Bøger - 1961 - #7

Uffe Geertsen: Radioaktivitet. — 147 sider,
kr. 9,50. Tilsendt fra Borgens Forlag.
 
Forfatteren til denne bog betjener sig
hovedsagelig af citater og uddrag fra andre
publikationer og fortrinsvis sådanne,
der har trukket alt det rædselsvækkende
ved atomvåben og atomkrig frem, ofte på
bekostning af sagligheden. Selve formen,
hvorunder emnet er behandlet, virker noget
»rodet«, idet de samme foreteelser
unødvendigt behandles flere gange i de
mange underafsnit, bogen er inddelt i.
Hvor meget, der står for forfatterens egen
regning, og hvor meget, der er omskrivelser
af andres værker, er svært at se, selvom
direkte citater (ofte meget lange) korrekt
er anført. Forfatteren har hovedsagelig
støttet sig til Skovs og Arleys »Atomkraft«,
Jungks »Stærkere end tusind sole«, Clemedson
og Nelson »Atomvapenskador«
og Kemps »Arv og Kår«.
 
Bogens første halvdel er helliget den
rent tekniske redegørelse for atomvåben,
men har man ikke forhåndskendskab til
disse forhold, virker afsnittet sikkert forvirrende.
H ertil kommer en del tekniske
unøjagtigheder, måske fremkaldt af den
megen brug af andres værker. Både dette
og næste afsnit virker meget tendentiøs.
Trangen til at dreje problemstillingen i
en ønsket retning viser sig ofte, f. eks.
når forfatteren kalder et 20 megatons våben
for middelstor!!!.
 
I bogens andet afsnit kommer forfatteren
ind på problemets militære og politiske
aspekter, stadig med flittig brug af
citater og uddrag. Forfatterens konklusion
er her, at de små lande skal sige nej til
atomvåben og basere deres forsvar på konventionelle
midler, suppleret med en modstandsbevægelse,
når en evt. besættelse har
fundet sted. Herved skulle der være håb
om, at atommagteme afstår fra anvendelse
af atomvåben. Selvom forfatteren ikke er
egentlig militærnægter, er mange af de
fremsatte meninger så stærkt pacifistiske,
at de går over i det urealistiske.
Bogens sidste 30 sider er genoptryk af
et radioforedrag af prof. Mogens Westergaard
om arveligbedsproblemerne og et
optryk af højskoleforstander Knud Hansens
»Manden på Broen«, der igen har
sin oprindelse hos østrigeren Günther Anders,
omhandlende et besøg i Hiroshima
og Nagasaki. Her opereres med et antal
omkomne i Hiroshima på 282,000, et tal,
der er henved 4 gange større end de officielle
tal. Et enkelt eksempel på bogens
sidste, ligeledes tendentiøse, del: Efter at
der i Knud Hansens optrykte artikel er
citeret et indlæg fra et tysk tidsskrift »Die
Kommenden«, (der igen citerer fra Harry
Elmer Barnes i »Observer«), omfattende
det postulat, at Japan havde tilbudt fred
inden Hiroshima, men at »generalerne«
ønskede bomben afprøvet, siges det i bogen:
Om det er rigtigt, kan man ikke
vide, men muligheden er der. — En diskussion
på et sådant grundlag forekommer
anmelderen spild af tid.
Til sidst følger en fremmedords- og bogliste.
 
Alt i alt må bogen siges at være af
ringe værdi for den, der beskæftiger sig
med det af bogen behandlede emne, idel
det ville være mere formålstjenlig at læse
de citerede originalværker. Bogen virket
som et opkog af et afkog. Nogen neutral
populær fremstilling af problemerne giver
den ikke.
 
A. Skjødt.
 
Field-Marshal Montgomery: The Path t«
Leadership. — 256 sider, kr. 22,05. T ilsendt
fra Arnold Busck International
Boghandel.
 
Dette er en mærkelig bog. Titlen kunne
lade formode, at det drejede sig om en
selvbiografi, men det gør det ikke; selvbiografien
er allerede skrevet. Bogen her
handler om andre store ledere, som skal
studeres for at finde ud af, hvad der gjorde
dem til store ledere. Men analysen
føres ikke til bunds. Det bliver til korte
levnedsbeskrivelser og anekdoter (hvori
forfatteren ofte selv optræder), og disse er
ikke uinteressante; de fører blot ikke til
det, man venter sig.
 
Det er, som om Montgomery her har
blandet en del stof, han har haft liggende,
sammen til en bog. Der er noget vedrørende
fortidens store, som man mistænker
ham for at have haft liggende fra sin tid
som lærer på Camberley; der er noget
vedrørende nutidens store, som stammer
fra det indtryk, han har dannet sig af dem
under personlige møder bl. a. under le
rejser, han har foretaget efter krigens afslutning.
Der er mest om Montgomery
selv.
 
Ingen har nogensinde beskyldt Montgomery
for beskedenhed. Men det er dog
i det mindste tiltalende, at han heller ikke
selv forsøger at hykle en sådan beskedenhed.
Han siger med Columbus: Ja, men
jeg gjorde det. Og tilføjer så for egen
regning: Og eftersom jeg gjorde det, så
har jeg vel også ret til at sige min mening,
som det passer mig, og når det passer mig
—- og man ville gøre klogt i at lytte til
mig.
Det er forståeligt, hvis denne holdning
irriterer mange, men man kan på den
anden side ikke frakende ham en vis ret
til at indtage den.
 
Ungdommens opdragelse ligger ham
stærkt på sinde, og visse steder i bogen
leder tanken hen på Baden-Povel. Men
»Path to Leadership« er ikke nogen ny
»På Ridderfærd«. Dertil rides for mange
andre kæpheste. F. eks. er han naturligt
nok meget optaget af forholdet mellem
Vest og Øst i vor tid og bekymret over
Vestens tilsyneladende mangel på lederskikkelser.
Beslutsomhed og viljestyrke
efterlyser han ustandseligt, og disse egenskaber
besidder i dag kun een mand i
Vesten: de Gaulle.
 
Nej, dette er ikke en bog, men en samling
af kapitler, hvoraf nogle er gode og
andre dårlige. Historisk sandhed er f. eks.
ikke hans stærke side, og hans domme er
altid meget subjektive. Der er også kapitler,
der er ligegyldige. F. eks. er kapitlet
om Sir James Grigg og hustru Gertrude
et smukt vidnesbyrd om hengivenhed for
en god ven og et elskværdigt ægtepar, men
det er vanskeligt at se, hvorfor det er
havnet i denne bog. Epilogen bør fremhæves
som noget helt for sig selv. Den
gamle mands drøm en solskinseftermiddag
i haven overrasker ved sin fine poesi oven
på alt det andet.
 
Selv om bogen som helhed skuffer, tør
det dog ikke frarådes at læse den. Der er
trods alt fordelt rundt omkring i den så
mange perler — knaldperler om man vil
— som man ikke bør lade ligge på sin vej
gennem den ellers så grå hverdag. Og
hvad man ellers måtte mene om Montgomery
og hans måde at sige tingene på,
kedelig er han i hvert fald ikke. Han
 
forstår at holde en i ånde, hvadenten det
så sker ved at forarge eller begejstre.
Måske var det denne evne, der dybest set
betingede hans storhed.
R.
 
Mamoru Shigemitsn: Die Schicksalsjahre
Japens. Vom ersten bis zum Ende des
zweiten Weltkrieges, 1920— 1915. Herausgegeben
vom Institut fiir Asienkunde in
Hamburg. Alfred Wetzner Verlag,
Frankfurt am Main 1959. 409 sider.
 
Shigemitsu havde ved sin død i 1957
en lang diplomatisk løbebane bag sig. Som
yngre var han ansat i Japans gesandtskaber
i England, Tyskland, USA og Kina,
derpå gesandt i Rusland samt under 2.
verdenskrig først i England og derpå ved
den kinesiske modregering i Nanking.
Mod slutningen af krigen var han 2 gange
udenrigsminister. Også han måtte bøde for
sit lands forbrydelser med et par års
fængsel, men kunne dog efter løsladelsen
for tredie gang i 2 år virke som Japans
udenrigsminister. En sådan mands erindringer
må nødvendigvis påkalde interesse.
Det er ikke blot en erindringsbog
af en betydelig personlighed, det er et snit
gennem Japans historie i 25 år.
Den dybere anledning til Japans ekspansioner
i trediverne var faren for udhungring
af det overbefolkede ørige. Shigemitsu
— der ellers skarpt fordømmer den
japanske krigspolitik — siger et par sandheder
herom: Hele jorden var et koloniområde
for europæerne. Japanerne var
helt udelukket fra de europæiske kolonier,
men for at forsyne en voksende befolkning
og sikre Japans stilling som stormagt
måtte det have »plads til at ånde«.
Japan manglede imidlertid tålmodighed,
masede atter og atter på og tog sin tilflugt
til den europæiske imperialismes
gamle metoder. Og da så storkrigen brød
ud i Europa, mente man »nu eller aldrig«.
Skulle Japan sidde stille og vente på sin
undergang — hvorfor ikke hellere tage
risikoen ved at stille sig på Tysklands
side? Hellere dø kæmpende end langsomt
lade sig udhungre!
 
Shigemitsu fortæller, hvorledes hær og
flåde efterhånden tog magten fra politikerne,
styrtede det ene ministerium efter det
andet og brød sig fejl om direktiver og
ordrer fra regeringerne.
 
Forøvrigt var hær og flåde slet ikke
enige — tværtimod. Hæren arbejdede for
en aktion i nordlig retning, løsrivelse af
først Manchuriet, derefter andre dele af
Nordkina, der skulle gøres til japanske
lydstater. Shigemitsu mener, at det ved
klog politik og ved at begrænse målet til
at omfatte Manchuriet kunne være lykkedes
at skaffe Japan livsrum i denne retning,
uden at det var blevet indviklet i
krig med USA og England. Derimod måtte
Japans fremtrængen i Nordkina bringe
det i modsætning til Sovjetrusland. Stridigheder
om Manchuriets grænser førte 2
gange — ju li 1938 og maj 1939 — til grænsekampe
mellem russiske og japanske tropper.
Men skønt disse lidet påagtede kampe
var af ret betydeligt omfang (især i sommeren
1939, da russiske panserstyrker tilføjede
6. japanske armé et regulært nederlag)
førte de ikke til virkelig krig.
I modsætning til hærens »nordkurs« forlangte
flåden en »sydkurs«, d.v.s. det nødvendige
livsrum skulle skaffes ved erobringer
i Indonesien og Indokina, en politik
som Shigemitsu skarpt fordømmer,
da den måtte føre til krig med USA og
England.
 
Forskellige sammenstød mellem kinesiske
og japanske tropper, bl. a. i Shanghai,
førte i 1937 til regulær krig mellem Japan
og Kina, og herved udvidedes operationerne
til også at omfatte Central- og Sydkina.
 
Man kom herved ind på en mellemting
mellem »nordkursen« og »sydkursen«:
»Kina-kursen«, som imidlertid efterhånden
tog en mere og mere sydgående retning
og derved gled over i »sydkursen«. Og da
krigen var brudt ud i Europa, da Frankrig
var brudt sammen, ventede man i
Japan også Englands sammenbrud (trods
advarsler fra Shigemitsu, der på det tidspunkt
var gesandt i London). Japan sluttede
sig til tremagtspagten og besluttede
at gribe ind i krigen på Tysklands side
efter den af »sydkursen« dikterede strategi,
der skulle skaffe Japan de rige resourcer
af olie, gummi m. v. i de hollandske,
franske og britiske besiddelser i Sydøstasien.
Shigemitsu siger utvivlsomt med
rette, at »nordkursen«, der med begrænsede
mål måske kunne have undgået k rigen,
havde været at foretrække, også fordi
det, hvis det alligevel kom til krig, ville
blive en overvejende landkrig, som Japan
med sin stærke, krigsvante hær var godt
rustet til. »Sydkursen« ville derimod føre
til krig med USA, hvor herredømmet på
havet og i luften var alt afgørende, hvortil
Japan ikke var tilstrækkeligt rustet, og
hvor det som et ørige var særlig sårbart.
Da Shigemitsu i 1943 for første gang
blev udenrigsminister, var hans mål hurtigst
muligt at få fred, men på betingelser,
hvad der på det tidspunkt var umuligt
både på grund af Vestmagternes holdning
og på grund af det stadig overmægtige
krigsparti i Japan, som ikke ville vide af
nogen mellemting mellem total sejr og
total undergang. Han fordømmer på det
skarpeste mishandlingerne af krigsfanger,
men hævder selv at have gjort, hvad han
som udenrigsminister formåede for at
mildne fangernes kår.
 
I april 1945 måtte Shigemitsu sammen
med kabinettet træde tilbage, men overtog
for 2. gang udenrigsministerposten i august
og kom som sådan til at undertegne kapitulationsdokumentet.
Det er værd at mærke,
at det lykkedes ham at undgå den helt
betingelsesløse kapitulation, idet han dels
fik udvirket, at Japan kunne have sin egen
regering (undgik en allieret militærregering),
samt at kejseren — der skildres
som en både klog og fredselskende fyrste
— beholdt sin stilling uantastet.
Naturligvis kan man kun med forbehold
dømme om »Japans skæbneår« på grundlag
af et enkelt memoireværk. Der foreligger
imidlertid en efterhånden meget
omfattende litteratur om eller med tilknytning
til emnet. Fra japansk side skal
her nævnes Shigenori Togo: »Japan im
zweiten Weltkrieg« og Saburo Hayashi:
»Kogun, the Japanese Army in the Pacific
War«. Hertil kommer de engelske, franske,
hollandske og især de meget talrige amerikanske
værker. Et russisk værk B. Rodow:
»Die USA und Japan bei der Vorbereitung
und Entfesselung des Krieges im
Stillen Ozean 1938— 1941« bør naturligvis
trods sin agitatoriske form også komme i
betragtning.
 
Shigemitsus bog er im idlertid et vægtigt
bidrag til det fjerne Østens historie i 25
år. For os officerer har den bl. a. interesse
ved at give indblik i brydningerne mellem
militærpolitik og udenrigspolitik såvel i
tiden før 2. verdenskrig som under denne.
Den er af stor interesse for alle, der interesserer
sig for det fjerne Østen og dets
historie. Det er en velskreven bog af en
klog mand og god patriot.
 
W.L.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v3.pdf

 

Litteraturliste

Del: