BISMARCK. Kampen om atlanten

Anmeldt af Steffen Dreisler

Michael Tamelander og Niklas Zettering, BISMARCK. kampen om Atlanten. København: Forlaget Aschehoug, 2004. 320 sider, kr. 335,-.

Foto: Gutenbog.dk

Bogens hovedemne er jagten af og den senere sænkning af Bismarck, men også om ”krydserkrigen” i Atlanten, hvor bl.a. ”Operation Berlin” med skibene Scharnhorst og Gneisenau danner grundlag for den senere ”Operation Rheinübung” med deltagelse af Bismarck og Prinz Eugen.

Det der gør denne bog anderledes er, at den først og fremmest bygger på de nyeste informationer, der ikke før har været kendte og dermed tilgængelige. Ligeledes sammenholdes tidligere udsendte rapporter, bøger og afhandlinger om emnet med de nytilkomne, hvorfor mange tidligere konklusioner kan anses for at være behæftede med så megen usikkerhed, at deres sandhedsværdi kan drages i tvivl eller befæster tidligere tiders mulige konklusioner.

At en opration som krydserkrig i Atlanten kræver megen stor planlægning og hemmeligholdelse er ikke noget nyt, men hér beskrives chefernes overvejelser, ligesom den ret omfangsrige logistiske planlægning vægtes. At det faktisk krævede udsendelse af hele fem forsyningsgrupper med otte større flådeforsynings- og flådetankskibe dækkende fra Norge over Sydgrønland og til Sydatlanten i næsten allieret behersket vandområde, kan forekomme overraskende. Især overraskende er det, når det helt og holdent undgik Royal Navys kendskab. Her var kimen ellers lagt til at få alle efterretningsklokker til at ringe højt og kontinuerligt.  

At efterretningstjeneste og brugen af dennes information og efterretninger altid har og vil spille en meget stor rolle i operationsplanlægning og udførelse, er vel de fleste bekendt, selvom dog ikke altid anvendt. Men det kommer nok bag på de fleste, at også den tyske flådes efterretningstjeneste var i stand til bl.a. at læse og dechifrere Royal Navys signaler og anvendte denne viden direkte under selve ”Operation Rheinübung” med stor akkuratesse. Krydseren Prinz Eugen havde faktisk en hel gruppe E/K specialister ombord til støtte alene for denne operation.  

Bogen tager også forbehold for tidligere tiders ”undskyldninger” for sænkningen af Hood med Bismarcks radarstyrede kanonild og Hoods umiddelbare svage dækspansring. Uheldigheder i Hoods gang i søen samt kampafstand kan nemlig have har spillet ind. Den tyske flåde var simpelthen bedre og hurtigere i stand til at få dækning af ilden ved hjælp af deres optiske ildledningsinstrumenter og havde samtidig evnen til at afgive hurtigere salver. Dette var faktisk allerede anerkendt af Royal Navy efter Jyllandslaget i 1. verdenskrig. At den nyeste teknik indenfor radarvidenskab absolut blev anvendt på begge sider giver bogen dog også talrige eksempler på, men at den for den tyske flådechef også virkede som et tveægget sværd er noget helt nyt. Bl.a. troede Admiral Lütjens fuldt og fast på, at Royal Navy næsten hele tiden havde radardækning af Bismarck under dens forsvinden efter kampen mod Hood. Men den VAR væk for Royal Navy, det var bare de udsendte radarsignaler der ramte Bismarcks radarvarslingsmodtagere, men ikke blev tilbagekastet og modtaget af Royal Navy! Og den viden blev derfor ikke udnyttet af den tyske flådechef med de senere så katastrofale følger for Bismarck. Som et lille, men dog overraskende kuriosum, fortælles om ”fundet igen” af Bismarck efter dets forsvinden. Det var faktisk en amerikansk pilot der gjorde dette under en hemmelig omskolingsflyvning for RAF CC personel til PBY Catalina flyvebåd, men det kunne jo dengang ikke skrives på grund af hemmeligholdelse af den amerikanske medvirken og det er aldrig siden rettet!!

Også som noget nyt beskriver bogen de forskellige skibschefers overvejelser og deraf udledte handlinger, dette godt illustreret med kortmateriale. Kortene viser positioner på Royal Navy flåde dislokeringer, konvojer og forsyningsområder på forskellige tidspunkter under jagten og kampen. Ligeledes viser dette materiale, hvor tæt på konvojerne egentlige var, ”Operation Rheinübungs” mål, og at heldet igen spillede ind til fordel for Royal Navy.  

Med den nye bog hér anmeldt, afdækkes mere end hidtil antaget om en af verdenskrigens mest kendte flådeoperationer, om uheld og held der spiller ind i dispositioner, om misforståelser og om godt sømandsskab. Ligeledes kommer man nok svaret nærmere ”hvem sænkede egentligt Bismarck?” og sammenholdt med de sidste video optagelser af vraget fra 2002/03 må konklusionen nok være, at det gjorde besætningen på Bismarck selv, men at valget blev truffet af Royal Navy!

Bogens sprog er godt og varierende og fastholder læseren, oven i købet hér så meget, at to julefrokoster måtte undværes! Bogen kan på det varmeste anbefales.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_134.aargang_nr.1_2005.pdf

Del: