Betragtninger vedrørende hærens organisation 1842-64

Indledning
Christian VIII havde i 1842 reformeret hæren primært for at opnå besparelser, samtidig var imidlertid også indført en række forbedringer. Den herved tilvejebragte ordning er siden hen ofte benævnt som arméplanen af 1842.
 
Den har i modsætning til alle senere organisatoriske bestemmelser for landets hærvæsen dannet grundlag for militær indsats i krig og har derfor i høj grad påkaldt sig historisk interesse. Desuden har den bl. a. i anledning af hundredåret for stadfæstelsen været genstand for behandling her i tidsskriftet.1) Det kan derfor synes overflødigt atter at kulegrave dette område og ville ubestrideligt også være det, hvis formålet alene var at belyse arméplanens fortrin og mangler. Set i et videre perspektiv har den imidlertid interesse på et helt andet felt, idet den med de ændringer, forholdene havde fremkaldt, var gældende indtil vedtagelsen af hærloven af 1867.
 
Genordningen af landets militærvæsen efter helstatens opløsning i 1864 kan derfor ikke bedømmes uden kendskab til de betingelser, den eksisterende hærorganisation frembød herfor.
 
Arméplanen af 1842
Når det undertiden anføres, at hærens fredsstyrke beløb sig til 25.000 mand med 42.000 i krigsstyrken, beror det på en misforståelse, idet linie- hærens skemastyrke på krigsfod fejlagtigt er opfattet som tjenstgørende.1) Det årlige rekrutkontingent lå omkring 5.000 mand. Med en tjenestetid på lidt under halvandet år for flertallet af de værnepligtige svingede styrken under våben i de elleve af årets måneder mellem 8.700 og 12.700 mand, hvoraf næsten 2.800 var fast ansatte officerer, underofficerer og spillemænd. Til den årlige eksercertid indkaldtes normalt ca. 6.000 hjemsendte i tre uger. Med års mellemrum kunne større manøvrer afholdes med lidt flere genindkaldte, så den samlede hærstyrke derved kom op på 21-22.000 mand.
 
Oprindelig havde man tænkt sig i krigstid at opstille et betydeligt antal nyformationer i reserven og forstærkningen. Nærmere enkeltheder fastsattes først det sidste års tid inden Treårskrigen men tilsigtede da kun i infanteriet, incl. jægerne, at udvikle én ny feltbataillon for hver to liniebata illoner og i kavaleriet en lidt mindre udvidelse, omkring 25 % flere eskadroner. I de andre våben var der ikke tale om at forøge antallet af enheder men kun mandskabsstyrken inden for disse. Hertil var der værnepligtige nok men for få befalingsmænd. Under den første slesvigske krig lykkedes det ikke før i det tredie krigsår at nå dette styrkemål for den kongerigske del af hæren.
 
Administrationsreformen i 1848 havde ikke medført gennemgribende forandringer inden for hærvæsenet. Det ville også have været halsløs gerning at indføre langsigtede reformer på et tidspunkt, hvor kræfterne måtte samles om øjeblikkets krav. For regeringen drejede det sig om i det begivenhedsrige forår 1848 at nedkæmpe et oprør. Da bevægelsen bag dette fik aktiv støtte udefra, udviklede insurrektionen sig til en regulær krig med tre sommerfelttog og gjorde en improvisation uomgængelig. Da krigen var forbi, måtte det derimod forventes, at loven underkastedes en revision. Foruden de rent militære grunde hertil kunne det også politisk synes at være i junigrundlovens ånd at få vedtaget en lov, der ligesom beseglede, at kongens hær blev folkets.
 
I 1851 nedsattes en kommission til udarbejdelse af kongerigets og hertugdømmet Slesvigs »fælleds Land-Krigsmagt, idet Hertugdømmerne Holsteens og Lauenburgs Hærorganisation indtil videre lades ude af Betragtning .. ..«2)
 
Ønsket herom var i pagt med tidens stemninger og imødekom hensynet til statens indre sikkerhed. Den militære realitet bag oprørets udbrud bestod jo i den tilslutning, prinsen af Nør liavde fået fra garnisonen i Rends- borg. I det hele taget havde den slesvig-holstenske agitation haft gode virkemuligheder, fordi de tysksprogede værnepligtige inden for det dansktyske monarki på få undtagelser nær alle lå ved afdelinger i hertugdømmerne.3) At hovedparten af de derværende tropper indgik i det kontingent, de to forbundslande, Holsten og Lauenburg, skulle stille til den tyske forbundshær, begunstigede yderligere insurgentarméens dannelse.4)
 
I kommissoriet havde krigsministeriet fastsat, at grundlaget for den nye organisation som hidtil skulle hvile på arméplanen af 1842 dog med de modifikationer, der var en følge af den almindelige værnepligts indførelse og de forandrede forhold. Disse sidste defineredes nærmere som erfaringer med anvendelse af non-konibattanter og udnyttelse af søtransportmateriellet.5) Sagen ønskedes fremmet, så de første dele til et lovforslag kunne forelægges så snart som muligt.6) Det er såre naturligt, at en minister ønsker at fremskynde forarbejder til et lovforslag. Her presses måske lidt mere på end sædvanligt, hvad der absolut ikke kan forklares som en militær nødvendighed. Der må have været ganske andre grunde. Højst sandsynligt er det ønsket om at komme reaktionen i forkøbet, der har spillet ind. Kommissoriet udtrykker i ministerielle vendinger næsten de samme stemninger, som nogle få dage forinden var kommet til orde under en folkefest i Ringe, den 25. juli 1851, årsdagen for slaget ved Isted. Her havde pastor Birkedal som den første taler advaret mod helstatsfolkene som en fjende, der ville fravriste os sejren og byttet.7)
 
I forholdet til stormagterne viste det sig som bekendt umuligt at fastholde et ejderdansk standpunkt. Navnlig hensynet til Rusland medførte, at forbindelsen mellem Danmark og Holsten absolut måtte bevares, mens det forbød sig selv at knytte Slesvig nærmere til kongeriget. Inden et år var gået, blev den påtænkte nyordning af hæren derfor opgivet.8) I overensstemmelse med denne kovending affandt man sig med at skulle genskabe monarkiets hær på samme grundlag som før 1848. Dette hverv tilfaldt general C. F. Hansen, da han i januar 1852 for anden gang blev krigsminister.
 
De nationale modsætninger, der gjorde sig gældende i tiden mellem de slesvigske krige, var ikke længere til stede, da det efter 1864 drejede sig om at genordne hæren. Enkeltheder med hensyn til C. F. Hansens gennemførelse af den såkaldte hærenhed har derfor ingen betydning for forståelsen af de helt andre problemer, man kom til at stå over for efter den anden slesvigske krig. Men fordi forsvaret og specielt hærvæsenet nødvendigvis var et fællesanliggende inden for monarkiet, skabtes på længere sigt nogle vanskeligheder, hvis baggrund ikke bør lades uomtalt.
 
I et cirkulære til medlemmerne af geheimestatsrådet forsøgte C. F. Hansen at forklare samhørigheden mellem de forskellige landsdele inden for monarkiet. Det gjorde han med udgangspunkt i det eksempel, at hvis Danmark for De vestindiske Øers, Grønlands eller Islands vedkommende havde indgået et forbund med De nordamerikanske Fristater eller England, var dette lige så bindende for Holsten som for kongeriget. På samme måde hævdede han, at det forbund, kongen havde indgået med Det tyske Forbund for Holstens og Lauenburgs vedkommende, måtte forpligte hele monarkiet, selv om det umiddelbart kun syntes at være til fordel for hertugdømmernes og Nørrejyllands forsvar. Standpunktet var konsekvent. Helstatens eksistens beroede på, at der også på forsvarets område var et interessefællesskab med Det tyske Forbund. C. F. Hansen forestillede sig endog »Sjællænderen, Holsteneren, Jyden ... i samme Afdeling.«9) Da dette ville være udelukket bl.a. af sproglige grunde, faldt det bort af sig selv at gennemføre en integration i det omfang.
 
Det nye forbundskontingent, som i 1851 var dannet af den opløste op- rørshær, fik danske officerer. Dets afdelinger indlemmedes det følgende år i hæren med tilsvarende benævnelser som de enheder, der i sin tid var gået over til oprørerne.10) Denne ejendommelige absorption af troppeafdelinger med tidligere fjender er skildret af en regimentschef, der i slutningen af 1851 fik kommandoen over et holstensk dragonregiment.11) Selv om beretningen herom, der er nedskrevet af generalløjtnant C. D. Hegermann-Lindencrone en menneskealder senere og først længe efter udgivet af sønnen, næsten ånder idyl, må det anses for utænkeligt, om dramatiske episoder med disciplinære vanskeligheder skulle være fortiet eller reelt gået i glemmebogen. Efter at grundloven var givet, ændredes faneeden, hvorved soldaten foruden troskab mod kongen også forpligtede sig til at holde grundloven. Da hærenheden gennemførtes i 1852, var der ingen mening i at lade soldaten fra hertugdømmerne love at holde kongerigets forfatning. Det kunne heller ikke være rigtigt inden for samme hær, at nogle soldater aflagde én ed og andre en anden. Derfor gik man igen over til at lade faneeden aflægge efter den før 1849 anvendte formular.12)
 
Frem for alt gjaldt det for C. F. Hansen om at forebygge en gentagelse af oprøret i marts 1848. De afdelinger, der udelukkende havde udskriv- ningsområde i Holsten, blev derfor forlagt til Sjælland, og i stedet stationeredes kongerigske tropper i de holstenske garnisoner. Denne disposition bidrog blot ikke til den udjævning af de nationale modsætninger, han havde gjort sig forhåbninger om. I sidste øjeblik inden krigen i 1864 blev det klogeligt opgivet at indkalde de hjemsendte holstenere, og på faldrebet besluttedes det også at frigøre sig for de holstenere, der lå inde. De opståede huller i krigsstyrken måtte da udfyldes ved en personelombytning mellem regimenterne. Ved denne for sent iværksatte disposition forsvandt den oprindelige ordnings fasthed.13)
 
Beslutningen om at stille hærlovsrevisionen i bero var kun af midlertidig karakter. En reform på det militære område var fortsat påkrævet og medførte foreløbig ændringer. Blandt disse fik nogle nærmest karakter af de skiftende krigsministres forsøg på »Bessermachen«. Eksempelvis blev pontonnerkompagniet, der sorterede under artilleriet, i 1852 henlagt under ingeniørkorpset, der var dets naturlige hjemsted, for to år senere atter at indgå i artilleriet, blot i en anden garnison. I 1858 fremsattes langt om længe et skitsemæssigt lovforslag, som regeringen selv tog af dagsordenen, da hærloven som et fællesanliggende ikke kunne behandles på anden måde end den forfatningsmæssige, og sagen i øvrigt ville virke udfordrende på Det tyske Forbund. Da en helhedsløsning viste sig politisk uopnåelig, måtte man nøjes med modifikationer af administrativ karakter men ikke iværksat som led i en samlet plan. Da det i sidste øjeblik besluttedes at ruste sig med henblik på krig, skete det af besparelseshensyn gennemgående på den måde, at kvantitet fik fortrin frem for kvalitet. De stykkevise, undertiden næsten modsat rettede, foranstaltninger var ikke til gavn for en militær kraftudfoldelse under krigen i 1864.
 
I sommeren 1864 var et nyt ministerium dannet. Da dets medlemmer skulle tage stilling til muligheden for krigens fortsættelse, udtalte krigsministeren, general C. F. Hansen, at han ikke troede på et heldigt udfald af krigen. Bl. a. fandt han ikke hæren egnet til operationer i åben mark, fordi feltmæssig enhedsuddannelse ikke havde været gennemført.14) At den øverste ledelse ikke havde fungeret tilfredsstillende under krigen var ikke nogen hemmelighed. Den senere formand i forsvarskommissionen, A. F. Krieger, ramte rigtigt, da han skrev, at der hverken havde været den rette forståelse mellem overkommandoen og krigsministeren eller den rette forståelse mellem krigsministeren og udenrigsministeren.15)
 
C. F. Hansen og Krieger kom hver for sig og på hver sin måde til i den kommende tid at berede vejen for en ny hærlov. Om den ville blive bedre end den eksisterende afhang af, hvorvidt man var i stand til at råde bod på de lige nævnte mangler. For at få et håndgribeligt indtryk af, hvordan de ytrede sig, må vi i dette udsyn over årene 1842-64 specielt rette opmærksomheden mod hærens øverste ledelse, generalstaben og de faste be- falingsmænd.
 
Hærens øverste ledelse
Som det hed i arméplanen af 1842 forbeholdt kongen sig at føre overkommandoen over landmagten. Hans befalinger i den anledning udgik gennem generaladjudanten.1) Administrationen blev varetaget af general- kommissariatskollegiet, hvis ledelse lå hos tre militærdeputerede.2) Hver af de tre stod i spidsen for en sektion med et tilhørende kontor og kunne afgøre løbende sager. Lå en sådan på grænsen af kompetenceområdet, blev den konfereret med førstedeputerede, der afgjorde om og når forhandling skulle finde sted i kollegiet. I dette indgik desuden generalauditøren for landetaten samt en civildeputeret for arméens kasse- og revisionsvæsen. Kollegiet er mange år senere skildret af Tscherning som et »i gamle, dybe Furer meget ordentligt, men meget trægt Apparat, kun lidet egnet til rask gjennem grib ende Foranstaltninger eller skikket til at sætte en Hær paa Krigsfod og til selv at afgive brugbart Personale til dens Betjening.«3)
 
I krig ville den operative ledelse formodentlig være blevet overdraget til en af hærens generaler, så kongen kunne hellige sig sine forpligtelser som regent. Nærmere planer herfor forelå ikke, hvorfor man i 1848 var frit stillet, da krigen stod for døren.
 
Ved overgangen til den konstitutionelle regeringsform i marts 1848 lod en 53-årig afskediget artillerikaptajn, A. F. Tscherning, rebel og medstifter af bondevennernes parti, sig overtale sig at modtage udnævnelse som krigsminister. Det er Tschernings fortjeneste, at det lykkedes ham »at ordne til et Hele den nu i flere Dele sondrede Krigsbestyrelse«.4) Han fik nemlig kommando og forvaltning forenet, idet bureauet for arméens kommandosager, der hidtil havde sorteret under generaladjudanten, og kontorerne fra det lige ophævede generalkommissariat blev slået sammen til et krigsministerium. Bortset fra ministeren og to adjudanter, blandt hvilke en afskediget officer, Harbou, lige hjemkommet fra fransk krigstjeneste i Algier, kom til at spille en vis rolle, fik ministeriet ingen nye kræfter.
 
Samtlige dets afdelings- og kontorchefer beholdt deres hidtidige arbejdsområder med de samme fuldmægtige og kancellister som hjælpere. Kun kollegiets førstedeputerede, den 80-årige generalløjtnant C. L. V. Rømer, af gik fra aktiv tjeneste.
 
Tscherning overtog bestyrelsen over alt til krigsvæsenet henhørende, dog de kongelige prærogativer uforkrænkede.5) Dette sidste medførte oprettelse af generaladjudantekspeditionen for landetaten til varetagelse af de sager, der fremdeles var forbeholdt majestætens afgørelse og var med til at opretholde en vis ydre stil om kongedømmet. Om den formløse Tscherning har haft andet end et skuldertræk tilovers for en begrænsning af sin myndighed over for slige sager er næppe troligt. Under den næste konge forløb det ikke helt uden mislyde at få ophævet denne institution, der var en torn i øjet på politikerne. På et andet felt har den første krigsminister vist en tilbageholdenhed, hvor man ellers kunne have ventet det modsatte. Han var stærk nok til, da hæren rykkede i felten, at vrage dens 19 generaler som førere i krig, men han fik dem ikke afskediget. I den henseende fik systemskiftet et anstrøg af kompromis og skabte ikke helt de muligheder for klare kommandoforhold, som er ubetinget nødvendige i krig. På samme måde var Tscherning henvist til i sit ministerium at bruge det personel, der var vokset op i kollegietiden, hvorved noget af ånden derfra kom med ind i det nye system. Skønt aldeles uforberedt på krig var Danmark dog i en situation, der muliggjorde offensiv over for en talmæssig underlegen modstander. Med henblik herpå fandt hærens opmarch sted i to grupper, for den største, nørrejyske armékorps, om Kolding og for den anden, slesvigske venstre flankekorps, om Korsør, hvor indskibning skulle finde sted for at foretage landgang på Als.
 
Nørrejyske armékorps stilledes under kommando af den lige udnævnte generalmajor H. C. G. F. Hedemann med kaptajn W. H. F. A. Læssøe som stabschef. Dets sammendragning foregik dermed inden for det område, der hørte under generalkommandoen i Nørrejylland-Fyn. Her var den 70-årige Høegh-Guldberg nylig ansat som kommanderende general.6) I instruksen til armékorpset var det betonet, at det ikke stod under generalkommandoens befaling. Hedemann overtog imidlertid først kommandoen et par dage efter, at denne instruks var udgået, hvorfor Tscherning har villet sikre sig, at Hedemann vidste, hvordan han stod. Den 31. marts skrev ministeren derfor bl. a. til ham: »... Jeg skal endnu kun anbefale Dem, at De i enhver Henseende holder Dem fri for al fremmed, højere Indflydelse, hvorved jeg fornemmelig agter at betegne Dem Deres Stilling som i enhver Henseende og til enhver Tid og overalt aldeles uafhængig af Hr. Generalløjtnant Høegh-Guldberg, De er højst-kommanderende, og kun(* Udhævet i brevet.) De har Ansvaret, .. .«.7) Samme dag lod ministeren Harbou skrive til Læssøe for at orientere ham herom. Men samtidig opfordredes Læssøe til, når han fandt det omtale værd, at holde ministeren underrettet gennem konfidentielle breve,8) (sic).
 
Flankekorpset var ikke underlagt armékorpset men tænkt som en selvstændig dispositionsenhed, indtil styrkerne forenedes. Da der ikke var en fælles fører på stedet, påtog krigsministeren sig dermed et ansvar for koordinering mellem de to, så længe direkte gensidig støtte var udelukket. Når de fik kontakt, skulle den ældste som vanligt tage kommandoen.9) I slutningen af marts havde Tscherning udpeget en tidligere officer, generalkrigskommissær Riegels, som kommandant på Als. Eftersom øen ikke var et militært område, kan det synes, at bestemmelsen herom faldt uden for krigsministerens ressort. Under de givne forhold var Tschernings initiativ til at benytte Riegels sikkert rigtigt. Derved forhindredes urolige elementer i at bringe forstyrrelse i det område, hvor flankekorpset skulle landsættes. Til gengæld kan det kritiseres, at Tscherning ikke tog hensyn til et forslag fra Harbou om at lade kommandanten blive underlagt armé- korpset. Riegels fik oven i købet, og ikke helt med urette, den opfattelse, at han var udstyret med autoritet til at optræde som foresat myndighed også for de militære styrker, der ankom til Als og Sundeved.10)
 
Efter preussisk militær indgriben til støtte for oprørerne ændredes styrkeforholdet til modpartens fordel. Hedemann, der i mellemtiden tillige havde fået kommandoen over flankekorpset, måtte under de omstændigheder trække sig tilbage fra Slesvig mod Als. Under passagen af Flensborg opstod panik, og det varede nogle timer, inden ordenen var genoprettet. En eksalteret generalstabsofficer, der var placeret i Kolding, rapporterede herom på en måde, der gav ministeren det indtryk, at hæren nærmest var i opløsning.11) Den bestyrtede Tscherning sendte sin mest betroede medarbejder, chefen for arméens intendantur, C. F. Hansen, til Als med vidtgående fuldmagt. Ministeren blev dog snart klar over, at situationen var under kontrol, men kaldte ikke C. F. Hansen tilbage. Den egentlige årsag hertil var, at Tscherning havde en anden operativ plan end armékorpsets chef og beordrede en del af dette under Hedemann til Fyn, mens resten forblev på Als under C. F. Hansen. Denne højst aparte tilstand kan næppe levendegøres bedre end ved at gengive noget af det, Læssøe i den anledning skrev til Harbou: »For himlens skyld gør dog, hvad du kan for at fri os fra al den virvar. Først sætter I os Riegels til overbefalingsmand, så sender I os Hansen som general nr. 2, så giver I Hedemann generalkommando på Fyn og befaler hele hans stab derover. Vil I have, at vi skal udrette noget som helst, må vi sandfærdig have nogenlunde frie hænder.«12) (*Her gengivet med moderniseret retskrivning.)
 
Over for Hedemann forklarede Tscherning C. F. Hansens forbliven på Als som et ønske om at prøve en højere officer som fører i krig.13) Sandheden er nok snarere, at det er chefen for arméens intendantur, som har søgt at få lejlighed til at udmærke sig, og at det hos ministeren har skor- tet på indsigt og den fornødne fasthed til at afslå hans anmodning herom. C. F. Hansen var en kapacitet på det administrative område og i besiddelse af megen handlekraft. Han var ganske simpelt selvskreven til den opgave, det var mest presserende at få løst, nemlig at få bragt orden i området bag hæren, så den uden forsinkelse fik tilført de forstærkninger og de forsyninger, det var muligt for krigsministeriet at skrabe sammen. Det var derfor ganske forkasteligt, at krigsministeren i den situation lod sin højre hånd forsøge sig som feltherre.
 
Historikeren, generalløjtnant A. P. Tuxen, giver følgende rammende karakteristik af Tscherning: »Som organisator var han genial, som administrator, strateg og taktiker var han dilettant, men var sig ikke sin begrænsning bevidst; hans mangel på kendskab til troppeføring gjorde ikke så megen fortræd; men at han ikke havde begreb om at ordne kommandoforholdene i en hær på krigsfod, forvoldte megen skade.«14) (*Her gengivet med moderniseret retskrivning.) Som tidligere nævnt i forbifarten var man i 1848 frit stillet med hensyn til valg af en hærfører. Det kan på baggrund af det foranstående ikke just siges at have været en fordel. Værre var det, at man savnede en almindelig instruks for den general, valget faldt på. Omvæltningen og krigsbegivenhederne i den periode, vi lige har beskæftiget os med, giver en forklaring på, at der ikke blev tid til at udarbejde blivende bestemmelser af den art. Da der senere under våbenhvilen blev et pusterum, forsømtes lejligheden til at tage dette vigtige spørgsmål op.
 
Tilsyneladende var dog ellers tilvejebragt mulighed for at afveje de erfaringer, der var gjort med hensyn til den højere førings arbejdsvilkår. I august 1848 var der nemlig nedsat en rådgivende komité, der tilmed fik Hedemann som formand, efter at han var fratrådt som chef for nørrejyske armékorps. Denne komités ressort omfattede behandling af forfremmelser og afgang samt organisationsforandringer og andre forhold ved hæren.15) Vel må det indrømmes, at opgaveformuleringen er vag. Over for en foretagsom og idérig general som komitéformand kunne den dog ikke være nogen hindring. Der var jo ligefrem en oplagt chance for på baggrund af egne erfaringer at fremlægge forslag til en instruks for over gener alen. Der skete intet i den retning. I et senere fastsat arbejdsprogram defineredes komitéens opgave som undersøgelse af lovforslag og reglementariske bestemmelser m.m. samt afgivelse af betænkning herom. Hvis dette har været ment som en afdæmpende forsigtighedsforanstaltning, der skulle afholde komitéen fra at beskæftige sig med den aktuelle krigssituation, har det været overflødigt. Ikke ét af de 15 møder, komitéen holdt i resten af året, medførte andet end farveløs rådslagning om bagateller.16)
 
Det ville heller ikke have ført til noget. Hedemann var i virkeligheden anbragt på en sinecurepost, idet han havde pådraget sig Tschernings uvilje. Grunden hertil var vel især, at Hedemann, da kongen ankom til Als, mens armékorpset stod der efter tilbagegangen fra Slesvig, havde besværet sig over det uheldige forhold til kommandanten (se s. 445). Kongen havde afgjort sagen til armékorpsets fordel. Hvor berettiget det i dette tilfælde end var, kunne tjenstlige anliggender ikke afgøres uden om den ansvarlige minister, som lod sig opirre. Det varede imidlertid længe, før de højere officerer kom til erkendelse af, at værnene i den henseende ikke stod i et andet forhold til kongen end alle de øvrige dele af statsmagten.
 
I november 1848 fratrådte Tscherning som krigsminister og efterfulgtes af C. F. Hansen, der lige så lidt som sin forgænger havde nogen tiltro til, at der fandtes en førerskikkelse af format blandt hærens generaler. På tilskyndelse fra Hansen genoptog regeringen sine tidligere forsøg på at formå en duelig fransk general til at kommandere hæren.17) Noget resultat kom der ikke ud af forhandlingerne herom. I 1850, da de Meza og Biilow begge var syge, tilbød C. F. Hansen sig som overgeneral, hvilket statsrådet imidlertid modsatte sig.18) Det i og for sig overraskende heldige resultat af det kun mådeligt planlagte og ikke bedre ledede felttog i 1850 bragte ikke problemet krigsminister-hærfører så meget frem i rampelyset, at der i tiden mellem de slesvigske krige blev foretaget en dyberegående undersøgelse af hærens føring på grundlag af de gjorte erfaringer. Ingen af de officerer, der har virket i overkommandoen gennem de tre krigsår, har forsøgt at opstille principper for arbejdet i en højere stab. Chefen for generalstaben, P. F. Steinmann, som ikke havde haft lejlighed til at gøre erfaringer, er den eneste, der har forsøgt at nærme sig det emne. Det skete i forbindelse med hans udtalelser over for den kommission, der var nedsat med henblik på forberedelse af en hærlov. Han hævdede, at hvis man afvejede de faktorer, der havde indflydelse på udfaldet af et felttog, måtte egenskaberne hos overkommandoen bære prisen som de vigtigste. Skulle han vælge mellem kombinationerne førsteklasses tropper under en mådelig føring eller andenrangs tropper med den bedst kvalificerede ledelse, ville han foretrække den sidste.19)
 
Det kan ikke nægtes, at han forenklede problemstillingen på en spidsfindig måde; det var ikke ualmindeligt dengang. Det må indrømmes, at han ikke talte med en autoritet, som hvis han havde gjort felttogene med. Til trods for disse begrænsninger indtog Steinmann dog en anset position, men alligevel førte hans udtalelser ikke til noget alvorligt forsøg på at studere den højere førings forudsætninger for at opnå et heldigt resultat.
 
Blandt monarkiets embedsmænd, herunder ikke mindst inden for officerskorpset, havde mænd af holstensk afstamning været relativt talstærkt repræsenteret gennem generationer. Lejlighedsvis kan denne omstændighed måske nok have bidraget til, at visse kredse har betragtet kongeriget som en lidt tilbagestående del inden for det dansk-tyske monarki. Forestillinger af den art kan ikke helt afvises som en af årsagerne til, at begge de første krigsministre som foran nævnt har været modtagelige for tanken om efter brudet med Holsten at engagere en fransk general. Men ellers kan der næppe påpeges lighedstræk i de synspunkter, de to ministre har lagt for dagen i deres bedømmelse af de hjemlige kræfter. Tschernings skepsis med hensyn til generalernes formåen bundede sandsynligvis i hans uvilje mod det system, der var formet i enevældens tid. I dette havde C. F. Hansen dybe rødder. Hans mistillid var snarere et udslag af en kraftfuld og egenrådig personligheds hang til selvovervurdering. Den magtstilling, han tiltog sig, blev bestemmende for udviklingen, thi ministeren og hans embedsmænd videreførte med nidkærhed ånden fra kollegietiden. Undladelsen af at delegere ansvar og beføjelser til myndigheder under ministeriet virkede ikke fremmende på initiativet.
 
I de knap 18 år, der gik fra den første krigsminister udnævntes, til C. F. Hansen for tredie og sidste gang af gik som sådan, havde Danmark 8 forskellige krigsministre. Af dem sad ingen tilnærmelsesvis så længe som C. F. Hansen. Sammenlagt beklædte han stillingen i mere end en tredjedel af det tidsrum, hvorfor en karakteristik af ham er en hjælp til forståelse af hærens vilkår.
 
C. F. Hansen var et udpræget pligtmenneske. Han ansås for at være højt begavet og var særdeles vel inde i administrative forhold men har i høj grad været noget af en stivstikker. Hegermann-Lindenerone, der havde haft et enkelt sammenstød med ham, siger, at han lejlighedsvis ligefrem kunne virke utilregnelig. Desuden beretter han om en lidet flatterende episode, hvor en troppeafdeling, der nylig havde hævdet sig godt i kamp, blev overfuset af C. F. Hansen, der fandt mishag i dens marchorden.20) Kauffmann, den senere generaladjudant, havde i 1848 været stabschef hos C. F. Hansen, mens denne havde kommandoen over tropperne på Als. I sin levnedsbeskrivelse fremhæver han blandt andet C. F. Hansens evne til sejt at fastholde det, han anså for rigtigt. »Hvad hans Gemytsliv an- gaaer, saa savnede man hos ham Evnen til en aaben Udvexling af Tanker og Følelser; Han var snart forlegen, snart haard og skjærende. Kun i Momenter saae man ædle Impulser med et vist Besvær bane sig Vei til Overfladen.« Når Kauffmann om aftenen mødte hos sin chef i den Ahl- mannske gård i Sønderborg, blev der ikke tændt lys. De sager, der ikke var afgjort ved referat og underskrift om formiddagen, blev da drøftede, mens de to vandrede om i mørket. C. F. Hansen stod på en god fod med sin stabschef og gav ham ret frie hænder i afgørelsen af de militære sager. »Derimod gik der mangen en egenhændig Skrivelse af politisk Indhold til Kjøbenhavn, navnlig vel til Tscherning, som mere og mere følte sig imponeret af Hansens Char akter og syntes at underordne sig ham.«21)
 
Efter hærens tilbagegang fra Danevirke i 1864 blev overgeneralen og hans stabschef, de Meza og Kauffmann, kaldt til København for at redegøre for deres motiver til at opgive denne stilling. I deres fravær førte den næste i anciennitet kommandoen. Herunder opstod sådanne vanskeligheder, at nogle højere officerer stilede et andragende til kongen om at få den gamle overkommando tilbage. Krigsminister Lundbye henlagde sagen uden at underrette afsenderne. Blandt disse var generalløjtnant Gerlach, der noget senere blev gjort til overgeneral. Først da han tiltrådte som sådan, tilskrev Lundbye ham, at han ikke havde fundet det lige omtalte andragende egnet til forelæggelse for kongen. Samtidig misbilligede han dette forsøg på at foregribe en ministeriel afgørelse. Gerlach tog til genmæle og erklærede, at han anså sig i sin gode ret til en sådan henvendelse. Det gav ministeren anledning til at bemærke, at hvis henvendelsen var rettet til kongen i hans egenskab af »Krigsherre og Høistcommande- rende over Hæren«, måtte ministeren gøre opmærksom på, at kongen efter forfatningslovene ikke stod i andet forhold til hæren end til de øvrige grene af den udøvende magt.22) Lad os i dette tilfælde se bort fra det aldeles meningsløse i en polemik af den art under de forhold og i stedet prøve at undersøge sagens baggrund. Formentlig er det indledningsordene i grundlovens § 23: »Kongen har den høieste Myndighed over Land- og Sømagten. ...«, Gerlach har haft i tankerne.
 
I den grundlovgivende rigsforsamling havde der ikke været enighed om den betydning, der skulle lægges heri. Ørsted antog, at bestemmelsen først fik mening, når kongen kunne befale over den væbnede magt uden en ministers kontrasignatur. To andre jurister, Krieger og Algreen-Ussing, hævdede, at den kun tjente til at præcisere, at myndigheden over land- og sømagten tilkom den udøvende magt.23) Denne og følgende drøftelser af kongens konstitutionelle stilling havde ikke været en inspiration til at klarlægge krigsministerens ansvarsområde. Undladelsen heraf er vel nok den dybere årsag til den friktion, der opstod i forholdet mellem minister og hærfører men undskylder ikke mangel på klare tjenestebestemmelser for overgeneralen.
 
Generalstaben
Den danske generalstab er oprettet i 1808 som et selvstændigt korps, hvis medlemmer skulle bistå generalerne. Dens virkefelt spændte over to vidt forskellige arbejdsområder, der blev varetaget henholdsvis af den taktiske og den topografiske sektion.1) Den sidstnævntes funktion bestod i at tilvejebringe topografiske kort til militært brug. Arbejdet hermed kunne lige så godt have været henlagt under ingeniørkorpset. Når det hørte ind under generalstaben, var det, fordi man i lighed med Preussen dengang anså praktisk opmålingsarbejde som et velegnet middel til at udvikle evnen til systematisk terrænbedømmelse. For så vidt var det logisk. Datidens officerer var især på grund af de primitive trafikmidler snævert bundet til garnisonen og dennes nærmeste omegn og havde således kun vage forestillinger om landets topografiske forhold. En organisation, der lettede vekselvirke mellem topografiske og militære arbejdsopgaver for udvalgte specialister, var derfor fordelagtig. Den taktiske sektion, »hvorunder henføres alle ikke rent topographiske Arbeider«, var karakteriseret på denne noget ejendommelige måde af generalstabschefen, P. F. Steinmann.2) Indrømmes må det imidlertid, at det ikke er let at finde en udtømmende definition, der kunne passe på dens forretningsområde. Det var præget af den stagnation, der endnu op mod midten af forrige århundrede gjorde sig gældende i militær henseende, og som dybest set var et udslag af den udbredte krigstræthed oven på Napoleonskrigene.
 
Den herskende stilstand anskueliggøres formentlig bedst gennem en bedømmelse af generalstabsuddannelsen. Den indledtes med gennemgang af den militære højskole. For at kunne indstille sig til dennes adgangseksamen måtte aspiranten forinden have forrettet tre års tilfredsstillende tjeneste i eget våben. For en infanterist suppleret med nogen uddannelse ved kavaleriet og vice versa for kavaleristen. Efter afgang fra den fireårige højskole fulgte geledtjeneste i sammenlagt to til tre år i turnus mellem artilleriet og ingeniørkorpset for at erhverve praktisk kendskab til de specielle våben samt om fornødent atter i eget våben. Derefter fik aspiranten en to-årig »læretid« i topografisk sektion. En så lang uddannelse forekommer umiddelbart imponerende, men dens tilrettelæggelse var ganske forfejlet.
 
Begynder vi med højskolen, kan det fastslås, at dens undervisningsplan domineredes af matematiske og naturvidenskabelige fag, der var indlagt med henblik på den senere tjeneste ved den topografiske sektion. De militære fag blev som følge heraf stedmoderligt behandlet. Denne skævhed var faldet fire yngre generalstabsofficerer for brystet. Det var Flensborg, Trepka, Andræ og Læssøe, som i 1840 havde fremsat forslag til en ændring, der satte de militære fag i højsædet.3) Ideen var ikke faldet i god jord hos generalstabschefen, den lige omtalte Steinmann. Han havde stillet sig uforstående over for deres tanker og bragtes ligefrem i harnisk, fordi de i forslaget havde betegnet landmåling og korttegning som elementære discipliner.4) Så stor var trægheden, at end ikke den efterfølgende krig 1848-50 gav stødet til ændringer i højskolens undervisning.
 
Værdien af den praktiske tjeneste før og efter gennemgang af højskolen skal ikke bagatelliseres. Men det må dog have været et afbræk i en systematisk militær skoling at skulle tilbringe to år i topografisk sektion oven på den lige omtalte turnustjeneste ved de specielle våben. Først når aspiranten i en moden alder havde dokumenteret en vis færdighed i landmåling og korttegning, kunne han komme ind i taktisk sektion, hvor han beskæftigedes med »militærsager«. På et senere tidspunkt oprandt endelig mulighed for at blive anvendt i krigsministeriet eller ved en af general- kommandostabene. Enkelte havde endda udsigt til at blive sendt på rejse for at lære fremmede hære at kende.
 
Noget helt andet er, at det i praksis stødte på store vanskeligheder at overholde denne plan i alle enkeltheder med hensyn til geled tjenestens omfang. Faktisk nåede kun en enkelt at gennemgå hele det udtænkte program. Besynderlig nok synes det dengang ikke at have været følt som et savn, at en generalstabsofficer ikke senere fik lejlighed til troppetjeneste i chefsvirke. Ikke engang Læssøe og hans kammerater havde vovet at foreslå noget så utraditionelt. Senere hen skal han have sagt, at først da han havde ført bataillon, gik det op for ham, hvad en stabschefs opgave egentlig drejede sig om.5) Læssøe lærte det blot i den gale rækkefølge men andre slet ikke!
 
Da en ændring af hærvæsenet blev bragt på bane i 1851, opfordredes chefen for generalstaben til at udtale sig om dens uddannelse og virksomhed. Det var stadig Steinmann, der beklædte chefsposten. Det er næsten, som om den snart 70-årige general under indtryk af de militære sejre anslår en lidt anden tone, end da han i 1840 følte sig brøstholden over, at nogle af hans egne officerer kunne tænke sig en omprioritering mellem stabens topografiske og taktiske virksomhed. Men hans noget suffisante betragtninger indeholder reelt dog ikke andet end almindeligheder.6) Han kommer overhovedet ikke ind på det mest fornødne: Et studium af krigsbegivenhederne 1848-50 for at udlede erfaringerne.
 
Fra 1834 til 1848 uddannedes i alt kun ti generalstabsofficerer. Heraf var én død i 1834, og en anden gået over til oprørerne. Af de resterende faldt fire ved Isted i 1850. Blandt de overlevende efter krigen var kun to tilbage af de fire, der i 1840 havde gjort sig bemærket med forslag til forbedringer. Den ene, Flensborg, var lige blevet krigsminister og afløste bagefter Steinmann som generalstabschef men døde samme år, 1852, og nåede derfor ikke at skabe noget nyt og bedre. Den anden, Andræ, som ikke havde taget del i krigen og efterhånden opslugtes af andre hverv, var afskåret fra at udtale sig med vægt.
 
Endelig i 1857 rationaliseredes højskolens undervisningsplan ved indførelse af foredrag om krigskunst, hærorganisation, administration og statsvidenskabelige emner for eleverne i højskolens stabsafdeling.7)
 
I motiverne til hærlovsudkastet i 1858 defineredes generalstabens opgave som indsamling og bearbejdelse af alle de oplysninger, overgeneralen har brug for.8) I forenklet form er det netop det, hvorom det drejer sig. Men der er et stort spring fra erkendelsen af mangler ved uddannelsen på højeste trin, til man står med kvalificerede lærere. Har man dem, varer det igen et stykke tid, før deres bestræbelser bærer frugt. Det nåede de i hvert fald ikke inden krigen i 1864.
 
I 1856 blev topografisk sektion henlagt under finansministeriet, der følte sig ansvarligt for anvendelsen af en bevilling på 7-10.000 rdlr årligt til udgivelse af et topografisk kort over Danmark.9) Finansministeriet ønskede derfor at få overbestyrelsen af hele denne virksomhed, ligesom indenrigsministeriet havde det med hensyn til de vejarbejder, der udførtes af ingeniørkorpset. Omlægningen medførte, at direktøren for denne tjeneste fik en dobbeltstilling, idet han i visse henseender stadig hørte under generalstaben, som havde brug for topograferne i krigstilfælde. Bortset fra hastesager skulle korrespondancen mellem den topografiske tjeneste og finansministeriet passere generalstabschefen. Helt klare linier herfor har der ikke været, thi mellem lederen af den topografiske tjeneste og chefen for generalstaben opstod konflikt over rene bagateller. Denne tilstand bragtes til ophør på effektiv måde ved i 1858 ganske simpelt at inddrage stillingen som chef for generalstaben.10) I det hærlovsforslag, der fremsattes samme år, var chefsposten i konsekvens heraf heller ikke normeret.
 
Den virkelige misere var, at man under ensidig hensyntagen til den topografiske virksomhed havde troet at kunne ansætte en chef uden militære kvalifikationer. Den pågældende, F. L. A. H. Baggesen, havde i 1848 som stabschef hos Høegh-Guldberg en overgang været placeret i Kolding og været skyld i, at Tscherning fik et forkert billede af situationen ved nørre-jyske armékorps. Som brigadechef i slaget ved Isted havde Baggesen ligefrem vist sig konfus.11) Da det mange år senere viste sig, at han heller ikke havde det rette format som leder i fredstid, ville man dog ikke afskedige den pligttro officer. I stedet inddrog man hans stilling. Derved kunne pensionsloven bringes i anvendelse, så han kom på vartpenge i 5 år, hvad der svarede til 2/3 løn. Som en erkendtlighed for 46 års tjeneste ansattes han ydermere som kommandant i Rendsborg.12) I den tiltagende nationale spænding viste denne opgave sig at overstige den fredsæle mands kræfter.13)
 
Fordi generalstaben ensidigt var udartet til at blive et topografisk institut, lykkedes det ikke i den følgende tid at aktivere den tilbageblevne del, den taktiske sektion.14) Hovedårsagen hertil må vel navnlig tilskrives savnet af en drivende kraft i staben. En sådan fandtes i den preussiske generalstab, hvor der tilmed dukkede et talent op i det helt store format. Det var Helmuth von Moltke, der lige til 1822 havde stået i den danske hærs rækker, hvorefter han var gået i preussisk tjeneste og der blev skaberen af den tyske generalstab.
 
De faste befalingsmænd
Officerstilgang fandt sted fra to læreanstalter, henholdsvis landkadet- akademiet og den militære højskole. Officerer til infanteriet og kavaleriet uddannedes ved akademiet. Det påtænktes i tiden mellem krigene omdannet til en egentlig militærskole, da fyldestgørende undervisning i almindelige skolefag kunne erhverves ved de realskoler, der var oprettet i de senere år.1) I konsekvens heraf havde man allerede i 1849 truffet bestemmelse om ophævelse af kadetkorpsets to yngste klasser, der i virkeligheden helt kunne sidestilles med klasser i borgerlige skoler, og hvorfra de kun adskilte sig ved at være drevet i militær ånd.2)
 
Den lige omtalte reform af offieersuddannelsen tænktes gennemført sammen med den i 1858 forudsete omorganisation af hærvæsenet. Da den viste sig uigennemførlig, var der imidlertid taget beslutning om at indstille undervisningen ved landkadetakademiet3), alligevel ændredes afgørelsen herom ikke. En sandsynlig medvirkende årsag har sikkert været, at det snart fandtes påkrævet at iværksætte en storstilet uddannelse af reserveofficerer, for at kunne komme op på den meget store mobiliseringsstyrke, der tilstræbtes inden krigen i 1864. Prisen herfor blev som nævnt blandt andet landkadetakademiets ophævelse, hvorfor hverken infanteriet eller kavaleriet i en årrække fik normal tilgang af linieofficerer.
 
Den første slesvigske krig havde medført, at en del krigsfrivillige fik status som linieofficerer. Ligeledes blev der i foråret 1848 truffet bestemmelse om, at indtil en fjerdedel af de ledige sekondløjtnantspladser kunne besættes med særdeles duelige underofficerer, der også blev linieofficerer. For de specielle våben gjaldt særregler.4) Da det senere blev almindeligt også at udnævne i krigsreserven, mente krigsministeriet, at en sådan forfremmelse kunne være en bjørnetjeneste for en gift underofficer, der med reservestatus kunne risikere afsked, når hæren bragtes på fredsfod. Det forekom derfor at være mere i personellets interesse at indføre en højere underofficersgrad svarende til, hvad man havde i de specielle våben.5)
 
Arméplanen af 1842 åbnede adgang for enhver med indfødsret til at indtræde i hæren og avancere til en hvilken som helst grad, når han opfyldte de derfor foreskrevne betingelser. Specielt var det fastsat, at en vel- anbefalet underofficer med mindst ét års tjeneste som sådan og endnu ikke fyldt 25 år kunne indtræde i landkadetakademiets afgangsklasse og efter bestået eksamen udnævnes på lige fod med de øvrige. Det var blot en forudsætning, at det skete på egen bekostning. For den nybagte sekondløjtnant, der havde valgt infanteriet, gik vejen fra landkadetakademiet over det gymnastiske institut. Når han derfra ankom til sin bataillon, måtte han gennem eksercerskolen, hvor han fik den ti-ugers rekrutuddannelse. Hans senere antagelse til of ficerstj eneste var betinget af tilfredsstillende udførelse af såvel vagttjeneste på lige fod med de menige som underof ficerstj eneste i mindst tre måneder.
 
For den, der ville ansættes i generalstaben, artilleriet eller ingeniørkorpset, var gennemgang af højskolen obligatorisk. Den havde to to-årige klasser, men først i den ældste var der specialfag for henholdsvis stabs-, artilleri- og ingeniør af delingen. Højskoleofficererne betragtedes som videnskabeligt uddannede og regnede sig for finere end infanteriets og kavaleriets officerer. Dette sidste var en naturlig følge af, at den elev, der ikke bestod højskolens afgangseksamen, kunne ansættes som officer i infanteriet eller kavaleriet efter gennemgang af det gymnastiske institut. Civile aspiranter til de specielle våben modtog en vis militær uddannelse, inden de indtrådte som elever ved højskolen.
 
Officersuddannelsen var grundig men for generalstabsofficererne skæmmet af uoverensstemmelse mellem mål og midler. Set med vore øje må det betegnes som en ulempe, at begrebet efteruddannelse ikke fandtes. Dengang ville det dog have været uhørt at foreslå f. eks. kursus for kompagnieller bataillonschefer. Derfor tog det lang tid, inden ændringer på det taktiske område kunne trænge igennem. Avancement til og med oberstløjtnant fandt sted efter anciennitet, blot vedkommende ansås for duelig. Først til oberst og general skete forfremmelse efter valg. Mangel på faste aldersgrænser gjorde det vanskeligt at slippe af med officerer, der ikke var helt feltduelige. Teoretisk var adgangen til at blive officer som nævnt et spørgsmål om evner og uddannelse. I praksis var økonomisk hjælp dog en forudsætning.
 
I den henseende gjaldt de samme vilkår som f. eks. for de civile embeds- mænd. Ser vi tilbage på den tidsalder, vi her har beskæftiget os med, er det på mange måder åbenbart, at officererne dengang indtog en mere fremtrædende position end f. eks. blot en menneskealder senere. Men derfra og til at betragte dem som en mere priviligeret klasse end andre med kongelig udnævnelse er et stort spring. Man lagde blot mere mærke til dem i et samfund, hvis struktur var enkel, fordi staten påtog sig så få opgaver, og erhvervslivet var domineret af landbruget. De forskellige påstande, der senere er fremsat om officerskorpset, bør dog afvejes med, hvad Monrad som konseilspræsident udtalte i geheimestatsrådet: »Officererne udgjøre heller ikke en saadan egen Kaste som andetsteds, og ved det nye Reserve- Officers Institut er endydermere bevirket, at Officeersklassen smelter sammen med hele Befolkningen.«6)
 
I politisk henseende synes officerskorpset opdelt mellem forskellige anskuelser, ganske som det var tilfældet i borgerskabet. Navne som Tscherning og Andræ er samhørige med frisind, C. F. Hansen med det modsatte. På ét bestemt felt kan et skel i indstilling og synspunkter muligvis have gjort sig gældende. Officerskorpset har som stand følt sig knyttet til kongens person.
 
Et karakteristisk eksempel herpå var en artillerikaptajn, Messerschmidt, der klagede over Birkedal, da han i eftersommeren 1864 sluttede sin prædiken med bønnen: »Gud give Kongen et dansk Hjerte, om det er muligt.«7) Da Birkedal i den anledning blev afæsket en udtalelse af Fyns biskop, svarede han, blandt andet, at han havde bedt for kongen om, at »Gud vilde skjenke ham et dansk Hjerte, om det var muligt«, samt at ordene »ærligt« og »endnu«(*Udhævet i brevet.) var lagt til af rygtet.8) Messerschmidt oplyste noget senere i et brev til kirkeministeren, at det var en overfyrværker og en reservekorporal, der havde underrettet ham om episoden. Han tilføjede, at hans oplysninger måtte benyttes til at forebygge, at man i kongeriget skulle opleve samme misbrug af den gejstlige stilling som tidligere set i hertugdømmerne.9)
 
De faste underofficerer, der havde valgt militærstanden som levevej, var den faste kerne, hvorpå troppernes disciplin og uddannelse beroede. Antagelse kunne ske direkte ved hvervning, eller efter afsluttet pligtig tjeneste ved forfremmelse fra underkorporal. I begge tilfælde krævedes kapitulation for en 8-årig periode. Den der lod sig engagere uden at have været soldat, kunne blive underofficer på basis af en eksercerskole af ti ugers varighed suppleret med en prøvetid på 3-6 måneder. Denne højst lemfældige uddannelse blev efterhånden fuldstændiggjort ved afdelingen og eventuelt ved de to skoler, det gymnastiske institut og den militære manege.
 
Kvalificeret tilgang til de specielle våben søgtes tilvejebragt ved tilgang fra en 4-årig underofficerselevskole. Statens lønninger var knebne, for underofficerer var de endog overordentlig ringe. Derfor betød stillingsvæsenet en kærkommen lejlighed til én gang for alle at skaffe sig en pengesum, der vel dog i de fleste tilfælde medgik til løbende udgifter. Forlængst havde det vundet indpas, at den udskrevne kunne betale en anden for at »stille for sig« som soldat. Efter de senest herfor fastsatte regler måtte en sådan stedfortræder være frigjort for værnepligt og kunne fremlægge attestation for godt forhold samt være under 32 år.10) Spillemænd og underofficerer kunne først lade sig stille efter kapitulationsperio- dens udløb men havde til gengæld ret til at lade sig stille indtil det fyldte 40. år.
 
Fra 1854 til 1863 opnåede i alt 1647 underofficerer og spillemænd lejlighed til at lade sig stille. Gennemsnitssummen herfor var 761 rdlr med 1500 som maximum ved hestgarden i 1857 og 475 som minimum samme år ved ingeniørerne.11) Til sammenligning tjener, at årslønnen for en kaptajn på næstældste løntrin og en nyudnævnt løjtnant i 1866 blev foreslået ansat til henholdsvis 1600 og 480 rdlr. Disse arrangementer havde forlængst fået officiel anerkendelse ved ydelse af et afsavnstillæg til de underofficerer og spillemænd, der var for gamle til at lade sig stille.
 
For at få veltjente underofficerer til at forny en kontrakt, søgtes rekapitulering gjort tillokkende ved tildeling af hæderstegn for henholdsvis 8 og 16 års tjeneste. Dertil var knyttet beskedne løntillæg på henholdsvis 30 og 48 rdlr årligt.12) De trange økonomiske kår, man bød en underofficer, kunne ikke undgå at hæmme tilgang af de elementer, hæren havde mest brug for. Men det er langt fra ensbetydende med, at hæren ikke talte mange fortrinlige underofficerer. Da geheimestatsrådet i sommeren 1864 drøftede mulighederne for krigens fortsættelse, udtalte krigsministeren sig om tilstanden i hæren. Han nævnte da, at »vor i det hele taget ret dygtige Underofficersklasse, ... ikke uden Utilfredshed saae sig stillet under Befaling af unge Mennesker, der i militær Uddannelse og Tjenstroutine stode langt under dem .. .«.13)
 
Et førstehåndsindtryk af, hvordan en underofficer selv følte sin stilling, kan fås af et brev fra kommandérsergent N. C. Jacobsen til krigsminister Thestrup.14) Thestrup, som under Treårskrigen havde været en fortrinlig brigadechef, og som med hensyn til taktisk forståelse ragede op over sine samtidige, havde engang opfordret Jacobsen til at skrive til sig, når han havde noget på hjerte om underofficerernes kår. I det omtalte brev kom Jacobsen ind på, at det føltes krænkende for hans standsfæller at blive beordret som ordonnans. Thestrup viste sig lydhør og udgav bestemmelser om, at underofficerer ikke måtte beordres til hverv, der ikke krævede nogen indsigt og lige så godt kunne bestrides af en menig.15) Derimod var det ikke så lige til at opfylde Jacobsens bøn om, at man i reglementer og bestemmelser undlod brug af deklasserende betegnelser som f. eks. individer af underklasserne.
 
Under en drøftelse af officersuddannelsen sagde oberst Jonquiéres i 1866, at han betragtede »Underofficeersclassen som en ligesaa hæderlig som nødvendig Deel af Armeen«.16) Det er sagt i bedste mening, men ordene føjer sig på en måde, som efterlader det indtryk, at også modsatte anskuelser fra tid til anden var kommet til udtryk inden for hæren - i de fleste tilfælde vel især som en reminiscens fra den hvervede hærs tid. Underofficerernes trykkede kår skyldtes især de ringe krav, der stilledes til deres uddannelse, samt den stærke binding til den enhed, de tilhørte. Bortset fra kortvarige ophold ved gymnastik- og rideskole fik en underofficer ikke lejlighed til i tjenesten at træffe andre ligestillede end dem, han år ud og år ind gik op og ned af i det daglige ved samme bataillon eller regiment. Under de forhold var det ganske udelukket at danne en faglig sammenslutning til varetagelse af fællesinteresser. Om en sådan organisation var blevet tilladt, er vel højst tvivlsomt.
 
Befordring i det civile, det vil sige ansættelse under civiletaterne, var oprindelig en social foranstaltning til fordel for hærens faste personel. Indtil 1860 havde det været forbeholdt krigsministeriet at besætte visse embeder under told- og postvæsenet. For at gøre det tillokkende at blive reservebefalingsmand fik personel af den kategori fortrins adgang til en række stillinger. Besættelsesretten overgik derefter til finansministeriet.17) Samtidig begrænsedes adgangen for linieofficerer og i nogen grad også for linieunderofficerer til at overgå til civile stillinger under staten. I 1862-63 fik kun 5 faste underofficerer ansættelse under toldvæsenet.18)
 
Krigsministeren havde i sommeren 1864 hævdet, at hæren ikke var i besiddelse af tilfredsstillende brugbarhed i bevægelig krigsførelse, idet feltmæssig enhedsuddannelse ikke havde været gennemført på passende terræn hertil. Meget talte for, at hæren selv ejede øvelsesterræn eller havde uhindret adgang til udyrkede områder i de sommermåneder, hvor markerne ikke var afhøstede. Det er dog ubestrideligt, at der var rigelig tumleplads til øvelsesbrug både efterår og vinter. Hvad uddannelsestidens længde angår, kan det heller ikke med føje hævdes, at det ville være udelukket at foretage udrykninger i terrænet året rundt.
 
For den betydelige garnison, der lå i hovedstaden, og som omfattede godt en trediedel af infanteriet, en sjettedel af kavaleriet samt nogenlunde halvdelen af artilleriet og hovedparten af ingeniørkorpset, var afstandene rigtignok for store til, at daglig øvelse kunne foregå i afvekslende terræn og med rigelige pladsforhold til opnåelse af realitetsbetonede øvelsesmo- menter. Afdelingerne var derfor i regelen henvist til fællederne i byens udkant. Andre havde fremført, at megen tidsspilde fandt sted på grund af dårligt vejr og unyttige præsentationer.19) Havde der imidlertid været ofret så meget på individuel og kollektiv udrustning, at befalingsmænd og mandskab året rundt kunne indrette sig relativt bekvemt under bivuake- ring, havde det været en smal sag mindst et par gange om måneden at rykke ud til f. eks. to-tre døgns øvelser. Den slags lå dog ganske uden for, hvad man dengang turde drømme om.
 
Eksercerskolen, det vil sige rekrutuddannelsen, varede 10 uger i infanteriet. Når den var gennemført, forblev soldaten til tjeneste i henved 1 Sl/2 måned, der gik med to former for aktivitet. Den ene bestod i uddannelse, den anden i vagt og arbejde inden for den enhed, han tilhørte samt garnisonstjeneste. Denne sidste virksomhed havde størst omfang i København, hvor også en række ikke-militære krav måtte opfyldes. Foruden at skulle bevogte marinens etablissementer stod hæren i hovedstaden over for krav om bevogtning af civile straffeanstalter. Efter finansministeriets ønske opretholdtes vagt ved Rosenborg med kronregalierne. For Nationalbankens vedkommende var vagt forudsat i bankoktrojens bestemmelser. Af hovedstadens 13 brandstationer var de 7 militære, dertil benyttedes 100 mand på: Hoved-, Toldbod-, Slotsholms- og Vesterportvagten samt 3 kasernevagter, så mandskab til fremføring af brandsprøjter var til stede døgnet rundt.20)
 
De militære myndigheder havde under bestræbelserne for at forbedre uddannelsesvilkårene efterhånden opnået at mindske de daglige afgivelser fra 255 mand i 1855 til 183 i 1860. De samme år talte garnisonsstyrken i København (opgjort i december) nedenstående antal underkorporaler og menige: 
 
 
 
I den øvrige del af landet kunne afvigelserne variere lokalt. Alt taget i betragtning kan garnisonstjenesten dog ikke ses at have været til alvorlig gene for uddannelsen.
 
Indtil de sidste par år inden krigen i 1864 var tjenestetiden uforandret for så vidt angik den første samlede uddannelse. Derimod var genindkaldelserne til tre ugers eksercertid bortfaldet gennem en årrække. Hvad der herved var forsømt med hensyn til repetitionsøvelse for det hjemsendte mandskab samt stabsofficerernes uddannelse i føring af krigsstærk bataillon og større led, lod sig blot ikke indhente. Årsagen hertil var, at tjenestetiden for en trediedel af infanteriets mandskab fra omkring 1860 blev reduceret til fire måneder, for at man kunne indkalde ca. 50 °/o flere rekrutter pr. bataillon, uden at det medførte nævneværdig merudgift.21) Hæren, som den skulle være efter arméplanen af 1842, var ikke så meget et kampinstrument som en blanding af skole, der gav mandskabet og de lavere befalingsmænd en god uddannelse, samt en indre ordensmagt. 
 
 
 
Benyttede kilder m.m.
(Udover gængse forkortelser er fig. anvendt i nedenstående:
Actstykker: Ældre Actstykker vedrørende de Æmner, der foreligge til Behandling i den ved allh Rescript af 2den Februar 1866 nedsatte Commission, trykt som mskr. 1866.
 
Bilag til betænkninger: Bilag til Betænkninger om det danske Søværns og den danske Hærs Organisation afgivne af den ved Allerhøieste Resolution af 2den Februar 1866 nedsatte Commission, 1866.
Hæren ved Danevirke: Hæren ved Danevirke 1864. Udg. af Generalstaben, udarb. af Jens Johansen og J. Nordentoft.
 
Mil Rescr: Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve den Danske Krigsmagt til Lands angaaende.
 
Mil T: Militært Tidsskrift.
 
Statsr Forh: Statsraadets Forhandlinger. Udg. af Har. Jørgensen.
 
Statsr Forh 1863-79: Statsraadets Forhandlinger om Danmarks Udenrigspolitik 1863-79. Udg. af Aage Fris, 1936.
 
HA: Hærens arkiv (nu under Rigsarkivet).
 
KMA: Krigsministeriets arkiv.
 
RA: Rigsarkivet).
 
Fortegnelse over benyttede dele af KMA, der i RA er betegnet med a for 1848, b for årene 1849-55 og c for årene 1856-68. Inden for hver af disse tidsrum er de enkelte pakker (bind) nummereret fortløbende:
a 54: Allerunderdanigste forestillinger 1848 med påtegnede allerhøjeste resolutioner (bd).
b 225: Register over indkomne sager 1851 (bd).
b 247: Kopibog 1852. (bd).
b 258: Protokol over udgåede sager 1849-53 (bd).
b 260: do do do do 1849-53 (bd).
b 276: do. med register over ekspederede sager, 2. halvår 1852.
b 292: Allerunderdanigste forestillinger 1849 med påtegnelse allerhøjeste resolutioner (bd).
c 18: Korrespondancebog 1862-4 (bd).
c 49: Protokol I. Indkomne sager 1856, nr 2691-ud (pk).
c 247: Kopibog 1867 (bd).
c 290: Allerunderdanigste forestillinger med allerhøjeste påtegnede allerhøjeste resolutioner 1857 (bd).
c 291: Allerunderdanigste forestillinger med allerhøjeste påtegnede allerhøjeste resolutioner 1858 (bd).
c 293: Allerunderdanigste forestillinger med allerhøjeste påtegnede allerhøjeste resolutioner 1860 (bd).
 
Af arkiv for forsvarskommissionen af 1866 (RA. Konseilspræsidiets arkiv) er benyttet: Protokol i 2 bd med referat af de enkelte medlemmers udtalelser, citeret: Mødereferat. Tryksager: 1 pakke med trykte lovudkast m.m.
 
Ud over den litteratur og de trykte akter, der er anført i nedenstående henvisninger, er desuden benyttet:
 
Johan Nordentoft: General Hans Christoph Hedemann 1848. Udg af Det krigsvidenskabelige Selskab, 1944 samt
 
Jens Johansen: Krigen 1848-50. Et strategisk Overblik, Mil T 1948, s 117-22. Anm.:
a. Som grundlag for fremstillingen som helhed er benyttet: Mil Rescr 1842, s 70-201. Bilag til betænkninger A III, B I, B II og B X. Actstykker.
 
Emil Madsen: Den danske Generalstab i ældre og nyere Tid indtil Tillægshefte I.
b. Enkelthenvisninger til det under a. anførte materiale vil i enkelte komme i nedenstående. 
 
 
 
Henvisninger og noter
 
Indledning:
1. M. O. Ræder: Omkring Hærordningen af 1842, Mil T 1937, s 341-52, Jens Johansen: Hærloven 1842, Mil T 1942, s. 259-63, J. W. G. Gorrie: Hærloven 1842 og dens Tilblivelse, Mil T 1942, s 263-76 og 356-73. ARMÉPLANEN AF 1842 1. Schultz Danmarkshistorie IV, s 483.
2. RA. KMA, b 258, skr 326 af 4/8 1851.
3. Garderne, pontonnerkompagniet, tøjetaten og ingeniørkorpset modtog værnepligtige fra hele monarkiet.
4. Mil Rescr 1842, s 696-753: Forbundskontingentet dannede 1. brigade i 1. division af 10. forbundsarmékorps og omfattede 15., 16. og 17. Linie Infanteribataillon samt 5. Jægerkorps, 2. Dragonregiment og et batteri.
5. Værnepligtsloven af 1849 gav regler for udskrivning af mandskab til hjælpetjeneste som trainkuske, til sygepasser- og depottjeneste m.m. Hertil benyttedes betinget tjenestedygtige.
6. Som oven for (2).
7. Morten Nielsens dagbog 25/7 1851 (i forf. privateje).
8. RA. KMA, b 276 og 247, skr hhv 5030 af 22/8 1852 og 5934 af 21/9 1852. Et redaktionsudvalg afsluttede arbejdet.
9. RA. KMA, b 260: KM cirkulære 3/5 1853 til medlemmerne af geheimestatsrådet.
10. Mil Rescr, kgl res 26/3 1852 med noter, se tillige s 523. Jfr Statsr Forh III, s 367-75, 475-81, 498-505 og 512 samt KMA, b 258, skr 461 af 29/12 1851 til statsrådet.
11. F. Hegermann-Lindencrone: Min Faders Erindringer, 1939, s 172-200.
12. RA. KMA, b 292, kgl res 27/7 1849 og KMA, b 295, kgl res 7/5 1852. I 1849 ændredes faneeden først, da embedseden på statsrådets forestilling blev modificeret til at omfatte en erklæring om at holde grundloven.
13. Hæren ved Danevirke, s 63 ff.
14. Statsr Forh 1863-79, 8 244.
15. A. F. Kriegers dagbøger III, s. 386.
 
Hærens øverste ledelse
1. Mil Rescr 1842, s 70.
2. Samme, s 687 ff.
3. Af Anthon Frederik Tschernings efterladte Papirer III, 1877, s 273.
4. RA. HA. Armébefaling 27/3 1848.
5. Mil Rescr, kgl. parolbefaling 23/3 1848.
6. A. Tuxen: Tscherning. Hedemann. Læssøe. Marts-Juli 1848. Historisk Tidsskrift, 9 R, IV. Citeret: Tuxen, s 9.
7. Tuxen, s 13 ff.
8. Tuxen, s 14 f.
9. Den dansk-tydske Krig i Aarene 1848-50. Udg. af Generalstaben, 1867-1887, I1 107.
10. Samme, s 246 ff, sml s 146.
11. Samme, s 169 f, jfr Tuxen s 16 og s 18 f.
12. Tuxen, s 20.
13. Tuxen, s 27.
14. Tuxen, s 6.
15. RA. KMA, a 54, kgl res 8/8 1848.
16. RA. HA. Feltarkivet 1848-50 (31, II, s 224): Raadgivende Comité under Krigsministeriet. Komitéen uddøde, da medlemmerne ikke erstattedes ved vakance, men genoprettedes 1856 i samme skikkelse som før (RA. KMA, c 289, kgl res 17/7 1856).
17. Statsr Forh II, s 78 ff (sml I, s 295). Jfr RA. Udenrigsministeriets arkiv I A. Militaria 1848-49, læg: Om en fransk Generals Ankomst hertil Dec. 1848: Bugeaud og Mar 1849: Fabvier. 18. Statsr Forh II, s 109-12.
19. RA. HA. Hærlovsforslag 1851, pk 61, heri Steinmanns skr: »Om Generalstabens Virksomhed og Tjeneste paa nærværende Standpunkt«, trykt i: Actstykker.
20. F. Hegermann-Lindencrone: Min Faders Erindringer, 1939, s 127 ff og s 157 ff.
21. RA. Privatarkiver. H. A. T. Kauffmanns levnedsbeskrivelse, pk 5753/7.
22. RA. KMA, c 18, skr 172 af 1/4 1864, jfr Dybbøl 1864. Udg. af Generalstaben, udarb. af Jens Johansen, 1942, s 22 ff og s 93 ff samt Den dansk-tydske Krig 1864. Udg. af Generalstaben, 1890-92 I, s 321 ff.
23. Rigsdagstidende 1848-49, sp 1645-6, 1724-8, 1730.
 
Generalstaben
1. Armeens naturalforplejning henhørte under generalkvartermesteren, der senere be- nævntes som generalstabens chef. Det hermed forbundne detailarbejde påhvilede generalstabens bureau, der fra 1848 indgik i krigsministeriet.
2. RA. KMA, b 225, indg 586 af 21/10 1851, findes nu i RA. HA, Hærlovsforslag, pk 61 (jfr: Hærens øverste ledelse, henvisning 19).
3. RA. HA. Hærlovsforslag 1851, pk 61, heri: »Motiveret Fremstilling af Principperne for Generalstabens Uddannelse og Virksomhed«. Udarbejdet 1840, trykt i Actstykker.
4. Samme, heri: Steinmanns bemærkninger 4/4 1840 til det oven for under (3) nævnte forslag.
5. RA. Konseilspræsidiets arkiv. Arkiv for forsvarskommissionen af 1866. Mødereferat 14/4 1866. Udtalelsen refereret af P. U. Scharffenberg, der var medlem af kommissionen.
6. Som oven for under (2).
7. RA. KMA, c 290, kgl res 12/7 1857.
8. RA. Konseilspræsidiets arkiv. Arkiv for forsvarskommissionen af 1866. Tryksager, heri motiver til organisationsudkast 1858.
9. RA. KMA, c 49, indg 3056, jfr Mil Rescr 13/12 1856.
10. RA. KMA, c 291, kgl res 26/6 1858.
11. N. P. Jensen: Den første slesvigske Krig 1848-50, 1898, s 537 ff.
12. RA. KMA, c 291: KM forestilling 25/6 1858.
13. Tidsskrift for Krigsvæsen 1865, s 46 ff.
14. Hæren ved Danevirke, s 28.
 
De faste befalingsmænd
1. RA. Konseilspræsidiets arkiv. Arkiv for forsvarskommissionen af 1866. Tryksager, heri motiver til organisationsudkast 1858, se: Undervisningsvæsenet.
2. RA. KMA, b 292, kgl res 16/1 og 19/9 1849.
3. RA. KMA, c 291, kgl res 10/4 1858.
4. Mil Rescr: KM cirkulære 8/4 1848.
5. Samme, kgl res 14/12 1848.
6. Statsr Forh 1863-79, s 73.
7. Holger Begtrup: Det danske Folks Historie i det 19. Aarhundrede, II, s 416. - Poli- tikens Danmarks Historie, bd 11, s 492. - Schultz Danmarkshistorie, V, s 6. Alle tre steder er uoverensstemmelse med ordlyden i Birkedals egen gengivelse, se neden for (8).
8. RA. Ministeriet for kirke- og undervisningsvæsens arkiv. Ekspeditionskontoret for kirkevæsen, Q 1091/1864, heri brev fra Birkedal om hans bøn i Ryslinge kirke 4/9 1864.
9. Samme, heri brev fra Messerschmidt.
10. Lov om værnepligt af 2/3 1861, § 26.
11. Bilag til betænkninger A III, s 22-3.
12. Mil Rescr 9/1 1854.
13. Statsr Forh 1863-79, s 242 f.
14. RA. HA. Krigsføringsdepotet II, 4 h, heri brev af 20/1 1860 fra Jacobsen til Thestrup.
15. Kundgørelse for armeen 51/1860.
16. RA. Konseilspræsidiets arkiv. Arkiv for forsvarskommissionen af 1866. Mødereferat 13/3 1866.
17. RA. KMA, c 293, kgl res 30/9 1860.
18. Bilag til betænkninger B X: Finansministeriets skr 13/7 1866.
19. Hæren ved Danevirke, s 14.
20. RA. KMA, c 247, skr 401 og 418 af 12/3 1867, jfr Rigsdagstidende 1866-67, ord samling, tillæg B, sp 1161.
21. Hæren ved Danevirke, s. 25.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_100_aargang_okt.pdf
 
 
 

Litteraturliste

Del: