Boganmeldelser

John Keegan: The First World War.
London 1999. 500 sider, illustreret, med oversigtskort, (paperback) £ 12.50 
 
Anmeldt af major Claus E. Andersen 
 
Dette mammutværk på 500 sider om 1. Verdenskrig af den veletablerede og kendte engelske militærhistoriker John Keegan har fået en særdeles rosende modtagelse i den engelsksprogede anmelderverden, og det med god grund. Keegan har formået på ”kun” 500 sider at behandle mange fremstående aspekter af denne konflikt. Vinklingen er militærhistorikerens - og måske endda lidt mere set fra krigshistorikerens synsvinkel - man vil således lede forgæves efter den sociale, økonomiske og til dels den politiske historie. 
 
Værket er desværre ikke tematisk opdelt på linje med de kendte klassiske værker Face of Battle og A History of Warfare, som Keegan har haft så stor succes med. En kronologisk fremadskridende handling havde måske været mere spændende, såfremt John Keegan havde opdelt sin fortælling i temaer, som han tidligere har gjort med overordentlig spændende resultater til følge. På trods af dette forhold er værket velskrevet og udtømmende – men alt i alt en lidt konventionel krigshistorie. Tidligere var det forholdsvis sjældent, at der blev udgivet bøger om 1. Verdenskrig i modsætning til den efterfølgende anden verdensomspændende krig – selvom denne første krig i mange henseender af nogle historikere betegnes som første halvleg af det 20. århundredes verdenskrig. Anden halvdel udspillede sig som bekendt i tidsrummet 1939–1945. Denne sammenkædning af den to verdenskrige er af nogle forskere samlet blevet betegnet som den moderne trediveårskrig netop for at understrege sammenhængen mellem de to krige.  John Keegan har øjensynligt været, hvilket han i tidligere værker har pointeret må være essentielt for al god og indlevende krigshistorie, på alle relevante slagmarker, og han beskriver med stor indlevelse terrænet, som det så ud den gang, som det ser ud i dag samt dets betydning for kamphandlingerne i området. 
 
Keegan er dog, når alt kommer til alt, ikke militært uddannet, og ind i mellem skinner det igennem, bl.a. når han af en eller anden årsag absolut vil kæde ordet ”mytteri” sammen med direkte mord på foresatte. Ellers er det ikke mytteri, mener Keegan, der på denne baggrund øjensynligt ser med blide øjne på de disciplinære problemer, som de franske myndigheder fik med soldaternes uvilje til at substituere slagtekvæg på de vesteuropæiske fronter. Således er definitionen på mytteri i hvert fald ikke i den danske hær, og det har den nok heller aldrig været i den engelske. Man kan blot kaste et blik på den omfangsrige litteratur om den stolte søkrigsmagt England for at konstatere, at selv den mindste uskyldige antydning af optræk til mytteri blev behandlet særdeles drakonisk og håndfast. I min Oxford Advance Learner’s Dictionary angives ”Mutiny” endvidere til at være ”rebellion against lawful authority, esp. by soldiers or sailors” - ikke noget med myrderi af officerer fra den kant.  Den kendte og respekterede militærhistoriker John Keegan benytter normalt enhver lejlighed til at debattere og argumentere imod den preussiske krigsteoretiker Carl von Clausewitz, men i dette værk værdiger den britiske historiker lykkeligvis ikke en stavelse på dette korstog.   Altså - ikke et ord om Clausewitz.  Keegan beskriver rettelig krigen, som en forfærdelig krig, hvilken man, som officer, kun kan prise sig lykkelig for ikke at skulle have deltaget i.  Kortene i Keegans værk er til gengæld dårlige. Divisioner, korps og armeer fremgår ikke altid af kortene, som oven i købet er uhensigtsmæssigt anbragt i forhold til teksten. Der mangler endvidere et samlet oversigtskort, som viser Europa før 1. Verdenskrig brød ud. For en historiker er det sikkert indlysende, hvorledes Europa var sammensat før 1. Verdenskrig, men for lægmand, som bogen også henvender sig til, er det helt sikkert ikke tilfældet. 
 
John Keegan har bagerst vedføjet en selektiv litteraturliste, som giver en rigtig god tematisk oversigt over den hidtil udgivne vigtigste faglige litteratur om emnet. Det foreliggende værk, som John Keegan har forfattet, er endnu et stilsikkert produkt fra krigshistorikerens værksted, selvom det virker en smule sjælløst i forhold til de langt mere engagerede bøger, som Keegan tidligere har udgivet. Det skal dog konkluderes, at bogen giver et grundigt, seriøst og forholdsvis hurtigt læst indblik i de militære forhold omkring 1. Verdenskrig - især set med en krigshistorikers øjne. Hvis man ikke vil binde an med Hew Strachans nyere trebindsudgivelse om krigen, er Keegans værk et anbefalelsesværdigt godt alternativ. 
 
 
 
 
 
Bernard Lewis: Hvad gik galt? Vestens påvirkning og Mellemøstens svar
København 2002. 219 sider, illustreret, kr. 175,–  
 
Anmeldt af major Claus E. Andersen 
 
Siden udgivelsen af bogen Hvad gik galt?, da det udkom på engelsk tidligere på året, er ovennævnte værk blevet særdeles rosende omtalt af danske og udenlandske anmeldere.  Den 85-årige forsker Bernard Lewis regnes i dag for en af verdens førende mellemøstforskere og han arbejder, trods sin høje alder, fortsat som professor emeritus på det prestigefyldte Princeton universitet.  Lewis’ værk indledes i den danske udgave af et 10 siders forord af Ralf Pittelkow. Pittelkow må virkelig have haft noget på hjertet på alle de sider - som udgør tilnærmelsesvis 20 % af alle de beskrevne sider - måske en lille smule overdrevet for et forord i en bog, der i virkeligheden taler for sig selv. 
 
Timingen med udgivelsen af bogen er en forlægges drøm. Siden 11. september har der været et forståeligt behov for at forstå baggrunden for de forfærdelige handlinger, som blev begået i USA. Lewis behandler ikke selve episoden, men han gør rede for, hvorledes det står til i Mellemøsten, og hvorledes historien har ledt op til de forfærdelige handlinger i luftrummet over Nordamerika. En af Lewis hovedkonklusioner er imidlertid, at det ikke, som mange tror, er religionen, der lægger hindringer i vejen for ekspansion og velstand i regionen, da den tidligere har været en af de mest civiliserede og fremgangsrige i hele verden. Senere blev Mellemøsten imidlertid ramt af stagnation og tilbagegang. En tilstand, som regionen den dag i dag ikke har formået at kæmpe sig ud af. Lewis skriver selv i et efterskrift om dette, at hans bog behandler ”den større sammenhæng og det større mønster af begivenheder, ideer og holdninger, som gik forud for angrebene (11. sept.), og som i et vist omfang affødte dem” (side 6). Værket er - foruden at være et selvstændigt værk, som kan stå for sig selv - en godt supplement til Albert Houranis De Arabiske Folks Historie, som blev anmeldt i MT 4/1995 og udbudt i Det Krigsvidenskabelige Selskabs Læsekreds i sæsonen 1995/96. Hourani har da, betegnende nok for Lewis’ status, adskillige henvisninger til denne i sit stort anlagte værk. 
 
Modstandere af Lewis - og dem har han naturligt en del af - har betegnet ham, som en typisk og karakteristisk repræsentant for dele af den vestlige akademiserede verden, hvis angivelige objektivitet i virkeligheden er et skalkeskjul og en form for fortsat vestlig dominans over østen. Det har på det seneste været rystende i dansk fjernsyn at opleve elever og lærere i de islamistiske skoler i Pakistan, madrasaerne, demonstrerer under et banner med en påskrift med Samuel Huntingtons tese ”Clash of Civilizations.” De aggressive religiøse fanatikere vender på denne måde Huntingtons egen tese imod ”vesten” selv, som et slags selvopfyldende profeti, som et alibi, der skal være med til at retfærdiggøre deres eget korstog mod globaliseringen, USA og alle dets allierede - den vestlige verden, som vi jo tilhører. Men, som Pittelkow anfører, er dette ikke en bog om den 11. september, den aktuelle verdenspolitik eller udlændingepolitikken. Det et værk om den historiske baggrund for situationen i Mellemøsten og konflikten mellem de muslimske og ikke muslimske lande, og hvordan den har udviklet sig til i dag. Det er en god referencebaggrund til at forstå, hvorledes de muslimske lande har udviklet sig fra højt civiliserede og udviklede lande til tilbagestående, fattige og mange steder fundamentalistisk religiøse tilbagestående lande. 
 
Lewis ser den eneste mulighed for folkeslagene i Mellemøsten for at komme ud af dette dødvande, at være en opgivelse af den religiøse fanatisme og en sekularisering af samfundet i de pågældende lande. Dette er en udvej, som vil bringe disse berørte lande ud af det dilemma, som de p.t. befinder sig i.  Den muslimske befolkning i Mellemøsten stiller sig jævnligt, jf. Lewis, det neurotiske spørgsmål ”Hvem har gjort dette imod os, siden vi ikke længere er verdens førende civilisation?” I stedet burde man, fremhæver Lewis, spørge: ”Hvad har vi gjort galt?” og ”Hvordan kan vi rette op på det?”  Syndebukkene bliver af Mellemøstens befolkninger fremstillet som en lang historisk række af folkeslag lige fra mongoler til jøder, amerikanere og ikke mindst effekterne af en verdensomspændende vestlig globalisering (side 196).  Lewis tager sekulariseringen som en mulighed for at løse Mellemøstens dilemma op til diskussion. Han påviser, at adskillelsen af religion og stat indledningsvis fandt sted i det kristne vesten, men han ser ikke noget håb for Mellemøsten, hvis man ikke påbegynder en sekularisering i regionen - her gør forfatteren med Tyrkiet dog en bemærkelsesværdig undtagelse. Dogmet med at vende tilbage til rødderne - den religiøse fundamentalisme – vil ikke bringe regionen ud af det økonomiske, sociale armod samt det dødvande, den befinder sig i. Afghanistan, Iran og Sudan er i den forbindelse manende skrækeksempler. 
 
Bernard Lewis advarer i slutningen af sin bog sin læser: ”Hvis befolkningerne i Mellemøsten fortsætter ad samme vej som hidtil, kan selvmordsbombemanden blive en metafor for hele regionen, og så bliver det umuligt at bryde spiralen af had og ondskab, vrede og selvmedlidenhed, fattigdom og undertrykkelse. Den spiral vil på et tidspunkt kulminere i, at udlandet endnu en gang overtager magten i regionen. Udlandet kunne her være Europa, der vender tilbage til sine gamle metoder, eller måske et genopstået Rusland eller en ny og ekspanderende østlig supermagt. Hvis befolkningerne derimod er i stand til at lægge forurettelsen og offerrollen på hylden og i stedet forene deres talenter, energier og ressourcer i en fælles, kreativ indsats, kan de atter gøre Mellemøsten til et af civilisationens store centre, som regionen var det i Antikken og i Middelalderen. Indtil videre er det et valg, de selv kan træffe” (side 197). Det beklagelige er blot, at ordene sandsynligvis er rettet mod det forkerte publikum. 
 
I så kort en bog kan forfatteren naturligvis ikke behandle enhver detalje. Derfor kunne den eneste anke mod bogen være dens generaliseringer af forhold, som forfatteren mener, karakteriserer den muslimske verden generelt, være noget tvivlsomme. Men dette er kun et enkelt lille surt opstød i forbindelse med udgivelsen af denne tankevækkende og velskrevne bog. 
 
 
 
Ernst Jünger: In Stahlgewittern
Stuttgart 42. oplag, 2001 [1920] 324 sider, € 21,50  
 
Anmeldt af major Claus E. Andersen 
 
Det er sjældent, at nærværende tidsskrift giver sig af med at anmelde skønlitterære udgivelser, men i dette tilfælde bør der gøres en undtagelse.  Når man har læst de historiske kendsgerninger, som de f.eks. er fremstillet i Strachan og Keegans fremragende historiske bidrag om 1. Verdenskrig, så bliver man også nødt til at opleve krigen beskrevet fra jordhøjde - så at sige fortalt af enkeltindividet og således, som han/hun har oplevet det. Her falder tanken helt naturligt på den legendariske roman af Erich Maria Remarque Intet nyt fra Vestfronten - et værk med helt entydige litterære kvaliteter.  Ernst Jüngers første roman er, vist nok, ikke oversat til dansk - hvilket vel nærmest kan betegnes som et lykketræf, da det sandsynligvis ville have taget meget af gnisten ud af fortællingen. Til gengæld har Jünger altid været en kontroversiel forfatter, og i forhold til Remarque er der i dette tilfælde ikke entydigt tale om et værk imod krigen. Tværtimod handler værket om forfatterens store fascination af emnet. 
 
Selve titlen på Ernst Jüngers værk In Stahlgewittern kan oversættes til I Uvejr af Stål (på engelsk The Storms of Steel). Denne bombastiske titel hentyder sandsynligvis til de utallige, ufattelige omfattende og rædselsvækkende artilleriforberedelser, som Jünger og hans kampfæller på begge sider måtte gennemleve i alle årene på vestfrontens forskellige afsnit.  Som nævnt er Jüngers bog en skønlitterær beskrivelse af krigens gru baseret på dagbogsoptegnelser fra perioden på vestfronten 1914-1918. Det er dog betegnende for Jüngers forfatterskab, at der findes flere stærkt reviderede versioner af det samme værk. Tilblivelseshistorien er en hel afhandling værd, men den skal ikke gennemgås i detaljer på dette sted.  Jünger levede et usædvanligt rigt og langt liv. Han blev født i 1895 - og døde i 1998; 102 år gammel aktiv til det sidste. 1913 blev Jünger på grund af sin store eventyrlyst og udlængsel optaget i Fremmedlegionen - men han blev skuffet, og han deserterede, blev fanget, fængslet men efter faderlig intervention hjemsendt til Tyskland igen. 
 
Hans forfatterskab gennemlevede mange forskellige faser, men især hans oplevelser under krigen fik blivende betydning for Jünger. Han blev under krigen såret syv gange, og modtog den sjældne tyske tapperhedsorden Pour le Mérite, hvilket vel nærmest er den tyske pendant til Victoria-korset.  I indstillingscitatet til medaljen blev det anført:
 
”Løjtnant Jünger er i hele divisionen kendt som en betingelsesløst tapper fører, som kan forlange alt af sine soldater, som følger hans kompagni, hvorhen han end fører det. Han blev såret seks gange, og hver gang nye kampe forestod, var han altid ved sin enhed. Han har på fremragende vis deltaget i mange særdeles hårde kampe i regimentsramme. Han modtog allerede i december 1917 den Hohenzollerske Husorden. Efter den store offensiv i marts d.å. blev af regiment og brigade foreslået til dekoration pga. yderst tapper indsats i særdeles vanskelige situationer. - Atter en gang opførte han sig prægtigt ved de indledende kampe den 22. og 25. juli, hvor han personlig greb ind i kampene med håndvåben og håndgranater, således at englænderne led store tab og krydsede dermed deres planer. Det lysende forbillede, som han utallige gange har forevist, er i de svære tider, som divisionen har gennemlevet, af så stor betydning, at jeg indstiller denne unge officer, som meget vel kan sammenlignes med de mest succesrige piloter, til at modtage den høje udmærkelse Pour le Mérite. 
 
Før chefen for 111. Division, generalmajor von Busse, kunne sende ovenfor citerede indstilling, blev Jünger imidlertid såret en sidste gang i krigen. General von Busse tilføjede på dette grundlag følgende til sin indstilling:
”Den 25. august blev løjtnant Jünger såret for 7. gang. Han havde igen deltaget i forreste linie i regimentets angreb på Sapignies, trængte som den første ind i landsbyen, men blev, da nabodivisionen ikke fulgte angrebet op, fuldstændigt omringet af englænderne. Det lykkedes ham, på det tidspunkt såret, at kæmpe sig tilbage gennem de engelske linier. Fra feltlazarettet lovede han mig i et brev, at han ville vende tilbage til enheden så hurtigt som muligt.” 
 
Under 2. Verdenskrig blev Jünger udnævnt til kaptajn og udstationeret i Paris. Hitler var fascineret af forfatteren. En fascination, der ikke blev gengældt fra Jüngers side, fordi selvom han var højreorienteret konservativ, nærede han en dyb skepsis overfor det pøbelagtige nationalsocialistiske parti, og han accepterede aldrig de æresposter i partiet, som blev ham tilbudt. Han blev til gengæld indblandet i den konservative modstand - om end ikke særligt aktivt - mod Hitler under 2. Verdenskrig, idet han var oprigtigt rystet over udryddelseslejrene og de umenneskelige krig på østfronten. 
 
Nogle har omskrevet Jüngers forfatterskab med begreber som æstetisk immoralisme, endvidere blev hans første værk beskrevet som ”næsten uden moralsk og følelsesmæssigt filter. Krigen skildres som materielslag,” som ”en gigantisk upersonlig, teknologisk båret naturkatastrofe, der forbruger menneskeliv” (Berl.Tid.). Jüngers samlede forfatterskab er en ”kobling af surrealisme, ekspressionisme, fascisme, anarkisme, konservatisme, ungdomsoprør, æsteticisme m.m. (og Jünger) udgør (…) en særegen krystal i 1900-t.s åndsliv,” skrives der om Jünger i et af de nyere største danske leksika.  Ernst Jünger hadede psykologi og emotioner, og under redigering af sin første bog slettede Jünger alt, hvad der mindede om følelser. Privat helligede han sig - meget apropos - studiet af insekter og biller.  Efter 2. Verdenskrig blev Jünger belagt med et kortvarigt publikationsforbud, men i slutningen af livet blev han alligevel overlæsset med hædersbevisninger, og ironisk nok blev, især i Frankrig, hans forfatterskab rost og anerkendt. Det var og blev vanskeligere for ham at vinde respekt og anerkendelse i sit eget hjemland.  Trods de mere kontroversielle sider af Ernst Jünger giver hans bog om frontkampene under 1. Verdenskrig et fascinerende indblik i krigens væsen samt ikke mindst dens umenneskelighed. Jüngers og andre skønlitterære skribenters forfatterskab giver kulør og inspiration til den faghistorie, som er officerens regulære pensum under uddannelse og senere studier.  
 
Kilder: 
DSDE, 10, 1998, 213–214 + Berlingske Tidende, lørdag 20. marts 1999, 2. sektion, side 8.
John King Writing and Rewriting the First World War: Ernst Jünger and the Crisis of the conservative Imagination, 1914–25. engelsk PhD-afhandling fra 1999 (som er god at få forstand af). Hans Möller Geschichte der Ritter des Ordens 'Pour le Mérite' im Weltkrieg, Berlin 1935, bd.1, p. 540. Se også den fremragende internetside om Ernst Jünger: www.juenger.org redigeret af John King. 
 
 
 
Hew Strachan: The First World War Bind 1. To Arms
Oxford University Press 2001. 1248 sider, med oversigtskort, (hardback) £ 30.00 (paperback £ 17.99 udkommer februar 2003) 
 
Anmeldt af major Claus E. Andersen 
 
Læsningen af John Keegans bog om Første Verdenskrig ledte næsten naturligt frem til den anerkendte militærhistoriker Hew Strachans bog om samme emne. Keegan havde i sit værk en passant anført, at et historisk standardværk eller et semi-officiøst værk af Strachan var under forberedelse. Det viste sig imidlertid, at det i mellemtiden var udkommet, selvom Strachan havde overskredet alle deadlines, og værket, som oprindeligt var anlagt som et etbindsværk, nu var vokset til en omfattende samling på hele tre bind.   Den engelske professor Hew Strachans første del af denne trilogi – skal på sigt erstatte en tidligere udgivelse fra det anerkendte forlag, Oxford University Press, af den britiske militærhistoriker C.R.M.F. Cruttwell fra 1934. 
 
Bogen er disponeret i følgende afsnit: Krigens oprindelse; villighed til krig; vestfronten i 1914; østfronten i 1914; krigen i det nordlige Atlanterhav 1914-1915; krigen i Stillehavet; det mørke kontinent: den koloniale afrikanske konflikt syd for Sahara; Tyrkiets indtræden i krigen; Tysklands globale strategi; krigens finansiering; den industrielle mobilisering; konklusion: ideer i året 1914. 
 
Hew Strachan holder sig ikke for god til - sandsynligvis med rette - at kritisere den øverste tyske stabschef general Schlieffen og hans grandiose plan om et kæmpe omfattende overraskelsesangreb på Frankrig gennem Belgien. Eftertiden har kritiseret Schlieffens arvtagere for ikke at have fuldt generalens anvisninger nøje og at have svækket angrebet ved at tynde ud i tropperne, som skulle gennemføre angrebet. Det er ligefrem blevet argumenteret, at det var derfor Tyskland tabte krigen. Strachan påviser overbevisende, at angrebet var en papirplan, som ikke kunne gennemføres i virkeligheden grundet manglende transportkapacitet, læs jernbanestrækninger, i området, og det enkle faktum, at så mange tropper, som angrebet i praksis krævede, slet ikke kunne samles på et og samme sted. General Schlieffen ønskede et slag a la Cannae - men, som Strachan pointerer, så var der en eklatant forskel på generalens ønske om et modelslag og virkeligheden, som set i det historiske perspektiv var, at Cannae ikke ”was (…) a decisive battle but an incident in a long war of exhaustion” (side 171). Den megen fokusering på et enkelt slag var - set fra historikerens vinkel - fuldstændig forfejlet, da et enkelt slag ganske simpelt ikke vinder en hel krig. Ergo tabte den tyske hærledelse ikke 1. Verdenskrig, fordi man ikke fulgte den feterede og i mellemtiden afdøde generals anvisninger. ”Schlieffens use of history was a bocus intellectualism” er krigshistorikerens hårde dom over Schlieffen og indirekte dermed hans mangeårige velyndere. Desuden gør Strachan op med en anden myte fra den store krig. Myten om den franske angrebsvilje og overdrevne fokusering på offensiven, som overskyggede enhver fornuft og gennemsyrede den franske hærdoktrin og måske var skyld i de franske nederlag var … nå ja, en myte. Og som om dette ikke var nok, så korrekser historikeren en tredje udbredt myte, som især har bredt i sig i Tyskland efter krigen. Slaget ved Tannenberg var slet ikke en plan udtænkt af brillante militære hjerner. Nej, dette slag og den tyske mulighed for sejr opstod nærmest ved et tilfælde; så at sige et slumpeheld hjulpet godt på vej af frapperende russisk inkompetence. Det skinner tydeligt igennem, at forfatteren ikke har høje tanker om de tyske generaler Hindenburg og Ludendorfs evner som hærførere, selv om de begge gjorde sig meget store anstrengelser for at bygge en myte op desangående efter krigen. 
 
Strachan har indføjet et meget omfattende og utroligt interessant afsnit i bogen om finansieringen af krigen. Forfatteren har på 177 sider redegjort grundigt og oplysende om teorierne bag finanspolitikken, deltagerlandenes afhængighed af guldet og de konsekvenser dette medførte, beskatningen af befolkningerne samt endelig en omtale af krigslånene, som var en udbredt måde at finansiere krigen på. Stachan beskriver også indgående, hvorledes finansieringen af krigen i virkeligheden tvang mange af deltagerlandene på begge sider fuldstændigt i knæ.  Et andet afsnit, som gør bogen bemærkelsesværdig, er det særdeles omfattende afsnit om krigen i Afrika. Det er normalt et ”sideshow”, som der ikke gøres meget ud af. Strachan har dog en anden opfattelse, han mener, at krigen på dette kontinent viser, hvorledes koloniherrerne søgte at fremme koloniseringen frem for at afvikle den. Slumrende territoriale ambitioner blev vækket som følge af hovedkrigen på det europæiske kontinent, så meget desto mere fordi de bekrigende parter alle havde interesser i Afrika. 
 
Under læsningen har Strachans værk gjort turen adskillige gange over Storebælt og sågar en enkelt gang på en tjenesterejse til et land i Europa. Dertil er at anføre, at bogens vægt og volumen gør den særdeles uegnet til at medføre som rejselitteratur; og det er egentlig ærgerligt, når det ofte er på sådanne rejser, at man har muse til at reflektere over et sådant fremragende værk. Det fysiske omfang af værket, som svarer til et par mursten, egner sig reelt bedst til at stå hjemme i reolen - men de færreste officerer i dagens Danmark har desværre tid til at spilde værdifuld familietid på læsning af sådanne omfangsrige bøger. Et andet lille surt opstød er, endnu en gang, manglen på gode kort. Man burde mene, at et så stort anlagt værk havde fortjent bedre kort. Kort, som indeholdt andet end underlige krydser og måske med tydelige angivelser med nogle instruktive pile af, hvor de enkelte enheder bevægede sig hen. Der skal overordentlig megen fantasi til at forestille sig, hvad der sker på kortene, og frem for alt, hvor det sker. Desuden så Europa helt anderledes ud, end vi er vant til at forestille os det. Kortet (det bedste i bogen) af Europa på side 7 viser på en ganske overskuelig måde, hvorfor Østrig-Ungarn havde en flåde, hvorfor førnævnte land og Tyskland måtte kæmpe mod Rusland, som man havde fælles grænse med, og hvordan Polen, som vi kender det i dag, på det tidspunkt var fuldstændigt opslugt af Tyskland og Rusland.  Men for den, der tager sig den nødvendige tid, er læsningen alle anstrengelser værd. Hew Strachan skriver desuden let, flydende og forståeligt for alle engelskkyndige. Strachans værk bygger ikke på primære kilder, men det giver et opdateret overblik over den nyeste forskning på området. Såfremt man på et eller andet tidspunkt skal beskæftige sig med den 1. Verdenskrig kommer man ikke udenom dette monumentale værk, men der er stadigvæk nok af emner at tage fat på – også i de fremtidige bind, f.eks. emnet krigspropaganda, de tyske krigsforbrydelser i Belgien og de tilsvarende russiske i Preussen. Man kan dog blive noget svimmel ved tanken om, at man efter læsning af godt og vel 1200 sider kun er kommet en tredjedel gennem det samlede værk.   Hvornår det næste bind udkommer vides ikke, men det ventes med spænding. 
 
 
 
 
David Miller: Ubåde Historien om Tysklands frygtede undervandsvåben
Værløse 2002. 200 sider, illustreret, kr. 278,-  
 
Anmeldt af orlogskaptajn Morten Hvilshøj Sørensen & major Claus E. Andersen 
 
Et af dette års mere interessante udgivelser er David Millers bog om ubåde. Miller er allerede af ubådsfreaks vel bekendt som ekspert på området.   Bogen er opdelt i tre dele: Første del handler om den tyske flådes ubåde fra den spæde start og 1. Verdenskrigs afgørende prøve og frem til den hemmelige udvidelse af flåden i tidsrummet 1919-1935. Skabelsen af en tysk ubådsflåde gik ud på at opretholde erfaringen og ekspertisen på området på trods af bestemmelserne i Versailles-traktaten, som pålagde Tyskland omfattende militære restriktioner i f.m. fredsslutningen efter 1. Verdenskrig.  Anden del dækker de større teknologiske landvindinger i perioden 1919-1945. Der gives også en beskrivelse af de forskellige ubådstyper, deres våbenudstyr, kommunikationsmidler, sensorer og fremdrivningssystemer.  Tredje del beskriver kamphandlingerne, mandskabet, dets træning, den triste beretning om Luftwaffes svigtende samarbejde og afslutningen på ubådskrigene.  Til sidst har forfatterne udarbejdet en fortegnelse over de 717 tyske ubåde, som gik tabt til søs.  I den danske oversættelse er der desuden en kort gennemgang af de danske ubådes historie fra 1909 til 2001, som dog kan virke noget fejlplaceret i et værk med ovenstående titel. 
 
Alt i alt er det en fremragende bog; også for lægmænd uden den store ekspertise på ubådsområdet. Illustrationerne er omfattende og gode, og de er med til at give bogen liv, og giver læsere, som ikke er søfolk, meget at se på. Ubådsbesætningerne og deres kaptajner var flådens elite - ligesom som jagerpiloterne var det i luftvåbnet, og kampvognsbesætningerne blev det i hæren, og det er jo altid fascinerende at læse om vovemod, vanskelige vilkår og hårde skæbner. Dette er en bog, ikke kun for søofficerer, men for alle med interesse for Anden Verdenskrig med dens føring, taktik og teknik. 
 
Vores vurdering af bogen er, at den er velskrevet, veldokumenteret meget detaljeret og næsten fuldstændig korrekt. Ikke-fagmanden finder aldrig de få fejl, som andre eksperter med akribi har peget på. For ubådskyndige er det fortræffeligt, at den foreliggende danske oversættelse har fået alle de korrekte fagudtryk med i værket. Der er noget for enhver interesseret i krigshistorie, mekanik og den fascinerende side af flåden, som ubåde udgør, og denne bog er absolut spændende, interessant og samtidigt lærerig. Vi kan absolut anbefale denne bog - også til et dansk publikum. Der er, kort sagt, for alle ny og interessant viden at hente i denne spændende bog. 
 
 
 
 
Wolfgang Schneider: Waffen-SS Hitlers sorte orden
Bogfabrikken 2001. 208 sider, illustreret, kr. 245,-  
 
Anmeldt af major Claus E. Andersen 
 
Der er skrevet en lang række populistiske, men ind i mellem også seriøse, bøger om det militære og politiske tyske fænomen Waffen-SS, som egentlig kun eksisterede i en overordentlig kort periode, fra 1940-45, hvis man skal tage betegnelsen Waffen-SS for pålydende, selvom der eksisterede forløbere for organisationen. For det meste når de seriøse bøger sjældent de danske boghylder - og når de gør, da slet ikke i dansk oversættelse. Det nærværende værk om Waffen-SS er oversat fra tysk og skrevet af den tyske historiker Wolfgang Schneider, som åbenbart er en produktiv herre.  Bogen har oprindeligt sin baggrund i en dokumentarserie i tysk fjernsyn (tre dele - ARD) - senere er serien sendt i to omgange på DR2 - populært kaldet den ”glemte kanal.” 
 
Schneider har opbygget bogen i tre meget markante afsnit, som formodentligt svarer til fjernsynsseriens. Den er noget stakatoagtigt opbygget - hvilket må tilskrives bogens baggrund som en slags manuskript. For at få det fulde udbytte af Schneiders anstrengelser kræver det nok, at man sideløbende har eller har haft mulighed for at se dokumentarfilmen, hvilket undertegnede ikke har.  Schneider har fyldt bogen med autentiske tekststykker eller udtalelser fra vidner på begge sider - forbryderne såvel som ofrene - selvom disse er fremsat med mange års forsinkelse, og som følge heraf har en begrænset historisk vidneværdi. Denne problematik behandler bogen til gengæld ikke.  En typisk fejl bør dog lige omtales. Heinrich Himmlers titel Reichsführer-SS er ikke, som anført, lig med den militære grad generalfeltmarskal, hvilket angives i et skema sidst i bogen. Titlen var først og fremmest en partipolitisk udnævnelse. Dette i øvrigt er en hyppig og gentaget fejl i mange publikationer om dette emne, og det bliver ikke mere korrekt af at blive gentaget gang på gang.  Det virker til gengæld lidt besynderligt, at en anerkendt tysk historiker og kender af Waffen-SS’ historie, professor Bernd Wegner, vil lægge navn til forordet i denne publikation. Wegner har for år tilbage skrevet en doktorafhandling om Waffen-SS og udgivet mange seriøse artikler om emnet. 
 
Afsluttende kan det konkluderes, at bogen burde have været sendt på markedet med Tv-udsendelsen på VHS-videobånd eller DVD som tillæg - eller omvendt. Kun et sådant arrangement ville have givet bogen mening. Det er ikke alt, der egner sig til bogudgivelse, og dette er et eksempel på en af dem. Det er for den oprigtigt interesserede læser en skuffende bog, som i al sin seriøsitet ikke giver læseren et særligt dybdegående indblik i emnets natur. 
 
Jeg ville, som dækkende for emnet, i stedet langt hellere anbefale George H. Steins lidt gamle udgivelse fra 1960’erne om emnet The Waffen-SS- Hitler’s Elite Guard at War 1939-1945, eventuelt Bernd Wegners egen - seriøse men ikke helt nemme - bog om emnet Hitlers Politische Soldaten: Die Waffen-SS 1933-1945 eller professorens nyere artikel i Militärgeschichte 11 (2001), Heft 1, side 1-10: ”Anmerkungen zur Geschichte der Waffen-SS aus organisations- und funktionsgeschichtlicher Sicht.” 
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidsskrift_131.aargang_nr.5_2002.pdf

 
 
 
 
 

 

Del: