Azar The Origins of Military Thought from the Enlightenment to Clausewitz. Oxford 1986.

- Grawert – May, Erik Das Drama Krieg. Zur Moralisierung des Politischen. Tübingen 1987.

- Herberg – Rothe, Andreas Der Krieg. Geschichte und Gegenwart. Frankfurt a. M. 2003.

- Hondrich, Karl Otto Lehrmeister Krieg. Reinbek bei Hamburg 1992.

- Howard, Michael Die Erfindung des Friedens. Über den Krieg und die Ordnung der Welt. Lüneburg 2001.

- Kaplan, Robert D. Warrior Politics – Why Leadership demands a Pagan Ethos. New York 2002.

- Keegan, John Die Kultur des Krieges. Berlin 1995 [da.: Krigens Historie. København 2000].

- Münkler, Herfried Über den Krieg. Stationen der Kriegsgeschichte im Spiegel ihrer theoretischen Reflexion. Frankfurt a. M. 2002.

- Sofsky, Wolfgang Traktat über die Gewalt. Frankfurt a. M. 1996.

- Sofsky, Wolfgang Zeiten des Schreckens. Amok, Terror, Krieg. Frankfurt a. M. 2002.

- Stephan, Cora Das Handwerk des Krieges. Berlin 1998.

 

IV. Krigs– og militærhistoriske monografier

- Dupuy, Col. T. N. A Genius for War. The German Army and General Staff, 1807 – 1945. Inglewood Cliffs, N. J., Prentice – Hall 1977.

- Hahlweg, Werner Preußische Reformzeit und revolutionärer Krieg. Tillægshæfte 18 til Wehrwissenschaftlichen Rundschau. September 1962.

- Joas, Hans Kriege und Werte. Studien zur Gewaltgeschichte des 20. Jahrhunderts. Weilerswist 2000.

- Kessel, Eberhard Militärgeschichte und Kriegstheorie in neuerer Zeit. Ausgewählte Aufsätze. Udg. af Johannes Kunisch. Berlin 1987.

- Kolko, Gabriel Das Jahrhundert der Kriege. Frankfurt a. M. 1999.

- Kunisch, Johannes Der kleine Krieg. Studien zum Heerwesen des Absolutismus. Wiesbaden 1973.

- Kunisch, Johannes (Udg.) Staatsverfassung und Heeresverfassung in der europäischen Geschichte der frühen Neuzeit. Berlin 1986.

- Kunisch, Johannes/Münkler, Herfried (Udg.) Die Wiedergeburt des Krieges aus dem Geist der Revolution. Studien zum bellizistischen Diskurs des ausgehenden 18. und beginnenden

19. Jahrhunderts. Berlin 1999.

- Lange, Sven Hans Delbrück und der Strategiestreit. Kriegsführung und Kriegsgeschichte in der Kontroverse 1879 – 1914. Einzelschrift zur Militärgeschichte, udg. af Militärgeschichtlichen Forschungsamt. Freiburg i. Br. 1995.

- Liddell Hart, Basil H. Strategie. Wiesbaden 1955.

- Millotat, Christian E. O. Das preußisch – deutsche Generalstabssystem. Wurzeln – Entwicklung – Fortwirken. Zürich 2000.

- Rink, Martin Vom „Partheygänger“ zum Partisanen. Die Konzeption des kleinen Krieges in Preußen 1740 – 1813. Frankfurt a. M. 1999.

- Ritter, Gerhard Staatskunst und Kriegshandwerk. Das Problem des „Militarismus“ in Deutschland. Bd. 1: Die altpreußische Tradition. München 1954.

- Schmitt, Carl Theorie des Partisanen. Zwischenbemerkung zum Begriff des Politischen. Berlin 1963. 1992².

- Schulz, Gerhard (Udg.) Partisanen und Volkskrieg. Zur Revolutionierung des Krieges im 20. Jahrhundert. Göttingen 1985.

- Wallach, Jehuda Das Dogma der Vernichtungsschlacht. Die Lehren von Clausewitz und Schlieffen und ihre Wirkung in zwei Weltkriegen. Frankfurt a. M. 1967.

 

V. Krig og militær – nutid og fremtid

- Bredow, Wilfried von Demokratie und Streitkräfte. Militär, Staat und Gesellschaft in der Bundesrepublik Deutschland. Wiesbaden 2000.

- Callahan, David Unwinnable Wars. American Power and Ethnic Conflict. New York 1997.

- Clark, Wesley Waging Modern War: Bosnia, Kosovo, and the Future of Combat. New York 2001.

- Clausewitz – Gesellschaft (Udg.) Militärisch – wissenschaftliches Colloquium 2000. Von der Cannae – Idee bis zur Friedensmission – Wandlungen des Kriegsbildes und des strategischen Denkens. Hamborg 2000.

- Internationales Clausewitz – Zentrum (Udg.) Clausewitz und die Zukunft von Krieg und Militär. Hamborg 2001.

- Creveld, Martin van Die Zukunft des Krieges. München 1998.

- Daase, Christopher Kleine Kriege – Große Wirkung. Wie unkonventionelle Kriegführung die internationale Politik verändert. Baden – Baden 1999.

- Eisele, Manfred Die Vereinten Nationen und das internationale Krisenmanagement. Ein Insider – Bericht. Frankfurt 2000.

- Friedman, George The Future of War – Power, Technology and American World Dominance in the 21st Century. New York 1996.

- Gray, Chris Hables Post – Modern War: The New Politics of Conflicts. London/New York 1997.

- Ignatieff, Michael Die Zivilisierung des Krieges. Ethnische Konflikte, Menschenrechte, Medien. Hamborg 2000.

- Jablonsky, David The Owl of Minerva Flies at Night: Doctrinal Change and Continuity and the Revolution in Military Affairs. Pennsylvania: US Army College. Carlisle Barracks 1994.

- Jean, Francois/Rufin, Jean – Christophe (Udg.) Ökonomie der Bürgerkriege. Hamborg 1999.

- Jeong, Ho – Won (Udg.) Peace and Conflict. A New Agenda.

- Kaldor, Mary Neue und alte Kriege. Organisierte Gewalt im Zeitalter der Globalisierung. Frankfurt a. M. 2000.

- Kurtz, Lester/Turpin, Jennifer (Udg.) Encyclopedia of Violence, Peace and Conflict. 4 bd. San Diego, Cal. 1999.

- Münkler, Herfried Die neuen Kriege. Reinbek bei Hamborg 2002.

- Münkler, Herfried Der neue Golfkrieg. Reinbek bei Hamborg 2003.

- Naumann, Klaus Eine neue Sicherheitsarchitektur? Die Bundeswehr und ihre veränderte Aufgabe. München 1994.

- Naumann, Klaus Frieden – der noch nicht erfüllte Auftrag. Hamborg 2002.

- Neckel, Sighard/Schwab – Trapp, Michael (Udg.) Ordnungen der Gewalt. Beiträge zu einer politischen Soziologie der Gewalt und des Krieges. Opladen 1999.

- Owens, William A. Lifting the Fog of War. New York 2000.

- Reinhardt, Klaus KFOR – Streitkräfte für den Frieden. Tagebuchaufzeichnungen als deutscher Kommandeur im KOSOVO. Frankfurt 2001.

- Scherrer, Christian P. Ethnicity and mass violence. Analysis and macro theory of most extreme contemporary problems. The quest of understanding and preventing non – Clausewitzian warfare. IFEK/IRECOR. 1998.

- Toffler, Alvin & Heidi War and Anti – War. Survival at the Dawn oft the 21st Century. New York 1993.

- Vad, Erich Strategie und Sicherheitspolitik. Perspektiven im Werk von Carl Schmitt. Opladen 1996.

- Voigt, Rüdiger (Udg.) Krieg – Instrument der Politik? Bewaffnete Konflikte im Übergang vom 20. zum 21. Jahrhundert. Baden – Baden 2002.

- Waldmann, Peter (Udg.) Bürgerkriege. Folgen und Regulierungsmöglichkeiten. Baden – Baden 1998.

 

[Jeg vil til listen tillade mig at tilføje denne publikation, som kan læses på Internettet: Professor Klaus Jürgen Gantzel Der unerhörte Clausewitz. Zur Korrektur gefährlicher Irrtümer – eine notwendige Polemik. Afhandlingen er endnu et opgør i en lang række med John Keegan og Martin van Creveld (http://www.socialwiss.uni-hamburg.de/publish/Ipw/Akuf/publ/ap5-01.pdf) – oversætteren].

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.4_2003.pdf


[1] Bellicisme findes reelt ikke som begreb i den danske sprogskat. På tysk Bellizismus eller fransk bellicism angiver normalt en positiv opfattelse af krigen. Der findes dog kredse, der anvender ordet som et skældsord og i betydningen ”krigsgal” [oversætteren].

[2] Tysk professor i politologi ved Humbolt Universitetet i Berlin. Münkler har bl.a. forfattet: Machiavelli: Die Begründung des politischen Denkens der Neuzeit aus der Krise der Republik Florenz (1982), Im Namen des Staates. Die Begründung der Staatsraison in der Frühen Neuzeit (1987), Gewalt und Ordnung. Das Bild des Krieges im politischen Denken (1992), Über den Krieg. Stationen der Kriegsgeschichte im Spiegel ihrer theoretischen Reflexion (2002), Die neuen Kriege (2002), Der neue Golfkrieg (2003) [Oversætteren].

 

Litteraturliste

Del: