Boganmeldelser

''The Voroshilov Lectures; Materials from the Soviet General Staff Academy, Volume I: Issues of Soviet Military Strategy."
Anmeldt af oberstløjtnant P. E. Tranberg
Compiled by Ghulam Dastagir Wardak, General Editor Graham Hall Turbivil- le, Jr.. Udgivet Juni 1989 af National Defense University Press, Washington D.C., USA. 26+411 sider. 

Bogens tilblivelseshistorie 

1. Bogidentifikationens voluminøse karakter svarer godt overens med udgivelsesprojektets størrelse. Bogen er kun den første i en serie på mange bind med materiale fra Voroshilov Academy of the General Staff of the USSR Armed Forces. Materialet udsendes som et led i det amerikanske forsvarsministeriums og U.S. Army’s Soviet Army Studies Office’s udgivelser om sovjetisk stategisk, operativ og taktisk tænkning. Udgivelsen har altså et officielt, autoritativt præg. Der er etableret en stor offentlig/halvoffentlig organisation med mange forskere, som skal varetage udgivelsen af de mange bind. Man forledes let til at sammenligne projektet med et forehavende, som een gang for alle vil fastlægge den endelige udgave af Biblen. Her drejer det sig blot om fastlæggelsen af sovjetisk militær tænkning.

2. Og hvad er så kilden til dette kæmpeprojekt? Det er udelukkende en afgansk officer, daværende oberstløjtnant Ghulam Dastagir Wardak, som i periode 1973- 75 var kursist på ovennævnte kursus. Under dramatiske omstændigheder og udvisning af stort personligt mod har denne officer gennem håndskrevne notater formået næsten ordret at fastholde alt læremateriale m.m.v. fra kursus. Originalmaterialet måtte og kunne kun læses på forsvarsakademiet. Det var en klar overtrædelse af de sovjetiske sikkerhedsbestemmelser at bringe selv personlige, håndskrevne notater herom ud af USSR. Efter hjemkomsten til Afganistan blev den nu anti-kommunistiske officer i 1978 fængslet og tortureret. Han blev aktivt medlem af den afganske modstandsbevægelse som områdechef for "Mujahedeen" og senere, efter at være blevet alvorligt såret, militær assistent for the National Islamic Front of Afghanistan. I 1981 slog han sig med i USA. Han medbragte sine notater, som havde været gemt i mange år, og overbragte disse til de officielle amerikanske myndigheder, der besluttede at udgive notaterne med Wardak som konsulent. Det hører med til vurderingen af materialet, at det ved oversættelsen til amerikansk har været udsat for op til fire fortløbende oversættelser: Fra russisk til afgansk til en afgansk lokaldialekt til amerikansk; for de enkelte notater iøvrigt i varierende rækkefølge. Beskrivelsen af bogens tilblivelseshistorie er i sig selv spændende og interessant læsning. Den udgør alene 13 sider i forordet og indledningen samt 7 sider med Wardaks personlige bemærkninger i bogens afslutning.

Bogens indhold
3. Bogen giver et strålende eksempel på vestens arbejdsmetoder og kildeanvendelse for studiet af sovjetisk militær tænkning op til 1989. Da jeg modtog bogen til anmeldelse i FEB 91 var dette endnu en væsentlig del af den vestlige verdens åbne muligheder på dette studiefelt, selv om mere direkte og opdaterede kilder i form af en stor mængde officerer fra bl.a. Polen og det tidligere DDR i dag vil kunne være konsulenter på tilsvarende bøger med væsentlig større aktualitet end en afgansk kilde fra 1973-75. SEP 91, hvor anmeldelsen skrives færdig, må situationen siges at have ændret sig i en sådan revolutionær grad, at bogen og hele bogprojektet må vurderes kun at have historisk interesse for en begrænset kreds af fagspecialister.
 
4. Set i dette lys er bogen alligevel anbefalelsesværdig for kredsen af militærhistorisk interesserede danske officerer. Stort ses al den åbne viden, vi har kunnet tilegne os gennem årene om sovjetisk militær strategi og konkret forsvarsplanlægning på det strategiske niveau, bekræftes i denne bog. Bogen indleder med en faktuel gennemgang af Voroshilov akademiets opgaver, organisation, personel og undervisning. I et tillæg er der yderligere detaljer herom. Resten af bogen er en i princippet ordret gengivelse af strategilektioneme på akademiet, opdelt i 8 hovedgrupper:
- 1. Militærstrategiens principper og indhold.
- 2. Det generelle koncept for "Theaters of Strategic Military Action" (TSMA) og metoder for studiet af deres strategiske karakteristika.
- 3. Forberedelse af områder for TSMA.
- 4. Forsvarsstyrkemes kampberedskab.
- 5. Strategisk deployering af forsvarsstyrker.
- 6. Principper for forsvarsstyrkemes strategiske aktioner.
- 7. Strategiske operationer i et kontinentalt TSMA.
- 8. Luftoperationer med henblik på ødelæggelse af fjendens gruppering af styrker til luftkrig.
 
5. Uden at være ekspert på området er det min vurdering, at de enkelte lektioner er karakteriseret af russisk militærvidenskabelighed. Med næsten matematisk præcision, men også følelseskulde, fremstår argumentationerne for principper og fremgangsmåder. Bogen er ikke til hyggelæsning før nattesøvnen, men vil med fordel kunne anvendes som et troværdigt referencegrundlag for studier af sovjetisk militær-strategisk tænkning omkring 1975.
 
 
 
 
 
"Hærens afdelingsmærker efter 1945" af Carl-Gustav Schöller.
Anmeldt af major C. Wessel-Tolvig
Forlaget Thorsgaard Aps, Frederikssund 1991, 240 sider, illustreret, pris 198 kr.
 
I forbindelse med hærens genopbygning efter 2. Verdenskrig blev der indført særlige afdelingsmærker efter britisk forbillede. Det grundlæggende arbejde med kreering og tegning af disse mærker blev udført af et underudvalg under Uniformskommissionen af 1945. De første afdelingsmærker blev udleveret i 1949. Den store serie af afdelingsmærker fra denne periode omfattede en samlet produktion på 116 modeller. Antallet af afdelingsmærker er siden forøget med yderligere et antal mærker. Uniformskommissionens arbejde kom til at vare i 10 år og blev gennemført velovervejet på et historisk velfunderet grundlag. Mærkesagen har til dato omfattet et antal større omfordelinger af mærker. Den første i forbindelse med forsvarsloven af 1951, hvorunder det oprindelige idegrundlag blev bevaret. Den næste i begyndelsen af 1960’eme tilsidesatte i uheldig grad det historiske og traditionsbestemte grundlag. Den hidtil sidste omfordeling af mærker i større omfang fandt sted i 1970’eme. Her blev den historiske sammenhæng endnu en gang svigtet. Siden midten af 1980’eme er der fremkommet en lang række forslag til nye mærker for forskellige myndigheder, som for en dels vedkommende endnu afventer endelig godkendelse.
Oberst C-G. Schöller er chef for Sjællandske Ingeniørregiment i Farum. Under hans tjenste i Hærstaben i begyndelsen af 1970’eme var et af hans arbejdsområder militær traditionspleje, herunder anvendelsen af afdelingsmærkeme. I den forbindelse fandt obersten i 1974 et stort antal gamle dokumenter fra Uniforms- kommissionen af 1945. Det blev samtidig til den første inspiration til den nu udkomne bog om afdelingsmærkeme.
Bogen er inddelt i tre afsnit. Det første afsnit omhandler afdelingsmærkemes tilblivelseshistorie bl.a. med en redegørelse for Uniformskommissionens arbejde, en beskrivelse af fremstillingsproceduren, motivvalg, farvelægning af skjolde m.m. Afsnittet indeholder desuden 57 arbejdsskitser til forskellige mærker. Andet afsnit omfatter en beskrivelse af mærkerne. Der er beskrevet 79 mærker i alt herunder Hjemmevæmets afdelingsmærker. Bogens tredje afsnit omfatter forskellige registre, litteraturhenvisninger, tilføjelse af summariske oplysninger om de seneste ændringer i 1991, english summary og 10 farvetavler med de nuværende 79 mærker.
 
Bogen giver en udmærket, overskuelig og tilpas kort redegørelse for den tilstræbte sammenhæng mellem korpsånd, traditioner og militær heraldik ved udformningen og anvendelsen af hærens og hjemmevæmets afdelingsmærker. Bag- gmnden for de strenge krav til gamle og nye mærker træder klart frem. Selvom der ikke er tale om en fuldstændig, historisk belysning af de enkelte enheder og myndigheder, belyser bogen væsentlige træk af hærens historie siden 2. Verdenskrig. Det gælder både for bogens første afsnit med den generelle beskrivelse af afdelingsmærkemes historie og for bogens andet afsnit med beskrivelsen af de enkelte mærker. Bogen er fremstillet i A5 format. Såvel arbejdsskitseme som farveplancheme er nydeligt udført. Denne nydelige udførelse kunne være understreget yderligere ved valg af samme skrifttype til bogens tekstafsnit, som er anvendt på bagsiden af bogens titelblad. Sammenfattende er der her tale om en meget overskuelig og særdeles læseværdig fremstilling af en væsentlig del af hærens uniformer og historie siden 1945. Med dens overskuelighed er bogen velegnet som opslagsværk. Interessen for afdelingsmærker er stor såvel indenfor som udenfor landets grænser. Denne interesse har både tjenstlige, historiske og hobby-prægede aspekter. Alle disse vil være fuldt tilgodeset med denne bog, som på både interessant og nydelig vis præsenterer disse små militære kunstværker.
 
 
 
 
"Nuclear Warriors: Soldiers^ Combat & Glasnost” af Dr, oberst Richard Holmes
Anmeldt af major K. H. Galster
 
I sin seneste bog "Nuclear Warriors”, som i al væsentlighed er blevet til lige inden Golfkrisen og -krigen - omend først sendt på markedet i marts d.å. - stiller Dr. Holmes spørgsmålet: "Hvad er krigerens fremtid?” Dele af bogens analyse (kapitel 6 og 7) vil være flere af tidsskriftets læsere bekendt fra forfatterens foredrag i Det krigsvidenskabelige Selskab i efteråret 1990.
 
Forfatteren indleder med at redegøre for sin baggrund og sin bevæggrund for at foretage netop denne analyse. I kapitel 2 ”The Nature of War” forsøges - og med held synes det - en ajourføring af krigens teori. Vekselvirkningen mellem opslidnings- og manøvrekrig bliver glimrende klarlagt gennem henvisninger til bl.a. Liddel Hart, Guderian og Tuchachevskii; Tysklands evige ressourceproblem i kamp med en modstander - det være sig Ententen, Rusland elller Sovjetunionen - med ubegrænsede personelle og industrielle reserver billedliggøres fremragende udfra bl.a. Den store Fædrelandskrig. Denne problemstilling fører os videre i en analyse af logikkens og dermed industriens betydning for krigens ændring frem mod nyeste tid i retning af ”Material-schlacht”, men lader også forfatteren påpege, at der stedse har været et slip mellem den faktisk eksisterende teknologi, og den der i den aktuelle situation har fundet militær anvendelse. Konklusionen på disse betragtninger bliver, at fremtidens våben bliver færre og mindre ”barokke”, men grusommere (”gotiske”); og at doktrinen i overensstemmelse hermed vil udviklesig i en retning, der tilgodeser dette: Konflikter med lav intensitet og "small scale operations".
I 3. kapitel "The Field of Battle" analyseres de ændringer af kamppladsen, som 1990emes politiske omvæltninger må forventes at føre med sig. Analysen understreger det fremtidige behov for fleksibilitet og tempo, mindre ildkraft. Tendensen bevæger os - efter forfatterens mening - atter væk fra opslidnings- og tilbage til manøvrekrigen. Dette peger endvidere på behovet for mindre, men mere professionelle styrker, hvad der jo bl.a. ogsa synes at fremgå af den aktuellle debat i Sovjetunionen, hvor mange civile opinionsdannere slår til lyd for en afskaffelse af værnepligten og indførelse af en lille, hvervet hær. Det stigende behov for doktrinær nytænkning, der aktualiseres herved, ser forfatteren tilgodeset gennem oprettelse af videreuddannelser som det forholdsvis ny britiske "Higher Command Course", ligesom anskaffelsen i 1980’eme af Challenger og Warrior samt en afgørende holdningsændring har ført den britiske hær - i hvert fald BAOR - doktrinært i retning af en mere "tysk" stil: mobilitet, hurtig reaktion og offensiv. Og selv om den høje pris på helikoptere lægger visse begrænsninger på mobiliteten, er de luftmobile enheder dog - fastslår Holmes - en selvfølgelig del af enhver "balanced force"; og han antyder muligheden af en europæisk luftmobile division sammensat af f.eks. den britiske 24th Airmobile Brigade, 27. (TY) Luftlandebrigade, hollandske rekognosceringshelikoptere, et belgisk faldskærmsre- giment og nogle (US) Apaches (hvorfor mon der for øvrigt ikke blev nævnt et ord om danske enheder?) som en tiltrængt reserve for NORTHAG.
Også det ikke offensive forsvar (non-provocative defence) bliver i dette kapitel sat under lup. Omend det synes at have betydelige fordele, findes det imidlertid utilstrækkeligt over for en sovjetisk doktrin, der understreger offensiven, gennembruddet og opfølgningen i fjendens bagland. Kapitlet konkluderer, at det trods alle teknologiske nyskabelser, stadig er mennesket som beslutningstager, der afgør begivenhedernes gang.
Og således begiver vi os i kapitel 4 "The Real Weapon" over i den psyko- logisk-sociale tankeverden. Forfatteren er af den opfattelse, at vor tids forbandelse er den om sig gribende trang til at kvantificere og sætte fokus på i sig selv ligegyldige enkeltsager, der kun opfylder det ene krav, at der kan gøres beregninger over dem. Kapitlet beskriver dernæst det menneskelige aspekt i krigen og i det militære apparat, dets vidt forskellige udvikling fra land til land og fra periode til periode. Kapitel 5 fortæller levende, at enhver hær må være et mere eller mindre klart spejlbillede af den nation, den tjener. Der er forskel på en post-kolonial britisk og en egalitær israelsk hær; der er forskel på Kejserhæren, Wehrmacht og Bundeswehr, hvad der tydeligt signaleres allerede i påklædningen. Kapitlet beskriver også, hvorfor det i de fleste hære er vanskeligt at indpasse mere end en beskeden procentdel kvinder i et system, der i årtusinder har haft til formål at være drengens tumleplads, stedet for deres mere eller mindre rituelle manddomsprøver. Det beskriver også, hvorfor amerikanerne er så misundelige på det traditionsbeva- rende, men fleksible britiske regimentssystem. 6. kapitel "Men Under Authority" analyserer den internationalt om sig gribende "rank inflation" og det ligeså uheldige begreb "overcommand" (at lade et for højt niveau løse den givne opgave). Officerer skal og bør ikke - efter forfatterens mening - løse "NCO"s opgaver. Kapitlet fremhæver med velvalgte eksempler betydningen af sammenholdet og ligeværdigheden i officersmessen og påpeger at - i hvert fald i UK - er forholdet officererne indbyrdes stedse mere uformelt og broderligt, des mere man nærmer sig de regimenter med den skarpeste udvælgelsesprocedure. Holmes fremfører i den sammenhæng, at den i fredstid almindeligt udbredte tilbøjelighed til overdreven respekt for ældre officerskammerater er af det onde. "The Seeds of Time" afslutter bogen med at påpege:
- Det er af økonomiske grunde såvel som på grund af tidsånden slut med teknologifråds,
- det bør og vil forhåbentlig snart være forbi med "over command". Det hører med til jobtilfredsstillelsen, at der overlades passende initiativ og ansvar til den yngre officer og til NCOs,
- at forringe optagelseskravene til officersskolerne for at opfylde rekrutteringsmålene vil være dybt skadeligt,
- der vil i fremtiden være behov for mere flexible styrker end de "Theatrespecific" tunge, pansrede enheder, vi kender, og
- flyvevåbnet vil i fremtiden stedse hyppigere skulle underlægges hæren i de enkelte operationer.
 
Man lægger "Nuclear Warriors" fra sig med en følelse af dyb sjælehg tilfredsstillelse. Her er for en gangs skyld en bog, der henter sine referencer fra alle betydende militæmationer og minsandten i et enkelt tilfælde også fra Danmark, citerer korrekt (også på originalsprogene), ikke søger at stille egen nations svagheder under stolen og forsøger at gøre værket forståeligt - og vel dermed sælgeligt - i mere end ét land ved brug af udtryksformer, der er gængse ikke kun i UK. Bogen ville være et nyttigt bidrag til debatten - også her i landet - ikke mindst for så vidt angår indholdet af officersuddannelsen samt strukturering og anvendelse af vore styrker.
 
 
 
"Til Fædrelandets Forsvar, Værnepligten i Danmark gennem tiderne " af Hans Chr. Bjerg
Anmeldt af Major O. A. Hedegaard
hft., ill., 107 s., udg. af Væmepligtsstyrelsen (Kbh. 1991). 
 
"Bondens søn hører til den tyendeklasse, hvis arbejde er det simpleste og strengeste. Hvad enten han tjener i det militære eller hos fremmede, kan ordentligvis være ham lige meget. I hans fremtidige bestemmelse sker ham derved intet afbræk. Tværtimod vinder han ved den militære tjeneste både nogen kultur og mere arbejdsdygtighed, orden og lydighed. De øvrige borgerklasser vil derimod lide overmåde meget ved almindelig værnepligt, idet det vil være beskræmmende for dem at skulle stå i geled med de unge bønderkarle, og byungdommens uddannelse tåler desuden ikke nogen afbrydelse”. (Et medlem af Stænderforsamlingen 1836).
 
Saxo fortæller, at Absalon engang red forbi nogle udskrevne ledingsbønder, der slæbte på tung udrustning. Biskoppen standsede hesten og ytrede venligt, at det var hårdt at slide for fædrelandet. De svarede ham, at det var værre at sidde som lænkede fanger på vendernes rorbænke, hvorfor de gerne som frie mænd slæbte byrder for fædrelandet!
Uanset, om historien er sand eller ej, udtrykker den klart, enkelt og værdigt essensen af den almindelige værnepligt og dennes accept i vort folk. Ved en reception i Kastellet 26. juni 1991 præsenterede indenrigsminister Thor Pedersen en af Væmepligtsstyrelsen udgivet bog med ovennævnte titel. Bogen er forfattet af chefen for Rigsarkivets 3. Afdeling. Forsvarets arkiver, over- arkivar Hans Chr. Bjerg og skal her gøres til genstand for en omtale. Emnet er i disse år overmåde aktuelt og "varmt”, især fordi der tilsyneladende er kommet en længe tiltrængt interesse og forståelse for værnepligtens værdi i befolkningen som et led i en bred accept af forsvaret og forsvarsviljen. Det er velgørende, at Indenrigsministeriet - som Væmepligtsstyrelsen henhører under - har set værdien i en sådan fremstilling i debatten. Valget af forfatter er ikke mindre heldigt.
Den almindelige væmepligt har ældgammle rødder i Danmark. Som den rutinerede historiker Bjerg er, indleder han med at understrege og skildre denne uafviselige kendsgerning. Historisk kan vi med sikkerhed følge den tilbage til "ledningen", den væme- pligtsorganisation, der detaljeret omtales i Jyske Lov fra 1241, og som var gældende i Valdemarstiden. Den har givet spor helt tilbage til germansk tid, og det må ikke glemmes eller overses, at det var den danske ledning, udskrevne danske bønder, der på selvbyggende skibe og med egne, medbragte våben slog de vendiske fyrster og den estlandske hær 1219 og skabte det danske "østersøimperium" under Valdemar II.
Våbenudviklingen og det stigende herremandstyranni medførte, at den frie danske bonde sank ned i passiv afhængighed af herremanden, der ikke ønskede, at bønderne blev frigjorte eller ejede våben. Bjerg skildrer omhyggeligt, hvorledes ledningen smuldrer i slutningen af 1300-tallet til fordel for hvervede, udenlandske knægte, som kongerne desværre ofte foretrak for landets egne børn. Her spillede nogle indviklede mekanismer ind, grundet adelens forkrøblede holdninger til landets forsvar, hensynet til landbruget, hoveriet m.m. Vor store krigerkonge Christian IV og hans periode havde en underlig steril holdning til brug af landets egne sønner i stedet for dyre, udenlandske knægte, og Bjerg kan selvfølgelig ikke nære sig for i uddrag at citere de to berømte udtalelser, der indrammer Christian IV’s periode, hvor Danmark tabte provinserne øst for Øresund. Den ene er rigskansleren Arild Hvidtfeldts smukke, evigt gyldige udtalelse til den unge konge om indførelsen af værnepligt: "....Sløve og våbenløse sidder vi og har kun penge og fremmed magt at forlade os på... Vort folk fattes hverken mod eller manddom, kun øvelse, det ses bedst på bådfolket, der er så kækt, som man kan ønske det. Hvis vore egne på ny blev fremdragne og øvede... og man gav dem en ubetydelig årlig sold, så ville de blevet tifold bedre end fremmede." Den anden er den aldrende konges hovmodige ord til rigsmarks Anders Bille fra 1645, da Sjælland truedes af svenskerne:"...Vi sende dig derfor disse bønder med deres officerer tilbage til dig, anseende at Vi til dette lands konservation behøve soldater og ikke bønder!" Bjerg påviser, hvorledes den danske adel i store dele af 15-, 16- og 1700-tallet spillede en ofte ussel rolle, og den krigeriske stand, der som modydelse for skattefrihed var pålagt landets forsvar, og som storbønder havde udgjort kemen i ledningen, nu foretrak det behagelige liv på godserne og så lade kongerne betale udenlandske, ofte upålidelige lejetropper, der forarmede riget.
1849 blev et mærkeår i dansk forsvars historie på de indre linier. Før 1849 påhvilede værnepligten kun den "upriviligerede del af landbostaden". D.v.s. sønner af gård- og husmænd, møllere, kromænd, landsbyhåndværkere, skytter, ueksa- minerede gartnere m.fl., altså helt klart den ringest estimerede, dårligst uddannede og socialt laveste del af befolkningen. Fritagne for værnepligt var "adelens og rangspersoners" samt gejsthghedens og verdslige embedsmænds sønner samt - stort set - alle købstadsborgeres sønner, altså den socialt stærkeste og mest veluddannede del af befolkningen. Bjerg har med sine undersøgelser været langt omkring, og det er interessant læsning fx at erfare omstændighederne vedr. indførelsen af værnepligtsloven i 1849. Gentagne gange op mod 1849 blev der i den censurerede presse og fra 1830 i Stænderforsamlingerne fremsat ønske om almindelig værnepligt, men det fandt ikke genklang hos de enevældige konger. Frederik VI, vor inkarnerede soldaterkonge, havde ikke forståelse for, at andre end bondesønner kunne bære et feltlivs strabadser, og efterfølgeren, den kultiverede, aristokratiske Christian VIII, mente ikke at kunne pålægge overklassens og adelens sønner denne ringeagtede byrde.
 
Den almindelige værnepligt kom i 1849, da landet fik en fri forfatning. Den nye værnepligtslov var desværre behæftet med en - i vore øjne overordentlig aso- cial-bestemmelse, idet den bibeholdt den gamle ”stillingstilladelse”. D.v.s., at en velhavers søn, der ikke trak frinummer eller kasseredes, kunne betale en fattigere til at "springe soldat” for sig, en bestemmelse, der i rigt mål blev udnyttet, hvorved værnepligten ikke byggede på almindelig hghed for loven. Bjerg redegør også for forholdene under krigen 1864. Det var her klart, at især de besiddende klasser bedre forstod - bl.a. gennem de såkaldte "akademiker- hjertefejl" - at udnytte systemets svagheder. Den "folkehær", der skulle forsvare landet, var meget svagt repræsenteret af de befolkningsdele, der rummede de bedrestillede og akademiske kredse, altså de, der dannede den "offentHge mening" og råbte højest om en eksistens og "Danmark til Eideren!". Der skulle en krig til for at vise, at stillingstilladelsen havde grov social slagside, og hærloven af 1867 (der samtidig ophævede faneeden) ophævede da også denne med virkning fra 1869. Efter loven skulle alt det udskrevne mandskab indkaldes til uddannelse, men det blev ikke iværksat. Omhyggeligt og konsekvent redegør forfatteren for de - faktisk ret mange - ændringer af den oprindelige værnepligtslov, og denne del af vort forsvars kulturhistorie er lige så interessant læsning som den om et slag. 1. verdenskrig medførte en naturlig krigstræthed og defaitisme, som stimuleredes gennem 20’emes og 30’emes arbejdsløshed, i rigt mål næret af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og kommunisterne, og som selvfølgelig smittede af på væmepligtsmassen.

Efter 2. verdenskrig, hvor Danmark blev medlem af NATO, indførte hæren i forbindelse med forsvarsordningen af 1951 og første gang siden 1849 en lang- tidshvervet menig soldat benævnt math, til supplement af værnepligtsstyrken. Ordningen blev visselig ikke nogen succes, og matheme blev hurtigt nærmest ilde set, Hgesom hovedparten af de værnepligtige omfattede dem med en dyb uvilje. Systemet viste tydeligt, hvor dyb forankring værnepligten trods alt havde i hæren og store dele af befolkningen, og hvor lidt danskerne i efterkrigsårene var indstillet på en ”professionel" soldat. Endelig var det klart, at matheme gennemgående kom fra bestemte dele af befolkningen og derfor ikke - og det var vel det mest betænkelige - repræsenterede et bredt udsnit af befolkningen, som hvervede styrker aldrig vil gøre, og som det også er tilfældet med konstabelgruppen. Visse skræmmende træk i vor tid kunne tyde på, at samfundet i nøje takt med cementeringen af velfærdsstaten er ved at bevæge sig bort fra værnepligten som en yderst besværlig byrde for den mandlige ungdom. (Kvinder har jo mærkværdigvis ikke værnepligt, hvilket kan forekomme mærkeligt i en nation med fuld ligestilling!)

Der indkaldes katastrofalt få værnepligtige.! Herved står forsvarets åndelige og nationale forankring i befolkningens brede lag i alvorlig fare for at lide skibbrud, og forsvaret kan udvikle sig til et ubehageligt fremmedelement i nationen, som det var i hvervningens tidsalder. En yderligere udhuling af værnepligten vil på længere sigt betyde en fremmedgørelse af forsvaret i befolkningen, der næppe mere vil identificere sig med de væbnede styrker som et naturligt og integreret led i folket. Endelig vil en udhuling af værnepligten til fordel for overbetalte "legionærer" usvigeligt sikkert - som før 1849 - få social slagside. Dette er også tilfældet i alle de stater, der baserer de væbnede styrker på hvervning.
En bog af nærv. art er i sagens natur ikke underholdning, men en seriøs fremstilling, som vil blive brugt som basis for andre arbejder, kronikker, foredrag etc. Det havde derfor været rart og lettet brugen, om forfatteren havde udarbejdet et noteapparat. Værket afsluttes dog med en omfattende, selektiv bibliografi, der klart vidner om det store arbejde, Bjerg samvittighedsfuldt har nedlagt i bogen. Illustrationsmaterialet er velvalgt og godt gengivet, men ét område har ikke interesseret forfatteren. Nærv. anmelder tager da heller ikke i betænkning arbitrært og på stedet at anse den dygtige historiker og forfatter med bolt og jern på Bremerholm for en længere periode for denne synd.
De historiske uniformsbilleder er overmåde uegnede, og afdøde konservator Preben Kanniks meget flygtigt, nærmest skitseagtigt udførte farvetegninger egner sig ikke til gengivelse i sort/hvid. Her burde Bjerg have konsulteret sit eget arkivs, Det kongelige Gamisonsbibhoteks eller Tøjhusmuseets righoldige samlinger af fremragende kunstneres oplysende uniformsbilleder. Endvidere burde de mere end kortfattede billedtekster have været mere fyldige. Typografien er god og læsevenlig, og det moderne lay-out er smagfuldt komponeret og sympataisk at stifte bekendtskab med, alt i alt et arbejde, Notex, Grafiske Service Center godt kan være bekendt.

 
Et par ord om forfatteren. Overarkivar Bjerg er ubetinget vor mest produktive, civile militærhistoriker, og han tegner sig for en fornem produktion med hovedværket "Ligaen", I-II, (1985) om den danske militære efterretningstjeneste 1940-45 på højre fløj af den ne produktion. Endvidere overkommer Bjerg den kraftpræstation, ikke mindst i viden og indsigt, samtidig at være Marinens historiske konsulent. Bjerg, der er medlem af bl.a. Det krigsvidenskabelige Selskab og Dansk militærhistorisk Kommission, er også en flittig foredragsholder og kronikør i dagspressen, altid klar til at bryde en lanse for dansk forsvar. Der er grund til at lykønske såvel Indenrigsministeriet, Væmepligtsstyrelsen som forfatteren med denne udgivelse, der givet vil blive flittigt brugt af såvel læg som lærd.
Bjerg har med nærværende velunderbyggede og velskrevne og netop i disse år højst velkomne bog føjet en ny, glimrende facet til det brogede kalejdoskop, som udgøres af dansk militærhistorie, og som er en stor, uløselig del af vort lands og vort folks historie i krig og fred. Den, der vil anmelde bøger, må - som botanikeren - stedse være beret til at gribe om såvel roser som nælder. I dette tilfælde var det afgjort en rose!
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Del:

Emneord