Canadiske synspunkter vedrørende fremtidens taktik og troppeorganisation

Major O. H. M. Pedersen, Jyske Dragonregiment, der i 1961—63 var elev på den canadiske generalstabsskole, beskriver i denne og to følgende artikler den canadiske opfattelse af den moderne krigs vilkår og krav.

Artikelserien bar dannet baggrund for det af majoren holdte foredrag i Selskabet i december 1963: »Canadiske synspunkter vedrørende organisation og taktik«.

I denne første artikel beskrives de grundlæggende faktorer, der bestemmer kamppladsens organisation.

Den følgende redegørelse er baseret på uklassificeret materiale, der har været anvendt i undervisningen på den canadiske generalstabsskole i tidsrummet 1961— 63. Den kan derfor ikke nødvendigvis betragtes som fuldstændig eller komplet à jourført, men den kan formentlig på fundamentale områder tages som et gyldigt udtryk for aktuel canadisk, militær tænkning.

Fremstillingen gælder for en kampplads, hvor taktiske atomvåben anvendes. Den falder i 3 afsnit: et, hvor de grundlæggende faktorer, der bestemmer kamppladsens organisation, behandles; et, der beskriver den hertil korresponderende troppeorganisation, og et, der beskriver den foreslåede troppeorganisations påregnede anvendelse i hovedkampformerne.

Kamppladsens organisation

Atomkamppladsen

Våben og udrustning skaber en taktisk logik, som bestemmer kampens karakter. Det taktiske atomvåben fremkalder en helt ny kamppladsteori, hvis hovedpunkter er:

Atomvåbnets dominans.

Det stedbundne forsvars sårbarhed.

Spredning.

Forøget tempo i kampen.

Langtrækkende, smidige og sikre signalmidler.

Behov for forøget bevægelighed.

Forøget organisatorisk smidighed fremkaldt af decentralisering af våben. Kamp, karakteriseret af hastigt skiftende situationer, kontinuert manøvre og vidt adskilte kampgruppers selvstændige optræden. Behov for en effektiv efterretningstjeneste til indhentelse af nøjagtige og rettidige oplysninger. Dette er nøglen til udnyttelse af taktiske atomvåben.

Taktisk koordination på højt trin. Forøgede vanskeligheder for kommandoføringen. Behov for et pålideligt og smidigt fagligt system til støtte af operationerne. Stærkt forøget brug af flyvemaskiner og helikoptere til såvel taktiske som administrative formål.

Inden for den betragtede tidsramme (1963/65) påregnes bl. a. følgende materiel at være til rådighed:

Mindre atomsprængladninger og tilsvarende nye leveringssystemer.

Lette amfibiekampvogne med forøget ildkraft. S

tyrede panserværnsraketter.

Selvkørende artilleri med længere skudvidde.

Nye taktiske luftværnsvåben.

En serie af pansrede, bæltedrevne personel- og lasttransportkøretøjer.

 Langtrækkende, lettere signalmateriel.

En komplet serie af hærfly og helikoptere.

Dette nye materiel er indkorporeret i den forsøgsorganisation, som er beskrevet i afsnit 2.

Atomvåbnets indflydelse på taktiske forhold

Atomvåbnet dominerer kamppladsen. En analyse af de heraf bestemte faktorer gør det muligt at drage visse konklusioner vedrørende fremtidig kamps karakteristika. Disse konklusioner kan opsummeres således:

Spredning. Atomvåbnet øver indflydelse på kampen selv når det ikke bliver anvendt, fordi dets eksistens udgør en konstant trussel. Beskyttelse mod fjendens mulige brug af det vil derfor være et hovedhensyn ved al deployering.

For at opnå den fornødne beskyttelse mod atomvåben vil langt større spredning inden for og imellem troppeenheder og afdelinger være nødvendig. Dette er akceptabelt på grund af den forøgelse af de konventionelle våbens ildkraft, som har fundet sted, men først og fremmest som følge af egen rådighed over atomvåben.

Spredningen vil medføre en tendens til at føre kampen i kampgrupper af afdelings størrelse, sammensat af alle våben, og i almindelighed vidt adskilt fra hverandre. På underafdelingstrin er spredningen mindre effektiv som følge af den store områdevirkning af selv små atomvåben. Spredning inden for underafdelinger vil derfor i det væsentlige forblive som hidtil.

En umiddelbar følge af spredningen mellem afdelingskampgrupper vil være et behov for decentraliseret anvendelse af støttevåben, især artilleri, For at opnå bedst muligt samarbejde mellem kampgruppernes komponenter er det hensigtsmæssigt, at sammensætningen af grupperne er relativt stabil.

Atomildkraft. Vestens situation er, at en numerisk underlegen styrke, stærk i atomstøtte, bar til opgave at stoppe en fjende, der er overlegen i konventionelle midler og lige så stærk i atomstøtte. Det er føringens kunst at opveje denne uligevægt.

Atomartilleri er kamppladsens dominerende våbenart. Panser, infanteri og konventionelt artilleri bar til opgave at skabe grundlag for atomvåbnets brug og at udnytte dets virkninger. 1 tidligere taktisk planlægning formuleredes en ildstøtteplan på grundlag af en manøvreide; på en atomkampplads vil forholdet normalt være omvendt. Imidlertid må de nuværende taktiske atomkampmidlers begrænsninger ikke overses (reaktionstid, sårbarhed, pålidelighed og nøjagtighed).

Bevægelighed. Styrkernes spredning og tempoet i operationerne medfører et forøget behov for taktisk bevægelighed.

Ethvert forsvarssystem kan gennembrydes såfremt et tilstrækkeligt antal atomvåben anvendes imod det. I betragtning af det konventionelle styrkeforhold er stedbundet forsvar derfor ensbetydende med selvmord. Følgelig må forsvarskampen føres bevægeligt.

På den anden side kan det rådige manøvrerum være begrænset, som for eksempel mellem Rhinen og Atlanterhavet. En fuldstændig flydende forsvarskamp, hvor rum afgives kritikløst, kan her vise sig lige så farlig som det stedbundne forsvar.

Taktisk initiativ er en betingelse for at opnå resultater på atomkamppladsen. Dette krav indebærer, at forsvarskampen føres som en vekslen mellem angreb og udvigen. »Angrib og vig ud« kan vel blive det afgørende princip for al kamp, og en vis grad af flydenhed må derfor specielt på de lavere trin akcepteres. Efter denne tankegang bevares kontrol over et terrænområde ved bevægelige angrebsoperationer.

Det bør erindres, at taktisk bevægelighed ikke blot kan opnås på jorden ved brag af terrængående amfibiekøretøjer, men også kan opnås i luften. Bevægelighed på jorden begrænses af visse terrænformer, af miner, af radioaktiv reststråling og af hastighed. Virkelig stor bevægelighed kan kun opnås ved brag af lufttransportmidler, hvis anvendelse imidlertid er begrænset som følge af kapacitet og antal til rådighed.

Initiativ. Kampen vil være karakteriseret af kontinuert manøvre, hastigt skiftende situationer og selvstændig optræden af vidt adskilte kampgrupper. Som følge heraf må der lægges større vægt på kravet om initiativ hos de lavere chefer.

Terræn. Atomvåbnet har ikke ændret terrænets taktiske eller strategiske betydning. Områder af strategisk interesse vil altid omfatte terræn, som må fastholdes eller beherskes, og omstridt terræn kan kun vindes ved kamp.

Den rette udnyttelse af terrænet er af vital betydning i atomkrigen. Større troppestyrker kan ikke bindes til terrængenstande, som er lette at identificere. Terrænets betydning ligger væsentligst i dets observationsværdi og i dets indflydelse på bevægelsesfriheden. Vitalt terræn må beherskes uden brug af store troppestyrker. Dette kan opnås ved brug af overvågningsudstyr, luftobservation, bevægelige kampgrupper, hindringer samt hurtige og smidige signalmidler.

Hindringer. Atomvåbnet forøger snarere end reducerer den taktiske betydning af større naturlige eller kunstige hindringer. Dette gælder særligt større floder, bl. a. på grund af sårbarheden af bromatericl. Den pansrede mandskabsvogns amfibieegenskaber nedsætter i nogen grad en vandhindrings værdi, men afhængighed af færger eller broer for det tungere materiels vedkommende vil fortsat være fremherskende i nogen tid fremover.

I angrebet vil overgang over en forsvaret hindring finde sted over bred front, efterfølgende et atombombardement. Anvendelse af luftbårne styrker vil i høj grad lette operationens gennemførelse. Der er ingen tvivl om, at overgang over et forsvaret, større vandløb fortsat vil være landkrigens vanskeligste operation. Det vil næppe volde større vanskeligheder at sætte infanteri over hindringen. Den kritiske periode opstår efter den indledende overgang, når tilstrækkelig styrke skal opbygges på fjendens bred for at tillade angrebets videreførelse mod fjendens hovedstilling.

I forsvaret bør tyngden ikke lægges umiddelbart op til flodlinjen, da dette vil lette fjendens atommåludpegning. En flod giver imidlertid i almindeligbed god observation over bred front. Foretager fjenden overgang vil floden lette gennemførelsen af modangreb ved at splitte fjendens angrebselementer. Fjendens ødelæggelse lettes, når han har ryggen mod hindringen.

Beskyttelse. I atomkrig vil alt personel være sårbart over for fjendens atomvåben. Behovet for beskyttelse understreges af den kendsgerning, at ubeskyttet personel kan lide op til 9 gange så mange tab som beskyttet personel. Sårbarheden kan reduceres ved iagttagelse af følgende forholdsregler:

— Spredning.

— Effektiv udnyttelse af beredskabsrum (skjul).

— Skjul og sløring. I særdeleshed kan betydningen af spordisciplin i beredskabsrum ikke understreges nok. — Konstant bevægelse.

— Beskyttelse af tropper i bevægelse ved anvendelse af terrængående, pansrede køretøjer.

— Nedgravning af personel og materiel, hvor dette er muligt.

Efterretningstjeneste. Et af atomkrigens hovedproblemer vil være at fremskaffe nøjagtige og rettidige målefterretninger som grundlag for den bedst mulige udnyttelse af egne atomvåben. Målopklaring har altid været et primært behov, men over for en med atomvåben udrustet fjende er dette behov vitalt. Det er indlysende, at i en situation, der nærmer sig atomligevægt, kan afgørende fordele opnås ved flere og bedre målefterretninger om fjenden end vi tillader barn at opnå om os.

Direkte beslægtet med efterretningstjenesten er behovet for et overvågningssystem, som kan melde os, registrere og analysere alle bevægelser på kamppladsen. Et sådant system kan i visse henseender sammenlignes med luftforsvarets kontrol- og varslingstjeneste.

Føring. Besiddelsen af atomvåben tillader føreren at gennemføre operationer i stor dybde og over brede fronter. Kravet om en samordnet anvendelse af atomvåben og mobile styrker medfører et behov for taktisk sammenhæng på højt trin. Af denne grund bør korpset betragtes som den grundlæggende troppeenhed på atomkamppladsen.

Atomkrigens krav til føringen kan opsummeres således:

— Fast centraliseret ledelse.

— Decentraliseret udførelse.

— En af alle kendt og forstået taktisk doktrin, der lægger vægt på initiativ og smidiglied hos de lavere chefer.

— Smidighed i føringen ved større anvendelse af operative instruktioner frem for mere detaillerede og specifikke befalinger.

Signaltjeneste. Radio er det primære signalmiddel. Radioens sårbarhed over for fjendens ECM er en svaghed, som dog i nogen grad kan overkommes dels ved tekniske foranstaltninger, dels ved brug af veluddannede og erfarne operatører. Sikring af radioforbindelser, herunder brug af koder, er en anden vigtig faktor, som må ofres betydelig opmærksomhed.

Sikre trådforbindelser kan ikke påregnes i den forreste del af kampområdet på grund af spredningen, kampens flydende karakter og vanskeligheden ved at lægge og vedligeholde tråd over store afstande. Tråd bør imidlertid anvendes mest muligt mellem de mere stedbundne enheder og installationer i bagterrænet. Radio-relæforbindelser kan i et vist omfang erstatte tråd, selv i den forreste del af kampområdet.

Ordonnanser og forbindelsesofficerer hør anvendes til supplering af de øvrige signalmidler.

Faglig tjeneste. Det faglige system til støtte af operationerne må være sikkert og smidigt. Specielt må det være i stand til at støtte vekslende taktiske grupperinger.

Store faglige installationer med den heraf følgende koncentration af materiel og forsyninger er yderst sårbare. For at undgå ødelæggende tab er spredning og andre beskyttelsesforanstaltninger nødvendige. Faglig aktivitet i kampområdet bør boldes på et absolut minimum. De store afstande, hvorover den faglige støtte derfor bør ydes, komplicerer yderligere problemet, specielt transport og kontrol.

Det faglige system bør kunne honorere følgende krav:

— Afdelinger må kunne klare sig uden faglig støtte i længere perioder.

— Kolonner af forsyningskøretøjer må være terrængående og må være i stand til at bryde igennem lettere fjendtlig modstand for at nå frem til isolerede kampgrupper. Lufttransport af forsyninger må kunne anvendes i vidt omfang.

— Kampenheder bør ikke have større fagligt ansvar end absolut nødvendigt.

Moral. Spredning og isolering, mangel på oplysninger, frygt for det uvisse og atomvåbnets umådelige virkning vil forøge det psykiske pres mod alt personel. En høj standard i føring, uddannelse og disciplin er derfor nødvendig. Disciplinen bør baseres på forståelse, sympati og sund sans, men den bør håndhæves strengt.

Akceptabel risiko. Alle styrker på kamppladsen vil være sårbare over for atomvåben. For at løse sin opgave må føreren anvende sin dømmekraft for at afgøre hvilken operativ risiko, der kan akcepteres under forskellige omstændigheder. Risiko kan måles og udtrykkes ved antallet af tropper, der befinder sig inden for virkningsområdet af et våben af en given størrelse. En risiko kan reduceres ved større spredning. Imidlertid kan spredningen føres så vidt, at taktisk sammenhæng og evnen til at kæmpe sættes over styr. Der er derfor brug for vejledning for førerne med hensyn til hvilken risiko, der under normalomstændighederne bør akcepteres. Til tider vil det være nødvendigt at løbe en risiko ud over det normale, men dette bør kun omfatte et begrænset tidsrum.

Den akceptable risiko afhænger af en række faktorer, hvoraf de vigtigste er:

— Størrelse og sammensætning af den fjendtlige atomvåbenbeholdning. Hvor stor en del af denne beholdning vil kunne påregnes anvendt mod taktiske mål.

— Egne troppers styrke.

— Den fjendtlige målefterretningstjenestes effektivitet.

— De fjendtlige leveringssystemers nøjagtighed og reaktionstid. Følgende anses for at være rimelig sund vejledning med hensyn til størrelsen af de koncentrationer, der normalt kan accepteres på atomkamppladsen:

— I den forreste del af kampområdet, som er under effektiv overvågning fra fjendens side, bør højst en kompagnikampgruppe eller 200 mand udsættes for ødelæggelse af et enkelt lille (low yield) atomvåben.

— I det område, der ligger umiddelbart bag den del af kamppladsen, der er under effektiv overvågning fra fjendens side, bør højst en bataillonskampgruppe eller 1200 mand udsættes for ødelæggelse af et enkelt atomvåben af middel størrelse.

— I enhver anden del af krigsskuepladsen bør højst en brigadegruppe eller 6000 mand udsættes for ødelæggelse af et enkelt megaton våben. Den vejledende karakter af ovenstående understreges. Vejledningen skal opfattes som en hjælp for førerens dømmekraft, ikke en erstatning.

Kamppladsens organisation.

Ved fastlæggelse af den fremtidige kampplads’ organisation er der 2 trin at følge:

— Udvikling af en grundopstilling, som yder tilstrækkelig sikkerhed.

— Bestemmelse af metoder til gennemførelse af offensive og defensive operationer fra denne grundopstilling.

Løsningen på sikkerhedsproblemet ligger dels i evnen til at overleve fjendens atomangreb, dels i evnen til at gennemføre effektive operationer. Bekæmpelse af fjendens offensive operationer kan kun gennemføres, hvis vi er i stand til at føre modoperationer, der medfører nedkæmpelse af fjendens tropper. Kamppladsens organisation må derfor tillade føring af sådanne modoperationer. Grundopstillingen hør ikke af den grund betragtes primært som en defensiv opstilling. På atomkamppladsen må tropperne være i stand til at skifte fra forsvar til angreb og omvendt med kort varsel og uden væsentlige omgrupperinger. Forskellen mellem disse to kampformer er i hovedsagen et spørgsmål om initiativ og udnyttelse og udbygning af terrænets hindringsværdi.

Krav til opstillingen. Hensynet til sikkerhed mod fjendens atomvåben stiller krav om en plan for kamppladsens organisation, der tillader spredning, dybde og angrebsbevægelser. Det tidligere nævnte »angrib og vig ud« princip dikterer yderligere, at planen indeholder klart definerede manøvrerum af en sådan størrelse, at styrkerne i disse rum kan løse deres opgave. Grundopstillingen bør derfor tillade:

— Stedfæstelse af fjenden.

— At fjenden formenes nøjagtige målefterretninger.

— Undgåelse af fjendens atombombardement.

— Standsning af fjendens angreb.

— Angreb med egne styrker.

— Nøjagtig anvendelse af egne atomvåben.

— Bevarelse af evnen til at foretage yderligere operationer uden omgruppering.

Relevante hensyn. Ved planlægningen af kamppladsens organisation bør hensyn bestandig tages til følgende forhold:

— Det grundlæggende problem er at tilintetgøre fjenden og hans resourcer ved effektiv anvendelse af atomvåben.

— Målet er tilintetgørelse af fjenden og ikke fastholdelse af terræn.

— Fjendens tilintetgørelse bør opnås uden at afgive mere terræn end højst nødvendigt.

— Et system af forsvarsstillinger kan gennembrydes og dybe fjendtlige indbrud må forventes. Disse indbrud må bringes til standsning, stedfæstes og derpå tilintetgøres ved samordnet anvendelse af atomvåben og bevægelige reserver.

— Et stedbundet forsvar er ensbetydende med tilintetgørelse. På den anden side er en fuldstændig flydende føring af operationerne hverken ønskelig eller mulig. En sådan optræden vil heller ikke nødvendigvis tilvejebringe det ønskede resultat. I de fleste tilfælde vil det være nødvendigt at kombinere brugen af beredskabsrum (skjul) og kampstillinger med gravning, skinmanøvre, sløring og hyppige bevægelser.

Som følge af ovenstående må kamppladsens organisation have til formål at stedfæste fjenden, fastholde ham og tilintetgøre ham. Planen må derfor omfatte:

— Et vel organiseret forsvarsrum, stærkt nok og dybt nok til at standse fjendtlige indbrud. Dette rum bør være uindset af fjenden, det bør gøre gunstigst mulig brug af terrænet, det bør begunstige brugen af egne atomvåben og det bør omfatte lokale reserver.

— Udnyttelse af en større hindring.

— En operativ reserve bag forsvarsrummet til gennemførelse af angreb med henblik på fjendens endelige tilintetgørelse.

— Et fagligt system, som tillader kampgrupper at kæmpe langt fra deres forsynings- og vedligeholdelsesbaser.

Grundlaget for kamppladsens organisation. Forsvaret må baseres på en hindring. Foretager fjendtlige styrker overgang vil kampgrupper i den forreste del af forsvarsrummet optage kontakt og kæmpe udvigende med henblik på stedfæstelse og om mulig fastholdelse af de fjendtlige angrebsstyrker. Disse kampgrupper vil tillige søge at hindre udvidelser i bredden af det fjendtlige brohoved.

Andre kampgrupper, sammensat af kampvogne og infanteri, vil længere tilbage i forsvarsrummet støtte styrkerne i den forreste del af rummet, blokere fjendens fremtrængen og tvinge ham til at danne atommål i forud valgte killing grounds.

I visse tilfælde, når det fjendtlige indbrud er af ringe styrke, vil det være muligt for de kampgrupper, der er engageret i fjendens fastholdelse, selv at opfølge egne atomvåben og genoprette situationen. Indtil dette tidspunkt har operationerne ikke udviklet sig ud over divisionstrinet. Det må imidlertid forventes, at den fjendtlige indtrængen vil være af en sådan styrke, at situationens genoprettelse ligger ud over divisionens formåen. Det er derfor nødvendigt, at en pansertung korpsreserve står rede til at gennemføre modangreb. Dette modangreb har til formål at genoprette situationen i hele forsvarsrummet indtil hindringen.

Kampgrupper, der ikke er i kamp med fjenden, vil være spredt og skjult i beredskabsrum. Kam pstillinger vil ikke være permanent besatte.

Kamppladsens organisation. (Se fig. 1.) Gennemførelse af den ovenfor skitserede plan vil i hovedsagen blive baseret på følgende manøvrerum:

- Opklaringsrummet (The Reconnaissance Area).

Forud for fjendens angreb vil fremskudte styrker blive anvendt foran hindringen for at beskytte hovedstyrkens deployering og indhente efterretninger om fjenden. Når fjenden angriber kæmper de fremskudte styrker udvigende og søger at definere fjendtlige atommål. Der refereres til denne del af kampen som fase 1. De fremskudte styrkers sammensætning og opklaringsrummets afgrænsning vil afhænge af

— Tropper til rådighed (art og mængde).

— Lokale terrænforhold.

— Behovet for tid til hovedstyrkens etablering i forsvarsrummet.

— Hindringens indflydelse på de fremskudte styrkers tilbagegang.

— I hvilket omfang fly og overvågningsmateriel kan anvendes.

— Hvor effektivt egne atomvåben kan anvendes foran hindringen.

- Hindringsrummet (The Obstacle Area).

Det manøvrerum, hvori kampens fase 2 normalt gennemføres, er beliggende på vor side af hindringen i en dybde af indtil 15 miles (24 km). Dette rum vil normalt blive delt på tværs i brigadegruppesektorer. Kampgrupper vil blive fordelt i dybden, rede til angrebsvis indsættelse samordnet med anvendelse af små atomvåben og konventionel artilleristøtte. Operationerne i dette mm bar til formål:

— At vedligeholde konstant observation over hindringen.

— At eliminere mindre fjendtlige brohoveddannelser.

— At tilvejebringe efterretninger, på grundlag af hvilke anvendelse af egne atomvåben kan planlægges.

— At stedfæste fjendtlige indbrud og sinke fjendens fremrykning ved successive, begrænsede angreb i forbindelse med (som opfølgning af) egne atomvåben.

— Over for overlegent fjendtligt angreb, ved redeployering normalt til det fjendtlige indbruds flanker, at hindre udvidelser i bredden af det fjendtlige brohoved.

- Stabiliseringsrummet (The Stabilizing Area). Kampens fase 3, situationens stabilisering eller standsning og fastholdelse af det fjendtlige indbrud, er indledningen til korpsets modangreb. Stærke kampgrupper fordelt i skjulte beredskabsrum vil stå rede til at indtage forberedte kampstillinger og således overtage følingen med fjenden efter styrkerne i hindringsrummet. Stabiliseringsrummet kan være indtil 35 miles (56 km) dybt. Styrkerne i stabiliseringsrummet har til opgave at bringe det fjendtlige angreb til standsning og at tvinge fjenden ind i forud valgte atom killing grounds, for herved at skabe gunstige betingelser for korpsets modangreb.

Reserverummet (The Corps Reserve Arca).

Korpets modangreb, kampens fase 4, vil bestå af et tilintetgørende atomangreb støttet af angreb med korpsreservens panser- og infanteri- brigadegrupper, som i kampens indledende faser har været holdt i beredskab i reserverummet. Angrebets mål er at tilintetgøre fjenden og derved genoprette situationen i korpsets område og genvinde observation og kontrol over hindringen.

Føringsniveau. Hvadenten operationerne er defensive eller offensive af karakter vil de blive ført i stor dybde og over relativt brede fronter. Det taktiske kampområde kan vel være op til 30 miles (48 km) bredt og indtil 100 miles (160 km) dybt. I dette rum vil op til 12 brigadegrupper blive deployeret. En styrke af denne størrelse, fordelt over så stort et rum, kræver en fører, der bar de fornødne signalmidler og tilstrækkelig stab til rådighed. Det laveste trin, hvor dette skønnes at være tilfældet, er korpset.

Atomleveringsmidlernes rækkevidde og midlerne til opnåelse af mål- efterretninger peger ligeledes mod korpset som føringstrin.

Det har vist sig, at føringen på de fleste trin ikke effektivt kan kontrollere mere end 5 manøvreelementer. Det er derfor hensigtsmæssigt al gruppere fra 2 til 5 brigadegrupper under en divisionskommando, og at indkorporere 3 til 4 divisionskommandoer i korpset.

I almindelighed betragtes en division, bestående af indtil 5 brigadegrupper som for lille en styrke til at gennemføre den foreslåede doktrin i den fornødne bredde og dybde. På den anden side vil der være betydelig vanskelighed forbundet med at indpasse doktrinen på armétrin. Afstandene vil medføre forsinkelser i modangrebets levering, som vil kunne få alvorlige følger. Også af denne grund egner doktrinen sig bedst for anvendelse på korpstrinet.

(Fortsættes)

 

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon canadiske_synspunkter_vedr._fremtidens_taktik_og_troppeorganisation.pdf

 

Litteraturliste

Del: