Bogudgivelser “Explaining Foreign Policy: International Diplomacy and the Russo-Georgian War”

af Hans Mouritzen og Anders Wivel. Boulder & London, Lynne Rienner Publishers, 2012. (ISBN 978-1-58826-835-8 hc.) 223 sider. Pris: $45.

Analytisk mod og georgisk overmod: ”Explaining Foreign Policy: International Diplomacy and the Russo-Georgian War” serverer en fremragende analyse af både den russiskgeorgiske konflikt, sætter denne i perspektiv samt åbner en debat om forklaring af udenrigspolitik på et grundlag, der både inddrager teoretiske erfaringer, et grundigt flerdimensionelt case-studie og den nye litteratur på feltet.

Den russisk-georgiske konflikt, der udsprang i 2008, rejste mange spørgsmål. Herunder spørgsmålene om, hvordan nogen georgisk beslutningstager ved sine fulde fem kunne iværksætte et angreb i Sydossetien, mens Rusland holdt militærøvelse på den anden side af grænsen; hvad Rusland satsede på under den korte krig; og om den tilbageholdende amerikanske reaktion tyder på et magtskifte i international politik? Disse spørgsmål belyses i bogen, der ud fra en begrundelse om aktørernes vigtighed ser på såvel Georgien, Rusland, USA, de europæiske lande og EU.

Den forskningstekniske stige: Som forfatterne anfører, er der ikke tale om teoriudvikling med bogen og analysen, men om teorianvendelse og -forbrug i tilgangen til konflikter. Efterhånden byder faget international politik på mange tilgange, der hver især har genstandsfelter, fordele og begrænsninger. Hvad gør man så, når man står over for en umiddelbart uforståelig konflikt?

Mouritzen og Wivel giver et forskningsteknisk forslag til kombination af faktorer, hvis anvendelse rækker langt ud over den konkrete konflikt. For det første skal man gå efter interessante forklaringer frem for nødvendigvis at få alt med, og for det andet skal man forsøge at klare sig med så enkel og direkte teorianvendelse som muligt. Det vil sige, at man går fra det abstrakte til det specifikke, og starter med det mest overordnede niveau, det internationale system. Hvis forklaringen med udgangspunkt i dette niveau ikke er fyldestgørende, fortsættes et trin ned ad stigen til det interstatslige niveau, herefter eventuelt til det intra-statslige. På den måde kan man komme den mest lige vej til den mest givende forklaring, og forfatterne giver hermed et klart og begrundet forslag til, hvordan man gebærder sig forskningsteknisk i en situation, hvor der er adgang til mange tilgange og til, hvordan man sammensætter en analyseramme, der ofte kræver tilgange med forskelligt fokus, men hvor tilgangene befinder sig på forskellige niveauer. Metoden beskrives som en ’forklaringsstige’, hvad der er meget rammende, og ’stigemodellen’ vil formentlig blive en udbredt måde at lave analyser på.

Stigen retter sig mod et af de mest centrale og oftest stillede spørgsmål inden for faget international politik: hvorfor skete x i land y/mellem land y og land z? De hyppigst udførte analyser drejer sig ikke om kvantitative studier af alliancer gennem otte hundrede år eller om at sandsynliggøre årsagerne til bestemte fænomener. De handler i stedet om at få en forklaring på en bestemt begivenhed. Der er dermed tale om en forskningsteknisk tilgang, der udfylder et analytisk behov for at kunne komme fra udsagn om international politiks dynamikker til konkrete analyser af udenrigspolitiske hændelser. Tilgangen går dermed i dialog med Kenneth Waltz’s neorealisme, der stiller teori om disse dynamikker til rådighed. Man kan komme et langt stykke med neorealismen, men det er ikke Waltz’s mening, at man skal få hele forklaringen på konkrete begivenheder uden at inddrage også andre teorier og niveauer.

Ifølge Waltz er der mange ting på spil, når der opstår f.eks. en mindre konflikt – og selv om konflikten har fællestræk med andre, og derved retfærdiggør opretholdelsen af de neorealistiske dynamikker, vil der være konkrete grunde, motiver, fejltagelser, opfattelser og interesser på spil, der fordrer inddragelse af andre niveauer, hvis man vil have en mere helhedsorienteret og dækkende forklaring af den enkelte konflikt eller begivenhed. Mouritzen og Wivel giver anvisninger til, hvordan man kan foretage denne inddragelse med vægt på perception og geopolitik.

Den (før) uforståelige konflikt: Præsentationen af ’stigemodellen’ udgør kun den ene del af bogen. Den anden, og mest omfattende, udgøres af en analyse af konflikten mellem Georgien og Rusland i 2008. Analysen heraf foretages i seks kapitler: Georgiens overraskende angreb på Tskhinvali, hvordan Rusland slår tilbage, USA’s tilbageholdende rolle, delinger i Europa, EU som mægler, og Ruslands forsigtige naboer. Ved hjælp af stigemodellen fås forklaringer på disse aktørers adfærd og dermed forskellige dimensioner af konflikten.

Forfatterne når til følgende forklaringer: Georgien overreagerede på de sydossetiske provokationer i august 2008. Dette skyldtes, at de georgiske beslutningstagere gjorde sig skyldige i alvorlige fejlopfattelser af de russiske intentioner og lokale styrker – og fejlopfattelserne skyldes ikke mindst amerikanske efterretningsprioriteringer i form af manglende satellitovervågning.

Den russiske reaktion, der beskrives som storstilet, men begrænset krigsførelse, forklares med, at Rusland søgte at modgå USA’s projekt og bestræbelserne på at inddrage Georgien i NATO. Rusland ville ikke inddæmmes, men begrænse USA’s indflydelse. USA’s tilbageholdenhed forklares med geopolitiske faktorer: at Georgiens naboskab med Rusland gjorde, at USA ikke under nogen omstændigheder ville risikere en konflikt med Rusland.

De europæiske lande reagerede forskelligt på konflikten. Dette forklares hovedsageligt med, at de lande, der lå tættest på Rusland, var mest tilbøjelige til at indtage ’balancerende’ positioner.

EU’s vellykkede rolle i fredsforhandlinger – trods internt forskellige positioner i udgangspunktet tilskrives EU’s ønske om at spille en selvstændig international rolle, at Frankrig havde præsidentskabet, og at det ville have været et tegn på fiasko for EU’s ambitioner, hvis man ikke kunne tale med én stemme.

Ruslands nære udland kunne ikke stille meget op og valgte derfor en ekstremt accepterende adfærd samtidig med, at de sikrede deres egne grænser. Kina, som den store nabo, valgte en accepterende kurs, reelt en stilfærdig støtte til Rusland.

Overmod vs. rettidig omhu: De to formål i Explaining Foreign Policy. International Diplomacy and the Russo-Georgian War var at undersøge den russisk-georgiske 2008 konflikt og at udvikle en forskningsteknisk vej frem i en kompleks verden. Bogen viser for det første det georgiske overmod under konflikten, hvor det hidtil nære forhold til USA fik de georgiske beslutningstagere til at tage urimelige chancer. For det andet viser den, hvor langt man kan komme med en ualmindelig grundig og omhyggelig analyse af mange aktører i forhold til en ellers uforståelig konflikt. Som udredning af konflikten, kan den næppe overgås.
 
Lektor Birthe Hansen, ph. d. Statskundskab, Københavns Universitet.

Del: