Clausewitz og det 21. århundredes politiske og militære tænkning

Indledning
Clausewitz er nok en af de mest citerede krigsteoretikere i såvel ældre som nyere
krigshistorisk og krigsteoretisk litteratur. Clausewitz’ tanker og teorier er hyppigt
anvendt som forklaringsmodeller på såvel politiske, strategiske samt militæroperative
og taktiske forhold. Under alle omstændigheder synes navnet Clausewitz at have en
’’akademisk udstråling”, som medvirker til, at krigsteoretiske og relaterede diskussioner
lettere vinder anerkendelse i brede kredse.

Det skal være denne artikels påstand, at Clausewitz’ teorier er anvendelige til både
at forklare moderne politisk og strategisk tænkning samt den moderne vestlige
militærfilosofi. Det er derfor et interessant spørgsmål, om Clausewitz’ overvejelser
hører hjemme i de politiske sfærer, eller om hans tanker alene repræsenterer militærhistoriske
og -teoretiske overvejelser, eller en kombination af disse.
Artiklen vil søge at give et svar på disse spørgsmål, ligesom den skal tjene som
bidrag til en videre diskussion af Clausewitz’ betydning i den moderne verden. Alle
referencer skal henføres til Carl von Clausewitz’ ”Om Krig”, oversat og redigeret af
Nils Berg, 1986.
 

Clausewitz ’ som moderne studieobjekt
Tendensen efter den kolde krig har været, at krigsteori i stigende grad har vundet
indpas i de civile forskningskredse. Bl.a. på Københavns Universitets Institut for
Statskundskab, hvor Mikkel Vedby Rasmussen sidste år underviste i krig og
international politik. Forfatteren til denne artikel lod sig under overværelse af et par af
disse lektioner imponere af bl.a. de gængse internationale politiske teoriers ’’synkronisering”
med Clausewitz’ teorier. Derudover blev Clausewitz i undervisningen
anvendt som afsæt til analyser af moderne konflikter. Som professionel ’’krigskunstner”
var det lidt overraskende at observere, hvor indgående man studerer Clausewitz i det
moderne civile studiemiljø. Et temahæfte om krig, som Københavns Universitets
Institut for Statskundskab udgav i 1999, viser hvor dybt engageret man er i krigens
formål og væsen. Flere prominente forfattere og skribenter vidner om dette, og hæftet
er i høj grad anbefalelsesværdig læsning.
Der synes alligevel at være nogle skeptikere, som af den ene eller anden grund
tager afstand fra Clausewitz. Det kan der være flere grunde til. Den almindeligste grund
er, at nogen forudsætter, at Clausewitz pr. definition må være irrelevant pga. de 200
år, hans empiri har på bagen. Andre anerkender Clausewitz udelukkende som en
interessant historieskriver, men ikke som en egentlig krigsteoretiker. Andre igen
underkender Clausewitz’ formålsrationelle og realistiske måde at forholde sig til krig
og fred på ud fra mere teoretiske overvejelser.
Ikke desto mindre forekommer det tankevækkende og interessant, at forsvarets
omgivende forsker- og studiemiljø er så engageret i Clausewitztænkning.
 

Clausewitz' teoribegreb
Teoriens anvendelse i relation til empirien
Et af de problemer, som nogle skeptikere har med Clausewitz er, at hans teorier nogle
gange stemmer overens med virkeligheden og andre gange ikke. Til dette forhold kan
der generelt siges to ting:
For det første, at en teori bør betragtes som et hjælpeværktøj til at forklare og ikke
duplikere en empirisk virkelighed. Det er en stor misforståelse at forvente og forlange,
at en god teori altid bør stemme fuldstændig overens med virkeligheden. Har man
denne urimelige forventning, vil man ofte blive skuffet.
For det andet kan det hævdes, at en virkelighed, som er åbenlyst selvforklarende
og indlysende, ikke fordrer nogen forklarende teori.
Et tænkt eksempel: ’’Enhver kan da forstå, at det kræver større styrker at angribe
en befæstning end at forsvare den”. Altså et ræsonnement som antyder, at den
indlysende logiske virkelighed bør friholdes for overflødige teorier. Man kan jo
umiddelbart verificere denne universelle sandhed ved blot at læse om det i historiebøgerne.
Denne tilgang er imidlertid forenklet. Hvis man alene ud fra empiriske betragtninger
og erfaringer stiller sig tilfreds uden at prøve at formulere tilhørende relevante
teorier, risikerer man at blive forført af virkelighedens enkelthed.
Et andet tænkt eksempel: ’’Enhver ved, at jorden befinder sig i centrum af
solsystemet, og at alle himmellegemerne bevæger sig omkring jorden. Enhver teori,
som hævder andet, er en forkert teori, da man jo på himmellegemernes bevægelse
umiddelbart kan se, at jorden befinder sig i centrum”. Denne observation kan tages som
et empirisk ’’bevis”, som jo rent faktisk strider mod den accepterede og rigtige teori
om, at solen og ikke jorden er centrum for vort solsystem.
En lignende analogi kan anvendes mht. angreb og forsvar. Man bør nemlig ikke
alene ud fra empiriske og historiske betragtninger hævde, at forsvar entydigt er stærkere
end angreb. Eller, som det også har været hævdet af fx den maritime historiker og
krigsteoretiker Mahan, og i øvrigt også i dag hævdes af tilhængere af moderne
offensive flydoktriner, at offensiven er stærkere end defensiven. ’’Dette bekræftes jo
af de historiske eksempler” forklares det - ”man kan jo bare prøve at iagttage virkeligheden”.
For overhovedet at kunne opnå en fælles forståelse for teorianvendelse i
forbindelse med politik og krig kræver det en mere klar og fælles forståelse for et
relevant teoribegreb, og her kommer Clausewitz ind i billedet.
Clausewitz ’ ”basisteori”
En af de største frustrationer blandt Clausewitzskeptikere er Clausewitz’ stedvise
tilsyneladende uklare sondring mellem teori og virkelighed. I 1. Bogs to første afsnit
formulerer Clausewitz grundlaget for hele hans værk ”Om Krig”: (p. 29)
” Vi vil først betragte krigens enkelte elementer, derpå dens enkelte dele eller led
og så til sidst det hele i dets indre sammenhæng, altså gå frem fra det enkle til det
mere sammensatte.... ”
”Vi vil ikke gå umiddelbart ind i en vanskelig boglig definition af krig, men må
holde os til dens grundbestanddel, tvekampen. Krig er intet andet end en udvidet
tvekamp....”
På disse linier redegør Clausewitz for det grundlæggende i sin analysemodel i ”Om
Krig”. ”Krig er en tvekamp” siger han. Enhver med militær indsigt ved, at det at gøre
noget så kompliceret og vanskeligt kontrollabelt som krig til en simpel tvekamp, er en
forenklet tilsnigelse, der ligger fjernt fra virkeligheden. Men da Clausewitz netop
ønsker at bryde krigen ned i dens mest enkle elementer, er tvekampen netop en enkel
og smart betragtning som hjælp til at analysere komplicerede krige ned i deres enkelte
elementer. Altså enhver krig kan i Clausewitz’ teori nedbrydes til en enkelt polær
tvekamp, hvor det alene gælder om at slå modstanderen ud og undgå selv at blive slået
ud.
Uanset hvor kompliceret virkelighedens krige er, holder Clausewitz fast i denne
teori. At Clausewitz i sit værk anvender Napoleonskrigene som eksemplificerende
empiri frister mange Clausewitzlæsere til at forlange, at teorien altid bør passe ligeså
præcist på enhver anden empiri. De mange afgørende slag i Napoleonskrigene kunne
i realiteten hver især betragtes som tvekampe, da de som hovedregel blev afgjort ved
den enes klare sejr og den andens klare nederlag. Denne besnærende overensstemmelse
mellem teori og virkelighed kan i ”Om Krig” være illustrativ og nyttig af pædagogiske
årsager, men kan samtidig være forvirrende. Overensstemmelsen kan nemlig risikere
at efterlade et indtryk af, at Clausewitz’ teorier er søgte og kunstigt tilpasset en nøje
udvalgt empiri i en bestemt historisk kultur og tidsalder.
Det må nok antages, at dette forhold er medvirkende til en del af den skepsis, som
nogen føler for Clausewitz’ teorier. Denne skepsis er imidlertid ikke fair, da
Clausewitz’ empiri næppe er søgt tilpasset teorien, men mere tjener til at illustrere
krigens komplicerede væsen. Han slipper aldrig i den forbindelse det enkle og
teoretiske krigsbegreb i sine analyser. Eller som han siger i 1. Bogs indledning (p. 29):
”Men når emnet er krig, er det mere nødvendigt end ellers at begynde med at se
på helhedens væsen, fordi man ganske særligt her må tænke på helheden, samtidig
med at man tænker på delene”.
I ovennævnte citat synes Clausewitz i sin tilgang til krigsbegrebet at være ganske
bevidst om hensynet til både den forenklede teoridannelse i tvekampsmetaforen og den
virkelige krigs mere komplicerede væsen.
Politik o g krig
I 8. Bog analyserer Clausewitz krigen i en diskussion om absolut og virkelig krig -
altså teori og empiri - hvor han skelner mellem krigens formål og mål. Han siger (p.
715):
”Man begynder ingen krig, eller man burde, hvis man handler med fornuft, ikke
begynde nogen, uden at sige sig selv, hvad man vil opnå med den og i den - det første
er formålet, det andet målet. ”
Faktisk en ganske god og enkel huskeregel på formål og mål, altså, at formålet
omhandler hvad man vil med krigen, målet hvad man vil i krigen. I diskussionen af
krigen forudsætter Clausewitz i sin teori, at modstanderne, altså de indbyrdes fjendtlige
stater, har modsatrettede og i princippet lige stærke viljer og motiver. I den
sammenhæng foretager han imidlertid en sondring (p. 723) når han siger, at:
”Den tvang, vi må udsætte vor modstander for, vil rette sig efter, hvor store de
politiske krav er, som vi og han stiller. Men kravene er ikke altid så åbenlyst kendt, og
dette kan være en første grund til, at der bliver forskel på de midler, de to parter
skaffer til veje. ”
Det Clausewitz her hentyder til, er en af hans tre vekselvirkninger fra 1. Bog,
nemlig den tredje vekselvirkning, (pp. 31 ff.) der omhandler parternes overgåen af
hinandens rådige midler og viljekraft. Vekselvirkningerne relaterer sig til den
teoretiske absolutte krig - den eksplosive krig - som byder en i teorien grænseløs
eskalation. Her bemærker Clausewitz, at en sådan eskalation i virkelighedens verden
vil blive reguleret af politikken, der ikke ønsker en sådan eskalation, men i stedet
ønsker at regulere krigen, idet (pp. 723 f.):
”På denne måde bliver den krigsførende ført tilbage på en middelvej, hvor han
på en vis måde handler efter grundsætningen om kun at opbyde de kræfter og sætte sig
det mål i krigen, som er nok til at opnå den politiske hensigt. For at gøre det muligt
at realisere denne grundsætning må han give afkald på at skulle opnå det absolut
gunstigste udfald og tage de fjerne muligheder ud afsine beregninger ”..... ”For altså
at finde omfanget af de midler, vi skal fremskaffe til krigen, må vi erindre os dens
politiske formål, set fra både vor egen og fjendens side. ”
Således kan Clausewitz’ ’’absolutte krig”, altså den teoretiske og abstrakte rene
tvekamp, betragtes i relation til krige i virkelighedens verden, krige som løbende er
påvirket og reguleret af ikke bare krigens indre friktion og usikkerhed, men også det
politiske formål, som undervejs fordrer indgreb i krigens førelse.
 

Begrebet ”tilintetgørelse ”
Som anført tager Clausewitz hele tiden udgangspunkt i det teoretiske krigsbegreb -
altså tvekampen. I 8. Bog (p. 713) siger han:
”..at, hovedformålet for krigshandlingerne som helhed er at kaste fjenden til
jorden, altså at tilintetgøre hans væbnede styrker.....det middel, krigsføring benytter,
ene og alene er kamp. ” (p. 713)
Denne bemærkning kan umiddelbart tolkes, som om Clausewitz taler om den
fysiske tilintetgørelse af fjendens væbnede styrker for at opnå det politiske formål. Det
er imidlertid ikke nødvendigvis så entydigt. Bemærkningen handler om ’’krigshandlingerne”,
altså selve voldsanvendelsen i dens fulde virkelige og fysiske udførelse.
Altså de handlinger, som er karakteristiske for selve krigens væsen. Det bør her
erindres, at Clausewitz gentagne gange understreger, at krigen ikke er noget selvstændigt,
men fuldstændigt er underlagt statens vilje og den deraf formulerede politik,
karakteriseret ved den ’’rene forstand” (bl.a. 1. Bog p. 50). Det vil sige, at krig med
andre ord blot er et middel - et middel blandt andre - for et højere mål, nemlig statens
vilje; det politiske formål.
Begrebet ’’tilintetgørelse” falder imidlertid noget i øjnene og associerer da også
noget misvisende til krigshistoriens omfattende gru, hvor krigsherrer bogstaveligt har
tilstræbt ljendens totale fysiske tilintetgørelse. Den noget oversete forklaring på
Clausewitz’ anvendelse af begrebet ’’tilintetgørelse” fremgår af 1. Bog, hvor han
definerer begrebet (p. 51):
”Den væbnede styrke skal tilintetgør es, dvs. bringes i en sådan tilstand, at den
ikke mere kan fortsætte kampen. I det følgende vil vi kun forstå dette ved udtrykket
”tilintetgørelse af den fjendtlige væbnede styrke
Hvad vil det sige? Vil det sige, at alle Rendens soldater skal slås ihjel? Skal ijendens
’’kampværdi” reduceres til nul? Skal ljendens væbnede styrke tvinges til at
overgive sig? Eller hvad? Svaret kan findes mere omhyggeligt analyseret i 1. Bog, hvor
Clausewitz diskuterer de tre ’’almene objekter”.
 

De tre almene objekter
Når staten ønsker at anvende krigen mod en anden stat (i moderne begrebsforståelse
kan ’’krigen” her sammenlignes med ’’militærstrategi”) deler Clausewitz krigen eller
’’militærstrategien” op i:
”tre almene objekter, (som) indbefatter alt øvrigt. Det er den væbnede styrke,
landet og fjendens vilje”. (1. Bogp. 51)
 

1: Den fjendtlige væbnede styrke
” Den væbnede styrke skal tilintetgør es, dvs. bringes i en tilstand, hvor den ikke mere
kan fortsætte kampen. ”
Netop statens egen væbnede styrke mod den ijendtlige væbnede styrke har jo
traditionelt været rammen for krig. Imidlertid er det i Clausewitzforståelsen væsentligt
at holde sig for øje, at det alene er statens valg at bekæmpe ”den fjendtlige væbnede
styrke”. Staten kunne i for så vidt have foretaget et andet valg for anvendelsen af de
væbnede styrker, hvis den havde ønsket det.
 

2: Landet
”Landet må erobres, for af landet kunne man skabe en ny væbnet styrke
Dette andet ’’almene objekt” kan ses i sammenhæng med det første, men behøves ikke
nødvendigvis at være sammenfaldende hermed.
Her handler det om, at staten gør modstanderen værgeløs ved at erobre hans land.
Det er ikke en betingelse, at der er direkte sammenfald mellem det politiske formål og
selve erobringen af fjendens land. Hvis det politiske formål fx er at overtage den
fjendtlige stats land, kan man overveje hvilket af de tre ’’almene objekter” eller evt.
kombination af disse, som bedst vil kunne opfylde formålet. Det kan fx være en
erobring af landet, men det kan fx også være tilintetgørelse af fj endens væbnede
styrker.
 

3: Fjendens vilje
’’Fjendens vilje skal være kuet, dvs. at man har formået hans regering og
forbundsfæller til at underskrive freden eller folket til at underkaste sig”. Dette tredje
’’almene objekt” betragter Clausewitz som en generel forudsætning for, at fjendens
vilje endelig er kuet. Dette taler for, at de to første ’’almene objekter” - den væbnede
styrke og landet - enkeltvis eller i kombination - er forudsætninger for opnåelse af det
tredje ’’almene objekt”, om end det ikke altid behøver at være sådan.
Her vil det være en overvejelse værd, om ikke det vil være det gunstigste udfald
for staten, om den kan opnå sit formål uden at nå de første to ’’almene objekter”. Denne
overvejelse må antageligt implicit havde ligget bag beslutningen om NATO’s
bombekampagne i Serbien med henblik på primært at kue serbernes vilje og sekundært
at tilintetgøre deres væbnede styrker. Indsættelse af landstyrker med henblik på en
’’erobring af landet”, dvs. fysisk besættelse og sikring af Kosovoprovinsen, blev under
de givne omstændigheder betragtet som unødvendig for at opnå det politiske formål.
Det viste sig da også, at ’’fjendens vilje blev kuet” alligevel, idet NATO opnåede sit
politiske formål, nemlig at standse de etniske udrensninger, uden de to første ’’almene
objekter” som forudsætning.
 

Tyngdepunkt - Centre of Gravity
Disse ”tre almene objekter” er ikke valgbare tyngdepunkter - centres of gravity
(COG’er) eller decisive points eller andre moderne analytiske fokuseringsbegreber.
Skal man indordne objekterne i en overordnet militærstrategi, kan man måske kalde
dem militærstrategiske delopgaver, der til sammen udgør det militærstrategiske end
state.H vis man ønsker at bryde denne Clausewitz-analyse yderligere ned til det militære
operationelle behov, kan man sige, at fx hele eller dele af den fjendtlige væbnede
styrkes tilintetgørelse i Clausewitziansk forstand kan være et operativt end state.
Kan man samtidig udpege en helt specifik og vital del af denne styrke, kan denne være
fjendens tyngdepunkt - COG. Det tjener altså ikke noget formål at kalde hele den
samlede fjende for centre of gravity. Hele den fjendtlige styrke kan ikke være ét
operationelt tyngdepunkt, da en hel styrke naturligvis ikke kan være et punkt, men i en
lidt søgt forklaring måske nærmere et area of gravity.
At opnå det militærstrategiske eller operative end state må kræve en analytisk og
håndgribelig opdeling af de afledte militære opgaver. Clausewitz siger i denne
forbindelse (8. Bog, p. 737 ff. og 767), at:
”Man skal reducere vægten af den fjendtlige magt til så få tyngdepunkter som
muligt - til ét eneste, hvis det kan lade sig gøre. Endelig skal man sørge for, at alle
underordnede handlinger bliver så underordnede som muligt. Det første princip er
kort sagt, at man skal handle så koncentreret som muligt ..... ”Man skal handle så
hurtigt som muligt. Altså ikke gøre noget ophold eller nogen omvej uden tilstrækkelig
grund”.
Disse betragtninger relaterer sig stærkt til de moderne principper for krigsførelse
om fastholdelse af målet, koncentration, initiativ og overraskelse og dermed tempo.
Man skal opretholde tempo med henblik på at opnå en gunstig afgørelse, inden man
trættes og løber ind i sit kulminationspunkt.
Clausewitz analyserer også i overensstemmelse hermed angrebskrigen, altså
offensiv indsats (p. 743):
”Vi tror altså, at der efter krigens natur ikke er nogen afbrydelse, ikke noget
hvilepunkt, ikke nogen mellemstation i angrebskrig. Når ophold er uundgåelige, må
de betragtes som onder, der ikke gør det gunstige udfald mere sikkert, men mere
usikkert. Ja, vil vi holde os strengt til den almene sandhed, er der fra en mellemstation,
som vi har måttet standse ved af svaghed, i reglen ikke mulighedfor endnu et angreb
frem til målet. Skulle dette andet angreb alligevel være muligt, betyder det, at
mellemstationen ikke var nødvendig. ”
Disse tanker passer jo ganske godt overens med det moderne krigsførelsens princip
om, at har man først udpeget sig et tyngdepunkt hos fj enden, skal man hurtigst muligt
iværksætte en koncentreret indsats mod dette. Det er derfor afgørende at udpege den
fjendtlige styrkes tyngdepunkt af hensyn til ens egen planlægning af krigens førelse.
Det er den planlægning, man forbereder i de operative analyser, og en del af planlægningskunsten
vil naturligt handle om at udpege et relevant tyngdepunkt hos ljenden,
ligesom man skal være opmærksom på og beskytte sit eget ditto. Alt dette
analysearbejde skal så i »sidste ende føre frem til en plan for en Clausewitziansk tilintetgørelse
af den fje n d tlig e væbnede styrke. Selve operationskonceptet eller krigsplanen
er så det, der gør ’’krigshandlingen til en helhed”. (8. Bog, p. 715)
 

Krigsteorien og førerkunsten
Men hvad siger Clausewitz om anvendelse af krigsteori og krigskunst?
I 6. Bog argumenterer han for hensigten med krigsteorien (p. 459):
’’..vi ( ) tilsigter (ikke) at formulere nye grundsætninger og metoder for
krigsførelse, men at undersøge den inderste sammenhæng i dét, der allerede længe har
eksisteret, og føre det tilbage til dets simpleste grundformer
Andetsteds (p. 458) forholder han sig til anvendelsen af teorien, idet han
argumenterer for, at teorien skal udgøre et beslutningsgrundlag hos føreren som
erstatning for den rene intuition. Han advarer imod, at man vælger forsvar eller angreb
uden et teoretisk ræsonnement på baggrund af:
”.. det dunkle i en intuitiv dømmekraft - som det sker i det meste af dét, derforegår
i krig.”
Med andre ord siger Clausewitz, at den teoretiske lære skal tjene til at give et
forenklet overblik til krigsherren, og ikke må virke hæmmende på hans evne til at lede
effektivt. Clausewitz siger videre, at (8. Bog, p. 714):
”...feltherrens ubesværede overblik, denne enkle måde at se tingene på, denne
personificering af hele den krigerske aktivitet så fuldt og helt er sjælen i enhver god
krigsføring, at kun denne storslåede måde atføre sig frem på giver sjælen den frihed,
der er nødvendig, hvis den skal beherske begivenhederne og ikke overvældes af dem
Det er værd at bemærke Clausewitz’ nøgterne og realistiske forbehold mod
overfortolkning af krigsteorien, idet han anbefaler, at den skal tjene som vejledning for
krigsherren og ikke som doktrinær udenadslære.
Således motiverer Clausewitz, hvorledes hans krigsteori skal anvendes, idet selve
analyserne skal være grundige og systematiske i hele deres kompleksitet, men når det
kommer til krigsherrens eller førerens konkrete brug af krigsteorien, må han ikke lade
sig stresse og forvirre over kompleksiteten, men i stedet bruge den analytiske struktur
til at hjælpe til at bevare overblikket.

Den moderne vestlige militærfilosofi
Det politiske niveau
Men hvor er det så, at Clausewitz bliver interessant at studere i relation til moderne
vestlig tænkning?
Det afgørende må være at nå en erkendelse af, at Clausewitz’ analyser af
sammenhængen mellem politik og krig (politik og militærstrategi) præger hele Vestens
tænkning. Krig betragtes i Vesten som et rationelt (og dermed retfærdigt) middel, det
tages i anvendelse, når politikken fordrer det. Krigen er ikke noget selvstændigt med
en egen ydre dynamik, krigen er blot et objektivt redskab for den subjektive politik, der
formes i stat og samfund.
Det internationale politiske miljø med stat-stat konfrontationer passer perfekt ind
i Clausewitz’ verden. Ligeså gør anvendelsen af krig i staternes stræben efter deres
viljer. En evt. manglende erkendelse af denne rationelle politik-krig sammenhæng kan
risikere at medføre uopmærksomhed overfor hvilke risici, der er forbundet med denne
praksis, hvis den ikke virker efter hensigten.
Kan man fx altid regne med, at alle internationale aktører bekender sig til denne
Clausewitzianske logik?
Og hvis nogle aktører ikke agerer i overensstemmelse med disse rationelle
spilleregler, vil det så være et problem for de Clausewitzianske vestlige aktører at
gennemskue hvorfor?
Et nyere eksempel på denne problemstilling er Milosevic’ konsekvente nægtelse
af at være undergivet disse rationelle regler og logikker. Han nægtede at indgå i
NATO’s Clausewitzianske tvekamp, hvorfor det var vanskeligt for NATO umiddelbart
at opfylde det politiske formål, nemlig at standse de etniske udrensninger. En større
bevidsthed om den Clausewitzianske tankegangs styrker og svagheder kunne have
afværget den forbavselse og frustration, som opstod i vestlige kredse, da Milosevic
undlod at optræde formålsrationelt i relation til NATO’s politiske formål, da han
nægtede at være part i den politiske tvekamp.
 

De militære niveauer
På de militære (militærstrategiske og operative) niveauer er Clausewitz også
dominerende i den vestlige tænkning og planlægning, og har egentlig været det fra og
med 2. Verdenskrig. I 2. Verdenskrig var de allieredes militærstrategiske end state i
Europa at knuse de tyske væbnede styrker. Altså en bogstavelig fortolkning af
Clausewitz’ første ’’almene objekt”; at tilintetgøre den fjendtlige væbnede styrke.
Krigens forløb viste, at tyskerne valgte at agere som part i denne tvekamp i en ren
Clausewitz-ånd.
Efterkrigstiden har imidlertid vist eksempler på aktører, som har undladt at
optræde som part i en tvekamp, og tilmed med nogen succes. USA oplevede det bl.a.
i Vietnam og senest mærkede USA og NATO det i Kosovokrigen.
Skønt man i vestlig militærfilosofi grundlæggende er Clausewitziansk, er det
vigtigt at holde sig for øje, at man ikke altid kan tvinge fjenden til at stille op til
tvekamp, hvis han ikke selv ønsker det. Man bør derfor parallelt overveje alternative
veje og strategier til at opnå sit politiske formål.
 

Militær doktriner
I den nuværende vestlige militære doktrintænkning ses en lige så høj grad af
Clausewitzianisme. Clausewitz’ tætte kobling mellem politik og krig præger præmisserne
for militærdoktrineme. Se fx NATO’s værnsfælles operative doktrin Allied
Joint Doctrine (AJP 01), hvor Clausewitz’ begrebsverden med tyngdepunkter,
kulminationspunkter, krigsførelsens grundprincipper m.v. præger militærdoktrinen.
Men her må man igen være opmærksom på, at disse doktriners succesfulde
anvendelse betinger, at fj enden bekender sig til disse doktriners indbyggede formålsrationelle
og polære logik. Altså med andre ord forudsætter vi, at vi kan forudsige,
hvorledes fjenden vil bruge sit militær mod os, idet vi tager udgangspunkt i en rationel
’’worst case”, hvor vi tillægger fjenden en polær hensigt rettet mod vores hensigt. Altså
vi indarbejder i realiteten forudsætningen i Clausewitz’ abstrakte krigsbegreb, hvor han
indledningsvis forudsætter, at modstanderne har modsatrettede og i princippet lige
stærke viljer og motiver, i vores gældende doktriner.
Men hvad nu hvis ljenden ikke ønsker at reagere polært mod os pga. manglende
vilje eller motiv?
Hvad hvis han ikke stiller op til tvekampen?
Hvordan rammer man hans vilje med rationelle midler, hvis han slet ikke er sårbar
i relation til vort formål?
Det er disse problemstillinger, som er indbygget i den Clausewitzianske militærfilosofi,
og det er disse problemstillinger, som man må forholde sig til. En videre debat
om Clausewitz og vestlig rationel politisk og militær filosofi synes derfor på denne
baggrund at være relevant.
Efter at have studeret de refererede forhold er der én konklusion, som forekommer
ganske klar, hvad enten man kan lide det eller ej:
’’Clausewitz gennemsyrer den moderne vestlige tænkning - både politisk og
militært”

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidskrift_129_aargang_apr.pdf

 

 

Litteraturliste

Del: