Bøger - 1961 - #9

Roger Manvell and Heinrich Fraenckel:
Doctor Goebbels. London 1960. 318 sider
+ bibliografi.
 
Biografi udført på grundlag af dagbogsoptegnelser,
interviews af Goebbels søster,
forlovede og hans skolelærer m. fl.
Joseph Goebbels er født i 1897 af jævne
forældre. Student, katolik og ville være
digter. En legemlig defekt gav ham en
mindreværdsfølelse og var medvirkende
til hans ejendommelige udvikling på propagandaområdet
og som forkæmper for
DNSAP i Tyskland. Af hovedpunkter skal
nævnes: I 1926 blev Goebbels Gauleiter i
Berlin, og det egentlige samarbejde med
Hitler indledes samt vokser i perioden til
1931, hvor »Reichwehr« opbygges. I 1934
er Goebbels på vej mod toppen. Proklamerer
præsident v. Hindenburgs død den
2/8 og Hitlers overtagelse af posten som
Rigskansler. Goebbels er nu slået igennem
som propagandamager og må vel betegnes
som denne tids bedste begavelse på dette
område. Trofast mod Hitler, til hvis inderkreds
han hørte, var han til det sidste.
Proklamerede dennes død i 1945 umiddelbart
inden han den 30/2 tog livet af sig
selv, sin kone og 6 børn i kommandobunkeren
i Berlin. Lærerig og interessant.
 
P. Christiansen.
 
Admiral Georg Alexander von Muller:
Regierte der Kaiser. Gøttingen 1959. 455
sider.
 
Gennem krigsdagbogsoptegnelser, breve
og notater m. m. tegner forfatteren — der,
adlet af kejseren, var chef for marinekabinettet
— et tidsbillede af kejser W ilhelm
II, konge af Preussen, som en særdeles
velbegavet enehersker, der dybest
inde var en fredens mand, men som af
hele verdensudviklingen og den spændte
politiske situation gennem begivenhederne
i Serajevo den 28. juni 1914 (mordet på
den østrigske tronfølger), blev drevet ud
i verdenskrigen og stemplet som dennes
anstifter og som legemliggørelsen af den
tyske imperialisme.
 
Hvordan var denne mand egentlig? Dette
belyses gennem forfatterens nøgtern
og dybt alvorlige karakteristik af den
mand, som verden kender som den kejser,
der blev tvunget til at føre en ødelæggende
og verdensomspændende krig 1914— 18.
 
P. Christiansen.
 
Feltmarskal Alanbrookes krigsdagbøger, I,
Med ryggen mod muren. Oversat fra
The Turn of the Tide 1939 — 1943 af
Chr. Dahlerup Koch. Udkommet på Det
Schønberske Forlag. 633 sider. K r. 110
(bind I og II).
 
Fra det Schønberske forlag har MILITÆRT TIDSSKRIFT modtaget den danske
oversættelse af første del af feltmarskal
Alanbrookes krigsdagbøger. Mange
officerer tænkte sikkert umiddelbart, hvorfor
nu det, den har vi jo forlængst læst
på originalsproget. Men det er måske heller
ikke officererne, man i første række
har tænkt sig som den potentielle læser.
Det er vel snarere de mange mennesker,
der beskæftiger sig med emner, der grænser
op til områder, der må gå hånd i hånd
med forsvaret, eller de mennesker, for
hvem memoire-litteratur betyder nye impulser,
ny baggrund for forståelse af forhold
eller personer.
 
Da disse krigsdagbøger netop indeholder
så meget væsentligt om de kendte topfigurer
fra den sidste verdenskrig og i
særdeleshed en samtidig vurdering af personer
og forhold som kun findes her, må
man være forlaget taknemlig for, at det
har turdet binde an med så stor en opgave.
Man må håbe, at det må blive til
succes for dette.
 
Bogen har i særlig grad været anvendt
som studiemateriale ved en nøjere belysning
af Churchill og dennes lederegenskaber;
det er måske også dette forhold,
der i særlig grad har interesse for den,
der af hensyn til personstudier kaster sig
over disse dagbøger. Men bogen kan også
gennemlæses under helt andre synsvinkler
— forholdet mellem politikere og de
øverste militære chefer, føreregenskaber
hos chefer er blot to meget nærliggende
eksempler.
 
Mellem Churchill og Alanbrooke var
der således et svælg i opfattelse. Churchill
var politikeren, der med hele dennes impulsivitet
kastede sig over løsningen af de
enkelte opgaver uden smålig skelen til,
om midlerne nu var til stede. Han pressede
for en offensiv indsættelse på et
tidspunkt, hvor man endnu ikke kunne
klare selv de mest nødtørftige, defensive
sikkerhedsforanstaltninger. Alanbrooke var
generalen, der koldt og nøgternt så som
sit første mål at få udarbejdet en plan
for krigens førelse, for derefter at fremskaffe
midlerne, således at målsætningen
og disse kom til at gå hånd i hånd. Alanbrooke
skriver et sted (december 1941):
»Jeg husker godt, hvor forfærdet jeg blev
der, i den første tid, over at konstatere,
at der ikke fandtes nogen bestemt plan
for krigens førelse. Vi hutlede os frem fra
dag til dag, så at sige fra hånden og i
munden ... vendte og drejede os som en
vejrhane«.
 
Churchill skabte for Chiefs of Staff
Committee ofte en voldsom arbejdsbyrde
ved at fremlægge en række muligheder —
der teoretisk kunne være meget tiltalende
— men som i praksis ikke kunne lade sig
gennemføre. Med hans aggressive bulldog
mentalitet skulle der mere end almindelige
forestillinger fra Alanbrooke og de
øvrige medlemmer af Chiefs of Staff Committee
for at overtale Churchill til at
skrinlægge disse ideer.
 
Beskrivelsen af vanskelighederne for
Chiefs of Staff Committee, da Churchill
foreslog i efteråret 1941 en erobring af
Nordnorge, er et stærkt eksempel herpå.
På det amerikanske generalstabskursus
(Fort Leavenworth, Regular Course) har
man gennem et par år ladet eleverne belyse
ud fra en eller flere militære chefer,
om de principper for førervirksomhed,
der er nedfældet i et lille reglement, er
alsidige nok. Alanbrooke’s krigsdagbog
kunne give stof til mange elever. Her at
belyse alle facetterne i denne militære
chefs egenskaber er ikke mulig, men et
par enkelte sider skal dog trækkes frem.
Føreregenskaberne træder selvfølgelig særlig
stærkt frem i den første periode, hvor
han var chef. Her var vanskelighederne
størst, chancen for den fuldstændige tilintetgørelse
mange gange større end muligheden
for redning.
 
Alanbrookes fastholden af det militært
forsvarlige overfor de politiske argumenter,
som Churchill fremsatte i juni 1940
umiddelbart forud for det franske sammenbrud,
kan for eftertiden stå som et
skoleeksempel på, at har man givet en
chef et direktiv, så må man ikke blande
sig i denne detaildispositioner. E r man
utilfreds med hovedprincippet i udførelsen,
må man enten skifte chef eller også
give ham et nyt direktiv. Efter den endelige
tilbagetrækning fra Frankrig i 1940
har Churchill sikkert også indset, at Alanbrookes
forsøg på at redde de sidste
stumper i Frankrig blev tillagt den rette
prioritet.
 
Ved tilbagekomsten til England i 1940
blev Alanbrooke chef for hjemmehæren
— d.v.s. for landforsvaret af den engelske
ø-gruppe. I sin ydmyghed overfor denne
opgave — »jeg har svært ved fuldtud at
fatte, hvad det er for et ansvar, jeg har
påtaget mig. Jeg kan kun bede til, at jeg
må være i stand til at klare opgaven ...«
sætter Alanbrooke ind på at mobilisere
alle kræfter. Churchill skabte Home Force
— hjemmehæren — gav den livsidé gennem
parolen: »You can take one with
you”, men Alanbrooke gav den organisation
våben, operativ idé o.s.v. Dette skete
nok ved hårdt arbejde bag skrivebordet,
men så sandelig også på de mange inspektionsrejser
overalt i landet. De kontakter
og den gensidige respekt og forståelse,
som herved skabtes, var mindst lige så
meget værd som arbejdet ved skrivebordet.
Krigen var i 1940 fra et militært anliggende
pludselig blevet et anliggende, der
trængte sig ind på det britiske samfund
i en langt stærkere form end nogensinde
før. Enhver politiker, embedsmand, forretningsmand
o.s.v. blev tvunget til at tage
stilling. I en sådan situation er det nødvendigt,
at man råder over såvel militære
chefer som politiske ledere, der forstår
hinanden, og som er villig til at tage et
ansvar. En officer, der ikke kan gøre
dette, kan aldrig blive en god chef.
Til slut skal blot anføres et lille hjertesuk.
Ikke ret langt inde i bogen støder
man på den første lidt unøjagtige oversættelse,
og straks vender man tilbage til
titelbladet, for at se hvem der som militær
sagkyndig har hjulpet oversætteren. Tilsyneladende
findes en sådan ikke. Havde
der været en sådan, kunne man måske
have undgået udtryk som antipanserkanoner
(panserværnskanoner), kampskibe
(slagskibe), hærgruppechef (armegruppechef
m. fl. og i stedet for anvendt den
normalt militære terminologi. Side 212 er
endvidere Chiefs of Staff Committee pludselig
oversat ved forsvarsledelsen.
 
J. S.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v4.pdf

 

Litteraturliste

Del: