Claude Louis de Saint Germains rolle ved overgangen til en national værnepligtig hær

I disse år diskuteres værnepligtig kontra hvervet hær. Historien om værnepligten kan man for så vidt trække helt tilbage til den tidlige middelalders leding eller måske endnu længere tilbage til vikingetiden. Imidlertid er værnepligt som vi kender den i dag et resultat af en generel diskussion i 1700-tallets Europa, hvor oplysningstiden medførte at fokus i de militære diskussioner bl.a. lå på professionalisering i form af bl.a. bedre uddannelsesniveau, anerkendelse af profession samt diskussioner om loyalitet i form af en national kontrakt indgået mellem statsleder og folk.

Foto: Forsvaret.dk

Klassisk set daterer man værnepligtens indførelse til den franske revolution og dennes krav om et folk i våben.[1] Dette skete i form af beslutningen om levé en masse fra 23. august 1793, hvor den militære værnepligt indførtes i Frankrig med følgende ordlyd: "fra denne dag indtil den dag vore fjender er fordrevet fra republikkens territorium kan alle franske mænd til stadighed udskrives til militærtjeneste”. [2]

Imidlertid er man i den internationale forskning ikke opmærksom på Danmark og indførelsen af værnepligten her i 1788 som en følge af stavnsbåndets løsen. Såvel internationalt som nationalt ser man generelt stavnsbåndets løsen som en landbohistorisk foretegelse og ikke som en militær foretegelse.

Værnepligtens indførelse i 1788 (for bondestanden – der udgjorde ca. 80 pct. af befolkningen), havde sine rødder i ca. 40 års danske diskussioner. Fra 1740’erne og frem diskuterede fremtrædende officerer fordelene ved en udskreven hær af nationale soldater. Denne diskussion accelereredes af den franske general Claude Louis de Saint Germain (1707-78) der i 1760-61 kom til Danmark. Saint Germain står af denne grund centralt placeret i dansk militærhistorisk skrivning og derfor også i Det Krigsvidenskabelige Selskab. Da Saint Germain kaldes til Danmark havde den samlede danske hær ikke været sat på krigsfod siden 1743. I forbindelse med udbruddet af Den Preussiske Syvårskrig i 1756, og som en følge af den med Frankrig i 1749 indgåede alliance, opstillede Danmark Norge fra 1758 til 1763 et hærkorps på 24-30.000 mand i Holsten, som Saint Germain i 1761 blev chef for.

Målet med denne artikel vil være at beskrive de reformer Saint Germain iværksatte, ikke blot i Danmark men også i Frankrig. I den forbindelse vil hans tanker om professionalisering og indførelsen af en nationalværnepligtig hær være det centrale omdrejningspunkt.

Under rustningerne fra 1758-1763 viste hæren sig umoderne og ikke klar til at løse opgaven. De hvervede tropper deserterede, og lejrene måtte omringes af nationalt rytteri til afværgelse af desertationerne. Samtidigt led de norske regimenter, der primært bestod af nordmænd, alvorlige tab på grund af sygdom. Hvad der oprindeligt blot skulle have været en sikringsstyrke, udviklede sig i løbet af 1760-1761 til at være en hær, der stod overfor en voksende krigstrussel fra Rusland. Dette skyldtes, Elisabeth 1. af Rusland var yderst svækket og at tronarvingen gottorperen Peter (3.) der hadede Danmark, og ønskede at erobre i hvert fald Holsten. Man kunne derfor forudsige krig ved hendes død.

Den 5. januar 1762 døde Elisabeth 1., og Peter 3. indgår våbenhvile d. 16. marts med Preussen. Den danske hær forberedte sig på baggrund af den øgede krigstrussel på at marchere ind i Mecklenburg i for at indtage mere fordelagtige positioner. På baggrund af Peter 3. afsættelse og senere død i juli 1762 blev krigen afværget. Saint Germain fortsatte imidlertid i dansk krigstjeneste og iværksatte i løbet af de næste år en række reformer.

Hærene i 1750'ernes og 60'ernes Europa
1700-tallets prærevolutionære hære, var eneherskernes hære, der ikke længere bestod af et bonde og adelsopbud. Hærene var professionaliserede ved i såvel freds- som i krigstid at bestå af stående regimenter. [3] Soldaterne sværgede i modsætning til 1600-tallets lejetropper ikke længere troskab til deres oberst eller kaptajn, men til kongen. Den øgede professionalisering slog ikke blot igennem blandt de menige soldater, men også blandt officererne. Op gennem 1700- tallet opstod kompagnier til træning af kommende officerer samt en række skoler, hvorved den enkelte officer kunne dygtiggøre sig; ligeledes søgte man at fjerne salget af officerspatenter og af regimenter.[4]

Hverken i samtiden eller i eftertiden har 1700-tallets hære været særligt rosende omtalt. Den amerikan­ske historiker Palmer skriver f.eks. "...To make armies of such motley hosts, of soldiers who where almost social outcasts and of officers who where often only youthful aristo­crats..." [5] I samtiden så man dog de udskrevne svenske og svejtsiske tropper som undtagelsen der bekræftede reglen.[6]

Hærene bestod af en blanding af udskrevet og hvervet mandskab. Brugen af det udskrevne mandskab varierede i høj grad fra land til land, hvor den danske hær muligvis havde den stærkest trænede milits.[7] I hvert fald lod man under Store Nordiske Krig militsen indgå på lige fod med de hvervede regimenter. 1750'erne og 60'erne og derved den Preussiske Syvårskrig står som lineartakti­kkens højdepunkt. De gennemeksercerede regimenter blev opstillet på linier, avan­cerede frem mod fjenden og afgav salver mod modstander­ne, en skydning hvor mængden af afgivne skud, på baggrund af afstanden, var vigtigere end sigtningen. De i felten opererende hære havde en størrelse på op til en 70.000 mand, og kunne i enkelt slag miste op til 25 pct. af den samlede styrke. Til eksempel kan nævnes, at Preussen i slaget ved Leuthen den 5. december 1757 havde et tabstal på 11.589 ud af 33.000 mand, mens dets modstander Østrig havde et tabstal på 22.000 (heraf 12.000 fanger) ud af 65.000 mand.[8]

Hærstørrelser i 1700-tallet:

Figur 1. viser hærenes størrelse i 1700-tallet. Tallene er en gengivelse af Peter Wilsons tabel 3.1 i hans artikel Warfare in the Old Regime 1648-1789.[9] I Wilsons tal indgår felt- og garnisonstropper, mens milits- og kolonistyrker er udeladt. Udenlandsk hvervede regimenter indgår i tallene, mens auxilliære- og subsidierede- styrker stillet til rådighed f.eks. af allierede, er udeladt. Tallene viser tydeligt, at den danske hær havde en ganske betydelig størrelse.

Hærene voksede helt generelt i størrelse i 1700-tallet, som det fremgår af figur 1. Imidlertid bandt man store styrker i fæstninger og i uddannelsesområder, hvorved der som regel ikke var mere end 60.000 mand på hver side i slag.

Hærenes operationer var stærkt begrænsede af afhængigheden af magasiner/­depoter og fæstninger. Datidens taktik der som oftest betegnes som limited warfare, var præget af en forsigtighed, hvor man søgte at undgå slag, hvor lang tid blev brugt på at marchere og kontramarchere, hvor man belejrede hinanden, oprettede nye magasiner og søgte at ødelægge fjendens. Efter den Westfalske Fred i 1648 søgte alle at undgå plyndringer og landsknægte, der gik amok. Den begrænsede krigsførelse havde ikke til formål at lægge et land øde, men at erobre det med så små tab som muligt. Rent faktisk søgte indtil flere generaler at undgå slag, så vidt det var dem muligt. Marskal Moritz af Sachsen (1696-1750) en af datidens mest berømte militære ledere skriver i sine erindringer: ”Jeg er ikke meget for regulære slag, særligt ikke i be­gyndelsen af en krig, og jeg føler mig overbevist om, at en dygtig general vil kunne føre krig hele sit liv uden at blive tvungen ud i en" [10]

Samtidigt er perioden en overgangsperiode, med indførelsen af de lette tropper. Lette infanterienheder f.eks. jægere, der optrådte som slør og skarpskytter foran de almindelige infanteriregimenter blev indført på baggrund af specielt østrigernes erfaringer i grænseegnene på Balkan. Ligeledes blev lettere rytteri som regel i form af husarer indført. Endelig blev det lette hestetrukne artilleri indført af Preussen, som et forsøg på at afhjælpe deres problemer i rustnings­kapløbet, mod de langt større stater.[11] Herved opstod de tropper, der skulle kendetegne den ubegrænsede krigsførelse under revolutionskrigene.

Den danske hær
Danmark havde en hvervet hær, primært bestående af tyskere samt en ganske betragtelig landmilits. Landmilitsen indføres 22. februar 1701. Man skulle stå i seks år og der var træning hver søndag efter kirketid. Samtidigt indførtes sessioner. Ordningen gjaldt kun for bønderne, og ikke for byerne, imidlertid oprettede man i 1704 søruller bestående af befarent mandskab, der blev udskrevet til flåden. Fra 1730 til 1733 var landmilitsen nedlagt, men genind­førtes for både at give forsvaret en dybde, og binde arbejds­kraften i landbruget i form af stavnsbåndet. Det er betegnende at udvælgelsen af den udskrevne gik fra bønderne til godsejeren. I 1737 blev landets kyststræk­ninger inddelt i sølimiter – sølimitdistrikter.[12]

I forbindelse med 1733-ordningen indførtes delvis kantonsy­stemet. Således at hvert regiment modtog mandskab fra et bestemt om­råde. Fra 1741 blev der designeret 10 mand fra hvert land­milits­regiment til de hvervede regimenter. I 1742 forøgede man midlertidigt de hvervede regimenters mandskab med 50 militsfolk (et regiment bestod af 12- 1500 mand). Bl.a Hans-Christian Bjerg anser dette som starten på afviklingen af den hvervede hær.[13] At militstjenesten var hård med minimum 40 tjenestedage om året, med lange afstande til eksercitspladsen har Holmgaard dokumenteret.[14]

Om kvaliteten af de par timers træning de enkelte militsolda­ter fik kan vi dog kun gisne. Historikeren Jens Holmgaard,  gjorde studier i eksercitsen, og beskriver klager over for lang eksercitstid om søndagene – op til tre til fire timer; ekstraordinære eksercitser samt hårdhed overfor soldaterne.[15] Holmgaard sandsynliggør således, at militsen i 1775/6 gennemgik en del træning. Om dette passer på de tidligere tider under andre hærordninger ved vi ikke, men det er sandsynligt, at man på baggrund af skrækken i 1762 i nogen tid er gået hårdt til den. I forbindelse med rustningerne og "felttoget i Mecklenburg" i 1762 stod det klart, at hæren ikke var i en ordentlig stand. De udskrevne blev under krigen brugt som en reserve for de hvervede.

Den danske hær bestod i 1758 af følgende enheder:

·         Artilleriet i Danmark og Holsten i alt 13. kompagnier. (Hvervet)

·         Fortifikationsetaterne. (Hvervet)

·         12 rytterregimenter. (Hvervet)

·         13 infanteriregimenter, samt Drabantgarden og grenaderkorpset. (Hvervet)

·         Garnisonsregimentet, regiment for ældre udtjent personel. (Hvervet)

·         Landkadetkompagniet. (Hvervet)

·         8 militsregimenter, herunder Bornholms Milits. (Udskrevet)

Hæren i Norge
Norge havde en udskrevet hær bestående af nordmænd inddelt i nationale regi­menter, suppleret af få hvervede inddelt i to regimenter. De to hvervede regimenter blev brugt til at bemande de i Norge værende fæstninger, mens de nationale regimenter nøjedes med kompagniø­velser om søndagen og en årlig bataillons- eller regiments­øvelse. De enkelte nationale regimenters materiel blev opbevaret decentralt i regimentets lokalområde, klar til mobilisering.

I 1764 bestod den norske hær af 5 nationale dragonregimenter, 13 nationale infanteri regimenter, to geworbne (hvervede) infanteriregimenter, Det kongelige norske Ingeniørkorps samt Det kongelige Artillerikorps samt et skiløberkorps.

I Norge var hvervning tilladt til de to norske hvervede regimenter, til artilleriet samt undtagelsesvis til de to danske regimenter Grenaderkorpset og Livgarden. Til tider benyttedes de norske udskrevne dog til supplement til en danske hær. Således udskrev man i 1757 400 norske dragoner til tjeneste i det danske rytteri.[16]

Den dansk-norske flåde
Fokus i artiklen er på hæren, men det bør fremhæves at man såvel i Danmark som i resten af Europa alt overvejende byggede flåderne på nationalt mandskab. Dette kan skyldes at flåderne i modsætning til hærene oftest, også i ældre tid havde været statslige. Den dansk norske flåde bestod af nationalt mandskab, der oftest betragtes som havende en overvægt af nordmænd. Professor Ole Feldbæk anslår antallet af mænd optegnet på hovedrullen og på reserverul­len i størrelsen 20.000 hver, og at to tredjedel var norske.[17] Det er imidlertid lykkedes for Erik Reske-Nielsen i ganske overbevisende grad at påvise, at søofficerskorpset var dansk eller måske snare københavnsk. Reske-Nielsen påviser, at 80 pct. af tilgangen til søofficerskorps bestod af danske, og at 60 pct. af den samlede tilgang til søofficerskorpset var københavnsk i perioden 1720-1759.[18]

Den dansk-norske flåde var den dominerende i det nordeuropæiske sikkerhedskompleks, og i visse perioder blev det overvejet at opbygge flåden til en to nation standard, således at man ville kunne kontrollere Østersøen fuldkomment. I mellem Rusland og Danmark foregik der i 1769 forhandlinger, der ville have medført, at Danmark fik en flådestørrelse på 60 linieskibe. Derved ville Danmark have haft en afgørende indflydelse på hele det europæiske sikkerhedskompleks.[19]

Figur 2. viser antallet af linieskibe i 1700-tallet. Tallene kommer fra Jan Glete, Navies and Nations. Warships, Navies and State Building in Europe and America. 1500-1860. Stockholm 1993, appendix 2. Tallene er noget misvisende, idet de dækker over alt fra små linieskibe på omkring 60 kanoner og op til det dobbelte. På den anden side angiver tallene udmærket, hvilke ambitioner de enkelte stater havde. Ligeledes fremgår det at den danske flåde havde en betydelig størrelse i sit lokale sikkerhedskompleks.

Flådestørrelser:

Den svenske og preussiske model
Den svenske hær bestod af dels hvervet mandskab dels nationalt udskrevet (inddelt). De få hvervede regimenter udgjorde be­sætningen på fæstningerne, mens de inddelte passede deres gård og deltog i enkelte øvelser årligt. De udskrevne blev udskrevet ved, at Sverige blev inddelt i en række landskaber. Hvert enkelt landskab skulle stille ca. 1.200 mand til et regiment. Landskabet blev inddelt i roter, hvor x antal gårde, varieren­de fra landskab til landskab og efter jordens afkast, skulle stille med en mand. Denne mand fik så tildelt en mindre gård (torp) samt løn og forskellige naturalier af de inddelte bønder. Rotebønderne og den inddelte soldat underskrev så indbyrdes en kontrakt der nærmere angav de gensidige for­pligtelser.[20]

Den svenske hær havde opretholdt sit nationale islæt ved inddelingsverket, der blev introduceret i 1632. Inddelings­verket/inddelningsverket, som det svenske system kaldes, har store lighedspunkter med det preussiske kantonements­system, og gav muligheden for en relativ hurtig mobilisering uafhængig af udenlandsk rekruttering. For rytteriets vedkommende skete inddelingen via rustholdet, hvor der blev indgået aftaler mellem enkeltgårde og kongen om at stille en hest og rytter. Gårdene fik ved denne aftale samtidigt en ned­sættelse af deres skattebyr­de.

Den preussiske hær bestod af såvel hvervet som udskrevet mandskab. Det udskrevne (nationale) mandskab udgjorde 50.000 af 133.000 i 1751, 70.000 ud af 160.000 i 1768 samt 80.000 ud af 190.000 i 1786. Det hvervede mandskab var primært af tysk oprindelse, og kommandosproget i den preussiske hær var tysk. Under Syvårskrigen bestod den preussiske hær af op til 64 pct. indfødte.[21] Regimen­terne var garnisoneret i de større byer. Disse byer og deres opland fungerede som udskrivningsområde for det enkelte regiment. Dette system betegnes kantonnementsystemet. De udskrevne soldater gennemgik et étårigt rekrutkursus. Efter endt rekruttid var den udskrevne soldat som regel højst tjenestegørende otte uger årligt, og vendte i den ikke indkaldte tid tilbage til sin gård eller sit erhverv.

De hvervede tropper stod for den almindelige, i dag ville vi nok sige overdrevne, vagttjeneste. Hvor dog en vagtdag gav ret til tre fridage. Regi­mentscheferne udnyttede i høj grad mulig­heden for at give freiwächter, hvorved pålidelige soldater gaves fri og mulighed for at tjene penge som arbejdsmænd eller håndværkere. Da man fortsat betalte penge til regimentet, på trods af freiwäch­terne/frifolkene kunne regimentscheferne stikke en ikke ringe sum penge i lommen.[22]

Hæren havde dog et alvorligt problem i form af desertationer. Ved skrappe disciplinarmidler så som træhesten, krumslutninger, brændemærkninger, spidsrod (der kunne medføre døden), afskæring af næse eller ører (for dem der havde hjulpet til desertation) søgte man at opretholde mandstugten og undgå desertatio­ner.[23] På trods af dette mistede f.eks. regimentet Jung-Braunsch­weig under Syvårskri­gen mandskab ved desertation, der svarer til regimentets samlede personel-antal. På baggrund af de mange desertationer, havde Preussen svært ved at indføre de lette regimenter og jægeren­heder, hvor mandskabet i høj grad skulle operere selvstændigt i fremskudte positioner.

Udover at nedsætte mobiliseringstiden, og sikre en tilpas mængde mandskab, kunne kanton­nementssystemet derudover bruges til at preussificere de erobrede områder ved den tætte kontakt mellem regiment og kantonnementsområde [24].

På baggrund af vore landegrænser havde Danmark ikke muligheden for kun at satse på en stærk flåde. Vi kunne have valgt den svenske model, men undlod dette på trods af enkelte forsøg. Den franske hær havde lidt overbevisende nederlag, hvorfor reelt kun den preussiske model stod tilbage. I denne model skulle man tage stilling til, i hvor høj grad man ville stole på de dyre hvervede tropper. Eller om man hellere ville benytte sig af de billigere, men for landet så kostbare udskrevne nationale tropper. I det følgende vil vi se nærmere på Saint Germains overvejelser.

Saint Germain, en kort biografi
Claude Louis comte de Saint Germain fødtes d. 15. april 1707 i Bresse og døde d. 15. januar 1778 på Arsenalet i Paris. Han blev d. 1. oktober 1736 gift med den halvt danske halvt tyske Ermegaard Margrethe v. d. Osten. Saint Germain blev uddannet i Jesuiterkol­le­giet i Bresse. Han startede sin militære karriere som 17årig i sin fars milits­regiment. I løbet af sin karriere gjorde han kurpfalisk, østrigsk, bayersk, fransk og dansk tjeneste. Under den Preussiske Syvårskrig gjorde han sig meget positivt bemærket, på trods af den franske hærs meget dårlige resultater. Således i slaget ved Crefeld 23. juni 1758, hvor han tabte til en syv gange større styrke, samt under de hårde kampe som leder af den franske arrieregarde og den "Venstre Reserve ved Rhinen".

Med til en biografi over Saint Germain må også nævnes hans egensind, skarpe tunge, ærlighed, ærekærhed og stivhed.[25] Dette medførte, at han ragede uklar med sine overordnede, hvorved hans fremtid i den franske hær blev temmelig usikker. I 1759 og 1760 forhandlede Saint Germain og den danske udenrigsminister J.H.E. Bernstorff (1712-172), derfor om at Saint Germain skulle gå i dansk tjeneste.[26] Det var i samtiden fuldstændigt almindeligt, at man tjente i et andet land end ens fødested. Dog blev den franske regering harm over, at den danske regering forhandlede direkte med Saint Germain, udenom den franske regering. I april 1761 [27] godkendte imidlertid den franske konge Saint Germains danske an­sættelse, men inden da havde Saint Germain efter al sandsynlighed allerede foretaget nogle rekognossceringer.

Den 10. marts 1762 bevilgedes markgrev Frederik Ernst af Brandenburg-Culmbach sin afsked som dansk feltmarskal, samtidigt udnævntes Saint Germain til feltmarskal. Han overtog den samlede hærs ledelse d. 15. marts 1763. Blev præsident i det i den forbindelse oprettede Generalkrigs­direktorat (datidens krigsministerium) d. 28. oktober 1763, men allerede d. 29. januar 1766 modtog han sin afsked. Blev igen præsident i Generalkrigs­direktora­tet d. 10. marts 1767, men blev d. 23. november samme år fritaget for yderligere arbejde, muligvis efter russisk pres. Den 27. oktober 1775 blev han til alles overraskelse udnævnt til Secrétaire d'Etat de Guerre (krigsminister) af kong Ludvig 16. Efter to turbulente år hvor han stødte på modstand fra hoffet opgav han sin post d. 27. september 1777. Fire måneder senere afgik han ved døden.

Reformerne i Danmark[28]
Allerede i 1761 kom Saint Germain med et første udkast til at reformere den danske hær. I et Pro Memoria af 26. september påpeger han, at militsen skal styrkes ved øvelser, at de hvervedes stilling skulle forbedres, at officererne var uduelige, at man skulle sikre sig en national grundstamme af hvervede og at soldaterne efter endt tjenestetid af staten skulle hjælpes ved overgangen til civil beskæftigelse.[29] I et nyt forslag fra marts 1762, med overskriften "Ideelle drømmerier", foreslog Saint Germain, at hæren skulle være på ca. 108.000 mand, bl.a. baseret på rekruttering fra militsen. Forslaget afvistes som uladsiggørligt.

Dette forslag er et idealbillede . Men allerede disse to første forslag viser vejen for det senere reformarbejde: en øget professionalisering samt en langt større vægtning af det nationale element. I løbet 1762 udarbejdedes en række forskellige planer. Disse planer havde for øje i større eller mindre grad at indføre det preussiske system, der efter Syvårskrigens afslutning stod som det vindende militære system. I forbindelse med disse forslag anbefalede general P.E. Gähler (1718-1783), at 40 pct. og Saint Germain 25. pct. af styrken skulle bestå af hvervede nationale.

I marts 1763 kom det første udkast til en egentlig hærreform under Saint Germain. Denne reform blev som de følgende stærkt kritiseret og obstrueret fra bl.a. general og overkrigssekretær C.V. Ahlefeldt (1707-91) og kollegierne.

Reformudkastet af marts 1763 indeholdt følgende hovedpunkter:

·         Afskaffelsen af kompagniøkonomien og indførelse af regiments­økonomi, styret af regimentets chef.

·         Afskaffelsen af salg af officerspatenter.

·         Afskaffelse af de dyre gardekorps.

·         Åbning af voldterrænet, så byboerne kan spadsere og få luft på disse (en idé der går igen i hans memoirer).

·         Indførelse af garnisonering i kaserner og barakker.

·         Mindst 25 pct. af mandskabet skulle nu være nationalt.

·         En fredsstyrke på 23.000 mand der i tilfælde af krig kunne nå op på 40.000 mand.

·         En national milits på 17.000 mand, der skulle detacheres regimenterne som en tredje bataillon, men kun fungere som mandskabsreserve.

·         Så vidt som muligt en hær bestående af indfødte, indtil folketallet gør dette muligt bør der dog oprettes en overordnet hvervekommission, der kan tage sig af den udenlandske hvervning.

·         Forøget feltmæssig træning, mere praktiske uniformer samt bedre skydeuddan­nelse.[30]

En øget vægtning af det feltmæssige/funktionelle ligger bag denne reform. En centralisering hvorved kompagni­cheferne stækkes ganske markant økonomisk, samtidigt med at det blev muligt at indføre kontrol med hærens økonomi, idet obersterne nu også reelt skulle stå til ansvar for økonomien. At officerskorp­set skulle være velfungerende og at forfremmelser nu skulle ske på baggrund af faglig dygtighed fremgår tydeligt af afskaffelsen af salget af officerspatenter og af regimenter. Samtidigt har disse reformer en klar forbedring af mandskabets forhold for øje.

40.000 mand svarer nogenlunde til den styrke, der var under våben i hele Danmark under Syvårskrigen, men under denne var der indkaldt forstærkninger fra Norge. Forslaget er altså en forstærkning af hæren. Dette ses også af, at man har draget den slutning, at under krig er det yderst svært at hverve pålideligt soldatermateriale, hvorfor man nu på forhånd detacherer militsen i tilfælde af krig til hæren som mandskabsreserve.

I april 1763 går Gähler og Saint Germain sammen, og resultatet er et langt mere vidtgående Pro Memoria end det fra marts. I dette forslag indføres stavns­båndet fra det fyldte fjerde år til det 40.år. Der skulle opbygges en milits på 11.000 med en tjenestetid på 12 år. Denne milits skulle i fredstid indstikkes i hæren. Herved skulle hvert infanterikompagni for fremtiden bestå af 58 hvervede og 49 nationale; samtidigt skulle kantonsystemet efter preussisk forbillede indføres.

I maj mødtes hærreformskommissionen, der var nedsat i marts. I denne besluttedes det, at hæren skulle bestå af udenlandsk hvervet personel forstærket af 800 mand fra militsen årligt. Ingen var dog tilfredse med dette kompromis, og i juli godkendtes en ny reform fra Saint Germain. Denne gang skulle hæren bestå af 19.000 hvervede og 5.000 udskrevne. På baggrund af de fortsatte kampe, endte man med hærreformen af 3. august 1763 (iværksat i september).

Reformen af 3. august 1763 i hovedtræk:

·         Afskaffelse af naturolieøkonomi i form af brød, halm, havre etc. til regimenterne.

·         Indførelse af regimentsøkonomi, og generel styrkelse af regimentscheferne bl.a. med øget decentral justits.

·         Hæren skulle være på 13 hvervede regimenter, heraf et gardere­giment i alt noget under 19.000 mand infanteri. Hver af de normale infanteriregimenter bestod derefter af to grenaderkompagnier og 12 musketer­kompagnier fordelt på to batailloner, hvert kompagni     bestod af 120 mand [31].

·         Rytteriet skulle bestå af 12 regimenter, fordelt som: 7 kyradserregimenter, 4 dragon­regimenter samt et husarregiment. Hvert regiment inddelt i 5 eskadroner på 146 mand med undtagelse af husarernes der kun var på 120 mand, ialt 8.400 mand.

·         Garnisonsregimentet og Grenaderkorpset blev nedlagt.

·         De tre artillerikorps (holstenske, norske og danske) blev sammenlagt til et korps, inddelt i 3 batailloner på hver seks kompagnier samt et minekompagni.

·         De tre fortifikationsetater (holstenske, norske og danske) blev sammenlagt til Ingeniør­korpset. Samtidigt ophørtte ingeniøroffi­cerernes tjeneste ved fodfolket. Tidligere havde ingeniørerne om vinteren været tjenestegørende ved infanteriet.

·         Ophævelse af landmilitsen, herefter skulle hvert kompagni bestå af både hverve­de og udskrevne.

·         Sænkelse af antallet af fæstninger, men en styrkelse af de bevarede.

Denne reform blev langsomt implementeret; dog ikke fuldt ud og i en række tilfælde noget anderledes end i den ovenfor anførte udgave. I alle de af Saint Germain søgte reformer indgik en styrkelse af ingeniører­ne og af artilleriet. Hvilket skete ved indførelsen af bedre uddannelse og klare kommandostruktur.

Den 28. oktober 1763 oprettes Generalkrigsdirektoratet, hvorved hærens ledelse samles i et direktorat (ikke kollegium) med Saint Germain som præsident. Denne styreform fortsatte med at eksistere så godt som uændret helt frem til hærreformen af 1842. Direktoratsformen søgtes ligeledes implementeret i alle kollegi­erne få år senere af J.H. Struensee (1737-72). [32]Generalkrigs­direktoratet var, i modsætning til den tidligere tostrengede ledelse af militæret, præget af militære. Derved var vejen også banet for en enhedshær under Generalkrigs­direktoratets kommando.

Den vigtigste reform var dog ophævelsen af landmilitsen 13. april 1764. På baggrund af skabelsen af en enhedshær, var rammerne for en fremtidig national hær nu skabt. Dette og de øvrige reformer må anses for meget avancerede set i forhold til det resterende Europa. Der blev lagt an til en professionel hær med et fagligt dygtigt officerskorps. Uddannelse af officerer­ne var en af de ting der blev lagt stor vægt på i reformerne, som en naturlig forlængelse af afskaffelsen af salget af regimenter og officerspatenter. Samtidig med at officererne skulle uddannes, skulle de også rent faktisk kunne varetage de opgaver, der var dem pålagt, hvilket medførte afskedigelsen af 13 generaler (mange af regiments­cheferne blev karakteri­seret som generaler), og op mod 600 officerer af andre grader.

I forbindelse med ophævelsen af landmilitsen fastsattes et regiments fredsstyrke i forordningen af 19. september 1764 til at bestå af 1498 mand, 812 hvervede, 686 nationale, 44 officerer samt 13 mellem- og understabsbetjente.[33]

Med indførelsen af faste pensioner, på baggrund af indskud fra militæret - en procent af officerslønningerne og en fast del fra regimentskassen for menige - skabtes grobund for at bibeholde de hvervede i tjenesten, skabelsen af et fast stampersonel, suppleret med udskrevet mandskab. Indførelsen af pension og tankerne om bedre indkvarterings­forhold, må ses som et forsøg på at hæve soldaternes sociale status. I den forbindelse er det nævne­værdigt, at man i for­bindelse med rustningerne i 1757-1762 indstak såkaldte "ærlige slaver" (fanger) i regimenter­ne. Fra 21 oktober 1763 blev det forbudt at dømme eller hensætte militssoldater i de geworbne (hvervede) regimenter. Dette sker på baggrund af at: "Kongen ikke vil, at tjenesten ved tropperne skal ansees eller pålægges nogen, som en straf for begangne for­brydelser" .[34] Med andre ord hæren skal ikke indeholde for­brydere.[35]

Diskussionen om hvervning opstod ikke blot ved Saint Germains til­synekomst. Som det f.eks. fremgår hos historikeren Edward Holm (1833-1915) og Hedegaard pågik der i forvejen en debat om hvervning og nationale tropper.[36] Denne debat foregik endog i offentligt støttede publikatio­ner. Gähler havde allerede i 1758/59 foreslået i et Pro Memoria, at man skulle forøge antallet af nationale. De reformivrige yngre officerer - der ofte havde været i fremmed krigstjeneste, mener professor K.J.V. Jespersen, brugte Saint Germain og senere Struensee som spydspids for deres ideer.[37] Der var i hvertfald grøde i den danske militære debat, hvilket blev accelereret af rustningerne i 1758-1762.

Under sin korte tilbagevenden til magten i 1767 søgte Saint Germain yderligere at styrke det nationale element i hæren, ved såvel hvervning som udskrivning. Det er betegnende, at man efter hans afgang ikke vendte tilbage til landmilitsen, men nøjedes med som modreaktion at fjerne de nationale fra regimenterne, men bibeholde dem i batailloner der skulle anhænges/detacheres til regimenterne.

De norske reformer var dem, der løb ind i den stærkeste modvind. Saint Germain der i ringe grad kendte til danske forhold, støttede sig normalt til sine kolleger i Generalkrigsdirektoratet, primært Gähler.[38] I forbindelse med de norske reformer tillægges Gähler "æren" af arbejdet med Saint Germian som bud­bringeren. Gähler er selv senere med til at afvise Saint Germains reform.[39] Disse reformer mangler en nærmere undersøgelse, en del tyder på at Saint Germain tidligere på året søgte at indstikke udskrevne i de hvervede regimenter som i Danmark [40]. Derefter søger han at hæve antallet af hvervede regimenter fra to til seks eller otte, men gerne med hvervet norsk mandskab. Dette var et brud med de hævdvundne norske principper om en udskrevet hær.

Den af Saint Germain fremsendte reform bygger muligvis i virkeligheden på ønsket om at hente nogle af de stabile norske regimenter eller nordmænd til Danmark, og sende et par hvervede regimenter til Norge i håbet om, at de således blev mere stabile. En ordning der tidligere havde haft succes. Saint Germain havde under hele sit arbejde i Danmark kun et begræsnet beløb til rådighed for hæren. Det synes på trods af fæstningsnedlæggelser derfor usandsynligt, at man ville indføre de væsentligt dyrere hvervede regimenter i Norge. En tese er derfor, at man opretter seks til otte regimenter af blandet sammensætning, indenfor de bevilgede rammer.

Dette er et forsøg på en årsagsfor­klaring, hvor det markant forhøjede antal hvervede muligvis kan forklares. Det skal ikke glemmes, at Saint Germain i felten havde oplevet, hvorledes de nationale norske enheder var noget nær det eneste pålidelige element under rust­ningerne. Det skal næppe ses, som Tine Damsholt gør det, som et angreb på det nationale element, en tanke der ligger meget fjernt fra samtlige Saint Germains handlinger.[41]

Saint Germains tanker om nationale soldater
I to Pro Memorier affattet af Saint Germain, henholdsvis før og efter hans første afsættelse som præsident for Generalkrigsdirektoratet, udtrykker han sin mening om de nationale tropper. I Pro Memoria af 8/11-1765 til Frederik V. redegør Saint Germain for, at han anser det for nødvendigt at blande hvervede med nationale i forholdet to til en. Dette sker for at afværge desertationer. Han mener dog ikke at Danmark har et tilstrækkeligt stort befolkningsgrundlag for selv at kunne stille en hær: "...en Hær, der bestaar af lutter Indfødte, altid langt at foretrække for den hvori næsten to Trediedele ere Udlændinge; men dertil hører, at Landet bliver bedre befolket." [42]  Begge Pro Memoria viser i øv­rigt Saint Germain inspirationskilde på det nationale område Frederik II af Preussen.

Saint Germain ser militærtjenesten som et opdragelseselement i dette Pro Memoria, hvor han anbefaler, at man hverver danskere og nordmænd, og at man generelt øver landets våbenføre ungdom i våbenbrug. Han mener, at man i hæren lærer orden og lydighed at kende samt at være flittig og at arbejde fra den tidlige morgenstund. Samtidigt angriber han kraftigt det udenlandske element i hæren for deltagelse i alskens forbrydelser, på baggrund af slet disciplin og manglende myndighed og ligegyldighed hos de foresatte.

Med Pro Memoria af 1/4-1766 til Christian VII, søger Saint Germain at forklare, hvorfor en konge skal have en hær og hvorledes den skal være indrettet. I dette Pro Memoria, der er affattet efter Saint Germains første afsked som præsident for Generalkrigskommissariatet, taler Saint Germain for indførelsen af en blandet hær, med en fast del bestående af vellønnet og trænet, hvervet personel; de hvervede indgår her med fra en fjerdedel til en tredjedel af styrken. Dette er ganske andre toner end den af 8. november anbefalede del på totredjedel hvervede. I april memoriet er vi nået frem til en mindre stående fast styrke, der i krigstid bringes i operativ stand ved mobilisering af nationalt mandskab. Men Saint Germain taler ikke for en værnepligtig hær andet end som en i fremtiden måske realiserbar drøm. Saint Germain gør det klart, at man ikke kan drage i felten med et bondeopbud som eneste hær. Det kræver træning, hvis man ikke vil være sikker på sit nederlag.

Reformerne i Frankrig i lyset af Saint Germains erindringer
Saint Germain tiltrådte krigsministerposten i 1775, det var ti år efter, at Frankrig havde lidt det ene nederlag efter det andet i Syvårskrigen. Disse nederlag skyldtes i høj grad dårlig føring af tropperne. Et af de mere pinlige eksempler er slaget ved Rosbach, hvor en hær på 42.000 allierede tropper taber til den preussiske hær på kun 22.000 mand. I kolonierne havde man ligeledes lidt det ene nederlag efter det andet, til søs havde det været helt katastrofalt og medført tabet af Canada. Flåden blev imidlertid forbedret i en sådan grad, at den under den amerikanske uafhængighedskrig indtil flere gange slog den britiske.[43]

Saint Germain fik meget kvalificerede hjælpere, som det havde været tilfældet i Danmark, til sit arbejde i det franske krigsministerium. Jacques comte de Guibert (1743-90) blev hans højre hånd. Guibert havde tre år før udgivet "Essai général de tactique", et meget frem­adskuende værk, der behandle nye taktiske formationer. Jean Vacquette de Gribeauval (1715-89) blev i 1776 indkaldt og udnævnt til inspektør for det franske artilleri. Han havde siden 1765 arbejdet på at udvikle et system, der ville gøre artilleriet lettere og mere terrængående. Det skyldes Gribeauvals system, at Revolutio­nen overlevede i Slaget ved Valmy 1792, og det var med det system og Guiberts taktik, at Napoleon blev til det han blev.

Saint Germains ti principper:

I sine memoirer opstillede Saint Germain følgende ti principper, som han søgte at gennemføre i forbindelse med arbejdet i det franske krigsministerium.

  1. Der bør nedsættes et Conseil de Guerre (krigsråd, krigsministerium eller fast generalstab), med formål at opnå en ensartethed i ledelsen af hæren.
  2. Tropper uden religion og uden sæder bliver aldrig gode.
  3. Salg af embeder skal afskaffes, gennem anciennitet, opførsel, intelligens og erfaring skal officerer forfremmes.
  4. Enhver skal kunne leve af sin grad, understøttelser skal undgås men kan gives til officerer der f.eks. har mistet deres ekvipage, er blevet såret eller på anden måde er ude af stand til at underholde sig selv.
  5. Når en officer ikke længere kan udføre sin tjeneste skal han kunne forlade denne med en pension svarende til sin tjenestetid. Ved udsigten til pension vil flere ligeledes ønske at forlænge deres tjenestetid. (I øvrigt mener Saint Germain, at soldater ikke er egnet til blive bønder igen, og at det tager 5-6 år at uddanne dem ordentligt).
  6. Kravene for hver enkelt i hæren fra soldat og op efter skal gøres alle klart. Samtidigt skal befalingshavere kunne straffe deres underordnede i lettere sager, mens der i alvorligere sager skal benyttes et conseil de guerre og "des formes juridiques".
  7. Disciplin skal herske overalt i hæren gældende for alle grader. Fejhed, insurbordination og bedrageri kan ikke tåles i en hær.
  8. Unødvendigheder skal afskaffes, idet lediggang er roden til alt ondt. Entreprenører af enhver slags skal undgås, og så meget som muligt skal ordnes af de enkelte officerer.
  9. Der bør kun tildeles titler udfra praktisk erfaring og arbejde.
  10. De militære udgifter skal kun indeholde rent praktiske udgifter. Således bør man ikke opretholde de dyre gardeaf­delinger, men bruge pengene til de operationelle enheder. Som eksempel nævnes L'Ecole militaire, der efter Saint Germains mening uddanner små prinser og undlader at give, de iøvrigt fattige elever, kundskaber som sprog, geometri, læse- og skrivefær­dighed, matematik samt gøre dem til ærlige, robuste og livskrafti­ge officerer. Ligeledes angriber Saint Germain l'Hotel des Invalides, for at være alt for prangende og ikke til en rimelig penge at opfylde sit mål at give fattige gamle soldater et sted at dø i fred og ro.[44]

Professionalisme gennemsyrer de ovennævnte principper, og samtidigt afspejler de, de største problemer indenfor datidens militær. Der manglede en professionel militær overordnet styrelse af hæren, der fandtes ikke nogen generalstab eller et virkeligt krigsministerium i Frankrig.[45] derved manglede man en funktion, der i det daglige kunne fungere som samlende punkt for hæren, med de i dag velkendte administrative og rådgivende funktioner. Dette er et af de problemer, der blev klart for samtiden, men som først i 1788 blev indført i Frankrig. Dette punkt 1 havde Saint Germain set fungere i Danmark, specielt efter indførelsen af Generalkrigs­direktoratet i 1763.

Dette Conseil de guerre skal også være med til at få styr på økonomien, der med den høje grad af decentralisering i form af kompagniøkonomien indtil da ikke kunne kontrolleres. Det ligger Saint Germain meget på sinde, at hver enkelt kun får hvad der er hans ret [46]. Til en løsning af problemerne med den manglende økonomistyring, vil Saint Germain indføre regimentskasser der kun kan åbnes når såvel regiments­chef, to kaptajner samt regimentskvartermesteren er til stede. Disse fire er så ansvarlige for regimentets økonomi. Vigtige dele bl.a. forsyningsvirksomheden var udliciteret til privatpersoner. Disse såkaldte entreprenører ville han afskaffe, da han mente, at de virkede som et hæmmende og korrumperende mellemled i for­syningskæden. Regimenterne ville for fremtiden få faste ens beløb til hvervning, ligeledes blev lønningerne ensartede.

Samtidigt ville han afskaffe salget af enheder og rang, hvilket gav enorme problemer, idet de der havde en enhed, eller havde købt en bestalling, var berettigede til at få udbetalt en passende erstatning. Disse erstatninger blev en stor belastning for hele reformprogrammet.[47]

At opretholde militsen ved siden af den stående hær kritiseres kraftigt i memoirene. Militsen skal blot inddeles i enheder af 500, som utrænet supplement til hærens enheder i tilfælde af krig. Herved spares der også betragtelige beløb.

I afsnittene efter de ti principper, hvor Saint Germain omtaler militserne beskæftiger han sig med årsagen til de store desertationer. Saint Germain lægger skylden for desertationer på den enkelte soldats mangel på fædreland, på eget hus, på ejendele og rettede samtidigt et kraftigt angreb på den franske adels og godsejerklasse samt et markant angreb på den franske samfundsorden som helhed. [48]

En forbedring af de sociale vilkår for de enkelte soldater fremgår primært af punkterne 5 og 10. Der skal skabes en fremtid for den enkelte i det at være soldat. Man skal have en vis social position, og skal kunne se frem til trygge vilkår, hvis man bliver invalideret eller bliver for gammel til at gøre tjeneste. Derved vil man også opnå det faste stampersonel som Saint Germain efterlyser.

Punkt 2 om moral/sæder og religion skal ses i forlængelse af ovenstående, og vi skal næppe i denne sammenhæng negligere Saint Germains uddannelse blandt jesuitter. Saint Germain ønskede en veldisciplineret hær fra top til bund, en hær med en professionel indstilling, en hær med moralen i orden - såvel på slagmarken som til hverdag derfor punkterne 6, 7, 8 samt 10.

Hæren skulle kunne klare sig feltmæssigt, derfor ønsker Saint Germain for en stor dels vedkommende de dyre og ikke feltmæssigt uddannede afdelinger afskaffet. Såvel i dansk som i fransk tjeneste udtalte han, at et land skulle have den hær, det havde råd til. I den forbindelse irriterer det ham, at man spilder pengene på tingeltangel.[49] Derfor nedskar han kraftigt på de afdelinger der omgav kongehuset. En af de afdelinger det gik udover, var musketererne, den for læsere af Alexandre Dumas så velkendte afdeling oprettet i 1622.

At hæren skulle kunne klare sig feltmæssigt medførte, at den allerede i fredstid blev inddelt i divisioner. Divisionerne var sammensat som operative enheder med en blanding af infanteri, rytteri og for nogles vedkommende også artilleri, hvilket var en nyskabelse indenfor de europæiske hære, som kom til at præge Napoleons ledelse.

Officererne har Saint Germains klare bevågenhed. Hans feltmæsige erfaringer slår igennem i punkterne 3, 4, 5, 6 og specielt 9 viser tydeligt, at han ønsker et officererskorps, der kan løse de stillede opgaver. I den forbindelse er uddannelse og erfaring nøgleord. Der må have været alvorlige problemer, når næsten samtlige ti punkter omhandler officererne, og hvordan de eller deres situation bør forbedres. Oprettelse af flere militære skoler samt tildelingen af kadetter til regimenterne, må ses som et forsøg på at højne det faglige niveau.

Suite du Mémoire Militaire
I Suite du mémoires militaire anslår Saint Germain den franske hærs ideelle størrelse til 180.000 infanterister, 30.000 ryttere samt 14-15.000 artillerister. Samtidigt nævner Saint Germain, at den franske hær skal kunne operere med 80.000 mand infanteri på to samtidige krigsskuepladser og bibeholde besætninger i fæstningerne og opretholde ro og orden.[50]

Om de lette tropper der på daværende tidspunkt var indført i de fleste landes hære, og som i 1770'erne skulle vise deres værd i den amerikanske uafhængig­heds­krig, har Saint Germain nogle markante holdninger. De skal ikke som ud­gangspunkt være selvstændige enheder, men skal som kompagnier indgå i alle såvel rytter- som infanteriregimenter. Derved opnår de den efter Saint Germains mening nødvendige disciplin og korpsånd. Han advarer imod de af Østrig opstillede lette enheder, der blandt andet havde levet af landet (plyndringer) og ikke af magasiner. De lette enheder skulle dog . kunne sammendrages til specialop­gaver.

Uniformitet er et af nøgelordene for Saint Germain, alle enheder skal være ens opbygget. Rytteriet der består af kavalerie (kyrasserer), dragoner og husarer skal regimentsvis opstilles i 5 eskadroner af 174 mand. Kavaleriet's og dragoner­nes femte eskadron bliver en let eskadron, for kavaleriets vedkommende en eskadron let rytteri, for dragonernes vedkommende en eskadron beredne jægere. 

Infanteriet skulle reformeres, så et regiment for fremtiden principielt kun bestod af to batailloner, hver inddelt i fire ordinære kompagnier, et jæger og et grenaderkompagni. Alle kompagnier skulle bestå af 169 mand, med undtagelse af grenaderkompagniet, der kun var på 108 mand. Endvidere skal der tilknyttes et auxilliaire kompagni, der ikke indeholder mandskab, men som i krig vil fungere som udrustnings- og mandskabsdepot. De her ovenfor angivne kompagni- og eskadronstørrelser er større end de hidtidige franske. Denne forhøjelse sker på baggrund af et ønske om at kunne spare de dyre officerer og give de tilba­geværende et større ansvar, samtidig med at enhederne ved tab ikke nær så hurtigt som før bliver ukampdygtige.

Regimenterne skal kunne spare op, bl.a. ved lavere lønudbetaling til frifolk. Ved krigsudbrud skal dele af de opsparede beløb så bruges til ekstra lønninger, der gerne skulle kunne gøre livet noget behageligere for den enkelte, så man kan undgå desertation.[51] Saint Germain viser her sine felterfaringer, ved at nævne de små ting der gør livet mindre surt f.eks. en flaske vin oven på en våd og kold nat.

Saint Germain mener, at man bør opretholde hvervningen på trods af at man ikke kan få de bedste af den vej.[52] Til gengæld bør man sørge for, at forholdene for de hvervede er i orden, f.eks. bør uniformerne være beregnet til andet end paradebrug, bedre våben til rytteriet. Såvel af hensyn til den enkeltes helbred som af hensyn til økonomien bør hospitalerne opretholdes af regimenterne eller af kirken.

Reformerne set i lyset af den herskende tradition
Det mest betegnende fællestræk for de ovenfor gennemgåede reformer er, Saint Germains ønsker om en professionel hær. Saint Germain ønsker, at alle med tilknytning til hæren kan leve af deres løn, at man er sikret i tilfælde af invaliditet, at der sikres pensioner, og at man har en rimelig social position. Dette ønsker han gennemført i kraft af et uddannet officerskorps, der avancerer på baggrund af kundskaber, og et fast rimeligt lønnet og derved loyalt mandskab med en høj viden om deres profession, med det nationale mandskab som en mandskabs­reserve og som en stabiliserende loyal faktor.

De største forskelle ligger i indførelsen af de lette tropper samt kompagnier­nes størrelse. I løbet af de ti år, der var mellem de danske og de franske reformer, er der pågået så store forandringer, at man nu opererer med de lette tropper som en naturlig ting. Dog skal jeg ikke undlade at påpege, at nationale tropper ikke synes at spille så stor en rolle i de franske reformer som i de danske. Min hypotese er, at det skyldes problemer med godsejerne i Frankrig, hvor Saint Germain ikke har kunnet hente hjælp fra andre, som det må have været muligt med f.eks. familien Bernstorff, officersklikken omkring Gähler og hele tankesættet om de første landboreformer. Herved afviser jeg også, at det nationale er noget som Saint Germain blot har fået påduttet i Danmark. Det fremgår da også af hans erindringer, som tidligere fremhævet, at det er hans drøm at opstille en national hær, ligeledes fremgår det af de tidligere omtalte Pro Memorier, at Saint Germain søgte sin inspiration i Preussen.

Linds tanker om en højt professionaliseret hær holder kun delvis, når vi ser hvilke reformer det var nødvendigt at gennemføre. Vi havde kun til dels det professionelle officer­skorps, som han hævder. Primært havde vi en række officerer, der havde været i fremmed krigstjeneste, hvor de indså, på baggrund af feltmæssige oplevelser, at hæren ikke fungerede. Vi blev, da det brændte på, nødt til at hente ekspertise ind udefra, ikke kun Saint Germain kom til i disse år også f.eks. general W. von Huth (1717-1806) der endte med at reformere det danske artilleri, eller de ved Fortifikationsetaterne/Ingeniørkorpset indkaldte officerer.

Den nationale hær som Saint Germain lagde grundstenen til ved ophævelsen af landmilitsen, blev dansk på baggrund af Struensee. Dansk indføres som kommandosprog i hæren d. 19. februar 1772, og 23. juli 1774 bestemmes det, at kun danskere kan blive officerer i hæren.[53] Tanken om det nationale havde med andre ord sejret. Tilbage stod en sej kamp med godsejerne om retten til de unge mænd, en sejr som staten løb af med i forbindelse med stavnsbåndets ophæ­velse og indførelsen af mandtals­baserede udskrivninger fremfor afgrødevolumen baserede udskrivninger. Men det danskes sejr indenfor hæren sker som en reaktion på Struensee, en reaktion der i øvrigt kommer hurtigere end i det omgivende samfund.

23. august 1793 indførtes den militære værnepligt i Frankrig. Med denne lov blev vejen banet for de ideer som Saint Germain havde haft i sine drømme. Men værnepligten blev ikke reelt indført før senere, som tidligere antydet. I den britiske professor og militærhistoriker Michael Howards bog "Krigene i Europas historie" optræder følgende kapitler: De Pro­fessionel­les krige, Revolutionskri­gene samt Nationernes krige. I bogen understreger han, at det først er fra 1840-50'erne, at folket kommer under våben i Europa. Han under­streger, at såvel Frankrig som Tyskland opretholdt værneplig­ten efter af­slutningen af Napoleon­skrigene, men at dette skete i en markant ændret og forringet version. Således indkaldte Frankrig kun 10. pct. af en årgang, disse måtte så til gengæld tjene i 7. år.

Om Saint Germain kendte til J-J. Rousseaus (1712-78) "Du contrat social" fra 1762, ved vi reelt ikke. Det er sandsynligt, at Saint Germian der af samtiden betegnes som belæst, og som til at begynde med havde sin omgang i den Bernstorffske kreds, hvor han blev rost for sin viden, har læst Rousseaus værker, men nogen sikker viden har vi altså ikke. Rousseaus tanker om værnepligt, baseret på en kontrakt mellem stat og folk blev først realiseret meget senere: Enddog deres liv, som de har viet til staten, er uophørligt beskyttet af denne, og når de risikerer det for at forsvare staten, hvad gør de så andet end giver den det tilbage, som de har modtaget af den? Hvad gør de, som de ikke oftere og med større fare gjorde i naturtilstanden, når de for deres liv forsvarede det, der tjener til at bevare det? Alle skal, om det kræves, kæmpe for fædrelan­det, det er sandt, men ingen skal nogensinde kæmpe for sig selv. Vinder man ikke mere ved for det, der udgør vores sikkerhed, at løbe en del af de risici, som vi skulle løbe for os selv, så snart denne sikkerhed var berøvet os?" [54]

Til gengæld oplevede Europa at se Saint Germains højre hånd, Guiberts, profeti fra "Essai général de tactique" gå i opfyldelse under den franske revolution. Man fik et folk der på baggrund af nationalt udskrevne soldater underlagde sig deres naboer og omvæltede de herskende konstitutioner. [55]

Fra midten af 1700-tallet pågik der overvejelser om en ren national udskreven hær. Marskallen af Sachsen, ønsker i sine erindringer indførelsen af en femårig national værnepligt.[56]Et princip som Saint Germain støtter, hvis det ikke har indflydelse på landets befolkning og økonomi.

Konklusion
Vi fik ikke under Saint Germain i 1760'erne en værnepligtig national hær, idet udskriv­ningerne fortsat byggede på antal tønder hartkorn og ikke på det faktiske folketal, men vi opnåede en integration imellem nationalt og hvervet mandskab, der ikke senere er blevet forladt. I 1788 blev principielt alle i bondestan­den omfattet af udskrivningerne. Den 22. juni 1848 kom vær­nepligten til eks­traordinært at omfatte hele den mandlige befolkning. Det er dog først ved grundloven af 1866 og værnepligtsloven af 1869 at stillingsmandssystemet blev afskaffet, og værnepligten derved reelt kom til at omfatte "enhver våbenfør mand".

Denne artikel skulle gerne have givet et indtryk af de tanker man gjorde sig i 1700-tallets reformvenlige militære kredse om udskrivning/ værnepligt. Artiklen skulle også gerne gøre, at den moderne officer opdager at arbejde med forsvaret også i 1700-tallet, hvor op mod to tredjedele af landets statsbudget gik til forsvaret var en kamp om penge, en kamp mellem hævdvundne principper, indtryk fra udlandet, forsøg på at gøre fredstilværelsen så tæt på krigstilstanden som muligt. Med andre ord at den moderne officer har en flere hundredårig tradition og historie at trække på.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_132.aargang_nr.3_2003.pdf


[1] Man kan diskutere om ordet udskreven hær ikke mere dækkende for såvel den franske revolutionshær, som den danske samtidige hær. Idet hverken de franske eller danske forordninger dækkede hele befolkningen.

[2] Her citeret fra Michael Howard, Krigene i Europas historie - Krigsførelsens sammenhæng med den sociale, økonomiske og te­knologiske udvikling. Oversat af K.G.H.  Hillingsø. København 1977, p. 95.

[3] Med professionaliseret menes ikke, om det var en betalt hær eller ej, udtrykket benyttes som betegnende for en holdning, der f.eks. kommer til udtryk i form af øget uddannelse.

[4] Jeremy Black, European warfare 1660-1815. California 1994, p. 130, Gunner Lind, "Den dansk-norske hær i det 18. århundred. Optimering, modernisering og professionalisering." In: Historisk tidsskrift, bind 86, Hæfte 1., København, p. 46 f.

[5] R.R Palmer,. "Frederick the Great, Guibert, Bülow: From Dynastic to National War." In: Makers of Modern Strategy from Machiavelli to the Nuclear Age, ed. Paret, Peter. Oxford 1994, p. 93.

[6] Jacques Antoine Hippolyte comte de Guibert, Ecrit Militaires 1772-1790, ed. Général Ménard. Paris 1976, p. 100.

[7] Lind 1986, p. 38-39.

[8] Christoffer Duffy, The Army of Frederick the Great. London 1974, p. 234-235.

[9] Peter Wilson, ”Warfare in the Old Regime 1648-1789.” In: European Warfare 1453-1815. Ed. Jeremy Black. London, 1999, p. 80.

[10] Her citeret fra Howard 1977, p. 84.

[11] Afsnittet bygger på Jeremy Black, European Warfare 1660-1815. London 1994; Duffy 1974 og Palmer 1994.

[12] Hans Christian Bjerg, Stavnsbånd og værnepligt - omkring værnepligts­reformen 1788. København 1988, p. 24.

[13] Bjerg 1988, p. 12

[14] Se Jens Holmgaard, "Eksercitsen bag kirken efter gudstjenesten". In: Bol og By, Landbohistorisk Tidsskrift 1986 - 1.

[15] Jens Holmgaard, "De bilder sig ind, vore jyske karle er dumt fæ -." In: Bol og By, Landbo­historisk Tidsskrift 1991 - 2, p. 57 f.

[16] Otto Vaupell, Den danske hærs historie til nutiden og den norske indtil 1814. Anden del. København 1876, p. 67.

[17] Ole Feldbæk, "Tiden 1730-1814." In: Danmarks Historie, ed. Christen­sen, A.E; Clausen, H.P.; Ellehøj, S. og Mørch, S.. København 1982, p. 100.

[18] Erik Reske-Nielsen, "Nationale og sociale forhold - Søofficerskorpset 1660-1919". In: Jyske Samlinger, Ny Ræk­ke - I. Bind. Aarhus 1950-1952,  p. 120

[19] Se mere om dette i Lars B. Struwe, Dansk sikkerhedspolitik i anden halvdel af 1700-tallet - set i lyset af den militære udvikling i Europa, og moderne teorier om alliancer, u. publ. speciale Københavns Universitet 2000.

[20] Lars Ericson, Svenska knektar - Indelta soldater, ryttare och båtsmän i krig och fred. Sverige 1995, p. 145.

[21] John Danstrup, ”Kampen om den danske Hær. 1740-1766.” In: Historisk Tidsskrift 11 Rk.. 2. Bd. København 1947-1949, p. 37.

[22] Karsten Skjold Petersen Geworbne krigskarle. Hvervede soldater i Danmark 1774-1803. København 2002, p. 166-171.

[23] Tyge Krogh Oplysningstiden og det magiske. Henrettelser og korporlige straffe i 1700-tallets første halvdel. København 2000. Se p. 79-82 om desertation og se uddragene af de militære straffesager p. 454-514.

[24] Dette afsnit bygger på Duffy 1974, p. 54 f.

[25] Christian Blangstrup,"En samtidig Karakteristik af Generalkrigsdirektoratets Medlemmer 1764." In Personalhistorisk Tidskrift, 3. rk. 1. bd. København 1892, p. 195-197.

[26] K. C. Rockstrohs artikel i Dansk Biografisk Leksikon.. 

[27] Edvard Holm, Danmarks-Norges historie fra Den Store Nordiske Krigs Slutning til Rigernes Adskillelse (1720-1814). Bind 3. Køben­havn 1897, p. 294.

[28] De efterfølgende afsnit om de danske reformer bygger på primært tre arkiver i Rigsarkivet: "Indkomne breve uden journal nr. Memorialer til Kongen 1763-1766". Rigsarkivet; Landetaten, Generalkrigs­direktoratet. "Gählers Arkiv". Rigsarkivet; Landetaten, Militære Embedsarkiver. "Hærens Organisation i almindelighed" pk. nr. 1.; lægd. 1.a. St. Germain 1763-1771. Rigsarkivet, Forsvarets Arkiver, Krigsføringsdepotet prov. nr. 201-022.

[29] Danstrup 1947-1949, p. 23.

[30] Danstrup 1947-1949, p. 34 f. samt E.O.A. Hedegaard,General C.L. de Saint-Germain og den danske hær 1761-1767 - En militærorganisatorisk undersøgelse. Upubliceret afhandling, København, 1987, p. 62 f.

[31]  De her opgivne tal og de efterfølgende tal for eskadron, kompagni eller regiments­tørrelse er brutto tal, indeholdende såvel menige som officerer og underofficerer, med mindre andet er opgivet.

[32] Se nærmere herom i Asser Amdisen Til nytte og fornøjelse. Johan friderich Struensee 1737-1772. Købehavn 2002, p. 77 ff.

[33] Vaupell 1876, p. 130.

[34] Rosenstand Goiske: Reskripter, resolutioner og collegialbreve den danske krigsmagt til lands angaaende. Tredie del, første bind 1763-1773. København, 1804, p. 46.

[35] Om kriminelle i hæren se Krogh  2000 og Petersen 2002.

[36] Hedegaard 1987, p. 52; Holm 1897, p. 384.

[37] Knud  J.V. Jespersen, "Claude Louis, Comte de Saint-Germain: Professionel soldat, dansk militær reformator og fransk krigsminister - Et essay om en fransk officers rolle i moderniseringen af 1700-tallets Danmark". In: Scandia - Tidskrift för historisk forskning, band 49, årgang 1983, häfte 1, p. 97.

[38] De norske reformer vil her blive noget stedmoderligt behandlet.

[39] Danstrup 1947-1949, p. 54 f.

[40] K.C. Rockstroh, Udviklingen af den nationale hær i Danmark i det 17. og 18. aarhundrede; III bind, tiden 1709-1808. København 1926, p. 229 f.

[41] Note til Damsholt Tine Damsholdt med ph.d.-afhandlingen Fædrelandskærlighed og borgerdyd. Patriotisk diskurs og militære reformer i Danmark i sidste del af 1700-tallet. København 2000, p. 200-201.

[42] Her citeret fra Vaupell 1876, p. 143.

[43] Howard 1977, p. 104. Se endvidere herom hos David Syrett, The Royal Navy in European Waters during the American Revolutionary War. University of South Carolina, 1998.

[44] Claude Louis comte de Saint Germain, Mémoires de M. le comte de St. Germain. Marc-Michel Rey, Amsterdam 1779, p. 130-151

[45] Leon Mention, Le comte de Saint Germain et ses réformes (1775-1777); D'apreès les Archives du Dépot de la Guerre. Paris 1884, p. 19.

[46] Saint Germain 1779, p. 165.

[47] Mention 1884, p. 49.

[48] Saint Germain 1779, p. 170.

[49] Saint Germain 1779, p. 152.

[50] Saint Germain 1779, p. 173-174.

[51] Saint Germain 1779, p. 198-199.

[52] Saint Germain 1779, p. 200.

[53] Ole Feldbæk, Dansk identitetshistorie. Bind 1. København 1991, p. 186.

[54] Jean Jacques Rousseau, Samfundspagten. København 1987 (oprindeligt 1762), p. 107 f.

[55] Guibert 1976, p. 57.

[56] Mention 1884, p. 130.

 

Litteraturliste

Del: