Boganmeldelser

Antony Beevor, Stalingrad. København: Borgens forlag, 2004 (oversat af Ole  Steen Hansen) 2. udgave. 474 sider, kr. 199,00.   

Antony Beevor, Berlin – Faldet, 1945. København: Borgens forlag, 2005 (oversat  af Ole Steen Hansen) 2. udgave. 520 sider, kr. 199,95.   

 

Anmelder: Oberstløjtnant Flemming Tandrup, Institut for Militærhistorie, Forsvarsakademiet

Da de nævnte bøger har foreligget i originaludgaver siden 1998 hhv. 2002 – og  er udgivet første gang på dansk i 2000 hhv. 2002 – skal efterfølgende  bemærkninger primært betragtes som et ”militærfagligt” supplement til  tidligere anmeldelser i andre publikationer..   Lad det være sagt med det samme – og med Kristian Hvidts ord fra en  anmeldelse i Berlingske Tidende: ” forfatteren, officeren og journalisten  Antony Beevor, er en fænomenal fortæller.”    Han har i begge bøger formået at kombinere sin militærfaglige indsigt , sit  valg af kildemateriale og sin gode formuleringsevne til levende beskrivelser af  såvel de generelle hændelsesforløb som de vilkår, hvorunder beslutningerne  blev truffet og kampene fandt sted. Bøgerne har deres styrke i beskrivelserne  af de mennesker (soldater som civile), der befandt sig på begge sider af fronten  og de oftest umenneskelige forhold, hvorunder de har kæmpet og søgt at  overleve. Disse beskrivelser er levendegjort gennem referat af de mange breve  og dagbogsoptegnelser, det er lykkedes forfatteren at få adgang til.  Hvad angår det operative begivenhedsforløb er der intet nyt.   På det taktiske niveau kan specielt en militær læser med fordel ”studere”  fordele og ulemper ved de valgte metoder for anvendelse af kampvogne i  bymæssig bebyggelse – måske sat i relation til de erfaringer, der i dag gøres i  Irak. 

I begge bøger refererer Beevor flere gange til forløb, beskrevet af den  russiske forfatter og krigskorrespondent, Vasilij Grossmann, der fulgte de  sovjetiske styrker både i Stalingrad og Berlin.  I bogen om Berlin (p.75)  beskrives, hvorledes Grossmann i forbindelse med kampene om Poznan  ”spekulerede på, hvordan Tjuikov, der havde fundet på frasen ”Stalingrads  gadekampsakademi” ville gribe opgaven an.” ”Vores hovedprincip i  Stalingrad,” skrev Grossmann, ”var at ødelægge balancen mellem styrken i  kampvognene og det sårbare infanteri. Men nu bliver ”akademikeren” Tjuikov tvunget ind i den samme situation som i Stalingrad, blot med rollerne byttet  om. Han angriber tyskerne voldsomt i Poznans gader – med masser af  mekanisk ildkraft og kun lidt infanteri.”  Ak ja ‐ og dette gentog sig i Berlin.   

Da forfatteren i sin bog om Berlin har valgt at koncentrere om kampene  mellem de tyske og de sovjetiske styrker – startende ved Weichsel , åbner det  mulighed for den læser, der  læser begge bøger – selv at  sammenholde  udviklingen inden for taktiske teorier og praksis på begge sider, således som  den fandt sted mellem Stalingrad og Berlin. Det er i dette forløb, at man på  tysk side udvikler de metoder i forsvarskampen, der senere får afgørende  indflydelse på efterkrigstidens danske doktrinudvikling.   Men opnåelsen af et militærfagligt udbytte kræver ret så meget af læseren  – såsom kendskab til det generelle operationsforløb, begge parters  organisation og normale troppeinddeling og ikke mindst god hukommelse og  stedsans. Thi forfatterens valgte fremstilling til levendegørelse af  begivenhederne – med spring fra stort til småt og ”fra side til side” – støttes  desværre ikke fuldt ud af bogens kortmateriale. Således må man ofte her lede  forgæves efter de i teksten nævnte stednavne og enheder. 

Afslutningsvis de nær sagt sædvanlige kommentarer til mange forlags  manglende forståelse for det nødvendige i at tilsikre anvendelsen af de rette  militære fagudtryk i oversættelsen af publikationer som disse. Hvornår slipper  man dog for at skulle læse om ”T‐34‐tanken og dens brede larvefødder”…  ”Disse brande var farlige for tankene, der medbragte deres brændstofreserver i  tønder, som var spændt fast på deres bagender”…”Kübelwagenkøretøjer”…”luftdygtige maskiner” (om Luftwaffes fly)… ”luftministeriet i  Wilhelmsstrasse”…etc, etc.?  Min anbefaling: Læs bøgerne – men på originalsproget.  

 

 

Sebastian Haffner, Adolf Hitler – et politisk portræt. København: Høst & Søn,  2005. 159 sider, kr. 249,00.     

 

Anmelder: Kommandør Poul Grooss, Institut for Militærhistorie, Forsvarsakademiet. 

Der er tale om en genudgivelse af et Hitler‐portræt fra 1978. Originaludgaven,  Anmerkungen zu Hitler, er udsendt i 1978 og udgivet samme år på dansk med  titlen ”Hitler – en politisk analyse” fra Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck,  København. Bogen er forsynet med et navneregister.  Den nye udgave er oversat af Christian Kock og forsynet med forord af  Adam Holm. Bogen er skrevet af den tyske journalist og forfatter Sebastian  Haffner (1907‐1999), som på grund af Hitlers magtovertagelse måtte flytte til  London, hvor han tilbragte de næste 12 år og i øvrigt giftede sig med en kvinde  af jødisk familie. Han startede sin karriere som jurist og forfatter lige inden  Hitlers magtovertagelse, og han følte straks fra starten, at kritik kunne  medføre repressalier, så han skrev kun under sit pseudonym Sebastian Haffner.  Hans fødenavn var Raimund Pretzel. Bogen er et politisk portræt og ikke en  biografi. 

Forfatteren giver sit bidrag til tyskernes ”Vergangenheitsbewältigung”,  deres måde at håndtere fortiden på. Han vil gerne prøve at forstå, hvorledes et  enkelt menneske kunne tilrane sig en sådan indflydelse, som Hitler fik, og  forfatteren har en ganske interessant indgangsvinkel til ham. Han har nøje  studeret hans liv, hans taler, hans udtalelser og meget mere. Haffners  udgangspunkt er, at Hitler i bund og grund var en fiasko. I sine første 30 år  levede han et liv som boheme og dagdriver og solgte et maleri i ny og næ. Som  30‐årig havde han ikke fået en uddannelse. Skønt østrigsk af fødsel meldte han  sig til krigstjeneste i Bayern ved udbruddet af Den første Verdenskrig. Her  erhvervede han jernkorset af begge grader for tapperhed, men på grund af  manglende lederegenskaber drev han ikke den fireårige karriere længere end  til underkorporal. Året efter krigsafslutningen tilsluttede han sig et lille  højreekstremistisk parti, og her opdagede han, at han havde et talent for at  hypnotisere folkemasserne. Herefter fulgte endnu ca. 10 år fyldt med politiske  fiaskoer, men Hitler havde endnu et talent. Han kunne få en organisation til at  fungere. Hans parti blev bedre organiseret end alle de øvrige. Hans  stormtropper var mere brutale end de andre partiers. Uden nogen sinde at  have haft noget politisk embede stod han pludselig i 1933 i rollen som tysk  kansler. 

Parallelt med beskrivelsen af Hitler og hans partiorganisation giver  forfatteren en udmærket beskrivelse af det kaos, som herskede i Tyskland  igennem 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne. Når han beskriver Hitlers  organisationstalent, så bliver det også beskrevet i forhold til  statsadministrationen, som Hitler ikke forstod noget af. Efter ganske kort tid  ved magten eksisterede den tyske statsadministration ikke længere i sin  kendte form, men blev erstattet af usammenhængende strukturer, som i høj  grad medvirkede til Det 3. Riges fald. Forfatteren gør et interessant  tankeeksperiment: Hvorledes ville Hitlers eftermæle have været, hvis han var  blevet offer for et attentat i 1938? Svaret giver Haffner selv: ”Så ville Hitler  formentlig have fået et nydeligt eftermæle, som fokuserede på økonomisk  fremgang, afskaffelse af arbejdsløshed og så videre, men med nogle ganske få  ridser i lakken: Manglende politisk frihed, manglende organisationsfrihed,  forholdet til jøderne – men herregud, man kan jo ikke få alt!” Det ville nok være  den almindelige vurdering i samtidens Tyskland. 

Forfatteren drager flere steder i bogen paralleller mellem Hitler og Stalin,  Lenin, Mao og Napoleon. I modsætning til den sidstnævnte fremhæver  forfatteren at statsmand, det blev Hitler aldrig nogensinde. Det var blandt  andet hans opfattelse, ”at staten var til for krigens skyld”. Han havde seks gode  år, hvor han tilsyneladende opbyggede Tyskland. I virkeligheden forberedte  han allerede fra 1933 en storkrig, som tilintetgjorde Tyskland i de efterfølgende  seks år. I hele sit liv gik Hitler på randen af et selvmord, så derfor var der ikke  nogen særlig satsning i det, han foretog sig. Tanken om selvmord har hele  tiden ligget ham nær. Derfor forventede han også som en naturlig gestus, at  feltmarskal von Paulus begik selvmord i stedet for at overgive sig i Stalingrad.  Hitlers forlovede, niecen Geli Raubal, begik selvmord i 1931. Da fiaskoen var  total begik han og hans hustru selvmord i førerbunkeren den 30. april 1945. 

Hitler havde sat sig to mål: Verdensherredømmet og jødeudryddelsen.  Begge skulle opnås i hans egen levetid. Han brød sig ikke om ”kronprinser”,  stedfortrædere og efterfølgere. Heraf kan sluttes, at Hitler kun arbejdede for  personlig vindings skyld – eller egne ambitioner. Det tyske folk var det villige  redskab til at nå hans personlige mål. Forfatteren prøver at vurdere Hitler som  strateg og når her til en konklusion, at han da havde noget talent. Hans  geopolitiske synspunkter var låst fast i et billede fra omkring Den første  Verdenskrig, men han havde forståelse for mekaniseret krigsførelse. Han fik  overbevist en konservativt indstillet generalstab om vigtigheden af samvirke  mellem moderne kampvognsstyrker og fly, fik sat en produktion i gang og  udnævnt de officerer, som beherskede denne krigsform. Erobringen af Frankrig  var Hitlers eget værk, og her fremhæver forfatteren, at Hitler havde set  opløsningstendenserne i 1930’ernes Frankrig. Hans talent var måske mindre strategisk og måske snarere ”ådselgribbens evne til at opspore et kadaver”.  Hitlers indblanding i tilbagetoget fra Rusland var en katastrofe, fordi han  baserede sine beslutninger på personlige erfaringer fra sin krigsdeltagelse i  stillingskrigen under Den første Verdenskrig. 

Endelig kommer forfatteren med nogle paradoksale konklusioner.  Nationalstaten, som vi kender den i dag, er kun et par århundreder gammel.  Der har været forskellige folkeslag og religioner under de forskellige større og  mindre statsdannelser i de sidste 1500 år, men ingen folkefordrivelser. Som et  resultat af Hitlers politik mod visse af Europas folkeslag og det efterfølgende  krigsnederlag blev tyske befolkningsgrupper fordrevet fra deres hjemegne. Det  har ikke været set siden folkevandringstiden. Tilsvarende var konsekvensen af  Hitlers antisemitisme, at staten Israel blev oprettet. Haffner prøver at se på  Hitler som politiker, strateg og massemorder. Den sidste betegnelse bruger  han dels i forbindelse med Hitlers antisemitisme, som medførte systematisk  mord på millioner af jøder, dels i forbindelse med den tyske befolkning som  ofre for en krig, som blev videreført længe efter den var tabt. Ifølge forfatteren  blev Hitler klar over fra 27. november 1941, at Moskva ikke kunne erobres, og  herefter fulgte så et uafvendeligt nederlag. Udtalelsen om Moskva kom i  forbindelse med Danmarks udenrigsminister Scavenius’ besøg i Berlin. Hvis det  tyske folk ikke kunne vinde, så måtte det gå til grunde. Krigsafgørelsen trak  Hitler ud, så han kunne nå sit andet mål: Jødeudryddelsen.   

I de senere år har der været en bølge af interesse for den nyere historie,  herunder især krigene i det 20. århundrede. Dette portræt af Hitler er vist ikke  kendt af ret mange, men denne bog fortjener med sin grundige analyse af  personen Hitler og hans resultater en plads ved siden af de mere kendte Hitlerbiografier. Den er oprindeligt udgivet midt under Den kolde Krig, og der er  derfor sammenligninger mellem Hitler‐Tyskland og DDR, kommentarer til  Sovjetunionens indflydelse etc. Det gør dog ikke bogen mindre interessant.  

 

 

 

Richard Holmes. In the Footsteps of Churschill. London: BBC Books, 2005. 351  sider, £ 20.00.
 

Anmelder: Kjeld Galster, M.A., Ph.D.‐studerende  Saxo Instituttet, Københavns Universitet 

Med denne bog, der er sendt i handelen som et supplement til hans TV‐serie  med samme titel, har Professor Richard Holmes produceret en halv snes  udsendelsesrækker for BBC og et betragteligt antal bøger, der foruden militær‐  og krigshistorie nu også omfatter den politisk historiske vinkel omend med  stærke militære islæt.   

In the Footsteps of Churschill er en anderledes biografi, end dem, man  oftest støder på i den efterhånden svulmende litteratur om den i så mange  henseender store britiske statsmand. Den er – kunne man sige – en kritisk  hyldest. Den er kritisk ikke blot overfor sin primære genstand – Churchill – men  i høj grad også overfor det land, det militær og det sociale system, der fostrede  ham. Samtidig er bogen velgørende uhøjtidelig i sin stil og velforsynet med  anekdotisk vid, der øjensynligt stammer fra såvel forfatterens egen  veludviklende sans for det groteske, som fra Churchills samtidiges og de  tidligere biografers iagttagelser og kommentarer.  Selvom Holmes ikke har kendt Churchill på førstehånd, er han et barn af en  tid, som bar på mange minder om hans politik, hans stil og hans personlighed.  Det er derfor en meget personlig skildring, vi læser, fyldt med en forunderlig  blanding af hengivenhed og vurderende distance. Som så ofte før har Holmes  valgt en tematisk kapitelinddeling, der dog i dette tilfælde stort set smelter  sammen med begivenhedernes kronologiske rækkefølge.  Den livslange selviscenesættelse går som en af de røde tråde gennem de ti  kapitler. Den blev en væsentlig del af den historie, Winston – som Churchill  konsekvent omtales – lod sin omverden få indblik i, og det er da heller ikke  undgået forfatterens opmærksomhed, at Churchill på et tidligt stadium  udtalte, at ”historien vil være mig venligt stemt, for jeg agter selv at skrive den.” Men Holmes forsømmer ikke at oplyse læseren om de mange tilfælde,  hvor der er tale om hovedpersonens selvpromotion. Han påpeger således bl.a.  hvor politisk opportunt, men inderligt hyklerisk, hans barndoms ’trange kår’ er  beskrevet i My Early Life, der udkom i 1930 kort efter Labours første  regeringsdannelse (1929). ’Stakels lille Winston’‐tonen har måttet forekomme  enhver med blot et overfladisk kendskab til hans priviligerede opvækst, skole‐  og militærtid som teatralsk, men det har været et vel gennemtænkt led i hans  opbygning af sig selv som den samvittighedsfulde og sandhedssøgende  commonor, der før eller sides måtte kaldes på, når landets sikkerhed og velfærd  var truet. Hans personlige mod såvel i Afghanistan som i Sudan og senere i  Sydafrika anerkendes, men kontrasteres samtidig med hans åbenlyse stræben  efter anerkendelse i form af ikke alene presseomtale, men også ønsket om et  Victoriakors. Den anden røde tråd er Churchills velkendte appetit på livet.  Således berettes bl.a. om hans forberedelser af sin afrejse til krigen i Sydafrika,  hvor han formedelst en sum af £ 250 om måneden – £  8000 i nutidens mønt –  skulle forsyne læserne af the Morning Star med sidste nyt fra fronten. Han var,  hører vi, ’jo ikke kendt som en mand der gjorde livet unødigt surt for sig selv og  fik derfor ikke alene sin kikkert repareret, men pakkede tillige fem dusin  assorteret alkohol herunder atten flasker ti år gammel whisky og seks meget  gamle flasker Eau de Vie’. 

Bogen vier et kapitel til Churchills bestridelse i to omgange af posten som  marineminister, First Lord of the Admiralty. Gallipoli og den efterfølgende  stigmatisering beskrives indgående, og der gives ham kredit for flådens  kampberedthed i september 1939. Den Første Verdenskrig og 1920erne  behandles under et, og i den forbindelse hører man igen om Winstons  personlige mod i forbindelse med hans varetagelse af jobbet som commanding  officer for 2nd the Royal Scots Fusiliers fra den 5. januar 1916 og seks måneder  frem. Skønt han ankommer med et betragteligt antal kufferter, eget badekar  og vandvarmer, og selvom Clemmie besørger jævnlige leverencer af skinke,  oste, sardiner og andre vitale fornødenheder, der har muliggjort en vis omend  beskeden ’selskabelighed’ i skyttegravsmiljøet, anerkendes hans halve år som  bataljonschef som en ubetinget succes. Han vender dog hurtigt hjem for at  genoptage sit politiske virke og fortsætte sin indbringende litterære karriere.  At Churchill ofte har været kritiseret for sine ’nedskæringer’ på forsvaret under  sin tid som Minister for War kort efter krigsafslutningen sætter Holmes i  perspektiv ved af minde om, at det, Winston faktisk gjorde, var gennem dygtig  politiseren at begrænse de foreslåede nedskæringer, hvad hans  ministerkolleger ikke tilsvarende formåede for de øvrige ministerielle ressorts.  Ligeledes anføres i den forbindelse også, hvorledes generalerne ’formåede at  sætte mange af de indvundne ressourcer over styr ”getting back to some real soldiering after the harsh encounter with reality in 1914‐18”.’ Holmes  dokumenterer igen Winstons tvivlsomme selviscenesættelse som pekuniært  mindrebemidlet bl.a. ved at anføre, at han ved Wall Street krakket på en enkelt  nat mistede en millionformue i faste værdier og et endnu større beløb i  papirpenge – der må jo alstså så have været en vis formue at miste af.  Nogenlunde samtidigt har han i øvrigt takket være en arv held til at købe  godset Chartwell i Kent. 

Optakten til Anden Verdenskrig får naturligt nok en del opmærksomhed  ikke mindst p.g.a. professor Frederick Lindemanns (senere adlet som Lord  Cherwell) oprettelse af Industrial Intelligence Centre i 1931. Fra dette centers  righoldige og aktuelle efterretningsbilleder forsynede professoren løbende og  med de skiftende premierministres godkendelse Churchill med ’ammunition’ til  hans angreb på appeasement‐politikken og de mangelfulde krigsforberedelser.  Selve krigen kan vel karakteriseres som Winstons apoteose, og sådan bliver  den da også fremlagt af Holmes – i hvertfald f.s.v.a. tiden frem til 1944, hvor  han efter forfatterens opfattelse brænder ud. 

Bogen omsummerer og vurderer Churchills liv og præstation i kapitlerne  om efterkrigstiden og hans død. Det er karakteristisk for denne bogs tilgang,  og det er forfriskende nyt, at der lægges en betydelig vægt på kritisk distance  til personer, hvis heltestatus ellers for det meste tages for pålydende. Således  eksponeres i flere tempi, hvad forfatteren kalder FDRs (Roosevelts) forræderi  mod Winston i Yalta og i den sidste del af krigen, og som han mellem linierne  vel nærmest antyder som hele USAs forræderi og idealistiske hykleri overfor en  allieret, der som enken i lignelsen ikke (som USA) havde bidraget med sin  overflod, men af sin fattigdom. Ved krigens slutning var det ikke kun Churchill,  der var brændt ud – det var det Britiske Imperium også. 

En af bogen sidste rammende karakteristikker af Churchill lader forfatteren  Sir George Mallaby, tidligere Cabinet Office Under Secretary, levere: ”han var  ikke venlig eller betænksom. . . . Han var ivrig efter at kritisere og beklage sig. .  . . . Han udviste til stadighed de karakteregenskaber, som alle afskyr at finde  hos en chef. Men ikke alene slap han afsted med det, der var heller ikke rigtig  nogen, der ønskede sig ham væsentlig anderledes. Han var usædvanlig,  uforudsigelig, spændende, original, stimulerende, provokerende, modig, unik  erfaren, overmåde talentfuld, humoristisk – stort set alt, hvad en stor mand kan  være.” 

Holmes har med denne bog vist, at en historiker og biograf udmærket kan  forholde sig skarpt kritisk overfor genstanden for sin undersøgelse, og dog  nære dyb respekt eller – tør man sige det – hengivenhed. Det ser man, synes  jeg, ikke mindst afspejlet i slutreplikken, der er fra Shakespeares Julius Caesar:  His life was gentle; and the elements So mixed in him, that nature might stand up,  And say to all the world. ‘This was a man!’ 

 

 

Magnus Petersson: ‘Brödrafolkens väl.’ Svensk‐norska säkerhetspolitiska  relationer 1949‐1969. Udgivet i rammen af projektet ’Sverige under kalla  kriget’. Stockholm: Santérus, 2003, 339 sider, 275 Skr. 

 

Anmelder: Brigadegeneral Michael H. Clemmesen, Institut for Militærhistorie, Forsvarsakademiet 

Bogen er Magnus Peterssons Ph.D.‐afhandling til Stockholm Universitet, er  som angivet i overskriften skrevet indenfor projektet ’Sverige under den kolde  krig’ (SUKK). SUKK fik i 1997 sin finansielle ramme fra Riksbankens  Jubilæumsfond. Projektet blev ledet af en fire‐professor bestyrelse fra  Göteborg og Stockholm Universiteter, hvor ikke mindst Ulf Bjereld fra  Göteborg fik en central betydning for arbejdet. Det direkte resultat blev ca. 15  Ph.D.‐afhandlinger og et tilsvarende antal kortere akademiske papirer.   

Den afgørende positive effekt for fremtidens muligheder er dog, at man  gennem projektet fik udviklet en gruppe af yngre svenske forskere, der  herefter vil have det nødvendige grundlag for at drive og udvikle forskningen i  perioden. Det utilfredsstillende resultat af Dansk Institut for Internationale  Studiers undersøgelse af Danmark under den kolde krig skyldes i betydelig  grad, at vort land kun havde to forskere af international klasse med kendskab  til perioden, Nikolaj Petersen og Poul Villaume. Begge var samtidig med udredningsarbejdet beskæftiget med at skrive deres respektive bind af Dansk  Udenrigspolitisk Historie. Hvis vor samtidshistoriske forskning i perioden skal løfte sig fra det lave niveau, som DIIS‐udredningen dokumenterer, er det en  god idé at lade sig inspirere af det svenske eksempel. 

Peterssons bog behandler de svensk‐norske sikkerhedspolitiske relationer i  de 20 første år af den kolde krig, efter at de to lande havde valgt forskellig  sikkerhedspolitisk kurs. Forfatteren har valgt at anvende Johan Jørgen Holsts i  1966 etablerede begrebspar ’afskrækkelse’ og ’beroligelse’ og Rolf Tamnes  begrebspar ’integration’ og ’afskærmning’ igennem hele afhandlingen.  Samtidig anvender Petersson til stadighed Arne Olav Bruntlands koncept om  ’Nordisk Balance’ som et nyttigt prisme, hvorigennem han ser og diskuterer  udviklingen.  Det skal allerede her siges, at anmelderen sjældent har læst et  historisk værk, hvor det valgte teoretiske apparat virker mere relevant og  anvendes bedre end her. Det støttet teksten og forståelsen uden samtidig at  virke som et læseforstyrrende fremmedelement. Et lille mirakel. 

Forfatteren beskriver det norsk‐svenske samarbejdes vanskelige rødder i  perioden før opnåelsen af norsk selvstændighed i 1905. Svenskerne har og viser  forsat en formynderisk holdning til nordmændene i begyndelsen af perioden,  og synes ude af stand til at sætte sig ind i den norske krigserfaring ‐ at  neutralitet ikke beskytter mod inddragelse i stormagtskrig.  Bogen skifter hele tiden mellem de to lande, hvor det lykkedes at behandle  og balancere afhandlingens tre niveauer: det sikkerhedspolitiske, det  strategiske og det operative (her anvendt som en betegnelse for det praktiske  militære samarbejde). Under læsningen står nivauerne klare og naturligt  afgrænsede, uden at man taber forståelsen for deres samspil. Igennem hele  afhandlingen er det billede, som fremlægges, både sofistikeret, nuanceret og  troværdigt. Forfatteren udbygger Wilhelm Agrells og  Neutralitetspolitikkommissionens beskrivelse fra 1991 hhv. 1994 af, hvor dybe  rødder samarbejdet på de strategiske og operative niveauer havde i de  skandinaviske forsvarsforbundsforhandlinger i månederne før den norske og  tøvende danske beslutning om medlemskab af Atlantpagten. Forhandlingerne  havde ikke alene produceret planer. Nok så væsentligt var respekten og tilliden  mellem de deltagende militære embedsmænd. Petersson dokumenterer, at  det dybeste og tætteste samarbejde på det ’operative niveau’ var  efterretningssamarbejdet, både det ’trekantede’ mellem Sverige‐NorgeDanmark og det ’tokantede’ svensk‐norske. Forståelsen for karakteren af  efterretningssamarbejde kunne dog have været endnu dybere, hvis forfatteren  havde anvendt mere plads på at beskrive rødderne i efterretningssamarbejdet  under 2. Verdenskrig.   

Der er forskellige opfattelser af karakteren af Sveriges samarbejde med  Vesten under den kolde krig. Petersson fokus – det norsk‐svenske samarbejde  – gør, at han kan konkludere, at samarbejdet i perioden ikke var så vidtgående, at man kan tale om et separat, alternativt sikkerhedspolitisk spor. Man kan slet  ikke tale om skjult medlemskab af NATO.   Selvom bogen kun behandler det dansk‐svenske forsvarssamarbejde, når  dette er naturligt og nødvendigt for forståelsen, kan jeg varmt anbefale denne  perle af en bog til tidsskiftets læsere.  

 

 

Niels M. Probst, Niels Juel – vor største flådefører, Forsvarshistoriske Skrifter nr.  2. København: Statens Forsvarshistoriske Museum, 2005. 132 sider, kr. 175,00  excl. porto. Bogen kan bestilles på Tøjhusmuseet og forhandles både i  Orlogsmuseet og Tøjhusmuseet.   

 

Anmelder: Kommandør Poul Grooss  Institut for Militærhistorie  Forsvarsakademiet 

Denne bog er andet bind i serien ”Forsvarshistoriske Skrifter”, som er omtalt i  Militært Tidsskrift 134. årgang, nummer 3, september 2005 side 484. Bogen  blev præsenteret i forbindelse med åbningen af en særudstilling om Niels Juel  på Orlogsmuseet den 30. september 2005. Udstillingen, der også er udarbejdet  af Niels M. Probst, er åben frem til den 1. maj 2007.  Luftkaptajn Niels M. Probst er en af de marinehistorikere, som har det  største kendskab til 1600‐tallets skibe og marinehistorie, specielt  skibskonstruktion, og han har høstet megen anerkendelse i internationale  kredse for sin forskning. I sin nye bog præsenterer han læseren for personen  Niels Juel, hans baggrund, uddannelse, tjeneste i udlandet og meget mere. 

Forfatteren beskriver tillige 1600‐tallets konflikter, som vikler Danmark og de  omkringliggende lande ind i et spind af alliancer og konflikter. Hermed får vi sat  scenen for Niels Juel som flådefører i en flåde med mangelfuld udrustning og  tvivlsom træningsstandard.   Niels Juel fremstår som en dygtig leder, og man kan spørge sig selv: Hvad  er det for egenskaber han har? Mange i vort moderne samfund er villige til at  ofre store summer på at blive dygtige ledere. Hvad kan man lære ved at  studere Niels Juel? Han kendte sin profession. Han var en dygtig sømand,  navigatør og søkriger. Han kunne prioritere, organisere, vurdere og nå frem til  en beslutning. Han var respekteret for sin dygtighed af alle om bord i en  flådestyrke, lige fra skibscheferne til yngste mand. Når han skulle i kamp,  havde han forberedt sig, og han sørgede for, at flådestyrken øvede det, der  blev brug for under kampen. Læseren præsenteres for hans problemer med  sygdomme i flådestyrken, mangel på proviant og anden logistik. Nemt har det  ikke været. 

Niels Juel var først i udenlandsk tjeneste, derpå 41 år i den danske flåde,  heraf de sidste 40 år som admiral. Der var tale om en respekteret leder, hvorom  der ikke er efterladt nogen form for negative udtalelser eller kommentarer. Det  er jo måske i sig selv en indikation af, at manden må have haft et vist format.   Bogen om Niels Juel er udgivet med støtte fra en række fonde. Det har  muliggjort udgivelsen af en utrolig flot illustreret bog til en overkommelig pris.  De mange, smukke illustrationer er med til at give læseren et indtryk af  forholdene i 1600‐tallets skibe. Ikke alt i Niels Juels tid er velbelyst, men  forfatteren gør en del ud af at beskrive, hvad man ved, og hvad der er  formodninger. De fremlagte teorier bliver diskuteret og forklaret. Læseren får  en udmærket beskrivelse af slaget i Køge Bugt, som jo er de fleste bekendt.  Det bliver også klart for læseren, at ingen af slagets deltagere kom ind i Køge  Bugt. Faktisk foregik slaget syd for en linie fra Stevns til Falsterbo, men vi får en  forklaring, fordi en af datidens ”journalister” ikke var så nøjeregnende med de  geografiske betegnelser. 

Niels Juel fortjener en stor plads i Danmarkshistorien, og det kan denne  velskrevne bog bidrage til. Ikke blot vandt han en række søslag i kraft af sin  eminente dygtighed, men i den lange periode efter svenskekrigene, hvor han  fortsatte som flådechef, sørgede han for at opbygge en stærk flåde, som var  grundlaget både for Danmarks søhandel og økonomi og dermed også for  landets sikkerhed. 

Forfatteren gør en del ud af at beskrive Danmarks forhold til Sverige samt  de mange varierende alliancer under 1600‐tallets mange krige i Europa.  Nederlandene spiller her en central rolle, og Niels Juel har den store fordel, at  det er herfra han har hentet sine erfaringer i søkrig. Relationerne til Nederlandene og de nederlandske admiraler er godt beskrevet. Forfatteren  skal have stor ros for sin bog, som fortjener udbredelse ikke alene blandt  interesserede i orlogshistorien, men blandt alle, som interesserer sig for  Danmarkshistorien. Såvel bogen som særudstillingen formidler et udmærket  tidsbillede af 1600‐tallets Danmark og relationerne til de omkringliggende  lande. Bogen er forsynet med register og litteraturliste.  

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_134.aargang_nr.4_2005.pdf

 

 

Del: