Catalina-affæren

Den alvorligste krise i Sverige under Den kolde Krig var en følge af to hændelser i juni 1952: Først forsvandt et svensk efterretningsfly af typen DC3 med otte mand om bord over Østersøen. Derpå blev et Catalina-fly skudt ned af sovjetiske MiG-fly under eftersøgningen. Nu er nogle af sagens dunkle punkter blevet opklaret, mens nye spørgsmål trænger sig på. Blandt boganmeldelserne i dette nummer af tidsskriftet er anmeldelsen af en svensk bog om lokaliseringen af de to flyvrag, som er en historie for sig: Björn Hagberg: ”DC-3:an På jakt efter sanningen”.

Baggrunden

Den svenske regering var formentlig i sin alvorligste krise under Den kolde Krig i juni 1952. Fredag den 13. juni 1952 forsvandt et DC3-fly fra flyvevåbnet med otte mand om bord over Østersøen. Mandag den 16. juni 1952, under den fortsatte eftersøgning, skød to sovjetiske MiG-jagere et Catalina-fly fra det svenske flyvevåben ned over internationalt farvand. DC3-flyet var indrettet til radioopklaring, og det har været så pinagtigt for den svenske regering, at episoden i Sverige slet ikke benævnes ”DC3-affæren”, men ”Catalina-affæren”. På denne måde bliver krisen ligesom lidt nemmere og mindre delikat at håndtere! Baggrunden for nedskydningerne skal ses i sammenhæng med det svenske ønske om ”alliancefrihed i fred og neutralitet i krig”. Der var tale om en vanskelig balancegang, hvor man ikke skulle provokere den store nabo i øst. Til gengæld var et godt forhold til USA en nødvendighed for at skaffe efterretninger og moderne krigsmateriel.

Sverige havde klaret sig igennem to verdenskrige uden at blive direkte involveret, men det var ikke forløbet uden ridser i lakken. I krigens første halvdel tillod man tyske militære transporter gennem Sverige, og man eksporterede jernmalm til Hitlers krigsindustri. I krigens sidste halvdel ydede man blandt andet diskret støtte til den allierede sag og modstandsbevægelserne i Norge og Danmark. Den britiske efterretningstjeneste fik lov til at oprette en lyttestation ved kysten, hvorfra man kunne følge med i prøveskydningerne med V1 og V2 fra Peenemünde. Krigen havde også givet Sverige en uvurderlig efterretningsmæssig viden. Finland havde under Den finske Vinterkrig og Fortsættelseskrigen udviklet en ekspertise i radioopklaring rettet mod sovjetiske styrker. En del af denne ekspertise havde fundet vej til Försvarets Radioanstalt (FRA). Sverige vidste noget om udviklingen i Sovjetunionen.

Sverige fulgte efter krigen med stigende bekymring udviklingen i Sovjetunionen, især i de baltiske lande, samt i Finland. Et nordisk forsvarsforbund blev ikke aktuelt. Sverige havde vænnet sig til tanken om et stort militært forsvar, og den svenske industri kunne producere materiel til alle tre værn. Opbygningen af flyvevåbnet havde 1. prioritet, og man rådede over et stort flyvevåben med 800 kampfly, men man kunne ikke selv producere moderne radarsystemer. Dem skulle man have fra USA. Den amerikanske kongres tillod ikke eksport af militær højteknologi til lande, hvortil man ikke havde knyttet allianceforhold. Sveriges interessante beliggenhed var dog en medvirkende årsag til lempelse af de amerikanske eksportforbehold.

 

Efterretningsflyvningerne over Østersøen

Fra omkring 1950 opstår der et særligt efterretningsmæssigt behov i USA. Man vil meget gerne følge den tekniske udvikling i Sovjetunionen, især udviklingen af radarsystemer inden for luftforsvaret[1] (PVO) og marinen. Mange af de moderne sovjetiske systemer blev afprøvet nær Østersøkysten. USA påbegynder patruljeflyvninger i Østersøen, og den 8. april 1950 (det er to – tre måneder inden Korea-krigens start) bliver 4 sovjetiske jagerfly af typen Lavochkin La-11 sendt ud mod et ubevæbnet amerikansk efterretningsfly af typen PB4Y-2 Lockheed Privateer fra den amerikanske flådes flyvevåben. Flyet bliver skudt ned over internationalt farvand. Eftersøgningen af overlevende herfra blev efter amerikansk anmodning ledet fra Kastrup Lufthavn, hvorfra 28 amerikanske fly deltog, men ingen af de ti savnede blev fundet. Russerne hævdede, at et ukendt fly havde overfløjet sovjetisk territorium. Man havde sendt jagerfly op efter det, og det var forsvundet over havet. Det viste sig senere, at russerne udførte omfattende dykkeroperationer for at finde flyet: 45 skibe og 160 af flådens dykkere udførte ialt 757 dykninger uden at finde flyet. Flere årtier senere dukker navnet på et af besætningsmedlemmerne op i en efterretningsrapport: Han skulle sidde fængslet i en af lejrene i Gulag-systemet (de sovjetiske fangelejre).

Fra 1951 flyver det svenske flyvevåben regelmæssigt patruljer med et af de nyanskaffede DC3-fly med skrog nummer 79001. Det indrettes til signalopklaring. Besætningen udgøres af personel fra flyvevåbnet, medens aflytningen af radar- og radiosignaler foretages af personel fra FRA. Udrustning og patruljer tilrettelægges i samarbejde med den britiske efterretningstjeneste, som også fremskaffer tidens mest moderne radarmodtager af typen APR-9 (ESM-modtager) via kanaler i USA. Patruljerne flyves normalt langs midterlinien mellem Gotlands østkyst og den baltiske kyst. I juni 1952 havde man efterretningsmæssige indikationer på en omfattende øvelse i Den sovjetiske Østersøflåde, som måske ville kunne give interessante tegn på, hvor langt russerne var kommet med udviklingen af skibsbårne radarsystemer. Krydseren ”Admiral Makarov” (ex-tyske Nürnberg) var nu blevet udrustet med en ny radar til luftvarsling. Måske skulle man også øve luftforsvar?

 

Motivet bag nedskydningen

1952 var et år fyldt med internationale spændinger. Koreakrigen havde varet i to år, og Stalin var i sit sidste leveår. I Sverige havde man en spionsag løbende mod kommunisten Enbom. USA havde en meget stærk interesse i at følge Sovjetunionens militærtekniske udvikling, specielt indenfor radar og radiokommunikation. I Korea var man jo direkte udsat for den nyeste sovjetiske militærteknologi som eksempelvis jagerflyet MiG-15. Ofte blev det nyeste sovjetiske materiel afprøvet i Østersøområdet, og en variant af MiG-15-jageren udstyret med en 3-cm-radar (en radar i X-båndet med den russiske betegnelse RP-1 Izumrud) til ”interception” var ved at være færdig.

Motivet bag nedskydningen af DC3-flyet skal formentlig søges i den spændte politiske situation. Det var formentlig ikke en spontan reaktion fra en jagerpilot, der tilfældigt kom forbi. En sådan ordre til at skyde på en fremmed magts militærfly over internationalt farvand må være sanktioneret meget højt oppe i systemet. Et hemmeligstemplet dokument fra det svenske udenrigsministerium, som nu er tilgængeligt, kommer ind på dette emne. Dokumentet er dateret den 20. juni 1952, altså en uge efter tabet af DC3-flyet. Her udtrykker man en formodning om, at den aggressive sovjetiske adfærd overfor Sverige måske indeholdt en skjult besked om, at Sverige var gået for vidt i sine kontakter med Vesten. Derfor kunne det være interessant at studere begivenhedsforløbet frem til juni 1952 - eller som det fremgår af det følgende: Frem til den 2. juli 1952.

Disse vestlige kontakter kunne især være efterretningssamarbejde med USA og Storbritannien, rettet mod Sovjetunionen, men der var også andre former for samarbejde. Allerede i 1948 havde Sverige bestilt 23 moderne radarstationer til flyvevåbnet. På grund af den amerikanske lovgivning omkring eksport og embargo til Østlandene af sådant udstyr var de ikke blevet leveret. Produktionen gik først og fremmest til allierede lande. Siden 1948 havde Sverige i hemmelighed haft en aftale om at forberede visse flyvepladser i det nordøstlige Sverige til at kunne tage sig af amerikanske bombefly i tilfælde af konflikt med Sovjetunionen. Aftalen gik under navnet ”Fältarrangement 1948”. Endvidere fandt der et vist stabssamarbejde sted med NATO-landet Norge.

I april 1952 tog statsminister Tage Erlander på et privat besøg i USA, men han fik dog presset en frokostaftale med den amerikanske præsident i Det hvide Hus ind i programmet. Han fik også arrangeret en række møder med fremtrædende politikere. Chefen for det svenske flyvevåben aflagde samtidig besøg i USA. Resultatet af disse besøg betød, at Erlander kom hjem med en aftale om radarleverancer. Sverige var formelt blevet sidestillet med et NATO-land og var omfattet af embargobetingelserne som et NATO-land. Det er blevet sagt, at hermed havde Erlander gjort Sverige til et passivt medlem af NATO. En svensk historiker har fundet ud af, at den daværende svenske chef for forsvarsstaben Richard Åkerman i sin dagbog for den 2. juli 1952 har noteret følgende:

 

 ”Har indgået en aftale med USA om vilkårene for indkøb af materiel i USA. Vi er med spidsfindige formuleringer gået ind på vilkår, som sidestiller os med NATO-landene. Dette må absolut ikke offentliggøres, for så får Sovjet ret i, at Erlander rejste derover (til USA) med det formål”.

 

Flyepisoderne fandt altså sted efter statsministerens besøg i USA, men inden aftalen var blevet underskrevet. Nedskydningerne af de to fly kunne være et sovjetisk vink om, at aftalen ikke burde underskrives. Hvorfra havde russerne mon deres viden?

 

Hvem hjalp russerne med informationer?

Tidligt i 1952 var den svenske flyattaché i Moskva ved at skifte job. Han skulle nu være flyattaché i Washington, og i februar 1952 blev han briefet om forskningstjenestens (FOA) projekter, om FRAs udenlandske kontakter og operationer, herunder DC3-flyets patruljer, og at man nu havde en meget moderne radarmodtager om bord i flyet. Under Erlanders besøg i april var obersten på plads i sit nye job i Washington og kendte alt om radaraftalen. Hans navn var Stig Wennerström, og i juni 1963 blev han anholdt for årelang spionage til fordel for Sovjetunionen.

En af hans russiske kontakter, som under afhøringerne blot benævnes ”generalen”, sagde meget kontant til ham, da han blev orienteret om DC3-flyets radarmodtager af typen APR-9: ”Så er der jo ikke andet for. Så må flyet skydes ned!” Under afhøringerne gled Wennerström af på spørgsmålene om DC3-flyets skæbne. Han var klar over, at han kunne blive hængt op på mordene på otte mand. Hans alibi var til dels i orden. Han var tjenestegørende som flyattaché i Washington, da DC3-flyet blev skudt ned. Han havde informeret om, hvad flyet lavede generelt, men han kunne ikke have givet et tip om en flyvning lige den dag. Säpo (det svenske sikkerhedspoliti) regnede i 1950’erne med, at en svensker i sovjetisk tjeneste formentlig har ringet og givet russerne et tip om flyets start, selv om vedkommende næppe har været klar over konsekvensen af sin melding.

Den skæbnesvangre flyvning og den følgende eftersøgning

Det svenske DC3-fly havde påbegyndt sine patruljer rettet mod den sovjetiske flådeøvelse, som var startet omkring den 9. juni 1952. Fredag den 13. juni tog flyet af fra Bromma uden for Stockholm omkring kl. 09.00 om morgenen. Om bord var to piloter og en navigatør fra flyvevåbnet. FRA stillede med en leder, tre radarspecialister og en telegrafist, som lyttede ind på de russiske kommunikationer. Flyet patruljerede normalt i 4.500 meters højde for at kunne lytte efter radarsignaler. Hvis man flyver tilstrækkelig højt, kan man opfange fjerne højfrekvente radio- og radarsignaler. De følger en ret linie og ikke jordkrumningen. Der var ikke på noget tidspunkt af DC3-patruljerne tale om, at de blev vurderet som farlige og krævede jagereskorte.

Hvert 20. minut gav flyet positionsmeldinger. Den sidste regelmæssige melding kom kl. 11.08. En svensk radiostation (Hägernäs Flygflottilj nord for Stockholm) hørte et nødopkald kl. 11.23, men herefter modtog man ikke flere signaler eller positionsmeldinger fra DC3-flyet. Omkring middagstid blev flyet erklæret savnet, og to Catalina-fly fra Hägernäs og flådens skibe indledte en eftersøgning. Det eneste man fandt, var en tom redningsflåde. Tilbage i Sverige sad otte kvinder, som ikke vidste, om de var blevet enker.

Kriminaltekniske eksperter kunne få dage senere fastslå, at redningsflåden havde været beskudt med brisantgranater indeholdende sprængstof af sovjetisk fabrikat. Flyet var altså blevet skudt ned. Under den følgende eftersøgning blev et Catalina-fly (en flytype, som også kunne starte og lande på vandet) fra det svenske flyvevåben skudt ned den 16. juni 1952. Det lykkedes piloterne at lande flyet på vandet lige ved siden af et vesttysk handelsskib ”Münsteland”, som tog hele besætningen om bord, inklusive to sårede. Flyet gik til bunds. Sovjetunionen nægtede kendskab til DC3-flyets skæbne. Catalinaen havde, hævdede Sovjetunionen, været inde over sovjetisk område og havde skudt på de opsendte jagerfly. De havde returneret ilden og skudt det ned. Svenskerne derimod hævdede, at Catalinaen var ubevæbnet og havde været over internationalt farvand. At russerne stod bag nedskydningen af DC3-flyet fik man også andre beviser på. Lederen af efterforskningen i sagen fik i begyndelsen af juli 1952 overrakt et hemmeligt papir via den amerikanske forsvarsattaché i Stockholm. Det var et nøjagtigt udskrift af PVOs (det sovjetiske luftforsvars) kommunikation med MiG-15-flyets pilot, kaptajn Osinskij, under jagten på og nedskydningen af DC3-flyet. Her kunne man følge, hvorledes piloten blev dirigeret ud mod sit mål. Amerikanerne havde haft et B26-fly på patrulje over Østersøen, medens hele episoden foregik, og samtalerne var blevet optaget på bånd!

 

Sovjetunionen erkender nedskydningen af DC3-flyet

En række artikler i sovjetiske tidsskrifter i 1990 - 1991 medførte, at den pensionerede generalmajor Fjodor Sjinkarenko kunne berette om selve hændelsesforløbet omkring nedskydningen af DC3-flyet. Han kunne ikke kaste noget lys over motivet. Der er ikke adgang til arkivalier over hans niveau i beslutningsprocessen. Til selve nedskydningen udvalgte man en enkelt pilot, hvor det ville være normalt at sende to af sted. Den pågældende var både MiG-15-pilot og politisk officer og dermed betragtet som uhyre pålidelig. Man frigav visse data, men det viste sig langt senere, at nogle af oplysningerne var unøjagtige eller direkte vildledende. Hvorfor var de det? Russerne nægtede kendskab til de otte mands skæbne.

Disse nye oplysninger medførte en ny svensk undersøgelseskommission i 1992. Kommission nåede på grundlag af de russiske oplysninger om nedskydningen frem til et område, som den svenske marine blev sat til at undersøge. Russerne hjalp med til at definere et 40 gange 40 km søgeområde. Man ville finde vraget, men fandt det ikke.

 

Jagten på DC3-flyet på havets bund

En stædig svensk SAS-pilot og tidligere jagerpilot, Anders Jallai, har været med til at kaste lys over DC3-episoden. Han har vrageftersøgning som sin hobby, og efter at det var lykkedes for ham i 1999 at lokalisere en sovjetisk ubåd ”S7”, som i 1943 var blevet sænket af en finsk ubåd i Østersøen, fik han kontakt med den russiske ambassade, som på de pårørendes vegne takkede for indsatsen. Denne begivenhed var med til at sætte nogle tanker i sving hos ham, og på et tidspunkt slog han fast, at hans næste mål var at finde det fly, som ingen åbenbart kunne finde.

Jallai måtte finde ud af DC3-flyets position og højde, da det blev angrebet. Han kunne som tidligere jagerpilot sætte sig ind i, hvor længe det tog at gennemføre et angreb, dreje 360 grader, gennemføre et nyt etc. Nogle enkelte mennesker på Gotska Sandön havde hørt de mange skudsalver fra jagerflyet. Den sovjetiske MiG-15 pilot, kaptajn Grigorij Ivanovitch Osinskij fra Jagerregiment Tukums nær Riga, brugte 160 stk. 23 mm ammunition og 27 stk. 37 mm ammunition til nedskydningen. Mellem første angreb og selve nedstyrtningen var der formentlig gået ca. et kvarter. Samtidig skulle Jallai prøve at finde ud af, om DC3-flyet søgte mod basen i Stockholm eller mod en nødlandingsbane på Gotland. Hvis han kunne få svar på disse spørgsmål, kunne han måske definere et mindre søgeområde og skaffe midler til at betale eftersøgningen. Første forsøg mislykkedes, men i juni 2003 lokaliserede han vraget på 125 meters dybde på position 58.23.32 nord og 20.17.28 øst. Den 19. marts 2004 hævede den svenske marines ubådsbjærgningsskib ”Belos” vraget af den nedskudte DC3. Nedstyrtningspositionen viser klart, at flyet ikke kunne have været inde over sovjetisk territorialfarvand, da angrebet blev indledt. Flyet havde været i brand, da det styrtede ned.

Svensk kriminalpoliti gik straks i gang med at forsøge at identificere mulige omkomne. Man fandt ligene af flyets to piloter og navigatøren, alle fra flyvevåbnet. Af de fem civile radiotelegrafister og radarteknikere fra FRA fandt man kun liget af lederen. De fire andre var ikke i flyet. Ligeledes manglede man fire redningsveste, fire faldskærme og en redningsflåde. MiG-piloten havde observeret, at flyets store dør agter stod åben, inden flyet styrtede. Svenske myndigheder fik mange år senere oplysninger om, at der i en bestemt sovjetisk fangelejr sad fire svenskere. Jallai har også skaffet dokumentation for, at store dele af de sovjetiske grænsebevogtningsskibe (som tilhørte det hemmelige politi NKVD, senere KGB) fra den baltiske kyst denne dag befandt sig midtvejs mellem Gotland og Baltikum. Det var ikke normalt. Havde de fået et forvarsel om en nedstyrtning? Har de samlet fire overlevende op og sendt dem videre til Gulag-systemet? Det vides ikke. Fire af de ældre kvinder fik vished om, at de var blevet enker 52 år tidligere. De fire andre svæver fortsat i uvished som ofre for Den kolde Krig. Wennerström er blevet løsladt for mange år siden og er på plejehjem.

Amerikanerne mistede et antal fly i internationalt luftrum under Den kolde Krig, og de mange rygter om navngivne amerikanere i Gulag-lejrene har aldrig kunnet bekræftes. Selv efter murens fald og samarbejde med russiske myndigheder er der ikke fundet beviser for en eneste overlevende. Man har modtaget de jordiske levninger af et enkelt besætningsmedlem, som blev dræbt under en nedstyrtning.

Marinearkæologen Björn Hagberg har på tæt hold fulgt jagten på både DC3-flyvraget og sandheden. Han fandt i øvrigt senere også vraget af Catalinaen. Bogen er anmeldt i dette nummer af Militært Tidsskrift. Hans tankevækkende bog foreligger endnu kun på svensk: ”DC:3an. På jakt efter sanningen”. Flyet blev hævet i Sverige under stor mediebevågenhed. Nu kommer flyet på museum, men hele sandheden er endnu ikke fundet. Har skiftende svenske regeringer mon plejet relationerne til Sovjetunionen og dermed nedtonet hensynet til flyets besætning? Det ved vi heller ikke. KGBs arkiver stod en kort overgang efter 1991 på klem. GRUs (den militære efterretningstjenestes) arkiver har aldrig været tilgængelige. Den sovjetiske fortolkning af Sveriges politik var ifølge såvel en tidligere svensk Moskva-ambassadør som en af de yngre svenske historieforskere, at Sverige hverken var alliancefrit eller neutralt.

Da Anders Jallai efter fundet af vraget kiggede på sit kort kunne han ikke lade være med at le i sit stille sind over russernes assistance. De havde 10 år tidligere hjulpet den svenske regering med at definere et søgeområde på 40 gange 40 km. Flyet blev fundet 407 meter uden for området! Jallai havde regnet sig frem til, at flyet måtte være styrtet i havet omkring klokken 11.27. Da flyet 52 år senere blev hævet, kunne han konstatere, at flyets ur var gået i stå klokken 11.28.40!


[1] Luftforsvaret var et selvstændigt værn med betegnelsen PVO, som var den russiske forkortelse for ordet ”luftforsvar”.

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.2_2005_1.pdf

Litteraturliste

Del: