Berlinkrisen indenfor den totale krigs rammer

Af oberstløjtnant M. L. Lauesen,
kommandant i Borrislejren.
 
»Der erste, der grossartigste, der entschiedendste Akt
des Urteils nun, welchen der Staatsmann und Feldherr
ausiibt, ist der, dass er den Krieg, welchen er unternimmt,
richtig erkenne, ihn nicht für etwas nehme, oder zu etwas
machen wolle, was er der Natur der Verhältnisse nach
nicht sein kann. Dies ist also die erste, umfassendste aller
strategischen Fragen.«
 
Clausewitz.
 
 

 

Den russisk-kommunistiske totalstrategi i kampen for oprettelsen af
det kommunistiske verdensherredømme har, lige siden den totale krig
mellem verdenskommunismen og den frie verden begyndte i 1917 med
opbygningen af verdenskommunismens magtstat, Sovjetunionen, fulgt retningslinien
i Lenins genialt krystalklare og enkle anvisninger:
 
— Opbygningen af den kommunistiske stormagt som magtens rygstød
bag strategien og bag infiltrationen i og undergravningen af
de borgerlige samfund.
 
Denne fase fuldbyrdedes i tiden inden den anden verdenskrig.
 
— Tålm odig tillid til Lenins forudsigelse: »Vor magt er endnu svag
og ringe; men vor tid kommer, når de borgerlige stater har svækket
sig selv i indbyrdes m ilitæ re og økonomiske krige, og når
revolutionen i kolonierne er så vidt fremskreden, at den har frataget
dem deres rigdomskilder.«
 
Denne fase begyndte sin udvikling under og efter den anden verdenskrig.
 
Medens Lenin var den kommunistiske totalstrategis teoretiker, blev
Stalin dens store praktiker. Han opbyggede den sovjetrussiske magtstat,
og gennem foreningen med det kommunistiske Kina skabte han den kommunistiske
verdensmagt. For yderligere at udbygge denne kommunistiske
verdensmagt til det magtens arnested, hvorfra den frie verdens kernestater,
U.S.A. og Canada, skulle endeligt besejres og ødelægges, stillede han den
kinesiske kommunisme den opgave at erobre Asien med Indonesien,
medens den russiske kommunisme skulle erobre Europa med Middelhavsrummet.
 
For at den verdenskommunistiske totalstrategi under disse offensive
operationer ikke skulle udsættes for en ødelæggende modaktion fra den
frie verdens langt overlegne samlede totalpotential, hævdede Stalin stedse
nødvendigheden af »den fredelige sameksistens« med de borgerlige stater:
»Vi må huske, at Lenin har fremhævet, hvor meget der afhænger af, at
vi kan udskyde den uundgåelige storkrig med kapitalistlandene, enten til
revolutionen i kolonierne gør sig gældende, eller til de kapitalistiske stater
bekæmper hinanden indbyrdes.
 
Derfor er fredelig sameksistens med de kapitalistiske lande en forpligtende
opgave for os.
Grundlaget for vort forhold til de kapitalistiske lande består i, at vi
stedse hævder den fredelige sameksistens mellem de to uforsonlige systemer.«
Hvorledes denne »fredelige sameksistens« derpå skal udnyttes totalstrategisk,
forklarer så Manuilsky: »Når den tid er kommen, skal vi få de
borgerlige samfund t il af skræk for os i fredelig sameksistens at arbejde
glade og forventningsfulde sammen med os på deres egen snarlige undergang.
Så falder vi over dem en morgen og udsletter dem.«
Denne fase forsøger den kommunistiske strategi nu at føre os ind i.
Det står endnu til os — den frie verden — hvordan denne fase skal
ende, th i omend den kommunistiske strategi har holdt nøje fast ved
Lenins anvisninger, så har udviklingen ingenlunde været udelukkende til
dens fordel. Det er klart at se, hvor langt verdenskommunismen er nået
ad sin planlagte vej siden 1917; men det er også klart at se, hvad der endnu
mangler. Endelig er det også klart at se, at der endnu er tid til at bibringe
den det afgørende nederlag, endda uden en m ilitæ r global storkrig.
 
Før kommunismen kan gå til den totale krigs militære slutaktion, skal
dens totalstrategi have nedbrudt den frie verdens forsvarsmuligheder, og
den slavisk-mongolske enhed skal være tømret ubrydeligt sammen. Asien
skal være fast i kommunistisk hånd, Afrika skal være uanvendelig for den
frie verdens hasesystem, Syd- og Mellemamerika skal give militære og
politiske vilkår for offensive kommunistiske baser mod U.S.A., Vesteuropa
skal — ligesom allerede Østeuropa — være forsvarsløst og indlemmet i
det kommunistiske vasalsystems produktionsapparat »i fredelig sameksistens
mellem de fredselskende nationer«, og den frie verdens civile og
militære tekniske og sociale overlegenhed skal være udlignet.
 
Endnu skaber mulighederne en vej for den frie verdens strategi: Kom promisløs
modoffensiv mod enhver kommunistisk ekspansion udfra en
ubrydelig kollektiv sikkerheds uomtvistelige overlegenhed.
Der er ingen mulighed for kompromis. Krigen fortsætter, in d til enten
verdenskommunismen eller den frie verden er ødelagt.
Krigen vil imidlertid ofte, sålænge den føres på den totalstrategiske
opmarch’ plan, skifte kampform og kampmidler; men den v il aldrig
skifte målsætning. Den vil i al vor tid og sandsynligvis også i kommende
slægtleds på alle områder danne rammen om nationernes og folkenes
tilværelse over hele kloden.
 
Den nærmest forestående udvikling på den totale krigs europæiske
front præges af den russiske kommunismes magtreduktion i kappestriden
med den kinesiske kommunisme om førerskabet inden for verdenskommunismen
— den indrekommunistiske arvefølgekrig om Stalins kommunistiske
enevoldstrone. Skal den russiske kommunisme sikre sig fornøden
styrke for at vinde denne indrekommunistiske arvefølgekrig — og senere
den totale krig mod den frie verden — må den inden længe indlemme
Vesteuropa og Middelhavsrummet med deres rigdomme i sit europæiske
vasalsystem, således som allerede Østeuropa er indlemmet. Lykkes dette
ikke, går den russiske kommunisme en fortsat magtreduktion og dens
konsekvenser i møde.
 
Den russiske kommunismes magtreduktion over for Kina og dens
totalpotentielle underlegenhed overfor den frie verden fratager den muligheden
for at erobre Vesteuropa igennem en militær storkonflikt med
NATO. Resultatet af en sådan russisk-kommunistisk strategi kunne foruden
omfattende katastrofer i den frie verden kun blive Sovjetunionens
ødelæggelse og et derefter uimodståeligt Kina i spidsen for de farvede
folkeslags fællesskab med den hvide races fortsatte magtreduktion som
mål.
 
For den russiske kommunisme går vejen t il den livsnødvendige erobring
af Vesteuropa gennem en omfatning af Vesteuropas sydlige flanke
ved erobring af magten i Det nære Østen, i Nord- og Centralafrika og i
Sydamerika, over sprængningen af NATO og opløsningen af den frie
verdens kollektive sikkerhed mod den russisk-kommunistiske aggression.
 
Den russisk-kommunistiske offensiv mod Vesteuropa har derfor i øjeblikket
form af en stadig hektisk politisk og diplom atisk kamp mod
NATO, støttet vekselvis på skrækkelige krigstrusler og lokkende fredstilbud,
for hos de ansvarlige ledere at skabe et frygtens og tvivlens nervepres
om den kollektive sikkerheds virkelige overlegenhed og effektivitet
samtidig med, at den kommunistiske propagandas infiltration i den offentlige
meningsdannelse skjuler den virkelige trussel fra den kommunistiske
strategi og nedbryder nationernes vilje til selvhævdelse og modstand, idet
den mere og mere trækker dem ind i dagdrømmen om »fredelig sameksistens
« med kommunismen. Målet for den »kolde krig« er klart gennem
skræk at sprænge sammenhold og loyalitet i den alliance, som er for stærk
til at sprænges militært.
 
Først, hvis det kan lykkes den russisk-kommunisliske strategi ad
denne vej at ødelægge vor modstandsvilje, sprænge vort kollektive forsvar
og skabe den fornødne militære underbalance hos os, truer den militære
operation mod Vesteuropa.
Sålænge den m ilitæ re underbalance ikke er hos os, har vi m ilitæ r
fred. Ændres dette forhold, først og fremmest hvis vi lokkes eller tvinges
af den kommunistiske infiltration i vor meningsdannelse til at svække vort
atomvåben, så er udslettelsen over os.
 
Den totale krig mellem verdenskommunismen og den frie verden
er ifølge hele sin problem stilling kompromisløs. Der er ingen muligheder
for »fredelig sameksistens«. A l tale om »fredelig sameksistens« er kun
den kommunistiske totalstrategis defensive kam pm idler for at skabe forbedrede
muligheder for den uforanderlige offensive målsætning: Den frie
verdens tilintetgørelse, afsluttet med dens uoprettelige militære nederlag,
og derefter opbygningen af det kommunistiske verdensherredømme. Neutralitet
er ikke praktisk mulig, th i dels omfatter kommunismens offensive
mål tilintetgørelsen af alle den frie verdens statssamfund, dels v il ingen
enkelt stat kunne opbyde en sådan magtkombination, at den overfor en
aggression fra verdenskommunismen v il kunne værge en neutralistisk holdning
den dag, det må ligge i den kommunistiske strategis afgørende interesse
at bryde denne holdning. Der kan kun findes værn indenfor en overlegen
kollektiv sikkerhed.
 
En neutralistisk holdning er en klar positiv begunstigelse for den
kommunistiske strategi, thi den baner vejen for den ideelle offensive
totalstrategi: den billige, stykkevise erobring.
Med den nye Berlinkrise stiller den russisk-kommunistiske totalstrategi
atter Vesteuropa overfor den altomfattende krigstrussel, og resultaterne
af dette totalstrategiske kampmiddel — krigstruslen — begynder
allerede at vise sig efter de russisk-kommunistiske hensigter. Særlig indenfor
den britiske strategis indflydelsessfære rejser kravene sig i den offentlige
meningsdannelse om kompromis, afspænding, fredelig sameksistens,
neutralitet, selvstændig udenrigspolitik, ensidig atomafrustning o. s. v., —
altsammen krav, som i deres realisation ville betyde russisk-kommunistisk
sejr, nemlig det vigende kompromis, som ville ødelægge den frie verdens
muligheder for at hævde og forsvare Vesteuropas frihed overfor de uundgåelige,
tilsigtede og planlagte næste krav fra den russisk-kommunistiske
totalstrategi.
 
Disse næste krav v il omfatte Vesteuropas indlemmelse i det russiskkommunistiske
vasalsystem, således som allerede Østeuropa er indlemmet
og udbyttet.
Ubegribeligt, at Vesteuropas offentlige meningsdannelse ikke v il huske
— og lære af — en tidligere agressors »uigenkaldeligt sidste territoriale
krav i Europa«, og hvad det kostede at gå med på den spøg.
Berlinkrisens problem stilling er ikke et spørgsmål om Vestberlins
forhold, og den er slet ikke et spørgsmål om »spænding« eller »afspænding
«.Sålænge den totale krig for og imod det kommunistiske verdensherredømme
raser over hele kloden, vil »spændingen« vedvare, og »afspænding
«vil være en utopisk ønskedrøm.
 
Myten om »fredelig sameksistens«, som altid skal købes gennem det
vigende kompromis — det uigenkaldeligt sidste kommunistiske krav i
Europa!! er blot den stærke, men dog underlegne angribers traditionelle
totalstrategiske kampmiddel.
 
I Berlinkrisen v il den frie verden således blive stillet overfor den
russiske kommunismes krav om den »endelige« løsning på »Berlin- og
Tysklandsspørgsmålet«, således at den frie verdens vesttyske hindring for
den russisk-kommunistiske erobring af Vesteuropa ryddes af vejen.
Vesteuropa er ikke verdenskommunismens hovedfjende, det er og
bliver Nordamerika: U.S.A. og Canada.
 
Vesteuropa er im idlertid den totalpotentielle magtfaktor, hvis indlemmelse
i en af den totale krigs to store modstandergrupper, verdenskommunismen
eller den frie verden, vil give denne magtgruppe det totalpotentielle
magttilskud, som vil betyde, at han har sikret sig den endelige,
afgørende overlegenhed over modstanderen.
Det vesteuropæiske totalpotential er ikke tilstræ kkeligt til at sikre
en selvstændig vesteuropæisk strategi til værn om en vesteuropæisk neutralitet.
En sådan magtkoncentration som en europæisk »tredie verdensmagt
« havde kun kunnet lade sig opbygge over en vesteuropæisk-afrikansk
magtblok. Denne mulighed er blevet forpasset. Nu er den kommunistiske
strategi i færd med helt at ødelægge disse muligheder for Vesteuropa.
De nordafrikanske muligheder vil muligvis på grund af verdenskommunismens
voksende underlegenhed — den indrekommunistiske arvefølge
krig — tilsidst indføjes i den franske magtkombination, medens
mulighederne i det øvrige Afrika vil ende på amerikansk hånd, men
først gennem voldsomme kriser. Vesteuropa vil da fortsat være det — i sig
selv magtesløse — magttilskud, som de to store magter rives om, og vil
på grund af sit utilstrækkelige totalpotential kun kunne bestå indenfor
en af de to store magtgrupper. Vesteuropa er i øjeblikket tilknyttet den
frie verden, hvor det ifølge sin kulturelle udvikling har sit naturlige tilhørsforhold
som den europæisk-amerikanske kulturs udspring, men erobringen
af Vesteuropa er kommunismens vigtigste »foreløbige mål« til
etablering af den totalt overlegne udgangsstilling, hvorfra den endelige
ødelæggelse af den frie verden skal udføres.
 
Berlinkrisen er skabt af den russisk-kommunistiske totalstrategi som
en totalstrategisk aktion med Vesteuropas endelige erobring som mål.
Til denne aktion er den russiske kommunisme trådt an med et totalpotential,
som, uanset den russiske kommunismes vældige m ilitæ re magtm
idler, dog er den frie verdens totalpotential udpræget underlegent.
Den russsike kommunisme er tvunget til dette forsøg af sin hastigt
fremadskridende magtreduktion.
 
Gennem Stalinstrategiens sammensmeltning af den russiske og den
kinesiske kommunismes magtkombinationer gennemførte Stalin en vældig
verdenskommunistisk magtopbygning i Asien og Europa for at skabe
den overlegne verdenskommunistiske udgangsstilling for den endelige
ødelæggelse af den frie verdens nordamerikanske kernestater. Disse verdenskommunistiske
opmarchkampe nåede Stalin ikke at gennemføre til
deres endelige mål: Asien i kinesisk-kommunistisk hånd, Europa i russiskkommunistisk
hånd. Det verdenskommunistiske totalpotential, således som
Stalin opbyggede det gennem de kommunistiske erobringer i disse opmarchkampe,
nåede vel en omfattende magtfylde, som kom til at betyde
en dødelig fare for den frie verden; men det lykkedes ingensinde verdenskommunismen
at udvikle sit totalpotential t il jævnbyrdiglied med, endsige
til overlegenhed over den frie verdens.
Den frie verdens kræfter, således som de samledes og udvikledes
indenfor det kollektive sikkerhedssystems magtkombination under U.S.A.s
ledelse, forblev verdenskommunismen klart overlegen.
Det verdenskommunistiske totalpotential nåede sit kulm inationspunkt
i Stalins sidste leveår. Stalins død og de deraf følgende ændringer såvel
i Sovjetunionens magtsystem som i den kinesisk-kommunistiske strategi
førte til den indre-kommunistiske arvefølgekrig mellem den russiske og
den kinesiske kommunisme om Stalins verdenskommunistiske enevoldstrone.
Hermed skrinlagdes Stalinstrategiens forudsætning: sammensmeltningen
af den russiske og den kinesiske kommunisme om en fælles verdenskommunistisk
totalstrategi og målsætning og opløstes i en russiskkommunistisk
og en kinesisk-kommunistisk magtkamp om egne interesser
og målsætninger i gensidig modsætning, mistro og misundelse.
 
Med denne udvikling begyndte en klar reduktion at gøre sig gældende
i det verdenskommunistiske totalpotential og særlig i det russiskkommunistiske.
Denne reduktion viste sig på den totale krigs valplads gennem den
russiske kommunismes totalstrategiske nederlag i Suez-krisen i 1956 og
er fortsat sidenhen.
Den russisk-kommunistiske offensiv i Middelhavsrummet som indledningen
til Vesteuropas lammelse og erobring blev bragt til standsning.
Indlemmelsen af den arabiske verden i det russisk-kommunistiske
magtsystem mislykkedes, og den øvrige del af de farvedes fællesskab blev
ejheller nogen tilforladelig forbundsfælle. Tværtimod, de farvedes fæ llesskab
står afventende for at se, hvor den endelige, afgørende styrke i
den totale krig i virkeligheden ligger. For denne styrke er de farvedes
fællesskab til fals, og de vil da gå deres egne veje efter deres egne farvede
interesser og målsætning: Ødelæggelsen af den hvide races sidste magtstillinger.
 
I atomrustningen lykkedes det ingenlunde Sovjetunionen at komme
til jævnbyrdighed med U.S.A. endsige til overlegenhed — undtagen i
reklamen.
I den totale krig mod den frie verden lykkedes det ikke den russiskkommunistiske
totalstrategi at splitte sammenholdet i NATO, omend den
nåede at skabe en følelig svækkelse. Vasalstaterne forblev upålidelige og
hælder stadig til Titoismen, som fortsat modsætter sig en russisk-kommunistisk
erobring af Vesteuropa, som ville betyde Titoismens — og Marskalk
Titos — forsvinden.
Endelig og afgørende er den kinesiske kommunisme med sine egne
kinesisk-nationale ambitioner og målsætninger og sin egen kincsisk-kommunistiske
totalstrategi vokset op til en magtfaktor, som gør Kina til en
jævnbyrdig modstander i den indrekommunisliske arvefølgekrig og desuden
til en særdeles farlig medbejler for den russiske kommunisme i den
kommunistiske hvervekampagne indenfor den farvede verden. Netop på
grund af denne fremadskridende russisk-kommunistiske magtreduktion
bliver Vesteuropas snarlige indlemmelse i det russisk-kommunistiske totalpontential,
således som Østeuropa længe har været udbyttet, en tvingende
nødvendighed for den russisk-kommunistiske totalstratcgi.
 
En yderligere udvikling af denne magtreduktion vil føre til katastrofale
konsekvenser for den russiske kommunisme. Kun Vesteuropas
indlemmelse i det russisk-kommunistiske vaselsystem v il kunne tilføre
den russiske kommunisme det magttilskud, som er nødvendigt for at
ændre udviklingen.
 
Vi står overfor indledningen til denne totalstrategiske aktion. Hvorledes
den v il udvikle sig, hvilken løsning, den vil blive bragt til, og hvorledes
den v il sluttes, lader sig endnu ingenlunde overse.
Eet står dog klart: Med afgørelsen på Berlinkrisen vil een fase i den
totale krig være afsluttet og en helt anden være indledt.
Ender Berlinkrisen med et nederlag for den frie verden, står vi foran
opløsningen af dens kollektive sikkerhed og Vesteuropas sluttelige indlemmelse
i det russisk-kommunistiske totalpotential og dermed foran opbygningen
af en russisk-koinmunistisk overlegenbed, såvel i den indrekommunistiske
arvefølgekrig mod Kina som i den totale krig mod resterne
af den frie verden.
 
Ender Berlinkrisen med russisk-kommunistisk nederlag, står vi foran
indledningen til det totalstrategiske slag om Sovjetunionen mellem den
frie verden og en kinesisk ledet verdenskommunisme, tlii kan den russiske
kommunisme ikke lamme Vesteuropa og indlemme det i sit totalpotential,
står den foran konsekvensen af sin fortsatte svaghedsaktion: Den må da
enten underkaste sig kinesisk ledelse af verdenskommunismen og v il da blive
et totalstrategisk kinesisk kampmiddel for verdenskommunismens efterhånden
farvede målsætning: udryddelse af de sidste rester af hvid magt — og
Sovjetunionen er en hvid nation — eller den må, under en titoistisk total
strategi tilslutte sig den frie — hvide — verdens forsvar mod verdenskommunismen.
Ender Berlinkriscn uafgjort i et eller andet kompromis, hvor begge
parter kan hævde at være sejrherre, står vi foran en periode »efter
Miinchen-forliget«.
I alle tilfælde står vi foran en skærpelse af den totale krigs totalstrategiske
form: den kolde krig.
Ender Berlinkrisen i et m ilitæ rt sammenstød mellem begge de to
store modstandere i den totale krig, står vi foran store katastrofer i Europa
og Am erika, foran den underlegne Sovjetunions undergang og med kun
een sejrherre: Det verdenskommunistiske K in a i spidsen for de farvedes
fællesskab og dets målsætning: udryddelsen af de sidste rester af hvid
magt.
 
En m ilitæ r storkonflikt som udgang på Berlinkrisen er således næppe
hverken ønsket eller tilstræ bt af den russisk-kominunistiske totalstrategi.
Dens håb står til resultaterne af afpresningen gennem krigstruslerne.
Målet for denne afpresning er splittelsen af den frie verdens kollektive
sikkerhed og gennemtvingeisen af et vigende kompromis, som skaber
den russisk-kommunistiske totalstrategi en uimodståelig overlegen udgangsstilling
for Vesteuropas endelige erobring.
Berlinkrisen blev skabt af den russisk-kommunistiske totalstrategi
selv, for at tjene dens offensive formål.
 
Sovjetunionen er tvungen af sin fremadskridende magtreduktion til
at forsøge denne aktion med et underlegent totalpotential; men den finder
sine muligheder i uenigheder og indre modsætninger indenfor den frie
verden, som den mesterligt udviklede kommunistiske in filtration i den
frie verdens offentlige og politiske meningsdannelse forsøger at udvikle
til lammelse af den kollektive sikkerhed.
Den frie verdens strategi finder sin eneste mulighed i et fast sammenhold
om sin kollektive sikkerheds langt overlegne magtkombination:
Een for alle og alle for Een.
 
Den varme krig er hverken ønsket eller tilstræbt af nogen af parterne;
men den kolde nervekrigs skærpelse gør tilfæ ldet til en mulighed.
Den af parterne, som på forhånd ikke tør tage denne mulighed med
i sine beregninger, har allerede tabt. Mon det til syvende og sidst ikke
skulle være den russiske kommunisme!
Da Hitlers og Mussolinis diktaturer var på højdepunktet af deres
afpresningers erohringsmarch lige inden den anden verdenskrig, stod en
stor statsmand på sin nations fornemste politiske talerstol og talte til sit
politiske følge. Han spurgte bl. a.: »Er det da således, at diktatorerne er
demokratierne overlegne?«, og han svarede selv: »Ingenlunde«. Han forklarede
videre: »Demokratierne råder over en overlegenhed, som langt
overgår de aggressive diktatorer. Hvor kan det da være, at diktatorerne
kan gå fra sejr til sejr?« Han fandt forklaringen: »Det er fordi demokratierne
viger tilbage for de ofre og savn, som ville kræves af deres sammenslutning
i en kollektiv sikkerhed.«
 
Kunne de samle sig sammen om at bringe disse ofre, ville diktatorernes
målsætning styrte sammen som korthuse.
Statsmanden var Stalin på den 18. partikongres i Moskva.
Ingen kender den kollektive sikkerheds styrke bedre — og respekterer
den mere omhyggeligt — end den russiske kommunisme.
I samme grad, som vi kan lokkes bort fra den kollektive sikkerheds
overlegne styrke, og i samme grad, som vi kan lokkes til selv at skabe
den militære underbalance, som overfor en målbevidst magtstræbende
angriber er den sikrest virkende krigsårsag, i samme grad forbereder vi
vor egen ødelæggelse.
Da den russisk- kommunistiske magtreduktion efter Suezkrisen begyndte
at gøre sig mærkbar, forsøgte den russisk-kommunistiske totalstrategi
at opnå en aflastning gennem forståelse med U.S.A. Krustscliow
besøgte Eisenhower i Amerika.
 
Krustscliow viste hen til den truende fare fra den kinesiske magtopbygning,
som er ligeså betænkelig for U.S.A., som den er for Sovjetunionen.
Han forsøgte at opnå »afspænding« på betingelse af russiskkommunistiske
fordele i Europa, således at den russiske kommunisme
kunne forstærke sine totalstrategiske kræfter mod Kina i den indrekommunistiske
arvefølgekrig i stedet for at have hovedparten af dem
bundet i store m ilitæ re anstrengelser i Europa overfor en modstander,
som den alligevel ikke kunne nå t il overlegenhed over.
Den amerikanske totalstrategi gjorde det da klart for den russiske,
at den frie verden under amerikansk ledelse ikke opgav nogen del af
Vesteuropa. Den frie verden forblev i Vesteuropa, fordi den havde den
fornødne styrke hertil, og fordi den meget vel var klar over, at den af
de to store modstandere, den frie verden og verdenskommunismen, som
rådede over det vesteuropæiske totalpotential, også ville have sikret sig
den afgørende overlegenhed i den totale krig.
 
Denne overlegenhed v ille den frie verden ikke prisgive. Hvis den
russiske kommunisme ønskede aflastning mod Vest og ærlig afspænding,
så kunne det nemt opnås, når den begyndte at rømme Østeuropa og opgav
sin kamp for det kommunistiske verdensherredømme.
Efter dette nederlag på »den private topkonference« forsøgte den
russisk-kommunistiske totalstrategi at opnå britisk støtte til et vigende
kompromis på Vesteuropas bekostning.
 
Den russisk-kommunistiske strategi var af den opfattelse, at et betrængt
England altid v ille være tilbøjelig t il at købe sig britisk beskyttelse
og britiske fordele på Europas bekostning, og at britisk indflydelse
på den frie verdens totalstrategi til syvende og sidst ville være afgørende.
Den russisk-kommunistiske in filtration virkede dybt og energisk i
offentlig og politisk engelsk meningsdannelse, og den britiske strategi
begyndte både at arbejde for en topkonference og for et vigende kompromis
på Vesttysklands bekostning, men uden at kunne opnå amerikansk
tilslutning.
 
Topkonferencen kom i stand i Paris ikke mindst på britisk initiativ,
og et eller andet resultat må vel den britiske strategi have stillet den russiske
kommunisme i udsigt.
 
Kort før topkonferencen erindrede Krustschow sig Eisenhowers standpunkt
under Krustschows besøg i Am erika, og han kom i tvivl om, hvorvidt
nu også den amerikanske strategi lod sig slæbe med af den britiske.
Han spurgte efter i Washington og fik endnu engang det gamle svar: Vi
står i Vesteuropa, og vi bliver i Vesteuropa, for vi er de stærkeste. Fredelig
sameksistens kan vi tales ved om, når den russiske kommunisme begynder
at forlade Østeuropa.
 
Overfor dette ubøjelige og realistiske amerikanske standpunkt kunne
Krustschow ikke indlade sig på topkonference for åbent tæppe. Enten
havde han måttet lade hele verden — og Kina — se sit nederlag, eller også
måtte han begynde den varme krig, som kun kunne ende med Sovjetunionens
undergang og Kinas sejr.
 
Han valgte derfor at torpedere topkonferencen; men han opnåede
store propagandasejre, som hele den vesteuropæiske presse, først og
fremmest den dybt skuffede britiske presse, hjalp ham med at indkassere,
således som den -—- velinfiltrerede — britiske (og skandinaviske)
presse altid står til rådighed for ethvert russisk-kommunistisk reklame- og
forskrækkelsesfelttog.
 
Netop alle de europæiske lande, som liver gang efter en vellykket
U2 flyvning fik hvisket i øret af den amerikanske efterretningstjeneste:
»I kan godt sove videre, der er stadig ingen fare«, fik frygtelige forargelsesopstød
og faldt — som sædvanlig — U.S.A. i ryggen. Ingen af
dem havde nogensinde luftet en blot tilnærmelsesvis oprigtig forargelse
over den russiske efterretningsvirksomhed.
 
I sin store skuffelse over, at der ikke blev noget vigende kompromis
ud af topkonferencen, skreg hele den vesteuropæiske presse Eisenhowcr
ud som topkonferencens store taber. I virkeligheden havde den amerikanske
strategi — endnu engang — reddet Vesteuropa mod dets egen
viden og vilje fra »den fredelige sameksistens med kommunismen«, den
som Østeuropa er det belærende skoleeksempel på.
Topkonferencens sejrherre var Eisenhower.
 
De to tabere var den russisk- kommunistiske og den britiske strategi.
Forud for topkonferencen havde de russiske marskalker alvorligt
advaret Krustschow mod at drive udviklingen ud i ct m ilitæ rt opgør med
NATO, som uanset store ødelæggelser i den frie verden måtte føre til
Sovjetunionens nederlag og Kinas uimodståelighed.
 
Marskalkem e hævdede, at den eneste mulige vej til m ilitæ r lammelse
af den frie verdens overlegne kollektive sikkerhed gik gennem M iddelhavsrummet,
videre gennem Afrika og endeligt til Sydamerika. Derfor var
det øjeblikkelige militære tyngdepunkt ikke Europa, men Mellemøsten,
først og fremmest Persien.
 
Krustschow gjorde gældende, at vel kunne marskalkerne have ret
udfra et rent militært-strategisk, men ikke fra et totalstrategisk synspunkt.
Den kommunistiske fremtrængen i de farvedes fællesskabs lande
måtte ske i stadige totalstrategiske kampe ikke alene med den frie verden,
men også med den russiske kommunismes anden dødsfjende, den kinesiske
kommunisme.
 
Overalt i den farvede verden udkæmpedes der svære slag i den indrekommunistiske
arvefølgekrig, og netop på disse slagmarker var betingelserne
ingenlunde gunstige for den russiske kommunisme.
Den kinesisk-kommunistiske infiltration i den arabiske verden, i den
algierske oprørsbevægelses ledelse, i Centralafrika og efterhånden også
i Sydamerika var yderst ubehagelig for den russiske kommunisme. Selv
i de østeuropæiske vasalstaters kommunistiske lederkredse gjorde kinesiskkommunistisk
infiltration sig mærkbart gældende i modsætning til russisk-
kommunistiske interesser.
Det ville være et skidt resultat, hvis russisk-kommunislisk indsats
på slagmarken indenfor de farvedes fællesskab endte med en kinesiskkommunistisk
sejr.
 
Den eneste russisk-kommunistiske mulighed i den totale krig såvel som
i den indrekommunistiske arvefølgekrig er og bliver Vesteuropas indlem melse
i det russisk-kommunistiske totalpotential. Drøftelserne førte til,
at man enedes om Krustschows strategi, men på den udtrykkelige betingelse,
at den ikke førte til væbnet konflikt med NATO, men at den kun
spillede på splittelse af den frie verdens kollektive sikkerhed, først og
fremmest gennem infiltration i den britiske strategi og i de britiske
særinteresser.
 
Ved en officiel diplom atisk repræsentation i Krem l i 1958 kom den
drukne Krustschow i skænderi med vestlige diplomater om »fredelig
sameksistens«. Han sluttede med at råbe til dem: »Vi skal begrave jer!«
Lenin — Stalin — Manuilsky — Krustschow!! Personer og tider kan
skifte, den kommunistiske målsætning forbliver den samme.
For at sikre sig mod uoverskuelige følger af en ophidset og skuffet
Krustschows mulige desperate handlinger og ord på topkonferencen lod
marskalkcrne marskalk Malinowsky ledsage Krustschow som garant for
deres standpunkt: Ingen krig med NATO. Han lod ingensinde under konferencen
Krustschow alene.
 
Efter den strandede topkonference fortsatte den russiske totalstrategi
sine anstrengelser for at nå til et vigende kompromis i Vesteviropa med
britisk billigelse, og infiltrationen i britisk offentlig og politisk meningsdannelse
vidcreudviklcdcs. Britiske personligheder af alle slags politisk
tilhørsforhold havde som enkeltrejscnde privatpersoner møder, konferencer
og forhandlinger med den russiske kommunisme om den europæiske
og den tyske løsning, om verdens-problemerne og om en Berlinordning.
Hvad de, hver for sig, har lovet den russiske kommunisme eller
stillet den i udsigt, og med hvilken fuldmagt de har foregøglet sig selv og
den russiske kommunisme at kunne tale, lader sig næppe overse; men
standpunkterne i den britiske offentlige og politiske meningsdannelse blev
omhyggeligt bearbejdet for det vigende kompromis.
Den russisk-kommunistiske totalstrategi vejrede morgenluftninger i
Vesteuropa og slap Berlinkrisen løs med frygtelige krigstrusler i tillid til
sin infiltration i den britiske strategi.
 
For den amerikanske og den europæiske strategi, såvel som for den
britiske strategis realistiske, radikale retning, som kæmper for en loyal
britisk tilslutning t il den frie verdens totalstrategi indenfor et europæisk
fællesskab (se Militært Tidsskrift april 1961: Danske vilkår overfor problemet:
Den vestlige strategi.) blev efterhånden den britiske holdning en
stor bekymring, og for at gøre en ende på britisk illoyalitet gik disse
kræfter i gang med at føre England ind i det europæiske fællesskab,
fællesmarkedet, støttet af det amerikanske greb om engelsk økonomi.
Med en sådan udvikling v il mulighederne for et vigende kompromis
i Europa med engelsk støtte være frataget den russiske kommunisme.
Spørgsmålet om en m ilitæ r storkonflikt i Europa som udgang på
Berlinkrisen er ikke et spørgsmål blot om den europæiske indledning til
en sådan krig.
 
Ganske vist vil den russiske kommunisme uden tvivl kunne nå betydelige
militære indledningsresultater — det vil enhver angriber kunne,
som selv har forberedt angrebet og valgt angrebstidspunktet — men dermed
er krigen ikke vunden. I en militær storkonflikt mellem en offensiv
centrallandmagt, den russiske kommunisme, og en defensiv søbeherskende
ringmagt, den frie verden, vil der indtræde en operativ pause, senest når
den offensive centrallandmagt har nået sit nødvendige første mål: kysten.
I denne pause, den operative pause, bliver tiden ringmagtens forbundsfælle,
giver den initiativet og udsuger uforholdsmæssigt den hidtil
sejrrige centralmagts totalpotential.
 
Den operative pause skaber mulighederne for, at ringmagtsaktioner
via en eller anden centralmagtskulmination fører krigen ud i det uvisse,
og her opslider centralmagtens totalpotential og bereder lians endelige
nederlag.
 
Centralmagtens totalstrategi må derfor inden storaktionen liave skabt
sig en sådan overlegenhed, at dens samlede totalpotential kan gennemtvinge
den fred, han må tilstræbe efter offensivens kulm ination, så han
ikke føres ud i en uvis fortsættelse af krigen, hvis retningslinie altid vil
trække hen mod lians nederlag.
 
I den anden verdenskrig nåede det nationalsocialistiske Tyskland hurtigt
og sikkert sine indledende mål: Polen og Atlanterhavet. Dets totalpotential
kunne im idlertid ikke bære det frelst over den operative pause.
Det var for ringe t il at overleve de tyske angrebskulminationer: Til lands
Ruslandskrigen, til søs slaget om Atlanten, i luften slaget om England.
Såvel t il lands, til søs som i luften kulminerede den tyske offensiv efter
pausen med store sejre, gik i stå og opløstes i defensiv, som hastigt udvik
ledes til nederlag, fordi det tyske totalpotential ikke magtede efter offensivens
kulm ination at gennemføre en tysk fred.
 
Måtte nu erkendelsen af den russiske kommunismes totalpotentielle
underlegenhed og af dens fremadskridende magtreduktion advare marskalkerne
inden topkonferencen i Paris, hvad skulle da i dag have ført
dem til en anden vurdering?
 
Ganske vist er den russisk-kommunistiske offensiv i Persien og gennem
Afrika i udvikling, og infiltrationen i Sydamerika er i tiltagende;
men om til syvende og sidst sejrherren på disse slagmarker bliver den
frie verden, den kinesiske kommunisme, de farvedes fællesskab eller den
russiske kommunisme lader sig ingenlunde overse. En storkonflikt mellem
de store hvide verdensmagter vil i hvert fald være en afgørende fordel
for K in a og den øvrige farvede verden. Vilkårene på verdenshavene er
helt uoverskuelige, fordelene er helt og fuldt —- som sædvanlig — hos ringmagterne,
såsnart indledningen er overstået. I atomrustningen har U.S.A.
stadig sikker overlegenhed, såvel i det lille — taktiske — som i det store
— strategiske — atomvåben. Kun på eet område udfolder den russiskkommunistiske
totalstrategi ubestridelig overlegenhed: dens mesterlige
in filtration i den frie verdens offentlige og politiske meningsdannelse og
dermed i dens indre loyalitet, enighed og sammenhold.
 
Kommer det im idlertid til væbnet konflikt, så vil dog den frie verden
stå sammen, om ikke for andet så for at redde det nøgne liv. — De hårdeste
kæmpere v il da være Briterne! — Man lære af historien!
E r det nu erkendt, at det russisk-kommunistiske totalpotential langt
fra er stærkt nok til at skabe de nødvendige betingelser, ikke bare for
krigens indledning, hvordan den nu kan være planlagt og forberedt, men
også for dens langt mere krævende og uoverskuelige fortsættelse efter den
operative pause for at gennemtvinge den russisk-kommunistiske fred, så
kommer der næppe nogen m ilitæ r storkonflikt.
 
I Suezkrisen i 1956 stilledes verden overfor skrækkelige russisk-kommunistiske
krigstrusler. A lle europæiske knæ sitrede; men da U.S.A klart
kundgjorde, at enhver angrebshandling mod en af U.S.A.s allierede omgående
ville udløse hele den amerikanske gengældelse direkte mod Sovjetunionen,
så blev der ingen krig.
 
I den tyrkisk-syriske krise gentog det samme sig. De frygtelige krigstrusler
var atter ved at slå Vesteuropa ud af den kollektive sikkerhed;
men da U.S.A. forsikrede, at »ethvert angreb på Tyrkiet, uanset om det
kommer fra russisk eller ligegyldigt hvilket andet område, omgående vil
udløse hele den amerikanske gengældelsesaktion direkte mod Moskva«,
så blev der ingen krig.
Da U.S.A. med væbnede m idler sammen med England greb ind i
Libanon-J ordan krisen — så blev der ingen krig.
Da U.S.A. på topkonferencen i Paris erklærede ikke at ville vige i
Vesteuropa — så blev der ingen krig.
Hvis U.S.A. i »Berlinkrisen« kan bolde sammen på den kollektive
sikkerhed og først og fremmest afvæbne den russisk-kommunistiske in filtration
i den britiske strategi — så bliver der næppe nogen krig.
Overfor en bevidst magtstræbende aggressor bar militær underbalance
altid været den sikrest virkende krigsårsag. Militær styrke virker
derimod afsvalende.
 
I Berlinkrisen er den russisk-kommunistiske strategi stedse gået meget
forsigtigt til værks i sine aktioner. I enhver handling lod den Ulbrichts
østtyske hånd gøre arbejdet, medens Krustschows russiske slemme fra
baggrunden talte de truende ord. Om de britiske velsignelser lod sig opnå
på denne måde får stå hen!!
Var de kommunistiske handlinger stødt på alvorlig modstand, havde
den russiske kommunisme altid kunnet desavouere sin østtyske avantgarde
i det traditonelt sejrrige tilbagetog.
 
Hvad i alverden skulle man ellers have en avantgarde til!!?
De h id til fremsatte reelle russisk-kommunistiske krav: østtysk fredstraktat
og østtysk udøvelse af den form elle adgangskontrol til Vestberlin
er ikke nogen større kamp værd. De rummer heller ingen russisk-kommunistisk
sejr. — Men de kan hurtigt udvides, hvis der viser sig m uligheder!
Udgangen på Berlinkrisen afhænger ikke af de russisk-kommunistiske
trusler, men alene af det ubrydelige sammenhold om den frie verdens
overlegne, kollektive sikkerhed og om den amerikanske strategis vilje til
— om fornødent — også at bruge denne overlegenhed: Een for alle og
alle for een.
 
Det kommunistiske mål for Berlinkrisen er ikke »en Berlinordning«,
det er Vesteuropas indlemmelse i vasalsystemet. Berlinkrisens slagmark
er ikke Vestberlin. Slagmarken er den offentlige og politiske meningsdannelse
i Vesteuropa, først og fremmest den britiske, hvis positive holdning
er forudsætningen for sammenholdet i den kollektive sikkerhed.
Skal vesteuropæisk sammenhold bevares om vor kollektive sikkerheds
overlegenhed, må den offentlige og politiske meningsdannelse erkende den
totale krig rigtigt, som den er tvunget t il at deltage i; den må ikke tage
den for noget eller gøre den til noget, som den ifølge forholdenes natur
ikke er og ikke kan være, men som modstanderens in filtration hektisk
arbejder på at foregøgle os.
 
Dansk meningsdannelses opfattelse og erkendelse af strategi og af
strategis realiteter og muligheder befinder sig for flertallets vedkommende
på samme stade som lægevidenskaben for to hundrede år siden.
Den er — indædt -— hildet i uvidenheds, fordommes og overtros dagdrømme
og fatalisme. Realister betragtes som gudsbespottelige kættere.
Da Danmark i 1949, presset af truslen fra begivenhederne i Europa
og af erfaringer og iagttagelser fra den anden verdenskrig indmeldte sig
i NATO og tiltrådte den frie verdens kollektive sikkerhed, forlod nationen
sin hidtidige neutralitets- og kapitulationsstrategi.
Det lykkedes im idlertid ikke at skabe en klar dansk forsvarsstrategi.
Dansk strategi forblev under stadig påvirkning af inertien i den traditionelle
kapitulationsstrategi.
Det politiske element i det danske totalpotential forblev svagt og
værgeløst overfor in filtration af neutralistiske og kapitulationskrævende
påvirkninger, og opbygningen af totalpotentialets m ilitæ re element forblev
indenrigspolitisk skillem ønt mellem kapitulationsstrategiens og forsvarsstrategiens
tilhængere.
 
— Talen blev som bekendt givet menneskene, for at de dermed kan
skjule deres tanker, — flertallet må følgebg nøjes med at bruge den til
at skjule deres mangel på tanker!
Dansk strategi blev efterhånden med fuld støtte af den offentlige og
politiske meningsdannelse bragt ud i den tvetydighed, som reelt betyder
kapitulationsstrategi: at nok anerkendte den sit tilhørsforhold t il den frie
verdens kollektive sikkerhed, men den nægtede at deltage helhjertet i
denne sikkerheds ofre og risici for ikke at virke udfordrende på den kommunistiske
angriber ved at vanskeliggøre — endsige da hindre — m ulighederne
for hans erobring af dansk område — og så for ikke at spilde de
indenrigspolitiske muligheder for samarbejde med kapitulationsstrategiens
politikere!!
 
Forsvaret af det danske rum er uløseligt forbundet med forsvaret af
Centraleuropa. Falder Danmark, falder Vesttyskland; falder Vesttyskland,
falder Danmark. Prisgives Vesttyskland i et vigende kompromis med den
russiske kommunisme, er også Danmark prisgivet — og omvendt.
 
Tvetydighed i dansk strategi er en klar begunstigelse af den russiskkommunistiske
totalstrategis offensiv mod Vesteuropa.
At Danmark er de jure medlem af NATO er mindre væsentligt for
den russiske kommunisme, det kunne den nok tilgive, blot forudsat, at
Danmark:
 
— ikke opbygger et effektivt forsvar,
— ikke tillader stationering af fremmede NATO-kræfter,
— ikke modtager taktiske atomvåben,
— ikke indlader sig i militært samarbejde med Vesttyskland.
 
Mon ikke russisk-kommunistisk diplom ati skulle have fremsat disse
synspunkter for danske politikere?
Hvis dansk kapitulationsstrategis — indædte — forkæmpere fortsat
vil fremme spændingen i Vesteuropa, er det kun nødvendigt — fortsat —
at skaffe disse russisk-kommunistiske krav opfyldt.
Hvis derimod dansk forsvarsstrategi v il fremme afspænding, har den
kun een vej: at vedkende sig sine pligter indenfor den kollektive sikkerhed
og i tide bringe sit danske bidrag t il at umuliggøre en russisk-kommunistisk
erobring af Vesteuropa — in casu af Danmark.
Een for alle og alle for een!
 
Skal det lykkes dansk forsvarsstrategi at skabe muligheder for bevaralsen
af dansk fred og frihed indenfor den vestlige kultur i stedet for
at overlade kapitulationsstrategien at bringe os ind i den »»fredelige
sameksistens« (spørg vasalstaterne om vilkårene!!), så må den offentlige
og politiske meningsdannelse følge opfordringen til rigtigt at erkende
den totale krig, som Danmark, enten det passer os eller ikke passer os, er
gjort til deltager i. Vor meningsdannelse må undgå at tage krigen for
noget eller at ville gøre den til noget, som den ifølge forholdenes natur
ikke er og ikke kan være.
 
Der er et par realiteter, som det nok er værd at skrive sig bag øret,
selv om de vil ødelægge mange søde dagdrømme og vække megen forargelse:
 
— Den totale krig er kompromisløs, fordi det kommunistiske mål er
og bliver det kommunistiske verdensherredømme.
— »Afspænding« er ikke mulig. Kommunistiske tilbud om »afspænding
« er kun opfordring til et vigende kompromis, som skal danne
grundlag for en overlegen kommunistisk udgangsstilling for fornyet
offensiv.
— »Fredelig sameksistens« er kun opnåelig på kommunismens betingelser.
Om disse kan man spørge vasalstaterne.
— Realiteten i den såkaldte »magtbalance« er — uanset den russiske
kommunismes vældige m ilitæ re magtmidler — en klar overlegenhed
i den frie verdens kollektive totalpotential og en fremadskridende
russisk-kommunistisk magtreduktion. Den russisk-kommunistiske
totalstrategi stræber efter at udjævne vor overlegenhed
og standse sin egen magtreduktion gennem stykkevise erobringer
og splittelse af vor kollektive sikkerhed.
— Den frie verdens — også Danmarks — eneste vej til redning er
et ubrydeligt og loyalt sammenhold om vor kollektive sikkerheds
overlegenhed og om vor vilje til om fornødent at bruge den til
vort forsvar.
— Overfor en bevidst magtstræbende aggressor har m ilitæ r underbalance
altid været den sikrest virkende krigsårsag. Militær styrke
virker derimod kendeligt afsvalende.
— Og endelig, at kampens risiko altid er fredens og frihedens pris.
 
Nations have passed away and left no traces,
and bistory gives the naked cause of it.
This single, simple reason in cach cases:
they feil, because their peoples were not fit.
 
(Kipling)
 
M. L. Lauesen.
 
PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon argang_1961_-_v5.pdf

 

Litteraturliste

Del: