Bekæmpelse af fjendtlige hærstyrkers føringssystemer

Bekæmpelse af modstanderens føringssystemer pådrager sig stadig større opmærksomhed. Major J. Beier, Hærstaben, analyserer i det følgende de hermed forbundne problemer for så vidt angår hærstyrkers føringssystemer.
 

Indledning

De senere års intense debat viser klart, at effektive, sikkert virkende føringssystemer må tillægges overordentlig stor betydning. Det kan derfor undre, at debatten i overvejende grad synes at have været fokuseret på anvendelse af vore egne systemer, hvorimod bekæmpelse af en fjendes føringssystemer i det væsentlige synes overset. En fjendtlig hærstyrke vil da være lige så vitalt afhængig af et effektivt, sikkert virkende føringssystem, som vi. Og hvad er derfor mere nærliggende end at gøre en anstrengelse for at tilintetgøre dette eller i det mindste reducere dets effektivitet ved en offensiv, målrettet indsats under fuld-udnyttelse af alle rådige bekæmpelsesmidler som en fuldt integreret del ai vor kamp.
Hensigten med nærværende artikel er at bidrage til at få belyst hele dette vigtige problemområde. Artiklen er struktureret på den måde, at først foretages en til lejligheden hensigtsmæssig opdeling af et førings- system, derefter gennemgås de vigtigste muligheder for erkendelse, stedfæstelse og bekæmpelse, og til sidst skitseres en række vigtige faktorer og principper, som bør iagttages for at opnå det største udbytte af anstrengelserne. Gennemgangen vil være begrænset til kun at beskæftige sig med de offensive aspekter.

Hovedelementer i et føringssystem

Formålet med føringssystemer kan meget generelt udtrykkes som at muliggøre rettidig og målrettet disponering af enheder og at muliggøre indsættelse af våbensystemer. Sondring mellem disponering af enheder og indsættelse af våbensystemer er i en række hensefender meget væsentlig. F.eks. er det ved fastlæggelse af formålet med indsatsen bestemt ikke lige meget, om det er fjendens større våbensystemer eller hans enheders bevægelser, vi tilstræber at påvirke.
Undertiden ses føringssystemer omtalt ved betegnelsen »C^«, hvilket er en forkortelse for »Command, Control and Communications«. I nærværende forbindelse har jeg fundet det mest hensigtsmæssigt at opdele føringssystemer på en anden måde, nemlig i hovedelementer, der alle hver for sig fremstår som klare mål, der kan gøres til genstand for bekæmpelse:

  • Føringscentre,
  • sensorer,
  • kommunikationsforbindelser og
  • signaler.

I det følgende vil de nævnte elementers karakteristika blive nærmere uddybet.

Føringscentre er de faciliteter med tilhørende personel, hvorfra enheder disponeres (kommandostationer, kommandokvarterer o.lign.) eller hvorfra større våbensystemer direkte kontrolleres (ildledecentraler, luftværns- centraler o.lign.).
Føringscentre består typisk af pansrede og/eller upansrede køretøjer, førere og højtuddannet stabspersonel. Centrenes størrelse kan variere overordentlig meget bl.a. afhængig af det betragtede niveau i fjendens organisation. I nogle tilfælde vil der være tale om et enkelt let pansret køretøj med en fører (f.eks. en bataljons- eller regimentschef), medens det i andre tilfælde kan være f.eks. en divisions eller armés kommandostation, bestående af en stor koncentration af køretøjer og højtuddannet stabspersonel. I tilknytning til føringscentre er der normalt etableret et antal radiosendere.
Som generel regel vil gælde, at jo højere føringsniveau, der betragtes, desto

  • større afstand bag fjendens forreste enheder,
  • større antal køretøjer, højtuddannet personel og avancerede hjælpemidler,
  • større islæt af upansrede køretøjer,
  • flere forberedte reservesystemer, der umiddelbart kan træde i funktion og desto
  • mindre betydning har en given tidsmæssig forsinkelse i føringen.

Omvendt gælder det om indsatte fjendtlige føringscentre, at med faldendé føringsniveau

  • falder afstanden til fjendens forreste enheder,
  • falder centrets størrelse,
  • falder antallet af reservesystemer, der alene har til opgave at være rede til at overtage føringen,
  • øges islættet af pansrede køretøjer og
  • øges betydningen af selv små tidsmæssige forsinkelser.

Kommunikationsforbindelser består under kampforhold i overvejende grad af radioer med tilhørende arbejdsfrekvenser. Forbindelserne indgår dels som led i selve den operative føring (»disponeringen af enheder«), dels som vitale led i en række betydningsfulde våbensystemer (se videre derom nedenfor).
Signaler er meddelelser og informationer, der forsendes ved hjælp af kommunikationsforbindelserne. Signaler er normalt kodede eller på anden vis søgt gjort uforståelige for uvedkommende (f.eks. ved anvendelse af secure voice-udstyr). Sensorer omfatter to forskellige typer, som efter deres karakteristika kan kaldes henholdsvis den »hårde« type (eller »NONCOM-typen«) og den »bløde« type (eller »COM-typen«).
Dén »hårde« type består i alt væsentligt af forskellige former for radarer, hvis hovedopgave er at indgå som uundværlige »øjne« for fjendens langtrækkende våbensystemer. Som eksempler kan nævnes artilleripejleradarer, mortérpejleradarer, luftværnsradarer og - omend mindre typisk - jord- overvågningsradarer.
Den »bløde« type udgøres af alle de personer, der af fjenden udrustet med radio sendes frem i forreste linie med det formål at virke som »sensorer« for våbensystemer. Som eksempler kan nævnes artilleriobservatører, mortérbbservatører og Forward Air Controllers (FAC’er). Betydningen af en sensors tilintetgørelse eller lammelse afhænger især af den betragtede types antal og af vort valg af bekæmpelsestidspunkt. Ser vi således på fjendens artilleri- og mortérobservatører, vil enkeltes udfald formentlig være relativt betydningsløs på grund af det store antal. Antallet af fjendtlige FAC’er derimod må antages at være ret begrænset, især set i relation til en konkret igangværende flystøtteoperation med f.eks. bevæbnede helikoptere. Mulighederne for at lamme fjendens flyindsættelse må derfor forventes at være gode, hvis hans FAC lammes netop på det tidspunkt, hvor et flyangreb indledes.
Den »hårde« type sensorer findes i relativt begrænset antal og er normalt af så stor betydning, at indsatsen som hovedregel altid bør tage sigte på hurtigst mulig tilintetgørelse.

Erkendelse og stedfæstelse

Mulighederne for at bekæmpe et fjendtligt føringssystem afhænger bl.a. af, hvilket indsættelsesgrundlag, vi besidder. De væsentligste kilder til fremskaffelse heraf består normalt i elektronisk opklaring, droner/RPV (Remotely piloted vehicles) og fly (inkl. AWACS-fly). Om de nævnte kilders karakteristika er det væsentligt at notere sig en række forhold af afgørende betydning for bekæmpelsesmulighederne. En kort gennemgang skal derfor foretages i det følgende.
Elektronisk opklaring er som hovedregel langt den hurtigste metode og samtidig den metode, der i mange henseender har den største opklaringskapacitet.
Grundlaget for den elektroniske opklaringsvirksomhed er - i modsætning til de mere traditionelle opklaringsmetoder - den elektroniske udstråling fra fjendens radioer og radarer samt de af fjenden sendte radiosignaler. De elektroniske udstrålinger kan dels udnyttes til pejling af senderne, dels til fastlæggelse af fjendens arbejdsfrekvenser. Opfangede radiosignaler kan bl.a. udnyttes til at supplere nøjagtigheden af de opnåede pejleresultater og til elektronisk vildledning.
Nøjagtig stedfæstelse er af stor betydning for bekæmpelse, hvis vor hensigt er at opnå tilintetgørelse (modsat lammelse). Det skal derfor nævnes, at pejling af de tidligere Omtalte »hårde« sensorer (radarer) med veluddannet mandskab ofte kan foretages med en usikkerhed, der er mindre end 100 m (Kilde: Military Technology 6/1984, side 138), d.v.s. tilstrækkeligt til at både artilleri og fly kan indsættes. Hvis senderne er radioer, vil pejlinger derimod normalt være behæftet med så stor usikkerhed (Ibid nævner, at mindre end 1500 m er et godt resultat), at artilleri og fly kun vil have meget ringe udsigt til effekt. Ofte vil opfangede signaler og kortstudier imidlertid kunne supplere pejleresultateme, således at usikkerheden reduceres betydeligt (Ibid).
Opklaring ved droner/RPV og fly kan supplere den jordbaserede elektroniske opklaring ved bl.a. visuel observation og forskellige former for fotografering. Herved opnås mulighed for nøjagtig stedfæstelse af især større føringscentre og »hårde« sensorer, sidstnævnte uanset om de er tændte eller ej. Metodens væsentligste ulemper er, at den er relativt tidskrævende, d.v.s. stedfæstede mål kan have flyttet sig, inden effektive våben kan indsættes. En anden ulempe er, at opklaring fra luften ofte medfører risiko for tab af opklaringsmidlet på grund af fjendtlig luftværnsild. Den jordbaserede elektroniske opklaring er derimod ikke udsat for en sådan trussel.
Sammenfattende må det fastslås, at elektronisk opklaring normalt er den hurtigste, vigtigste og mindst sårbare kilde til fremskaffelse af det fornødne grundlag til bekæmpelse af fjendtlige føringssystemer. Opklaring fra luften ved droner/RPV og fly kan supplere den elektroniske opklaring på vigtige punkter, primært ved at forbedre den nøjagtige stedfæstelse af større fjendtlige føringscentre og »hårde« sensorer. Fjendens FAC’er kan normalt kun forventes erkendt ved hjælp af elektronisk opklaring.

Bekæmpelsesmulighederne

Mulighederne for bekæmpelse af fjendtlige føringssystemer kan generelt deles i to hovedkategorier, hvis kray, funktionsmåde og effekt i en række henseender er vidt forskellig. Kategorierne har jeg valgt at betegne henholdsvis de »elektroniske våben« og de »fysiske våben«. De elektroniske våben består dels af jammere, dels af elektronisk vildledning. Indsættélsesgrundlaget for disse »våben« kan kun fremskaffes ved elektronisk opklaring.
Betragtes jammemes krav, forbavses man over, hvor »nøjsomme« de er, idet de blot forudsætter kendskab til fjendens arbejdsfrekvenser. Opfattet som våben rummer jammere derudover andre attraktive egenskaber: Meget kort reaktionstid, mulighed for indsættelse mod mange ^endtlige arbejdsfrekvenser på samme tid, mulighed for nøjagtig samtidig iværksættelse, ubegrænset indsatstid og ingen forøgede belastninger af det logistiske system som følge af indsatsen. De vigtigste begrænsninger ved jammere bør imidlertid også nævnes: Jammefe kan ikke tilintetgøre noget i et fjendtligt føringssystem, men kun lamme det. Lammelseseffekten varer endvidere kun så længe, jammingen fortsættes, og et vist fald i effekten må påregnes, efterhånden som fjenden får tid til at iværksætte afbødende foranstaltninger.

Elektronisk vildledning kræver et noget mere omfattende indsættelses- grundlag end jamming, og dertil en hel del planlægning, såfremt indsatsen skal have et større omfang. Elektronisk vildledning byder imidlertid på en række helt specielle muligheder. Ifølge krigshistorien giver elektronisk vildledning mulighed for bl.a. at få fjenden til fejlagtigt at tilbageholde reserver, at forskyde reserver i forkerte retninger, beskyde egne styrker m.v. Ses jamming og elektronisk vildledning i sammenhæng, må det antages, at kombineret anvendelse giver større samlet effekt, end hvis de to metoder anvendes hver for sig (synergieffekt).
De fysiske våben, der kan anvendes til bekæmpelse af fjendtlige førings- systemer, omfatter i det væsentlige artilleri og fly. Blandt artilleriets våben må især raketkastere anses som et overordentligt effektivt våben hertil. De fysiske våben har i forhold til de elektroniske våben den meget vigtige fordel, at de kan tilintetgøre fysiske bestanddele i det fjendtlige førings- system, hvilket især vil sige: Føringscentre og »hårde« sensorer.

En alvorlig begrænsning er deres strenge krav til målenes stedfæstelse. Anvendelse af moderne målsøgende ammunitionstyper (f.eks. Anti- Radiation ammunition) og højeffektive fladevåben (f.eks. ammunition med bomblets eller Fuel Air Explosives) kan dog inden for visse begrænsninger kompensere for mangler i målenes stedfæstelse. De målsøgende ammunitionstyper kan endvidere medvirke til at reducere ammunitionsforbrug, logistikbelastning m.v.

Om fordele og ulemper ved anvendelse af de nævnte fysiske våben bør især fremhæves følgende:

  • Artilleri har normalt væsentligt kortere reaktionstid end fly,
  • fly kan i princippet række ubegrænset, hvorimod artilleri kun har begrænset rækkevidde,
  • fly kan inden for visse begrænsninger selv korrigere for mangler i stedfæstelsen af målet,
  • flyindsættelse indebærer risiko for tab af fly og pilot p.g.a. fjendtligt luftværn,
  • bådé indsættelse af fly og af artilleri vil normalt ske på bekostning af støtten til den mere traditionelle del af kampen, og
  • både indsættelse af fly og af artilleri medfører øget belastning af det logistiske system.

Om effekten af en vellykket indsættelse af fysiske våben kan nævnes, at denne både har et langsigtet/varigt og et umiddelbart aspekt.

Det umiddelbare aspekt vil f.eks. kunne vise sig som et total eller delvis udfald af de ramte fjendtlige føringscentre for en tid, nemlig indtil fjendens reserveføringscentre bliver klar over, at noget er galt og træder i funktion. Eksemplet illustrerer bla., at man ved bekæmpelse af fjendtlige førings- centre på højere niveau også skal have tilintetgjort reservesystememe, før afgørende effektivitetsnedgang kan forventes i det fjendtlige førings- system. En måkettet nedslidning vil således ofte være en afgørende forudsætning for at kunne opnå umiddelbar effekt af en given indsats. Hurtigt registrerbare effekter af indsats med fysiske våben synes lettest opnåelig ved at koncentrere indsatsen mod de »hårde« sensorer, idet disse som oftest indgår som vitale bestanddele i hans langtrækkende våbensystemer. Bekæmpelse af fjendtlige føringscentre på lavere niveau må forventes at kunne bevirke øjeblikkelig effektivitetsnedgang hos de ramte enheder p.g.a. de lavere leds følsomhed over for selv mindre forsinkelser i føringssystemet.

Fjendens »akilleshæle«

Enhver modstander vil naturligvis forsøge at sikre sig imod konsekvenserne af, at dele af hans føringssystem måtte svigte. IVpiske foranstaltninger i den henseende vil være anvendelse af reservekommandostationer, anvendelse af kommunikationssystemer som ikke er baseret på radio osv. Ingen har imidlertid ubegrænsede ressourcer, og tilintetgørelse eller lammelse af visse dele af et føringssystem vil altid have større betydning end andre. Sådanne kritiske punkter og dele - »akilleshælene« - bør så vidt muligt identificeres allerede i fredstid hos vore potentielle modstandere, idet det herfor nødvendige analysearbejde formentlig vil være uoverkommeligt, når først kampen er i gang. Identificering af en Rendes »akilleshæle« åbner mulighed for, at vi allerede straks fra kampens begyndelse kan koncentrere vor indsats mod de mest afgørende dele, d.v.s. de dele, hvis afbrydelse, ødelæggelse eller svækkelse, øjeblikkeligt nedsætter fjendens evne til koordineret indsats og våbenindsættelse.
Identificerede »akilleshæle« kommer således umiddelbart blandt de højst prioriterede mål ved bekæmpelse af fjendens føringssystem. Det skal fremhæves, at »akilleshælene« meget vel kan variere væsentligt afliængig af fjendens aktuelle operationstype.

Principper for bekæmpelsesindsatsen

Indledningsvis skal det straks slås fast, at bekæmpelse af fjendtlige føringssystemer er en operativ opgave på lige fod med alle øvrige operative opgaver, d.v.s. planen herfor skal indgå som en integreret del i den operative plan og ligesom denne justeres løbende i overensstemmelse med den taktiske situations udvikling. Det kan ikke fremhæves kraftigt nok, at bekæmpelse af fjendtlige føringssystemer er et O-ansvar. Man møder undertiden den opfattelse, at »sådan noget er da et spørgsmål om elektronisk krigsførelse«. Det er det også, men det er mere end »kun elektronisk krigsførelse«. Der er tale om at gennemføre en offensiv, målrettet indsats under fuld udnyttelse af alle rådige bekæmpelsesmuligheder og under nøje koordination med alle vore øvrige kampaktiviteter.
Ved opstilling af principper for bekæmpelsesindsatsen kan man finde god støtte i de velkendte »krigsføringens grundprincipper«, idet disse også her synes at have fuld gyldighed.
Målet med vor indsats mod et fjendtligt føringssystem skal være klart angivet, både for den langsigtede indsats og den del af indsatsen, der skal virke til fordel for den umiddelbare kamp. I overvejelserne bør bl.a. indgå faktorer som

  • behovet for at forhindre eller forsinke fjendens disponering af og kontrol med kampenheders bevægelser, f. eks. reserver og 2. echelon-enheder,
  • behovet for at reducere indsatte fjendtlige kampenheders samordnede kampkraft ved f.eks. at lamme, forsinke eller indføre vildledende signaler i hans ordre- og kontrolformidling,
  • behovet for at reducere effekten af fjendens flystøtte, herunder ved bevæbnede helikoptere,
  • behovet for at reducere fjendens ikke-planlagte artilleriild, f.eks. ved at jamme hans observatørers kommunikationsforbindelser til ildledecentraleme,
  • behovet for generelt at få nedsat tempoet i fjendens operationer ved gennemførelse af koncentreret jamming og vildledning, og
  • afvejning af den vægt, der skal tillægges både den langsigtede, nedslidningsbetonede og den umiddelbart mærkbare indsats.

Dertil kommer for de »hårde« sensorers vedkommende:

  • Vort behov for at reducere fjendens kontrabatteriild ved f.eks. at gennemføre en koncentreret indsats til bekæmpelse af hans artilleri-pejleradarer.
  • behovet for at reducere det fjendtlige luftværns effektivitet, herunder om der er perioder, hvor reduktion af effektiviteten er særlig vigtig, f.eks. i forbindelse med indsættelse af egne panserværns-helikoptere eller Close Air Support,
  • behovet for at lamme fjendens jordovervågningsradarer i bestemte tidsrum og/eller områder, f.eks. i forbindelse med egne styrkers gennemførelse af afløsning og (som noget specielt)
  • behovet for at tilintetgøre fjendens jammere eller lamme hans signalopklaring for dermed at forbedre vort eget føringssystems betingelser for at virke effektivt og sikkert.

Som det fremgår, er der en lang række overvejelser, hvor alene vore stabes O-elementer kan fastlægge optimale løsninger. Det må endvidere erindres, at der ved fastsættelse af målet med indsatsen skal tages hensyn til vort generelle behov for efterretninger, idet iværksættelse af jamming samtidig medfører, at de ramte fjendtlige frekvenser »lukkes« som efterretnmgs- kilde for den elektroniske opklaring.
Rent befalmgsteknisk kunne målet med indsatsen (tillige med de generelle retningslinier for gennemførelsen) overvejes optaget i vor befalings pkt. 3.a. som et underpunkt med betegnelsen »Plan for bekæmpelse af fjendens føringssystem«.
Offensiv indsats mod fjendtlige føringssystemer må antages i sig selv at medvirke til en reduktion af dettes effektivitet. Årsagen hertil er, at alene truslen vil tvinge fjenden til hyppige frekvensskift, udstrakt anvendelse af tidskrævende og dermed forsinkende kodninger og udkodninger, hyppige flytninger af alle former for vigtige føringscentre, begrænsning af radarernes tændte perioder osv.
Som noget specielt kan nævnes, at effektivt gennemført vildledning kan medvirke til, at de fjendtlige førere taber tilliden til deres egen efterretningstjeneste.
Tyngdeprincippet skal i nærværende forbindelse ses både som et krav om koncentration af indsatsen mod udvalgte dele i det fjendtlige føringssystem og som et krav om tyngde i tid.
Koncentrationen af bekæmpelsesindsatsen forudsætter, at også op- klaringsmidleme pålægges en dertil afpasset tyngde. Under selve bekæmpelsen gælder det som altid, at spredning af indsatsen mod tilfældigt opdukkende mål skal undgås. Der erindres i øvrigt om det tidligere anførte vedrørende fjendens »akilleshæle«, samt om synergieffekten ved samtidig indsættelse af flere forskellige bekæmpelsesmidler. At valget af tyngde skal være i overensstemmelse med tyngden for de øvrige dele af vore operationer, bør være en selvfølge, med mindre indsatsen med f.eks. jammere har til formål at aflaste artilleri el. lign. i sekundære opgaver.
Tyngde i tid kræver særlig opmærksomhed. Valg af det rette tidspunkt for angreb mod fjendtlige føringssystemer er ofte af afgørende betydning for at opnå den tilsigtede effekt. Årsagen hertil er bl.a. det tidligere beskrevne forhold, at effekten efter nogen tid må forventes at være aftagende. Valget af det rette tidspunkt afhænger i høj grad af indsatsens sammenhæng med de øvrige operationer, d.v.s. det er en O-afgørelse.

Princippet om økonomi med kræfterne vil i en del situationer medføre, at bekæmpelse af fjendtlige føringssystemer alene må gennemføres med de elektroniske våben, dels fordi disse er mindst krævende m.h.t. indsættelsesgrundlag, dels fordi de fysiske våben ofte vil være belastet med konkurrerende opgaver i form af kampstøtte til den mere traditionelle del af kampen. Om sidstnævnte anvendelse af de fysiske våben er den mest hensigtsmæssige, eller om indsættelse til bekæmpelse af det fjendtlige føringssystem måske trods alt giver større fordele, er naturligvis en førerbeslutning i den konkrete situation.
Samspillet raellem den indsats, der gennemføres for at bekæmpe det ^endtlige føringssystem, og hele den øvrige del af vore operationer kan - som det flere gange tidligere er fremhævet - kun tilsikres ved, at stabenes O-elementer på grundlag af direktiv fra føreren foretager nøje, løbende koordination med alle øvrige operative aktiviteter. Nært samarbejde med E-, EK- og ildstøtteelementeme vil naturligvis være nødvendigt.
Man kunne overveje at etablere et selvstændigt element med opgave at forestå bekæmpelsen af fjendens føringssystem. En sådan udvidelse af vore stabe mener jeg dog ikke er lønsom, idet der reelt ikke er tale om andet end en indsats på lige fod med alle øvrige kampaktiviteter. Det afgørende er, at der fastsættes de fornødne effektive procedurer og at disse bliver grundigt indøvet.
Behovet for samspil mellem de enkelte dele i bekæmpelsessystemet belyses bedst ved et eksempel. Da Israel i juni 1982 planlagde angrebet gennem Bekaa-dalen i Libanon, var et af deres væsentiigste problemer det meget koncentrerede syriske luftværn, bestående af meUem 40 og 50 russiskbyggede SA-6 og SA-8 luftvæmsmissilsystemer. Israelerne løste problemet ved først at tilintetgøre radarerne, der indgik i det syriske luftvæmssystem. Derefter kunne det nu lammede syriske luftværn tilintetgøres fuldstændig ved angreb med hær- og flystyrker uden tab. Nøglen til israelernes imponerende resultat ved opgavens løsning var en systematik, hvor de først gennemførte en serie vildledningsangreb, som fik syrerne til at tænde radarerne. Dette muliggjorde målopklaring (incl. fastlæggelse af radarernes elektroniske karakteristik) ved hjælp af RPV og det efterfølgende »nådestød« under udnyttelse af Anti-radiation missiler (Kilde: NATO’s Sexteen Nations, NOV 84, side 49).
Bevægelsesprincippet må ses som et krav om, at indsatsen hele tiden indsættes netop der, hvor virkningen på det fjendtlige føringssystem i det konkrete øjeblik er størst. Forudseenhed i den elektroniske opklaring m.v. og evne til hurtige reaktioner med såvel de elektroniske som de fysiske våben må betragtes som nogle af de vigtigste faktorer til opfyldelse af bevægelsesprincippet. Sikring skal nævnes for fuldstændighedens skyld, men i øvrigt ikke uddybes nærmere, henset til at kun de offensive aspekter betragtés (uanset, at den defensive del af problemområdet også er vigtig).

Sammenfatning

Bekæmpelse af fjendtlige hærstyrkers føringssystemer byder store muligheder for med en rimelig indsats at reducere hans kampkraft både generelt og inden for konkrete delområder i overensstemmelse med vore operationers behov.
Indsatsen bør forberedes grundigt allerede i fredstid, dels ved gennemførelse af analyser til identificering af vore potentielle fjenders »akilles- hæle«, dels ved indøvelse af hensigtsmæssige procedurer.
Under kamp er grundlaget for indsatsen efterretninger, der især tilvejebringes ved elektronisk opklaring; traditionelle opklaringsmidler udgør imidlertid et vigtigt supplement hertil. Selve bekæmpelsen bør gennemføres nøje koordineret med alle øvrige operative aktiviteter og med stabens O-element som overordnet koordinator. For at opnå den største effekt er det af afgørende betydning, at indsatsen gennemføres

  • på det rette tidspunkt
  • mod de afgørende dele i fjendens føringssystem og
  • under fuld udnyttelse af både de fysiske og elektroniske angrebs- muligheder.

Det samlede system til bekæmpelse af en modstanders føringssystem kommer derfor til at se således ud:

 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_114_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del: