Carl von Clausewitz - Krigsføringens vigtigste grundsætninger

Afrunding på undervisningen 1810 - 12  af den prøjsiske kronprins

 

 

Oversættelse og introduktion af Nils Berg

Carl von Clausewitz - Krigsføringens vigtigste grundsætninger

Disse grundsætninger er ganske vist resultatet af længere eftertanke og stadigt studium af krigshistorien, men da de er affattet i hast, tåler de med hensyn til formen absolut ikke nogen streng kritik. Desuden er kun de vigtigste af de mangfoldige emner trukket frem, fordi det var væsentligt at fatte sig i en vis korthed. Derfor egner disse grundsætninger sig ikke til fuldstændig belæring for Deres kongelige højhed2, men kan snarere være inspiration til egen eftertanke og under denne tjene som ledetråd.

 
I. Grundsætninger for krigen i almindelighed
1. Det er rigtigt, at krigens teori fortrinsvis beskæftiger sig med, hvordan man kan opnå overvægt af fysiske kræfter og fordele på de afgørende steder. Men når dette ikke er muligt, lærer teorien også at tage de moralske størrelser i regning: fjendens sandsynlige fejl, det indtryk en dristig aktion gør o.s.v., ja selv vor egen fortvivlelse. Alt dette ligger aldeles ikke uden for krigskunstens og dens teoris område, for krigskunstens teori er ikke andet end en fornuftig gennemtænkning af alle de situationer, som man i krig kan komme i. De farhgste af disse situationer skal man gennemtænke meget hyppigt, så man bedst muligt gør sig fortrolig med dem. Dette fører til fornuftbaserede heroiske beslutninger, som ingen kold hårkløver derefter kan få til at vakle. Den der nogensinde fremstiller sagen anderledes for Deres kongelige højhed, er en pedant, hvis synspunkter kun kan komme til at skade Dem. I livets store øjeblikke, i slagets tumult vil De engang tydeligt fornemme, at kun en sådan anskuelse kan være til hjælp, dér hvor hjælp er mest nødvendig, og hvor tørt talpedanteri lader os i stikken.
 
2. Naturligvis søger man i krig altid at have sandsynligheden for et godt udfald på sin side, hvad enten man satser på fysiske eller moralske fordele. Men dette er ikke altid muligt. Man må ofte foretage noget mod sandsynligheden, nemlig når man ikke kan gøre noget bedre. Ville vi fortvivle her, så standsede vor fornuftige overvejelse netop dér, hvor den bliver mest nødvendig, dér hvor alt synes at have sammensvoret sig mod os. Selv om man altså har sandsynligheden for et godt udfald imod sig, må man ikke derfor anse foretagendet for umuhgt eller ufornuftigt. Fornuftigt er det altid, hvis vi ikke kan se, at der er noget bedre at gøre, og med de få midler, vi har, ordner alt så godt som muligt. For at der i et sådant tilfælde ikke skal mangle den ro og den fasthed, der i krig altid først står på spil, og som i en sådan situation er så svære at bevare, men uden hvilke man selv med åndens mest strålende egenskaber intet yder, så må man gøre sig fortrolig med tanken om en ærefuld undergang, bestandig nære den i sit indre, vænne sig helt til den. Vær overbevist om, nådigste herre, at uden denne faste beslutning kan man intet stort udrette i den mest heldbringende krig, for slet ikke at tale om den mest uheldbringende. Det er sikkert og vist, at denne tanke ofte havde beskæftiget Frederik 113 under hans første schlesiske krig."4 Fordi han var fortroHg med den, foretog han hin bemærkelsesværdige 5. december angrebet på østrigerne ved Leuthen,5 og ikke fordi han havde regnet ud, at han med den skæve slagorden højst sandsynhgt ville slå dem.
 
3. Ved alle operationer. De kan vælge mellem i en bestemt situation, ved alle foranstaltninger, De kan gribe til, har De altid valget mellem de dristigste og de forsigtigste. Der er nogle, der mener, at teorien altid skulle tilråde de forsigtigste. Det er forkert. Hvis teorien tilråder noget, ligger det i krigens natur, at den vil tilråde det mest afgørende, altså det dristigste. Men teorien overlader det i situationen til feltherren at vælge i overensstemmelse med hans eget mods, hans foretagsomheds, hans selvtillids målestok. Vælg altså efter denne indre styrkes mål, men glem ikke, at ingen feltherre er blevet stor uden dristighed.
 
II. Taktik eller fægtningslære
Krig består af en kombination af mange enkeltkampe. Selv om nu denne kombination kan være klog eller ufornuftig, og udfaldet afhænger meget deraf, så er dog frem for alt selve kampen langt vigtigere. For kun en kombination af kampe med heldigt udfald fører til gode resultater. Det vigtigste i krig er og bliver altså kunsten at besejre sin modstander i kamp. På dette kan Deres kongelige højhed ikke anvende opmærksomhed og eftertanke nok. Følgende grundsætninger anser jeg for de vigtigste.
 
1. Almindelige grundsætninger
A. For forsvar
1. I forsvar skal man holde sine tropper skjult så længe som muhgt. Da man  bortset fra det moment, hvor man selv angriber  -altid kan angribes, altså er i forsvar, så må man altid stille sig op så skjult som muhgt.
 
2. Ikke straks sætte alle sine tropper ind i kamp. Så ophører muligheden for at føre kampen klogt fuldstændig. Kun med disponible tropper kan man give kampen en ny vending.
 
3. Man skal slet ikke eller kun i ringe grad bekymre sig om sin frontbredde, da den i sig selv er noget hgegyldigt, og da stillingens dybde (d.v.s. antallet af enheder, man stiller op bag hverandre) formindskes med frontbreddens forøgelse. Tropper, man har bagved, er disponible. De kan anvendes både til at forny kampen på samme sted og til at optræde på andre steder ude til siden. Dette punkt følger af det foregående.
 
4. Da fjenden som regel overfløjer og omfatter samtidig med, at han angriber én del af fronten, så er de enheder,6 der står bagved, egnede til at møde ham, altså til at erstatte støttende terrænhindringer. De er bedre egnet til dette, end hvis de også stod i linien og forlængede fronten, for fjenden ville i så fald let kunne omgå dem. Også dette punkt kan udledes af det andet.
 
5. Har man mange tropper, som man opstiller bagude, må kun en del af dem stå lige bag fronten. Den anden del opstiller man forskudt bagud til siden. Fra sidstnævnte stilhng kan man selv falde de fjendüige kolonner, der omgår os, i flanken.
 
6. Det er en hovedgrundsætning aldrig at forholde sig helt passiv, men at angribe fjenden forfra og fra siden, selv mens han angriber os. Man forsvarer sig altså kun på en bestemt hnie for at få fjenden til at udvikle sine kræfter til angreb på denne og går så over til angreb med andre, tilbageholdte tropper. Som Deres kongehge højhed selv engang ganske fortræffehgt har sagt, skal forskansnings- kunsten ikke tjene forsvareren til at værge sig med større sikkerhed som bag en vold, men til at angribe fjenden med større resultat,  -netop dét må man sige om ethvert passivt forsvar. Det er altid kun et middel til med fordel at angribe fjenden i det terræn, jeg udser mig, som jeg disponerer mine tropper i, og som jeg har indrettet til min fordel.
 
7. Dette forsvarets angreb kan finde sted i det øjeblik, fjenden virkelig angriber mig, eller medens han er på march mod mig. Det kan også gøres sådan, at jeg, når fjenden gør sig klar til angreb, trækker mine tropper tilbage, på den måde lokker ham ind i et terræn, der er ukendt for ham, og så falder over ham fra alle sider. For alle disse måder at disponere på er den dybe opstilling meget passende, d.v.s. den opstilling, hvor man kun har 2/3 eller halvdelen af sin armé eller endnu mindre i fronten og det øvrige forskudt lige og sideværts bagud, om muligt skjult. Derfor er denne opstillingsmåde uendelig vigtig.
 
8. Hvis jeg altså har 2 divisioner, vil jeg hellere stille dem op bag ved hinanden end ved siden af hinanden. Hvis jeg har 3, vil jeg opstille mindst én bagude. Med 4 sandsynligvis 2. Med 5 mindst 2, i mange tilfælde vel 3. O.s.v.
 
9. På de steder, hvor man forholder sig helt passivt, må man bruge forskans- ningskunsten, men i lutter separate, lukkede værker med meget stærke profiler.
 
10. I den plan, man udarbejder for kampen, må man vælge et stort mål: angreb på en stor fjendtlig kolonne og den fuldkomne sejr over denne. Vælger man et lille mål, mens fjenden går efter et stort, kommer man utvivlsomt til kort. Man sparer på skillingen og lader daleren rulle.
 
11. Har man i sin forsvarsplan sat sig et stort mål (at tilintetgøre en fjendtUg kolonne etc.), må man forfølge det med den største energi, med opbydelse af sine sidste kræfter. I de fleste tilfælde vil angriberen forfølge sit mål et andet sted: medens vi går løs på hans højre fløj, vil han søge at tilkæmpe sig afgørende fordele med sin venstre. Slapper vi nu af før fjenden, forfølger vi vor hensigt med mindre energi end han, så vil han fuldt og helt nå sit mål, tilkæmpe sig en fordel, men vi vor kun halvt. På den måde får han overvægten, således bliver sejren hans, og vi må tilsvarende lade den halvt tilkæmpede fordel fare. Læser Deres kongelige højhed opmærksomt historien om slagene ved Regensburg7 og Wagram8, så vil det her sagte fremtræde som sandt og vigtigt for Dem. I begge slagene angreb kejser Napoleon med sin højre fløj og søgte at stå imod med sin venstre. Det samme gjorde ærkehertug Karl. Men kejseren handlede med al mulig beslutsomhed og energi, medens ærkehertugen var ubeslutsom og stadig blev stående på halvvejen. Det han tilkæmpede sig med sin armés sejrrige dele, var fordele uden betydning, det som kejser Napoleon samtidig tilkæmpede sig på den modsatte fløj, var afgørende fordele.
 
12. Lad mig sammenfatte de to sidste grundsætninger. De giver, når de forbindes, som produkt en grundsætning, der giver udtryk for den første årsag blandt alle årsager til sejr: "Man skal energisk og vedholdende forfølge ét stort, afgørende mål".
 
13. Det er sandt, at faren, hvis vor stræben mislykkes, dermed øges. Men at øge forsigtigheden på bekostning af målet er ingen kunst. Det er, som jeg allerede har sagt i mine almindelige grundsætninger, en falsk forsigtighed, der er imod krigens natur: for at nå store mål må man i krig vove stort. Den rette forsigtighed består i, at man, når man i krig vover noget, ikke af dovenskab, træghed og letsind undlader at opsøge og bruge de midler, der ikke svækker os, når vi skal opnå vort mål. Kejser Napoleons forsigtighed er af denne art. Han har endnu aldrig af forsigtighed forfulgt store mål med frygt og halve skridt.
 
 
Tænker De, nådige herre, på de få defensive slag i historien, der er vundet, så vil de smukkeste blandt dem være ført i de her nævnte grundsætningers ånd, for det er netop krigshistorien, der har givet os disse grundsætninger i hænde. Ved Minden9 viste hertug Ferdinand sig pludselig på en slagmark, hvor fjenden ikke havde ventet ham, og gik over til angreb, mens han ved Tannhausen10 værgede sig passivt bag skanser. Ved Rossbach11 kastede Frederik II sig mod fjenden på et sted og til en tid, hvor han ikke var ventet. Ved Liegnitz12 mødte østrigerne om natten kongen i en helt anden stilling, end den de dagen før havde set ham i. Han faldt med hele armeen over én kolonne af den fjendtlige hær og slog den, før de andre kolonner kunne begynde kampen. Ved Hohenlinden13 havde Moreau 5 divisioner i fronten og 4 lige og skråt bag sig. Han omgik fjenden og faldt over hans højre fløjkolonne, før den kunne komme til angreb. Ved Regensburg14 forsvarer marskal Davout sig passivt, medens Napoleon angriber med den højre fløj og totalt slår det 5. og 6. armékorps. Ved Wagram15 var østrigerne ganske vist de egentlige forsvarere, men man kan dog, da de den anden dag angreb kejseren med størstedelen af deres styrke, også betragte ham som forsvarer. Med sin højre fløj angriber han den østrigske venstre fløj, omgår og slår den, medens han ikke bekymrer sig om sin ganske svage venstre fløj ved Donau (den bestod af én eneste division), men forhindrede ved stærke reserver (opstilling i dybden), at den østrigske højre fløjs sejr fik indflydelse på den sejr, han tilkæmpede sig ved Russbach. Han generobrede med disse reserver Aderklaa. Ikke alle de ovennævnte grundsætninger er tydeligt indeholdt i alle de anførte slag, men alle slagene er dog eksempler på aktivt forsvar. Den prøjsiske armés bevægelighed under Frederik II var for ham et middel til sejr, som vi ikke mere kan regne med nu om stunder, hvor de andre armeer er mindst Uge så bevægehge som vi. På den anden side var omgåen dengang mindre almindelig og den dybere opstilling derfor mindre påkrævet.
 
 
B. For angreb
1. Man søger at angribe ét punkt af den fjendtlige stilling, d.v.s. en del af hans tropper (en division, et korps) med stor overlegenhed, medens man holder de øvrige dele i uvished (men beskæftiget). Kun derved kan man med samme eller mindre styrke kæmpe med overlegenhed, altså med sandsynlighed for et godt resultat. Er man meget svag, må man, for at man på det afgørende sted kan være så stærk som muligt, kun reservere meget lidt til at beskæftige fjenden på andre punkter. Det er ubestrideligt, at Frederik II kun vandt slaget ved Leuthen,16 fordi han samlede den Hlle armé på én plet og var meget koncentreret i forhold til fjenden.
 
2. Man retter hovedstødet mod en fjendtlig fløj, idet man angriber den forfra og fra siden eller også omgår helt og kommer bagfra. Kun hvis man i sejren afskærer fjendens tilbagegangslinie, får man store resultater.
 
3. Selv om man er stærk, vælger man alligevel kun ét punkt til at rette hovedstødet mod og skaffer sig derfor på dette sted så meget mere styrke. Fuldstændigt at indeslutte en armé er nemlig kun i de færreste tilfælde muligt eller vil kræve en uhyre fysisk eller moralsk overlegenhed. Afskære fjenden fra hans tilbagegangslinie kan man imidlertid også fra et punkt på hans flanke, og allerede det giver store resultater.
 
4. Sagt i al almindelighed er vished (stor sandsynlighed) for sejr, d.v.s. vished om at kunne fordrive fjenden fra slagmarken, hovedsagen. Mod dette må slagplanen være rettet, for det er let at gøre en uopnået, ikke afgjort sejr afgørende ved energisk forfølgning.
 
5. Den fløj, der angribes af vor hovedstyrke, søges ramt af et konvergerende angreb, d.v.s. sådan at fjendens tropper ser sig bekæmpet fra alle sider. Selv om fjenden skulle have tropper nok hér til at kunne gøre front til alle sider, bliver tropperne under sådanne omstændigheder dog lettere modløse, de lider mere, kommer i uorden etc. Man har kort sagt det håb at få dem til at vige hurtigere.
 
6. Denne omfatning af fjenden tvinger angriberen til at udvikle sine styrker i fronten mere end forsvareren. Hvis enhederne a, b og c skal angribe den fjendtlige armés del e konvergerende, må de naturligt befinde sig ved siden af hverandre. Men denne udvikling af vore styrker i fronten må aldrig være så stor, at man ikke bevarer betydelige reserver. Det vil være den største fejl og føre til nederlag, hvis modstanderen på en eller anden måde er forberedt på, at vi omgår.
 
 
Franskmændenes venstre fløj i slaget ved Wagram17, der befandt sig over for den østrigske højre fløj ved Donau, var yderst svag og blev også slået totalt. Selv deres centrum ved Aderklaa var ikke ret stærkt og blev af østrigerne på slagets første dag bragt til at vige. Men alt dette gjorde intet, fordi kejserens højre fløj, som han angreb den østrigske venstre med i front og flanke, havde en sådan dybde, at han med en vældig kolonne kavaleri og ridende artilleri rykkede mod østrigerne ved Aderklaa og her kunne, om ikke slå dem, så dog bringe dem til standsning.
 
7. Lige som ved forsvar må man også ved angreb gøre en så stor del af den fjendtlige armé til genstand for sit angreb, at dens nederlag vil give afgørende fordele,
 
8. Lige som ved forsvar må man her ikke slappe af, før man har nået sit mål, eller der slet ikke er nogle midler tilbage. Hvis forsvareren også er aktiv og angriber os på andre steder, så kan vi ikke opnå sejr på anden måde end ved at overbyde ham i energi og dristighed. Er han passiv, vil man på den anden side ikke løbe nogen stor risiko,
 
9. Man skal helt undgå at formere tropperne i lange sammenhængende linier. De ville blot føre til parallelangreb, der nu ikke mere er hensigtsmæssige. De enkelte divisioner udfører deres angreb hver for sig omend efter højere myndigheds bestemmelse og altså indbyrdes koordineret. En division (8 til 10.000 mand) er imidlertid aldrig formeret i én træfning, men i 2 el- ler 3 eller endog 4. Allerede deraf følger, at der ikke mere skulle kunne forekomme nogen lang sammenhængende linie.
 
10. Koordineringen af divisionernes og armékorpsenes angreb må ikke opnås ved, at man søger at føre dem fra ét punkt, sådan at de, skønt fjernet fra hverandre og måske endog skilt fra hverandre af fjenden, alligevel stadig opretholder forbindelse, retter sig nøjagtigt ind efter hverandre ete. Dette er en fejlagtig, ja slet måde at frembringe samvirket på, der jo er underkastet tusind tilfældigheder. Herved kan der aldrig udrettes noget stort, og herved kan man altså være sikker på at blive slået afgørende af en kraftig modstander. Den rette måde er at angive hver korps- eller divisionschef hovedretningen for hans march, at fastsætte fjenden som mål og sejren over ham som formål. Enhver fører for en kolonne har altså befaling til at angribe fjenden, hvor han finder ham og med alle kræfter. Han bør ikke gøres ansvarlig for udfaldet, for det ville føre til ubeslutsomhed. Men han er ansvarlig for, at hans enhed deltager i kampen med hele sin kraft og al sin offervilje.
 
11. Et velorganiseret, selvstændigt korps kan for en tid (nogle timer) modstå det mest overlegne angreb og bliver altså ikke tilintetgjort på et øjeblik. Skulle det virkelig have indladt sig for tidligt med fjenden, vil dets kamp, selv om det også skulle blive slået, ikke være unyttig for helheden. Fjenden vil nemlig udvikle og bryde sin kraft på dette ene korps, og de øvrige vil derved få en fordelagtig lejlighed til at angribe. Hvorledes et korps skal være organiseret til dette, vil blive omtalt i det følgende. Man sikrer sig altså kræfternes samvirke ved at give hvert korps en vis selvstændighed og lade hvert af dem opsøge og angribe fjenden med indsats af al kraft.
 
12. En af de vigtigste grundsætninger for angrebskrig er, at man skal overraske fjenden. Jo mere angrebet kan få karakter af overfald, des heldigere vil udfaldet blive. Den overraskelse, som forsvareren kan skabe ved at hemmeligholde sine foranstaltninger og skjule sin opstilling, kan angriberen kun opnå ved uventet fremrykning. I de nyere krige er en sådan handling imidlertid sjælden. Grunden ligger dels i de bedre sikringsforanstaltninger, man har nu, dels i den hurtige føring af krigen, hvorfor der sjældent indtræder en lang stilstand i operationerne, der luller den ene i søvn og giver den anden lejlighed til pludselig at falde over ham. Bortset fra de egenthge nathge overfald (som ved Hochkirch18), der stadig altid er mulige, kan man under disse omstændigheder nu om stunder kun overraske fjenden ved, at man foretager en march til siden eller bagud og så pludselig igen rykker frem mod ham, eller ved at man, hvis man befinder sig langt borte, ved en helt usædvanlig energisk aktivitet kommer hurtigere til stede, end fjenden har ventet.
 
13. Det egentlige overfald (om natten som ved Hochkirch) er det bedste, hvis man vil udføre noget med en ganske lille armé. Men for angriberen, der kender terrænet dårligere end forsvareren, er det underkastet mange tilfældigheder. Jo mindre nøje man kender terrænet og fjendens foranstaltninger, des større bliver tilfældighederne, hvorfor man i mange situationer kun kan betragte den slags angreb som en desperat udvej.
 
14. Ved disse angreb må alt ordnes endnu enklere og være mere koncentreret end ved dag.
 
 
2. Grundsætninger for troppernes anvendelse
1. Kan man ikke undvære ildvåbnene (og hvis man kunne undvære dem, hvorfor fører man dem så med?), må man åbne kampen med dem, og kavaleriet må først bruges, når fjenden har lidt meget gennem virkningen af infanteri og artilleri. Deraf følger:
a) at man må opstille kavaleriet bag infanteriet,
b) at man ikke for let må lade sig bevæge til at begynde kampen med det. Kun i tilfælde hvor der er håb om et godt resultat, fordi fjenden er bragt i uorden eller går hurtigt tilbage, må man dristigt gå løs på ham med rytteriet.
 
2. Artilleriets ildvirkning er meget større end infanteriets. Et batteri på 8 sekspundere fylder mindre end en tredjedel af en bataljons front, har ikke en ottendedel af en bataljons mandskab og præsterer bestemt to til tre gange så stor ildvirkning. På den anden side har artilleri den ulempe, at det ikke er så bevægeligt som infanteri. I almindelighed gælder dette endog om det letteste ridende artilleri, for det kan ikke som infanteriet anvendes i alt terræn. Man må derfor fra første færd koncentrere artilleriet mod de vigtigste punkter, fordi det ikke Hgesom infanteriet, efterhånden som kampen skrider frem, kan koncentreres mod disse punkter. Et stort batteri på 20 til 30 piecer afgør for det meste kampen for det punkt, hvor det befinder sig.
 
3. De anførte og andre iøjnefaldende karakteristiske egenskaber medfører følgende regler for brugen af de enkelte våbenarter:
a) Man begynder kampen med artilleriet og fra første færd med den største del af det. Kun ved store troppemasser holder vi ridende artilleri og også fodartilleri i reserve. I denne del af kampen anvender man artilleriet i større masser mod ét punkt. 20 til 30 kanoner i ét stort batteri forsvarer hovedpunktet eller beskyder den del af den fjendthge stilhng, man vil angribe.
b) Derpå begynder man med let infanteri  -hvad enten det er finskytter, jægere eller grenaderer  -for ikke helt fra første færd at sætte for mange kræfter ind. Man vil først prøve at undersøge, hvad man har over for sig (for det kan man sjældent overskue helt på forhånd), man vil se, hvordan kampen udvikler sig etc. Kan man holde fjenden i skak med denne ildhnie, og har man ikke travlt, så vil det være forkert at forhaste sig ved at sætte de øvrige styrker ind: man skal med denne kamp udmatte fjenden så meget som muligt.
c) Sætter fjenden så mange tropper ind i kampen, at vor ildhnie må vige, eller bør vi ikke tøve længere, så trækker vi en fuld ildhnie frem, der udvikles 100 til 200 skridt fra fjenden og skyder eller trænger ind på ham alt efter, hvordan situationen udvikler sig.
d) Dette er infanteriets hovedopgave. Men har man indtaget en så dyb opstilling, at man har endnu en infanterilinie i kolonner i reserve, så er man på dette punkt så nogenlunde herre over situationen. Denne anden infanterilinie må man, hvis det er muligt, kun anvende i kolonner for at skaffe afgørelsen.
e) Kavaleriet holdes under kampen så nær bag de kæmpende tropper som gørligt, uden at det lider store tab, d.v.s. uden for kardæsk- og musketild. Det skal på den anden side være så disponibelt, at man hurtigt kan udnytte enhver gunstig situation, der måtte udvikle sig i kampen.
 
4. Mens man følger disse regler mere eller mindre strikte, skal man holde sig følgende grundsætning for øje, som jeg ikke kan understrege stærkt nok:
- Man må ikke på lykke og fromme sætte alle sine kræfter på spil på én gang.
 
Herved ville man nemlig give slip på alle midler til at styre kampen, til at udmatte modstanderen med få kræfter og til at bevare en afgørende masse til det sidste afgørende øjeblik. Er denne afgørende masse først indsat, må den føres med den største dristighed.
 
5. En slagorden, d.v.s. en måde at opstille tropperne på før og i kampen, må være fastsat for hele felttoget eller hele krigen. I alle tilfælde, hvor der mangler tid til at disponere tropperne, træder denne slagorden i stedet for dispositionen. Den må derfor fortrinsvis tage sigte på forsvar. Denne slagorden vil etablere en bestemt standard for armeens kampmetode, der er meget nødvendig og sund, fordi det stadig vil være uundgåeligt, at en stor del af de lavere troppeførere og andre officerer, der står i spidsen for mindre afdelinger, vil være uden særligt kendskab til taktikken og vel også uden fremragende anlæg for krigsførelse. Deraf opstår der en vis metodisme, der erstatter kunsten, hvor denne mangler. Efter min overbevisning er dette i højeste grad tilfældet i de franske armeer.
 
6. Efter det, jeg har sagt om anvendelsen af våbenarterne, ville denne slagorden for en brigade være omtrent følgende: a b er det lette infanteris linie, der åbner kampen, og som i gennemskåret terræn på en måde tjener som avantgarde. Så kommer artilleriet c d, der skal opstilles på fordelagtige punkter. Så længe det ikke er sat i stilling, har det sin plads bag den første infanterilinie, e f er den første infanterilinie, der er udset til at opmarchere og åbne ild, her 4 bataljoner, g h er et par kavaleriregimenter, i k er den anden infanterilinie, der er udset til reserve med henblik på kampens afgørelse. 1 m er dens kavaleri. Efter præcis disse grundsætninger giver man et stærkt korps en lignende opstilling. Det er forøvrigt ikke absolut væsentligt, om slagordenen er netop sådan eller en smule anderledes, når blot de ovenfor angivne grundsætninger følges. Således kan f.eks. kavaleriet g h også befinde sig i linien 1 m, og man trækker det kun frem i de særhge tilfælde, hvor det ville befinde sig for langt tilbage i denne stilling. 
 
 
 
7. Armeen består af flere sådanne selvstændige korps, der har deres general med stab. De opstilles ved siden af og bag hverandre, som det er angivet i de almindehge grundsætninger for kampen. En ting skal i denne forbindelse yder- hgere bemærkes: Hvis man ikke er meget svag på kavaleri, skal man danne sig en særhg kavalerireserve, der naturligt får sin plads bagude og har følgende opgaver:
a) Hvis fjenden er under tilbagegang fra slagmarken, skal den trænge ind på ham og angribe det kavaleri, han anvender til at sikre sin tilbagegang. Hvis man i dette øjeblik slår det fjendtlige kavaleri, vil der uundgåeligt opnås store resultater, hvis da ikke det fjendtlige infanteri udfører mirakler af tapperhed. Småstyrker af kavaleri vil i den situation ikke nå målet.
b) Hvis fjenden uden at være slået er under tilbagegang, eller hvis han efter et tabt slag den næste dag trækker sig tilbage, skal den hastigt forfølge ham. Kavaleri marcherer hurtigere end infanteri og gør et imponerende indtryk på de vigende tropper. At forfølge er i krig næst efter at slå det vigtigste.
c) Hvis man vil omgå fjenden i det store (strategisk) og på grund af omvejen må benytte en våbenart, der marcherer hurtigere, skal man bruge denne kavalerireserve til det. For at dette korps kan blive i nogen grad mere selvstændigt må man tildele det en betydelig styrke ridende artilleri. Det kan nemlig kun give større styrke at sammenknytte flere våbenarter.
 
8. Troppernes slagorden havde med kampen at gøre. Den var altså deres op- march til slag. Foranstaltningerne under march er i det væsenthge følgende:
a) Hver selvstændig troppeenhed (brigade eller division hvad det nu kan være) har sin egen avant- og arrieregarde og formerer sin egen kolonne. Dette forhindrer imidlertid ikke, at flere troppeenheder marcherer efter hverandre på samme vej og i det store danner så at sige én kolonne.
b) Troppeenhederne marcherer svarende til deres plads i den almindehge slagorden. Sådan som de efter denne kommer til at stå ved siden af og bag hverandre, sådan marcherer de også.
c) Marchordenen inden for de enkelte troppeenheder er altid uforandret følgende: Det lette infanteri danner avant- og arrieregarde, der får tildelt et regiment kavaleri. Så følger Hnieinfanteriet, så artilleriet og til sidst resten af kavaleriet.
Disse anordninger er faste, hvad enten man bevæger sig mod fjenden, og her er de i sig selv den naturlige ordning, eller man bevæger sig parallelt med ham. Her skulle egentlig de led, der i opstillingen skal stå bag hverandre, marchere ved siden af hinanden. Når man skal opmarchere, vil der imidlertid altid være tid nok til at trække kavaleriet og den anden træfning ud til højre eller venstre. 
 

3. Grundsætninger for terrænets benyttelse 
1. Terrænet (jordoverfladen, egnen) giver to fordele i krigsførelsen. Den ene er, at det danner hindringer for adgangen, der enten gør fjendens fremtrængen på et bestemt punkt umulig eller tvinger ham til at marchere langsommere, forblive i kolonneformation etc. Den anden fordel er, at hindringerne tillader os at opstille tropperne skjult. Selv om begge fordele er meget vigtige, forekommer den anden mig vigtigere end den første. I hvert fald er det sikkert, at den hyppigere er til stede, fordi selv det mest åbne terræn i de fleste tilfælde tillader en mere eller mindre skjult opstilling. Tidligere kendte man næsten kun den første af fordelene og gjorde kun lidt brug af den anden. Nu da alle armeer er bevægelige, kan man ikke udnytte den første fordel så meget, og netop derfor må man des hyppigere bruge den anden. Den første af de to fordele kan kun udnyttes i forsvar, den anden i både angreb og forsvar.

2. Terrænet betragtet som fremrykkehindring er fortrinsvis anvendelsen a) som flankestøtte, b) som frontforstærkning.

3. For at kunne støtte flankerne til terrænet, må det være helt impassabelt: en stor flod, en sø, et uigennemtrængeligt morads. Alle disse terrængenstande forekommer imidlertid sjældent, hvorfor en fuldkommen flankestøtte er en sjældenhed, og nu om stunder oven i købet en større sjældenhed end tidligere, fordi man nu bevæger sig mere, ikke bUver så længe i samme stiUing og derfor må benytte flere stillinger på krigsskuepladsen. Er adgangshindringen ikke helt uigennemtrængehg, er den egentlig ikke noget støttepunkt for flanken, men blot et forstærkningspunkt. I så fald må tropperne stille op bag ved det, og for dem bliver det så en adgangshindring. Det er ganske vist stadig fordelagtigt at sikre sin flanke på denne måde, idet man så bruger færre tropper på dette sted. Men man må vogte sig for to ting: for det første at stole fuldstændigt på, at flanken er så stærk, at man ikke behøver af have nogen stærk reserve bag sig. For det andet at have sådanne hindringer på begge fløje. Da de nemlig ikke sikrer fuldkomment, vil de heller ikke umuhggøre kamp på flankerne. Så fører de imidlertid til en højst ufordelagtig defensiv, for de tillader ikke os selv med lethed at bryde frem på en fløj til aktivt forsvar, og man vil være tvunget til at forsvare sig med bagudbøjede flanker a d, c b.

4. De netop anstillede betragtninger leder igen til den dybe opstilling. Jo mindre man kan få sikker støtte for sin flanke, des mere vigtigt er det at have enheder bag sig, som kan omgå fjendens omgående del.

5. Alle arter terræn, som man foran fronten ikke kan passere, alle lokaliteter, alle indhegninger af grundstykker med mange hække og grøfter, alle sumpede enge og endelig alle bjerge, der må bestiges med noget besvær, hører til terrænhindringer af denne art, nemlig hindringer, der ganske vist kan passeres, men kun med anstrengelse og langsomt, og som altså giver tropperne, der er opstillet bag dem, en større styrke i kampen. Skove kan således kun henregnes hertil, hvis de er meget tilgroede og sumpede. En almindelig højskov er lige så let at passere som åbent terræn. Med hensyn til skove må man imidlertid ikke overse, at de skjuler fjenden. Stiller man sig ind i dem, foreligger denne ulempe for begge parter. Imidlertid er det meget farhgt og derfor en stor fejl at tage dem foran sin front eller på flankerne. Dette må absolut kun ske, hvis gennemgang er begrænset til kun få veje. Forhug, som man anlægger for at opnå denne begrænsning, hjælper ikke meget, da de er lette at rydde.

6. Af alt dette følger, at man vil søge at udnytte disse terrænhindringer på den ene flanke for her at yde en forholdsvis stærk modstand med kun få tropper, medens man på den anden flanke udfører sin planlagte offensiv. Meget hensigtsmæssigt er det at kombinere brug af skanser med disse hindringer, fordi man, hvis fjenden har passeret hindringen, ved ilden fra skanserne sikrer de svage tropper mod et for overlegent angreb og mod for pludseligt at blive kastet tilbage.

7. Som adgangshindring i fronten er enhver hindring på det sted, hvor man vil forsvare sig, af stor værdi. Alle bjerge, som man går i stilling på, bliver kun besat med dette for øje. For at indtage en højere stilling har ofte slet ingen, for det meste ingen væsentlig indflydelse på våbenvirkningen. Når vi står højere oppe, og fjenden må stige op. efterhånden som han nærmer sig os, så rykker han kun langsomt frem, hans styrker bliver spredt, han kommer frem med udtømte kræfter. Det giver os fordele, som bliver afgørende, hvis parternes tapperhed og styrke er lige. Man må især være opmærksom på, at det hurtige angreb i fuldt løb er så moralsk virkningsfuldt. Soldaten, der løber frem, bedøver derved sig selv mod faren. Soldaten, der står stille, taber åndsnærværelsen. At opstille sit forreste infanteri og artilleri på bjerge er altså altid fordelagtigt. Er bjergets fald så brat eller dets skråning så bølgende og ujævn, at man ikke kan beskyde det med virkning, hvilket alt for ofte er tilfældet, så opstiller man ikke sin første hnie ved randen af bjerget, men besætter højst denne med skytter og anbringer den fulde linie sådan, at fjenden, i det øjeblik han kommer op på det høje parti og igen samles, udsættes for den virksomste ild. Alle andre adgangshindringer som åer, bække, hulveje etc. tjener til at bryde fjendens frontlinie. Når han har passeret hindringen, må han igen formere sine styrker, og det sinker ham. Derfor må de tages under den mest virksomme ild. Det mest virksonmie er kardæskskuddet19 (400 til 600 skridt), hvis der er meget artilleri på dette sted, men flinteskuddet20 (150 til 800 skridt), hvis der kun er hdt artilleri på stedet.

8. Det gælder derfor som en lov, at man skal kunne tage alle adgangshindringer, der skal forstærke vor front, under den mest virksomme ild. Men det må understreges, at man aldrig må lade modstanden bero alene på denne ild, men at man altid skal have en betydelig del af sine tropper (1/3 til 1/2) rede til at angribe med bajonet i kolonner. Er man derfor for svag, må man blot opstille ildlinien (skytter og kanoner) så nær, at de beskyder hindringen, og de øvrige tropper i kolonner, om muligt skjult, 600 til 800 skridt længere tilbage.

9. En anden måde at anvende adgangshindringer foran fronten på er at lade dem ligge noget længere foran fronten, sådan at kun effektiv kanonild kan nå dem (1000 til 2000 skridt), og at angribe de fjendtlige kolonner fra alle sider, når de passerer hindringerne. (Ved Minden gjorde hertug Ferdinand noget i den ret- ning21). På denne måde bidrager terrænhindringer til at realisere hensigten om at forsvare sig aktivt, og dette aktive forsvar, som vi allerede tidligere har omtalt, udføres så frontalt.

10. I det foregående er jordoverfladens og egnens hindringer fortrinsvis blevet betragtet som sammenhængende linier i forbindelse med større stilhnger. Det er imidlertid nødvendigt at tilføje noget om isolerede punkter. Enlige isolerede punkter kan overhovedet kun forsvares med skanser eller ved en stærk terrænhindring. Det er ikke de første, der her tænkes på. Terrænhindringer, der isoleret skal holdes, kan kun være: 
a) Isolerede stejle højder. Skanser er her uundværhge, fordi fjenden med en mere eller mindre bred front altid kan rykke frem mod forsvareren, der altså til slut altid vil blive taget i ryggen, fordi han næsten aldrig er stærk nok til at gøre front til alle sider.
b) Defiléer. Ved dette udtryk forstår man enhver snæver vej, som er den eneste, fjenden kan rykke frem ad mod et bestemt punkt. Hertil hører broer, dæmninger, stejle klippeslugter. Med henblik på alle disse tilfælde skal bemærkes, at enten kan angriberen, som ved broer over store floder, slet ikke omgå dem, og så kan forsvareren dristigt opstille hele sin styrke for at beskyde overgangsstedet så effektivt som muligt, eller også er man, som ved broer over småfloder og ved de fleste bjerg- defiléer, ikke absolut sikret mod at blive omgået, og i så fald er det nødvendigt at holde en betydelig del (1/3 til 1/2) af sine tropper tilbage med henblik på at angribe i sluttet orden.
c) Lokaliteter, landsbyer, småbyer etc. Er tropperne meget tapre, så kæmper de med entusiasme, og det er da muligt i husene med få mod mange af føre et forsvar, hvis lige ikke findes. Men kan man ikke stole på den enkelte mand, så er det bedre kun at besætte huse, haver etc. med skytter, adgangene med kanoner og skjult at opstille størstedelen af tropperne (1/2 til 3/4) i sluttede kolonner enten i lokahteten eller også bag den og falde over fjenden med disse, når han trænger ind.

11. Disse isolerede poster tjener de store operationer dels som forposter, hvor det for det meste ikke drejer sig om et absolut forsvar, men kun om at sinke fjenden, dels som sikring af de punkter, der får betydning i de planer, man har lagt for armeen. Ofte er det nødvendigt at fastholde et afsides punkt for at få tid til at udvikle de aktive forsvarsforanstaltninger, man har besluttet. Men er punktet afsides, bliver det dermed af sig selv isoleret.

12. Det er kun nødvendigt at gøre to yderligere bemærkninger om de isolerede punkter. Den første er, at man bag disse punkter skal holde tropper i beredskab til at optage detachementet, når det kastes tilbage. Den anden er, at den, der tager et sådant forsvar med ind i de samlede planer, aldrig må regne for meget med det, selv om terrænhindringen er nok så stærk, men må være sikker på, at den, hvem forsvaret er betroet, sætter sig for at nå målet selv under de værste vilkår. Her kræves en beslutsomhedens og opofrelsens ånd, hvis kilde alene er ærgerrighed og entusiasme. Man skal altså her placere folk, der ikke mangler disse ædle sjælskræfter.

13. Hvad angår at bruge terrænet til at sikre vor opstilhng og vor fremrykning, så kræver dette ingen vidtløftig forklaring. Man tager ikke opstilling på det bjerg, man vil forsvare (hvilket ofte skete tidligere), men bag ved det. Man tager ikke opstilling foran skoven, men i den eller bag ved den, det sidste kun, hvis skoven eller lunden kan overskues. Man beholder sine tropper i kolonner for bedre at kunne opstille dem skjult. Man bruger landsbyer, småskove, alle terrænets ujævnheder til at skjule sine tropper bagved. Ved fremrykning vælger man det mest gennemskårne terræn. O.s.v. Der findes næsten ingen egn i opdyrkede lande, der er så let at overskue, at en stor del af forsvarerens tropper ikke ved dygtig udnyttelse af hindringer skulle kunne være uopdaget. For angriberen er der større vanskeligheder ved at skjule marchen, for han må følge vejene. Det er en selvfølge, at man, hvis man udnytter terrænet til at skjule sine tropper, må gøre dette i overensstemmelse med de mål og de fremgangsmåder, man har besluttet sig for. Hertil hører, at man ikke bryder slagordenen fuldstændigt op, selv om man tillader sig små afvigelser fra den.

14. Sammenfatter vi det, vi indtil nu har sagt om terrænet, så fremstår for forsvareren, d.v.s. for valg af stilhng, følgende som det vigtigste:
a) Støtte for den ene eller begge flanker.
b) Fri udsigt fra front og flanker.
c) Adgangshindringer foran fronten.
d) Skjult opstilling af tropperne. Hertil kommer yderligere:
e) I ryggen et gennemskåret terræn, fordi det, hvis man bliver slået og går tilbage, besværliggør forfølgningen. Men ingen defiléer for nær på (som ved Friedland22), fordi dette medfører forsinkelser og forvirring.

15. Det ville være pedantisk at tro, at alle disse fordele skulle kunne opnås ved enhver stilling, man indtager i krig. Ikke alle stillinger er lige vigtige: de er des vigtigere, jo sandsynligere det er, at man bliver angrebet i dem. Kun ved de vigtigste søger man at opnå alle fordelene, ved andre kun flere eller færre. 

16. De hensyn, angriberen må tage til terrænet, kan udmærket forenes i to hovedpunkter: Man skal ikke vælge et for vanskeligt terræn som angrebspunkt, men man skal på den anden side om muhgt rykke frem gennem det terræn, hvor fjenden har vanskeligst ved at iagttage os.
 
17. Jeg slutter disse bemærkninger om terrænets brug med en grundsætning, der er af største vigtighed for forsvaret, og som må betragtes som slutstenen på hele forsvarslæren, nemlig: Man må aldrig vente det hele af terrænets styrke og derfor aldrig lade sig forlede til passiv defensiv af et stærkt terræn. Er terrænet nemlig virkelig så stærkt, at det bliver umuligt for angriberen at jage os bort, så vil han omgå det, hvilket altid er muligt, og så er det stærkeste terræn overflødigt. Vi tvinges til slag under helt andre vilkår i en helt anden egn, og så kunne vi hge så godt have ladet være med at medtage det første terræn i vore planer. Men har terrænet ikke en sådan styrke, er et angreb i det altså muhgt, og så kan dette terræns fordele aldrig opveje ulemperne ved et passivt forsvar. Alle terrænhindringer må altså kun bruges til et delvist forsvar for med kun få tropper at yde en forholdsvis stor modstand og vinde tid for den offensiv, hvormed man søger på andre punkter at vinde den sande sejr. 
 
III. Strategi
Strategien er den forbindelse mellem de enkelte fægtninger, som krigen består af, hvorved felttogets og krigens formål skal opnås. Forstår man at kæmpe, og forstår man at sejre, så resterer der kun lidt mere. For det er let at forbinde heldige udfald, fordi det blot er et spørgsmål om øvet dømmekraft og ikke, som ledelsen af kampen, beror på særlig viden. De få grundsætninger, der forekommer her, og som især beror på staternes og armeernes beskaffenhed, kan derfor, hvad det væsentlige angår, sammenfattes meget kort.
1. Almindelige grundsætninger
1. Krigsføringen har tre hovedformål:
a) At besejre og splitte den fjendthge væbnede magt.
b) At sætte sig i besiddelse af den fjendtlige armés døde stridskræfter og andre kilder til styrke.
c) At vinde den offenthge mening.
 
2. For at opnå det første formål retter man altid sin hovedoperation mod den fjendtlige hovedarmé eller i det mindste mod en meget betydelig del af den fjendtlige styrke. For kun hvis man begynder med at slå denne, kan man med held forfølge de to andre formål.
 
3. For at erobre de fjendtlige døde kræfter retter man sine operationer mod de steder, hvor disse kræfter er koncentreret mest: hovedstæder, magasiner, store fæstninger. På vejen til dem vil man møde den fjendtlige hovedstyrke eller en anselig del af den fjendtlige armé.
 
4. Den offentlige mening vinder man ved store sejre og ved at bemægtige sig hovedstaden.
 
5. Den første og vigtigste grundsætning, man må efterleve for at opnå disse formål, er: At bruge alle de kræfter, vi har fået til rådighed, med den største anstrengelse. Ethvert mådehold, man viser på dette punkt, medfører, at man ikke når frem til målet. Selv om det gode resultat i sig selv skulle være ret sandsynligt, ville det dog være højst uklogt ikke at udfolde den største anstrengelse for at være helt sikker på det. For udfaldet af denne anstrengelse kan aldrig bhve ufordelagtigt. Selv om landet derved skulle komme i en nok så trykket situation, så vil det ikke skabe en egentlig ulempe, for trykket vil ophøre desto hurtigere. Af ubegrænset værdi er det moralske indtryk, som disse foranstaltninger gør. Alle føler sig overbevist om det gode slutresultat. Dette er det bedste middel til med ét slag at opløfte den nationale ånd.
 
6. Den anden grundsætning er: At koncentrere sin styrke så meget som det er muHgt dér, hvor hovedslagene skal føres, og på andre steder udsætte sig for ulemper for at være så meget desto mere sikker på resultatet på det afgørende punkt. Dette resultat kompenserer på sin side for alle øvrige ulemper.
 
7. Den tredje grundsætning er: Man skal aldrig spilde tiden. Hvis tøven ikke medfører særligt vigtige fordele for os, er det vigtigt at gå til værket så hurtigt som muligt. Med hurtighed kvæler man hundredvis af fjendtlige forholdsregler i fødslen, og frem for alt vinder man den offentlige mening for sig. Overraskelse spiller en meget vigtigere rolle i strategien end i taktikken. Det er det mest virksomme element til at opnå sejr. Kejseren af Frankrig, Frederik II, Gustav Adolf, Cæsar, Hannibal og Alexander har deres hurtighed at takke for deres rys skønneste stråleglans. 

8. Den fjerde og sidste grundsætning er: At udnytte de resultater, vi tilkæmper os, med yderste energi. Forfølgning af den slagne fjende giver alene sejrens frugter.

9. Den første af disse grundsætninger danner grundlag for de tre andre. Hvis man har fulgt den første grundsætning, kan man med de tre andre vove det yderste uden at sætte alt på spil. Den giver os midlet til bestandig at skabe nye kræfter bag os, og med nye kræfter råder man bod på enhver ulykkelig tildragelse. I dette ligger den forsigtighed, man kan kalde klog, og ikke i at gå frem med frygtsomme skridt.

10. Små stater kan nu om stunder ikke føre erobringskrige, men til forsvarskrig har også små stater uendeHgt store midler. Derfor er jeg fast forvisset om, at den der opbyder alle sine kræfter for til stadighed at kunne sætte nye styrker ind, den der forbereder sig på alle tænkelige måder, den der holder sine kræfter samlet på hovedpunktet, den der således rustet determineret og energisk forfølger et stort formål, han har gjort alt, hvad der i det store og hele kan gøres for krigens strategiske ledelse, og hvis han efter dette ikke er helt uheldig i kampen, så vil han uafvendeligt være sejrrig, i samme grad som hans modstander sakker agterud bag denne anstrengelse og energi.

11. Når disse grundsætninger skal anvendes, er det egenthg ikke afgørende, hvilken form man giver operationerne. Jeg vil imidlertid prøve at klargøre det væsentligste af dette problem med få ord. I taktikken forsøger man altid at omfatte fjenden, d.v.s. den del man har rettet sit hovedangreb mod, dels fordi stridskræfternes konvergerende virkning er fordelagtigere end den parallelle, dels fordi man kun på den måde kan afskære fjenden fra tilbagegangsmuligheden. Anvender vi det, der har relation til fjenden og stillingen, på hele hans krigsskueplads (altså også på hans forplejning), så vil de enkelte kolonner eller armeer, der skal omfatte fjenden, i de fleste tilfælde have så stor indbyrdes afstand, at de ikke kan deltage i én og samme fægtning. Modstanderen vil befinde sig i midten og vil kunne vende sig mod de enkelte korps ét efter ét for at slå disse enkeltvis med én og samme armé. Frederik IF s felttog er eksempler herpå, især dem fra 1757 og 1758.23
Da nu fægtningen er hovedsagen, det afgørende, så vil den konvergent angribende, hvis hans overmagt ikke er helt afgørende, i slagene miste alle de fordele, omfatningen måtte have givet ham. For afskæringen af forplejningen har kun meget langsom effekt, medens sejren i slaget virker meget hurtigt. 

I strategien er altså den, der har fjenden rundt om sig, bedre stillet end den, der omringer sin modstander, især hvis hans kræfter er jævnbyrdige eller endog svagere. Deri har altså oberst Jomini"24 helt ret, og når hr. von Biilow25 har påvist det modsatte med så megen tilsyneladende sandhed, så ligger det kun i, at han har tilskrevet indgrebet mod forplejningen en for hurtig virkning, men letsindigt fuldstændigt har benægtet det uundgåelige resultat af et slag. 
Hvis man vil afskære fjenden fra hans tilbagegangsmulighed, er en strategisk omgåen og omfatning ganske vist meget effektiv, men da man i givet fald også kan opnå dette formål ved taktisk omgåen, så vil strategisk omgåen altid kun være tilrådehg, hvis man (fysisk og moralsk) er så overlegen, at man vedbhvende er stærk nok på hovedpunktet og derfor kan undvære det detacherede korps. Kejseren af Frankrig indlod sig aldrig på strategisk omgåen, skønt han ofte, ja næsten altid var fysisk og moralsk overlegen26.

Frederik II gjorde det kun en eneste gang under angrebet på Böhmen 1757. Ganske vist bevirkede dette, at østrigernes første slag ikke blev leveret før ved Prag27. Men hvad nytte havde han af at erobre Böhmen helt til Prag uden afgørende sejr? Slaget ved Köln28 tvang ham til at opgive landet, et bevis på at slag afgør alt. Ved Prag var han ganske klart i fare for at blive angrebet af hele den østrigske styrke, før Schwerin29 ankom. Denne fare havde han ikke udsat sig for, hvis han med alle sine styrker var marcheret gennem Sachsen. Så ville måske det første slag være blevet leveret ved Budin ved Eger, og det ville have været lige så afgørende som det ved Prag. Den prøjsiske armés dislocering om vinteren i Schlesien og Sachsen har ubestrideligt været bestemmende for denne konvergerende indmarch, og det er vigtigt at notere sig, at bevæggrunde af denne art i de fleste tilfælde er mere tvingende end fordelene ved formen for opstillingen. Operationernes lethed fremmer nemlig hurtigheden, og den friktion, som en væbnet styrkes uhyre maskine har, er i sig selv så stor, at man kun nødtvungent må forøge den.

12. Af den grundsætning, som vi netop har anført - at koncentrere sig mest muligt på hovedpunktet - bliver man forlods trukket bort fra tanken om en strategisk omfatning, og opstillingen af vore stridskræfter giver sig allerede af sig selv. Derfor turde jeg sige, at denne opstillings form ikke har stor betydning. Der er imidlertid ét tilfælde, hvor det strategiske indgreb mod fjendens flanke fører til store resultater, der ligner virkningen af et slag, og det foreligger, hvis fjenden med stor møje i et fattigt land har ophobet beholdninger, hvis bevarelse hans operationer er helt afhængige af. I dette tilfælde kan det endog bhve tilrådeligt ikke med sin hovedstyrke at marchere mod den fjendtlige hovedstyrke, men mod fjendens basis. Men så skal to betingelser være opfyldt:
a) At fjenden er så langt væk fra sin basis, at vi derved tvinger ham til en betydelig tilbagegang, og
b) at vi på den akse, hans hovedstyrke følger, med få tropper i forbindelse med naturlige og kunstige hindringer kan vanskeliggøre hans fremrykning, sådan at han ikke kan gøre erobringer, der kan kompensere for hans tab af basis. 

13. Troppernes forplejning er en nødvendig betingelse for krigsførelsen og har derfor stor indflydelse på operationerne ved, at den kun tillader en begrænset koncentration af styrker, og at den gennem valg af operationslinie er medbestemmende ved valg af krigsskueplads.

14. Troppernes forplejning sker, når provinsen på nogen måde muliggør det, på dennes bekostning ved rekvisitioner. Ved den nutidige måde at føre krig på lægger armeerne beslag på et anseligt større rum end tidligere. Organiseringen af selvstændige, uafhængige troppeenheder har gjort dette muligt, uden at der opstår ulemper i forhold til den, der efter gammel skik (med 70 til 100.000 mand) står koncentreret på ét sted. En enkelt troppeenhed, der er organiseret, som man nu gør, kan nemlig stå sig mod en dobbelt og tredobbelt overlegen fjende et stykke tid. De øvrige kommer så til stede, og selv om også den første virkehg bliver slået, så har den - som allerede tidhgere i anden forbindelse bemærket - ikke kæmpet forgæves. Nu om stunder rykker altså de enkelte divisioner og korps i felten adskilt fra hverandre, ved siden af og bag ved hverandre, og kun så tæt på hverandre, at de, hvis de hører til samme armé, kan nå at deltage i dennes slag. Den aktuelle form for forplejning uden magasiner muliggør dette. Organiseringen af troppeenhederne med deres stab og deres forplejningsmyndighed letter den.

15. Når ikke vigtigere grunde er afgørende (f.eks. hvor den fjendtlige hovedarmé befinder sig), vælger man de frugtbareste provinser til sine operationer, for lethed ved at forpleje fremmer foretagendernes hast. Vigtigere end forplejningen kan kun være opholdsstedet for den fjendtlige hovedarmé, man opsøger, beliggenheden af den hovedstad og det arsenal, man vil erobre. Alle andre hensyn, f.eks. den fordelagtige form for opstilling af stridskræfterne er, som vi allerede har omtalt, i reglen meget mindre vigtige.

16. Trods denne nye forplejningsform er det langt fra, at man kan undvære magasiner helt, og en klog feltherre vil, selv om provinsens hjælpekilder er fuldt tilstrækkelige, dog ikke undlade med henblik på uforudsete situationer og muligheden for at kunne koncentrere mod bestemte punkter at oprette magasiner bag sig. Denne forsigtighedsforanstaltning hører til dem, der ikke må tages på formålets bekostning.

2. Forsvar 
1. Politisk betyder forsvarskrig en krig, man fører for sin uafhængighed. Strategisk betyder forsvarskrig et felttog, hvori jeg begrænser mig til at bekæmpe fjenden på den krigsskueplads, jeg har forberedt til dette formål. Om jeg på denne krigsskueplads leverer slagene offensivt eller defensivt, ændrer intet heri.

2. Man vælger i hovedsagen den strategiske defensiv, når fjenden er overlegen. Naturligvis er der knyttet store fordele til fæstninger og forskansede lejre, som udgør en krigsskueplads’ vigtigste forberedte foranstaltninger. Hertil må også henregnes kendskab til egnen og besiddelse af gode kort. Med disse fordele bliver en mindre armé eller en armé, der er baseret på en mindre stat og på ringere hjælpekilder, bedre i stand til at bekæmpe modstanderen end uden disse hjælpemidler. Hertil kommer følgende to grunde, der kan føre til, at man vælger defensivkrigen. For det første hvis de provinser, der omgiver min krigsskueplads, har ringe forsyningsmuligheder og derfor besværliggør operationerne væsentligt. I så fald unddrager jeg mig ulempen, og fjenden må underkaste sig den. Dette er f.eks. nu (1812) den russiske armés situation. For det andet hvis fjenden er mig overlegen med hensyn til krigsførelse. På en forberedt krigsskueplads, som vi kender, og hvor alle biomstændighederne er til vor fordel, er krigen lettere at føre, der begås ikke så mange fejl. I dette tilfælde, nemlig hvis mangel på tillid til vore tropper og generaler får os til at føre forsvarskrig, forener man gerne den taktiske defensiv med den strategiske - d.v.s. man leverer slagene i de af os forberedte stillinger, og igen fordi man derved udsættes for færre fejl.

3. I forsvarskrig må man lige så vel som i angrebskrig forfølge et stort formål. Dette kan kun være at sphtte den fjendtlige armé, hvad enten det sker ved et slag eller ved, at man til det yderste besværliggør dens underhold, derved bringer den i en ilde forfatning og tvinger den til at gå tilbage, hvorunder den nødvendigvis udsættes for store tab. Wellingtons felttog i året 1810 og 1811 er et eksempel på dette30.

Försvarskrig består derfor ikke i uvirksomt at afvente begivenhedernes gang. Vente skal man kun, hvis man har klar og afgørende nytte af det. Yderst farlig for forsvareren er den stilhed før stormen, der går forud for store slag, som angriberen samler nye kræfter til. Havde østrigerne efter slaget ved Aspern31, forstærket sig til en styrke tre gange så stor som kejseren af Frankrigs, hvad de jo kunne, så ville den rohge periode, der varede lige til slaget ved Wagram,32 have været nyttig for dem - men kun under denne betingelse. Da de ikke gjorde det, gik denne tid til spilde for dem, og det ville have været klogere at udnytte Napoleons ufordelagtige situation til at høste frugterne af slaget ved Aspern.

4. Meningen med fæstninger er, at en betydelig del af den fjendtlige armé skal beskæftiges med at belejre dem. Dette tidspunkt må altså udnyttes til at slå den øvrige del af armeen. Man må derfor levere sine slag bag ved sine fæstninger, ikke foran dem. Man må ikke være uvirksom tilskuer til, at de bliver taget, som Bennigsen33 var, mens Danzig34 blev belejret.

5. Store vandløb, d.v.s. vandløb som man kun kan slå bro over med stort besvær, som f.eks. Donau neden for Wien og Nedre Rhin, danner en naturlig for- svarslinie. Ikke sådan at man fordeler sig jævnt langs vandløbet for at forhindre enhver overgang, hvilket er farligt, men sådan at man holder det under observation og falder over fjenden fra alle sider dér, hvor han er gået over, og i det øjeblik, hvor han endnu ikke har samlet alle sine kræfter, hvor han endnu er begrænset til et snævert terræn nær ved floden. Slaget ved Aspern er et eksempel herpå. Ved slaget ved Wagram havde østrigerne helt unødvendigt overladt fransk- mændene for meget terræn, så at de karakteristiske ulemper ved flodovergang derved blev ophævet.

6. Bjerge er den anden slags terrænhindring, der danner en god forsvarslinie. Man kan bruge dem på to måder. Enten lader man dem ligge foran sig og besætter dem kun med lette tropper, idet man på en måde betragter dem som en flod, som fjenden må sætte over, og i det øjeblik hvor han trænger frem fra passene med adskilte kolonner, falder man over en af dem med hele sin styrke. Eller også stiller man sig op i dem. I dette tilfælde må man kun forsvare de enkelte pas med små enheder, og en betydehg del af arméen (1/3 til 1/2) må holdes i reserve, for at man med denne kan rette et overlegent angreb mod en af de kolonner, der er trængt igennem. Man skal altså ikke opdele denne store reserve for at forhindre, at alle kolonner uden undtagelse trænger igennem, men fra første færd sætte sig for med den at falde over de kolonner, man antager for de stærkeste. Slår man på denne måde en væsentlig del af den angribende armé, så vil de kolonner, der er trængt igennem, af sig selv trække sig tilbage. De fleste bjerges struktur er sådan, at der i midten af dem befinder sig mere eller mindre høje plane partier (plateauer), medens den del af bjergene, der grænser til plateauet, er gennembrudt af stejle dale, der danner adgangsveje. I bjergene finder forsvareren således en egn, hvor han hurtigt kan bevæge sig til højre og til venstre, medens de angribende kolonner er skilt fra hverandj^e af stejle, utilgængelige rygge. Kun hvis bjergene har denne beskaffenhed, giver de gode muligheder for en defensiv. Er de derimod i hele den indre del ujævne og utilgæn- gehge, så at forsvarerens styrker står spredt og uden indbyrdes forbindelse, er forsvar af dem med hovedstyrken en farlig foranstaltning, for under disse omstændigheder er alle fordele på angriberens side, idet han med stor overlegenhed kan angribe bestemte punkter, og intet pas, intet isoleret punkt er så stærkt, at det ikke i løbet af en enkelt dag kan tages af en overlegen styrke.

7. Med hensyn til krig i bjerge skal generelt bemærkes, at i denne afhænger alt af de undergivnes og af officerernes dygtighed, men endnu mere af soldaternes ånd i almindelighed. Her kræves ikke stor manøvreevne, men krigerånd og hjerte for sagen, for enhver er her mere eller mindre overladt til sig selv. Deraf kommer, at især nationale militser er særligt egnede til krig i bjerge, for de mangler nok det ene, men besidder det andet i højeste grad.

8. Endelig skal med hensyn til den strategiske defensiv bemærkes, at da den i sig selv er stærkere end offensiven, skal den kun tjene til at tilkæmpe sig de første store resultater, og hvis dette formål er opnået, og freden ikke følger umiddelbart efter, at de videre resultater så kun kan opnås ved offensiv. For den, der uafladelig vil forholde sig defensivt, udsætter sig for den store ulempe til stadighed at ville føre krigen på egen bekostning. Dette kan en stat kun holde til en vis tid, og hvis den udsatte sig for sin modstanders stød uden nogen sinde at støde tilbage, ville den altså højst sandsynligt til sidst udmattes og bukke under. Man skal begynde med defensiven, for at man des sikrere kan slutte med offensiven.

3. Angreb
1. Det strategiske angreb sigter på direkte at opnå krigens formål, det er direkte rettet mod at ødelægge de fjendtlige stridskræfter, mens det strategiske forsvar til dels kun indirekte søger at opnå dette mål. Deraf følger, at grundsætningerne for angreb er indeholdt allerede i strategiens almindelige grundsætninger. Kun to emner behøver nærmere omtale.

2. Det første er den bestandigt pågående erstatning af tropper og våben. For forsvareren bliver dette forholdsvis lettere, da hans hjælpekilder er i nærheden. Skønt angriberen i de fleste tilfælde råder over en større stat, må hans kræfter dog fremdrages fra en større eller mindre afstand og altså med besvær. For at han ikke på noget tidspunkt skal mangle kræfter, må han træffe sådanne foranstaltninger, at udskrivning af rekrutter og transport af våben sker, længe før der er behov for at anvende dem. Vejene på hans operationslinier må uden ophør være fyldt med mandskab, der rykker frem, og forsyninger, der føres til. På disse veje må oprettes militærstationer for at forøge transporthastigheden.

3. Selv under de heldigste omstændigheder, selv med den største moralske og fysiske overlegenhed må angriberen regne med muligheden af, at det kan gå galt. Derfor må han på sine operationslinier skaffe sig punkter, som han kan ty til med en slagen armé. Det drejer sig om fæstninger med forskansede lejre eller forskansede lejre alene. Store vandløb er det bedste middel til at sinke en forfølgende fjende for en tid. Man sikrer overgangene over disse (brohoveder der omgives af en række stærke redouter35). Til at besætte disse punkter, til at besætte de vigtigste byer og fæstningerne må man efterlade flere eller færre tropper, alt efter om man i større eller mindre grad må frygte fjendtlige invasioner eller provinsens indbyggere. Disse tropper danner sammen med de fremrykkende forstærkninger nye enheder, der, hvis udfaldet er heldigt, følger efter angrebsarmeen, men som, hvis det går galt, tager opstilling i de befæstede punkter for at sikre tilbagegangen. Kejseren af Frankrig har altid været meget omhyggelig med at foretage sådanne foranstaltninger i ryggen på sin armé og derfor ved sine dristigste operationer vovet mindre, end det så ud til.  

IV. Om at efterleve de angivne grundsætninger i krig 
Krigskunstens grundsætninger er i sig selv yderst simple og helt i pagt med sund sans, og selv om de i taktikken beror på en særlig viden i noget højere grad end i strategien, så er denne viden dog af så ringe omfang, at den næppe kan sammenlignes med anden viden i mangfoldighed og dybtgående sammenhænge. Det er altså her slet ikke nødvendigt med lærdom og dybsindig videnskab, end ikke med store forstandsevner. Skulle der være brug for en særlig forstandsevne ud over en trænet dømmekraft, så viser al erfaring, at det skulle være list eller snuhed. Man har længe hævdet det stik modsatte, men kun ud fra en ubegrundet ærefrygt for emnet eller på grund af forfængehghed hos de forfattere, der har skrevet om det. Fordomsfri eftertanke må overbevise os om det, men endnu stærkere har erfaringen påtvunget os denne overbevisning. Sidst har i Revolutionskrigen en mængde mennesker, der ikke har gennemgået en mihtær uddannelse, vist sig som egnede, ja ofte førsterangs feltherrer. Om Condé36, Wallenstein,37 Suvorov38 og mange andre er det i det mindste meget tvivlsomt, hvad de havde fået af uddannelse. Selve krigsførelsen er meget vanskelig, derom er der ingen tvivl. Men vanskeligheden ligger ikke i, at der skulle kræves særlig lærdom eller stort geni for at forstå krigsføringens grundsætninger. Det kan enhver velordnet forstand, der er fordomsfri og nogenlunde bekendt med emnet. Selv anvendelsen af disse grundsætninger på kortet og papiret frembyder ingen vanskeligheder, og at have udkastet en god operationsplan er heller ikke et egentligt mesterstykke. Hele vanskeligheden består i:

også under udførelsen at forblive tro mod de grundsætninger, man har opstillet for sig selv.

At gøre opmærksom på denne vanskelighed er formålet med denne afsluttende bemærkning, og at give Deres kongelige højhed et tydeligt, klart billede af den anser jeg for det vigtigste af alt, hvad jeg har villet opnå med denne fremstilling. Hele krigsførelsen ligner en komphceret maskine, der virker med uhyre friktion, sådan at operative kombinationer, man med lethed udkaster på papiret, kun lader sig udføre med store anstrengelser. Således ser den frie vilje, feltherrens ånd sig uafladelig hæmmet i sine bevægelser. På den ene side kræves der en særhg sjæls- og forstandskraft til at overvinde denne modstand, på den anden side går mangen en god tanke alligevel til grunde i denne friktion, og man må derfor gøre sine foranstaltninger enklere og mindre højtflyvende, selv om de i mere kompliceret form ville have haft større virkning. Det er måske ikke muligt udtømmende at opregne årsagerne til denne friktion, men de væsentligste er følgende: 

1. Man ved altid mindre om fjendens tilstand og foranstaltninger, end man forudsætter i sine planer. I det øjeblik, hvor vi vil udføre en truffet beslutning, opstår der tusind tvivlsspørgsmål for os om de farer, der kan være forbundet dermed, hvis vi har taget grundigt fejl i vore forudsætninger. Vi overvældes af en følelse af ængstelighed, der almindeligvis let griber mennesker, når de skal udføre noget stort, og fra denne ængstehghed til ubeslutsomhed, fra ubeslutsomhed til halve foranstaltninger er der kun et lille, umærkeligt skridt.

2. Man er ikke blot usikker om fjendens styrke, men rygtet (alle efterretninger, vi får om ham fra forposter, fra spioner eller tilfældigt) gør den større. Den store hob er af natur frygtsom, og derfor opstår der evindelig overdrevne forestilhnger om faren. Alt, hvad der påvirker feltherren, forener sig altså om at give ham en falsk opfattelse af den fjendes styrke, han har over for sig. Heri ligger der en ny kilde til ubeslutsomhed. Man kan ikke tænke sig denne uvished for stor, og det er vigtigt fra første færd at forberede sig på den. Har man forud overvejet alt, har man fordomsfrit søgt og fundet, hvad situationen mest sandsynhgt indebærer, så skal man ikke straks være parat til at opgive den hidtidige opfattelse, men underkaste de efterretninger, der indløber, en vis kritik, sammenligne dem med hverandre, indhente nye efterretninger o.s.v. Meget hyppigt gendrives derved de falske efterretninger på stedet, ofte vil de første efterretninger blive bekræftet, og i begge tilfælde vil man altså nå til vished og så kunne tage sin beslutning. Mangler denne vished, må man sige til sig selv, at i krig kan intet udføres, uden at man vover noget, at krigens natur på ingen måde altid tillader at se, hvor man bevæger sig hen, at det sandsynlige dog er og bliver sandsynligt, selv om det ikke falder hge i øjnene, og at man, hvis det, man har foranstaltet, ellers er fornuftigt, ikke kan gå helt til grunde ved en enkelt fejltagelse.

3. Usikkerheden om tingenes tilstand i hver given situation går ikke blot på fjenden, men også på ens egen armé. Denne kan kun sjældent optræde så samlet, at man til hver en tid kan have klart overblik over alle dens dele. Er man til- bøjehg til ængstelighed, vil ny tvivl opstå. Man vil forholde sig afventende, og en pause i den samlede indsats vil være den uundgåehge følge. Man må altså have tiUid til, at ens egne almindehge foranstaltninger vil få den forventede virkning. Frem for alt hører hertil, at man har tillid til sine underførere. Man må altså ubetinget hertil vælge folk, man kan have tiltro til, og lade alle andre hensyn komme bagefter. Har man truffet sine foranstaltninger hensigtsmæssigt, har man i forbindelse hermed taget alle de mulige uheld i regning og altså indrettet sig sådan, at man, hvis de under gennemførelsen indtræffer, ikke straks går helt til grunde, så må man modigt gå frem gennem uvishedens mørke.

4. Vil man føre krigen med indsats af store kræfter, så vil underførerne og også tropperne (især hvis de ikke er krigsvante) ofte møde vanskehgheder, som de fremstiller som uoverstigelige. De vil finde marchen for lang, anstrengelsen for stor, forplejningen umulig. Vil man låne øre til alle disse diffikulteter, som Frederik II kaldte dem, så vil man snart helt opgive ævred og i stedet for at handle med kraft og energi være svag og dådløs. For at kunne modstå alt dette må man have den tilhd til egen indsigt og overbevisning, der lige i øjeblikket normalt ser ud som egensindighed, men som er den forstandskraft og karakterstyrke, vi kalder fasthed.

5. Alt det, man regner med skal ske i krig, indtræffer aldrig så præcist, som dén forestiller sig, der ikke selv opmærksomt har iagttaget krigen og er vant til den. Ofte beregner man en kolonnes march flere timer galt, uden at man kan sige, hvad forsinkelsen beror på. Ofte møder vi uforudselige hindringer. Ofte regner man med at nå et bestemt punkt med armeen og er flere timer senere ikke nået derhen. Ofte præsterer en hlle post, vi har udstillet, meget mindre, end vi kunne vente, en fjendtlig meget mere. Ofte er en provins’ ressourcer ikke så store, som vi mente. O.s.v. Alle de forsinkelser, der herved opstår, kan kun opvejes ved, at feltherren kræver meget store anstrengelser, og dette krav kan han kun få honoreret ved at vise strenghed, der grænser til hårdhed. Kun på den måde, og kun hvis han kan stole på, at det muhge altid præsteres, kan han være sikker på, at disse små vanskeligheder ikke får stor indflydelse på operationerne, at han ikke må se sig for langt bag et mål, som han skulle have kunnet nå.

6. Man må nok antage, at en armés tilstand aldrig vil være sådan, som den forudsættes at være af den, der fra sin lune stue følger den. Holder han med denne armé, vil han forestille sig den 1/3 til halvdelen stærkere og bedre, end den er. Det er ganske naturligt, at feltherren indtager samme holdning, når han laver den første plan for sine operationer, og at han derefter ser sin armé smelte bort på en måde, han ikke har tænkt sig, sit kavaleri og artilleri bhve uanvendehgt o.s.v. Det, der forekommer iagttageren og feltherren muligt og let ved felttogets åbning, bhver, når det skal gennemføres, ofte svært og umuligt. Hvis feltherren nu er en mand, der med dristighed og viljestyrke, drevet af stor ærgerrighed, alhgevel forfølger sine mål, så vil han også nå dem, medens et almindeligt menneske vil mene i armeens tilstand at finde tilstrækkelig undskyldning til at opgive dem. Masséna39 i Genova og Portugal. Ved Genova'’40 blev de grænseløse anstrengelser, som hans karakterstyrke, ja hans hårdhed drev mennesker til, kronet med held. I Portugal41’ veg han ud i det mindste meget senere end en anden ville have gjort. I de fleste tilfælde befinder den fjendtlige armé sig i en lignende tilstand. F.eks. Wallenstein og Gustav Adolf42 ved Nürnberg,"43 kejseren af Frankrig og Bennigsen"44 efter slaget ved Eylau.45. Hvordan fjendens tilstand er, ser man ikke, ens egen springer lige i øjnene. Det sidste virker stærkere på almindehge mennesker end det første, fordi sanseindtrykkene hos almindelige mennesker er stærkere end forstandens tale.

7. Hvordan man nu end organiserer troppernes forplejning, om den sker ved magasiner eller rekvisitioner, frembyder den altid en sådan vanskehghed, at den har et meget afgørende ord at skulle have sagt, når man skal vælge, hvad man vil foretage sig. Den stiller sig ofte i vejen for den mest effektive manøvre og tvinger os til at gå efter føden, hvor man hellere ville gå efter sejren, det strålende resultat. Den giver hele maskinen den klodsethed, som får dens resultater til at sakke langt bag ud for de højtflyvende planer. En general, der med tyrannisk magt forlanger de yderste anstrengelser og de største afsavn af sine tropper, en armé, der gennem lange krige er vænnet til disse ofre - hvor meget forud vil de ikke ligge for deres modstandere, hvor meget hurtigere vil de ikke trods disse hindringer nå deres mål! Med lige gode planer, hvilken forskel i resultater!

8. Både i al almindehghed og i hver enkelt af alle de nævnte situationer kan man ikke være opmærksom nok på følgende. De sansehgt anskuelige forestillinger, som man får under gennemførelsen af krigshandlingerne, er mere levende end dem, man forud for dem har skaffet sig ved moden eftertanke. Men de er kun tingenes ydre skin, og dette falder, som vi ved, sjældent nøjagtigt sammen med deres væsen. Man løber altså risiko for at ofre det modne overlæg for det første indtryk. At dette første indtryk i reglen vækker frygt og overdreven forsigtighed, ligger i menneskets naturlige frygtsomhed, der ser alt kun fra den ene side. Mod dette må man altså væbne sig, bevare en blind tillid til resultaterne af sin egen forudgående modne overvejelse for derved at styrke sig mod den svækkelse, som øjeblikkets indtryk kan give. 

For at overvinde denne vanskelighed ved udførelsen er det afgørende, hvor fast og sikker ens egen overbevisning er. Derfor er studiet af krigshistorien så vigtigt, fordi man ved dette på en måde selv lærer tingene at kende, selv ser, hvad der er sket. De grundsætninger, man kan få ved en teoretisk undervisning, er kun egnet til at lette dette studium, at henlede opmærksomheden på det vigtigste i krigshistorien. Deres kongehge højhed må altså gøre Dem bekendt med disse grundsætninger i den hensigt at afprøve dem under læsning af krigshistorien, at se hvor de stemmer med begivenhedernes forløb, og hvor de berigtiges eller endog modsiges af det. Men dernæst er alene studiet af krigshistorien, når man mangler egen erfaring, egnet til at give en anskuelig forestilhng om, hvad jeg her har kaldt hele maskinens friktion. Man må naturligvis ikke blive stående ved hovedresultaterne, endnu mindre holde sig til historieskrivernes ræsonnementer, men gå så meget som muligt i detaljer. For historieskriverne har sjældent som formål den højeste sandhed i fremstillingen. De vil sædvanligvis forskønne deres armés bedrifter eller også påvise, at begivenhederne stemmer overens med de formodede regler. De laver historie i stedet for at skrive den. Man behøver ikke megen historie for at opnå dette formål. Detaljeret kendskab til et par enkelte kampe er nyttigere end almindeligt kendskab til mange felttog. Det er derfor nyttigere at læse flere separate beretninger og dagbøger, som man finder dem i tidsskrifterne, end egentlige historiske værker. Et mønster på en sådan beretning, som ikke kan overgås, er beskrivelsen af forsvaret af Menin i året 1794 i general von Scharnhorsts"46 erindringer47. Denne beretning, især fortællingen om udfaldet og gennembruddet, vil give Deres kongelige højhed en målestok i hænde på, hvorledes man skal skrive krigshistorie. Ingen kamp i hele verden har som denne givet mig den overbevisning, at man i Icrig lige til sidste øjeblik ikke må tvivle på det lykkelige udfald, og at virkningen af gode grundsætninger, der overhovedet aldrig viser sig så regelmæssigt, som man forestiller sig, kommer uventet til syne igen, selv i de ulykkeligste situationer når man helt har opgivet håbet om deres virkning. 
 
En eller anden stærk følelse må give feltherrens kræfter liv. Det være sig ærgerrighed som hos Cæsar, had til fjenden som hos Hannibal, stolthed ved en glorværdig undergang som hos Frederik den Store. Luk Deres hjerte op for en sådan følelse. Yær dristig og listig i Deres planer, fast og standhaftig i udførelsen, besluttet på at møde en glorværdig undergang, og skæbnen vil sætte dén strålende krone på Deres unge hoved, der er fyrstens pryd, og hvis lys vil bære billedet af Dem ind i den seneste efterkommers bryst.
 
 
 
 
Introduktion
Af Nils Berg
 
Den prøjsiske tronfølger, kronprins Friedrich Wilhelm48 var i 1810 femten år gammel. Året før var oberstløjtnant von Gaudi49 blevet hans "guvernør”, d.v.s. ansvarlig for hans opdragelse og uddannelse. Som et led i uddannelsen skulle kronprinsen introduceres i militære emner, og denne undervisning fik i 1810 den da 30-årige major Carl von Clausewitz som opgave. Undervisningen strakte sig over perioden 1810-12.
 
Carl von Clausewitz anno 1810
 
Kronprinsen kunne næppe få en bedre kvalificeret lærer end Clausewitz, der fra naturens hånd var udrustet både med rige intellektuelle evner og med energi og lyst til at bruge dem. Hans militære uddannelse var begyndt, da han som 12- årig blev officersaspirant ved regimentet "Prins Ferdinand". Han oplevede første gang krigen 13 år gammel som deltager i belejringen af Mainz i 1793. Derefter gjorde han garnisonstjeneste i Neuruppin indtil 1801 og udviklede sig samtidig ved omfattende mere eller mindre systematisk læsning. Det store vendepunkt i hans udvikling var hans deltagelse i uddannelsen på Allgemeine Kriegsschule 1801-03. Scharnhorst,50 der var indkaldt til Prøjsen fra Hannover, havde reformeret uddannelsen på krigsskolen, og denne pragmatiske reformator blev fra da til sin død i 1813 Clausewitz’ inspirator, protektor og faderhge ven. Scharnhorst sørgede for, at Clausewitz efter skolen kunne blive i Berlin og videreudvikle sig i hovedstadens frugtbare miljø. Han blev ansat som adjudant hos den jævnaldrende prins August af Prøjsen, kongens fætter. Dermed fik han adgang til hoffet og blev efterhånden bekendt med også civile reformfolk.
 
Et vendepunkt markerer også Prøjsens katastrofale nederlag i dobbeltslaget ved Jena og Auerstedt 1806, hvor Clausewitz viste sig som en tapper og dygtig fører i prins Augusts bataljons kamp. Efter krigsfangenskab i Frankrig sammen med prinsen vendte Clausewitz tilbage til Berlin i 1807. Den ydmygende fred i Tilsit 1807 gjorde det uafviseligt for alle, at Prøjsen behøvede gennemgribende reformer. Clausewitz blev nu en af Scharnhorsts nærmeste medarbejdere i reformarbejdet. Her mødtes han med den østrigskfødte Neidhardt von Gneisenau,51 som han blev knyttet til med varige venskabsbånd. Samarbejdet med Scharnhorst blev særlig tæt, da han i 1809 blev befriet for sit hverv som adjudant for prins August. Samme år blev han lærer ved Allgemeine Kriegsschule. Han underviste i artilleri, ingeniørlære, generalstabslære og - sidst men ikke mindst - "den lille krig", d.v.s. det lette infanteris og rytteris anvendelse frigjort fra hærens hovedstyrke under et felttog52. Han viste sig som en engageret underviser og en fremragende pædagog.
Til al hans tjenstlige medgang føjede sig, at han nu som major i generalstaben, trods et yderst tvivlsomt adelskab, kunne godtages som ægtemand til grevinde Marie von Brühl, der var af urgammel adel. De blev gift i 1810 efter allerede i 1805 at være blevet klare over, at deres fremtid skulle være fælles. Scharnhorst havde tiltro til Clausewitz’ store evner. Til denne nyttige forudsætning for at gøre karriere føjede sig i 1810 det sikre tegn på kongelig nåde, at han blev kronprinsens lærer. Dermed syntes Clausewitz’ avancement til høje poster sikret.
På dette højdepunkt i sin udvikling underviser han i 1810-12 kronprinsen.
 
Vor viden om Clausewitz’ undervisning af kronprinsen
Hovedkilden til vor viden om den undervisning, Clausewitz gav kronprinsen, er den:
OVERSIGT over den HANS KONGELIGE HØJHED KRONPRINSEN i årene 1810, 1811 og 1812 af forfatteren meddelte militære undervisning,
 
som udgiveren af Vom Kriege, Marie von Clausewitz, føjede til 3. bind af dette værk, selv om oversigten - som hun skriver i fortalen af 183353 - "ganske vist egentlig ikke hører til dette"54. Oversigten falder i to dele. Den første er det udkast til undervisningsplan, Clausewitz forelagde general von Gaudi, kronprinsens guvernør, og som vi må formode er den plan, undervisningen er gennemført efter. Den anden del er "den oversigt over det hele, hvormed han afsluttede denne undervisning", som Marie von Clausewitz siger det i fortalen af 1833. Det er denne sidste oversigt, hvis indhold - historisk og aktuelt - er så væsentligt, at det skønnes at burde forehgge i dansk oversættelse. Den danske oversættelse vil ikke omfatte udkastet til undervisningsplan, men de passager i denne, som det er værd at hæfte sig ved, vil blive behandlet i det følgende.
 
Undervisningsplanen
I indledningen til planudkastet siger Clausewitz, at et egentligt studium af krigen og krigskunsten kan der ikke blive tale om, for "det fordres ved studiet af en videnskab, man vil lære fra grunden, at man en tid lang fortrinsvis vier den sine kræfter og sin tid, og dette synes for kronprinsens vedkommende endnu at være for tidhgt". Vigtigst er det, "at give prinsen en tydelig forestilling om krigen, men på en måde, der ikke er for vidtløftig og ikke lægger for meget beslag på prinsens kræfter". Til krigskunsten skal kronprinsen kun "erhverve et foreløbigt kendskab", sådan at han "derved skal bhve i stand til at forstå den nyere krigshistorie". Her taler Clausewitz som elev af Scharnhorst, der så studiet af krigshistorien som et væsentligt led i officerens uddannelse og selvstudier. I sin pædagogik vil Clausewitz vælge en vej, der hgger "et ungt menneskes naturlige tankerække nærmest". Han vil derfor, bl.a. for at prinsen altid skal kunne forstå ham "stedse knytte emnet så nært som muhgt til den naturhge menneskeforstand og derved ofte fjerne mig fra den videnskabelige ånd og fra skolens former". Clausewitz går derefter over til at fremstille de synspunkter, der bærer planen. Begyndelsen af denne fremstilhng viser for det første utvetydigt, at det er muligheden for at forstå og få indsigt gennem krigshistorien, han ser som det egenthge mål med undervisningen, for det andet at han allerede på dette tidspunkt er nået frem til det taktik- og strategibegreb, der formuleres i Om Krig:55
 
"For at forstå krigshistorien må man foruden et foreløbigt kendskab til våben- og troppearter dog især have nogle begreber om den såkaldte anvendte eller højere taktik og om strategien. Taktikken eller fægtningslæren er egentlig hovedsagen, dels fordi afgørelsen falder i fægtningerne, dels fordi der er mest at lære i dem. Strategien eller læren om kombinationen af de enkelte fægtninger for at opnå felttogets formål er mere en genstand for den naturhge og modnede dømmekraft".
 
Taktikken vil bhve behandlet på forskelhge steder i undervisningsplanen ud fra følgende ræsonnement: 
 
"Selve taktikken har to forskellige arter af genstande. Den ene slags kan forstås uden at have begreber fra helhedens strategiske sammenhæng. Hertil hører alle mindre deles stilling og kampmåde fra kompagni og eskadron til brigade af alle våben i alle arter af terræn. Den anden slags hænger sammen med strategiske forestillinger. Hertil hører hele korps’ og armeers optræden i kamp, forposter, lille krig o.s.v., fordi der her indgår begreberne position, slag, march o.s.v., der ikke kan forstås uden forestillinger om hele felttogets sammenhæng".
 
Ideen i undervisningsplanens opbygning bhver herefter:
"Jeg vil derfor skille de to arter genstande, begynde med en ganske overfladisk fremstilling af krigen, lade taktikken eller de mindre deles optræden i kamp følge efter og standse med hele korps’ og armeers opstilling (slagorden) for endnu engang at vende tilbage til oversigten over felttoget og nærmere angive tingenes sammenhæng. Derpå vil jeg lade de øvrige kapitler om taktikken følge. Endelig vil strategien begynde med en fremstilling af et felttogs forløb for at betragte genstandene under dette nye synspunkt".
 
Efter denne analyse opstiller Clausewitz den skematiske undervisningsplan under følgende hovedoverskrifter:
- Bevæbning
- Artilleri
- Andre våbenarter
- Anvendt eller højere taktik
- Strategi
 
Den detaljerede specificering under disse hovedoverskrifter udelades her.
 
Afrundingen på undervisningen
Som afrunding (Ergänzung) på sin undervisning af kronprinsen skrev Clausewitz den betydningsfulde oversigt over Krigsføringens vigtigste grundsætninger, som hermed udsendes i dansk oversættelse. Allerede i sin fortale 1832 til 1. bind af Vom Kriege omtaler Marie von Clausewitz denne udfærdigelse som et væsenthgt punkt i hans videnskabelige udvikling: "En studie (Aufsatz), han afsluttede sin undervisning af hans kongelige højhed kronprinsen med, indeholder allerede kimene til hans følgende værker. Men først i året 1816 i Koblenz begyndte han igen at beskæftige sig med videnskabelige arbejder og at samle de frugter, som de rige erfaringer fra fire så vigtige krigsår havde bragt til modning i ham."56
 
I fortalen af 1833 til bind 3 af Vom Kriege57 motiverer hun optagelsen af denne studie i 3. bind med, "at dette arbejde indeholder ligesom kimen til hele værket om krigen, og allerede i den henseende burde det vel have en særlig interesse for de fleste læsere". Når Clausewitz skrev denne oversigt på dette tidspunkt, var det måske mindre af hensyn til sin unge elev end for at klargøre for sig selv og efterverdenen, hvilke grundlæggende ideer om taktik og strategi reformfolkene var nået frem til. Studien kan ses som en statusopgørelse og et testamente. For i 1812 brændte Clausewitz sine skibe! Allerede i 1809 havde reformatorerne håbet, at kongen58 ville gøre fælles sag med Østrig mod Napoleon, men forgæves. Deres frustration gav sig forskelligt udtryk: f.eks. tog Gneisenau sin afsked og planlagde oprør. Clausewitz ville gå i engelsk tjeneste via Østrig, men kom ikke af sted, før Østrig var slået.
I lighed med en række tyske stater i Rhinforbundet valgte kongen i 1812 til reformatorernes afsky at alliere sig med Napoleon og stille et armékorps til rådighed for Ruslandsfelttoget. Hermed var målet fyldt for Clausewitz! Han indgav sin afskedsansøgning og fik den kort og køligt bevilget den 23. april: "Vedrørende Deres ansøgning af 12.ds. meddeler jeg Dem hermed afsked. Friedrich Wilhelm59. Det var nu så som så med den kongelige nåde, og helt fortabte Clausewitz den, da han sammen med andre prøjsiske patrioter uden kongens tilladelse gik i russisk tjeneste. Sin motivering for dette skridt formulerede han i det berømte bekendelses- memorandum Drei Bekenntnisse.60
Først efter aktiv medleven i krigsbegivenhederne 1812-1561, kunne han i 1816 i Koblenz som stabschef hos Gneisenau i de af Prøjsen nyerhvervede Rhin- provinser genoptage sit militærvidenskabehge arbejde.
 
Indholdet af Krigsføringens vigtigste grundsætninger
Værket fylder i sider kun ca. 5% i forhold til Om Krig, så alene af den grund kan der kun være tale om en kim til hovedværket. Derudover må noteres, at vi på væsentlige punkter ikke kan finde rødder til Om Krig i kronprinsbelæringen. Der mangler frem for alt det, der hæver Clausewitz op over det rent militærfaglige plan og gør ham til den første egentlige krigens filosof og hans hovedværk til et yderst særpræget samfundsvidenskabehgt arbejde, nemlig dels hans udforskning af "krigsfænomenernes væsen", d.v.s. analysen af begrebet krig, dels hans placering af krig som "en handling i samkvemmet mellem mennesker" og hans tese om, at dette samkvem hører til politikkens verden, idet "krig ikke er andet end en fortsættelse af det politiske samkvem iblandet andre midler"62.
Når selv ikke kimene til disse tanker kan findes i kronprinsbelæringen, er det næppe fordi Clausewitz ikke har villet gøre det for svært for sin unge elev. Grunden er snarere, at først hans deltagelse i krigsbegivenhederne 1812-15 fra Moskva til Paris gav ham de praktiske erfaringer på og om højere føringsni- veauer, der kunne bære en teori. Først bearbejdningen af disse erfaringer udvikler ham til fuld modenhed som teoretiker.
 
Selv om kronprinsbelæringen således er et rent militærfagligt skrift, har Clausewitz imidlertid allerede her peget på de ting, der især adskiller ham fra hidtidige militærteoretikere:
- Betydningen af at krigskunstens teori også tager de moralske størrelser i betragtning, selv om disse ikke kan inddrages i en kvantitativ analyse. (Afsnit 1)63
- Den fyldige analyse af begrebet krigsmaskinens friktion og påpegning af, hvad "feltherren" skal gøre for at overvinde den. (Afsnit IV)64
- Tesen om at kampen er krigens grundelement. (Afsnit II, indledningen)65
- Den klare sondring mellem begreberne taktik og strategi, der bærer inddelingen i hovedafsnittene II og III (ovenfor s. 39).
- Tesen om forsvaret som den stærkeste form for krigsførelse. (Afsnit m.2.8.).
 
Vurdering af Clausewitz' skrift
Clausewitz’ tekst som helhed er et personalhistorisk dokument, der viser hans evne til klar og stringent tænkning samt hans på én gang livfulde og saglige fremstilHngsevne. Teksten i afsnit III om strategi præges af en tidløshed, der gør den læseværdig den dag i dag. Afsnit II om taktik er først og fremmest en førstehånds historisk kilde til vor viden om, hvorledes de prøjsiske reformfolk opfattede den taktiske lære, der måtte drages af udviklingen gennem Revolutions- og Napoleonskrigene, en lære der prægede reglementsskrivningen og dermed fremgangsmåderne i de såkaldte Befrielseskrige 1813-15, der bragte Napoleon til endeligt fald. Clausewitz’ fremstilling dækker også de grundsætninger, den danske hær byggede sin taktik på i De slesvigske krige, jf. Stockfleths fægtningslære, der er en udmærket samtidig fremstilling af taktikken, som den blev doceret ved Landkadetakademiet mellem de to krige. Stockfleth viser ved flere henvisninger til Vom Kriege, at han er godt kendt med dette værk. Han refererer således Clausewitz’ strategi- og taktikbegreber, men det fremgår, at man på bjerget har hyldet en anden begrebsbygning. Det fremgår også af Stockfleth, at man i Danmark i beskrivelsen af organisation og fremgangsmåder har været stærkt påvirket af fransk terminologi. Hvis en nutidig læser i tanken ajourfører Clausewitz’ tekst i afsnit II under hensyntagen til den udvikling i bevæbning, organisation og dermed muligheder, som først og fremmest den våben- og kommunikationstekniske udvikling har medført, kan den måske også tjene som aktuel inspirationskilde.
 
Når titlen er Krigsføringens vigtigste grundsætninger, er det nærliggende at spørge, om disse grundsætninger er identiske med de Krigsføringens grundprincipper, der er opstillet som normative forskrifter i det danske Feltreglement I: principperne om målet, offensiven, tyngde, økonomi med kræfterne, kræfternes samspil, bevægelse, overraskelse og sikring. Svaret er, at det er muHgt at udlede samtlige disse principper af Clausewitz’ tekst66,og at vi derfor, når vi søger efter oprindelsen til de eksplicit formulerede principper i nutidens reglementers og håndbøgers lister, for så vidt kan tillægge Clausewitz paterniteten, som han i sine grundsætninger har formuleret dem implicit. Det nærmeste han kommer en liste, er afsnit III. 1. Almindelige grundsætninger. Ud fra sin almindelige uvilje mod virkelighedsfjerne dogmatikere og pedanter advarer han imidlertid mod at anvende grundsætningerne forkert. Hans standpunkt er, at de er gode til fremstilling af teorien og til øget forståelse under studiet af denne, men at man under udførelsen af en operation stort set må klare sig med "en trænet dømmekraft". I Vom Kriege udtrykker han det sådan:
"Teorien... skal give den fremtidige fører i krig hans åndelige udvikling, eller snarere lede ham under hans selvstudium, men ikke ledsage ham på slagmarken - ... Hvis der på grundlag af teoriens studier som en selvfølge danner sig grundsætninger og regler, .... så vil teorien ikke stritte imod denne åndelige naturlov. Tværtimod vil den, når hvælvingen afsluttes med en sådan slutsten, gøre den yderligere synlig. Men den gør kun dette for at tilfredsstille tænkningens logiske lov, ... men ikke for derudfra at opstille en algebraisk formel til brug på slagmarken"67
 
Til diskussionen om grundsætninger kan føjes, at der i Clausewitz’ tekst bor flere principper end de i Feltreglement I opregnede. F.eks. skriver Clausewitz i afsnit IV, at krigsmaskinens friktion bevirker, at "operative kombinationer, man med lethed udkaster på papiret, kun lader sig udføre med store anstrengelser". Noget af den modstand, friktionen skaber, kan - siger han - overvindes ved feltherrens "sjæls- og forstandskraft", men "på den anden side går mangen en god tanke alligevel til grunde i denne friktion, og man må derfor gøre sine foranstaltninger enklere og mindre højtflyvende, selv om de i mere kompliceret form ville have haft større virkning". 
 
Heraf kan udledes, at man i sin planlægning skal holde sig simpelhedens princip for øje. I slutningen af afsnit IV skriver Clausewitz, at når man mangler egen erfaring, er alene studiet af krigshistorien egnet til at give en anskuelig forestilling om krigsmaskinens friktion. I dette studium skal man "gå så meget som muligt i detaljer", og man behøver ikke så megen historie: "Detaljeret kendskab til et par enkelte kampe er nyttigere end almindeligt kendskab til mange felttog". I forbindelse med den evige diskussion om, hvorvidt og hvordan krigshistorie bør indgå i officersuddannelsen,68 bør det nok understreges, at det, Clausewitz her går ind for, kun har relevans for den taktiske uddannelse. Hvordan krigs- og militærhistorie skal dyrkes f.eks. med almendannende sigte eller i forbindelse med politologiske emner, er et andet spørgsmål.
 
Værkets stil
Sammenligner man stilen i kronprinsbelæringen og Om Krig, finder man lighederne i de klare og stringente tankegange, som tilstræbes udtrykt sagligt og livfuldt. Tre forskelle falder i øjnene:
1) Stilen er ensartet fra begyndelsen til slutning i kronprinsbelæringen, men ret varierende gennem Om Krig.
2) Den gennemsnitlige periodelængde i kronprinsbelæringen er kortere, hvilket begunstiger læsbarheden.
3) Anvendelse af sammenligninger, metaforer o.lign. til illustration og uddybning af tankegange er udviklet til et typisk stiltræk i Om Krig. Der findes gennemsnitlig 0,9 sammenlignende billeder pr. side. I kronprinsbelæringen er frekvensen ti gange så lille, idet der i alt kun findes 4, nemlig:
- "Man sparer på skillingen og lader daleren rulle" (II. La. 10.)
- "kvæler ... i fødslen" (III. 1.7.)
- "stilhed før stormen" (III.2.3.)
- "uvishedens mørke" (IV.3.)
Også de litterære ambitioner er blevet større i Om Krig.
 
Oversættelsen
Som grundlag for den her foreliggende danske oversættelse er benyttet teksten i Vom Kriege, 19. oplag (jubilæumsudgaven), 1980, side 1043-86. For at bevare tekstens værdi som kilde er den oversat uden udeladelser, og redaktion og typografi er som forlægget. Tekstens spatieringer er gengivet med kursiveringer. Der er således ikke som i den tyske udgave af 1936 (Cochenhau- sen) og den amerikanske af 1942 (Gatzke) gennem typografien gjort forsøg på at angive, hvad der nu må anses for forældet i Clausewitz’ tekst. Det er tilsigtet at gengive Clausewitz’ sprog og stil, så nær det lader sig gøre, når verbale og syntaktiske germanismer skal undgås. 
 
 
Litteratur
Carl von Clausewitz: Om Krig I-IIL Oversat og redigeret af Nils Berg. Rhodos, København 1986. 1088 sider. (Om Krig). Bind III indeholder kommenterende artikler af Nils Berg, Anders Boserup, Michael H. Clemmesen, K.V. Nielsen, Mogens Rosenløv og Johannes Witt-Hansen. Her findes yderhgere htteraturhenvisninger.
 
Carl von Clausewitz: Die wichtigsten Grundsätze des Kriegführens. Udgivet af Friedrich von Cochenhausen. Junker und Dünnhaupt Verlag, Berlin 1936. 58 sider. {Cochenhausen). Udgiveren har med kursiv markeret de passager i Clausewitz’ tekst, som efter hans skøn på udgivelsestidspunktet (d.v.s. op til 2. Verdenskrig) ikke mere har gyldighed.
 
Carl von Clausewitz: Principles of War. Translated and edited with an introduction by Hans W. Gatzke. The Telegraph Press, Harrisburg Pennsylvania 1942, Fifth Printing 1945. 82 sider {Gatzke). Teksten er oversat efter Cochenhausen, og dennes kursiveringer er bibeholdt. Noterne er ret fyldige.
 
Carl von Clausewitz: Schriften - Aufsätze - Studien - Briefe: Dokumente aus dem Clausewitz-, Scharnhorst- und Gneisenau- Nachlass sowie aus öffentlichen und privaten Sammlungen. Hrsg. von Werner Hahlweg. Vanden- hoeck & Ruprecht in Göttingen. Bd.l. 1966, Bd.2. 1990. Andet bind forelå først i trykken efter udgiveren, Werner Hahlwegs død den 7. maj 1989. Foruden udgiverens forord indeholder det derfor også et "Geleitwort" af Walter Bussmann fra den historiske kommission ved det bayriske videnskabsakademi, hvis kildeudgivelser de to Clausewitz-bind er led i. {Clausewitz-dokumenter 1 og 2).
 
Gerhard Förster: CARL von CLAUSEWITZ. Lebensbild eines patriotischen Militärs und fortschrittlichen Militärtheoretikers. Militärverlag der Deutschen Demokratischen Republik, Berhn 1983. 56 sider. {Förster).
 
Harald Stockfleth: Principer for Krigsførelsen og GRUNDTRÆK AF FÆGTNINGS- LÆREN. Høsts Forlag, Kjöbenhavn 1855. 104 sider. {Stockfleths fægtnings- lære). Forfatterens hovedinspiration angives at være Clausewitz, men han "har ved udarbejdelsen benyttet de bedste kilder, men dog i intet kapitel fulgt nogen enkelt af dem, ..." (s. V). En udmærket kilde til viden om datidens taktiske fremgangsmåder og terminologi. 
 
 
 
Noter
1. Carl Philipp Gottfried von Clausewitz (1780-1831). Udførligere levnedsbeskrivelse kan findes i kommentarbindet til den danske oversættelse af Clausewitz’ hovedværk Vom Kriege {Om Krig, Rhodos 1986): I min Introduktion (s. 804-807) og - især - hos Michael H. Clemmesen: Clausewitz - liv og person (s. 841-76).
 
2. Kronprins Friedrich Wilhelm (1795-1861), søn af Friedrich Wilhelm III (se note 58). Konge 1840-1861 som Friedrich Wilhelm IV. Han var en flersidigt begavet mand, hvis tanker om kongemagten var præget af romantikken. Hverken fast vilje eller sund fornuft prægede hans adfærd. I 1848 lod han skyde på de oprørske folkemasser i Berlin, derefter ydmygede han sig og lovede en fri forfatning og slog endelig allerede samme år ind på en reaktionær kurs. Frankfurtpariamentet tilbød ham kejserkronen 1849, men han afslog, fordi han kun ville modtage den fra fyrsterne. I 1858 var han så åndssvækket, at broderen - fra 1861 konge som Wilhelm I - måtte overtage regentskabet.
 
3. Frederik II den Store (1712 - 1740 - 1786), søn af Friedrich Wilhelm I (1688 - 1713 - 1740). Gjorde Prøjsen til en europæisk stormagt. Med Østrig under Maria Theresia som hovedmodstander udkæmpede han de tre Schlesiske krige i tidsrummet 1740 - 1763, hvorved Schlesien erobredes, og besiddelsen af det hævdedes. Vestprøjsen erhvervedes i 1772 ved Polens 1. deling. 1785 dannede han et tysk fyrsteforbund som modvægt mod Østrig.
 
4. 1. schlesiske Krig 1741-43 og 2. schlesiske Krig 1744-45 repræsenterede Prøjsens bidrag til Den østrigske Arvefølgekrig 1740 - 48. 3. schlesiske Krig 1756-63 kaldes også Syvårskrigen. I 1. schlesiske Krig besejredes østrigerne bl.a. ved Chotusitz (tjek. Chotusice) 1742. Ved freden i Berhn 1743 afstod Østrig Schlesien. I 2. schlesiske Krig besejredes sachserne og østrigerne ved Hohenfriedeberg (po. Dabromierz) 1745. Ved freden i Dresden 1745 bekræftedes afståelsen af Schlesien. I Syvårskrigen sejrede Frederik den Store i 1756 ved Pirna og Lobositz (tjek. Lovosice), led nederlag 1757 ved Kolin (tjek. Kolm), men sejrede samme år ved Rossbach og Leuthen (po. Lutynia). I 1758 kæmpedes nærmest uafgjort med russerne ved Zorndorf (po. Sarbinowo), medens østrigerne sejrede ved Hochkirch. I 1759 led Frederik den Store et knusende nederlag ved Kunersdorf (po. Kunowice). 1760 led østrigerne nederlag ved Liegnitz (po. Legnica) og Torgau, medens russerne nåede frem til Berlin. 1761 erobrede østrigerne fæstningen Schweidnitz (po. Swidnica) og russerne Kolberg (po. Kolobrzeg). I 1762 sluttedes fred med Rusland og Sverige, hvorfor Maria Theresia måtte give op. Freden sluttedes i Hubertusburg 1763, hvor Østrig opgav sine krav på Schlesien.
 
5. Ved landsbyen Leuthen (po. Lutynia) slog Frederik den Store den 5. december 1757 en ca. dobbelt så stor østrigsk hær under Karl af Lothringen og feltmarskal Daun. Det var hans største sejr i Syvårskrigen.
 
6. Clausewitz bruger her som mange andre steder ordet "Korps". Ofte betegner han hermed en troppeenhed af divisions eller korps’ størrelse, men lige så ofte bruges det vagt om en hvilken som helst (større) enhed.
 
7. By i Bayern ved Donau. Napoleon besejrede her den 23. april 1809 østrigerne under ærkehertug Karl, der måtte trække sig tilbage til Böhmen.
 
8. Landsby nordøst for Wien. Napoleon besejrede her den 5. - 6. juh 1809 østrigerne under ærkehertug Karl. Der sluttedes våbenstilstand i Znaim (tjek. Znojmo) 12. juli og fred i Wien 14. oktober.
 
9. By i Westfalen ved Weserfloden. Hertug Ferdinand af Braunschweig førte her prøjsiske og engelske tropper til sejr over franskmændene under marskal Contades den 1. august 1759. Franskmændene måtte trække sig tilbage bag Rhinen og Main.
 
10. Landsby i Westfalen også benævnt Thonhausen eller Thodthausen. En tredjedel af hertug Ferdinands armé (jf. note 9) var organiseret som et selvstændigt korps under general von Wangenheim. Samtidig med hovedslaget ved Minden søgte et fransk korps under marskal Broghe at overrumple Wangenheims korps, hvilket mislykkedes.
 
11. Landsby 45 km sydvest for Leipzig. Den 5. november 1757 slog Frederik den Store med 25.000 mand på få timer marskal Soubises franske hær og dennes tyske hjælpestyrker af rigsarmeen på tilsammen godt 50.000 mand.
 
12. (po. Legnica). By i Nedre Schlesien 60 km vest for Breslau. Her slog Frederik den Store 30.000 østrigere under Laudon den 15. august 1760 med en halvt så stor styrke.
 
13. Landsby i Øvre Bayern 30 km øst for München. Her besejrede franskmændene under Moreau den 3. december 1800 østrigerne og bayrerne.
 
14. Se note 7.
 
15. Se note 8.
 
16. Se note 5.
 
17. Se note 8.
 
18. Landsby i Sachsen. Østrigerne under feltmarskal Daun overraskede den 14. oktober 1758 med et angreb ved daggry med 78.000 mand Frederik den Stores hær på 40.000 mand, der led et alvorligt nederlag. De prøjsiske tab var på omkring 9.000 mand, hvoraf flere generaler.
 
19. Massive bly- eller jernkugler fyldt i dåser eller sække til beskydning af personel på kort hold.
 
20. Flintbøssen var et forladegevær med flintlås (snaphanelås). Afløste i det 17. århundrede luntebøssen.
 
21. Se note 9. 
 
22. (russ. Pravdinsk). By sydøst for Königsberg (Kaliningrad) ved Allefloden. Her besejrede den 14. juni 1807 franskmændene under Napoleon russerne under Bennigsen.
 
23. I Syvårskrigen var Prøjsen omgivet af fjender: Østrig og Sachsen mod syd, Frankrig mod vest, Sverige mod nord og Rusland mod øst. Frederik den Store klarede vanskelighederne ved at udnytte fordelen ved at være på de indre linier til en offensiv strategi. Efterhånden blev hans modstanderes overlegenhed for stor, og han måtte begrænse sig til en mere defensiv strategi under bibeholdelse af en offensiv taktik.
 
24. Der refereres til Jominis lære om de indre linier. Antoine Henri Jomini (1779-1869). Militærforfatter og russisk generalløjtnant født i Schweiz. Fik betydelig indflydelse på det 19. århundredes opfattelse af Napoleons krigskunst og på uddannelsen af generalstabsofficerskorp- sene i de fleste lande.
 
25. Clausewitz var en skarp kritiker af Dietrich von Biilows (1757-1808) geometrisk baserede strategi.
 
26. Dette gælder kun delvis for slagene ved Marengo (1800), Ulm (1805), Jena (1806), Eckmühl (1809) og Wagram (1809).
 
27. I slaget ved Prag den 6. maj 1757 led østrigerne nederlag til Frederik den Store. Byen belejredes 7. maj - 29. juni 1757.
 
28. By i Böhmen 55 km øst for Prag. Her besejrede feltmarskal Daun Frederik den Store den 18. juni 1757 og tvang ham til at opgive belejringen af Prag og forlade Böhmen.
 
29. Curt Christoph greve af Schwerin (1684-1757). Prøjsisk generalfeltmarskal. Faldt ved Prag 1757.
 
30. Arthur Wellesley, hertug (1813) af Welhngton (1769-1852). I 1808 førte han en hær til det franskbesatte Portugal og slog franskmændene under Junot ved Vimeiro. Opnåede i The Peninsular War 1809-13 store resultater.
 
31. Landsby nord for Donau neden for Wien, som den nu er en del af. Efter sejren ved Regensburg (note 7) drog Napoleon ind i Wien den 13. maj 1809. Han angreb ærkehertug Karls hær, men led nederlag i det blodige slag ved Aspern og Esslingen den 21. og 22. maj. Han fik revanche i slaget ved Wagram den 5.-6. juli, der førte til fredsslutning.
 
32. Se note 8.
 
33. Levin (Leontij) Leontjevitj Bennigsen (1745-1826). Russisk general født i Braunschweig. Overgeneral 1807.
 
34. Franskmændene belejrede Danzig under marskal Lefebvres ledelse marts - maj 1807. Russerne under Bennigsen forholdt sig passive. Byen kapitulerede den 25. maj og frigjorde ressourcer for Napoleon til slaget ved Friedland (note 22).
 
35. En redoute er i feltbefæstningen en lukket, som regel firkantet skanse med brystværn til alle sider. 
 
36. Louis II af Bourbon, prins af Condé (1621-1686). Fransk feltherre kendt som "den store Condé". Begyndte sin strålende militære karriere i 1640. Udmærkede sig ved Rocroi, Freiburg, Nordlingen og Lens. Gik 1652 over til spanierne, men vendte efter Pyrenæerfreden 1659 tilbage til Paris. 1675 øverstbefalende i Tyskland.
 
37. Albrecht von Wallenstein (1583-1634). Tysk feltherre af gammel böhmisk adel. Var i Trediveårskrigen en af det katolske, kejserlige partis fremragende hærførere.
 
38. Alexander Vasiljevitj Suvorov (1729-1800). Russisk feltmarskal. Deltog i Syvårskrigen. Udmærkede sig i kampen mod tyrkerne. Slog den polske opstand ned i 1794. Førte den russiskøstrigske hær i 1799 i Italien (sejr ved Novi), men blev slået af Masséna ved Zürich. Hjemkaldt 1800.
 
39. André Masséna (1758-1817). Marskal af Frankrig. Hertug af RivoU 1808, fyrste af Essling 1810. Udmærkede sig ved Rivoh 1797, ved Aspern og Essling 1809 og ved Wagram 1809. 1810-12 øverstkommanderende i Portugal. 1814 sluttede han sig til Ludvig XVIII.
 
40. I foråret 1800 skulle Masséna forsvare Genova mod østrigerne. Masséna holdt ved stadige udfald østrigerne beskæftiget og holdt byen til den 4. juni, hvilket gjorde det muhgt for Napoleon at vinde ved Marengo den 14. juni.
 
41. Som øverstkommanderende i Portugal 1810-12 i kampen mod WeUington viste Masséna sin viljekraft og beslutsomhed. Kun ét egentligt slag blev udkæmpet ved Busaco og tabt af Masséna. De franske tab på 25.000 mand skyldtes i hovedsagen sult og sygdom. At tabene iklæ blev større skyldtes Massénas dygtige ledelse af tilbagegangen.
 
42. Gustav II Adolf (1594-1632). Konge af Sverige 1611. Fred med Danmark efter Kalmarkrigen i Knäred (Knærød) 1613. Fred med Rusland 1617, hvorved Karelen og Ingermanland erhvervedes. Deltog i Tredi veårskrigen 1630-32 og besejrede Tilly ved Breitenfeld 1631 og Wallenstein ved Lützen 1632, hvor han faldt. Gjorde Sverige til den dominerende Østersømagt.
 
43. Efter at Wallenstein gentagne gange havde afslået at kæmpe, angreb Gustav Adolf den 3. september 1632 hans lejr ved Nürnberg. Begge sider led svære tab, men Wallenstein holdt stand.
 
44. Levin (Leontij) Leontjevitj Bennigsen (1745-1826). Russisk general født i Braunschweig. Overgeneral 1807 ved Eylau og Friedland. Deltog ved Borodino 1812 (Kutuzovs stabschef) og Leipzig 1813.
 
45. (po. Ilawa) (Preussisch Eylau, Deutsch Eylau). By 36 km sydøst for Königsberg (Kahningrad). Her kæmpede den 8. februar 1807 russerne under Bennigsen mod franskmændene under Napoleon og marskallerne Davout og Ney. Slaget var meget blodigt, og ingen af parterne havde ved mørkefald vundet en afgørende sejr. De franske tab var større end de russiske, men da Bennigsen klargjorde sig troppernes udmattelse og frygtede, at forstærkninger ville tilgå franskmændene, rømmede han slagmarken.
 
46. Gerhard Johann David von Scharnhorst (1755-1813). Prøjsisk generalløjtnant. Han var født hannoveraner og kom i 1801 i prøjsisk tjeneste. I den ydmygende fredsperiode efter 1807 reorganiserede han hæren og var en af hovedmændene i genrejsningen. Skaber af den i 1813 indførte almindelige værnepligt. Som stabschef hos Blücher blev han i 1813 i slaget ved Grossgörschen såret i benet og døde kort tid senere af koldbrand.
 
47. Die Verteidigung der Stadt Menin und die Selbstbefreiung der Garnison unter dem Generalmajor V. Hammerstein. 1803. Sidste udgave Berlin 1936, bd. 11 i Kriegsgeschichthche Bücherei. I flere dage i april 1794 forsvarede general Hammerstein med en styrke på 2.000 mand den befæstede by mod franske angreb med 20.000 mand under Moreau. Da Hammersteins ammunition og proviant slap op, og byen var gået op i luer, brød han den 30. april gennem fjendens hnier uden at miste mere end en femtedel af sin styrke.
 
48. Se note 2.
 
49. Friedrich Wilhelm Leopold friherre von Gaudi (1765-1823), prøjsisk generalløjtnant. Som oberstløjtnant blev han guvernør for l<Jonprins Friedrich Wilhelm 7. april 1809.
 
50. Se note 46.
 
51. August Wilhelm Anton Neidhardt von Gneisenau (1760-1831). Prøjsisk generalfeltmarskal 1825. Medvirkende i hærreformarbejdet efter 1807. Stabschef hos Scharnhorst. Generalstabschef 1813. Blüchers stabschef 1815. Tog afsked 1816 i protest mod reaktionen. Chef for observa- tionsarmeen i Posen 1831. Død af kolera samme år.
 
52. Clausewitz’ skriftlige grundlag for undervisningen i den lille krig er publiceret under titlen Meine Vorlesungen über den kleinen Krieg i Clausewitz-dokumenter 1 s. 208-588.
 
53. Fortalen er i uddrag trykt i den danske oversættelse Om Krig s. 25-26. Oversigten er imidlertid ikke medtaget i oversættelsen.
 
54. I Clausewitz-dokumenter 2 s. 102-121 findes yderligere et dokument vedrørende kronprinsens undervisning: Einleitung in das Studium der Schlachten und Gefechte. Für den Kronprinzen. Dette må antages at være det manuskript, Clausewitz benyttede som grundlag for sine foredrag for kronprinsen. Manuskriptet er inddelt i 36 paragraffer, der tilsammen giver en klar, systematisk fremstilling med et indhold, der i det væsentlige svarer til den - mere omfattende - oversigt, han ved afslutningen af undervisningen affattede som en afrundende opsummering. Det er derfor ildce fundet nødvendigt at medtage forelæsningsmanusMptet i den her forehggende oversættelse.
 
55. Se Om Krig s. 103 og 173.
 
56. Sst. s. 14.
 
57. Se note 53.
 
58. Friedrich Wilhelm III (1770-1840). Konge af Prøjsen 1797- 1840. I kampen mod Napoleon viste han utilstrækkeligt overblik og handlel<raft. Han deltog tøvende og tvivlende i genrejsningen, men erhvervede en vis anseelse ved retsind og pligtfølelse. De nye politiske og nationale problemer magtede han ikke, og perioden efter Wienerkongressen 1815 blev præget af stilstand og reaktion. 
 
59. Citeret efter Förster s. 24.
 
60. Om bekendelsesmemorandummet se s. 864 i Michael H. Ciemmesens i note 1 anførte afhandling. Om hele udviklingen se sst. s. 861- 69.
 
61. Om Revolutions- og Napoleonskiigene se s. 1008-41 hos Mogens Rosenløv: Politik og krige i Europa 1648-1815 i Om Krig.
 
62. Se Om Krig s. 23, 132 og 750. Generelt herom se sst. s. 877- 910 hos Johannes Witt-Hansen: Clausewitz - videnskabsteoretisk set. Se også sst. s. 911-30 Anders Boserup: Staten, samfundet og krigen hos Clausewitz.
 
63. Jf. sst. s. 183-96.
 
64. Jf. sst. s. 93-98.
 
65. Jf. sst. s. 58-66 og 237-52.
 
66. Eksempelvis kan princippet om målet udledes af II.l.A.ll og 12., II.1.B.8. og III.1.5. og 8. Princippet om tyngde af I.I., II.l.A.lO., II.l.B.l. og 3. og III. 1.6.
 
67. Om Krig s. 122. For hele spørgsmålet om krigens principper se sst. s. 960-67 hos K.V. Nielsen: Krigsfilosofi og militærteorier. (På s. 963, 1. 7 f.n. skal efter "Hgger" indføjes "ikke".) Se også S. Bergstein og K.V. Nielsen: Krigens principper. Militært Tidsskrift 1987, s. 81-93.
 
68. Se f.eks. Militært Tidsskrift 1987 s. 45-61 og 152-165, 1989 s. 263-268, 1990 s. 33-43 og 4454, samt 1991 s. 282-287. 
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_121_aargang_saernummer.pdf
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.