Black Shoe Carrier Admiral: Frank Jack Fletcher at Coral Seas, Midway and Guadalcanal

Anmeldt af Michael Clemmesen

John B. Lundstrom. Udgivet af Naval Institute Press, Annapolis 2006. 638 sider. Pris £21.25 hos Amazon.

Foto: Saxo.com

I løbet af de efterfølgende godt otte måneder blev Fletcher på grund af sin kombination af tjenestealder og resultater den admiral, der virkede som uafhængig taktisk hangarskibschef under de afgørende slag i Coralhavet og ved Midway, der begge hindrede en japansk sølandsætning (på henholdsvis sydøskysten af Nyguinea og Midway), og hvoraf det sidste gav modstanderen afgørende hangarskibstab. Dernæst kombinerede han rollen som operativ chef og taktisk hangarskibsgruppechef under den ekstremt risikable landsætning på Guadalcanal og Tulagi. Ved slaget ved Øst-Salomonsøerne hindrede han det første større japanske modlandsætningsforsøg på Guadalcanal.

Hvis Fletcher havde gjort væsentlige fejl blot ét af disse steder, hvis han havde optrådt mere dristigt eller haft mindre held og derigennem lidt afgørende hangarskibstab, hvilket var ekstremt tæt på i alle tre hangarskibsslag, ville den senere allierede modoffensiv have været endnu mere tids- og resursekrævende. Nu betød hans velovervejede optræden, at hangarskibsstyrken lige overlevede til, at japanerne sled deres flåde og marineflyvere ned i et forsøg på at generobre Guadalcanal samtidig med, at de første nye hangarskibe af Essex-klassen var ved at blive færdige. På trods af hans hovedrolle i en afgørende fase af Stillehavskrigen er Fletcher hidtil blevet bevidst nedvurderet i historieskrivningen.

Det er dette, som Lundstrom effektivt og fuldstændigt gør op med i denne bog. Den er endnu et led i den reelle nyskrivning af forklaringen af Stillehavskrigens indledende forløb, som i en perlerække er udkommet i løbet af de sidste ca. 25 år. På flere, også afgørende steder, er der i nyskrivningen også tale om en væsentlig justering i beskrivelsen af faktiske detaljer i forløbet. Lundstrom leverede i 1984 et første element med sin: ”The First Team: Pacific Naval Air Combat from Pearl Harbor to Midway” som han ti år senere fulgte op med ”First Team And the Guadalcanal Campaign: Naval Fighter Combat from August to November 1942”. Året før denne biografi fulgte som et meget væsentligt nyt bidrag Jonathan Parshall og Anthony Tully: “Shattered Sword: The Untold Story of the Battle of Midway”.

Lundstroms nyskrivning i denne biografi bygger dels på en omhyggelig, kritisk inddragelse af nye kilder, men først og fremmest på en systematisk analyse af Fletchers vilkår og muligheder med fokus på de situationer, hvor han i samtiden blev kritiseret fra Stillehavsflådens hovedkvarter i Pearl Harbor samt sværtet til ved intriger blandt misundelige i Washington. Forløbet endte med en åben anklage for at være en kombination af kujon og passiv i den efterfølgende, også officielle, historieskrivning. Denne historieskrivnings kilder og tilblivelseshistorie beskrives i bogens afslutning.

Forfatteren gør bl.a. i sin analyse for de kritiske perioder klart, hvilke ekstremt vanskelige logistiske vilkår hangarskibsgrupperne havde ved operationer i det fjerne sydlige Stillehav, ikke mindst på brændstofsområdet, hvor både hangarskibe og krydsere og deres kortrækkende destroyere altid skulle holdes på et tankningsniveau, der muliggjorde 48 timers flyoperationer i stille vejr, dvs. med høj hastighed. Han dokumenterer, hvorledes Fletchers beslutningsgrundlag til stadighed blev undergravet af for det første helt amatøragtig meldevirksomhed fra både flådens egne og hærens flys side ved skibsobservationer, for det andet af både tekniske og proceduremæssige problemer (og til tider bevidst fejl- eller manglende rapportering) på kommandonettene samt for det tredje af kryptosignaler fra centrale myndigheder, som Fletcher ikke har muligheder for at dechifrere.

Forfatteren argumenterer overbevisende for, at det reelt var en fordel, at denne første chef ikke var ”brunsko”. I modsætning til langt de fleste ældre flådeflyvere var han åben, ikke fastlåst i anakronistisk førtidsdogma, lyttende til de unge flyvere på sit flagskib og fleksibelt tilpassende operativ og taktisk optræden under den brutale indlæring i de otte måneder som hangarskibsadmiral.

Lundstrom er med en enkelt, nødvendig undtagelse vel diskret i sin behandling af dem, der stod bag det konstante, aktive pres på Fletchers renommé. Han gør dog klart, at situationen fra starten var vanskelig, fordi flådechefen Ernest King havde en stærkt negativ holdning til kontreadmiralen, ikke på grund af personligt kendskab, men på grund af, hvad flådechefen opfattede som for meget Washington-tjeneste. Det var en kritisk holdning, som ambitiøse og misundelige flådeflyvere i King’s stab udnyttede og forstærkede. I øvrigt var den strategiske ledelse fra Washington kendetegnet af et potentielt stærkt risikoskabende, rent ideologisk baseret pres om urealistisk, altid aggressiv optræden kombineret med en doktrinær fastholdelse af forældede metoder. Fra Kings side gjordes der – i modsætning fra Stillehavsflådens chef, Chester Nimitz’, side - intet for at høre eller forstå lokale vilkår.

Alt dette må efter anmelderens ide kombineres med virkningen af en faktor, som Lundstrom ikke inddrager, men som stærkt prægede periodens amerikanske verdensopfattelse: Den racistiske nedvurdering af de skævøjede fjender gjorde ydmygelsen ved Pearl Harbor og senere demonstrationer af overlegen japansk teknisk og taktisk overlegenhed næsten umulig at leve med. Det drejede sig som om den klare overlegenhed i luftkamp, torpedoteknologi og søkamp i mørke, alle områder, som blev relevante i forbindelse med bedømmelsen af Fletchers indsats (de sidste to efter ydmygelsen i Slaget ved Savoøen, som man ved en særegen logik fik givet ham ansvaret for). Det var ubegribeligt, ulideligt, at man måtte kæmpe defensivt overfor en underlegen race. De, der som Fletcher havde muligheden, måtte gøre et eller andet galt, når de ikke var i stand til at drage fordelen af deres iboende overlegenhed. Overlegenheden måtte, som alle søofficerer var opdraget til at mene, demonstreres gennem offensiv optræden - fortsat til fjendens totale ødelæggelse. Et ikke udslettende slag, ikke at følge en mulig fordel op med forfølgning, var ikke acceptabelt.

Som den lokale chef kunne Fletcher ikke tillade sig at ignorere realiteterne, men måtte pragmatisk og fleksibelt tilpasse sig disse. Ved at gemme og nedvurdere ham ved at understrege hans skyld i, at ikke alt gik optimalt, kunne man lettere glemme den pinlige fase af krigen, komme over den uden at måtte indrømme, at disse asiater ikke kun var fanatiske, de var også jævnbyrdige og punktvis overlegne modstandere. Det forhold kunne man snart ignorere, når man havde fået opbygget en knusende materiel overlegenhed.

Men i øvrigt er det usundt for ens karriere og eftermæle at være chef i begyndelsen af en krig, hvis man ikke selv starter den og vinder den hurtigt.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:
militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.2_2010.pdf

Del: