Bemærkninger til forslaget om Hærens reorganisering

I anledning af de forestående ændringer i Hærens organisation fremsætter oberstløjtnant K. Lundsholt, Panserskolen, her sine synspunkter vedrørende Pansertroppemes fremtid.
 

Da Forsvarets ledelse for år tilbage blev klar over, at hestens rolle i moderne krig i dansk terræn var udspillet, tøvede man ikke med at nedlægge rytterregimenter, og fra 1932 har Hæren kun haft Gardehusarregimentet og Jydske Dragonregiment til at videreføre Rytteriets traditioner. Det rytteri, som i tidligere tider var en helt afgørende bestanddel af Hæren og som både omfattede let opklaringsrytteri og tungt slagrytteri.
Siden da er rytterregimenterne blevet opstillende myndighed for opklaringsenheder og egentlige kampvognsenheder, og udviklingen har givet disse enheder øget betydning.
Den store spredning på atomslagmarken har skabt et større behov for opklaringsenheder, der kan skaffe troppeføreren sådanne oplysninger om fjenden, at egne kræfter sættes rigtigt ind. Endnu synes man ikke ved opstilling af dækningsstyrken at have taget den fulde konsekvens heraf, men flere tegn tyder på, at vi er på den rette vej.
Kampvognsenhedemes betydning er fuldt ud erkendt fra alle sider, og der kan ikke være tvivl om, at fremtidige forsvarsordninger vil lade et øget antal kampvogne indgå i brigaderne. Samtidig tyder meget på, at behovet for motoriseret infanteri er overordentlig stærkt svindende.
Hæren består i dag af bl. a. 9 infanteriregimenter og 2 panserregimenter. Det må være en nærliggende tanke, med forannævnte udvikling i erindring, at forvente, at antallet af panserregimenter øges og antallet af infanteriregimenter reduceres tilsvarende.
For straks at imødegå Infanteriets protester i den anledning skal det foreslås, at et passende antal officerer og specialofficerer fra Infanteriet efter ansøgning forsættes til Pansertropperne - naturligvis med oberster og oberstløjtnanter i spidsen. Der bliver således ikke tale om nogen udvidelse på bekostning af andre, men om en justering, som udviklingen gør naturlig.
Fra gammel tid har der været den allerede omtalte opdeling af Rytteriet i let opklaringsrytteri og tungt slagrytteri. Denne opdeling bør bibeholdes, således at Gardehusarregimentet i Næstved og 5. Dragonregiment et sted i Sønderjylland opstiller de opklaringsenheder, som Hæren har brug for.
3. Dragonregiment i Holstebro og 4. Dragonregiment i Jægerspris kan herefter i allerede eksisterende og nogenlunde velegnede øvelsesterræner opstille de kampvognsenheder, Hæren bar brug for.
Til forklaring af brugen af 3., 4. og 5. Dragonregiment bør det måske nævnes, at 3. og 5. Dragonregiment med garnison i henholdsvis Århus og Randers i 1932 blev slået sammen til Jydske Dragonregiment med garnison i Randers.
4. Dragonregiment, der indtil tiden lige efter den første verdenskrig lå i Næstved, blev nedlagt i 1920.
Ved en genopstilling af disse regimenter kunne man f. eks. benævne 3., 4. og 5., henholdsvis Nørrejyske, Sjællandske og Sønderjyske Dragonregiment.

Uanset det øgede behov for samvirke mellem enhederne af Infanteriet og Pansertroppeme må det anses for en ulykkelig løsning, hvis man fremtidig ophører med at betragte de to våbenarter som selvstændige. Århundreders traditioner ligger bag den nuværende status, og meget vil slås i stykker, hvis man ændrer på dette. Meget kan Forsvarets ledelse gennemføre, men hvis man i rationaliseringens inderligt misbrugte navn sammenlægger Infanteriet og Pansertropperne og hermed likviderer Pansertropperne som våbenart, så fjerner man væsentlige elementer af det, som for mange har været afgørende, da de valgte at blive officerer, og som har fået dem til - trods usaglige overgreb - at vedblive med at være glade for at være officerer. Og hvis officererne mister arbejdsglæden, så mister forsvaret sin effektivitet. Det kan ikke være forkert i denne situation, hvor Hæren står ved en skillevej, at advare mod at bruge hårdhændede metoder på områder, hvor officerernes følelser er indblandede. Ikke alt her i livet lader sig registrere på hulkort.
Problemet om intimt samarbejde mellem enheder af Infanteriet og Pansertropperne skal naturligvis løses, men det gøres næppe rigtigt ved at uddanne alle Infanteriets og Pansertroppernes officerer ens. Overalt taler man om, at vi lever i specialiseringens tidsalder. Vi kan simpelthen ikke alle nå at lære alt. Det er derfor næppe økonomisk forsvarligt at ofre hele den tekniske uddannelse, bl. a. skydning og kørsel, som en panserofficer skal gennemgå, på alle officerer af Infanteriet. Omvendt vil der stadig være uddannelsesområder ved Infanteriet, som ikke er strengt nødvendige for panserofficerer. Ved et intimt samarbejde mellem de to våbenarters skoler vil det let kunne arrangeres, at det andet våbens officerer uddannes på alle relevante områder.

Når man hidtil har kunnet kommandere officerer og specialofficerer til tjeneste ved stabe og skoler, borte fra deres stamregiment, i 3—4 år, så må man også kunne kommandere det samme personel til tjeneste i en anden garnison, når blot man sikrer, at det bliver for en passende lang periode —
gerne længere end de nævnte 3-4 år.
For øvrige befalingsmænd og menige er problemet langt mindre. En del af de gifte langtidstjcnende sergenter og konstabler kan formentlig gives fast garnison der, hvor den udlagte underafdeling ligger.
Et intimt samarbejde mellem Infanteriet og Pansertropperne er en nødvendig forudsætning for effektive bataljoner, men samvirket med de øvrige våbenarter er også vigtigt.
Det må meget håbes, at man i Forsvarets øverste ledelse afstår fra enhver tanke om at afskaffe våbenarterne. Hæren har altid bestået af forskellige våbenarter. Disse og regimenterne er i en hær betydningsfulde faktorer, der på ingen måde skiller og dermed nedsætter effektiviteten. Med bevarelse af våbenartemes tradition og egenart kan man tværtimod yde langt mere i samvirket med andre våbenarter.
Under sådanne omstændigheder søger man gerne ind i samarbejdet. Tvinges man sammen i et uønsket fællesskab, kan det meget vel tænkes at gå ud over denne spontane lyst til samarbejde - med formindsket effektivitet til følge.
Sluttelig skal det siges, at hvis Pansertropperne i de seneste år havde svigtet deres opgave, så ville våbnets officerer kunne forstå, at våbenarten blev nedlagt, men intet er fremkommet til støtte for en sådan antagelse. Med fare for at blive kaldt ubeskeden kan man måske tilføje - tværtimod.

K. Lundsholt

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon bemaerkninger_til_forslaget_om_haerens_reorganisering.pdf

Litteraturliste

Del: