Besættelsen af Hannover 1803 og The Kings German Legion

Oberst T. E. O. Lawaetz fremdrager i denne artikel en række historiske eksempler på kampløs besættelse og fri gennemmarch. Forfatteren redegør detailleret for omstændighederne ved og følgerne af den franske besættelse af Kurfyrstendømmet Hannover i 1803 Og behandler som en parallel hertil begivenhederne op til den tyske besættelse af Danmark i specielt i forholdet mellem regering og generalkommando. 
 
1. Kampløs besættelse og fri gennemmarch. 
 
>>Aldrig skan vår fosterjord 
Af våldets makt ur oförblödda bataljoners armar ryckas, 
Aldrig Ijuda skall det ord, 
Att Finlands folk förrådt sin fria bygd i Nord.<<
 
Björneborgarenas Marsch. 
 
Kampløs besættelse - 9. april! For os gamle officerer, der på hin dag førte aktiv kommando, hører de to ting uløseligt sammen. Vil en og anden indvende, at der dog blev kæmpet noget, må der desværre svares, at det var så lidt, at det i realiteten blev en »kampløs besættelse« - og det engelske eller amerikanske blad ramte ikke helt ved siden af, da det over sin beretning satte overskriften: »Norge kæmper - Danmark overgiver sig.« En kampløs besættelse er imidlertid ingenlude noget ellers ukendt i historien, næppe engang noget sjældent forekommende, og det er ikke blot  forsvarsløse lande som Island og Luxemburg , der har ladet sig besætte uden forsøg på forsvar. Tyske og italienske små og mindre stater har i det 17. og 18. århundrede uden modstand ladet sig besætte af franske og østrigske hære eller affundet sig med deres gennemmarch, hvis de da ikke foretrak under trussel at tage parti for den magt, der syntes dem mest farlig eller som bød dem den største andel i sejrens frugter. Også mellemstore lande har affundet sig med hel eller delvis besættelse eller med den mildere form, som hedder » fri gennemmarch«. Eksempler på dette sidste er Polen, der i den preussiske syvårskrig 1756—63 tillod såvel russiske som preussiske tropper at marchere gennem sit ellers neutrale område. Selv Preussen har i 1805 affundet sig med, at franske styrker marcherede gennem Anspach-området.
 
I 1798 besatte franske tropper uden modstand det meste af Schweiz, hvorpå østrigerne besatte resten, og landet blev skueplads for kampe mellem franskmænd, østrigere og russere. I 1866 rømmede sachserne uden kamp hele deres land - men kun for, at deres hær kunne forene sig med den østrigske i Bøhmen. Tilsvarende forsøgte den hannoveranske hær at slutte sig til den bayerske hær i Nordbayern, hvad der dog ikke lykkedes. Et eksempel på delvis besættelse uden modstand er Grækenland, der i 1917 affandt sig med, at en engelsk/fransk/serbisk hær besatte området ved Saloniki. I 1938/39 lod det af vestmagterne svigtede Czekoslovakiet sig uden kamp besætte af tyskerne, men gjorde modstand, da polakkerne benyttede sig af situationen til at »tage en bid med«. I 2. verdenskrig undlod franskmændene at gøre modstand, da japanerne - efter Frankrigs sammenbrud i Europa - besatte de franske kolonier i Bagindien. Dette kom til at svie til dem, da de efter Japans kapitulation troede uden videre at kunne vende tilbage som herrer, thi japanerne havde forlængst forklaret befolkningerne i Vietnam, Laos m. v., at nu havde de befriet dem fra de hvide mænds herredømme, og når japanerne nu drog bort, så skulle folkene være herrer i deres eget hus og ikke slaver af fremmed kolonialisme . Også Thailand fandt sig uden modstand i japansk gennemmarch og i oprettelse af japanske baser på sit territorium, ligesom det nu tillader amerikanske baser og amerikansk krigsførelse fra sit område. I 2. verdenskrig lod de baltiske stater sig uden kamp annektere af Rusland, medens Ungarn, Rumænien og Bulgarien affandt sig med tysk gennemmarch — men Jugoslavien kæmpede. England og Frankrig havde planer om gennem de neutrale Norge og Sverrig at komme Finland til hjælp i vinterkrigen 1939/40, hvilket dog såvidt vides begge lande ville have modsat sig.
 
Der er således ingen mangel på såvel kampløs besættelse som gennemmarch uden modstand. Et lille landsregering vil naturligvis i første række tænke på sit folks vel, når landet stilles overfor en trussel eller et krav om hel eller delvis besættelse, gennemmarch eller oprettelse af baser. Et meget tungt vejende moment vil dog altid være udsigterne til hjælp, og da især hjælp i tide. Belgien havde i begge verden skrige grund til at regne med hurtig og effektiv hjælp fra en tilgrænsende stormagt. Czekoslovakiet var i 1938 velbetydeligt stærkere end Belgien, men svigtet af vestmagterne opgav det kampen - hvad det næppe ville have gjort, hvis det havde vidst, at det havde en » forbundsfælle« i selve den tyske hærkommando, som i tilfælde af krig ville have vendt sine våben mod sin egen regering. For Polen var i 1939 afstanden til vestmagterne så stor, at direkte hjælp var udelukket, men det kunne ikke vide, at dets mægtige allierede i strid med de ydre liniers princip ville forspilde deres chancer ved at blive stående med gevær ved fod, medens tyskerne løb deres våbenfælle i øst overende. Norge havde i april 1940 grund til at forvente rettidig og effektiv hjælp, fordi England lå nærmere end Tyskland og beherskede havene. Overskriften »Norge kæmper - Danmark overgiver sig« er således ikke helt retfærdig, thi Danmark havde absolut intet håb om hjælp i tide, og desuden havde Norge ved sin udstrækning og sit bjerg terrain ganske andre muligheder for et sejt, langvarigt forsvar end Danmark, der anfaldet uden varsel på få timer kunne løbes overende. Historien har imidlertid eksempler på lande, som har kæmpet i situationer, der måtte forekomme at være håbløse. Det gælder f. eks. Danmark i 1658-60, det gjaldt Transwaal og Oranje fristaten i 1881 og 1899-1902, det gjaldt Jugoslavien i 1941 - og det gælder mest af alle Finland, som både i 1808 og 1939 uden håb om hjælp indlod sig på en kamp, der måtte ende med nederlag. Man kan have sine meninger om landets forsøg på med tysk hjælp at få revanche i 1941 - Finland har aldrig opgivet en fodsbred af sin jord, uden at dets batailloner har blødt, Finland har aldrig gjort Runebergs ord til skamme. Som eksempel på besættelse uden modstand skal i afsnit 3 beskrives Hannovers kampløse besættelse i 1803, og derefter hvorledes de hannoveranske soldater og det hannoveranske folk fik oprejsning for forsmædelsen  - men først en oversigt over, hvad Hannover var, og over landets og dets hærs historie.

2. Hannover og den hannoveranske hær.

Niedersachsen er det gamle navn for Tyskland syd for Nordsøen mellem Elben og Ems. Landet blev i slutning en af det 8. århundrede sammen med det øvrige Sachsen erobret af Karl den Store, men de frie saclisere var ikke lette at beherske. Her levede Welfernes stolte herskerslægt, og kraftige og krigerske fyrster af dette hus søgte længe at gøre de tysk/romerske kejsere herredømmet i Nordtyskland stridig, således i det 12. århundrede Henrik den Stolte og Henrik Løve. Vel måtte denne sidste hukke under i striden mod Frederik Barbarossa - men hannoveranske historikere har hævdet, at det havde været bedre for Tyskland, hvis Welferne havde sejret, thi »medens Holienstauferne i det fjerne Italien jagede efter en uopfyldelig tysk/romersk drøm, forfulgte Welferne med nøgternt, praktisk blik mere nærliggende mål i selve Tyskland« . Og da kejserne senere forlagde residensen til Wien, blev de optaget af italienske og ungarske interesser, hvorved Tyskland blev forsømt. Fra Henrik Løve nedstammer flere nordtyske herskerhuse. Tyskland var lige til Bismarcks tid et konglomerat af lande, bispedømmer, frie rigsstæder m. v. Endnu så sent som i 1801 talte riget 200 »Landesherren«, 51 » Freie Städte«, 8 »Reichs-Dörfer« og ikke mindre end 1475 » reich sunmittelbare Ritter« . Et sådant rige måtte nødvendigvis være svagt, både ind ad til og ud ad til. Ud ad til benyttede nabolandene trediveårskrigen og tiden derefter til at tage den ene bid af landet efter den anden, ind ad tilsvækkedes riget ved splid mellem de mange fyrstehuse - og Welferne var her ikke nogen undtagelse. Grænserne ændredes ofte ved arv, mageskifte og krig.

Under trediveårskrigen skabte den statskloge og krigerske Hertug Georg af Kalenberg en efter datidens forhold anselig hær, med hvilken han med dygtighed og held deltog i krigen, først på de kejserliges, senere på svensk side. Også hans efterfølgere var dygtige fyrster. De støttede sig i høj grad til kejseren i Wien, hjalp ham troligt i alle hans krige mod Frankrig og mod Tyrkiet, de kæmpede samtidig for tyske interesser i Nordtyskland, snart mod Sverrig, snart mod Danmark og høstede også løn derfor. Hertug Johann Friedrich af Kalenberg antog i 1665 titel af Hertug af Hannover, og hans søn Ernst August fik i 1692 kejseren til at anerkende Hannover som kurfyrstendømme. Riget udvidedes, idet kurfyrsten i 1705 arvede Lüneburg og Lauenburg. Ernst Augusts gemalinde Sophie var af Stuarternes herskerslægt, og derved opnåede de welfiske kurfyrster arveret til den engelske kongetrone. Der var dog i Hannover delte meninger om det ønskelige i en Personalunion mellem det mægtige, rige England og det lille, fattige Hannover. Da successionsakten var vedtaget i 1701, udtalte Geheimeråd von Hattorf således: »Jeg har gennemført en sag, som verden ikke havde ventet, og som mine landsmænd beundrer - men jeg frygter, at mine efterkommere vil forbande den.« Unionen kom i stand ved Dronning Annas død i 1714, da Ernst Augusts og Sophies søn som Georg den Første besteg den engelske trone. Det må erkendes, at en Personalunion næppe nogensinde er blevet gennemført med mere hensyntagen til begge parter. Klart stod det skrevet, at Hannovers interesser skulle holdes skarpt adskilt fra Englands - men det skulle trods god vilje fra begge sider, og ikke mindst fra de 5 under unionen regerende monarker, ikke altid lykkes, hvilket ensidigt kom til at gå ud over den svagere af de to partnere, Hannover. Kongen /Kurfyrsten opholdt sig stedsemere i sit hovedland, England, og Hannover blev i praksis styret af Geheimerådskollegiet. Kurfyrsten havde dog til London medtaget »Det tyske Kancelli« , der holdt ham orienteret om hannoveranske anliggender. De 5 monarker - de 4 første Georg’er og Wilhelm IV - var ikke så ringe, som man har villet gøre dem til. Georg I og Georg II bevarede i høj grad interessen for deres stamland, ja er blevet kritiseret for at have begunstiget dette på Englands bekostning. Men med Georg III skete der en forandring. Han var helt engelsk opdraget og satte i sin 60-årige regeringstid ikke sin fod i sit kurfyrstendømme - og dog siger beretningerne, at han var oprigtigt interesseret i sine hannoveranske undersåtters vel og også afholdt af disse.

Imidlertid var Hannover stadig medlem af det tyske rige og havde sine forpligtelser overfor dette, f. eks. til at deltage i alle kejserens krige på hans side. Pligter overfor kejseren i Wien var nu noget, de tyske fyrster ikke tog videre højtideligt — især de større stater, Bayern, Sachsen og Preussen har ofte været at finde blandt kejserens modstandere. Om Hannover må det siges, at det næsten altid loyalt har kæmpet på kejserens side og iøvrigt virket for tyske interesser. Uløseligt blev problemet dog, når Kongen af England kom i krig med den tyske Kejser, således som det skete i den preussiske syvårskrig. Der havde i slutningen af det 17. århundrede været modsætninger mellem Hannover og Brandenburg. De to på det tidspunkt nogenlunde lige stærke stater var faktisk konkurrenter til lederskabet i Nord tyskland, og dermed var Welferne og Hohenzollerne konkurrenter til at blive Tysklands fremtidige herskere. For anden gang havde Henrik Løvesslægt sin store chance. Men den gik tabt, da Welferne besteg den engelske trone, thi nu blev de optaget af britiske interesser, og Hannover blev slået ud i konkurrencen med Preussen. Personalunionen med England medførte, at Hannover blev inddraget i flere krige, end det ellers ville være blevet. Ganske vist hævdede den hannoveranske regering, loyalt støttet af kurfyrsten, at union en ikke betød, at de to lande skulle stå last og brast med hinanden i enhver krig — men det nyttede lidet, når det ikke blev respekteret af Englands fjender. Og Englands fjende nr. 1 var i de 100 år fra 1714 til 1815 altid Frankrig. Krigene dengang var oftest fyrsternes krige, og når Frankrigs regent, hvad enten han hed Ludvig eller Bonaparte, ikke kunne ramme Kong Georg i hans kongerige, så kunne han ramme ham ved at besætte Hannover. Men selv om Hattorfs forudsigelse for så vidt gik i opfyldelse, som Hannover kom til at lide hårdt under krige og besættelser, så havde statsforbindelsen også sine positive sider. Angelsachsere og nedersachsere er nært beslægtede folk, der havde let ved at finde sig tilrette sammen, og forbindelsen med England i 123 år har for Hannover haft sin kulturelle værdi.

I revolutionskrigene deltog Hannover i felttogene i Nederlandene, men da Preussen i 1795 sluttede fred, gled også Hannover ud af krigen. Floden Ems blev fastsat som »Neutratitetslinie for Nordtyskland« og til dennes sikring formeredes en kombineret preussisk/hannoveransk »observationsarmé« fra 1795 til 1801. I december 1800 ville Rusland, støttet af Danmark, Sverrig og Preussen, lukke bl. a. de nordtyske havne for englænderne, og Hannover så sig nødsaget til at affinde sig med, at en del af dets område, bl. a. dets havne, blev besat af preussiske tropper. Denne besættelse varede ganske vist kun til november 1801, men indkvarteringen og forplejningen af besættelseshæren havde været en tung byrde for landet, som i forvejen var udmarvet ved deltagelse i revolutionskrigene og underholdet af observationsarmeen. Befolkningens stemning overfor preusserne var da også så uvenlig, som det normalt er tilfældet overfor en besættelsesmagt. I sommeren 1803 fulgte en fransk besættelse (herom nærmere i afsnit 3) og derefter i 1806 igen en preussisk. Preussens optræden i denne periode bliver af hannoveranske historikere omtalt med bitterhed. I 1805 lod det sig af Napoleon betale for sin neutralitet ved et løfte om, at det skulle få Hannover. Men som sædvanlig holdt den franske kejser ikke sit ord, og på valpladserne ved Jena og Auerstådt måtte Preussen dyrt undgælde for, at det havde sveget sin tro faste forbundsfælle fra syvårskrigen. Napoleon slog i de følgende år staten Hannover i stykker. En del indlemmede han i kongeriget Westfalen, resten i Frankrig sammen med hele Tysklands Nordsøkyst, Hamburg og Lauenburg. Hele Vesttyskland til Elben måtte nu som del af Frankrig eller af Rhinforbundet stilletropper til hjælp for Frankrigs krige mod Østrig, Rusland, Spanien og England. Befrielsen kom i 1813, og året efter blev Hannover på Wienerkongressen genoprettet, nu som kongerige. I stedet for Lauenburg, som indgik i det danske monarki, fik Hannover Ostfriesland. Personalunionen ophørte i 1837, da Dronning Victoria besteg Englands trone, idet kvindelig arvefølge ikke gjaldt i Hannover. I den tyske broderkrig 1866 tog Kong Georg V parti for Østrig, og da krigen sluttede med en fuldstændig preussisk sejr, blev Hannover annekteret af Preussen og var fra nu af en preussisk provins. Mange hannoveranere var herefter fjendtligt indstillede mod Preussen, et welfisk parti dannede en betydelig opposition i rigsdagen, og der blev endda i udlandet lagt grunden til en »Welferlegion«. Welferne herskede nu kun i Braunschweig. I 1913 blev Kejser Wilhelms datter formælet med tronfølgeren i Braunschweig, hvilket bragte nogen afspænding i forholdet mellem hannoveranere og preussere. Efter den første verdenskrig var Hannover stadig en preussisk provins - men da Vesttyskland opstod i årene efter anden verdenskrig, blev landet Hannover ikke genoprettet. Det kom til at indgå i forbundslandet » Niedersachsen«, der omtrent svarer til det oprindelige Niedersachsen, nemlig landet mellem Elhen og Ems, men dets hovedstad er byen Hannover.

Den hannoveranske hær regner sin historie tilbage til året 1631, d.v.s. til de af Georg af Kalenberg opstillede hærstyrker. Som tysk stat deltog Hannover i den tyske kejsers krige mod Frankrig og Tyrkiet i sidste halvdel af det 17. århundrede og i den spanske arvefølge krig 1701-13. Hannoveranske tropper kæmpede i Nederlandene og ved Rhinen, undertid en sammen med danske kontingenter. Mod tyrkerne har de kæmpet ved Wien, i Ungarn, på Kreta og i Morea. Desuden har i dette tidsrum hannoveranerne kæmpet i Nordtyskland, hvor Sverrig ved Freden i Osnabrück og Münster 1648 havde erhvervet store områder: Bremen og Verden, Wismar, Forpommern og Rügen. Disse områder sloges danskere og svenskere om både i den skånske krig 1676—79 og i den store nordiske krig 1700-1721. Her greb hannoveranske tropper ind, snart på den ene, snart på den anden side. For Hannover blev af det første halve århundrede af dets eksistens som stat ikke mindre end ca. 40 år krigsår, idet det ofte måtte kæmpe i 2 forskellige krige samtidig. I det 18. århundrede deltog Hannover i mange krige, snart som Østrigs allierede, snart som Englands. Den største indsats ydede landet i den preussiske syvårskrig 1756-63, denne krig, der sammenkædet som den var med kolonikrigen fortjente at kaldes »den første verdenskrig«. Da kolonikrigen brød ud, frygtede man i London for en fransk invasion og trak derfor 10.000 hannoveranske tropper til England, men da kort efter syvårskrigen kom, og man anså faren for Hannover for at være størst, blev kontingentet sendt tilbage. I sommeren 1757 trængte da også en stor fransk hær ind i kurfyrstendømmet, og den kun halvt så stærke hannoveransk/ hcssisk/braunschweigske hær måtte efter slaget ved Hastenbeck trække sig tilbage, hvorpå dens fører, Hertugen af Cumberland sluttede den forsmædelige konvention i Kloster Zeven, hvorefter hæren skulle trækkes tilbage til Lauenburg og indstille kampen.

Men Georg II nægtede at godkende konventionen og Frederik den Store stillede en dygtig feltherre. Hertug Ferdinand af Braunschweig til rådighed. Han reorganiserede hæren og drev de langt overlegne franske hære ud af landet. I de følgende år vandt han en række betydelige sejrede berømteste var Krefeld 1758 og Minden 1759. Hæren forøgedes efterhånden til ca. 100.000 mand, hvori også et engelsk og et preussisk kontingent. Det var den hannoveranske hærs stolteste tid. Landet stillede ca. halvdelen af den i hovedsagen vesttyske hær, som fra 1758 til 1763 alene holdt de overlegne franske armeer stangen. Da England under den amerikanske friheds krig 1776—83 også kom i krig med Frankrig og Spanien, fik det hjælp fra Hannover, der sendte tropper til forsvar af Gibraltar 1780-83. Desuden sendtes 2.000 hannoveranske soldater til Indien til hjælp for det ostindiske kompagni mod franskmændene og indiske fyrster. Hannovers hær bestod i det 18. århundrede som næsten alle andre af hvervede, normalt på 10 år. Af økonomiske grunde var mange midlertidig hjem permitterede. Da disse ikke var nok til at udfylde rammerne i krig, greb man til sådanne midler som at tage krigsinvalider til tjeneste, iklæde straffefanger eller stikke uuddannede rekrutter ind i geledderne. Alligevel kæmpede hannoveranerne godt i Nederlandene 1793-95, men uenighed blandt de allierede førere og slet ledelse førte til et demoraliserende tilbagetog. Den ulykkelige slutning på denne krig og den preussiske besættelse i 1801 undergravede hærens disciplin - og i den følgende tid væltede ulykkerne ind over landet i form af fransk og preussisk besættelse og Hannovers opdeling mellem Frankrig og Westfalen. Men da i foråret 1813 kosakkerne gik over Elben og foretog dristige ridt langt ind i Hannover og Hessen, rejste folket sig til frihedskamp. Oberst Kielm annsegges jægerbatailloner og andre frivillige formationer deltog tappert i Hamburgs forsvar og sejrede sammen med kosakkerne og den russisk/tyske legion over franskmændene ved Lüneburg og Gôhrde. Da Hannover efter Napoléons afgørende nederlag ved Leipzig, oktober 1813, igen var frit, blev hæren reorganiseret under ledelse af General von der Decken, og der indførtes ligesom i Preussen almindelig værnepligt og landeværn - men ind en dette var tilendebragt, kom hæren til at stå sin prøve på valpladsen ved Waterloo. Desværre fik Danmark igen hannoveranerne som modstandere, først i det holstenske felttog, december 1813 og senere i treårskrigen, hvor vi dog kæmpede heldigt mod dem i Sundeved 1848 og 1849. I den tyske broderkrig 1866 tog Hannover som sædvanlig parti for Østrig. Hæren søgte at slå sig igennem til Sydtyskland, men blev omringet af preusserne og måtte kapitulere, dog først efter at have reddet æren ved sejren ved Langen salza. Efter den preussiske annektion blev den hannoveranske hær til det 10. tyske (preussiske) armékorps.

3. Den franske besættelse af Hannover i 1803.

Freden i Lunéville den 9. februar 1801 var afslutningen på den 2. koalition, på krigen mellem Frankrig og det tyskerige (Østrig). Krigsførende magter var nu kun Frankrig og England - og da disse den 27. marts 1802 sluttede freden i Amiens, var der fred i Europa, men kun for eet år. Frankrig overholdt ikke fredsbetingelserne og England derfor heller ikke. Den fortsatte spænding mellem de to riger førte til, at England den 18. maj 1803 igen erklærede Frankrig krig. I England regerede endnu Kong Georg III, der jo tillige var kurfyrste i Hannover (i det følgende vil han blive betegnet som kurfyrsten, med mindre han specielt optræder i sin egenskab af engelsk konge). Da han altid opholdt sig i England, udøvedes styret i Hannover i praksis af det kurfyrstelige stats- og kabinetsministerium (i det følgende kaldt »regeringen«) med Grev von Kielmannsegg som chef. Dog havde kurfyrsten i London »det tyske kancelli« , ledet af den meget indflydelsesrige Stats- og Kabinetsminister von Lenthe. Da Hannover var en integrerende del af det tyske rige, var dets forhold til Frankrig bestemt ved freden i Luné ville og ikke ved freden i Amiens - men da Frankrig andre steder i Europa, f. eks. i Holland og Schweiz, ikke overholdt sine forpligtelser, kunne man ikke være sikker på, at det overfor Hannover ville respektere bestemmelserne i Lunéville -freden. Tværtimod, da i begyndelsen af 1803 forholdet mellem England og Frankrig igen tilspidsedes, var man i Hannover ikke i tvivl om, at førstekonsulen, Bonaparte, der på grund af det engelske søherredømme ikke kunne ramme Kongen af  England i hans hovedland, ville søge at bekæmpe ham ved at falde ind i hans kurfyrstendømme. Denne opfattelse havde også hr. von Lentlie, da han skrev, at Frankrig i krigs tilfælde ville besætte Hannover for derved at lukke mundingerne af de nordtyske floder for englænderne. Dette kom snart tydeligt til udtryk i en note af 12. marts 1803 fra den franske udenrigsminister Talleyrand til den engelske gesandt i Paris, Lord Whitforth. Talleyrand skrev bl. a.: »Hvis vi ikke modtager tilfredsstillende oplysninger om Englands rustninger, og hvis disse virkelig finder sted nu, så er det naturligt, at førstekonsulen må sende 20.000 mand til Holland. Og når disse tropper først befinder sig dér, så er det naturligt, at de vil gå i lejr ved grænserne til Hannover.« Dette gav så godt som vished for, at Frankrig i tilfælde af krig med England ville falde ind i kurfyrstendømmet. Hvad kunne Hannover nu foretage sig overfor denne truende fare?

Man kunne forsøge ved andre magters hjælp af sikre landets neutralitet eller få deres hjælp i tilfælde af angreb. Det tyske rige var for så vidt forpligtet til at hjælpe, som et kejserligt dekret af 1792 udtalte: » Hvis en enkelt stat eller en af rigets provinser bliver angrebet af en fremmed magt, så skal hele Tyskland betragte sig som angrebet, og da således hele det tyske rige er delagtigt deri, skal der ydes den angrebne stat en mægtig bistand af rigets forenede kræfter.« Men såvel den tysk/romerske kejser i Wien som de tyske fyrster og deres lande var meget lidt stemt for at opgive den fred, som de efter mange års krige havde opnået i Lunéville. Dette gjaldt også Hannovers naboland Preussen, som i mellemtiden havde taget alle fordelene ved den fred, det havde sluttet i Basel 1795. Fra Rusland fik man moralsk støtte, men Rusland var langt væk. Hannovers egne magtmidler var kun små, stillet ene imod Frankrigs vældige landmagt. Vel havde landet i syvårskrigen bragt 50.000 mand på benene, men i 1803 var det slet forberedt på at gå i krig, dets forsvar var rent ud sagt forsømt. Deltagelsen i revolutionskrigene, underholdet af observationsarméen og den preussiske besættelse havde tæret hårdt på landets hjælpe kilder. Hærens fredsstyrke var skåret ned, idet en tredie del af mandskabet var hjem permitteret, fæstningerne var forfaldne. I begyndelsen af 1803 havde hæren kun knap 10.000 mand under fanerne, og der havde dels som følge af den ulykkelige afslutning på krigen i 1795, dels som følge af den preussiske besættelse i 1801 og en delig på grund af regeringens manglende vilje til at bøde på manglerne, i hæren bredt sig en afslappelse af disciplinen og den militære ånd. Hvis Hannover ville modsætte sig den næsten visse franske invasion, måtte det forberede sig på kamp og det bastede. Regeringen fik 2 1/2  måneds frist, inden angrebet kom. Havde den straks handlet energisk, kunne de 10.000 mand have været mere end fordoblet til ialt 25-30.000. Dette kunne dog ikke nås alene ved indkaldelse af det hjem permitterede mandskab - der måtte også udskrives rekrutter, som først skulle uddannes. Ved hurtig, beslutsom handling kunne man have nået at give dem 2 måneders træning, hvilket vel efter vore tiders forhold havde været alt for lidt - men med da tidens krav kunne de være blevet anvendelige, når man ikke stillede dem på de mest krævende poster. Det burde i alt fald have været gjort, men desværre blev de første 2 måneder af den korte frist så godt som ikke udnyttet. Chef for hæren var Feltmarskal, Rigsgreve von Wallmoden-Gimborn, en slægtning af kongen og kurfyrsten, idet han var søn af Georg II og Grevinde Yarmouth. Han havde mest været anvendt i diplomatisk tjeneste, men dog kæmpet med hæder i Nederlandene 1793-95. Wallmoden havde i tide påpeget forsvarets mangler og fremsendt forslag til deres afhjælpning. I den nu opståede fare truende situation gjorde han, støttet af Hertugen af Cambridge, der som generalløjtnant gjorde tjeneste i den hannoveranske hær, hvad der var muligt for at formå kurfyrsten og regeringen til at handle hurtigt og energisk. Bestemmelserne måtte træffes i London, hvor både kurfyrsten og hans mest betroede rådgiver, Minister von Lentlie opholdt sig. Vanskelighederne forøgedes ved, at postgangen til og fra England dengang normalt tog ca. 10 dage. I London opholdt sig også den hannoveranske Major von der Decken, som var Hertugen af Cambridges adjudant. Majoren virkede energisk hos kurfyrsten og von Lenthe for hurtigst muligt at skaffe regeringen i Hannover og feltmarskallen den fornødne handlefrihed, men han stødte på uovervindelig modstand fra kancelliets, d.v.s. Hr. von Lenthes side.

RESTEN AF TEKSTEN ER PÅ VEJ

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon besaettelsen_af_hannover_1803_og_the_kings_german_legion_1.pdf

 

Litteraturliste

Del: