Broderstrid. Danmark mod Sverige 1657 – 60

Anmeldt af Maria Kargaard
”Broderstrid. Danmark mod Sverige 1657 – 60”
 af Kjeld Hillingsø. Udgivet af Gyldendal den 20. april 2009. 240 sider. Pris kr. 250.


Foto: Gucca.dk

Bogens udgangspunkt er den flerhundredårige magtkamp mellem de skandinaviske kongeriger, der kulminerede i 1600-tallet med Roskildefreden (1657) og freden i København (1660), hvor Skåne, Halland og Blekinge blev afstået af Danmark til Sverige for aldrig siden at blive genvundet.

1. juni 1657 indledte den danske konge Frederik III (1648-1670) en præventiv krig mod Sverige for at genvinde Halland, der ved freden i Brömsebro (1645) var blevet pantsat til Sverige i 30 år. Man vidste, at den svenske konge, Karl X Gustav (1654-1660), gik med planer om at lancere et angreb på Danmark, så snart han blev færdig med at føre krig mod Polen, men felttoget i Polen var trukket i langdrag, og imens blev det danske forsvarsberedskab dyrere og dyrere at opretholde. Med krigserklæringen håbede Danmark at kunne tildele Sverige nogle afgørende nederlag og aftvinge det svenske rigsråd en hurtig fred, inden kongen fik løsrevet sig fra Polen.

Hermed havde Danmark imidlertid både fejlvurderet Karl X Gustavs reaktion og styrke. Ved årets udgang var hele Jylland besat af svenske tropper, den nye danske fæstning Frederiksodde (i dag Fredericia) var blevet indtaget efter en kort belejring, og da en hård vinter satte ind og frøs de danske bælter til, besluttede Karl X Gustav at fortsætte fremmarchen over isen, først over Lillebælt og så videre til Sjælland via Tåsinge, Langeland og Lolland-Falster. Det eneste, den danske regering nu kunne gøre, var at bede om fred. Og freden blev hård. Danmark måtte opgive Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm samt Bohus og Trondhjem len i Norge.

På trods af disse store landvindinger var Roskildefreden på mange måder ubelejlig for Karl X Gustav. Tidens militære praksis bød, at krigen skulle finansiere sig selv, hvilket betød, at hvis ikke en hær kunne opholde sig i et besat landområde og leve af, hvad der kunne inddrives her, skulle den opløses. Karl X Gustav overvejede således at angribe den tyske kejser, men fandt, at det var for risikabelt, og havde derefter ingen anden mulighed end at sende sine soldater hjem eller genoptage krigen med Danmark. Han valgte det sidste.  Den 7. august 1658 gik Karl X Gustav i land ved Korsør sammen med 5.200 mand, der skulle indtage København ved en hurtig storm, inden danskerne fik stablet et forsvar på benene.

Denne gang var det imidlertid Karl X Gustav, der havde undervurderet sin modstander. Københavnerne var klar til kamp, så overraskelsesangrebet måtte afblæses, og i stedet indledtes en knap to år lang blokade af hovedstaden, der fandt sin afslutning ved engelsk, fransk og hollandsk mellemkomst, efter at svenskerne havde lidt en stribe afgørende nederlag, bl.a. ved et søslag i Øresund (29. oktober 1658), under stormen på København (10. - 11. februar 1659) og i slaget ved Nyborg (14. november 1659).

Hillingsø beskriver disse begivenheder ud fra en præmis om europæisering, og det er forfriskende. Snarere end et arvefjendeopgør mellem to stridende ”nationer” bør Karl Gustav-krigene forstås ud fra det tidligt moderne Europas politiske og militære miljø, hvor krig var en selvfølgelighed, og hvor det internationale diplomati spillede en afgørende rolle. Dette til tider noget komplicerede spil kortlægger Hillingsø på fin vis med letforståelige redegørelser for de engelske, franske og hollandske interesser, der kom til at dominere fredsslutningerne i 1658 og 1660, fordi det var de tre stormagter magtpåliggende at undgå, at ét land kunne kontrollere Øresund og eventuelt hindre den livsvigtige passage til Østersøen. Det er ligeledes til bogens fordel, at gennemgangen af de militære træfninger sammenholdes med en overordnet indføring i datidens kampformer og militærtekniske forhold. Som læser må man dog savne, at Hillingsø forholder sig kritisk til den litteratur, han har anvendt, og det kunne især have været interessant at høre mere om de ”mere pålidelige kilder” (s. 8), som han tilsyneladende har baseret sine betragtninger på.

Hillingsø skriver engageret og med en fin underspillet tendens, så man som i en god western aldrig er i tvivl om hvem, der er helten, hvem, der er skurken, og hvornår det næste opgør er lige rundt om hjørnet. Dette er med til at gøre ”Broderstrid” til en ganske læseværdig bog for enhver, der er interesseret i udviklingen inden for militær teknik og strategi og trænger til at få opfrisket sin viden om en afgørende periode i Danmarkshistorien. Bogens svaghed er imidlertid også, at den aldrig bliver til mere end dette: En sammenfatning af, hvad vi allerede ved. Der er intet nyt under solen, når Hillingsø gennemgår de forskellige kampe og forhandlinger, og man kan ikke andet end at ærgre sig over, at Hillingsø har valgt ”den nemme udvej” og helt har afholdt sig fra det rige arkivalske materiale, der rummer så mange interessante oplysninger om livet i felt under Karl Gustav-krigene. Med Hillingsøs åbenbare litterære talent kunne der være kommet en helt anden medrivende beretning ud af en sådan kombination.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.3_2009.pdf

Del: