Bevogtning, sikring og forsvar af flyvevåbnets etablissementer

Indledning
Ved optræk til og i en krise- og krigssituation i det nordlige Europa vil flyvevåbnets etablissementer (FE) komme til at spille en meget betydelig rolle som følge af disse anlægs betydning for luftforsvaret af Danmark og for modtagelse af forstærkninger. Fra en artikel »Zakhvat aerodroma« (Indtagelse af en flyvestation) i Voenny Vestnik (Militær sendebud) 8/82 af oberst R. Marykkin citeres:
 
»En flyvestation er et af de vigtigste mål i fjendens bagland. På en flyvestation er der deployeret fly og helikoptere; der er koncentreret kostbart materiel og store depoter med flyammimition, brændstof og fly-teknisk udstyr. Desuden er der et kompliceret netværk af energiforsyninger samt radio- og lysteknisk udstyr«.
 
Det er derfor af stor betydning:
- hvordan disse FE er,
- hvad vil den sandsynlige trussel mod dem være, og
- hvorledes disse anlæg kan sikres.
 
Disse spørgsmål vil i det følgende blive søgt belyst, dels ud fra eksisterende forhold (altså fakta) og herunder HFLV 180-10, Bevogtning og nærforsvar i Flyvevåbnet, dels ud fra tanker vedrørende løsningsmuligheder.
 
Som følge af delvis klassifikation vil fremstillingen visse steder kunne forekomme lidt upræcist formuleret.
 
Flyvevåbnets etablissementer (FE)
Flyvevåbnet består af mange forskelligartede tjenestesteder (etablissementer), men de vil kunne inddeles i:
- meget store (FSN) delvis elipseformede med et hegnet areal på 8-20 km2 og en omkreds på 10-20 km. Anvendes som base for fly,
- mellemstore (ikke-flyvende FSN) tilnærmelsesvis runde med et areal på fra 30.000 m2 til ca. 2 km2 og en omkreds på fra 700 m til ca. 4 km. Disse kan være såvel faste, hegnede områder som midlertidige deployeringsstUlinger. Anvendes som funktiorisområde for kontrol- og varsling, luftforsvarsraketter m.v.,
- små installationer til kommimikation m.v.
 
Truslen mod flyvevåbnets etablissementer
Truslen synes i dag ikke overhængende, men mange år har vist, hvordan den sikkerhedspolitiske situation hurtigt kan ændres til det værre. Operationerne (truslen) mod flyvevåbnet vil have til hensigt at skabe fjendtlig overlegenhed i luften og samtidig hindre allierede forstærkningers ankomst/modtagelse og derved vanskeliggøre et effektivt landforsvar og således skabe gunstige vilkår for opfølgende operationer. Større hærenheders fremrykning mod et FE vil flyvevåbnet ikke kunne imødegå, men dette vil henhøre under felthærens eller militærregioners ansvar. Af større operationer mod flyvevåbnets etablissementer kan nævnes:
- flyangreb
- missilangreb
- helikopteroperationer
- faldskærms- og luftlandsætning.
 
Disse operationer vil kurme forudgås eller følges af mindre operationer i form af indsættelse af specialtrænede agenter eller mindre enheder med det formål at reducere eller helt eliminere flyvevåbnets effektivitet gennem:
- spionage,
- sabotage mod operativt materiel (fly, radarer, missiler m.v.),
- sabotage mod logistik (brændstof, ammunition, værksteder m.m.), 
- hindre nøglepersonels aktivitet (stabsofficerer, chefer/ledere, piloter m.fl.) ved kidnapning eller mord,
- hindre/sabotere transporter, herunder deployering og forsyninger.
 
I den i indledningen anførte artikel beskrives en luftbåren bataljons angreb på og erobring af en flyvestation. Den luftbårne bataljon bestod af 3 luftbårne kompagnier, et morterkompagni og en ingeniørdeling. Agenternes/mindre enheders virkemidler kan være:
- håndskydedevåben med rækkevidde op til 600 m
- mindre morterer med rækkevidde på omkring 1000 m
- mindre raketter med en rækkevidde på op til ca. 1500 m (styrbare eller varmesøgende)
- sprængstof - specialmateriel
- aim. forhåndenværende materiel, herunder værktøj.
 
Truslen forekommer således af betydeligt og mangeartet omfang. Det kan være vanskeligt at vurdere om truslen fra luftoperationer eller truslen fra jordoperationer er den farligste for FE. Det forekommer sandsynligt, at en evt. angriber ikke vil ødelægge FSN, men mere sigte mod at stække vingerne på den flyvende del af flyvevåbnet gennem ødelæggelse af fly og nøglepersonel, det vil sige ikke gennemføre et tilintetgørende flyangreb, men mere sigtende mod begrænsede, midlertidige skader for derved at hindre flyvevåbnet i at anvende FSN. Årsagen til denne vurdering er, at et angreb mod flyvevåbnet kun vil være et lille led i en større plan, og heri vil hel eller delvis anvendelse af FSN være nødvendig. Derimod må luftvæmsraketenheder og radarer betragtes som direkte ødelæggelsesmål for flyangreb. Heraf kommer så, at for FSN vil truslen om begrænsede skader udført af agenter - evt. i forbindelse med lettere flyangreb - nok være det mest sandsynlige, mens det for raket- og radarenheder vil være flyangreb, der er den største trussel - dog med jordtruslen som en stærk nr. 2.
 
Imødegåelse
Skal denne beskrevne mangeartede trussel mod FE imødegås, må der rådes over betydelige styrker og våben. Nogle trusseloperationer kan kun imødegås ved hjælp af fly, missiler og kanoner (mod lufttruslen), andre kan kun hindres gennem indsættelse af personel og våben på og om FE (mod jordtruslen), og nogle (luftlandeopera- tioner) vil kræve en imødegåelse gennem et samarbejde mellem de to angivne afværgeforanstaltninger. Jo mere alvorlig/realistisk truslen bedømmes jo mere må der ofres på klare og logiske modforholdsregler. Rådes der ikke over fornødne styrker, må der tages chancer (prioriteres), men dette vil kunne medføre, at en lille, beslutsom, toptrænet styrke (2-6 mand) vil have mulighed for at kunne udføre den pålagte opgave: sabotage, tilintetgørelse m.v. For at sikre/forsvare de sårbare FE mod jordtruslen, anvendes i dag et omfattende net af modforanstaltninger, som kan omfatte flg.:
 
- bevogtning
- overvågning
- sikring mod luftlandsætning
Forsvar:
- fremskudt
- perimeter
- område 
 
Disse foranstaltninger vil kort blive omtalt, idet der med hensyn til deres placering henvises til den skematiske gengivelse af et FE (fig. 1).
 
Grundlaget for beskyttelsesforanstaltningerne er anført i Håndbog for Flyvevåbnet (HFLV 180-10) »Bevogtning og nærforsvar i Flyvevåbnet«. Det angives heri bl.a.: »Det er derfor afgørende for operationernes gennemførelse, at der ved flyvevåbnets anlæg planlægges og gennemføres bevogtning og nærforsvar til beslsyttelse af den operative og logistiske virksomhed«. Bevogtning gennemføres ved foranstaltninger til hindring af tyveri, hærværk, sabotage, spionage og brand/skade eller kort sagt: beskyttelse af etablissementet. Bevogtningen udføres i tilknytning til det om FE etablerede hegn, som tibærmelsesvis følger faselinie 2 (FSL2) og gennemføres ved hjælp af:
 
 
Som hjælpemidler anvendes: hegn, hmide, sikrings- og alarmanlæg samt signalmidler. Det indre af FE kan inddeles i grønne, gule og røde områder, hvor farven angiver adgangsmulighed. Bevogtningen kan ledes/koordineres af en vagtcentral. Nødvendiggør situationen det gennemføres forstærket bevogtning ved forøget indsats af personel og hjælpemateriel. Den almindehge bevogtning forstærkes ved hjælp af en eller alle nedennævnte foranstaltninger:
- alarmposter
- bevogtningsposter
- overvågningspost
(jf. »Feltinstruktion for Enkeltmand«, hefte 4, kapitel 10, Posttjeneste.)
og det tilstræbes at etablere en overvågningszone af passende dybde om FE, det vil sige uden for FSL2.
 
Overvågning (O V) etableres for at skaffe varsel om og tid til dispositioner mod unormal aktivitet. Overvågning bør udstrækkes til FSL4 og om muligt således, at hjemmeværnet overvåger zonen mellem FSL2 og 4. OV udføres af poster (2-3 mand) og patruljer (3-6 mand). ' Fremskudt forsvar (blokering) fremskyndes til FSL3, specielt i truede retninger med henblik på at standse eller sinke fjendtlig fremrykning. Blokering tilstræbes i så stor afstand, at egne operationer kan fortsætte eller for at skaffe tid til fornødne dispositioner. Blokering vU kunne udføres af enheder fra gruppestørrelse til eskadrillestørrelse (ca. tre delinger).
Perimeterforsvar etableres om FSL2 med henblik på at imødegå fjendtlig fremtrængen med ild, inden fjenden vil kunne beskyde vitale områder på FE. Der er her tale om egentlig forsvar, det vil sige fastholdelse af et område (støttepunkt), som normalt besættes af en deling, en sektion eller en gruppe. For at skabe tyngde og/eller forstærke et truet område tilstræbes oprettet en indsatsreserve på op til flere delinger. Områdeforsvar etableres om FSLl som nærforsvar af et eskadrilleområde eller tilsvarende. Det kan udføres af det i området tjentgørende personel - evt. forstærket af en eller flere delinger/sektioner/grupper. Sikring mod luftlandsætning etableres især på de store FE med henblik på ved hjælp af ild og evt. modstød at hindre en leende i at sætte sig i besiddelse af FSN. Sikringen udføres af områdeforsvaret og indsatsreserven/-styrken. Indsatsstyrken ØS) skal søges opstillet med henblik på indsættelse til forstærkning, for at skabe tyngde eller mod luftlandsætning. IS størrelse afhænger af FE størrelse og kan variere fra en til flere delinger (eskadrille). Den bør være mobil af hensyn til hurtig indsats - evt. også uden for FE.
 
Vurdering og forslag
Kan opgaven: »Beskyttelse af FE og den operative og logistiske virksomhed« løses? Generelt synes de officielle ideer vedr. beskyttelse af FE at sigte mod imødegåelse af regulære ßendtlige styrker, som kommer udefra, hvorimod der kun i begrænset omfang er taget højde for irregulære operationer. Bevogtning (BV) kan næppe gøres bedre med de rådige midler, men det er så spørgsmålet om disse er tilstrækkelige. Set ud fra terroristvirksomhed, mulighed for tyverier m.v., kan det fast slås, at BV ikke er tilstrækkelig, og den bør vies større opmærksomhed og forbedres med flere hjælpemidler såsom hunde, tekniske foranstaltninger, hegnsudbygning, idet de nuværende egentlig kun er markeringshegn. Der er værnepligtige nok og for en merudgift på en promillebrøkdel af flyvevåbnets materielværdi og -drift, vil dette dyre, sårbare materiel kunne besl^^tes bedre/forsvarligt. Hertil kommer mobiliseringsstyrke- problemerne: færre værnepligtige giver mindre mobiliseringsstyrke, og det er denne, der i meget stor udstrækning skal beskytte FE. Nuværende situation er lig med en ond cirkel: for få flyversoldater medfører problemer med uddannelsens kvalitet og kvantitativt - også for befalingsmændene, især mobiliseringsdelingsførere, som næsten ikke kan uddannes for tiden - og mobiliseringsstyrken bliver mindre og dårligere og så videre. Til sidst kan opgaven ikke løses. Oprindelig fandtes i flyvevåbnet en MP-DEL (bevogtning) og en KUPESK (å tre delinger, en mortersektion, en tung maskingeværsektion og en opklaringsdeling) pr. flyvestation. Dette var egentlig passende forsvarligt, desværre næppe muligt at genindføre, men blot en deling og en mortersektion som en »stående styrke« vil gøre vmderværker med hensyn til uddannelse og mobiliseringsstyrke samt tildels som en slags beredskab med henblik på at forbedre muligheden for en hurtig skærpelse af bevogtning. En forstærket BV og en lille »stående styrke« vil kun kræve 150-200 værnepligtige ekstra pr. år.
Forstærket bevogtning (FBV) vil - for at kunne virke effektivt - kræve en række forbedringer af personelmæssig og hindringsmæssig art. Det vil være påkrævet reelt at kontrollere hegnet, som i dag er uden egentlig hindringsværdi. Hertü vil det være nødvendigt at udstille et betydeligt antal bevogtningsposter (å 2-3 mand) med en afstand, der vil være afhængig af terrænets overskuelighed og sigt samt anvendelse af patruljer, hvis antal vil afhænge af ovennævnte forhold. I betragtning af FE ofte betydelige omkreds (op mod 20 km) vil det ses, at FBV vil kræve betydelige personelressourcer for at være effektiv. Dette personelkrav kan reduceres noget gennem forsvarlig udbygning af hegnet, elektroniske midler og infrarødt udstyr/lysforstærkningsudstyr. Hegnsudbygningen bør i mest effektive udgave omfatte tre pigtråds- spiraler: to på jorden med en tredie ovenpå. Dette andet hegn bør placeres i nogen afstand fra »fredshegnet« og melLemzonen spærres med tværhegn med 100-200 m afstand. Pigtrådsspiralhegnet bør udbygges med alarmordninger varierende fra simple støjmidler over alarmblus til lureminering.
 
Om muligt kan minering udføres i mellemzonen. Anvendelse af masker - enten naturlige (bevoksning) eller kunstige - vil kunne hindre indsigt og dermed observeret ild mod vitale områder. Selv om anvendelse af hegn m.v. vil kunne reducere personelbehovet til FBV, skal det erindres, at også hindringer skal bevogtes/tilses for at være effektive. Dels som følge af vagtpersonellets forøgelse, dels af sikkerhedsgrunde, bør der ved FBV oprettes altemativ(e) vagtcentral(er), evt. gennem inddeling i sektorer, således at vagtkoordination/-ledelsen ikke lammes gennem tilintetgørelse af en sårbar, central ledelse. De skitserede forbedringer af FBV: pigtrådsspiraler med miner og flere vagtcentraler hviler på erfaringer fra tyske flyvepladser i Nordafrika imder 2. Verdenskrig, idet disse indledningsvis led svære tab på grund af Long Range Desert Groups motoriserede patruljers stik-angreb. For større FE vil FBV også kræve en FBV af vitale områder inde på FE, men denne bør bestrides af det i det pågældende område tjenstgørende personel i forbindelse med hindringer m.v. Det er endvidere nødvendigt at udvide FBV til en betydelig zone uden om FE gennem udsendelse af overvågningsposter og patruljer for at skabe dybde og større sikkerhed (se nærmere under næste punkt: overvågning).
Ved nøje planlægning og koordination kan en fremsendt overvågning evt. tillade reduktion i FBV af FE-hegnet. FBV bør som noget nyt omfatte nøglepersonelbeskyttelse (liwagter) og beskyttelse/sikring af vigtige materiel- og forsyningstransporter, såvel udenfor som på FE, og hertil må der rådes over en styrke, hvis størrelse vil afhænge af det pågældende FE art. Denne liwagt-styrke vil kunne indgå i indsatsstyrken.
 
Overvågning (OV) skal kunne konstatere fjendtlig aktivitet i et område, et rum eller en linie og udføres af poster (2-3 mand) og evt. patruljer (3-6 mand, evt. på cykel) og de skal: se, lytte, melde og holde forbindelse for derved at sikre, at unormal aktivitet erkendes, meldes og imødegås inden skadehandling udføres. OV-zonen vil afhænge af behov, situation, terrænets art og overskuelighed samt sigtforhold (lys/mørke). Det skal påpeges, at ved et stort FE vil OV- zonen omfatte et areal på op mod 100 km2 og en omkreds på indtil 40 km (her regnet med en afstand på ca. 5 km fra hegnet). OV på denne afstand vil være ønskelig, men det må vurderes som uigennemførligt, idet det erindres, at der også vil være tale om at skuUe opdage meget små, irregulære styrker (agenter) på helt ned til enkeltmand, formentlig specialtrænede.
og de vil tilmed kunne optræde som nonnalklædte personer. HJV-støtte til OV bør begynde i denne afstand (OV-linie, nuværende FSL4), men vil kun være et stormasket net, og det vil være nødvendigt at etablere en sikring (SIK) tættere på FE. Flyvevåbnet må se i øjnene, at beskyttelse af FE mod den første og umiddelbare jordtrussel må løses af flyvevåbnet selv.
 
Denne beskyttelse skal gennemføres i en afstand fra FE, der vil afhænge af terrænet (observation, sigt og frit skud), men for at kunne besäte et FE, bør det tilstræbes at kunne sikre FE mod beskydning af sårbart materiel (radarer, fly m.v.) med små raketter eller morterer, og det vil sige, at OV/SnC bør udstrækkes til 1-1,5 km. For FSN skal der vises særlig opmærksomhed mod rummet i fortsættelse af start-/landingsbane, idet fly vil være sårbare - omend kortvarigt - i start- og landefasen. I mørke og usigtbart vejr vil zonen kunne indskrænkes, men vil kræve det samme postantal på grund af dårligere observations- og skudforhold. Vanskeligt OV-terræn såsom bevokset eller bebygget område vil kræve forøget indsats. Terrænets eventuelle hindrende værdi kan udbygges med hindringer (pigtråd, lureminering, alarmer m.v.), hvilket vil kunne forøge OV- og SIK- værdien, eller man vil evt. kunne reducere antallet af poster, men det skal her erindres, at hindringer, der ikke overvåges/kontrolleres, er af mindre værdi.
 
Anvendelse af hunde ved PTR vil ligeledes forøge overvågningsværdien. Infrarødt udstyr/lysforstærkningsudstyr vil være af meget stor værdi - ja næsten påkrævet i mørke og usigtbart vejr. Flyvestationsforsvar er en besættelse af et område/en lokalitet og fastholdelse af dette/denne og omgivende terræn. Det omfatter følgende former:
- fremskudt forsvar (FF)
- perimeterforsvar (PF)
- områdeforsvar (OF)
 
Det fremskudte forsvars (FF) opgave: om FSL3 at standse eller sinke ßendtlig fremrykning og den evt. indsatte styrke (op til tre delinger) såvel som betegnelsen tyder på, at man forestiller sig, at ft'enden udgør større regulære enheder, formentlig af bataljonsstørrelse. FLV- eller HJV- enheder vil - på grund af manglende uddannelse og bevæbning - næppe være i stand til at standse eller sinke en sådan trænet og støttet fjendtlig enhed og hertil kommer, at FF for at kunne løse opgaven bør skydes ud på 7-8 km på grund af modstanderens rådighed over artilleri eller morterer, som vil kunne beskyde FE fra denne afstand, formentlig også fra større. For øvrigt er forsvar mod sådanne større fjendtlige enheder en felthærs- opgave. Det er vel ikke rimeligt at antage, at fjenden vil sende mindre enheder mod f.eks. en flyvestation og forvente at erobre denne. Indsættelse af blokeringsstyrke mod 2-3 mand eller enkeltmand er ikke hensigtsmæssigt. Princippet med FF er derfor ikke rimeligt eller hensigtsmæssigt og vil ikke føre til målet: standse eller sinke :Qendtlig fremrykning. Man vil med større fordel kunne erstatte FLV OV og FF med begrebet sikring (SEK), som har til formål at hindre overraskende angreb, idet sikring løser de samme opgaver som OV - plus spærre og slås. SIK udføres af poster (2-3 mand), patruljer (3-6 mand) og evt. posteringer (gruppe, sektion, deling). Det vil ses, at SIK vil kunne beskytte FE bedre end OV, og det vil kun medføre, at personelbehovet forøges i ret begrænset omfang.
Det bemærkes, at flyvevåbnet for tiden ikke anvender begrebet sikring. Perimeterforsvarets opgave: om FSL2 at kunne imødegå fjendtlig frem- trængen med ild, inden fjenden kan beskyde sårbare vitale områder, er meget vanskelig at løse, og opgaveanvisningen kan virke selvmodsigende. Ved perimeteren forstås normalt FE-hegnet, men opgaven nærmer sig det fremskudte forsvar. Hertil kommer det upræcise begreb: inden fjenden når på skudhold af sårbare områder. Tænkes på kortere eller længere rækkende fladbanevåben og/eller krumbanevåben? Desuden vil en fjende med krumbanevåben kunne virke mod et FE - og især mod FSN - selvom PF med ild kan standse fjenden, således at han ikke kan beskyde FE med fladbanevåben.
 
Det forekommer ikke hensigtsmæssigt at bibeholde PF med nuværende opgave, som egentlig bedre kan løses som foreslået ved sikring. Derimod bør PF kunne etableres med henblik på at skaffe tid til at ødelægge FE. Områdeforsvaret (OF) har til opgave om FSLl at gennemføre bevogtnig og nærforsvar af det pågældende område. Dette er helt relevant og bør - i forbindelse med hindringer m.v. - kunne udføres af det i det pågældende område tjenstgørende personel, idet der næppe vil være råd til at anvende det til BV, SIK og forsvar uddannede personel hertil. Kim i helt specielle tilfælde bør forstærkning finde sted. Der må primært lægges vægt på at beskytte FE gennem FBV og SIK.
 
Etablering af indsatsstyrke og dennes anvendelse mod luftlandsætning til tyngdedannelse og til modangreb er nødvendig og hensigtsmæssig. Bør ved større FE placeres spredt af hensyn til bedste ildvirkning mod luftlandsætning. Mobilitet vil tillade hurtig indsættelse - også samlet. OF og IS bør koordinere indsatsen gennem et indre forsvar.
Herudover vil følgende være af betydning;
- principperne for beskyttelse af FE bør ændre betegnelse til »Bevogtning, Sikring og Forsvar af FE«, som bedre beskrivende, idet der er tale om sikring og forsvar mere end nærforsvar,
- geimemførelse af effektiv og belærende ESfSPEKTION vedr. beskyttelse og helst i form af en fællesvæmsinspektør (som FGI) med henblik på at inspicere og koordinere HRN, HJV og FLV indsats. Det er næppe nok at anføre, at det er en MILRGN opgave, thi udførelse af beskyttelsesopgaven er afhængig af uddaimelses- standard, bevæbning og bemanding,
- ændring af FSLl, 2, 3 og 4 til nærforsvarslinie (NFL), BV-linie (BVL), sikringslinie (SIKL) og overvågningslinie (OVL) - altså anvendelse af funktionerne til at betegne de forskellige linier, hvilket vil lette personellets forståelse af principperne.
 
I artiklen i Voenny Vestnik anføres bl.a.: »Fjenden vil utvivlsomt tage alle forholdsregler for at beskytte sådanne mål mod luft- og jordangreb, samt mod at blive erobret af en luftbåren styrke. I forsvaret kan der indgå fly og sikringsstyrker samt styrker og materiel, der ligger uden for selve flyvestationen. Derfor er det en vanskelig opgave at erobre en flj^e- station«. Det er vel unødvendigt at tilføje, at det bør være en meget vanskelig opgave.
 
Personelbehov
Hvor meget personel er nødvendigt for at beskytte FE? I den tidligere citerede russiske artikel anføres: »Sikringsstyrken på FSN var relativt Me: to kompagnier« (d.v.s. ca. 250 mand). Bemærk: relativ lille.
 
I de følgende overslag er disse angivet ud fra opgaven at angive behovet, fremfor ud fra rådige midler at konstruere opgaven, hvilket desværre ofte er tilfældet og - endnu mere desværre - nødvendigt. Bevogtning i form af adgangs-, udgangs- og opholdskontrol vil - afhængig af forholdene - kunne løses nødtørftigt af fra 1 M/K ved en ikke-åben låge til en leder plus 2-3 M/K pr. adgangsvej samt patrulje(r) å 2 M/K med hund pr. vagthold.
En forøgelse af bevogtningspersonellet vil være meget ønskelig og egentlig nødvendig af hensyn tü opstilling af mobiliseringsstyrker. Forstærket bevogtning (FBV) vil udover det normerede BV-personel kræve en betydelig styrke for at være effektiv. Styrken vil afhænge af bla.:
- FE omkreds (0) (følgende markeringshegnet),
- afstand (A) mellem bevogtningsposteme (BVP), som vil kunne variere afhængig af overskuelighed, sigtforhold og hindringer/ alarmer, men gennemsnitlig vil 400-500 m være rimelig,
- antal poster (P) pr. BVP, som af psykologiske grunde bør være mindst 2 personer og helst 3, således at afløsning kan indskrænkes til højst 2 gange i døgnet og altid i mørke for at undgå afsløring af BVP-stade og antal (dette hviler på erfaringer fra øvelser med SAS-patruljer).
 
For at udregne behovet, kan der opstilles følgende simple formel:
Omsat til FE fas, at behovet ved et mellemstort FE vil variere fra ca. 9 til ca. 30 stk. postpersonel og hertil 1-3 patruljer, det vil sige fra ca. 12 til ca. 40 M/K pr. vagtskift, hvoraf mindst 2 vil være nødvendige. For store FE vil behovet tilsvarende variere fra ca. 60 til 135 M/K pr. vagtskift (mindst 2). Herudover kom et antal »hwagter« varierende fra 4-5 op til 25. Overvågning på ca. 5 km afstand fra FE vil det - som tidligere anført - være urealistisk at angive styrkebehov for.
 
Sikring i en omkreds af 1000-1500 m vil - ud fra ovenstående tonunel- fingerformel ved FBV - kræve:
- for mellemstore FE: fra ca. 60 til ca. 110 M/K pr .vagtskift (mindst 2),
- for store FE: op til ca. 140 M/K pr. vagtskift (mindst 2), når der regnes med ca. 500 m mellem sikringsposteme.
 
Samtidig med udbygning af fornøden sikring vil FBV kunne reduceres, ja delvis bortfalde. Indre forsvar vil kræve
- en indsatsstyrke på fra ca. 10-100 M/K (heri medregnet »livvagter«),
- områdeforsvarsstyrker bestående af det på det pågældende område tjenstgørende personel.
 
Evt. nødvendigt forsvar om/på FE perimeter vil kunne udføres af det til BV og SIK anvendte personel og vil derfor ikke kræve yderligere styrker. FE bør primært planlægge på at gennemføre beslq^telse med FLV- og FHV-personel. Støtte fra hæren og hjemmeværnet er meget ønskelig, især vil det forbedre situationen meget ved placering af en bataljon på/nær FSN, men det er et spørgsmål, om hæren vil kunne afse styrker hertil. Flj^evåbnet skulle - ved rationel planlægning samt bedre bevæbning og uddannelse - selv kunne løse beskyttelsesopgaven.
 
Materielbehov
Hvilket materiel er nødvendigt for beskyttelse af FÉ? Det planlagte materiel (håndvåben, køretøjer, signal- og specialmateriel) er stort set udmærket - når det forefindes/tilgår. Det vil dog være særdeles ønskeligt med en forstærkning af morterer, idet fladbanevåben ikke kan løse alle de forventelige skudopgaver om et FE, her tænkes især på »dækkede« modstandere bag bakker, huse m.v., ligesom morterer vil give bl.a. indsatsstyrken en betydelig slagkraftsforøgelse.
 
Organisation
Hvorledes skal det til beskyttelse af FE nødvendige personel organiseres?
 
For at sikre en effektiv og smidig organisation skal denne
- være éntydig, det vil sige én leder/fører/chef,
- have passende spændvidde for lederen, og erfaringerne viser, at 4-7 iinderordnede er mest passende,
- være fornødent specialiseret med hensyn til våben og uddannelse for at kunne løse den givne opgave, idet specialisering giver øget effekt,
- have delegeret opgavegennemførelse.
 
Disse principper anerkendes af de fleste, og i flyvevåbnet følges de da også med hensyn til organisation af gruppe og deling. Principperne har imidlertid også gyldighed, når der på et FE er flere eller mange delinger, hvis indsats skal samordnes. Det skal her også anføres, at som følge af, at beskyttelsesopgaven i det små vil ligne hærens kampformer, vil det også være rimeligt at følge den erfarne storebrors organisation. Det kan anføres, at mobiliseringspersonel til det engelske RAF-regiment organiseres i eskadriller å 8 officerer, 14 underofficerer, 123 menige (bevæbning; håndvåben og morterer). Er der på et FE 2-5 delinger, vil det være såvel ønskeligt som nødvendigt at samle disse under en chef, det vil sige etablere en eskadrille. Hvis der er mere end 5 delinger, bør disse organiseres i eskadriller å CH(MJ-R), NK(KN-R), kommandogruppe og 3 til 4 delinger. På større FE bør der - af hensyn til hurtig og smidig føring - etableres flere ESK, og disse vil kunne samordnes/ledes af FE stab eller et oprettet lokalforsvarsafsnit (LFA). En sådan organisation vil muliggøre en inddeling af de ofte meget store ansvarsområder og -omkredse i flere mindre områder (sektorer) med hver sin chef med delegeret ansvar for bevogtning og sikring - alt koordineret af FE-stab eller LFA.
Foruden organisatoriske og taktiske anvendelsesfordele med mindre, smidige enheder (ESK) bør der også tages personelmæssige hensyn. Hvis flyvevåbnet ønsker at opbygge et godt reserveofficerskorps, må der gives OFF-R udviklingsmuligheder. Det er ikke nok at uddanne PL-R. Disse må have noget at stile efter, og oprettelse af en til fire/fem eskadriller (MOB) med CH og NK pr. FE vil være eftertragtelsesværdige stillinger. Den fornødne rutine opnås gennem lang tids tjeneste i samme stilling, og det må ikke glemmes, at de pågældende OFF-R er civile cheferAedere med betydelig erfaring i ledelse. Det må erindres, at hæren til fulde forstår at udnytte disse OFF-R, og når man her kan anvende dem som under- afdelings- og afdelingschefer, så kan flyvevåbnet også. Operative, logistiske m.fl. enheder bør organiseres i en sekundær struktur (grupper og deling) med henblik på at løse egne bevogtnings- og forsvarsopgaver, som af FE-stab eller LFA koordineres med helheden. For et stort FE vil organisationen af beskyttelsesenheder eksempelvis kunne illustreres således:
 
 
Hverken de nuværende principper eller de skitserede tanker om forbedring af principper og organisation m.v. er noget værd, hvis der ikke hos personel og ledelse hersker en vilje til at gennemføre beskyttelsesforanstaltninger i praksis: det vil sige tildele fornødne ressourcer og gennemføre fornøden uddannelse. Det bør her vurderes, om det ikke er bedre at have ét fly mindre, når man derved med større sandsynlighed vil kunne beslQ^tte operationer på FE med dettes kostbare materiel (fly m.v.), end det vil være at negligere beslQ^telse og derved risikere at miste fly og andet operativt materiel. Det vil være meget ønskeligt - ja nødvendigt - at den bestemmende overklasse i flyvevåbnet kommer ned på jorden og prioriterer beslQ^telse af FE, som er flyvevåbnets hjerne- og hjerteorganer, i sådan grad, at der i praksis skabes grundlag for opfyldelse af det - endnu - teoretiske mål:
 
»Det er derfor afgørende for operationernes gennemførelse, at der ved flyvevåbnets anlæg planlægges og gennemføres bevogtning og nærforsvar til beskyttelse af den operative og logistiske virksomhed«. (Citat fra HFLV 180-10), således at oberst Marykkin får ret: »Derfor er det en vanskelig opgave at erobre en flyvestation«. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: