A Cardboard Castle? An Inside History of the Warsaw Pact

Anmeldt af Erik Beukel

Vojtech Mastny and Malcolm Byrne (eds.): A Cardboard Castle? An Inside History of the Warsaw Pact, 1955-1991Budapest and New York: Central European University Press, 2005. 726 sider, $75.00.

 

Foto: ceupress.com

Alle fire bind er produceret i et samarbejde mellem Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact (PHP), der er et konsortium af amerikanske og europæiske forskere, som koordineres af professor Mastny, og Cold War International History Project, der koordineres af Woodrow Wilson International Center for Scholars, Washington, DC. Bag fremstillingen af den omfattende samling af dokumenter fra Warszawapagtlandenes politiske og militære ledere står således flere af de mest fremtrædende forskere og centre i international koldkrigsforskning.

                             ”A Cardboard Castle?” (der udkom efter DIIS’ udredning om Danmark under den kolde krig) anlægger et langtidsperspektiv på den kolde krig ved at fremlægge og kommentere 155 dokumenter, hvoraf det første er fra oprettelsen af Warszawapagten (WP) i 1955, og det sidste fra da pagten nedlagde sig selv i 1991. Dokumenterne er hentet fra arkiver i alle de tidligere Warszawapagtlande, og mange har været klassificerede indtil de seneste år. Den indledende oversigt (74 sider) er skrevet af Mastny, mens Byrne i samarbejde med Mastny har skrevet de korte kommentarer til hvert af de 155 dokumenter. Som antydet i titlen og det direkte siges allerede i smudsomslaget, giver de mange dokumenter mulighed for efterfølgende at vurdere, om den frygtindgydende militærmaskine, som Warszawapagten var set fra Vesten, svarede til opfattelsen af pagten set indefra. Svaret gives straks på bogens omslag: set indefra var Warszawapagten hverken så formidabel eller så ensrettet, som den syntes udefra. Interessant nok fremlægges dog også dokumenter, som tyder på, at Warszawapagtens militære planlæggere i en periode faktisk selv opfattede pagten som en formidabel krigsmaskine, der hurtigt kunne overrende Vesteuropa. Anskuet i et historisk perspektiv kan værket derfor ses som et forsøg på at perspektivere en påstand om Warszawapagten som en effektiv militærmaskine.

Jo mere WP bliver en del af fortiden og historien, jo mere kan den synes et ’papslot’, som var forudbestemt til at falde sammen. Men som fremhævet af Mastny er det en fejlslutning. Ikke mindst på WP’s højdepunkt fra midten af 1960’erne frem til slutningen af 1970’erne var den en enorm militærmaskine, som kunne have påført Europa ufattelige ødelæggelser, hvis den var blevet sat i bevægelse over jerntæppet. Der eksisterede planer om i tilfælde af krig at bruge maskinen på en offensiv måde. Flere af dokumenterne er mildt sagt forbløffende. F.eks. er dokument nr. 27 fra 1964 specielt interessant, fordi det iflg. kommentaren er den eneste faktiske krigsplan - til forskel fra øvelsesplan – som indtil nu er blevet offentlig tilgængelig fra nogen af alliancerne. Dokumentet omhandler den tjekkoslovakiske hærs rolle som led i de overordnede sovjetiske og WP-operationer i tilfælde af krig i Europa. Sproget er russisk, og da det oprindelig var håndskrevet og stilet til den tjekkoslovakiske præsident Novotný, tyder det på, at det var udarbejdet af russerne med henblik på en meget snæver kreds. I dokumentet kan man læse, hvorledes de militære planlæggere forestillede sig, at WP kunne nå så langt som det centrale Frankrig omkring Lyon på 9 dage, og det vel at mærke efter at både WP og NATO havde sprængt mere end 100 atombomber i det centrale Europa! Tilsvarende viser et dokument (nr. 31) fra den ungarske hær i 1965 en udpræget nuklear romantik (Byrne’s og Mastny’s udtryk), hvor de østlige hære kunne rykke frem som planlagt uden de store problemer, efter at europæiske storbyer som München og Wien – i det neutrale Østrig (!) - var blevet knust af WP’s atomangreb. Også fra begyndelsen af 1970’erne eksisterede tilsvarende bemærkelsesværdige planer om den militære og politiske udvikling under en krig i Europa. F. eks. skildrer en polsk øvelsesplan fra 1971, hvorledes den polske hær efter at have erobret Hannover ville oprette en lokal regering som en såkaldt enhedsfront, hvori indgik både det tyske kommunistparti og SPD, som kommunister på det tidspunkt ellers forhånede ved enhver lejlighed (dokument nr. 73).

Efter midten af 1970’erne begyndte de østlige beskrivelser af udviklingen at være mindre optimistiske. F. eks. holdt Bresjnev i 1978 en tale til andre WP-ledere, som afspejlede det mere dystre syn på udviklingen, bl.a. ved at imperialismen iflg. den daværende sovjetleder havde fået Kina som allieret (dokument nr. 84). Interessant nok indledte den sovjetiske leder dog også denne tale med den obligatoriske henvisning til den ’styrkelse af socialismen i verdenspolitikken som en ubestridelig kendsgerning’, der først forsvandt fra sovjetlederes taler efter midten af 1980’erne. Også ledende sovjetiske officerer blev i deres interne rapporter mere pessimistiske på denne tid, ikke mindst ved at erkende et stadig større teknologisk og forsvarsorganisatorisk gab mellem Øst og Vest (dokument nr. 81). Borte med blæsten var de superoptimistiske forestillinger om, at WP kunne rulle frem til Lyon eller den Engelske Kanal på godt en uge.

Krisen i og omkring Polen i begyndelsen af 1980’erne - ”the noninvasion of Poland” er Mastny’s betegnelse – er set med bagklogskabens fordel på flere måder et vendepunkt i sovjetisk østeuropapolitik. Moskvas første reaktion på begivenhederne i Polen i sommeren 1980 (dannelsen af den uafhængige fagforening Solidaritet mv.) var i overensstemmelse med Bresjnev-doktrinen at forberede et militært indgreb som over for Tjekkoslovakiet i 1968. Bl.a. blev der iværksat WP-militærmanøvrer op til og på polsk område. Sideløbende med mange forskellige former for trusler og pression mod den polske regering for at den skulle gribe effektivt ind mod Solidaritet, spirede imidlertid en ny erkendelse i den sovjetiske ledelse af, at et indgreb kunne blive en katastrofe også for Sovjetunionen. En WP-invasion af Polen var ikke simpelthen blevet umulig, og det ville på det daværende tidspunkt have krævet en politisk kraftanstrengelse af de sovjetiske ledere at afstå fra en invasion, hvis krisen i Polen udviklede sig til en reel trussel mod det sovjetiske imperium i Østeuropa. Men det synes uomtvisteligt, at der var en ny erkendelse på vej i den aldrende sovjetledelse allerede i 1981. Det fremgår især af udtalelser fra den meget ortodokse kommunist Suslov på et møde i politbureauet et par dage før, der blevet erklæret undtagelsestilstand i Polen i december 1981. Suslov sagde her, at en invasion ville betyde en katastrofe, og tilsyneladende fik han tilslutning fra de andre sovjetledere. Dette er samtidig et dementi af præsident Jaruzelski’s påstand gennem mange år om, at undtagelsestilstanden reddede Polen fra en sovjetisk invasion.

En del af baggrunden for den aldrende sovjetledelses tilbageholdenhed var den mere markante sikkerhedspolitiske kurs, der blev indledt under Carter og forstærket under Reagan. Samtidig kan nogle af de mest pågående vestlige handlinger i begyndelsen af 1980’erne have øget risikoen for en sovjetisk overreaktion, fordi sovjetlederne havde en yderst mangelfuld forståelse af vestlige hensigter. Således viser en østtysk evaluering fra 1988, at NATO-øvelser kunne misforstås som indledningen til et vestligt overraskelsesangreb (dok. nr. 138). Ikke mindst på dette område er der dog stadig store huller i studiet af den kolde krig.

Som påpeget i Mastny’s fine oversigt fremgår det af dokumenterne, at den sovjetiske ledelse i alt væsentligt var forsigtig under den kolde krig. I modsætning hertil var den militære ledelse alt andet end forsigtig i deres planlægning, og den politiske kontrol med militæret blev svækket med tiden. Men samtidig var sovjetlederne gang på gang tilbøjelig til fejlvurderinger, ikke bare af udviklingen og situationen i Vesten og vestlige hensigter, men også af udviklingen i de østlige samfund. Her lå et af nøgleproblemerne i den kolde krig, som først forsvandt, da Gorbatjov havde siddet ved magten et par år. Dokumenterne efterlader ingen tvivl om, at Sovjetunionen og dets østeuropæiske allierede virkelig følte sig truet af Vesten. Truslen var mere generel end specifik, og den kan ikke reduceres til en bestemt vestlig forsvarspolitik eller våbenanskaffelse, selv om specifikke vestlige militære aktiviteter også kunne opfattes som truende, jf ovenfor. Kernen i den østlige trusselsopfattelse var dynamikken i de frie vestlige samfund og den økonomiske og teknologiske udfordring fra de åbne samfund. Som overordnet politisk doktrin kunne marxismen-leninismen altid sætte disse trusler på begreb og levere den politiske retfærdiggørelse for offensive østlige militære svar. Den opfattelse, at Vesten ville angribe først, var fællesnævneren i alle Warszawapagtplaner og øvelser og fulgte logisk fra dogmet om, at kapitalismen ifølge sin natur var aggressiv. Det var en indbygget grundopfattelse hos de politiske og militære ledere snarere end noget, der blev paraderet med for propagandaformål, og så kunne den konkrete vestlige aggressive krigshandling, som østlige ledere forestillede sig, være nok så tåget og absurd. Først da marxismen-leninismen som ideologisk lim begyndte at slå revner i slutningen af 1980’erne, blev denne grundlæggende årsag til krigsfaren gennem 40 år i Europa opgivet.

                             Blandt de mange andre dokumenter i det værdifulde værk er en intern erklæring fra den sovjetiske forsvarsminister Ustinov (nr. 92), som i 1981 fremlægger de sovjetiske planer for brug af SS-20 raketterne på en måde, der bekræfter nogle af de vestlige bekymringer over dette våben. Andre dokumenter viser substansforskelle mellem WP-landene mht. afspændingspolitikkens og den europæiske sikkerhedskonferences formål og udvikling (dok. nr. 67-70). Ikke kun Rumænien, men især Polen ville bruge konferencen til at mildne delingen af Europa. Det var og Sovjetunionen og DDR stærkt imod, og de stoppede et polsk forslag om at arbejde for en sådan udvikling. Sovjetlederne var dog samtidig usikre på, hvad de ønskede og kunne få ud af konferencen, og deres usikkerhed voksede efterhånden som konferencen udviklede sig til andet og mere end den af Sovjetunionen oprindeligt ønskede bekræftelse af status quo i Europa. Byrne og Mastny skriver, at det lykkedes Vesten, specielt vesteuropæere, at få institutionaliseret ikke-militære emner som menneskerettigheder som en del af den storpolitiske dagsorden i de sidste 15-20 år af den kolde krig. Af dokumenterne kan vi se, at sovjetiske officerer var dybt skeptiske over for al denne snak, som de opfattede som ødelæggende for den altid nødvendige militære årvågenhed. I dag kan de sidste overlevende af den sovjetiske militære ledelse sige til de sidste overlevende af den politiske sovjetledelse: hvad sagde vi?

                             ”A Cardboard Castle?” er et fremragende værk, som vil få en central placering i fremtidige studier af den kolde krigs militære og politisk-militære problemer i Europa.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.1_2006_1.pdf

 

Del: