Betragtninger vedrørende undervisningen i mandskabsbehandling på befalingsmandsskoler

Kaptajn K. H. Poulsen, Sjællandske Artilleriregiment, der for øjeblikket er tjenestgørende ved Artilleriets Befalingsmandsskoler, fremsætter her sine synspunkter på undervisning i mandskabsbehandling.
 

Klimaet og befalingsmænd. 

Igennem de seneste års diskussioner om klimaet på den militære arbejdsplads har efterhånden fæstnet sig det indtryk, at en nyorientering af befalingsmandskorpset på områder, der har med de enkelte gruppers indbyrdes relationer at gøre, er nødvendig.
Ikke at hidtidige retningslinier, som de kommer til udtryk i reglementer og forskrifter, er absolut utilstrækkelige, men at en forståelse af de krav, der stilles til befalingsmændenes forvaltning heraf, trænger til en gennemgribende revision. Dette gælder ikke mindst i forholdet mellem befalingsmænd og menige. Ganske vist er der intet nyt imder solen, heller ingen nye tanker, men de gamle kan måske formuleres på en ny måde, så de igen kan blive meningsfyldte for os.
Da befalingsmandsskolerne giver den unge befalingsmand de første direktiver om, hvordan omgangen med de menige og befalingsretten over dem skal administreres, er der her et arnested for mange af de fejltagelser, der begås af unge værnepligtige befalingsmænd. Undervisningen i den rette behandling af mandskabet finder sted i mange forskellige fag, men vægten i denne undervisning ligger på et fagområde, der kan benævnes: Kommandoføring, instruktørvirksomhed, pædagogik eller mandskabsbe- behandling. Det sidste navn synes bedst dækkende - indeholder ligesom elementer fra alle væsentlige sider af denne sag. Derfor vil i det følgende navnet »mandskabsbehandling« blive brugt for at dække hele dette fagkompleks.

Der er noget i luften.

Faget »mandskabsbehandling« har ikke kunnet følge med i den ændringsproces, der indvarsledes med klimaundersøgelser og Hærkommandoens kursusvirksomhed. Faget var sikkert mange steder stivnet i en vedtagen form, der ikke længere kan betegnes som tidssvarende.
Teknik i kommandoføring og undervisning indeholder stadig gyldige konstanter, som ikke vil blive berørt i denne sammenhæng. Det er ikke lier, skoen trykker mest for tiden. Faget svæver en smule i øjeblikket, for der er jo noget i luften, har de fleste fået færten af, formoder jeg. Dette »noget« har ikke så meget med selve emnekredsen at gøre som med dens præsentation. Frygten for, at ændringer skulle medføre en ringere disciplin, forflygtigelse af lydighedsbegrebet eller en opløsning af andre gode militære dyder, vil heller ikke blive behandlet her - den deles dog ikke af nærværende liniers forfatter.
For en lærer på vore skoler er dette en uholdbar situation, han kan ikke vente, til noget viser sig. Han må - hvor amatørmæssigt det end kan synes - finde måder at omsætte de indtryk, der gives ham, til en fonn for undervisning, der midlertidigt hjælper ham igennem.

Form og indhold.

For at begynde et sted kunne man for eksempel på god gammel manér søge sin inspiration i historien. Det synes nemlig at være et gennemgående træk hos mange af krigshistoriens store lederskikkelser, at de havde et enestående tag på behandling af deres efterstående. Det gælder Montgo- mery såvel som Rommel og mange andre. Man fulgte dem trofast gennem ild og vand. Selv en negativ førerpersonlighed som Hitler besad jo i rigt mål de egenskaber, der kunne gøre ham til den store folkeforfører.
Man kan få en mistanke om, at det næppe så meget er ideerne, den enkelte leder forfægter, som måden han gør det på, der har betydning for hans mulighed for at finde tilslutning hos den brede masse (man får have mig tilgivet den tilsyneladende nedvurdering af os »almindelige mennesker«), Hvis »måden« er i overensstemmelse med tidsånden og opfylder et behov hos dem, der skal ledes, vil lederen komme til at stå som den rigtige, han vil kunne præge sine undergivne og få dem til at antage hans mål og stræben som deres egen.
Nu er det selvfølgelig ikke muligt at gøre enhver befalingsmand til en Napoleon - heller ikke ønskeligt - men det må være muligt at udvikle anlæg for god mandskabsbehandling, hvor kimen er til stede. Og det kan vel ikke skade at notere sig, at der altid bar eksisteret en norm for mandskabsbehandling, der var i pagt med tiden, som var rigtig i sin sammenhæng. Meget tyder på, at vi i dag kører videre på en forældet norm; se blot hvordan vor omgangsform og etikette efterhånden er blevet kuriøs og for civile borgere liar fået et latterligt skær. Der trænger til at blive luget ud, før kommer vi ikke igen på talefod med de unge og finder frem til nutidens mandskabsbehandling.

Noget om holdninger.

Igennem den måde, vi behandler mandskabet på, søger vi at præge dem med ganske bestemte indstillinger. Vi vil gerne hos de menige have skabt:
En positiv vilje til at udføre alle de opgaver, vi pålægger dem.
En tillid til foresattes evner og indsigt.
En stærk følelse af at arbejde for fælles mål.
Andre mål kunne sikkert nævnes, men de fleste er sammenkædet med tillid til den enkelte foresattes retsindighed og dygtighed.
For at opnå denne tillid må forholdet til mandskabet være behersket af åbenhed og personlig medleven fra den foresattes side. En sådan holdning er altafgørende. Mere end metode eller midler i mandskabsbehandlingen er det holdningen til mandskabet, der bærer frem mod de ønskede mål.
Hvis dette er sandt, må det have stor betydning at få fastslået, hvordan denne holdning da bør være. Det væsentlige er endog navnlig, hvordan de efterstående opfatter den. Det er ikke nok, at den foresatte selv mener at have denne eller hin indstilling til sit mandskab - det, der tæller, er, om også mandskabet oplever det på denne måde.
En af vejene til at finde frem til en karakteristik af denne holdning er ved at spørge sig selv: Hvordan ønsker jeg, at den ideale foresatte skal være i sit forhold til mig? Hvilke egenskaber hos ham befordrer den atmosfære af tryghed, som er godt samarbejdes første forudsætning?
Derefter kunne vi vende begreberne om og måske nå til følgende:
Vi ønsker, at mandskabet skal se den foresatte som en person, der igennem sin holdning viser, at han interesserer sig for deres forhold, at han fordomsfrit hører deres meningstilkendegivelser uden at stikke dem tvivlsomme motiver i skoene, at han viser tolerance og retfærdighed i bedømmelsen af deres ufuldkommenheder, at han tager dem i forsvar ved konfliktsituationer udadtil, at han i alle forhold viser sin samhørighed med dem, sin tillid til dem - og ved tillidsbrud ikke blot uforsonligt fordømmer, men prøver at finde veje til at genoprette tilliden.

Ser de efterstående således på den foresatte, og ser de tillige en faglig dygtighed hos ham, da vil han kunne regne med deres villige medvirken i arbejdet, og han vil også have mulighed for at kunne præge dem med de indstillinger og normer, der må ligge bag en positiv indsats for Forsvaret. Han er dermed blevet den naturlige - ikke blot den udpegede leder.
Da denne holdning skal opleves af mandskabet, er det altså ikke nok at føle sig i besiddelse af den, den må komme til udtryk, så den også erkendes netop sådan. Det bringer den tanke frem, at man måske kunne tænke sig en foresat, der slet ikke ejede den indstilling til sit mandskab, men alligevel kunne illudere disse følelser og egenskaber. Så stor en »skuespiller« og bykler kan vanskeligt tænkes og kan vist lades helt ude af betragtning. Det må nok fastslås, at mangler det personlige engagement hos den foresatte, vil det næppe være ham muligt at vække de positive kræfter hos mandskabet.
Tilbage bliver, at enhver foresat må stræbe efter at udvikle dette ønskelige sindelag over for efterstående, og at enhver foresat må opøve en evne til at viderebringe det, så det virkelig også opfattes af mandskabet. Om det første kan heldigvis siges, at de fleste virkelig har dette syn på deres mandskab - hos nogen måske kun i latent form. Men har han ikke allerede indset det, må han altså overbevises (hvordan det så ellers skal gøres!) om det hensigtsmæssige i at gå ad denne vej for at blive en bedre leder.
Ejer han først følelsesmæssigt og af overbevisning den indstilling, der her er fremstillet som den ønskede, da er næste skridt at lære at give udtryk for den, så andre kan se den. Heri ligger et uafviseligt arbejde for befalingsmandsskolerne. Hvis motivationen er i orden, er opgaven løselig, men kan nok ikke klares ved anvisninger alene. Det må gennemprøves på andre: Når jeg gør eller siger sådan, hvilke følelser og motiver tillægger mine omgivelser mig da?
Igennem åbenhed over for en ofte sikkert nærgående kritik, kan man måske få raffineret sine virkemidler, sådan at man evner at udtrykke netop den holdning, man føler i sig, og som det kan have betydning at få andre til at opfatte.

Muligheder.

Sådanne eksperimenter kan ikke udføres ved en enhed med mandskab til uddannelse, men de kan i nogen grad gennemføres på en befalingsmandsskole under forudsætning af, at skolen råder over lærere, der har de evner og den uddannelse, der gør dem skikkede til at forestå en så vanskelig undervisning som den, der her er tale om. Der er store farer forbundet med at kaste sig ud i en slags »sensitivity training« (som dette kan minde om), man kunne komme til at give visse mennesker et knæk i deres selvtillid, som kan være mere skadelig for deres udfoldelse, end den medfølgende selverkendelse formår at opveje. Derfor kan man ikke lade en »halvstudert« tage sig af denne opgave — den skal løses af en psykologisk og pædagogisk veluddannet lærer; en der kender de muligheder - og begrænsninger - fremgangsmåden indebærer.
Her må det erkendes, at Forsvaret ikke råder over et lærermateriale med disse kvalifikationer. Når det er tilfældet indses let, at en fuldstændig omlægning af uddannelsen i mandskabsbehandling overhovedet ikke kan gennemføres, før dette lærerkorps er skaffet til veje.
I mellemtiden kan vi ikke blot lade stå til. Meget af det »gamle« kan naturligvis stadig bruges - ikke alt kan henføres til en holdningsændring. Men hvis vi erkender manglerne ved vor nuværende undervisning, og hvis vi er klar over, i hvilken retning ændringer er påkrævet, har vi da ikke lov at prøve os lidt frem? Dilettanteri ville måske nok blive følgen, men ingen kan vel forvente, at en lærer, der er begyndt at anskue problemet mandskabsbehandling fra nye vinkler, helhjertet skal undervise efter rent traditionele retningslinier. Læreren må have frihed til at videregive sine intentioner til eleverne, så længe han ikke derved binder dem til en opfattelse, der måske vil vise sig uholdbar. Måske kan han på denne måde få dem til selv at analysere, hvordan de virker som ledere, når de en dag bliver bcfalingsmænd.
Hele denne undervisning må nødvendigvis have et stærkt personligt præg, derfor kan man ikke opstille nøjagtige fag- og lektionsplaner, der kan tjene som gangkurv for enhver lærer på en befalingsmandsskole; men man kan dog heller ikke blot stikke en lærer faget »mandskabsbehandling« ud, og derefter lade ham sejle sin egen sø. Han må have noget at gå efter. Til den ende kunne det måske være på sin plads med nogle betragtninger om undervisningens tilrettelæggelse. Man kunne eksempelvis tænke sig, at man i stedet for en fagplan med timetal og angivelse af, hvilket stof der skal bearbejdes i de enkelte lektioner, lod udgive et uforbindende forslag til fagets afvikling. I det følgende skal forsøgsvis skitseres, hvordan et sådant arbejdsgrundlag kunne se ud.

Mandskabsbehandling

Almindeligt.
Eksisterende fagplaner anviser i mange tilfælde undervisningsformen »tropslærervirksomhed« og »førervirksomhed«. En væsentlig del af disse timer vil med fordel kunne inddrages i faget »mandskabsbehandling«, således at den diskussion, der ellers ville finde sted inden for andre fags timer, nu blev gennemført her, men nøje knyttet til de lektioner, hvor fører- og tropslærervirksomhed har været øvet. På denne måde kunne aktiviteten i øvrige fag udnyttes som eksempler, der kunne danne grundlag for diskussion.
Derudover kan lektioner i mandskabsbehandling udnyttes til opførelse af ekstemporalspil efter opgivet »grundsituation«, således at man havde sikkerhed for, at visse regelmæssigt forekommende episoder i forholdet befalingsmand-mandskab blev gennemdrøftet.
I tilslutning til disse ekstemporalspil må der tilstås eleverne mulighed for at fremføre eksempler fra deres rekruttid, som kan belyse disse relationer. Hvor læreren finder et opgivet eksempel egnet, kan eleverne opbygge ekstemporalspil over det, så et anskueligt diskussionsgrundlag fremskaffes.
Da det er overordentlig vigtigt, at diskussionerne holdes levende, må det forlanges af faglæreren, at han leder faget på aldeles fordomsfri måde - han må ikke være bange for at høre på kritik, men skal tværtimod ved sin åbenhed fremelske den. Kun derved er det muligt at skabe den tillid, som senere vil blive lærerens bedste forbundsfælle, når han skal forklare om specielle militære lederskabsproblemer. På passende steder imellem disse diskussions- og ekstemporalspilstimer må læreren (helst i forbindelse med gennemgåede eksempler) finde plads til en omtale af pædagogiske principper i almindelighed og i militær forstand.

Undervisningens hovedinddeling.
Af det foregående fremgår, at faget mandskabsbehandling i hovedsagen kunne tænkes gennemført således:
1) Diskussion om udøvelse af fører- og tropslærervirksomhed som oplevet i forbindelse med øvrige fag. Afspilning af scener, der har mere end almindelig interesse, så alle har set den samme situation før en mere dybtgående diskussion. Udvalgte lektioner fra gældende fagplaner kan danne grundlag for undervisningssituationer.
2) Ekstemporalspil over opgivet grundsituation, der kan belyse mandskabsbehandling fra så mange sider som muligt. Efter spillet en gennemdiskutering af det passerede.
3) Diskussion om elevers selvoplevne episoder, der kan belyse mandskabsbehandling, instruktørvirksomhed eller pædagogik. I lighed med det tidligere nævnte kan udvalgte episoder danne grundlag for ekstemporalspil.
4) I snæver tilknytning til disse forskellige spil eller diskussioner gives af læreren en gennemgang af pædagogiske og kommando- føringsmæssige virkemidler. Den teoretiske undervisning må ikke stivne i foredrag eller ensidig indoktrinering. Det er vigtigt, al eleverne også her får lejlighed til at udtrykke egne meninger om emnet.

Afsluttende bemærkninger.
For at kunne gennemføre denne fremgangsmåde må læreren altså blandt andet råde over et antal standardsituationer, der kan bruges som oplæg til ekstemporalspil. Situationer, der med sikkerhed fører til en drøftelse af almindeligt forekommende kommandoføringsproblcmer set med en sergents øjne. Grundlaget må søges i situationer opstået omkring:
a) Den uvilige, vanskelige soldat.
b) Den urutinerede, usikre befalingsmand.
c) Den vanskelige soldat og den usikre befalingsmand.
Den normale situation mellem jævntgode befalingsmænd og menige må behandles i forbindelse med indlæring af instruktør- og tropslærervirksomhed i almindelighed.
Hver enkelt »case« kunne udarbejdes som en karakteristik af de implicerede, et kort resumé af deres indbyrdes forhold før den behandlede episode og endelig de indledende omstændigheder, som skal udløse episoden.
Herefter kan man enten anvise et tvungent replikskifte og handlingsforløb (veritable roller), eller man kan overlade til aktørernes fantasi at gennemspille en situation.
I første tilfælde har man sikkerhed for, at en bestemt udvikling følges, hvilket kan være en lettelse for lærerens senere ordstyring og kommentarer. Men den bundne scenegang kan være en hemsko for eleverne, så de leverer en mindre levende fremstiling.
I andet tilfælde må læreren være rede til at kommentere en uventet udvikling, hvilket kan virke inciterende på mange, men dog for andre kan betyde en vis usikkerhed, så udbyttet af spillet bliver problematisk. For mange elever derimod vil denne fremgangsmåde ofte gøre forestillingen meget ægte. Nogle vil imidlertid gå i stå og derved standse spillet på et uhensigtsmæssigt tidspunkt.
Hvilken fremgangsmåde, der i det enkelte tilfælde må anses for bedst, afhænger således både af læreren og elevmaterialet. Læreren bør derfor stilles frit, hvorfor de enkelte spil må udarbejdes således, at begge muligbeder står åbne. Undervisningssituationerne må skabes ved at lade en elev gennemgå stof fra et af de fag, eleverne på dette tidspunkt er i arbejde med. Stoffet må helst være gennemgået i faget for nylig, så eleven ikke skal føle sig hæmmet af først at skulle indlære sig selv stoffet - og det må ikke være for omfattende, eleven skal frem for alt kunne koncentrere sig om formen. Efter disse prøvelektioner diskuteres elevens præstation grundigt og gerne skulle af diskussionen opstå et billede af, hvordan en mere ideel udførelse kunne tænkes.
Faget mandskabsbehandling bør udstrækkes over hele uddannelsestiden, så der til stadighed er mulighed for uddybning og korrigering af det omfattende emne. Det må anses for meget væsentligt, at lektionerne afvikles i en afslappet atmosfære - helt uden pres eller karakter af overhøring - så eleverne opfatter timerne som noget underholdende, de tager aktivt del i. De skal selv være med til at forme faget.

Nøgleord.

Så vidt faget »mandskabsbehandling«. En af de største vanskeligheder ved undervisning af kommende befalingsmænd er antagelig, at det er så svært at opstille eksempler, der af eleverne accepteres som relevante. De har selv intet personligt erfaringsgrundlag, der kan få dem til at identificere sig med »lederrollen« umiddelbart. Af denne grund må så megen tid afsættes til en gennemspilning af sådanne roller, at de kan få et surrogat for den manglende erfaring.
Mange vil måske synes, at der intet nyt er i dette. Vi har alle på et eller andet tidspunkt arbejdet med »cases«. Det nye skal slet ikke søges der. Det nye skulle gerne være, at noget af det, der i det foregående er trukket frem om »holdninger«, kom med over i arbejdet med dette fag; at man i diskussionerne hele tiden holdt sig for øje, hvilke holdninger der i hvert enkelt tilfælde kom til udtryk - og om disse holdninger var hensigtsmæssige. Hvis dette ikke gøres, kan vi indføre nok så mange ændringer af en ydre form: Nissen flytter med, hvis vore holdninger ikke også ændres tidssvarende.
Holdning er et nøgleord i denne sag; det samme er begrebet kritik. Kritik opfattes af mange foresatte som autoritetsnedbrydende; få har endnu erkendt, at den hidtidige envejskommunikation efterhånden har opdæmmet et væld af uudtalte kritiske tanker, som må udlades og imødegås med slagfærdige argumcner. Blot at affærdige disse spørgsmål ville gøre ondt værre og kløften dybere. For eksempel er vi ofte så prikne over for kritisk omtale i pressen, at offentligheden uvilkårligt må tænke »der er nok noget om snakken alligevel.« Men vi har intet at skjule, kun et stort behov for, at også offentligheden forstår vore problemer og hjælper med til at løse dem. På samme måde kan vi ikke nøjes med at give sergenterne en svær opgave uden at hjælpe dem (og os) frem mod en løsning. Det er ikke nok at afvise alle problemer med: »Det er kun en kommandosag!« At føre konmmando alene ved hjælp af militær straffelov er galimatias.

Amatører eller sagkyndige.

Det foran skitserede arbejdsgrundlag for »mandskabsbehandling« er vel temmelig løst og minder ikke meget om en almindelig lektionsplan. Hensigten var også blot at meddele nogle tanker, der måske kunne føre til en anvendelig fremgangsmåde, som kan fylde et tomrum - at andre måder kan gennemføres er en selvfølge, for der undervises i faget i skrivende stund efter nøje lagte planer mange steder. Men er vi i stand til at gøre det på forsvarlig måde?
Et par ting bør trækkes helt i forgrunden. Vi må:
- analysere holdningen til mandskabet og revidere måden, vi giver den udtryk (kan som forudsætning kræve en ændring af vor omgangsform og -tone).
give grønt lys for kritik uden for kommandospørgsmål og lære at imødegå den med åbent visir (kan betyde en omvurdering af visse dogmer om autoritet og lydighed).
Før dette sker, kommer vi ikke videre.
Der er for mig ingen tvivl om, at det er på høje tid, at der i forsvaret uddannes et virkeligt LÆRERkorps til befalingsmandsskolerne, et lærerkorps, der har en grundig pædagogisk skoling. Kan nogen ansvarlig tro, at man kan udføre effektiv undervisning ved hjælp af lærere (deres øvrige kvalifikationer ufortalt), der aldrig har fået kompetent uddannelse i, hvordan det gøres?

K. M. Poulsen.

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon betragtninger_vedroerende_undervisningen_i_mandskabsbehandling_paa_befalinsgmandsskoler.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.